Abrahams sæd identificeres

 6, 7. (a) Hvem er den primære del af ’Abrahams sæd’? (b) Hvordan ved vi at der også skulle være en sekundær del? (c) Hvor mange skulle denne omfatte, og hvornår blev det åbenbaret?

⁶ De der har en tro som Abrahams og ønsker velsignelser fra Jehova, er interesseret i alle enkeltheder i dette løfte. (Romerne 4:16) Hvem var da i første række Abrahams sæd, den ved hvem alle jordens nationer skulle velsigne sig? Apostelen Paulus peger på at det var Jesus Kristus. — Galaterne 3:16.

⁷ Jehova havde imidlertid lovet Abraham at hans afkom (hans sæd) ville blive talrigt. Hvem skulle da blive den sekundære del af Abrahams sæd? Hvem skulle blive „arvinger ifølge et løfte“ eller „medarvinger“ sammen med Kristus, den primære sæd? (Galaterne 3:29; Romerne 8:17) I cirka 2000 år var det ukendt for mennesker hvor mange der skulle udgøre den sekundære del af ’Abrahams sæd’, så ukendt som tallet på „himmelens stjerner og sandet ved havets bred“. Men ved slutningen af det første århundrede e.v.t. hørte apostelen Johannes at „tallet på de beseglede“ var „et hundrede og fireogfyrre tusind, beseglede af hver stamme af Israels sønner“. — 1 Mosebog 22:17; Åbenbaringen 7:4.

 8. Hvilken særlig mulighed havde de omskårne jøder?

⁸ Men blandt hvem skulle disse 144.000 „Israels sønner“ udvælges og besegles? Hvis et tilstrækkeligt antal kødelige israelitter havde fulgt Lovpagten som en ’opdrager der ledte dem til Kristus [den primære del af Abrahams sæd]’, kunne de have udgjort hele gruppen af 144.000 medlemmer af Abrahams sekundære sæd. De var da blevet „et kongerige af præster og et helligt folk“, til velsignelse for alle jordens nationer. (Galaterne 3:24; 2 Mosebog 19:5, 6) Men var der tilstrækkelig mange jøder der viste sig at være sande børn af Abraham, „fader til alle som tror“? — Romerne 4:11.

 9. Hvordan viste Johannes Døber at Abrahams åndelige „sæd“ ikke nødvendigvis ville bestå udelukkende af jøder?

⁹ Allerede før Jesus påbegyndte sin jordiske tjeneste, gav Johannes Døber de religiøse ledere denne advarsel: „Mén ikke at I kan sige til jer selv: ’Vi har Abraham til fader.’ For jeg siger jer at Gud er i stand til at oprejse Abraham børn af disse sten. Øksen ligger allerede ved roden af træerne; hvert træ som ikke frembringer god frugt vil altså blive hugget om og kastet i ilden.“ (Mattæus 3:9, 10) På Paulus’ tid var den vidunderligt vise måde hvorpå Jehova ville udvælge det fulde antal af den sekundære del af Abrahams sæd, blevet åbenbaret. (Romerne 16:25-27) Paulus fortæller i enkeltheder om dette i sit brev til romerne.

Paulus’ brev til romerne

10. Hvilken fejlagtig opfattelse havde jøderne?

¹⁰ Jøderne var sig stærkt bevidst at de var Guds udvalgte folk. Om udtrykket „udvalgt folk“ læser vi i det jødiske leksikon The Concise Jewish Encyclopedia: „En betegnelse der dækker den opfattelse at jøderne står i et særligt forhold til Gud. Grundlaget for denne antagelse er pagten med Abraham.“ Jøderne, som var stolte af at være Abrahams afkom, mente at de udgjorde den sæd hvorved alle andre nationer skulle velsignes, og at de kunne gøre sig selv retfærdige over for Gud i kraft af gerninger de udførte under Lovpagten. — Johannes 8:33, 39; Romerne 9:31, 32; 10:3, 4; 11:7.

11, 12. (a) Hvordan var forholdene i menigheden i Rom da Paulus skrev sit brev til romerne? (b) Hvorfor skrev Paulus til de kristne jøder og ikke-jøder i Rom?

¹¹ Med disse forhold som baggrund skrev apostelen Paulus til den kristne menighed i Rom. Nogle af jøderne her var blevet kristne, men langt de fleste nægtede at tro på Jesus som den lovede Messias. Menigheden i Rom bestod desuden af mange ikke-jøder som var blevet kristne.

¹² Af forskellige grunde følte jøderne såvel som ikke-jøderne sig overlegne i forhold til hinanden — jøderne fordi de var Abrahams bogstavelige afkom, ikke-jøderne fordi de havde fået adgang til særlige privilegier under Abrahamspagten netop på grund af jødernes manglende tro. Paulus søgte nu at overbevise de kristne, hvad enten de var jøder eller ikke-jøder, om at de fra begge sider havde deres retfærdige stilling over for Gud i kraft af tro på Kristus, ikke i kraft af gerninger. (Romerne 3:21-27) Paulus’ mål med brevet var at fremme den kristne enhed og frugtbarhed i gerning, til ære for Jehova, som på så vidunderlig en måde er kommet mennesker i møde for at opfylde løfterne i Abrahamspagten.

Et symbolsk oliventræ

13. Hvad udtrykte Paulus sin sorg over, og hvad illustrerede han ved hjælp af et ’ædelt oliventræ’?

¹³ Apostelen Paulus udtrykker sin sorg over at ’ikke alle som stammer fra Israel virkelig er „Israel“’, og fortsætter: „Heller ikke er de alle børn [medlemmer af Abrahams åndelige ’sæd’] fordi de er Abrahams [bogstavelige] sæd.“ Videre illustrerer Paulus nu hvordan Jehova ville „oprejse Abraham børn“. (Romerne 9:1, 2, 6, 7) For at beskrive hvordan Abrahamspagten frembringer det fulde antal medlemmer af den lovede sæd, benytter han et ædelt oliventræ som billede. — Læs Romerbrevet 11:13-26.

14. Hvem er roden i det symbolske oliventræ, og hvilke skriftsteder viser dette?

¹⁴ Paulus nævner roden før han omtaler selve træet, og han siger at „roden er hellig“. (Romerne 11:16) Jehova Gud er den „Allerhelligste“. (Hoseas 11:12, NW) Han kaldes ofte for „Israels Hellige“, navnlig i Esajas’ bog. (Esajas 10:20; 29:19; 60:9) Apostelen Peter skriver til de salvede kristne: „I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd.“ (1 Peter 1:15, 16) Det er altså Jehova Gud, den større Abraham, der er roden i det billedlige oliventræ.

15. (a) På hvilke måder er Jehova det åndelige Israels „rod“? (b) Hvem er stammen i det symbolske oliventræ? Hvorfor?

¹⁵ Ligesom patriarken Abraham var roden til Israels nation, sådan er det Jehova der giver liv til det åndelige Israel. Og ligesom de tolv stammer i Israel nedstammede fra Abraham gennem sønnen Isak, dennes søn Jakob og de tolv patriarker, sådan nedstammer det åndelige Israels tolv stammer fra Jehova gennem den større Isak, Jesus Kristus. Han er den primære del af Abrahams sæd og skildres ved oliventræets stamme. (Galaterne 3:16) Jehova, som er roden, frembringer det fulde antal medlemmer af den sekundære del af sæden, gennem sin søn, Jesus Kristus. (Galaterne 3:29) Men på hvilken måde frembringer Jehova det påkrævede antal af symbolske grene?

Grene hugges af, andre podes ind

16. Hvad er den „hellige hemmelighed“ Paulus nævner i Romerbrevet 11:25 og Efeserbrevet 3:3-6?

¹⁶ Paulus beskriver i det følgende hvordan dette går til. Han skriver: „Jeg ønsker nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om denne hellige hemmelighed, for at I ikke skal være kloge i egne tanker: at der delvis er kommet uimodtagelighed over Israel indtil det fulde antal af folk fra nationerne er kommet ind, og på denne måde [græsk: kai houʹtosa] vil hele Israel blive frelst.“ (Romerne 11:25, 26; se også Efeserbrevet 3:3-6.) Jehova ville „oprejse Abraham børn“ ved at lade det tilstrækkelige antal ’folk fra nationerne [ikkejøder] komme ind’ som medlemmer af den sekundære ’Abrahams sæd’, så antallet blev fuldt. Ved at vise „Abrahams tro“ beviser dette begrænsede antal ikke-jøder at de er åndelige jøder og hører til det åndelige Israel, „Guds Israel“. — Romerne 4:16; 2:28, 29; Galaterne 6:15, 16.

17. (a) Hvilken usædvanlig handling beskriver Paulus? (b) Hvem skildrede de afhugne grene og de indpodede grene fra et vildt oliventræ? (c) Hvordan var dette en afsløring af de stolte og genstridige jøder?

¹⁷ Paulus illustrerede denne „hellige hemmelighed“ ved hjælp af en lidt usædvanlig sammenligning fra botanikkens verden. Når det drejer sig om podning er det mest normalt at man tager et skud fra et frugttræ af den gængse havetype og indpoder det på et træ af en vild type, så den indpodede gren kan bære frugt. Det vidste Paulus udmærket, men han skrev til de kristne ikke-jøder at de „i modstrid med naturen blev indpodet i det ædle oliventræ“. (Romerne 11:24) Han sammenlignede således de ikke-jøder der skulle indlemmes i Abrahamspagten, med podekviste eller skud fra et vildt oliventræ som skulle indpodes på ’det ædle oliventræs’ stamme. De skulle erstatte de af træets egne grene der var blevet hugget af, grene der skildrede de kødelige jøder der var blevet forkastet på grund af deres manglende tro. (Romerne 11:17, 19, 20, 24) Denne usædvanlige sammenligning illustrerede magtfuldt hvor stolte og genstridige de ikke-troende jøder var når de regnede hedningerne for at være livløse som sten eller mente at disse, ligesom grene fra et vildt oliventræ, umuligt kunne bære gode frugter. Herved blev det bekræftet at Jehova var „i stand til at oprejse Abraham børn“, sådan som Johannes Døber havde sagt. — Lukas 3:8.

18. (a) Hvad skete der i år 36? (b) Blev nogen af de afhugne grene igen indpodet på Abrahamspagtens træ? (c) Hvordan søgte Paulus at fremme enheden i den kristne menighed?

¹⁸ Imidlertid havde de kristne ikke-jøder som „i modstrid med naturen blev indpodet“ på Abrahamspagtens træ som en del af den åndelige sæd, ingen grund til at føle sig overlegne i forhold til jøderne. Paulus skrev: „De [jøderne] vil blive indpodet hvis de ikke forbliver i deres mangel på tro; for Gud er i stand til at indpode dem igen.“ (Romerne 11:23) En lille rest af kødelige jøder tog imod den primære „sæd“ og var nu blivende grene på det symbolske træ. (Romerne 9:27; 11:5) Men størstedelen af jøderne var blevet afskåret fra Abrahamspagtens træ i år 36, ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende af de åruger profeten Daniel havde forudsagt. (Daniel 9:27)b Efter dette var nogle jøder imidlertid atter blevet „indpodet i deres eget oliventræ“, idet de havde fået tro på Jesus som den lovede Messias, den primære del af Abrahams sæd. (Romerne 11:24; Apostelgerninger 13:5, 42, 43; 14:1) Ved at pege på disse forhold kunne Paulus fremme enheden blandt de salvede kristne for de havde alle „del i fedmen fra oliventræets rod“ i kraft af „Guds venlighed“. — Romerne 11:17, 22.

Oliventræet bærer sin fulde frugt

19. Hvordan har Abrahamspagten lidt efter lidt frembragt ’sæden’, så „hele Israel“ kunne blive frelst?

¹⁹ I århundredernes løb, og specielt i den gunstige del af denne endens tid, er andre jøder og ikke-jøder blevet indpodet i det symbolske oliventræ. Således frembringer Abrahamspagten „det fulde antal“ af jøder og ikke-jøder som udgør det samlede antal af ’sæden’. „På denne måde vil hele Israel blive frelst,“ ikke det kødelige Israel, men det som ’virkelig er Israel’, de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel. — Romerne 11:12, 25, 26; 9:6-8; Åbenbaringen 7:4.

20, 21. (a) Hvordan bør vi reagere på opfyldelsen af denne vigtige del af Abrahamspagten? (b) Hvad vil vi behandle i den følgende artikel?

²⁰ Den vidunderlige måde hvorpå Jehova har opfyldt denne vigtige del af Abrahamspagten — at han har tilvejebragt stammen og det fulde antal grene på det symbolske træ — bør fylde os med beundring. Som Paulus kan vi udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje! For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’ Eller: ’Hvem har først givet til ham, så det skal gengældes ham?’ Fra ham og ved ham og til ham er jo alle ting. Ham tilkommer herligheden for evigt. Amen.“ — Romerne 11:33-36.

²¹ Men hvad kan vi, rent praktisk, lære af illustrationen med oliventræet og de indpodede grene, uanset om vi hører til de symbolske grene (de salvede kristne) eller er blandt de andre der nyder velsignelser i kraft af den sæd Abrahamspagtens træ har frembragt? Det vil vi se på i den følgende artikel.

Forenede om at bære megen frugt

„Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ — Johannes 15:8

 1. Hvordan fremgår det af Bibelen at Jehova tillægger frugttræer en ikke ringe værdi?

„GUD [JEHOVA] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde.“ (1 Mosebog 2:9) I det gamle Israel skulle et nyplantet frugttræ have lov til at vokse i tre år uden at ejeren havde lov at bruge dets frugt til noget som helst formål. Det fjerde år skulle al dets frugt „under høstjubel helliges [Jehova]“. Først det femte år kunne ejeren bruge træets frugt som han ønskede, efter at han dog havde givet førstegrøden til Jehova. (3 Mosebog 19:23-25; 5 Mosebog 26:1-10; Nehemias 10:35-37) I tilfælde af krig nød frugttræer en særlig beskyttelse