Gå bort fra det ’skønne’ træ!
1. På hvilke måde har nationerne, der sammenlignes med træer, misundt cederen på Libanon?
I LIGHED med den libanonceder som Jehova beskrev i Ezekiels profeti, kapitel 31, ser denne tingenes ordnings menneskeskabte politiske struktur smukkere ud end noget andet. Som Jehova sagde, ifølge Ezekiel 31:8, 9: „Intet træ i Guds have målte sig med den i skønhed. Jeg gjorde den [den bogstavelige ceder der blev brugt som illustration] skøn med dens mange kviste, så alle Edens træer i Guds have misundte den.“ Den nuværende, verdensomspændende politiske tingenes ordning har skudt mange grene der bærer dens tætte, skyggefulde løvhang, så den kan dække alle de jordiske nationers politiske behov og beskytte deres interesser. Hver nation ville gerne være som et stort og stateligt træ, en verdensmagt der beherskede alle de andre og som derfor var en misundelsesværdig organisation.
2. Hvordan viser menneskehedens verden at den betragter cederen på Libanon som skønnere end noget andet?
2 Alle som tror på at mennesker er i stand til selv at udøve herredømmet, uafhængigt af Jehova Gud, beundrer denne symbolske libanonceder og synes at den er indbegrebet af al skønhed. Det er let at se at det forholder sig sådan. Man behøver blot at lægge mærke til hvordan der overalt i verden kæmpes for nationalismen og for national suverænitet. Hertil kommer den store magtkamp om verdensherredømmet som udkæmpes mellem de store blokke af nationer. Det der foregår overalt i verden, er en tilbedelse af staten. Man kræver at alle jordens beboere skal tilbede den. Denne misundelige beundring af den symbolske ceder på Libanon svarer til den tilbedende beundring der blev forudsagt i Bibelens sidste bog, i Åbenbaringen 13:3, 4, 15, hvor vi læser:
3. Hvordan skildrer Åbenbaringen 13:3, 4, 15 tilbedelsen af den politiske stat?
3 „Hele jorden fulgte med beundring efter vilddyret. Og man tilbad dragen fordi den havde givet myndigheden til vilddyret, og man tilbad vilddyret med ordene: ’Hvem er ligesom vilddyret, og hvem kan føre krig mod det?’ Og der blev givet det at give vilddyrets billede åndedræt, så vilddyrets billede både kunne tale og få alle dem dræbt som ikke på nogen måde ville tilbede vilddyrets billede.“
4. Hvorfor kan de der tilbeder den eneste levende og sande Gud ikke tage del i en sådan tilbedelse?
4 I denne profetiske beskrivelse af kommende begivenheder lægger vi mærke til hvor udbredt den tvungne tilbedelse ville blive, nemlig til hele jorden, og hvor vidt denne tilbedelse ville gå, nemlig at menneskene ikke ville tilbede Jehova Gud, men en jordisk skabning og dens afguderiske „billede“. Spørgsmålet er så om de der tilbeder den eneste levende og sande Gud, Skaberen, der fordrer at man viser ham absolut hengivenhed, også kan deltage i en sådan tilbedelse af det skabte. Svaret er nej! (2 Mos. 20:1-6) Skaberen siger selv: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Es. 42:8.
5. Hvis eksempel kan vi trygt følge i dag hvad tilbedelse angår? Hvorfor?
5 Vil vi, der lever i vor tids nationalistisk indstillede verden, personligt tage disse ord alvorligt, selv om de blev udtalt for mere end 2700 år siden? Hvad dette angår findes der én hvis eksempel vi trygt kan følge fremfor nogen andens, og det er Jesus Kristus. Da Satan Djævelen, den symbolske drage, tilbød ham verdensherredømmet mod at han blot udførte én tilbedelseshandling over for ham, svarede han: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Matt. 4:8-10.
6. Hvordan betragter Gud cederen på Libanon, og hvilket valg må vi derfor ufortøvet træffe?
6 Det at Jesus afviste Satan, viser at den symbolske ceder på Libanon ikke var smuk i Jesu øjne. Det menneskeskabte politiske system i den nuværende tingenes ordning har heller ikke taget sig tillokkende smukt og tilbedelsesværdigt ud for hans sande disciple i vor tid. Idet Jehova Gud beskriver den symbolske ceder, nævner han ganske vist at den, fra et verdsligt standpunkt, ejer stor „skønhed“, men for ham selv er dét som denne libanonceder er et symbol på (ægypterkongen Farao og hans hob), ikke noget smukt. Det er ondt og gudløst, og derfor siger han: „I overensstemmelse med dens ondskab vil jeg afgjort drive den ud.“ (Ez. 31:11, NW) Betragter vi i dag den symbolske ceder på samme måde som Jehova Gud gør, og tror vi at den endelige opfyldelse af hans ord med usvigelig sikkerhed vil finde sted om kort tid? Vor indstilling til dette vil være afgørende for hvordan vi stiller os til et andet spørgsmål: Vil vi følge nationernes eksempel og bo under den symbolske ceder, eller vil vi uden tøven gå bort fra den?
Afgjort at „træet“ vil falde
7, 8. Hvilken beslutning som Jehova har truffet angående cederen på Libanon, gør det absolut nødvendigt at vi træffer det rette valg?
7 Det er absolut nødvendigt at vi træffer den rette afgørelse i dette spørgsmål. Der kan ikke være nogen tvivl om at den symbolske ceder (vor tids modstykke til Farao og hans hob) vil falde med et brag. Det er Gud der har besluttet at denne begivenhed, der vil få betydning for hele verden, skal finde sted. Efter beskrivelsen af den symbolske ceders misundelsesværdige „skønhed“, hedder det videre i Ezekiels profeti:
8 „Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Fordi den blev høj af vækst og løftede sin krone op i skyerne og hjertet hovmodede sig over dens højde, derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt folkene; han skal gøre med den efter dens gudløshed og tilintetgøre den [i overensstemmelse med dens ondskab vil jeg afgjort drive den ud, NW]. Fremmede, de grummeste blandt folkene, hugger den om og kaster den hen; på bjerge og i alle dale falder dens kviste; dens grene ligger knækkede i alle landets kløfter, og alle jordens folkeslag går bort fra dens skygge og lader den ligge. På den faldne stamme slår alle himmelens fugle sig ned, og på grenene lejrer alle markens dyr sig, for at ingen træer ved vande skal hovmode sig over deres vækst og løfte deres krone op i skyerne og gøre sig til af deres højde, ingen træer, som smager vand; thi alle er hjemfaldne til døden og må til underverdenen [landet dybt nede, NW], midt iblandt menneskens børn, blandt dem, der steg ned i graven.“ — Ez. 31:10-14.
9. Hvad kalder Jehova dem der skal fælde cederen på Libanon, og burde omtalen af dem have berørt de nationer der bor under den?
9 Den himmelhøje ceder der voksede højt oppe på Libanons bjergskråning, ville blive fældet af et hold skovhuggere. „Umuligt!“ ville de „folkerige nationer“ som boede i dens skygge måske sige, men Jehova Gud ville sørge for at hans ord skete fyldest. Han ville sende „en, som er vældig blandt folkene“ mod dette symbolske træ. Denne ’vældige’ ville bestå af fremmede nationer som ikke boede under den symbolske ceder, nemlig „fremmede, de grummeste blandt folkene“. Ingen af de „folkerige nationer“ som boede under cederen ville kunne forhindre disse internationale voldsmænd i at fælde det træ der havde givet dem ly og beskyttelse. Eftersom disse træhuggere kaldes „en, som er vældig blandt folkene“ og „de grummeste blandt folkene“, burde selve omtalen af dem have slået dem der boede under den høje, langgrenede ceder, med rædsel.
10. Hvem var ’den vældige blandt folkene’ som Jehova brugte som sin økse til at eksekvere dommen, og hvilken trussel ophørte cederen til sidst med at være?
10 Den almægtige Gud, der ikke lyver, opfyldte sin profeti på den symbolske ceder i fortiden. Han sendte det verdensrige der nylig var fremstået, nemlig Babylon, mod ’Farao, Æyptens konge, og hans hob’. Denne ’vældige blandt folkene’ var ingen ven af Farao og hans hob, men bestod af nogle der var „fremmede“ for dem. Disse fjender opførte sig som „de grummeste blandt folkene“ over for den ægyptiske ceder. Det var deres mål at beherske verden på en grum og tyrannisk måde, og Jehova brugte dem som en økse i sin hånd. Da ægypterkongen Farao og hans militærstyrker på kong Zedekias’ nødråb søgte at komme det belejrede Jerusalem til hjælp, blev de slået tilbage af de grumme babyloniere. I året 607 f.v.t. blev Farao og hans hær vidne til ødelæggelsen af Jerusalem og dets hellige tempel. Omkring seksten år senere gav Jehova Ægyptens land til kong Nebukadnezar som vederlag fordi han havde tjent som Guds skarpretter. (Ez. 29:17-20) Da blev Faraos stærke arme i sandhed brudt, så de aldrig mere kunne læges og Ægypten aldrig mere udgøre en trussel som en verdensmagt. — Ez. 30:20-26.
11, 12. Hvilken frygtindgydende blok af nationer kommer man til at tænke på, men hvorfor er den ikke ’den vældige blandt folkene’ som Gud bruger i dag?
Men dette er alt sammen historiske begivenheder der indtraf for mere end 2500 år siden. Det der interesserer os i dag er: Hvem er denne ’vældige blandt folkene’, og hvem er de „fremmede, de grummeste blandt folkene“, i vor tid? Det er den frygtindgydende kommunistiske blok af nationer, ikke sandt?
12 Hertil må vi rent ud svare nej! For de kommunistiske nationer bor ligesom de liberale, demokratiske nationer under den symbolske ceders vidtstrakte grene. De er en del af denne verden og virker i overensstemmelse med det menneskeskabte politiske system i denne tingenes ordning. De er nationalistiske og tilbeder den politiske stat, og de har sat sig for at beherske hele jorden ved hjælp af deres politiske ideologier og metoder. Vi kan derfor ikke forvente at de skal fælde den symbolske ceder på Libanon, det nutidige modstykke til fortidens Farao af Ægypten og hans hob. De vil aldrig gøre det af med sig selv! Af Daniel 11:40 til 12:1 fremgår det at de vil blive tilintetgjort sammen med alle andre når „en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til“.
13. Hvorfor er det ikke Jehovas kristne vidner der vil blive brugt til at udføre den gerning som ’den vældige’ eller „de grummeste“ blandt nationerne udfører?
13 Hvem vil da være Jehovas redskab som vil fælde den symbolske libanonceder der stadig behersker verden? Ja, hvem vil udføre en gerning i lighed med den gerning som ’den vældige blandt folkene’ eller de „fremmede, de grummeste blandt folkene“ udførte på profeten Ezekiels tid? Det vil ikke være Jehovas kristne vidner, der i dag udgør et antal på godt to millioner, spredt rundt omkring i 210 lande på jorden. De er ikke tyranniske eller grumme, og de fylder ikke folk med rædsel; tværtimod bliver de åbenlyst forfulgt som et hjælpeløst, forsvarsløst mindretal. Jehova vil ikke bruge et lille ubetydeligt jordisk redskab, men et mægtigt himmelsk redskab.
14, 15. Hvem er det da, ifølge Jesu ord i Mattæus 24:29-31, at Jehova vil bruge?
14 Jehovas redskab er den herliggjorte Jesus Kristus og hans himmelske hærskarer af engle. Vor tids verdsligvise politikere vil måske le ved en sådan tanke. Men tilbage i fortiden kunne kong Sankerib af Assyrien ligeledes have leet ved tanken om at Jehovas engel på én nat ville dræbe 185.000 af hans elitesoldater. (2 Kong. 19:35, 36) I sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ sagde Jesus Kristus:
15 „Himlenes kræfter skal rystes. Og derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed. Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd.“ — Matt. 24:29-31.
16. I hvis hånd har Gud givet cederen og alle dem der har søgt ly under den, og hvad må vi gøre for ikke at gå til grunde sammen med den?
16 Hele denne „tingenes ordning“ og alle jordens nationer som har søgt tilflugt under den, har Jehova givet i sin søns, Jesu Kristi, hånd, han som er „herrers Herre og kongers Konge“. Sammen med sine himmelske engle vil han fælde den smukke ceder på Libanon. (Åb. 11:15; 17:14; 19:11-16) „Den faldne stamme“ af den symbolske ceder på Libanon, vor tids modstykke til ægypterkongen Farao og hans hob, vil ligge på jorden som et minde om Kristi sejr ved Har-Magedon i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:13-16) Den vil være ligesom de der går ned i døden i „underverdenen“, ja „ned i graven“. (Ez. 31:14) Spørgsmålet er: ønsker vi, der lever midt i denne „tingenes ordning“, at komme derned sammen med dem? Hvis vi ikke ønsker at det skal ske, må vi nødvendigvis søge bort fra ethvert tilflugtssted eller ly under det dømte „træ“! Måtte dets fald ikke betyde at vi går til grunde sammen med det!
Sorg over ’træets’ fald
17, 18. Hvorfor vil man, ifølge Ezekiel 31:15-17, om kort tid sørge overalt i verden?
17 Inden længe vil der komme en dag hvor man vil sørge overalt i verden. Sorgen vil skyldes noget langt mere betydningsfuldt end faldet af en smuk ceder på Libanon som alverdens turister har beundret. Den vil skyldes faldet af den verdensomspændende tingenes ordning og dens ledere, vor tids ’Farao, Ægyptens konge, og hans hob’. Vi behøver ikke at føle os usikre med hensyn til om dette vil ske, for det hedder videre i profetien:
18 „Så siger den Herre [Jehova]: Den dag den farer ned i Dødsriget [Sheol, NW], lukker jeg verdensdybet [vanddybet, NW; afgrunden, LXX] for den og holder dets strømme tilbage, så de mange vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og alle markens træer vansmægter over den. Ved drønet af dens fald bringer jeg folkene til at bæve, når jeg styrter den ned i Dødsriget [Sheol, NW] til dem, der steg ned i graven; og nede i underverdenen trøster alle Edens træer sig, de ypperste og bedste på Libanon, alle, som smager vand. Også de farer med den ned i Dødsriget [Sheol, NW] til de sværdslagne, da de som dens hjælpere har siddet i dens skygge blandt folkene.“ — Ez. 31:15-17.
19. Hvad sagde Jesus at alle jordens stammer ville gøre når de så ’tegnet’ på hans komme, og hvad vil da chokere dem?
19 I betragtning af disse ord af Jehova Gud havde Herren Jesus Kristus ret da han sagde at alle jordens stammer ville slå sig selv af sorg når de så det „tegn“ der skulle vise sig i himmelen når han kom som Jehovas redskab for at eksekvere hans dom over de onde. (Matt. 24:30) Ved hjælp af tegn der vil gøre større indtryk end Jehovas kristne vidners verdensomfattende forkyndelse, vil alle jordens stammer komme til at indse at denne tingenes ordning er dømt til snarlig tilintetgørelse. De vil omsider blive overbevist om at de, trods alle deres bestræbelser for at bevare denne ordning, ikke kan hindre dens sammenbrud. De vil få et chok når det går op for dem at tilintetgørelsen kommer fra ham der har skabt himmelen og jorden. De vil sørge over at det som de har beundret på grund af dets „skønhed“ og majestætiske struktur, nu står over for sin umiddelbare tilintetgørelse. Det forestående tab vil smerte dem dybt.
20. Hvordan har den symbolske ceder ’smagt vand’ i overmål?
20 Disse stammer, folk og nationer har for den symbolske ceder på Libanon været ligesom et „vanddyb“ eller en afgrund hvis vande er blevet ledet til rødderne af denne verdensomspændende tingenes ordning. Rødderne af denne tingenes ordning har i udstrakt grad suget næring til sig af det som folk har kunnet bidrage med for at opretholde den. Hvad dette angår har den symbolske ceder på Libanon ’smagt vand’ i overmål. Den ligner den falske religions verdensimperium, Babylon den Store, om hvem der siges at hun „sidder på mange vande“. Det er ikke bogstavelige vande, for der siges at „de vande som du [den kristne apostel Johannes] så, hvor skøgen sidder, er ensbetydende med folk og skarer og nationer og tungemål“. (Åb. 17:1, 15) I dag er folkeslagene, jordens befolkning, vokset til mere end fire milliarder. Den symbolske ceder på Libanon har altså et vældigt „vanddyb“ som den kan suge næring fra og som holder den oppe.
21. Hvordan vil Jehova holde de symbolske strømme tilbage og standse de mange vande så de ikke når frem til den symbolske ceder?
21 Vil jordens store befolkning, alene i kraft af sit store antal, kunne bevare den cederlignende „tingenes ordning“ — for eksempel ved en slags „proletarstyre“, ved et herredømme udøvet af masserne? Jehova, himmelens og jordens Suveræn, siger nej! Ifølge profetien vil han ’holde dets strømme tilbage, så de mange vande standses’. (Ez. 31:15) Hvordan vil det ske? Ved at han, alle protester til trods, lader den symbolske ceder på Libanon fælde.
22. Til hvilken gavn vil „vanddybet“ være for den faldne træstamme?
22 Når træet er fældet, hvilken gavn har „den faldne stamme“ så af at der findes et „vanddyb“ under den? Vandstrømmene holdes tilbage fra den væltede træstamme, der er afskåret fra sit rodnet. De mange vande er standset i den forstand at de ikke når frem til den faldne kæmpe. Det er Jehovas vilje og ikke folkets vilje der vil råde! Det romerske ordsprog: Vox populi, vox Dei (Folkets røst [er] Guds røst) er ikke sandt.
23. Hvorfor vil det at Jehova fælder cederen vække bestyrtelse i alle de mindre systemer i denne tingenes ordning?
23 Det brag der lyder når den nuværende onde tingenes ordning bliver „fældet“ af Jehovas redskab, vil vække bestyrtelse overalt i verden, for det vil berøre alle nationer, folkeslag, stammer og tungemål. Og må det ikke nødvendigvis være sådan? Når hele denne ordning falder fordi Gud giver den dødsstødet, hvordan skulle nogen af de mindre systemer der er blevet opbygget inden for den verdensomspændende ordning da kunne forvente at blive bevaret eller bestå? (Gal. 1:4) Hvis det største og smukkeste af alle træer ikke får lov til at blive stående og beherske hele jorden, hvordan skulle alle de andre træer da kunne regne med at blive stående, uden den cederlignende ordnings beskyttelse? De vil ’vansmægte’, sygne hen og „falde i afmagt“. Jehovas ord giver en glimrende beskrivelse af hvad man kan forvente at der vil ske med dem: „På grund af den vil alle markens træer falde i afmagt.“ — Ez. 31:15, NW.
24. Hvad vil det betyde for nationerne at de bringes til at bæve når cederen på Libanon falder?
24 Med henblik på denne ceder der er et billede på ægypterkongen Farao og hans hob, siger Jehova videre: „Ved drønet af dens fald bringer jeg folkene til at bæve, når jeg styrter den ned i Dødsriget [Sheol, NW] til dem, der steg ned i graven.“ (Ez. 31:16) Når den symbolske ceder på Libanon falder, lyder der et så stort brag at det får jorden til at skælve, og denne skælven forplanter sig til alle nationerne. At de nationer der har foretrukket en suverænitet udøvet af den nuværende onde tingenes ordning, nu bringes til at bæve, er ensbetydende med at også de falder, at også de bliver lagt i ruiner og fjernes. Alle territoriale krav vil således blive afvist, og alle nationer vil blive frataget deres suverænitet. (Hebr. 12:26, 27; Hag. 2:6, 7) På den måde vil alle jordens folkeslag blive tvunget til at gå bort fra den stolte ceder på Libanon og lade den ligge. — Ez. 31:12.
25. Hvornår vil nationerne gå bort fra cederen på Libanon og lade den ligge?
25 Hvornår vil dette ske? I en krig! Ikke i en tredje verdenskrig som de rivaliserende blokke af militærmagter vil udkæmpe med kernevåben, men i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på Har-Magedons slagmark. Krig symboliseres ved „sværd“. Den symbolske ceder på Libanon vil komme til at dele skæbne med de nationer og verdensmagter der er omkommet ved sværd. Det gør Jehovas ord os opmærksomme på: „Og i landet dybt nede vil alle Edens træer, Libanons udsøgte og bedste, alle [de træer] der drikker vand, blive trøstet. Sammen med ham [den symbolske ceder] er de også selv gået ned til Sheol, til dem der blev dræbt med sværd, og dem der som hans sæd har boet i hans skygge midt blandt nationer.“ — Ez. 31:16, 17, NW; Septuaginta (LXX); syriske oversættelse; Rotherham.
26 I hvilken forstand kan de nationer der har boet i cederens skygge, omtales som „hans sæd“?
26 „Hans sæd“, der har boet under cederens skygge midt blandt nationerne, er et udtryk for de politiske, militære og nationale organisationer der har udviklet sig fra den nuværende onde tingenes ordning som en aflægger eller en stikling af den. Det er naturligt at de er vokset op og har udviklet sig ved hjælp og i kraft af denne tingenes ordning. Mange af disse nationale organisationer er allerede forsvundet, idet de er gået ned i døden til landet dybt nede, til dødsriget, hvor de er blevet udslettet.
27. Hvordan vil de nationale organisationer der allerede befinder sig i landet dybt nede, blive trøstet når cederen på Libanon falder?
27 De er altså ophørt med at være symbolske træer, selv om hele denne tingenes ordning endnu består og stadig nærmer sig sin afslutning. Når den selv bliver hugget om og falder, for aldrig mere at rejse sig, vil det være til stor trøst for alle de andre symbolske træer i landet dybt nede, menneskehedens fælles grav, Sheol eller dødsriget. Der er et ordsprog der siger at „elendighed holder af selskab“, og disse symbolske træer, som allerede er blevet fældet af voldens „sværd“, vil blive meget glade for i dødstilstanden at få selskab af den prægtige ceder på Libanon. De vil føle sig trøstet ved at se at denne verdensdominerende tingenes ordning har vist sig at være lige så svag som de selv over for det „sværd“ hvormed Jehova har eksekveret dommen over dem. — Jævnfør Esajas 14:9-12.
28. Hvilken kommende „Guds have“ vil cederen på Libanon ikke få lov at overskygge?
28 Det viser sig altså at denne tingenes ordning ikke er stærkere end de der har støttet den og som har søgt tilflugt under dens beskyttende skygge. Jehova ønsker ikke at denne symbolske ceder på Libanon skal overskygge den bogstavelige „Guds have“ som vil blive genoprettet på jorden efter at han har udkæmpet krigen ved Har-Magedon og har bundet Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“, og kastet ham i afgrunden. — 2 Kor. 4:4.
Dens „skønhed“ vil ikke redde den
29, 30. Hvor vil ’den onde tingenes ordning’ til sidst ende, ifølge Jehovas ord, selv om den sammenlignes med den skønneste ceder på Libanon?
29 Mennesker er tilbøjelige til at dyrke det skabte, at gøre skabninger til afguder. De har tilbedt det smukke „træ“, den symbolske ceder på Libanon. Denne tingenes ordning betragter sig selv som smukkere og mere attråværdig end det rige som Gud har overdraget sin søn Jesus, Messias. Ja, i menneskers øjne ligner den nuværende onde tingenes ordning, hvad skønhed angår, en knejsende ceder på Libanon. Men hvor meget betyder det for ham der har plantet de bogstavelige cedre på Libanon? Hans ord til denne verdensomspændende tingenes ordning lyder:
30 „Hvem var din lige i herlighed og størrelse blandt Edens træer? Og dog styrtes du med Edens træer ned i underverdenen; midt iblandt uomskårne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er Farao og al hans larmende hob, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Ez. 31:18.
31. Ville Faraos og hans hobs selvretfærdighed betyde noget i Guds øjne? Hvem måtte de derfor også dele skæbne med?
31 Det er muligt at fortidens Farao og hans hob har fulgt den skik at lade sig omskære og at de derfor har ment at de var et lige så rent og retfærdigt folk som israelitterne, hebræeren Abrahams efterkommere. Farao og hans hob har sikkert ikke tænkt at de nogen sinde ville komme til at dele skæbne med jordens uomskårne nationer og verdensriger, og blive begravet sammen med dem. Men deres selvretfærdighed havde ingen værdi i Jehova Guds øjne. En dag ville det hamitiske herredømme over Nilens land, fortidens Ægypten, ophøre. At Farao og hans hob var omskåret og at deres menneskeskabte organisation var smuk i verdens øjne, kunne ikke redde dem fra at lide samme skæbne som alle de andre, mindre organisationer.
32. Hvordan vil den nuværende ’smukke’ tingenes ordning opleve noget i lighed med det som Farao og hans hob erfarede, og hvorfor?
32 Jehova, den suveræne Herre, havde afgjort at dommen over Farao og hele hans hob skulle eksekveres af den der var hans redskab, og at de skulle indtage deres plads sammen med alle de andre urene døde. De havde opbygget en ond politisk organisation, og Jehova havde sagt at han ville ’drive den ud i overensstemmelse med dens ondskab’. (Ez. 31:11, NW) På samme måde forholder det sig med ’Farao og hans hob’ i vor tid. Den tingenes ordning som Farao og hans hob var et billede på, er blevet forkastet af Jehova Gud. Uanset hvor „skøn“ og „dejlig“ den tager sig ud for dem der tilbeder den, ser Jehova hvor ond og gudløs den er. Den fortjener at blive behandlet ligesom den usædvanlig smukke ceder på Libanon, og den vil derfor blive fældet af ’sværdet’ i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. (Åb. 16:13-16) Når den falder vil alle jordens nationer bæve, vel vidende at de ikke kan eksistere længere end hele den verdensomspændende „tingenes ordning“ eksisterer. Den vil blive fældet fordi den genstridigt har stået Guds messianske rige i vejen.
Vigtigt nu at træffe det rette valg!
33. I hvilken forstand ligger øksen allerede ved roden af den smukke ceder på Libanon?
33 Johannes Døber sagde om den jødiske tingenes ordning på hans tid: „Øksen ligger allerede ved roden af træerne; hvert træ som ikke frembringer god frugt vil altså blive hugget om.“ (Matt. 3:10) På samme måde vil det gå den symbolske ceder på Libanon. Den tid er nær da Jehova vil lade de „fremmede, de grummeste blandt folkene“, bruge øksen mod den nuværende onde tingenes ordning. Dens fald nærmer sig hastigt. Selv om den er smuk i denne verdens øjne, er det ikke Jehova der har plantet den, og den er ikke en del af Jehovas organisation. Den er den synlige del af Satan Djævelens organisation. „I overensstemmelse med dens ondskab vil jeg afgjort drive den ud,“ siger Jehova. Ez. 31:11, 12, NW.
34. Hvis „sæd“ er de styrende elementer der virker i den nuværende onde tingenes ordning?
34 I denne onde tingenes ordning har vor tids modstykke til ægypterkongen Farao og hans hob nu virket i mere end fire tusind år siden det gamle Babylon blev grundlagt på Nimrods tid. Dette modstykke, de styrende elementer i denne verden, er ikke blevet indsat af den suveræne Herre, Jehova. De er ikke den himmelske Faders „sæd“ eller afkom; de er ikke Guds kvindes „sæd“, om hvem han gav et forjættende løfte i den oprindelige „Edens have“. De er tværtimod den store slanges, det vil sige Satan Djævelens, „sæd“. (1 Mos. 3:15) Dette lyder måske hårdt, men det er fuldstændig i overensstemmelse med Jesu ord til dem der modstod ham på hans tid: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ (Joh. 8:44) De der i dag udgør Guds store modstanders „sæd“, tjener lige så lidt Gud som fortidens Farao og hans hob gjorde. Som et åndeligt Ægypten ligner de dem. — Åb. 11:8.
35. Hvad bør vi, i lyset af de ting der her er kommet for dagen, gøre i denne foruroligende tid, og hvordan kan vi gøre det?
35 I lyset af de ting der her er åbenbaret, og i betragtning af den nær forestående opfyldelse af Ezekiels profeti om cederen på Libanon, kan vi spørge: Hvad bør vi gøre? Hvad vil være til vort eget bedste? Hvad kan vi gøre i denne foruroligende tid? Dette: Gå bort fra det symbolske træ. Vi ønsker ikke at få varig mén af dets fald. Vi må derfor forlade den nuværende onde tingenes ordning, den modbilledlige ’Farao, Ægyptens, konge, og hans hob’. Vi må stille os på Jehovas organisations side. Så længe vi har været en del af den syndige verden, har vi været livløse hvad angår Guds organisation. Vi har været ’døde i vore overtrædelser og synder, i hvilke vi tidligere vandrede i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren [Satan Djævelen] over luftens myndighed’. (Ef. 2:1, 2) Vi må ophøre med at vandre „i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden“. Vi må holde op med at bo under den beskyttende skygge af det som Farao og hans hob var et billede på.
36. Hvordan bør vi, efter at vi først er kommet ud af Satans synlige organisation, følge vejledningen i Esajas 31:1?
36 Når vi først har vendt os bort fra Guds store modstanders synlige organisation, bør vi ikke igen søge tilflugt i den for at få hjælp og beskyttelse. Sund fornuft og guddommelig visdom byder os at give agt på det inspirerede ord: „Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår lid til heste, som stoler på vognenes mængde, på rytternes store tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger [Jehova].“ — Es. 31:1.
37, 38. Hvilket advarende eksempel har vi i den rest af jøder der blev ladt tilbage efter Jerusalems ødelæggelse?
37 Vi har et eksempel som advarer os mod således at søge hjælp hos et Ægypten der er dømt til undergang. Ezekiel udtalte sin profeti i sin landflygtigheds ellevte år, på den første dag i den tredje måned. (Ez. 31:1) På den niende dag i den fjerde måned (den 9. tammuz 607 f.v.t.) blev Jerusalem indtaget af ’den vældige blandt folkene’, Babylon. I den følgende måned blev byen ødelagt, og de fleste af de overlevende deporteret til Babylon. I den syvende måned (tisjri 607 f.v.t.) blev statholderen over dem der var ladt tilbage, snigmyrdet.
38 Af frygt for hvad babylonierne nu ville gøre, besluttede den tilbageværende rest af jøder at forlade Judas land og flygte til Ægypten for at søge tilflugt under den symbolske libanonceder. Profeten Jeremias frarådede dem dette. Han advarede dem om at Babylons konge ville erobre Ægypten og at de så alligevel ville komme under hans magt. Men de ignorerede Jeremias’ advarsel og flygtede til Ægypten, idet de tog Jehovas profet med sig. Ægypten kunne dog ikke hjælpe dem, for nogle år senere indlemmede Babylons konge som forudsagt Ægyptens landområde i sit rige. Som det var sket før, svigtede Ægypten atter de troløse jøder, men Guds ord svigtede ikke. — 2 Kong. 25:1-26; Ez. 29:17-20; Jer. 40:7 til 43:13.
39. Hvad er menneskehedens håb, og hvorfor?
39 Det er nu de sidste dage for denne tingenes ordning. Ligesom fortidens Ægypten, der svigtede dem som søgte ly under den symbolske ceders lange grene, vil den nuværende tingenes ordning svigte dem der fortsat sætter deres lid til den og som går til den for at søge hjælp i dens militære og økonomiske ressourcer. Dens dominerende indflydelse på jordens anliggender må bringes til ophør. Jehovas kommende rige vil fælde den, og det vil ske ved hjælp af hans kongelige søn, Jesus Kristus. Dette gudsrige er menneskehedens håb, for det vil indføre en ny og retfærdig tingenes ordning der i sandhed vil være „skøn“ og „dejlig“. Det vil genskabe „Guds have“, et bogstaveligt Edens paradis, og hele jorden vil blive klædt i pragt og herlighed.
40. Hvorfor kan vi ikke have fællesskab med denne verden, men hvad vil det betyde for os at vi er ligesom Jesus og hans apostle?
40 Vi skal ikke søge at bevare noget fællesskab med denne dødsdømte verden, der nu befinder sig i en desperat tilstand. Hvis vi ønsker at få del i de evige velsignelser som kongen Jesus Kristus vil skænke sine undersåtter, må vi være sådan som han sagde at han og hans apostle var: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 17:14, 16) Hvis vi således har skilt os ud fra verden, vil vi ikke blive tilintetgjort sammen med denne „verden af ugudelige“. (2 Pet. 2:5; 3:6) Vi vil blive bevaret, så vi for evigt kan glæde os over at bo under den retfærdige nye tingenes ordning, hvor det ikke er Farao og hans hob der vil herske, men Jesus Kristus og hans herliggjorte medarvinger. De vil tjene som Guds konger og præster til velsignelse for menneskeheden. — Åb. 20:4, 6.