Den rige mands pine

I vort forrige nummer behandlede vi lignelsen om den rige mand og Lazarus og nåede til den første del af Lukas 16:22. Der blev fremlagt bibelske beviser for, at den begunstigede rige mand og tiggeren Lazarus symboliserede to klasser: den rige mand det særligt begunstigede religiøse præsteskab blandt dem, som påstår at være Guds folk, og tiggeren Lazarus det foragtede, forsømte folk, der føler deres åndelige behov og hungrer og tørster efter sandhed og retfærdighed fra Gud. Lignelsens første anvendelse gjaldt jøderne eller israelitterne, til hvem Jesus talte. Blandt dem var den „rige mand“ ypperstepræsterne, de skriftkloge, farisæerne og saddukæerne og andre religiøse ledere, der modstod Jesus og gjorde nar af hans lære. Fordi Jesus og hans disciple forkyndte de gode nyheder om Riget for de fattige og nødstedte, der lyttede til ham med glæde, berigedes de med Guds sandhed og den forret, det er, at tjene ham på rette måde. Det betød død over deres usle og syge åndelige tilstand. Det gjorde dem uafhængige af religiøs vejledning fra den klasse mennesker, der forbilledligt fremstilles ved den rige mand. Det førte dem ind i Jehova Guds gunst. Jehova repræsenteredes her af Abraham, og ved „Jehovas bord“ kunne de tage til sig af de åndelige retter. På denne måde var det, for at citere lignelsen, at „tiggeren døde, og han blev af engle båret hen på hæderspladsen op mod Abrahams bryst“.

 1. Hvad skete der med den rige mand, da han døde? Hvad var hans død et billede på?

HVAD der nu overgår den „rige mand“, er det modsatte af den gunst, der blev vist tiggeren Lazarus. Lukas 16:22, 23 siger: „Også den rige mand døde og blev begravet. Og i hades løftede han sine øjne op, han befandt sig i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus på hæderspladsen op mod hans bryst.“ (NW) Den „rige mands“ død betød ikke død for de enkelte medlemmer af denne skare. Den skildrede deres død over for de forrettigheder og begunstigelser, de indtil nu havde nydt, en tilstand, hvori de havde behandlet lazarusskaren som foragtelige, sygdomsbefængte tiggere. Hvornår og hvorledes døde den „rige mand“ og blev begravet?

 2, 3. a) Hvornår døde den „rige mand“? b) Hvorledes afførte Jesus dem deres linned og purpur og ødelagde deres bord?

² Det skete samtidig med, at lazarusskaren oplevede deres forandring til det bedre. Hvad der udvirkede ophævelsen af denne fattige skares ufordelagtige tilstand, medførte døden for den „rige mand“ med hensyn til deres særlige forrettigheder og Guds tilsyneladende gunst. Det skete, da Johannes Døber kom og forkyndte anger, fordi Guds rige var kommet nær. Han vendte folket til Jesus som „Guds lam, der borttager verdens synd“, den Salvede, Kristus. Johannes afslørede deres selvretfærdighed og kaldte dem „slangeyngel“ og advarede dem om, at de var i fare for at blive døbt med undergangens ild i Guds kommende vrede over Israel. De trængte lige så meget til at angre som det syndige, fattige folk der dømtes af Moses’ lov. De måtte ikke tro, at de var den lovede „Abrahams sæd“ på grund af deres kødelige nedstamning fra denne trofaste hebræer. — Matt. 3:7-12, NW.

³ Jesus selv var endnu hårdere over for den „rige mand“ i deres linned og purpur og ved deres overdådige bord. Fordi de erklærede sig for at være retfærdige, satte lazarusskaren dem engang højt, men i Guds øjne var de afskyelige. Jesus afslørede dem som sådanne over for lazarusskaren. (Luk. 16:15, NW) Således rev han deres selvretfærdighedens linned af dem. Han afførte dem deres purpur eller krav om kongeværdighed i Guds rige, da han sagde, at skøger, syndere og skatteopkrævere af tiggerskaren gik ind i Riget før dem. Han slog dette fast med den forfærdelige dom: „Guds rige skal tages fra jer og gives en nation, der frembringer dets frugter.“ (Matt. 21:43, NW) Han ødelagde deres religiøse bord for dem, da han vendte sig fra dem og betroede den fattige lazarusskare Rigets hemmeligheder og dets forkyndertjeneste og sagde: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du har skjult disse ting for de vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn. . . . Kom til mig, alle I, som arbejder hårdt og er tynget af byrder, og jeg vil styrke jer. Tag mit åg på jer og bliv mine disciple, thi jeg har et mildt sind og et ydmygt hjerte, og I vil finde styrke for jeres sjæle. Mit åg er nænsomt, og min byrde er let.“ (Matt. 11:25-30 og Luk. 10:21-24, NW) Da den „rige mand“ med vilje og overlæg forkastede Jesus og forårsagede hans død, beseglede det deres død som åndeligt privilegerede. Deres religiøse bord blev dem en fælde og deres overdådighed en snare. — Rom. 11:7-9.

 4. Taler lignelsen om, at Lazarus blev begravet og kom i helvede? Hvorfor ikke?

⁴ Vi har allerede lagt mærke til, at lignelsen undgår at sige noget om, at Lazarus blev begravet og kom i helvede, hades eller sheol. Men om den rige mand siger den, at han „døde og blev begravet“ og befandt sig i „hades“. Hans død bekræftedes åbenlyst på pinsedagen, ti dage efter, at Jesus for til himmelen for at fremstille sig i Guds nærværelse med værdien af sit menneskeoffer. Da blev den hellige ånd udgydt over de første medlemmer af lazarusskaren. Ånden var et bevis for, at de var blevet anerkendt af Gud og havde fået Kristi retfærdighed tilregnet og indtog stillingen som arvinger til Guds rige. Den åndelige føde vedrørende hans rige ved Kristus faldt ikke fra den „rige mands“ bord til de fattige på denne pinsedag. Nej, den kom til dem gennem de disciple, som var blevet ført ind „på hæderspladsen op mod Abrahams bryst“. Det var Peter og ikke den „rige mand“, der begyndte at bruge „Himmerigets nøgler“. Henved 3000 jøder vendte sig til den større Abrahams bord og blev døbt og modtog den udgydte ånd. På denne måde begyndte lazarusskaren at blive løftet op fra at være død i sine overtrædelser og synd og anbragt sammen „på de himmelske steder i forening med Kristus Jesus“. (Ap. G. 2:1-42; Matt. 16:19; Ef. 2:1-6, NW) Hvorledes kunne derfor lignelsen skildre Lazarus i hades, sheol, helvede eller menneskeslægtens fælles grav? Det kunne den ikke.

 5. I hvilken forstand var den „rige mand“ død og alligevel i live?

⁵ Men med hensyn til den „rige mand“: Ved at forkaste Jesus og i stivsind holde fast ved lovens gerninger som middel til at retfærdiggøre dem til liv, beviste de sig selv som forbandet af loven. De døde derfor for den forrettighed, det er at blive forenet med Jesus Kristus som den lovede Abrahams sæd. Til deres bogstavelige død levede de videre i kødet i lighed med den kvinde, om hvem apostelen skrev: „Den, som søger sanselig tilfredsstillelse, er død, skønt hun lever.“ (1 Tim. 5:6. NW) Loven, som de holdt sig til, viste sig at være død for dem, idet den dømte dem til døden som forbandede syndere. (Rom. 7:9-11) Da de levede videre i kødet, skønt døde i Guds øjne, kunne de se, hvad der skete med lazarusskaren, og føle bitter skuffelse derved.a

 6. Hvornår blev den „rige mand“ begravet der tilbage i tiden?

⁶ For jødernes vedkommende blev den „rige mand“ begravet tre og et halvt år efter pinsedagen. Hvorfor senest da? Fordi da blev de gode nyheder om Guds rige for første gang forkyndt for de foragtede, uomskårne hedninger, i den italienske høvedsmands, Kornelius’, hjem. Den „rige mand“ blandt jøderne var ikke dem, der forkyndte budskabet. Nej, det var ikke dem, der viste sig at være til velsignelse for alle jordens nationer i overensstemmelse med Jehovas løfte til Abraham. Den, som forkyndte ordet for Kornelius, var et medlem af den foragtede lazarusskare, apostelen Peter med „Himmerigets nøgler“. (Ap. G. 10:1 til 11:18) Den „rige mand“ havde intet livgivende budskab og var uvirksom i Guds tjeneste og var derfor at betragte som død og begravet.

 7. Hvis helvede er graven, hvorledes kan det så siges, at de talte der?

⁷ Men, vil man spørge, hvordan kan det være, at den rige mand skildres som førende en samtale i helvede, hvis det blot er menneskeslægtens fælles grav? Det er, fordi det er en lignelse. At dø, at blive begravet og at være i helvede bruges her på symbolsk vis. Denne omstændighed viser, at det er en lignelse, thi hvis den „rige mand“ faktisk var i det bibelske helvede, så kunne de ikke tale eller se. „Lad de onde blive til skamme, lad dem blive tavse i sheol“ (AS) — „være tavse i graven“ (KJ) — „blive bragt ned i helvede“ (Dy). Således står der i Salme 31:18. I Prædikeren 9:5, 10 læser vi. „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, . . . Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget [helvede (Dy) — i sheol (AS) — i graven (KJ)], hvor du stævner hen.“ Hvis man er i en tilstand som i sheol, helvede eller graven, er man ikke virksom i Guds tjeneste og tilegner sig heller ikke sandheden. Det er i denne tilstand, den „rige mand“ befinder sig, og der kan de se lazarusskarens forandrede forhold og er i stand til at tale og beklage sig. Det er som dengang, salmisten i modløshed sagde om sig selv: „Mit liv er dødsriget nær, jeg regnes blandt dem, der sank i graven, er blevet som den, det er ude med, kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din hånd er de revet. Du har lagt mig i den underste grube, på det mørke, det dybe sted; tungt hviler din vrede på mig.“ — Sl. 88:4-8.

I pine — hvordan?

 8. At han befandt sig „i pine“ der, beviser det ikke, at der er ild, og at sjælene bevidst pines i helvede? Hvorfor ikke?

⁸ Men hvis hades, sheol eller helvede er menneskeslægtens fælles grav, hvor der ikke er følelse, kundskab eller virke, hvorledes kan lignelsen så sige, at den rige mand i hades „befandt sig i pine“? I det næste vers siger han, at det skyldes en „brændende ild“. Viser det ikke, at der er ild, og at menneskesjæle bevidst pines i hades, sheol, helvede eller dødsriget? Nej, slet ikke. Dette er en lignelse, og sheol og hades bruges som billede på den „rige mands“ tilstand, mens de endnu er på jorden. Denne skare kan derfor skildres som værende i sheol eller hades eller helvede og samtidig befinde sig i pine fra en brændende ild. Den rige mand kunne ikke skildres som værende i gehenna, for der kunne han ikke skildres som førende en samtale, eftersom gehenna eller „ildsøen, som brænder med svovl“, dér er et symbol på den „anden død“, fra hvilken der ikke er nogen opstandelse. — Åb. 19:20; 20:14. Se fodnoten næste side.b

Abraham ses langt borte

 9. Hvad så den rige mand langt borte? Hvad betød det for ham?

⁹ Den „rige mand“ var, skønt de levede i deres religiøse rige, døde for Gud og som begravet i hades eller helvede, hvad virksomhed i hans tjeneste angik. Af denne grund kunne de skildres som døde og begravet i hades eller graven og dog være levende og i stand til at se langt bort og befinde sig i pine. Hvad de så, bidrog til at pine dem: „Han så Abraham langt borte og Lazarus på hæderspladsen op mod hans bryst.“ Det betyder, at den „rige mand“ så, at de ikke fik velsignelsen som Abrahams kødelige sæd. De så den større Abraham, Jehova Gud, langt borte fra dem, og at han viste den jødiske rest og hedningerne, der troede på Jesus og fulgte ham, sin gunst. I stedet for at være Abrahams lovede sæd, der skulle blive en velsignelse for alle jordens nationer og slægter, blev de en forbandelse for dem. Paulus sagde: „De behager ikke Gud, men er imod alle menneskers bedste, eftersom de søger at hindre os i at tale til nationerne, for at disse kan blive frelst, med det resultat, at de bestandig fylder deres synders mål.“ (1 Tess. 2:15, 16, NW) Både Paulus og Barnabas sagde til dem: „Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os til nationerne. Jehova har nemlig pålagt os befalingen med disse ord: Jeg har sat dig som nationernes lys, at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.“ — Ap. G. 13:46, 47, NW.

10. Hvad betød det for lazarusskaren, at de lå på hæderspladsen op mod Abrahams bryst? Hvad betød det for den „rige mand“, at de ikke befandt sig der?

¹⁰ De ser derfor lazarusskaren på hæderspladsen op mod Abrahams bryst ved et festmåltid som tegn på hans særlige kærlighed og gunst. (Joh. 13:23, 25; 5 Mos. 13:6; 28:54, 56; 2 Sam. 12:3, 8; Mik. 7:5) Det betyder, at de er i den større Abrahams, Jehova Guds, favnende gunst og har samfund med ham. De er blevet adopteret som Guds sønner for at forenes med Jesus Kristus, Abrahams sande sæd, og derfor fester de ved „Jehovas bord“ og tilegner sig Rigets hemmeligheder og sandheder og er delagtige i den sande tilbedelse af og tjeneste for Gud. (1 Joh. 1:3, 7; Joh. 4:34; Jak. 1:27) Men den „rige mand“ er afskåret fra al denne gunst og befinder sig langt borte. Lazarusskaren er som Isak, Abrahams søn ved hans elskede hustru Sara, hvis søn blev gjort til Abrahams arving. Som Gud sagde: „Det er gennem Isak, at din sæd skal nævnes.“ (Rom. 9:7; Gal. 4:28, NW) Den „rige mand“ er som Ismael, Abrahams søn ved trælkvinden Hagar. Gud forkastede Ismael som sæden, og han blev derfor sendt bort for ikke at være en trusel mod Isaks liv. Selv om den „rige mand“ var Abrahams kødelige efterkommere, blev de alligevel udstødt af Guds gunst. Derfor forfølger de lazarusskaren af misundelse og hævnfølelse, ligesom Ismael gjorde. — Gal. 4:22-30, NW.

11, 12. Hvordan var de i pine på Jesu tid? På apostlenes tid?

¹¹ Intet under, at den „rige mand“ er i pine. På Jesu tid pinte hans budskab dem. Efter at han havde afsløret deres religiøse overleveringer og menneskebud som værende i modstrid med Guds ord og befalinger, sagde disciplene: „Ved du, at farisæerne blev forargede, da de hørte det, du sagde?“ Da han sagde „Ve jer“ for deres religiøse hykleri og selvretfærdighed, sagde en af dem til ham: „Lærer! når du siger sådan, krænker du også os.“ Men det fik ikke Jesus til at tie. Han sagde yderligere, at de havde taget kundskabens nøgle bort fra folket. Pint af meddelelserne om, at Jesus lærte i templet, sendte de tjenere derhen for at arrestere ham, men tjenerne nægtede at gøre det og kom tilbage med den pinagtige indrømmelse: „Aldrig har noget andet menneske talt som denne.“ Da han fortalte lignelsen om vingården, og de forstod, at morderne deri var dem selv, søgte de i deres pine at gribe ham, men gjorde det ikke af frygt for folket. — Matt. 15:12-14; Luk. 11:45; Joh. 7:32, 45, 46; Matt. 21:45, 46, NW.

¹² Med det for øje at slippe for denne pine fik de ham til sidst slået ihjel. Men deres pine begyndte kun forfra, da lazarusskaren begyndte at virke fra pinsedagen og fremefter. Præsterne, anførerne for tempelvagten og saddukæerne, for eksempel, vrededes over, at Peter og Johannes lærte folket i templet om Jesus og hans opstandelse. Men arrestationer og fængslinger skræmte ikke apostlene til tavshed. De blev frimodigere, og forkyndelsen i Jerusalem lød med større kraft, til de religiøse overhoveders desperation. Stefanus’ vidnesbyrd over for dem skar dem i hjertet. Under tænderskæren og råb for de ind på ham, mange på een gang, og drev ham ud af byen og stenede ham til døde. Saulus fra Tarsus, der var vidne til dette, iværksatte en grusom forfølgelse af lazarusskarens kristne. I sit raseri nedkaldte han trusel og mord over dem. Men for ham var det som at stampe imod brodden og blive såret deraf. Da Saulus omvendte sig og blev apostelen Paulus, og han og Barnabas prædikede for store skarer af folk, opfyldtes de religiøse ledere af misundelse og modsagde gudsbespotteligt, hvad disse fremholdt for folket, og forfulgte dem derpå, fordi de forkyndte budskabet for ikke-jøder. Utallige er beretningerne om deres raserianfald imod Paulus og hans medrejsende. Hvilken pine de befandt sig i! Hvor heden fra dette fordømmende og afslørende budskab brændte og sved dem!c

Vor tids sidestykke

13, 14. Hvem har vist sig som vor tids sidestykke til den rige mand?

¹³ Jødedommens religiøse ledere, der udgjorde den „rige mand“ i det første århundrede, finder deres sidestykke i kristenhedens præsteskab og religiøse ledere og talsmænd i vore dage. De repræsenterer systemer, der er blevet en del af det menneskelige samfund, og som har deres rødder helt tilbage i oldtiden og i traditioner fra fjerne tider. Med deres rigdom og indflydelse på denne verdens herskere har de vundet sig anseelse, position, ærefrygt, indflydelse og magt over folket. Udadtil har de taget sig meget retfærdige og hellige ud, så at enhver kritik af dem har syntes dem helligbrøde og gudsbespottelse. De har solet sig i de riges og de herskendes gunst og har udøvet stor politisk indflydelse. De har tilegnet sig løfterne om Riget i Guds ord og indbildt sig, at de kom først i Guds gunst, og at Guds rige ville blive oprettet på jorden gennem dem. De har haft sociale, politiske og uddannelsesmæssige fordele og har set ned på den jævne befolkning som lægfolk og ulærde og helt afhængige af det betitlede, højt uddannede præsteskab og deres religiøse systemer for al bibelsk oplysning.

¹⁴ De har givet folket meget lidt af Guds ord og tjeneste og har bedraget dem med sekteriske overleveringer og hedensk filosofi, hvorved de har overladt dem til åndelig hunger og sygdom. De har borttaget kundskabens nøgle, der åbner for betydningen af Guds ord. De har vendt folket bort fra Guds rige som menneskehedens eneste håb og til politiske planer og verdensherskernes statskunst og velsignet deres deltagelse i nationernes blodige krige. Ved denne verdens ende har de ikke noget frelsende budskab for det nødstedte folk, men holder dem i åndelig fattigdom, sult og sygdom med kun et folkeforbunds eller de Forenede Nationers organisations spinkle håb som deres bedste håb for fred, fremgang og fordragelighed.

15. Hvorledes vises det, at de er døde og begravet?

¹⁵ Nu befinder disse religionsdyrkere sig i en åndelig dødstilstand ligesom den rige mand i lignelsen. De har ingen levende forståelse af, at „nationernes fastsatte tider“ ophørte i 1914, og at Guds rige tog magten over jorden med Abrahams lovede sæd, Kristus Jesus, på tronen. De foragter lazarusskarens rest, Jehovas vidner i vor tid, fordi de forkynder dette budskab. I betragtning af tegnene på dette tingenes systems afslutning og Jesu Kristi nærværelse eller parousia i kongemagt, skulle de have troet budskabet i hvert tilfælde ved afslutningen af den første verdenskrig i 1918. Men de vågnede ikke op til liv og tjeneste og forkyndte ikke budskabet om Riget for menneskeheden. Det var, hvad resten af lazarusskaren gjorde, efter at de havde forvundet deres fjenders undertrykkelse af dem i denne krig. De reorganiseredes i 1919 og kom til live og tog med større og større kraft del i forkyndelsen af „de gode nyheder om Riget“ for alle nationerne til et vidnesbyrd inden denne verdens ende i Harmagedon. Men den religiøse „rige mand“ hånede den profetiske betydning af verdensbegivenhederne. De afviste det budskab, vor tids „Lazarus“ forkyndte, og søgte tilflugt i menneskelige erstatninger for Riget, den dødfødte sammenslutning, kaldet „Folkeforbundet“. De var ikke virksomme i forkyndelsen af Riget. De viste derved, at de var døde og begravede ind for Gud; og hans domme, der står nedskrevet i hans ord fra fordums tid, erklærer dem for døde.

Søgen efter Teokratiet

16. Hvornår når opfyldelsen af Lukas 13:27-30 sit højdepunkt? Hvem er det, som kommer fra øst og vest?

¹⁶ Gennem hele den kristne tidsalder er profetien i Lukas 13:27-30 blevet opfyldt og når nu sit højdepunkt. I denne profeti talte Jesus om tidspunktet, da døren ville blive lukket for ansigtet af folk, der engang havde haft særlige religiøse forrettigheder, og han sagde „Han vil tale og sige til jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Gå bort fra mig, alle I, som øver uretfærdighed! Der er det jeres gråd og tænderskæren skal være, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, men jer selv kastet udenfor. Endvidere skal folk komme fra østlige og vestlige egne, fra nord og fra syd, og ligge til bords i Guds rige. Og, se, der er de sidste, der skal være de første, og der er de første, som skal være de sidste.“ (NW) Efter at Jerusalem blev ødelagt af Roms kejserlige hære i året 70 e. Kr., var de fleste, der kom fra øst og vest, nord og syd, ikke-jøder eller hedninger fra alle nationer, der fik de gode nyheder forkyndt.

17. Hvad betyder det at se Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige?

¹⁷ I det foregående nummer af Vagttaarnet så vi, hvorledes Abraham, hvis navn betyder „fader til en skare“, var et billede på Jehova Gud, Faderen til Abrahams lovede sæd. Abrahams søn Isak, der blev bragt som et offer, var et billede på Guds søn, Jesus Kristus, der først og fremmest er Abrahams sæd til velsignelse for hele menneskeslægten. Jakob, Isaks søn og Abrahams sønnesøn, var et billede på menigheden af Kristi efterfølgere, eftersom Gud adopterer dem som sine åndelige sønner og gør dem til en del af Abrahams sæd. Jakobs navn blev forandret til Israel; og de er åndelige israelitter, „Guds Israel“. (Gal. 4:28; 3:26-29; 6:16) Udtrykket „alle profeterne“ dækker også over det åndelige Israels menighed, lemmerne på „Kristi legeme“. I profetierne blev disse profeter brugt som forbilleder på de åndsavlede kristne og deres fremgangsmåde. Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne er derfor tilsammen et billede på den teokratiske regering. At se dem „i Guds rige“ betyder med forstandens øjne at se, at Jehova, Jesus Kristus og hans menighed af åndsavlede efterfølgere danner Guds rige og er i dette himmelske rige.

18. Hvad betyder det derfor at komme og ligge til bords i Riget?

[Fodnoter]

En mere indgående sammenligning vil bevise for ethvert modigt og ærligt menneske, at hvor Douay-oversættelsen bruger ordet „helvede“ i de hebraiske skrifter, bruger King James-oversættelsen ordet „grav“. American Standard Version viser, at alle disse steder er det originale hebraiske ord „sheol“, hvorimod den græske Septuaginta-oversættelse bruger ordet „hades“. Ingen helvedesprædikant kan modbevise dette. Nu kan man forstå, hvorfor Amos 9:2 siger: „Bryder de ind i dødsriget“, eller „De graver ned i helvede“ (KJ).

Det forklarer, hvorfor den profetiske Salme 116 fortsætter med at sige: „Jeg påkaldte Jehovas navn: Ak, Jehova, frels min sjæl! Vend tilbage, min sjæl, til din ro, thi Jehova har gjort vel imod dig! Ja, han fried min sjæl fra døden! [ikke, fra evig pine], mit øje fra gråd, min fod fra fald. Kostbar i Jehovas øjne er hans frommes død.“ (Sl. 116:4, 7, 8, 15) Ligesom Jonas kom ud af „dødsrigets skød“ eller „helvedes bug“ (KJ), det vil sige fiskens bug, den tredje dag, således kom Jesus ud af det bogstavelige bibelske helvede. Jonas i hvalfiskens bug var ikke et billede på Jesus i pine i helvede. (Jon. 2:1-3) „Jonas’ tegn“, som Jesus sagde skulle gives israelitterne, indbefattende den „rige mand“, var Jesu egen opstandelse fra døden og helvede på den tredje dag. — Matt. 12:38-41; 16:1-4.

Den harmoniske, bibelske sandhed står derfor uimodsagt, at sheol, hades eller helvede er menneskeslægtens fælles grav, og menneskesjæle brændes ikke i pine deri.