„Gør disciple“ — indtil hvornår?
1. Hvorfor kunne man spørge om det kun var et begrænset antal der skulle døbes?
SKULLE der kun døbes disciple af Kristus indtil et vist antal var nået? Eftersom han i Åbenbaringen (7:1-8 og 14:1-3) har tilkendegivet at der er 144.000 åndelige israelitter som skal være medarvinger med ham til det himmelske rige, har han så ikke dermed sat en grænse for hvor mange der skulle døbes som hans disciple?
2. (a) Fastsatte Kristus noget bestemt tal da han gav befalingen om at gøre disciple? (b) Hvilken forskelsbehandling ville føre til at der kun blev døbt meget få kristne i dag?
2 Ikke nødvendigvis, for i Mattæus 28:19, 20 sætter han ingen grænse men siger ganske enkelt: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem.“ (NW) Selvfølgelig kunne han vide og ville også vide hvornår tiden var inde til at standse arbejdet med at døbe lærlinge, elever eller disciple af ham, for han er deres lærer og vil vide hvornår han har så mange som han ønsker. Følgelig kan hans lydige efterfølgere kun gøre disciple og døbe dem så længe som han tillader det. Hvis vi imidlertid kun skulle døbe de troende som, efter at have foretaget en fuldstændig indvielse til Gud gennem Kristus, gjorde krav på at de havde Guds ånds vidnesbyrd på at de var åndelige israelitter, Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger, ville det kun være meget få kristne vi døbte i dag. Hvoraf slutter vi det?
3, 4. (a) Hvad viser de rapporter der er blevet offentliggjort siden 1942 at der er sket med antallet af døbte kristne som gør krav på at være avlet med Guds ånd? (b) Hvordan fremgår dette af en sammenligning mellem antallet af dem der blev døbt og dem der nød symbolerne ved Herrens aftensmåltid i 1969 og det foregående år?
3 Ifølge de rapporter der er blevet offentliggjort siden 1942 er antallet af de døbte kristne som udgør den „rest“ der hævder at være avlet af Guds ånd til at blive Jesu Kristi medarvinger, svundet ind år for år.
4 For eksempel var der den 1. april 1969 af denne salvede åndelige rest kun 10.368 til stede ved Herrens aftensmåltid, idet kun disse nød brødet og vinen ved mindehøjtiden. Men i modsætning hertil var der i dette sidste tjenesteår 120.905 nye troende der blev døbt i vand som symbol på deres indvielse til Gud gennem Kristus. Året før havde 10.619, eller 251 flere, nydt brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid. Der var altså i dette sidste tjenesteår to hundrede og halvtreds færre som hævdede at tilhøre de 144.000 åndelige israelitter. Hvor mange af de resterende 10.368 var blandt de 120.905 der blev døbt i vand i 1969? Det ville være meget få dåbshandlinger der var blevet udført i tjenesteåret 1969 hvis det kun var medlemmer af denne rest der blev døbt! Nu viser rapporten imidlertid at 120.905 blev døbt.
5. (a) Hvor længe eller indtil hvornår skulle arbejdet med at gøre disciple og døbe dem fortsætte? (b) Eftersom Rigets forkyndelse er gået for sig siden 1914, hvilket andet dermed beslægtet arbejde skulle da foregå sideløbende med forkyndelsen?
5 Hvor længe eller indtil hvornår skulle arbejdet med at gøre disciple af Kristus da foregå? Hvor længe eller indtil hvornår ville man blive ved med at døbe Kristi disciple? Jesus Kristus gav et fingerpeg herom, for efter at have givet befalingen i Mattæus 28:19, 20 om at gøre disciple og døbe dem, sagde han: „Og se! jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (NW) Dette arbejde skulle altså fortsætte frem til „afslutningen på tingenes ordning“. Vi har befundet os i denne tidsperiode siden „nationernes fastsatte tider“ udløb i det tidlige efterår 1914. (Luk. 21:24, NW) I øjeblikket skrider forkyndelsen af „denne gode nyhed“ om „riget“ frem med en fart som aldrig før, som en sidste, storslået opfyldelse af Jesu profeti i Mattæus 24:14 om „afslutningen på tingenes ordning“. Det følger heraf at hvis forkyndelsen af Riget er gået for sig i stigende tempo indtil nu, ville arbejdet med at gøre disciple og døbe dem også gøre det, sideløbende hermed.
6. (a) Som hvad er de titusinder der har underkastet sig dåben blevet døbt, ifølge Mattæus 28:19? (b) Hvilke forhåbninger har mange af dem der har taget imod budskabet siden 1923 næret?
6 Er de titusinder der er blevet døbt gennem de senere år, da blevet døbt som Kristi „disciple“? Ja! Det er den eneste slags mennesker som indviede kristne har fået befaling til at døbe og undervise ifølge Mattæus 28:19, 20. Det er rigtigt at Jesus Kristus, efter at have bedt for sin „lille hjord“ af åndelige får, sagde: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, én hyrde.“ (Joh. 10:16) Disse „andre får“ ville få et jordisk håb, håbet om evigt liv i et jordisk paradis, og ikke et himmelsk håb. Det er også rigtigt at siden året 1923, da lignelsen om fårene og bukkene blev forklaret ved stævnet i Los Angeles og forklaringen senere blev offentliggjort i The Watch Tower for 15. oktober 1923 [Vagttaarnet for 1. december 1923], har mange af dem der har hørt Rigets budskab, sat deres håb til at være af de „andre får“ som ville arve det jordiske paradis under Guds himmelske rige. Men i mange år fik de ikke noget påbud om at lade sig døbe.
Døbt som hvad?
7. Da man opfordrede dem til at lade sig døbe, som hvad skulle de da døbes?
7 Siden den vejledning der blev givet i The Watch Tower for 15. august 1934 [Vagttaarnet for 15. oktober 1934, side 314, paragraf 34], er de der har bekendt sig til disse „andre får“ blevet døbt i vand som et symbol på deres indvielse til Gud ved Kristus. Men hvad er de blevet døbt til? Til specielt at være af de „andre får“?
8. Hvilket spørgsmål rejser sig med hensyn til dem der blev døbt lørdag den 1. juni 1935 ved stævnet i Washington, D.C., og hvorfor opstår dette spørgsmål?
8 Det er rigtigt at ved stævnet der blev afholdt det følgende år i den amerikanske hovedstad, Washington, D.C., blev profetien i Åbenbaringen 7:9-17 forklaret og det blev vist at den her omtalte ’store skare’ udgjordes af de nutidige „andre får“, som havde det jordiske håb. Denne overraskende forklaring blev senere offentliggjort i The Watch Tower for 1. og 15. august 1935 [Vagttaarnet, 1. og 15. oktober 1935]. Dagen efter at dette glædebringende foredrag var blevet holdt, blev mange af de stævnedeltagere der nærede de „andre fårs“ håb døbt. Men hvad blev de mange der blev nedsænket i vand denne lørdag den 1. juni 1935 i Washington døbt som? Som „andre får“? Som medlemmer af ’den store skare’ der nu med rette kunne nære et paradisisk håb? Var det dét de havde indviet sig til Gud for?
9, 10. (a) Hvordan fremgår det af Mattæus 25:41-46 og Åbenbaringen 7:9-17 at tiden nu er inde til at en „stor skare“ „andre får“ vil vise sig? (b) Hvilket spørgsmål opstår derfor med hensyn til om de troende døbes ind i bestemte skarer?
9 I det bibelske svar på dette spørgsmål kan vi kun henvise til hvad Jesus befalede sine efterfølgere at gøre. Det er en kendsgerning at Jesu lignelse om fårene og bukkene indgår i hans profeti om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ og at denne specielle lignelse får sin opfyldelse i den tidsperiode som kaldes „afslutningen på tingenes ordning“, og det vil sige nu i tiden. Vi ved også at apostelen Johannes i sit syn så den ’store skare’ (Åb. 7:9) efter at han havde set de 144.000 beseglede åndelige israelitter. Dette syn får derfor sin opfyldelse nu, og har fået sin opfyldelse siden året 1935, da beseglingen af de 144.000 åndelige israelitter efter alt at dømme var ved at være tilendebragt.
10 Hermed stemmer også at antallet af dem der udgør den salvede rest af åndelige israelitter og som deltager i Herrens aftensmåltid, bliver mindre og mindre. Og dog udgør de døbte og indviede vidner for Jehova over en million. Disse kristne nærer håb om at overleve den kommende „store trængsel“ på Guds hævns dag og at træde ind i Guds nye tingenes orden på jorden. Tidspunktet er altså åbenbart nu inde til at den store skare „andre får“, som der intet tal er på, viser sig. Jesus sagde at han ville være med sine lydige efterfølgere „alle dage“ indtil „afslutningen på tingenes ordning“, mens de fortsatte arbejdet med at gøre disciple og døbe. Men befalede Jesus at de skulle døbe nogle som medlemmer af den „lille hjord“ hvem det behager den himmelske Fader at give Himmeriget, og at døbe andre som „andre får“, som medlemmer af den ’store skare’ der ikke er noget tal på og som skal arve det jordiske paradis under Guds rige?
11. (a) Hvorfor kræver det bibelske svar på spørgsmålene at vi på ny overvejer hvad der sker ved indvielsen? (b) Hvad kan man med rette forvente at Gud giver et menneske når det er blevet døbt?
11 Det bibelske svar er nej! Jesus sagde ganske enkelt: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Vi må have den rette forståelse af hvad den kristne indvielse betyder. Når vi indvier os til Gud gennem Kristus stiller vi ikke Gud nogen betingelser som han er forpligtet til at opfylde hvis indvielsen skal være gyldig. Når vi indvier os, overgiver vi os til Gud på samme måde som hans søn Jesus gjorde idet han sagde: „Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.“ (Hebr. 10:9, 10; Sl. 40:8, 9) Vi giver ikke udtryk for noget ønske selv, men vi overlader til Jehova Gud at afgøre hvad vor evige skæbne skal blive. Hvis vi ønsker at hans vilje skal ske med os, vil vi acceptere den plads han tildeler os og være tilfreds med den, glæde os over den. (Rom. 9:16) Det vil være på sin plads at forvente at Gud efter dåben vil give den indviede og døbte et vidnesbyrd om hvilken afgørelse han har truffet i det enkelte tilfælde. Den som han avler ved sin ånd vil han give vidnesbyrd om at han er et af hans børn. — Rom. 8:16, 17.
12. (a) Som hvad døbes vi altså, og hvilken beregning har vi først foretaget? (b) Hvis døbte disciple ønsker vi at vi selv og andre skal blive?
12 Det kan derfor med sikkerhed siges at vi alle, uden undtagelse, døbes som Jesu Kristi disciple. Dåben sker på Kristi befaling, ja, og på samme måde som han selv blev døbt. Og når vi kommer til Gud, besluttede på at gøre hans vilje, sker det ligeledes efter Jesu Kristi eksempel og efter at vi har fulgt hans råd om først at beregne omkostningerne. (Luk. 14:25-33) Som indviede, døbte tjenere for Gud kan vi ikke være disciple af nogen anden end hans trofaste søn, for da Jesus forklaredes på bjerget efter påsken i året 32, sagde Jehova Gud til de apostle som var til stede dengang: „Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!“ (Matt. 17:1-5) Den der af et ærligt hjerte har indviet sig til Gud ønsker ikke at være discipel af nogen anden end den Gud udvælger, og han ønsker heller ikke at andre der er indviede og døbte skal være disciple af nogen anden end Jesus Kristus. Som apostelen Peter, der var vidne til Jesu forklarelse, skrev: „Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans [ikke Peters] fodspor.“ — 1 Pet. 2:21.
13. (a) Hvad bør man i betragtning af tiden og de forudsagte begivenheder ikke slutte med hensyn til sin dåb? (b) Hvad kan man forvente at Gud vil give til kende efter dåben når tiden er inde til det?
13 Der er altså ikke, blot fordi vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“ og fordi Jesus Kristus sidder på „sin herligheds trone“ og skiller de symbolske „får“ fra „bukkene“, nogen grund til, hvis man er blevet døbt siden 1934/1935, at tro at man er blevet døbt som et af de „andre får“ eller som en nutidens Jonadab eller som en af en „stor skare“ der ikke er åndelige israelitter. (Joh. 10:16; 2 Kong. 10:15-23; Åb. 7:9-17) Det er der ingen grund til at tro selv om man véd at antallet af indviede, døbte vidner for Jehova i hele verden allerede er oppe på omkring en million, eller langt mere end de 144.000 som antallet af åndelige israelitter med det himmelske håb er begrænset til. Man må huske på at man er blevet døbt som en Jesu Kristi discipel, en lærling eller elev af ham. Efter dåben kan den døbte med rette forvente at Jehova Gud, som han har indviet sig til uden at stille nogen betingelser, når tiden er inde til det, vil tilkendegive over for ham om han hører til den ’store skare’ af de nutidige „andre får“ eller ej.
14. Hvad er og bliver de først og fremmest, uanset det Gud tilkendegiver, og hvilket krav forventes det at de alle opfylder?
14 Hvad enten den indviede og døbte, når tiden er inde, får det vidnesbyrd fra Gud at han er blevet avlet af Guds ånd til at være en åndelig israelit, eller at han hører til den ’store skare’ „andre får“, står én ting dog fast: han er først og fremmest en døbt discipel af Kristus. Der forventes den samme trofasthed over for Gud af den discipel der er et af de „andre får“ som af den discipel der hører til de åndelige israelitters rest. En discipel er en discipel. Alle disciplene, uanset om de hører til den „lille hjord“ eller den ’store skare’, er nu „én hjord“ under den ’ene hyrde’, Herren Jesus Kristus, som gav sit liv og sin jordiske sjæl for alle fårene. (Joh. 10:15, 16; Luk. 12:32) De er ikke disciple af forskellige fromme mænd på jorden, men de er disciple af den ’ene hyrde’. De er lærlinge, elever, af denne hyrde, gennem hvem de bliver oplært af Gud. (Joh. 6:44, 45) Det de lærer, må de rette sig efter, anvende i praksis og leve efter i trofasthed. Ellers er de ikke kristne. Kun hvis de er Kristi disciple kan de forvente at overleve Harmagedon.
Disciple gør andre til disciple
15. Hvad fik de der allerede var disciple befaling til at gøre ifølge Mattæus 28:16-20, og hvis eksempel følger de i denne henseende?
15 Der er endnu en ting man skal lægge mærke til i beretningen i Mattæus 28:16-20. Der siges her: „Men de elleve disciple drog til Galilæa til det bjerg hvor Jesus havde aftalt at mødes med dem, . . . Og Jesus nærmede sig dem og sagde: ’. . . Gå derfor og gør disciple.’“ (NW) Det var dem der allerede var disciple som den opstandne Jesus befalede at ’gøre disciple’ blandt alle folkeslag. Det betyder derfor at en discipel af Kristus ikke blot er en lærling eller elev af ham, men skal gøre disciple af andre, disciple af den ene lærer og mester, Jesus Kristus. Dermed følger han sin ene lærers, Jesu Kristi, eksempel, for Jesus Kristus gjorde selv disciple. (Joh. 3:25, 26; 4:1) Såvel kvinder som mænd har mulighed for at blive hans disciple. Tabita eller Dorkas i Joppe nævnes specielt som en discipel. (Ap. G. 9:36) Såvel kvinder som mænd blev døbt i vand som Kristi disciple, som troende. — Ap. G. 8:12; 16:15.
16. Hvilket arbejde fortsætter stadig, i overensstemmelse med Kristi befaling, og skal arbejdet blive ved med at fortsætte?
16 Selv om vi nu lever ved „afslutningen på tingenes ordning“, foregår dette arbejde med at gøre disciple og døbe dem stadig. Men den omstændighed at denne afsluttede periode, der tog sin begyndelse i 1914, er så langt fremskreden, tyder på at den tid der er tilbage til at gøre disciple blandt alle folkeslag og døbe dem er kort. I harmoni med sit løfte er den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus med os i dette arbejde, som han selv har pålagt os som disciple. — Matt. 28:20.
17. Hvilken anden dåb beskrevet af Johannes Døber er Jesus nu i færd med at forberede?
17 Mens Jesus overvåger arbejdet med at gøre disciple og døbe dem i denne tid, „afslutningen på tingenes ordning“, forbereder han også en dåb af en anden art som skal gå for sig i meget nær fremtid. Om denne dåb sagde Johannes Døber, endnu før Jesus selv var blevet døbt i Jordanfloden: „Han [som kom efter Johannes, Jesus] skal døbe jer med Helligånd og ild. Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild.“ — Matt. 3:11-13.
18. (a) Hvornår begyndte Jesus at døbe med hellig ånd? (b) Hvornår døbte han det jødiske folk med „ild“?
18 Jesus begyndte at døbe sine disciple med hellig ånd på pinsedagen i år 33. (Luk. 24:49; Ap. G. 1:4 til 2:33) I år 70 døbte han den jødiske befolkning i provinsen Judæa og byen Jerusalem med ild. Jerusalem med templet blev nedbrændt, 1.100.000 jøder, som var kommet til byen for at fejre påsken, blev dræbt og provinsen Judæa blev affolket, idet 97.000 overlevende jøder blev ført bort som trælle og spredt over hele romerriget.
19. Hvem skal nu døbes med „ild“ ifølge forbilledet fra det første århundrede, og hvorfor?
19 Dette var et profetisk billede på den større og endelige opfyldelse af profetien som ville overgå det nutidige modbilledlige ukristne Jerusalem, nemlig den verdsliggjorte kristenhed. Som følge af at kristenheden ikke har fulgt Jesus Kristus men tværtimod har fulgt Nimrod, den mægtige jæger som var „i opposition til Jehova“ og som grundlagde oldtidens Babylon med dens hedenske religion, er den i virkeligheden en del af, ja den mest fremtrædende del af, nutidens store Babylon. Når denne falske religions verdensimperium går ned, vil kristenheden gå til grunde sammen med det. Den vil blive døbt med ild som Jerusalem og Judæa blev det i det første århundrede. — 1 Mos. 10:8-10, NW; Åb. 17:1 til 18:18.
20. Hvilken formaning gives nu i lighed med den Peter udtalte over for de jøder der på Pinsedagen spurgte hvad de skulle gøre, og hvilken dåb er det bedst at blive døbt med?
20 Syvogtredive år før Jerusalem og Judæa blev lagt øde i år 70 havde apostelen Peter sagt til de spørgende jøder som var i Jerusalem for at fejre pinsen, at de skulle lade sig døbe i Jesu Kristi navn idet han samtidig indtrængende formanede dem: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ (Ap. G. 2:37-40) En lignende indtrængende formaning gives i dag af de indviede og døbte vidner for Jehova til alle som indtil nu har fejret religiøse fester i det modbilledlige Jerusalem, kristenheden. Det er bedre at blive døbt i vand nu som en indviet discipel af Kristus end i nær fremtid at blive døbt med den ildsødelæggelse som vil overgå kristenheden og som vil medføre at man går til grunde med denne „vanartede slægt“.
21. (a) Er det kun dem der befinder sig i kristenheden der bør lytte til advarselen? (b) Hvem vil overleve ildsødelæggelsen, og hvilken befaling fortsætter denne skare nu med at adlyde?
21 „Folk af alle nationer“ uden for kristenheden bør ligeledes lytte til denne indtrængende opfordring, for hele det store Babylon, den falske babyloniske religions verdensimperium, vil sammen med kristenheden blive ’opbrændt med ild’, „thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende“. (Åb. 18:8) Det bliver Jesu Kristi indviede og døbte disciple der får lov til at overleve denne kommende ildsødelæggelse og træde ind i Guds retfærdige nye orden, en ny tingenes ordning som virkelig vil være kristen. Med dette for øje fortsætter Jehovas vidner som Kristi disciple med at efterkomme befalingen: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem.“ — Matt. 28:19, NW.
[Illustration på side 89]
Kun 10.368 nød symbolerne ved mindehøjtiden i april sidste år. I modsætning hertil blev 120.905 nye troende døbt i dette sidste tjenesteår
[Illustration på side 92]
En Kristi discipel er ikke blot en elev af ham, men han bør selv undervise andre og gøre dem til Jesu disciple