„Ske din vilje på jorden“, 15. del

Omkring den 1. oktober år 2 f. Kr. fødtes „kongen der gennemtvinger den højeste vilje“. På det tidspunkt sad det hedenske romerrige inde med verdensherredømmet. Kongen havde en forløber på jorden, Johannes, en søn af præsten Zakarias. Engelen Gabriel viste sig i templet i Jerusalem og meddelte den alderstegne Zakarias at han ville blive fader til denne forløber. I den sjette måned af Zakarias’ alderstegne hustru Elisabets svangerskab viste engelen Gabriel sig i Nazaret for den jødiske jomfru, Maria, som var af kong Davids slægt. Gabriel meddelte Maria at hun var blevet udvalgt til at være moder til kong Davids evige, kongelige arving. Ved Jehovas hellige ånds indvirken ville hun undfange sit barn, således at det hellige barn hun fødte i virkeligheden ville være Guds søn. Ydmygt bøjede Maria sig for denne guddommelige ordning.

 5. Hvad skete der da Maria besøgte og hilste på Elisabet?

⁵ Straks undfangede Maria Guds søn Jesus, idet den hellige ånd nu kom over hende og den Højestes kraft overskyggede hende. Hun skyndte sig at fortælle det til sin slægtning, præsten Zakarias’ hustru Elisabet, om hvem Gabriel havde sagt at hun var gravid og ventede Johannes. Så snart Maria hilste på hende sprang Johannes i hendes liv og Elisabet blev „fyldt af Helligånden“. Til Maria sagde hun: „Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Men hvoraf kommer det at min Herres moder besøger mig? Thi se, da lyden af din hilsen nåede mine øren, sprang fosteret i mit liv af fryd.“ — Luk. 1:39-44.

 6. Hvad anerkendte Elisabet og den ufødte Johannes herved, og hvorledes var dette i harmoni med Salme 110:1?

⁶ Under åndens indflydelse anerkendte Elisabet at Marias barn ville blive hendes ’Herre’. Tilskyndet af den samme hellige ånd anerkendte Elisabets endnu ufødte søn, Johannes, ligeledes Marias barn som sin ’Herre’. Flere hundrede år tidligere havde kong David i Salme 110:1 anerkendt det samme. Maria selv højlovede under inspiration Jehova sin ufødte søns himmelske Fader. Hun opholdt sig hos Elisabet næsten lige til Johannes’ fødsel, men vendte så tilbage til Nazaret. — Luk. 1:46-56.

 7. Hvilken profeti udtalte Zakarias ved sin søns fødsel, og hvorledes blev tømreren Josef opfordret til at gifte sig med den frugtsommelige Maria?

⁷ Nu fødte Elisabet sin søn. Hendes mand gav ham navnet Johannes, og fyldt med hellig ånd profeterede han derpå følgende om sin søn Johannes: „Og du, barnlille! skal kaldes den Højestes profet; thi du skal gå foran Herren [Jehova, NW] for at bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed.“ (Luk. 1:57-78) Imens var tømreren Josef blevet klar over at Maria var gravid. Han troede at hun havde begået en umoralsk handling, men han ville hellere hæve sin forlovelse end anklage hende offentligt for utugt så hun blev stenet til døde. En nat viste en engel sig imidlertid for Josef i en drøm og sagde at han skulle ægte Maria. Hvorfor? „Thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder.“ — Matt. 1:18-25.

 8. Hvad skete der så Jesus ikke blev født i Nazaret, og hvorledes blev hyrder vidne til Guds søns fødsel?

⁸ Men Jesus, Guds søn, blev ikke født i Nazaret. Før han kunne fødes måtte Josef og Maria rejse cirka hundrede kilometer sydpå til Betlehem, kong Davids fødeby i provinsen Juda eller Judæa. Kejser Augustus, romerrigets første kejser, befalede at hele den beboede jord som var underlagt hans rige skulle skrives i mandtal på det sted hvor hver enkelt indbyggers familie var hjemmehørende. Således gik det til at Jesus, Guds søn, fødtes i Betlehem omkring midten af jødernes syvende månemåned, kaldet etanim, eller omkring vor 1. oktober år 2 f. Kr. Vinterregnen var endnu ikke begyndt at falde og hyrderne havde stadig deres hjorde ude på markerne omkring Betlehem om natten. Da viste et mirakuløst, blændende lys sig, og midt i det kom en engel til syne. Den sagde: „Frygt ikke; thi se, jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.“ Da så hyrderne pludselig at der sammen med engelen var „en mangfoldig himmelsk hærskare som lovpriste Gud og sagde: ’Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag.’“ Hyrderne fandt det nyfødte barn og blev vidner til Guds søns fødsel. Derpå vidnede de om dette for andre, men ikke for den onde kong Herodes af Judæa. — Luk. 2:1-20.

 9. Hvor voksede Jesus imidlertid op; hvilken gerning udførte Zakarias’ søn Johannes, og hvorfor?

⁹ Efter at være bragt sydpå til Ægypten og efter at have været der indtil kong Herodes den Store døde, blev Jesus atter bragt til Nazaret. Her voksede han op og kom i lære som tømrer hos sin fosterfader Josef. Johannes’ forældre døde imidlertid og i overensstemmelse med Guds hensigter begyndte Johannes at leve sit liv i Judæas ørken. Dér blev han indtil han var tredive år gammel, og han levede af græshopper og honning. Da udsendte Gud Johannes for at han skulle begynde at døbe og virke som forløber for Guds søn, Jesus, arvingen til Davids rige. (Joh. 1:33, 34) Johannes begyndte altså i foråret 29 (e. Kr.), eller i kejser Augustus’ efterfølger „kejser Tiberius’ femtende regeringsår“,a at forkynde i Judæas ørken og i Jordanfloden at døbe de jøder der angrede deres synder. Johannes’ fader, præsten Zakarias, havde profeteret om ham: „Du skal gå foran Herren [Jehova, NW] for at bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse.“ Det var derfor passende for Johannes at sige til jøderne, som var underlagt de ti bud, at de skulle angre deres synder og lade sig døbe som et symbol på deres anger. — Matt. 3:1-11; Luk. 3:1-6.

10. Hvis komme var det Johannes forkyndte, og hvorledes vidste og viste Johannes at han var Guds søns forløber?

¹⁰ Johannes begyndte også at bekendtgøre Guds riges komme. Sagde han: „Omvend jer, thi Davids rige er kommet nær“? Havde Johannes forkyndt det budskab ville både den romerske kejser og Pontius Pilatus, Judæas romerske statholder, have stræbt Johannes efter livet for oprørsstiftelse og overtrædelse af loven om laesa majestas (majestætsfornærmelse). Men hvad forkyndte Johannes? Dette: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 3:1, 2) Gud havde sagt til Johannes at han var forløberen for Guds søn og at han ville få den forret at fastslå hvem der var Guds søn, ja måske endog at døbe ham. Johannes’ fader og måske også hans moder Elisabet havde fortalt Johannes hvad engelen Gabriel havde udtalt i helligdommen, nemlig at Johannes skulle være en forløber og ligesom profeten Elias „gøre et velegnet folk rede for Jehova“. (NW) Derfor forventede Johannes at Guds søn ville komme til ham så han kunne identificere ham. Til de angrende jøder sagde han: „Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han som kommer efter mig er stærkere end jeg, og jeg er end ikke værdig til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild.“ — Matt. 3:11; Luk. 1:17.

11. Hvorledes lærte Jesus sit virkelige slægtskab med Josef at kende, og hvorledes fik han at vide at han var den kongelige arving til pagten med David om riget?

¹¹ Jesus levede stadig som tømrer sammen med sin moder, sine halvbrødre og halvsøstre i Nazaret. Men han vidste at han ikke altid skulle vedblive at være tømrer. Hans moder havde fortalt ham hvorledes han var Guds søn fordi Guds hellige ånd var kommet over hende, hvorved hun havde undfanget ham. Josef, Jesu fosterfader, havde også fortalt ham at han, Josef, ikke var hans fader, men at han var blevet undfanget i Maria ved hellig ånd. Maria havde desuden fortalt Jesus at engelen Gabriel havde udtalt at Jehova Gud ville give ham hans jordiske forfader Davids trone, at han ville blive konge over Jakobs (eller Israels) hus for evigt og at hans rige aldrig ville gå under. Jesus vidste derfor at han var den kongelige arving til den pagt Jehova havde sluttet med David om det evige rige.

12. Hvorledes vidste Jesus hvornår han skulle træde frem som arving til riget?

¹² Men hvornår skulle han begynde på denne rigets løbebane? Han var nu i sit menneskelivs tredivte år. Han kunne ikke begynde efter eget forgodtbefindende. Det var sagt ham at engelen Gabriel havde meddelt at præsten Zakarias’ søn Johannes skulle være hans forløber. Derfor måtte han lade forløberen træde frem først og lade ham udføre sin mission, i omkring et halvt år at forkynde den der skulle komme. Men så en dag nåede den nyhed Jesus i Nazaret at Johannes var begyndt at døbe angrende jøder og at Johannes proklamerede: „Himmeriget er kommet nær.“ Det må have gjort det dybeste indtryk på Jesus. Åh, nu var tiden kommet da han kunne træde frem som arving til riget!

13. Hvilken profetisk uge skulle da begynde? Hvor gik Jesus hen, og hvad skulle der ske med ham?

¹³ Han var nu omkring tredive år gammel, en fuldvoksen mand. Den niogtresindstyvende åruge der var forudsagt i Daniel 9:24-26 (KJ) var også ved at være til ende, og den halvfjerdsindstyvende åruge, regnet fra tidspunktet for Nehemias’ genopbygning af Jerusalems mure, var ved at begynde. Da forstod Jesus at nu var tidspunktet inde for ham til at træde frem som Messias, Kristus, om hvem engelen havde forkyndt da han blev født i Betlehem. Jesus lagde sit tømrerværktøj fra sig. Han forlod sit værksted og sit hjem. Mod sydøst drog han, til sin forløber Johannes, som ved Jordanflodens bredder forkyndte at himmeriget var kommet nær. Nej, han gik ikke til Jerusalem, den store Konges, Jehovas by, ikke til Herodes’ tempel for at blive salvet som jødernes konge af ypperstepræsten Annas. Han gik til sin forløber, præstens søn, ikke for at blive salvet med hellig salveolie som konge over det jordiske Israel, men for at blive døbt i vand. — Matt. 3:13; Mark. 1:9.

14. Hvorfor var Johannes tilbageholdende med hensyn til at døbe Jesus i vand?

¹⁴ Johannes Døber var glad for at se Jesus. Men hvorfor bad Jesus om at blive døbt i vand? Johannes vidste at han døbte jøder som var syndere og som angrede deres synder mod Jehova Guds lov, den han gennem Moses havde givet Israels folk. Jesus var ikke en sådan angrende synder. Johannes vidste at Jesus var hellig, for han var Guds søn, undfanget i Maria ved den hellige ånd. Ja, Johannes vidste at før han, Johannes, endnu var født, sprang han i sin moders liv som en anerkendelse af at den endnu ufødte Jesus var hans ’Herre’. Derfor søgte Johannes at hindre Jesus i at blive døbt, og sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!“

15. Hvorledes blev Johannes’ indvendinger imødegået, og hvad blev stadfæstet over for Johannes da han havde døbt Jesus?

¹⁵ Hvorledes imødegik Jesus nu Johannes’ indvendinger? Jesus sagde: „Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!“ Ydmygt gik Johannes ind på at gøre det som da var ret for dem. Han døbte Jesus, rigspagtens arving, alt imens Jesus bad. Nogen synd havde han ikke at bekende. På dette tidspunkt blev det stadfæstet over for Johannes at han havde Guds søn for sig, Guds søn ikke blot i menneskelig forstand, men i åndelig forstand, i en forstand som var forskellig fra hans undfangelse i en jordisk kvindes moderliv. Hvad skete da?

16. Hvorledes blev det bekræftet over for Johannes, og hvorfra vidste han hvordan det skulle forstås?

¹⁶ „Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag!’“ (Matt. 3:13-17; Luk. 3:21-23) Det var den mirakuløse begivenhed som Johannes senere fortalte sine disciple at han havde forventet: „Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: ’Den du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.’ Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.“ — Joh. 1:32-34.

17. (a) Hvad blev Jesus således avlet til at være, og hvad blev han arving til? (b) Hvad fandtes nu i hans person midt iblandt jøderne?

¹⁷ Ved denne guddommelige handling var Jesus blevet avlet ved Guds ånd — ikke i Marias moderliv — til at være en åndelig Guds søn, en „ny skabning“ med udsigt til liv som åndeskabning i de usynlige himle. Ved denne handling var han også blevet salvet, ikke med oliehornet af Israels ypperstepræst, men af Jehova Gud med hellig ånd. Ved sin fødsel som menneske i kong Davids slægt og ved at tømreren Josef, som tilhørte den kongelige slægtslinje, havde adopteret ham, var Jesus kong Davids naturlige og retmæssige arving i henhold til Jehovas pagt om riget. Men ved at han nu blev avlet fra himmelen, ved at han blev erklæret for Guds søn og ved at han blev salvet med Guds hellige ånd, blev Jesus Guds Salvede eller Kristus. Han blev den salvede arving til et rige, mere storslået og på et højere plan end kong Davids jordiske israelitiske rige i det forjættede land Palæstina. Jesus blev det himmelske riges arving. Med ham var i sandhed Messias, „fyrsten“ kommet i året 29 (e. Kr.) ved udløbet af de niogtres åruger som en nøjagtig, til tiden indtræffende opfyldelse af Daniel 9:25. (KJ) Med ham, Rigets arving, var „Himmelriget“ sandelig kommet nær, ja det var midt iblandt jøderne. — Luk. 17:21, fodnoten.

18, 19. Hvorfor døbte Johannes ikke Jesus som et symbol på at Jesus havde angret, og hvorfor kom Jesus da for at blive døbt i vand?

¹⁸ Hvad havde Jesu vanddåb da tilkendegivet? Ikke at han var en angrende synder, for han havde til fuldkommenhed holdt Guds lov. Han gjorde det langt bedre end den jøde som ønskede at arve evigt liv og som sagde til Jesus: „Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af.“ (Mark. 10:17-20) Eftersom Johannes anerkendte Jesus som Guds hellige menneskelige søn, døbte han ham ikke som et symbol på Jesu anger over begåede synder. Hvilke ord Johannes udtalte da han nedsænkede Jesus under Jordans vand — hvis han i det hele taget udtalte nogle — fortæller Bibelen os ikke. Men Jesus vidste hvorfor han var kommet for at blive døbt. Det var for at gøre sin himmelske Faders vilje på jorden såvel som i himmelen.

¹⁹ Dette forklarer apostelen Paulus idet han om sin Herre Jesus siger: „Det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. Derfor siger han, da han træder ind i verden: ’Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; i brænd- og syndoffer fandt du ikke behag. Da sagde jeg: „Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“’ Medens han først siger: ’Til slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag’ (og de frembæres dog efter loven), siger han derefter: ’Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.’ . . . og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret.“ (Hebr. 10:4-10) Apostelen Paulus anvender her den profetiske Salme 40:6-8 på Jesus ved dennes dåb.

20. Hvad symboliserede Jesus da, og hvad viser om hans vilje døde da han blev døbt?

²⁰ Ved sin vanddåb symboliserede Jesus at han indviede sig, sit legeme og sit alt, til at gøre Jehovas vilje på en måde der gik ud over hvad loven, givet gennem Moses, forlangte. Ved Jesu vanddåb, ved at Jesus af Johannes blev begravet under vandet, døde han symbolsk fra sin tidligere stilling i sit liv på jorden. Hans vilje døde ikke, for da han blev rejst op af Jordan havde han stadig sin viljekraft i behold. Senere hen sagde han: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ „Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ „Jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig. Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ Og i sin bøn til Gud lige før han blev forrådt af den utro Judas sagde Jesus: „Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!“ „Dog ske ikke min vilje, men din!“ — Joh. 4:34; 5:30; 6:38-40; Matt. 26:42; Luk. 22:42; se også 1 Korinter 7:37.

21. Hvorfor var Jesus ikke en hykler da han lærte sine disciple at bede: „Ske din vilje“?

²¹ Lige til den dag da Jesus blev døbt til den bogstavelige død ved at blive hængt på en marterpæl, måtte han til stadighed anvende sin viljekraft i overensstemmelse med Guds, sin Faders vilje. (Joh. 21:22) Han var ikke hykler da han lærte sine disciple at bede til Gud: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.

(Fortsættes)

[Fodnote]