„Himlenes riges nøgler“ tages i brug

„Jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himlene.“ — Matt. 16:19.

1, 2. (a) Hvem var ifølge romersk mytologi den øverste dørvogter i himmelen? (b) Hvilken nøgle havde Jesus Kristus, og hvad er der at sige herom?

ER DER en portner eller dørvogter i himmelen? I den gamle romerske mytologi var Janus, gudernes gud, den øverste dørvogter i himmelen og på jorden. Resterne af hans tempel findes stadig i den nordlige udkant af Forum Romanum, i nærheden af senatsbygningen, men han tilbedes ikke længere. Hvordan så med den historiske person Jesus Kristus, der nu er herliggjort i himmelen og sidder ved den sande ’gudernes Guds’ Jehovas, højre hånd? (5 Mos. 10:17) Da Jesus omkring år 96 dikterede et brev til menigheden i Filadelfia i Lilleasien, sagde han blandt andet, henvendt til apostelen Johannes:

² „Og skriv til menighedens engel i Filadelfia: Dette siger han som er hellig, som er sand, som har Davids nøgle og som lukker op så ingen vil lukke i, og lukker i så ingen lukker op: ’Jeg kender dine gerninger — se! jeg har foran dig sat en åben dør som ingen kan lukke — og jeg ved at du har en lille kraft og at du har holdt mit ord og ikke har fornægtet mit navn.’“ — Åb. 3:7, 8.

3. (a) Hvilken forbindelse var der mellem Jesus Kristus og David? (b) Hvorfor fik Jesus Kristus „Davids nøgle“, og hvordan benytter han den?

³ Jesus Kristus nedstammede fra David, den første jødiske konge i Jerusalem. Han var denne berømte konges efterkommer i 43. led, og med ham endte den kongelige slægtslinje, idet han blev den evige arving til Davids rige. (Luk. 3:23-31) Det var grunden til at Jehova Gud gav sin herliggjorte søn „Davids nøgle“. Davids rige var et forbilledligt teokrati, et forbilledligt gudsrige. (1 Krøn. 29:23; 2 Krøn. 13:5, 8) Med Davids herliggjorte efterkommer, Jesus Kristus, på tronen bliver dette rige et virkeligt, modbilledligt gudsrige. Som den retmæssige besidder af „Davids nøgle“ åbner og lukker han for privilegier og muligheder for mennesker på jorden i forbindelse med Guds rige.

4, 5. Hvilke privilegier sagde Jesus Kristus at han ville give den trofaste Peter?

⁴ Ved en lejlighed hvor Jesus så frem til at give sin trofaste apostel Simon Peter adgang til nogle tjenesteprivilegier, sagde han til ham: „Du er Peter [græsk: Petros; latin: Petrus], og på denne klippe [græsk: tautēi tēi petrai; latin: hanc petram] vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himlene.“ — Matt. 16:18, 19.

⁵ Jesus udtalte disse historiske ord nogen tid efter påsken i år 32, i omegnen af Kæsarea Filippi, nær Jordanflodens kilder. — Matt. 16:13-17.

Hvornår Peter fik nøglerne og brugte dem

6. Hvilken slags nøgler drejede det sig om, og hvad stod de for?

⁶ „Himlenes riges nøgler“ var ikke bogstavelige nøgler som dem vi bruger på jorden. Ligesom i tilfældet med „Davids nøgle“ drejede det sig om åndelige nøgler, nemlig det privilegium eller den ære at være bemyndiget til at åbne, indlede eller igangsætte et program med undervisning og oplæring angående himlenes rige og personlig mellemkomst på dette riges vegne. Derved kunne de der valgte at søge himlenes rige først, benytte sig af den foranstaltning Gud på det tidspunkt traf ved Jesus Kristus, arvingen til det himmelske rige. De fik således adgang til noget der ikke før havde stået åbent for dem.

7. Hvilke grundlæggende betingelser for at komme ind i Guds himmelske rige havde Jesus tidligere omtalt over for Nikodemus?

⁷ To år tidligere havde Jesus i Jerusalem forklaret en af jødernes ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, at der var visse grundbetingelser som den troende måtte opfylde for at få adgang til Guds himmelske rige. Han sagde: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige.“ Skulle man „fødes igen“ af den samme jordiske moder? Nej, Jesus sagde videre til Nikodemus: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Det der er født som følge af kødet er kød, og det der er født som følge af ånden er ånd.“ — Joh. 3:1-6.

8. Synes det rimeligt at en der ikke selv var en døbt og åndsavlet kristen skulle have disse „nøgler“ og bruge dem, og hvilket eksempel kan vi pege på her?

⁸ Kunne, i betragtning af dette, en der ikke allerede selv var ’født som følge af vand og ånd’, en der ikke allerede selv var en døbt og åndsavlet kristen, have rådighed over ’nøglerne’ og lukke op med dem så andre kunne få adgang til Guds himmelske rige? Det ville næppe være rimeligt. „Himlenes riges nøgler“ blev derfor ikke givet til Johannes, selv om han døbte Jesus og var den første der forkyndte: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ — Matt. 3:1, 2.

9. Hvordan ved vi om Peter var åndsavlet da han fik den første af ’nøglerne’, og hvad må vi sige om den omskårne ætiopiske proselyt der nævnes i Apostelgerninger 8:27, 28?

⁹ Men hvordan med apostelen Peter? Var han åndsavlet da Jesus Kristus gav ham den første ’nøgle’? Ja, for på pinsedagen år 33 lod Jehova Gud den herliggjorte Jesus døbe omtrent 120 disciple, deriblandt Peter, som ventede i en sal i Jerusalem, med hellig ånd. Først efter at Peter således var blevet avlet af Guds ånd, trådte han frem for at tale til de mere end 3000 jøder og omskårne proselytter der havde samlet sig og blev vidne til hvordan profetien i Joel 3:1, 2 var begyndt at gå i opfyldelse. Hvis den omskårne ætiopiske proselyt der nævnes i Apostelgerninger 8:27, 28 var med blandt de „gudfrygtige mænd“ som opholdt sig i Jerusalem på denne pinsedag, nåede han åbenbart ikke fra templet hen for at høre Peter. (Apg. 2:1-12) Men han fik lejlighed til det senere.

10. Hvornår og hvordan brugte Peter den første af ’nøglerne’?

¹⁰ Peter sagde rent ud til disse tusinder af tilskuere at de som religiøst samfund betragtet havde begået en forbrydelse ved at pælfæste Jesus Kristus 52 dage tidligere. Skyldbetyngede spurgte disse gudfrygtige mænd da: „Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?“ Det var Peter der svarede: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem som er langt borte, så mange som Jehova vor Gud måtte kalde til sig.“ Peter fortsatte sin tale. „Og med mange andre ord vidnede han grundigt og blev ved at tilskynde dem idet han sagde: ’Lad jer frelse ud af denne forkvaklede generation.’“ (Apg. 2:14-40) Således benyttede den åndsavlede Peter den første af Rigets „nøgler“.

11. Hvordan blev flere tusind af Peters tilhørere ’født igen’ eller ’født som følge af vand og ånd’?

¹¹ Gik nogle af disse kødelige jøder nu ind ad denne dør der var blevet åbnet for dem som jøder hvis forfædre Jehova Gud havde givet løftet i Joel 3:1, 2? Apostelgerninger 2:41, 42 svarer: „Så blev de der med glæde tog imod hans ord [Peters ord] døbt, og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til. Og de blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet, af måltiderne og af bønnerne.“ Ved at de blev døbt i vand i Jesu Kristi navn og derefter fik den hellige ånds frie gave, blev de ’født igen’, ’født som følge af vand og ånd’. — Joh. 3:3, 5.

Hvem den anden nøgle blev brugt til gavn for

12, 13. (a) Hvad ville det have betydet hvis Peter kun havde behøvet at bruge én nøgle? (b) Hvad sagde Jesus imidlertid om dette umiddelbart før han steg til himmelen?

¹² Peter havde ikke kun fået løfte om én nøgle, men om „himlenes riges nøgler“. Der var altså mindst to nøgler. Hvornår fik han da den anden nøgle, og til gavn for hvem skulle den bruges? Hvis Peter kun havde behøvet én nøgle, ville de 144.000 som Jesus Kristus ville opbygge som en åndsavlet menighed på sig selv som klippen, udelukkende have bestået af kødelige jøder og omskårne jødiske proselytter. (Matt. 16:18; Åb. 7:4-8; 14:1-3) Men skulle den himmelske frelse begrænses til kun at omfatte dem der fik adgang dertil da Peter benyttede en nøgle på Pinsedagen? Hvad sagde Jesus selv om dette umiddelbart før han steg til himmelen på den 40. dag efter sin opstandelse? Denne dag sagde han til sine disciple, et sted i nærheden af Jerusalem:

¹³ „Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der på grundlag af hans navn skal forkyndes sindsændring til synders tilgivelse blandt alle nationerne — idet der begyndes fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting. Og se, det som er lovet af min Fader [i Joel 3:1, 2] vil jeg sende over jer. Men I skal blive i byen indtil I bliver iklædt kraft fra det høje.“ — Luk. 24:46-49.

14, 15. Hvordan skelnede Jesus, ifølge Apostelgerninger 1:8, mellem de grupper der skulle forkyndes sindsændring for?

¹⁴ Ifølge Apostelgerninger 1:8 forklarede Jesus nærmere hvordan forkyndelsen af sindsændring på grundlag af hans navn efterhånden skulle udgå til „alle nationerne“. Her læser vi: „Men I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“

¹⁵ Her sondrede Jesus mellem Samaria og „hele Judæa“. Ja, faktisk skelnede han under hele sin jordiske tjeneste mellem omskårne jøder og omskårne samaritanere.

16. Hvordan gik det til at Jesus på vej tilbage til Galilæa tilbragte to dage sammen med indbyggerne i den samaritanske by Sykar?

¹⁶ Efter påsken i år 30, i det første år af sin offentlige tjeneste, måtte han tage gennem Samaria på vej fra Judæa til Galilæa. I denne forbindelse bemærkes det i beretningen at jøderne ikke havde noget samkvem med samaritanerne. (Joh. 4:9) Men ved Jakobs kilde nær byen Sykar valgte Jesus alligevel at tale med en samaritansk kvinde. Hun var endda det første menneske over for hvem Jesus bekendte at han var Messias eller Kristus. Var det mon fordi hun ikke var jøde? (Matt. 16:20) På anmodning af Sykars samaritanske indbyggere blev Jesus og hans apostle tilmed i byen i to dage og talte med dem. Mange af dem kom til troen, og de sagde til den samaritanske kvinde der havde vidnet for dem: „Vi tror ikke længere på grund af din tale; for vi har selv hørt og vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ — Joh. 4:39-43.

17. Hvordan stillede Jesus sig til spørgsmålet om vanddåb i forbindelse med disse troende samaritanere?

¹⁷ Men selv efter dette fortsatte Jesus med at skelne mellem jøder og samaritanere, skønt nogle af samaritanerne altså troede på ham. Krævede Jesus at disse troende samaritanere skulle døbes i vand med Johannes’ dåb? Nej! Dette har en vis betydning, for umiddelbart før beretningen om Jesu besøg i den samaritanske by Sykar står der: „Da nu Herren blev klar over at farisæerne havde hørt at Jesus gjorde flere disciple og døbte flere end Johannes — skønt Jesus ikke selv døbte, men hans disciple — forlod han Judæa og tog igen til Galilæa. Men han var nødt til at rejse gennem Samaria. Derfor kom han til en by i Samaria der hed Sykar, nær det stykke jord som Jakob gav sin søn Josef. Ja, dér var Jakobs kilde.“ — Joh. 4:1-6.

18. Hvordan blev Jesus modtaget af samaritanerne da han to år senere var på vej til Jerusalem?

¹⁸ Blev Jesus lige så godt modtaget to år senere? Han og hans disciple rejste nu den modsatte vej, idet de skulle overvære den jødiske løvhyttefest i Jerusalem. Jesu sendebud „kom ind i en samaritansk landsby for at træffe forberedelser for ham; men man tog ikke imod ham fordi han havde vendt sit ansigt mod Jerusalem for at gå dertil. Da disciplene Jakob og Johannes så dette sagde de: ’Herre, ønsker du at vi skal byde ild komme ned fra himmelen og tilintetgøre dem?’ Men han vendte sig om og irettesatte dem. Så gik de til en anden landsby“. (Luk. 9:51-56) Havde Jesus bøjet sig for Jakobs og Johannes’ voldsomme temperament, kunne det have givet samaritanerne et negativt syn på kristendommen.

19. (a) Hvilke instruktioner gav Jesus sine 12 apostle angående Samaria da han sendte dem ud for at forkynde to og to? (b) Hvilken indstilling havde jøderne i almindelighed til samaritanerne, ifølge Johannes 8:47, 48?

¹⁹ Da Jesus tidligere, nemlig før påsken år 32, sendte sine apostle ud for at forkynde to og to, sagde han til dem: „Gå ikke ud på nationernes veje, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod hele tiden til de bortkomne får af Israels hus. Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 10:5-7; Luk. 9:1-6) Nogle måneder senere, efter løvhyttefesten år 32, sendte Jesus de 70 evangelieforkyndere ud, og han gav dem samme instruktioner som de 12 apostle havde fået. De byer og landsbyer hvori de forkyndte Guds rige, lå sandsynligvis i Judæa og ikke i Samaria. (Luk. 10:1-24) De aflagde ingen beretning om at de havde besøgt samaritanske steder. De gik til „de bortkomne får af Israels hus“. Hvorfor? Fordi de ikke havde fået større myndighed end apostlene. Jødernes almindelige indstilling til samaritanerne kom til udtryk da Jesus sagde til de ikke-troende jøder at de ikke var fra Gud, og de svarede: „Du er samaritaner og har en dæmon.“ — Joh. 8:47, 48.

20. Hvorfor fik samaritanerne ikke nogen gavn af at Peter benyttede den første af ’rigets nøgler’ på Pinsedagen, og hvilket spørgsmål stiller vi derfor?

²⁰ Jesus gjorde også skel mellem samaritanere og jøder da han sagde til den samaritanske kvinde: „I tilbeder det I ikke kender; vi tilbeder det vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.“ (Joh. 4:22) Jesus betegnede en samaritaner som en mand „fra en anden nation“ eller, mere ordret, „af et andet folk“. (Luk. 17:16-18; se den interlineare ord-for-ord-gengivelse i Kingdom Interlinear Translation.)a Samaritanerne, som tilbad på Garizims bjerg, fejrede ikke pinsen i Jerusalem i år 33. Derfor fik de ingen gavn af Peters brug af den første af „himlenes riges nøgler“. (Apg. 2:5-11) Hvornår rettede de 12 apostle da opmærksomheden mod Samaria efter at den hellige ånd var blevet udgydt over dem i Jerusalem, så de kunne opfylde det som Jesus forudsagde i Apostelgerninger 1:8?

21. Af hvilken grund kom evangelieforkynderen Filip til Samaria, og hvorfor blev der stor glæde som følge af hans tilstedeværelse?

²¹ Efter Pinsedagen kom den kristne menighed i Jerusalem ud for mange begivenheder. Efter at Stefanus havde lidt martyrdøden udbrød der en stor forfølgelse som spredte alle menighedens medlemmer undtagen de 12 apostle fra Jerusalem. (Apg. 8:1-5) Ikke på apostlenes befaling, men på grund af forfølgelsen, drog Filip, en af Stefanus’ nære medarbejdere, og andre jødiske kristne mod nord til landsdelen Samaria. (Apg. 6:1-6; 21:8) Dér forkyndte Filip, som i kraft af Guds ånd kunne gøre mirakler, den gode nyhed om den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus og gjorde mange mirakuløse tegn i form af helbredelser. „Så der blev stor glæde i den by.“ — Apg. 8:8.

22. Hvilket spørgsmål opstår nu, eftersom mange samaritanske mænd og kvinder blev døbt ved Filips hånd?

²² Hvad blev følgen af dette? „Da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn, begyndte de at lade sig døbe, både mænd og kvinder.“ Heriblandt var en mager ved navn Simon, som før dette „havde øvet magi og forbløffet Samarias folk“. (Apg. 8:9, 12, 13) Spørgsmålet er så: Blev disse troende samaritanere ’født som følge af vand og ånd’? Vanddåben havde fundet sted, men hvordan med ånden? Hvis de var blevet åndsavlet umiddelbart efter deres vanddåb, havde det været Filip der åbnede vejen for at denne nye gruppe, samaritanerne, kunne få adgang til „himlenes rige“. Men gjorde han det, til trods for at han ikke var en af de 12 apostle? Hvad viser den inspirerede beretning?

23. Hvorfor siges der ikke noget om at Filip lovede samaritanerne den hellige ånd når de lod sig døbe i Jesu navn?

²³ Evangelieforkynderen Filip var ikke en af apostlene, til hvem Jesus havde sagt: „Hvad I end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himmelen, og hvad I end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himmelen.“ (Matt. 18:18; 16:19; 10:2-4; Joh. 1:43-48) Derfor læser vi ikke noget om at Filip lovede samaritanerne den hellige ånds gave i forbindelse med deres vanddåb. Han var ikke bemyndiget til at sige som Peter sagde til jøderne på Pinsedagen: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave.“ — Apg. 2:38.

24. (a) Kom samaritanerne med i den mosaiske lovpagt ved at lade sig omskære og holde nogle af de højtider der omtales i Mosebøgerne? (b) Blev de straks efter vanddåben i Jesu navn ’født som følge af vand og ånd’?

²⁴ Samaritanerne var ikke med i den lovpagt Moses havde formidlet til israelitterne på Sinaj bjerg, selv om de betragtede de fem Mosebøger, Pentateuken, som Guds ord og fejrede en påske og en pinse på Garizims bjerg i landsdelen Samaria. (2 Kong. 17:29, 30; Joh. 4:19, 20) Deres omskærelse i kødet gjorde dem altså ikke uden videre til jødiske proselytter. Samaritanerne var ikke med til at pælfæste Jesus og behøvede derfor ikke at blive døbt for at opnå Guds tilgivelse for denne alvorlige synd som jøderne måtte ændre sind i forbindelse med. Samaritanerne blev derimod døbt ved Filips hånd i Jesu Kristi navn i anerkendelse af at Jesus var Messias (Kristus) og „verdens frelser“. (Joh. 4:25, 26, 28, 29, 42) Blev de derved ’født som følge af vand og ånd’? Nej, for de fik ikke den hellige ånd på det tidspunkt.

25. Hvorfor var de døbte samaritanere ikke med det samme blevet ’født som følge af vand og ånd’, ifølge Apostelgerninger 8:14-17?

²⁵ Hvorfor ikke? Apostelgerninger 8:14-17 beretter: „Da apostlene i Jerusalem hørte at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes til dem; og disse tog ned og bad for dem, for at de kunne få hellig ånd; den var nemlig endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. Så lagde de [apostlene Peter og Johannes] hænderne på dem, og de [de døbte samaritanere] begyndte at modtage hellig ånd.“ Det var ikke blot mirakuløse gaver de fik.

26. Hvilken forret fik de døbte samaritanere, og hvilket redskab benyttede Peter således mens Johannes var til stede?

²⁶ Her blev de første døbte samaritanere ’født’ som følge af ånd såvel som af vand, og de opfyldte nu betingelserne for at komme ind i Guds himmelske rige. (Joh. 3:5) Åndens virke i dette tilfælde svarede til de eksempler der senere omtales i Apostelgerninger 10:44-46 og 11:15-17. Således benyttede apostelen Peter den anden af „himlenes riges nøgler“ til gavn for de troende og døbte samaritanere. Det er sandt at apostelen Johannes var sammen med Peter ved denne lejlighed, men tidligere, på Pinsedagen, var de 11 øvrige apostle også til stede da Peter benyttede den første nøgle. — Se også Mattæus 18:1, 18.

27. Hvordan fremgår det af Apostelgerninger 8:18-23 at det var Peter der førte an?

²⁷ At Peter havde forrangen fremgår af den fortsatte beretning i Apostelgerninger, kapitel 8. I versene 18 til 23 læser vi: „Da [mageren] Simon nu så at ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, tilbød han dem penge idet han sagde: ’Giv også mig denne myndighed, så at enhver som jeg lægger hænderne på kan modtage hellig ånd.’ Men Peter sagde til ham: ’Måtte dit sølv forgå sammen med dig, fordi du mente at du kunne erhverve dig Guds frie gave for penge. Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke retskaffent i Guds øjne. Du må derfor ændre sind med hensyn til denne din slethed, og bede Jehova om, hvis det er muligt, at dit hjertes påfund må blive dig tilgivet; for jeg ser at du er en giftig galde og en uretfærdighedens lænke.’“ Dette vidner om at Peter gik foran som Kristi førende redskab ved denne lejlighed. Som den der havde fået Rigets nøgler betroet, var det ham der førte ordet.

28. Hvem havde nu også mulighed for at komme med i Riget, og hvor begyndte de åndsavlede samaritanere at tilbede Jehova?

²⁸ Fra da af kunne den samme mulighed tilbydes andre i landsdelen Samaria. Derfor siger Apostelgerninger 8:25: „Da de [Peter og Johannes] nu havde aflagt et grundigt vidnesbyrd og talt Jehovas ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og på vejen forkyndte de den gode nyhed i mange af samaritanernes landsbyer.“ Nu begyndte de døbte og åndsavlede samaritanere at tilbede deres himmelske Fader, Jehova, ikke på Garizims bjerg eller i Jerusalem, men i hans store åndelige tempel. — Joh. 4:21.b

29. Hvordan gik det efter Saulus’ omvendelse med den åndsavlede menighed i Judæa, Galilæa og Samaria, og hvor slog Filip sig ned?

²⁹ Filip og andre jødekristne var blevet nødt til at flygte til Samaria på grund af den forfølgelse der i høj grad blev fremmet af farisæeren Saulus fra Tarsus. Men da Saulus selv omvendte sig til kristendommen, blev forholdene anderledes for menigheden i Palæstina. „Så kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria da ind i en periode med fred og blev opbygget; og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ (Apg. 9:31) Filip bosatte sig efter nogen tid i havnebyen Kæsarea, hvor den romerske landshøvding over provinsen Judæa havde sit hovedsæde og hvor en italiensk hærafdeling var stationeret. — Apg. 8:40; 21:8; 10:1; 23:23-35.

Rigets nøgler og ’den store skare’

1. Hvilket spørgsmål opstår, i betragtning af at Filip til sidst flyttede til Kæsarea?

I ÅR 36 indtraf en afmærket begivenhed i den kristne historie. Det skete i byen Kæsarea ved Middelhavet. Om evangelieforkynderen Filip allerede havde slået sig ned i byen på det tidspunkt ved vi ikke, men hvis han havde, hvorfor var det da ikke ham der blev sendt til Kornelius, en officer ved den italienske hærafdeling som var stationeret i byen? Filip havde jo udført kristen virksomhed i Samaria før apostelen Peter kom til, så hvorfor ikke også her i Kæsarea i år 36? Den inspirerede Bibel giver os svaret.

2. Hvornår blev den mosaiske lovpagt afskaffet, og hvor længe viste Jehova alligevel de omskårne jøder en særlig gunst?

² Lovpagten mellem Jehova Gud og Israel, der blev indgået med Moses som mellemmand på Sinaj bjerg i Arabien, blev ophævet da Jesus Kristus, Abrahams og kong Davids efterkommer, blev pælfæstet. Dette skete tre og et halvt år efter at Jesus i år 29 var blevet døbt i vand og salvet med hellig ånd. Men Jehova fortsatte med at begunstige de kødelige jøder og samaritanerne i endnu tre og et halvt år, for således at opfylde profetien i Daniel 9:24-27a, NW. Denne åruge eller periode på syv år udløb i den syvende månemåned (tisjri) år 36. Fra da af ville Abrahams israelitiske efterkommere åndeligt set være ligestillet med mennesker fra de ikke-jødiske nationer, de uomskårne hedninger. Fra da af ville jøderne ikke længere blive særligt begunstiget af Abrahams Gud! Hvordan blev dette givet til kende i år 36?

3. (a) Hvor befandt apostelen Peter sig på det tidspunkt, og hvorfor? (b) Hvorfor blev Peter senere kritiseret for sin usædvanlige handling af de omskårne jødekristne i Jerusalem?

³ Peter opholdt sig i havnebyen Joppe. På menighedens indtrængende anmodning var han kommet og havde oprejst den godgørende og menneskekærlige Dorkas, som var jødekristen, fra de døde, og nu boede han nogle dage hos garveren Simon. (Apg. 9:36-43) På den tid kunne en jøde ikke tillade sig at omgås en uomskåren hedning; en uomskåren var lige så uønsket selskab som en der var udstødt af Guds folks menighed. (Matt. 18:17) Indtil dette tidspunkt havde den jødekristne Peter derfor aldrig frivilligt sat sine ben i en uomskåren hednings hus. (Det samme gjaldt uden tvivl evangelieforkynderen Filip.) Da de omskårne jødekristne i Jerusalem senere hørte at Peter var gået ind i et hedensk hjem, kritiserede de ham derfor, „idet de sagde at han var gået ind til uomskårne mænd og havde spist sammen med dem“. — Apg. 11:3.

4. Hvordan forklarede den jødekristne apostel Peter hvordan han selv følte det efter at han var trådt ind i et hedensk hjem i Kæsarea?

⁴ Selv Peter, der allerede i nogle år havde været kristen apostel, sagde følgende til dem der var samlet i det hjem i Kæsarea som han havde tøvet med at træde ind i: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning.“ (Apg. 10:28) Folk af hedensk afstamning blev regnet for at være vanhellige eller urene.

5, 6. Hvad fremførte Peter til forsvar for det han havde gjort i Kæsarea?

⁵ Til sit forsvar måtte Peter senere forelægge sagens kendsgerninger for apostlene og andre omskårne jødekristne i Jerusalem. Her gjorde han gældende at han ikke havde gjort dette på eget initiativ. Han havde handlet i lydighed mod Jehova Gud.

⁶ Mens Peter opholdt sig hos garveren Simon i Joppe gav Gud ham et syn for at vise ham at han ikke fortsat måtte kalde dét urent som Gud nu havde renset. Derefter kom tre mænd fra Kæsarea, udsendt af den italienske officer Kornelius, og spurgte efter Peter, og Gud gav denne jødekristne apostel besked på at gå med dem „uden at tvivle“, for det var Gud der havde sendt dem. Seks af de omskårne jødekristne fra menigheden i Joppe fulgtes derpå med Peter op langs kysten til Kæsarea. Da de dagen efter trådte ind i Kornelius’ hjem, forklarede den hedenske officer at Guds engel havde vist sig for ham og sagt: „Send mænd til Joppe og hent Simon som har tilnavnet Peter, og han vil fremholde udtalelser for dig hvorved du og hele din husstand kan blive frelst.“ — Apg. 10:1-33; 11:13, 14.

7. Hvad sagde Peter i sin tale for de hedninger der var forsamlet i den italienske officer Kornelius’ hjem?

⁷ Uden at vide hvad der nu skulle ske, gik Peter i gang med at overbringe budskabet om Jesu Kristi jordiske tjeneste, hans død og hans opstandelse fra de døde ved Guds almægtige kraft. Han nåede i sin tale frem til at sige: „Han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver som tror på ham, ved hans navn får tilgivelse for synder.“ — Apg. 10:34-43.

8. Hvilket bevis gav Gud endnu mens Peter talte, på at han nu gav uomskårne troende hedninger adgang til den åndsavlede menighed?

⁸ Så gav Jehova Gud bevis på at han nu lod troende, uomskårne hedninger få adgang til menigheden af åndsavlede kristne, for vi læser: „Endnu mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørte ordet. Og de troende og trofaste som var kommet sammen med Peter og som hørte til de omskårne, var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed.“ — Apg. 10:44-46.

9. Hvordan beskrev Peter, da han aflagde beretning i Jerusalem, den hellige ånds virke i Kæsarea, og hvilken sammenligning foretog han?

⁹ Da Peter senere aflagde beretning om dette i Jerusalem, sagde han: „Men da jeg begyndte at tale, faldt den hellige ånd på dem ligesom den også faldt på os i begyndelsen [på pinsedagen år 33]. Så huskede jeg Herrens udtalelse, hvordan han plejede at sige: ’Johannes døbte med vand, men I skal døbes i hellig ånd.’ Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han også gav os der har fået tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?“ — Apg. 11:15-17.

10. Hvad befalede Peter nu at der skulle ske med disse uomskårne hedninger, og hvorfor?

¹⁰ Hvad gjorde Peter derfor nu? „Så svarede Peter: ’Kan nogen [af de seks jødekristne der ledsagede Peter] forbyde vand så disse ikke skulle kunne døbes, de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi [omskårne jødekristne]?’ Derpå bød han at de skulle døbes i Jesu Kristi navn.“ — Apg. 10:46-48.

11. (a) Hvad kunne de åndsavlede og troende hedninger være fra nu af, og hvorfor? (b) Ved hvilke tre lejligheder virkede den hellige ånd således på samme måde, og hvilke tre kategorier af troende var der tale om?

¹¹ Således ’vendte Gud for første gang sin opmærksomhed mod de uomskårne nationer for af dem at udtage et folk for sit navn’. (Apg. 15:14) Ved denne lejlighed i den uomskårne officer Kornelius’ hjem i Kæsarea, benyttede Peter endnu en af „himlenes riges nøgler“, den tredje nøgle. Fra da af kunne Jesu salvede disciple være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:8) De muligheder Gud havde åbnet ved Peter, som havde fået ’nøglerne’ betroet, forblev åbne så der kunne aflægges et jordomspændende vidnesbyrd. I overensstemmelse hermed faldt Guds hellige ånd på tre forskellige kategorier af troende, nemlig 1) de 120 disciple og derefter omkring 3000 omvendte jøder, alle sammen i Jerusalem på pinsedagen år 33; 2) de døbte samaritanere, men først efter at apostlene Peter og Johannes var kommet til; og 3) de troende hedninger der var forsamlet i Kornelius’ hjem i Kæsarea i år 36. — Apg. 1:15; 2:1-4, 38, 41; 8:15-17; 10:44, 45; 11:15, 16.

En vej åbnes for ’den store skare’

12. Hvem har Jehova siden været i færd med at udtage, og blandt hvem er de blevet udvalgt?

¹² Siden har Jehova op gennem århundrederne været i færd med at udtage „et folk for sit navn“ af såvel omskårne jøder, omskårne samaritanere som uomskårne hedninger. (Amos 9:12) Dette folk for Jehovas navn skulle kun udgøre 144.000, der skulle forenes med Jesus i hans himmelske rige. — Åb. 7:4-8; 14:1-3.

13. Hvad viste publikationerne „Føde for tænkende kristne“ og Tidsaldrenes Plan om himmelsk og jordisk natur og den frelse der kunne opnås?

¹³ I september 1881 udsendtes brochuren Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne). I 1886 udkom derpå den engelske udgave af bogen Tidsaldrenes Plan. Begge disse publikationer viste at den åndelige natur og den menneskelige eller jordiske natur er adskilte og forskellige. Følgelig ville den åndsavlede menigheds himmelske frelse adskille sig fra den genløste menneskeheds frelse til liv på en paradisisk jord. Men i begge tilfælde ville Jesu Kristi genløsningsoffer være grundlæggende for frelsen.

14. Hvad blev der fremholdt i det offentlige foredrag i Los Angeles søndag den 24. februar 1918?

¹⁴ Den 24. februar 1918, mens den første verdenskrig endnu rasede, holdt J. F. Rutherford som præsident for Vagttårnets selskab et offentligt foredrag i Los Angeles, Californien, U.S.A. Titlen var „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Efter krigen blev indholdet af dette forbløffende foredrag udgivet i bogform. Det blev heri understreget at der på jorden ville være retskafne mennesker som ville blive skånet på Guds kommende vredesdag. De ville overleve og komme ind i Guds nye orden og få mulighed for at leve evigt på jorden, der skulle forvandles til et paradis.

15. Hvilke tanker blev fremført i foredraget om Jesu lignelse om fårene og bukkene, der blev holdt i Los Angeles i 1923?

¹⁵ I 1923 blev der igen holdt et stævne i Los Angeles, og Selskabets præsident talte over Jesu lignelse om fårene og bukkene. Ud fra Bibelen fastslog han at de symbolske får i denne lignelse er dem der nu, her i „endens tid“, på forskellige måder gør godt mod Jesu åndelige eller genfødte brødre. Som belønning for deres gode gerninger ville disse ’får’ blive bevaret i live under det kommende Harmagedonslag, og den herliggjorte Menneskesøn, den himmelske konge Jesus Kristus, ville føre dem ind i sit tusindårsriges jordiske domæne. (Matt. 25:31-46) Dette skabte yderligere klarhed over det jordiske håb for de mange retskafne mennesker der gjorde godt mod Kristi „brødre“ som var det ham selv personligt de tog sig af.

16, 17. Hvorfor var det ikke noget almindeligt tidspunkt i historien da denne voksende forståelse af Bibelen 12 år senere nåede sit højdepunkt?

¹⁶ Højdepunktet på denne voksende forståelse af Bibelens lære kom imidlertid 12 år senere. Det viste sig at være et usædvanligt tidspunkt i menneskehedens historie. Den store økonomiske depression var gået ind i sit sjette år. Den romersk-katolske kirkes „hellige år“, 1933, havde ikke hidført den lovede „fred og velstand“. På grund af sammenstød med det etiopiske kejserrige rustede det fascistiske Italien sig til krig, og den 3. oktober 1935 blev kejserdømmet invaderet af italienske tropper. Adolf Hitler var tysk diktator på tredje år og forfulgte voldsomt Jehovas Vidner. Den 4. oktober 1934 blev han i hundreder af telegrammer fra hele verden advaret om at hvis han ikke afholdt sig fra at forfølge dem, ville Jehova tilintetgøre både ham og hans nazistiske parti. Men han var besluttet på at udrydde denne „yngel“ af upolitiske kristne i hele det tyske rige.

¹⁷ I 1935 kom Amerikas præsident, Franklin D. Roosevelt, i vanskeligheder med sin økonomiske genrejsningslovgivning, og nationalregeringen bøjede sig for pres fra Katolsk Aktion. Sovjetunionen blev styret af den „stærke mand“ Josef Stalin. Kejserdømmet Japan, der var en aggressiv modstander af kommunismen, indgik den skæbnesvangre alliance med det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland, og blev en af aksemagterne. Den anden verdenskrig var under opsejling!

18. Hvor holdt Jehovas Vidner et stævne i foråret 1935, og hvad var emnet for det offentlige foredrag?

¹⁸ Hvor kritiske de verdenspolitiske forhold end var i 1935, viste dette år sig at blive en umådelig spændende tid for Jehovas Vidner. Fra 30. maj til 3. juni holdt de et stævne i den amerikanske hovedstad, Washington, D.C. Det offentlige foredrag, der blev holdt søndag den 2. juni, havde titlen „Regering“ og blev udsendt over radioen til Storbritannien, det europæiske fastland, Afrika og mange fjerntliggende øer. — Se The Golden Age, 17. juli 1935, og Ny Verden, september 1935.

19. Hvilken forklaring blev givet fredag eftermiddag den 31. maj, og hvordan ville det gå den pågældende skare i ’den store trængsel’?

¹⁹ To dage tidligere, nemlig fredag eftermiddag den 31. maj, blev der holdt et fængslende foredrag for stævnedeltagerne. På grund af dets store betydning blev det samtidig udsendt over to radiostationer. Retsindige mennesker som var interesseret i evigt liv på en paradisisk jord var specielt blevet indbudt til at overvære stævnet. Alle stævnedeltagernes interesse samlede sig om dette tema som man hidtil havde misforstået, nemlig spørgsmålet om ’den store skare’ som apostelen Johannes så i et syn, ifølge Åbenbaringen 7:9-17. Til stor glæde for både tilhørere og lyttere blev det forklaret hvem ’den store skare’ var. Det var ikke en skare kristne som var ’født igen’ og skulle i himmelen. Det var derimod en jordisk skare, bestående af „fårene“ i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46. De skulle overleve på jorden og derved ’komme ud af den store trængsel’. — Åb. 7:14.

20. Hvad måtte de der ønskede at høre til ’den store skare’ gøre, hvordan måtte de offentligt bekræfte dette, og hvad måtte de ikke forvente i forbindelse med den hellige ånd?

²⁰ De var forpligtede til at anerkende og følge Jehovas gode hyrde, Jesus Kristus. At de gjorde dette, viste de ved at indvi sig til Jehova gennem Kristus. Ifølge Bibelen skulle en sådan indvielse bekræftes ved dåben i vand i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. (Matt. 28:19, 20) Hvis nogle ønskede at høre til ’den store skare’ måtte de derfor indvi sig nu og symbolisere deres indvielse ved vanddåben. (Vagttaarnet, 15. oktober 1934, s. 314, § 34) Man skulle ikke vente at Guds ånd efter deres dåb ville ’falde på’ dem og avle dem til himmelsk liv, et liv som de ikke higede efter.

21. Hvad følte hundreder af mennesker sig tilskyndet til at gøre den følgende dag, og hvilken „hjord“ strømmede de ind i?

²¹ Disse oplysninger havde en opildnende virkning, især på de symbolske får der havde længtes efter en klar forståelse af deres stilling i Guds ordning. Budskabet om ’den store skares’ identitet vakte dem til dåd. Den følgende dag, lørdag den 1. juni, havde de lejlighed til at blive døbt i vand. Glæden var stor blandt de 840 dåbskandidater, hvoraf de fleste lod sig døbe i håbet om at Jehova ville regne dem med til den kommende ’store skare’. Det viste sig at blive en enestående dåbshandling. Det var som om sluserne var blevet åbnet på vid gab og det nu strømmede ind med mennesker der offentligt bekendte et forhold til Jehova Gud og sluttede sig til den gode hyrdes ’ene hjord’, der også omfattede hans åndelige „brødre“. — Joh. 10:16; Matt. 25:34.

22. (a) Hvilken „nøgle“ var blevet brugt, og med hvilken virkning? (b) Hvilken regering blev deres opmærksomhed henledt på, og hvad måtte de hylde den som?

²² Det var som om „den trofaste og kloge træl“ havde benyttet en „kundskabens nøgle“ (Matt. 24:45-47; Luk. 11:52) og havde lukket en dør op så de vordende medlemmer af ’den store skare’ kunne få adgang til vidunderlige privilegier. Disse privilegier ville betyde at de kunne ’komme ud af den store trængsel’ og få mulighed for at leve på den rensede jord under dens nye verdensregering ved Kristus. Dagen efter blev deres opmærksomhed henledt på denne regering i det offentlige foredrag med titlen „Regering“, et emne der var højaktuelt i betragtning af den daværende verdenssituation. Den store tilhørerskare og en langt større lytterskare som hørte foredraget over radioen, fik her en forhåndsadvarsel om den truende ødelæggelse der ventede alle verdslige, jordiske regeringer i Guds krig ved Harmagedon. Samtidig pegede foredraget på Jehovas teokratiske regering ved Kristus som menneskehedens eneste håb. Det var denne guddommelige regering ’den store skares’ medlemmer måtte hylde som deres herlige håb!a

23. (a) Var der nu blevet lukket for adgangen til det himmelske rige? (b) Hvilket vidnesbyrd kan vi fremføre i denne forbindelse?

²³ Betød denne brug af „kundskabens nøgle“ nu at den dør der gav egnede troende adgang til det himmelske rige, samtidig blev lukket? Nej, for det er Jesus Kristus der har „Davids nøgle“, og han alene kan lukke denne dør. Det var stadig muligt for nogle, i overensstemmelse med Guds vilje, at træde ind ad denne dør. Som et vidnesbyrd herom blev der stadig døbt enkelte som blev medlemmer af Jehovas Vidners salvede rest i årene efter denne betydningsfulde åbenbaring angående ’den store skare’ i foråret 1935 og efter at disse oplysninger var udkommet på tryk i Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1935. — Åb. 3:7; Luk. 11:52; Matt. 23:13.

24. (a) Hvad vil bevirke at der ikke længere er flere som kan få adgang til den ’ene hjord’ under den gode hyrde? (b) I hvilken egenskab giver Hyrden „fårene“ adgang til sin ’ene hjord’?

²⁴ Først når ’den store trængsel’ bryder ud vil døren blive lukket, så det er umuligt for flere at slutte sig til den gruppe symbolske får der vil udgøre ’den store skare’. Så vil der ikke længere være nogen mulighed for at flygte fra den dødsdømte tingenes ordning og opnå frelse. I alle årene siden 1935 har døren til den gode hyrdes ’ene hjord’ været åben. Over to millioner er gået ind ad den. Den gode hyrde, Jesus Kristus, sagde: „Jeg er fårenes dør.“ (Joh. 10:7-9) I denne egenskab giver han stadig sine åndelige ’brødres’ venner adgang og skiller dem ud fra „bukkene“, det vil sige de mennesker der ikke overlever ’den store trængsel’ som når sit højdepunkt i Harmagedonkrigen. Måtte alle som nu ønsker det, lytte til den gode hyrdes stemme, der nu lyder gennem den rest af hans åndelige „brødre“ som endnu er tilbage på jorden. (Joh. 10:16) Hvilket storslået privilegium har de ikke — at kunne opnå sikkerhed i „én hjord“ under „én hyrde“!

[Fodnote]

Reaktionen på denne opfordring blev beskrevet i Washington-avisen Herald:

„Som en tidevandsbølge rejste den vældige forsamling i og omkring auditoriet sig. Med armen i vejret råbte de tilstedeværende Jehovas vidner af deres lungers fulde kraft deres bekræftende svar. Auditoriets vinduer klirrede da lydbølgen nåede dem, og menneskemængdens råb kunne efter politiets skøn med lethed høres over en kilometer væk.“

Lignende scener udspillede sig i samme øjeblik i London, Belfast, Glasgow, København og hundreder af andre byer rundt om på jorden. — The Golden Age, 19. juni 1935, s. 598; se også Year Book of Jehovah’s Witnesses for 1936, s. 62, § 3.

Salmerne

Sætter du pris på at være sammen med Guds tjenere?

HVIS du blev forhindret i at være sammen med dine åndelige brødre, hvordan ville du så være til mode? Ville du længes inderligt efter igen at kunne være sammen med dem i tilbedelsen?

I Salme 42 læser vi om en levit, en af Koras efterkommere, der var i landflygtighed. Hans inspirerede ord kan hjælpe os til at bevare en dyb værdsættelse af samværet med vore trosfæller og til at holde ud under vanskelige omstændigheder.

Salmisten skrev: „Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds åsyn?“ (Sl. 42:2, 3) En hjort (andre oversættelser siger her ’en hind’) kan ikke leve længe uden vand. Den søger og søger indtil den finder et sted hvor den kan drikke, selv om det kan udsætte den for rovdyrs angreb. Ligesom hjorten længes efter vand