På hvilken grundvold er den sande kirke bygget?
Bibelens svar vil sikkert overraske nogle; men det er af vital betydning at kende det.
ROMERSK-KATOLSKE præster ynder at henvise til Mattæus 16:18 når spørgsmålet om at identificere den sande kirke bringes på bane. Skriftstedet sige ganske enkelt: „Du er Peter, og på denne klippemasse vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke betvinge den.“ (NW) I den katolske bibeloversættelse ved Erikke Rosenørn-Lehn gengives passagen således: „Du er Petrus, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Kirke, og Helvedes Porte skal ikke overvinde den.“ Af disse få Jesusord udleder den romersk-katolske kirke at Jesus ved den lejlighed gjorde Peter til den klippegrund som Guds og Kristi kirke er bygget på, at Peter blev den første pave og vor Herre Jesu Kristi første stedfortræder, og at den romersk-katolske kirke fik sin begyndelse på dette tidspunkt, hvorved den blev den første kirke og den eneste sande kirke.
I sin bog The Faith of Our Fathers, side 100, skriver kardinal Gibbons: „Jesus, vor Herre, grundlagde kun én kirke, som det behagede ham at bygge på Peter. En kirke der ikke anerkender at Peter er dens grundsten, er derfor ikke Kristi kirke, og den kan ikke bestå, for den er ikke Guds værk. Det er klart.“ I A Catholic Commentary on Holy Scripture, der er udgivet af Thomas Nelson & Sons, i 1953, læser vi: „Ved denne åbenbaring havde Faderen udvalgt Peter til at være den naturlige grundvold for Sønnens samfund.“
Men var det det Jesus mente med ordene: „Paa denne Klippe vil jeg bygge min Kirke“? Henviste han til Peter da han udtalte disse ord? Skulle Peter lede Guds menighed?
Først må vi gøre os klart at ordet „kirke“, som mange oversættelser anvender i dette skriftsted, ikke hentyder til en bogstavelig stenbygning. Bibelen siger jo: „Gud . . . bor ikke i templer, gjorte med hænder.“ (Ap. G. 17:24) Det græske ord der oversættes „kirke“ i Mattæus 16:18 er ekklesía. Det hentyder til en menighed eller en forsamling af mennesker, ikke til en bygning af træ eller sten opført af menneskehænder. A Catholic Commentary on Holy Scripture siger på side 881: „’Kirken’ (ἐκκλησία, i LXX den sædvanlige oversættelse af det hebraiske qahál, d.v.s. religiøs forsamling, menighed) er det nye samfund af Kristi trofaste, svarende til, eller fortrængende, det gammeltestamentlige qahál. Simon skal være dette samfunds højeste jordiske myndighed.“
Det fremgår tydeligt af dette katolske værk at Gud har haft en kirke eller forsamling eller menighed længe før Kristi tid. Denne forsamling var jødefolket. Martyren Stefanus omtalte nationen Israel på ørkenvandringens tid som en ekklesia eller kirke eller gudelig forsamling. Ordet bruges dog ikke udelukkende om religiøse forsamlinger. Det kan anvendes om enhver forsamling som er behørigt sammenkaldt. Da Lukas fortæller om den folkemængde der samledes i Efesus i protest mod Paulus’ forkyndervirksomhed, omtaler han mængden som en ulovlig ekklesia eller forsamling. (Ap. G. 7:38; 19:29-41) I Romerne 16:5 siger Paulus: „Hils ligeledes den kirke der er i deres hus.“ (AV) Og et andet sted skriver han: „Hilsen til Jer fra alle Kirker i Lilleasien.“ (1 Kor. 16:19, Schindler) Det ville være helt urimeligt at drage den slutning at Paulus talte om at bringe en hilsen til en bygning der var inden i en anden bygning, eller at visse religiøse bygningsværker lod deres hilsen bringe til andre bygninger i Korint. Nej, Paulus talte tydeligvis om kristne forsamlinger eller menigheder.
Når vi tager dette i betragtning, hvem kan Jesus så have talt om da han sagde: „På denne klippemasse vil jeg bygge min menighed“ eller „min kirke“? Læg mærke til at Jesus ikke sagde „Peters kirke“ eller „Paulus’ kirke“, men „min kirke“. Jesus taler her om de mennesker der følger i hans fodspor. A Catholic Commentary on Holy Scripture siger det samme ved at omtale „kirken“ som „det nye samfund af Kristi trofaste“. Jesus kalder disse trofaste disciple sit legeme, sin brud og sin menighed eller kirke, og han har beredt dem en plads hos sig i himmelen. Åbenbaringen opgiver deres antal til 144.000. — Matt. 16:18; 1 Kor. 12:12-28; Ef. 1:22, 23; Åb. 14:1, 3.
Klippen eller klippemassen
Hvem eller hvad er den klippe, klippemasse eller grundvold som den kristne menighed er bygget på? Som sagt mener de romersk-katolske teologer at grundvolden er apostelen Peter. Således siger The Catholic Encyclopedia, bind XI, side 746: „Med ordet ’klippe’ kan Frelseren ikke have henvist til sig selv, men kun til Peter.“ Er de katolske teologer kommet til den rette slutning?
Det vil være bibellæsere bekendt at den almægtige Gud, Jehova, ofte omtales som „klippen“ i Bibelen, og det er fordi han er den evige grundvold for sin hellige universelle organisation. I Femte Mosebog 32:3, 4 læser vi: „Ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk.“ Jehova, den almægtige Gud, er en grundvold som aldrig kan rokkes. I en bøn til Gud sagde Samuels moder Hanna: „Der er ingen klippe som vor Gud!“ — 1 Sam. 2:2.
Bibelen omtaler også Jesus Kristus som en klippe. Jesus siger selv at han er den hjørnesten som bygmestrene vragede. (Matt. 21:42) Peter understreger dette i sit første brev, idet han siger: „Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i Skriften: ’Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme.’ Denne ære tilkommer altså jer, som tror; men for de vantro er den sten, som bygningsmændene vragede, blevet en hovedhjørnesten og en anstødssten og en klippe [klippemasse, NW] til fald.“ (1 Pet. 2:4-8) Udtrykket „stene“ bruges altså i en billedlig betydning, idet der med „stene“ menes de enkeltpersoner der på grund af deres trofasthed bliver en del af den kristne menighed, som er bygget på hovedhjørnestenen Jesus Kristus.
Denne opfattelse støttes også af apostelen Paulus, der skriver: „[Israelitterne] stødte an mod anstødsstenen, som der står skrevet: ’Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en klippe [klippemasse, NW] til fald; men den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.’“ (Rom. 9:32, 33) Hvem var det fortidens Israel snublede over eller tog anstød af? Var det Peter eller Jesus Kristus? Paulus’ ord viser os at anstødsstenen og grundvolden er Jesus Kristus, ikke Peter. — 1 Kor. 10:4.
Hertil kommer at da Paulus taler om „apostlenes og profeternes grundvold“, hvortil Peter nødvendigvis må høre, siger han alligevel at det er Kristus som er „hovedhjørnesten“. (Ef. 2:20) Hvorfor skriver han sådan, hvis det var Peter der ledede kirken? Endvidere betegnes alle Kristi tolv apostle som tolv grundstene i Åbenbaringen 21:14. Peter fremhæves ikke, men der står at de tolv apostle er „Lammets“, og Lammet er den egentlige grundvold, den dyrebare hjørnesten.
Det store spørgsmål
Med det foregående i tanke vil vi nu danne os et billede af hvad der fandt sted dengang Jesus udtalte sine berømte ord om „klippen“. Profeterne havde forudsagt Messias’ eller Kristi komme. Jesu disciple var godt kendt med profeternes ord herom. Mens Jesus og hans disciple befandt sig i egnen ved Kæsarea Filippi spurgte han dem: „Hvem, siger folk, at Menneskesønnen er?“ De svarede: „Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre: Jeremias eller en anden af profeterne.“ Derpå stillede Jesus spørgsmålet direkte til disciplene: „Men I, hvem siger I, at jeg er?“ Den altid impulsive Peter svarede: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.“ — Matt. 16:13-16.
Da Peter udtalte at Jesus var „Kristus“ erklærede Jesus ham straks „salig“, det vil sige, lykkelig eller velsignet; for hans viden herom og hans tro skyldtes ikke hans egen skarpsindighed eller at noget menneske havde sagt ham det; det var en åbenbaring fra Faderen. (Matt. 16:17) Andre af Israels folk havde nydt gavn af den samme belæring, men de var endnu ikke kommet til tro på at Jesus var „Kristus, den levende Guds Søn“. Peter havde taget imod det Gud lod bekendtgøre. Hans tro og kundskab var af den åndelige art som kunne bringe frelse. Det var derfor Jesus kaldte ham lykkelig.
På det tidspunkt var Peter imidlertid meget uvidende om mange andre åndelige sandheder. Han forstod ikke at Kristus nødvendigvis måtte dø for at der kunne fremskaffes en genløsningsbetaling for den troende menneskehed. (Matt. 16:21-23) Peter var ikke særlig fortrolig med sin egen hjertetilstand. Han nærede visse falske forhåbninger, begik senere nogle grove fejl, ja, begik endog synd og måtte tugtes og irettesættes. (Matt. 26:31-35; Ap. G. 1:6; Gal. 2:11-14) Han måtte udholde megen forfølgelse, men døde som en trofast Guds tjener. Trods de prøvelser Peter måtte gennemgå, var han „salig“, lykkelig, fordi han oprigtigt troede på Kristus. Hans tro åbnede ham vejen til evig lykke.
Jesu erklæring
Peters erklæring om at Jesus er Kristus, gav Jesus en anledning til med henvisning til navnet Peter (græsk: Petros), som han tidligere havde givet apostelen, at erklære at han ville bygge sin kirke „på denne, klippemasse“ (petra). — Joh. 1:42.
Peters bekendelse indeholder en grundlæggende sandhed som alle der elsker livet må komme til erkendelse af, nemlig denne: at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Med andre ord sagde Jesus altså til Peter: På den som du har bekendt, på mig selv som en klippemasse, vil jeg bygge min kirke, min forsamling, min menighed, bestående af mennesker der har del i samme dyrebare tro.
Udtrykket „denne klippemasse“ hentyder ikke til Peter men udelukkende til Kristus, Guds Salvede, som Jehova har lagt som en sikker og evig grundvold for sin rigsorganisation. På denne grundvold, nemlig på Jesus Kristus, ville kirken kunne hvile sikkert i bevidstheden om at ingen onde anslag, hverken fra dæmoner eller mennesker, nogen sinde ville kunne omstyrte den. Ikke engang dødens magt ville kunne ødelægge håbet for dem der troede på den sande grundvold. Hele menigheden, de 144.000, ville mere end overvinde verden ved ham som elskede dem.
Som en yderligere bekræftelse af at Jesus med sine ord til Peter ville indprente sine disciple at han var Kristus, kan vi anføre det han siger efter ordvekslingen med Peter: „Da forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus.“ (Matt. 16:20) Ved afslutningen på ordvekslingen siger han altså ikke noget om Peter og taler heller ikke om at Peter skulle være noget fremfor de andre.
Alt hvad Bibelen siger om dette emne fører os til den slutning at kirken eller menigheden ikke skulle bygges på apostelen Peter men på Jesus Kristus, „hovedhjørnestenen“. Det indrømmer Augustin også. I Haydocks katolske bibeloversættelse står der med henblik på Augustin, som er „helgenkåret“ af den romersk-katolske kirke: „Ganske vist udlægger St. Augustin ét eller to steder ordene således: og på denne klippe (d.v.s. på mig selv) eller på denne klippe, som Peter har bekendt“ — ikke på Peter selv, men på Jesus, som Peter bekendte var Kristus. Det viser at Augustin forstod det rigtigt. I sin bog Inside the Vatican Council skriver ærkebiskop Kenrick at det store flertal af „kirkefædrene“ ikke troede at ordet „klippe“ henviste til Peter. Af femogfirs kirkeledere hævdede kun sytten at Peter var den klippe Kristus byggede sin kirke på, mens fireogfyrre holdt på at klippen var den sandhed Peter havde udtalt og seksten mente at klippen var Jesus selv. Så ikke alene er den romersk-katolske kirke i modstrid med apostelen Peter, der, som vist ved hans ord i 1 Peter 2:4-7, lærte at Kristus er grundstenen, men den er også i modstrid med den mand som den har „helgenkåret“ og ærer som „St. Augustin“, og med andre af sine „kirkefædre“.
Hvis Peter havde været lederen af kirken eller menigheden i det første århundrede, ville apostlene og de andre disciple have tilskrevet Peter en fremtrædende stilling i lighed med den paven besidder i dag. Men ingen steder læser vi at apostlene eller andre disciple giver Peter en sådan ære. Peter nævner intetsteds noget om at han er pave, og hverken Paulus eller nogen af de andre bibelskribenter siger noget om at Peter har en særlig forrang. Da apostlene og andre „ældste“ var forsamlet i Jerusalem for at drøfte spørgsmålet om omskærelsen, var det ikke Peter men disciplen Jakob der til slut opsummerede det hele. (Ap. G. 15:12-21) Hvis Peter havde været den øverste og havde været indsat i Kristi sted, ville det afgjort have været ham som havde opsummeret det; men det gjorde han ikke.
Det er indlysende at Peter ikke var den kristne menigheds overhoved. Menigheden har ikke ham som hovedhjørnesten men er opbygget på Jesus Kristus selv, Guds syndfri søn. — Hebr. 7:26.
Den kristne menighed i det første århundrede hævdede ikke at Peter var den klippemasse som kirken blev bygget på, og det gjorde de første „kirkefædre“ heller ikke. Klippemassen er nemlig ingen anden end Jesus Kristus, og ve den der prøver at lægge nogen anden grundvold: „Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus.“ — 1 Kor. 3:11.