Brug dit liv i harmoni med Guds vilje

 1. (a) Hvis vilje bør være bestemmende for hvordan vi anvender blod, og hvad er forbudt i denne forbindelse? (b) Hvilken hændelse på Kains og Abels tid viser hvordan udgydt blod må bruges?

SKABNINGERS livsblod må kun bruges på den måde der er i harmoni med Guds vilje. Blod er forbudt som føde. Gud har ikke givet os lov til at give vort blod til en anden person under navn af lægebehandling, for at opretholde vedkommendes liv. Bortset fra den rolle blodet spiller som en livsopretholdende faktor i den skabnings legeme hvem det tilhører, har Gud kun sanktioneret én måde hvorpå blodet må bruges. Dette sås første gang på Adams sønners, Kains og Abels, tid. „Abel blev fårehyrde, Kain agerdyrker. Nogen tid efter bragte Kain [Jehova] en offergave af jordens frugt, medens Abel bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme. Og [Jehova] så til Abel og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke.“ (1 Mos. 4:2-5) Kain bragte et blodløst offer af jordens frugt, mens Abels offer repræsenterede liv og havde krævet at blod blev udgydt. Da Jehova godkendte Abels offer, gav han for første gang til kende at et offer krævede udgydelse af blod. Kain anerkendte imidlertid ikke Guds førelse, men myrdede i stedet sin broder Abel, den eneste mand på jorden der havde brugt både sit eget og sin hjords liv i harmoni med Guds vilje.

 2 På hvilken måde alene var det tilladt at bruge skabningers udgydte blod? Hvem blev oplyst herom, og hvordan skete det?

² Trofaste tjenere for Jehova forstod at det var Guds vilje at dyreblod blev udgydt som et offer til ham, og Bibelen beretter at Noa, Abraham og andre gjorde dette. (1 Mos. 8:20; 22:13) Da deres efterkommere, israelitterne, var samlet ved foden af Sinaj bjerg, hvor de blev organiseret som en nation, fortalte Jehova Gud dem i utvetydige vendinger at der kun findes én måde hvorpå man har lov til at bruge skabningers udgydte blod. Han sagde: „Jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.“ (3 Mos. 17:11) Eftersom blodet er så uløseligt forbundet med livsprocesserne, og eftersom synd fører til tab af livet, kræver Gud som soning for synd det der repræsenterer liv, nemlig blod. „Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ — Hebr. 9:22.

 3. Hvilket større offer var dyreofrene et forbillede på, og på hvilken måde kommer blodet af dette offer menneskene til gode?

³ Disse dyreofre var alle sammen forbilleder på noget langt større. De var forbilleder på et offer der varigt ville fjerne synd og som ville give Guds tjenere mulighed for evigt liv. Dette offer blev ikke taget fra Israels hjorde; det var Jesus Kristus, Guds søn, han som Johannes Døber identificerede med ordene: „Se Guds lam, som borttager verdens synd!“ (Joh. 1:29, fodnoten) Det var Jehova selv der havde truffet denne foranstaltning til gavn for menneskeheden; det var hans lam, hans søn, der blev givet som offer. Ved denne kærlige foranstaltning er det blevet muligt for mænd og kvinder på jorden at få adgang til at tjene i himmelen sammen med kongen Kristus, eftersom de er blevet „erklæret retfærdige ved hans blod“. (Rom. 5:9, NW) Foruden denne „lille hjord“ på et hundrede og fireogfyrretyve tusind medlemmer har en „stor skare“, der står foran Guds trone og tjener ham på hans fodskammel jorden, draget nytte af dette genløsningsoffer, idet de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Som følge heraf kan de glæde sig over at have fået tilgivelse for deres synder og er nu retfærdige i Guds øjne. — Åb. 7:14, 15.

 4. Hvad afhænger vort liv af? Begrund svaret.

⁴ Jesu Kristi fuldkomne offer har én gang for alle opfyldt behovet for et offer til Gud for menneskenes synder. Det behøver ikke at gentages. Dyreofre vil heller ikke have nogen værdi mere, ja i virkeligheden er de Gud en vederstyggelighed nu fordi de ville være en tilsidesættelse af det offer som han selv har tilvejebragt. Jesu Kristi genløsningsoffer er absolut den eneste foranstaltning som Gud godkender blandt sine kristne vidner ved hvilken en skabnings blod må bruges til frelse af en andens liv. „I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er.“ (Ef. 1:7) Vort liv afhænger af om vi modtager denne foranstaltning og dermed anerkender Guds forordning vedrørende blodet. De der ønsker at modtage liv af Guds hånd gør klogt i ikke at bruge blodet på nogen anden måde end den han som Livgiveren har godkendt.

Hvad det vil sige at elske Gud med hele sin sjæl

 5. (a) Hvad svarede Jesus på spørgsmålet om hvad man måtte gøre for at arve evigt liv? (b) Hvad betyder det at elske Gud med hele sin sjæl? Hvad er grunden?

⁵ Ved en lejlighed spurgte en af de lovkyndige Jesus: „Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?“ I sit svar fremsatte Jesus et princip der hjælper os til at afgøre hvad vi skal gøre med vort nuværende liv for at vinde det evige livs belønning. Han sagde: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.“ (Luk. 10:25-27) Hvad betyder nu det at elske Gud med hele sin sjæl? Det betyder at vi ved vor indvielse giver Gud vort liv, ja vier vort liv til at gøre enhver gerning Gud måtte ønske af os. Eftersom vi har givet Gud vort liv ved vor indvielse bør vi også forstå hvilket udtryk Bibelen anvender som symbol på livet. Den anvender blodet, hvortil livet eller sjælen er knyttet. Når et liv tages, siges der derfor også at blod bliver udgydt. Blodet er af så fundamental betydning for livsprocesserne at Bibelen siger at en skabnings sjæl eller liv er dens blod. Da Gud talte til Noa sagde han at sjælen (eller livet) var lig med blodet. Han sagde: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:4) Til israelitterne sagde han ganske enkelt: „Blodet er sjælen,“ eller, ifølge Ny Verden-oversættelsen, fodnoten: „Blodet er livet.“ (5 Mos. 12:23) Følgelig må vi passe på, når vi har indviet vort liv til Gud, at vi bruger det som repræsenterer livet, vort blod, i harmoni med hans lov.

 6, 7. Har en kristen frihed til at skænke sit livsblod bort til andre? Er det ganske ufarligt, set fra et lægeligt synspunkt?

⁶ Det største bud viser altså at indviede kristne ikke har frihed til at skænke deres livsblod bort til andre. Livet tilhører Gud, og vi kan kun give vort liv til ham, i hans tjeneste. Det er heller ikke rigtigt at sige at kærlighed til vor næste kræver at vi må give blod. Det er ikke næstekærlighed at få nogen til at overtræde Guds lov. Og eftersom Guds ord viser at det er forkert at modtage en blodtransfusion, er det også forkert at give sit blod til blodtransfusion.

⁷ Gud kræver lydighed af sine tjenere, og det vil være til velsignelse for dem at efterkomme dette krav fordi det kan beskytte dem mod ondt. Det er værd at mærke sig at ikke alle deler den opfattelse at blodgivning er ganske ufarlig, en opfattelse som de organisationer der modtager blod gerne ønsker udbredt blandt folk. I bogen Physiologie und Klinik der Bluttransfusiona findes blandt andet denne udtalelse: „Som de seneste resultater viser kan der opstå ret store forstyrrelser i bloddonorens organisme.“ Trofaste kristne skånes for at løbe denne risiko, der kunne blive en hindring for deres tjeneste for Gud.

Farer man undgår ved at være lydig

 8. Hvad er Jehovas vidners indstilling til blodtransfusion baseret på? Hvilket formål tjener da lægelige udtalelser i denne henseende?

⁸ Det standpunkt Jehovas vidner indtager til blodtransfusion er ikke baseret på hvad lægevidenskaben har at sige hverken for eller imod denne behandlingsmetode. Deres afgørelse er ikke bestemt af hvor sikker eller hvor farlig metoden er, men hviler udelukkende på Guds ord. Alligevel kan kendskab til nogle af de virkninger vi undgår ved at rette os efter Guds lov om blodet øge vor forståelse af hvor betimelige Jehovas anvisninger er.

 9. Hvordan ser mennesker i almindelighed på blodtransfusioner? Er dette synspunkt rigtigt, lægeligt set?

⁹ Det motiv hvormed læger ordinerer blod er jo at det må gøre patienten godt. Somme tider giver man blod fordi patienten insisterer på at få det, til andre tider fordi man ønsker at kunne berolige patientens slægtninge med at „der er blevet gjort alt for patienten“. Herom udtaler lederen af blodbanken på New York universitets Bellevue Hospital: „Blodtransfusioner er blevet givet ud fra den teori at de aldrig kan skade patienten og måske kan gøre nogen gavn. Denne teori er forkert eftersom der er skjulte farer forbundet med blodtransfusioner.“ Et amerikansk lægetidsskrift, udgivet af American Academy of General Practice, siger: „Det er uheldigt at så mange har mistet frygten for transfusioner og nu forlanger en blodtransfusion med samme ubekymrede selvfølgelighed som de forlanger en flaske saltvand.“ For fire tusind år siden befalede Jehova Gud menneskene at de ikke måtte indtage andre skabningers blod i deres legemer, og vor tids lægevidenskab bekræfter at en overtrædelse af denne lov er forbundet med alvorlige farer.

10, 11. (a) Nævn nogle af de farer der er forbundet med en blodtransfusion. (b) Kan man i betragtning heraf sige at blodtransfusioner er virkelig livreddende?

¹⁰ En af de farer der først kan blive tale om ved en blodtransfusion er muligheden for en hæmolytisk reaktion, det vil sige en reaktion hvorved de iltbefordrende røde blodlegemer går i opløsning. Reaktionen giver sig udslag i voldsom hovedpine, smerter i ryg og bryst, samt ophobning af giftstoffer i legemet som følge af forstyrrelser i nyrernes funktion. Døden kan indtræffe i løbet af få timer eller få dage. Denne fare har det ikke været muligt at fjerne. „Selv om vi gør alt hvad vi kan, er vi kun i stand til at formindske reaktionernes virkning; patienterne vil fortsat lide skade ved blodtransfusioner.“ Sådan siger lederen af den hæmatologiske afdeling ved Walter Reed instituttet, W. H. Crosby. Selv om en sådan hæmolytisk reaktion ikke indtræffer fordi der findes naturligt forekommende antistoffer i patientens blod, kan antigener i det fremmede blod øge produktionen af antistoffer, hvilket vil afstedkomme en voldsom reaktion hvis patienten senere får blod indeholdende de samme faktorer. Eftersom der nu findes 15.000.000 mulige kombinationer af de blodfaktorer man kender, er sandsynligheden for at få blod der passer til ens eget og som ikke kan fremkalde en uheldig reaktion, meget lille for ikke at sige lig nul.

¹¹ Der er imidlertid andre farer. Eftersom det er vanskeligt at vide nøjagtigt hvor meget blod patienten har mistet, kan det være patienten får mere end der er plads til. Ifølge bladet Medical Science (25. juli 1959) forekommer dette ikke så sjældent, og følgerne er katastrofale. Ligeledes kan der slippe luft med ind i blodstrømmen under transfusionen, atter med døden til følge for patienten. Uden for legemet forurenes blod meget let, og bakterier fra luften kan formere sig i det oplagrede blod, selv om det opbevares i kølerum. Selv små mængder af dette forurenede blod ville have en dødelig virkning på modtageren. Hvordan er det muligt at betragte denne behandlingsmetode som virkelig livreddende?

12. Nævn nogle af de sygdomme man kan få som følge af en blodtransfusion, og vis hvad disse kan medføre for patienten.

¹² Hvor dystert dette billede end tager sig ud, er det dog ikke alle de farer man udsættes for ved en blodtransfusion. Det er ikke sikkert at den læge der giver transfusionen nogen sinde får at vide hvor megen skade transfusionen har forvoldt, eftersom de sygdomme der kan overføres med blodet ikke kommer til udbrud straks. Det er en kendt sag at syfilis, malaria og hepatitis kan overføres ved blodtransfusion. Og ikke alene er det muligt, men der registreres regelmæssigt tilfælde hvor det er sket. Med den voksende umoralitet i verden og den dermed følgende stigning i kønssygdommene, er faren for at få syfilis ved blodtransfusion også øget. Denne sygdom kan medføre for tidlige fødsler, blindhed, døvhed, lammelse, hjertesygdomme, sindssyge og død. Den prøve hvormed man påviser syfilisbakterier i blodet afslører ikke sygdommen i dens tidligste stadier, og patienten der modtager blodet må betale prisen. I februar 1961 berettede bladet Times i Japan om en kvinde der havde rejst en sag mod Tokyo universitetshospital efter at hun ved en blodtransfusion havde fået syfilisinficeret blod, hvilket havde resulteret i at hun havde mistet synet og at hendes mand havde søgt skilsmisse. Den erstatning retten tilkendte hende var kun en ringe trøst for den skade hun havde lidt. Hvordan forholder det sig med risikoen for at få malaria? Det er muligt for et menneske at være smittebærer uden at vedkommende selv ved det, og blodprøver afslører sjældent sygdommen, men den der modtager blod fra en smittebærer er udsat for at få den. Faren for denne sygdom bliver ikke mindre med årene, tværtimod. Enhver som har besøgt eller som har været bosat i områder hvor denne sygdom findes, kan føre smitten med sig, og antallet af smittebærere øges dag for dag med den voksende internationale trafik. Så er der serumhepatitis, der tiltrækker sig opmærksomhed på på grund af sin hyppighed. Denne sygdom kan medføre både invaliditet og død, og dette er blandt andet grunden til at dr. Alvarez, forhenværende rådgivende læge ved Mayoklinikken, har sagt at han aldrig vil tillade at nogen gav ham blodtransfusion medmindre det var absolut nødvendigt.

13. Hvilken pris kan en kvinde der får blod komme til at betale med hensyn til sin evne til at sætte børn i verden?

¹³ Som om den skade der voldes patienten selv ikke var nok, kan blodtransfusionen også få alvorlige følger for afkommet. For en kvindes vedkommende kan en blodtransfusion for eksempel komme til at berøre hendes endnu ufødte børn. Som følge af visse faktorer, nogle kendte, andre ukendte, kan en kvinde der får en transfusion med uforligeligt blod blive berøvet evnen til at sætte normale, sunde børn i verden.

14. Hvordan beskytter Gud sit folk mod sådanne farer?

¹⁴ Hvor langt bedre ville det ikke være at lytte til Guds ord der fortæller os at vi skal afholde os fra blod! Vi ville være meget lykkeligere hvis vi, ligesom børn der lytter til deres faders ord, ville give agt på Guds vejledning og rette os efter den. „Mærk dig, min søn, mine ord, bøj øret til, hvad jeg siger; det slippe dig ikke af syne, du vogte det dybt i dit hjerte; thi det er liv for dem, der finder det, helse for alt deres kød.“ — Ordsp. 4:20-22.

Personligheden påvirkes

15. Hvordan ræsonnerer nogle verdsligvise mennesker med hensyn til de farer der er forbundet med en blodtransfusion? Hvilke kendsgerninger vedrørende bloddonorerne giver imidlertid anledning til alvorlig overvejelse?

¹⁵ De som er mere tilbøjelige til at sætte deres lid til menneskelærdom fremfor til Guds visdom vil måske mene at den omhu man viser ved udvælgelsen af bloddonorer eliminerer alle disse farer. Men hvad viser kendsgerningerne? Det vil uden tvivl chokere mange at høre at man nogle steder bruger ligblod til blodtransfusioner. Det gør man for eksempel i Rusland og Spanien; også i U.S.A. har man foretaget eksperimenter med ligblod.b Bladet Time for 26. maj 1961 beretter om et tilfælde hvor en 49-årig kvinde, som var indlagt på Pontiac General Hospital i Michigan, fik én liter blod der var tappet fra liget af en tolvårs dreng. Drengen var druknet i en nærliggende sø og havde været død i to og en halv til tre timer før blodet blev tappet. Så langt tilbage som i 1935 havde en læge i en Chicago-forstad benyttet en metode i lighed med den russerne anvender, og denne læge skal have givet femogtredive transfusioner med ligblod i løbet af to år. Det sker ikke her i landet, vil man måske sige. Men selv om donoren er levende og er ens egen kødelige slægtning, en person som man véd lever et rent og respektabelt liv, er det ingen garanti. Faren for en reaktion som følge af uforligeligt blod er stadig til stede; det er heller ikke udelukket at donoren, uden selv at vide af det, kan have en eller anden smitte i blodet. I de fleste tilfælde har modtageren dog intet kendskab til hvem donoren er. Noget blod hidrører fra raske mennesker, noget kommer måske fra alkoholikere og ligefrem degenererede. Fanger i fængsler får opfordring til at give blod. I New York Times for den 6. april 1961 kunne man for eksempel læse følgende: „Fanger i Sing Sing fængselet i Ossining vil give blod til Røde Kors i dag.“ En prisværdig handling, synes nogle. Men måske ikke til så stor gavn for deres medmennesker som man gerne vil have folk til at tro.

16. (a) Hvilken interessant iagttagelse vedrørende blodet gøres der opmærksom på i en forklarende fodnote til 5 Mosebog 12:25? (b) Hvad siger læger i vor tid om det samme, og hvorfor er det af interesse for kristne?

¹⁶ Da israelitterne stod over for at skulle gå ind i det forjættede land tilskyndede Jehova Moses til at gentage loven der forbød dem at spise blod. Som Femte Mosebog 12:25 siger: „Afhold dig fra at nyde det, for at det kan gå dig og dine børn efter dig vel, idet du gør, hvad der er ret i [Jehovas] øjne.“ En udgave af Pentateuken, udgivet af J. H. Hertz, har følgende fodnote til udtrykket „at det kan gå dig og dine børn efter dig vel“: „Ibn Ezra anfører den tanke at nydelsen af blod ville have en nedbrydende virkning på menneskets fysiske og moralske egenskaber, og at fremtidige generationer ville blive arveligt belastet.“ Denne tanke er meget interessant, og forskellige lægeudtalelser vidner om at blodtransfusioner muligvis har den omtalte virkning. For eksempel siger dr. Alonzo Jay Shadman i sin bog Who Is Your Doctor and Why?: „Blodet i et menneske er i virkeligheden personen selv. Det indeholder alle de særegenheder der kendetegner det menneske det hidrører fra. Dette indbefatter arvelige anlæg, modtagelighed for sygdomme, giftstoffer ophobet som følge af personens levevis, spise- og drikkevaner. . . . De stoffer der afgiver impulser til at begå selvmord, mord og tyveri findes i blodet.“ En brasiliansk læge, dr. Américo Valério, der har fyrretyve års erfaring som kirurg, siger noget lignende. „Moralske brist, seksuelle abnormiteter, undertrykthedsfølelse, mindreværdskomplekser, småforbrydelser, følger ofte i blodtransfusioners kølvand.“c Og dog bekendtgør man i den offentlige presse at organisationer der modtager blod og hvis forsyninger anses for at være sikre, også modtager blod fra forbrydere som man véd netop har ovennævnte dårlige egenskaber. Ingen der stræber efter at aflægge kødets gerninger og som ønsker at bruge sit liv på den måde Gud anviser i sit ord vil udsætte sig for at få sin fremtid ødelagt på den måde. — Rom. 12:2; Ef. 4:22-24.

Udvis tro på livets Giver

17. (a) Afviser Jehovas vidner af religiøse grunde al lægebehandling? (b) Kan der gøres noget for den kristne der har lidt et alvorligt blodtab?

¹⁷ Hvad betyder nu alt dette for den kristne der har lidt et alvorligt blodtab og har brug for lægebehandling? Er der slet intet at gøre? Må vedkommende simpelt hen dø? Nej, det er ikke nødvendigt. Jehovas vidners religiøse overbevisning forbyder dem ikke at tage imod en behandling der ikke er i strid med Guds lov, og der findes andre behandlingsmetoder. Læger der anerkender at mennesket er skabt af Gud og ikke er et produkt af en udvikling, er som regel mere villige til at erkende at menneskelegemet af Gud er blevet udstyret med en vidunderlig evne til at genopbygge sig selv, og de søger at samarbejde med denne evne i stedet for at mene at forbudet mod anvendelse af blod er en hindring for patientens helbredelse. Vore legemer er forunderligt udrustet til at klare nødsituationer, selv dem der opstår som følge af blodtab. (Sl. 139:14) The Encyclopædia Britannica siger således: „Foruden det blod der cirkulerer i arterier, vener og kapillærer er legemet i besiddelse af reserver der kan mobiliseres. Et af disse reservelagre findes i milten. Når en blødning opstår, trækker milten sig sammen og tømmer, som en svamp der presses, blod ud i kredsløbet.“d I erkendelse heraf forstår mange læger at det er meget sikrere at samarbejde med legemets egen blodfabrikation fremfor at sætte denne ud af kraft ved at indføre fremmed blod i organismen. Selv det ansete lægetidsskrift The Surgical Clinics of North America (for februar 1959) udtaler at man ikke må glemme at ikke blodtransfusion men „tilskud af jern er det bedste middel mod blødningsblodmangel“. I tilfælde hvor legemets væsketab har været overordentlig stort findes der erstatninger der kan øge plasmamængden uden at man derved overtræder Guds forbud mod blod, og ifølge mange lægers udsagn har disse midler vist sig at være langt sikrere end blod. Selv om disse ikke kan gøre for legemet hvad ens eget blod kan, kan de dog hjælpe til at holde cirkulationen af de resterende røde blodlegemer i gang således at ilten kan nå frem til de forskellige organer indtil legemet selv har erstattet den tabte blodmængde. Vi vil derfor råde kristne til at de, i stedet for at lade sig presse til at modtage blod med den motivering at det er den eneste redning, søger en dygtig læge der har tilstrækkelig respekt for deres religiøse overbevisning og den fornødne tålmodighed til at ville behandle dem uden blod.

18. Hvorfor er det tåbeligt at prøve at redde livet ved at overtræde Guds lov?

¹⁸ Forsøg på at redde livet ved midler som Guds lov ikke godkender kan aldrig føre til noget godt. Hvor tåbeligt at tro at man kan frelse sit liv ved at overtræde Livgiverens love! Selv om man tilsyneladende i øjeblikket opnår gode resultater, kan det i sidste ende medføre sygdom og tab af evnen til at sætte sunde børn i verden. Og selv om patienten ikke lider nogen skade og der heller ikke sker noget med afkommet, vil en overtrædelse af Guds lov dog bringe ens muligheder for at opnå evigt liv i Guds nye verden i alvorlig fare.

19. (a) Hvem var det der hævdede at et menneske ville gøre alt, ja endog fornægte Gud, for at frelse sit nuværende liv? (b) Hvilken gavn kan vi høste af den irettesættelse som Jesus i sin tid gav Peter? (c) Hvilken belønning skænker Gud dem der adlyder ham under alle forhold?

¹⁹ I Jobs tilfælde hævdede Satan at et menneske ville gøre alt, ja endog fornægte sin Gud, for at frelse sit liv. „En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv!“ sagde han. (Job 2:4) Men Satan tog fejl. Job beviste at Satan var en løgner. Det samme gjorde Jesus Kristus. Ved en lejlighed havde Jesus talt om hvordan hans løbebane i Guds tjeneste til sidst ville ende med døden. „Da tog Peter ham til side og begyndte at rejse kraftige indsigelser over for ham.“ Men Jesus irettesatte ham strengt: „’Vig bag mig, Satan! Du er mig en anstødssten, thi du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.’ Derefter sagde Jesus til sine disciple: ’Hvis nogen ønsker at gå i mit spor, så lad ham fornægte sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig bestandig. For enhver som ønsker at frelse sin sjæl vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min skyld skal finde den.’“ (Matt. 16:21-25, NW; Mark. 8:31-35) Måtte ingen af os nogen sinde optræde som Satan over for vore kristne brødre og tilskynde dem til at sælge deres tillid til Gud til fordel for denne verdens visdom! Der er kun én måde hvorpå man kan vinde livet, nemlig ved at leve i harmoni med Guds vilje. Det er aldrig forkert at sætte sin lid til Gud. Som den guddommelige Læge kan han gøre hvad ingen jordisk læge nogen sinde har gjort: forlænge sine tjeneres liv, ikke blot nogle få brydsomme år, men i al evighed — om nødvendigt ved at oprejse dem fra de døde — i Guds herlige nye verden, som nu er nær. — Sl. 23:4; Ap. G. 24:15.

20. Hvad bør vi gøre nu, så vi bruger vort liv i harmoni med Guds vilje?

²⁰ Når vi har så vidunderlige fremtidsudsigter, så lad os passe på at vi lever vort liv i harmoni med Guds vilje. Lad os ikke som den gamle verden blive ligegyldige i vor indstilling til vore medmenneskers blod. Nu er det tid at vise den største interesse for deres livsblod ved at tilskynde dem til at sætte deres lid til Jesu Kristi blod, det eneste blod der har nogen frelsende værdi i Guds øjne. Vis dem vej til Guds rige; hjælp dem at lære dets love at kende; giv dem tålmodigt opmuntring mens de går frem ad livets vej. Beslut dig til at kunne sige som Paulus: „Jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer hele Guds råd.“ — Ap. G. 20:26, NW.

[Fodnoter]