Forklarelsens mirakel

„Nej, det var ikke således, at vi bøjede af og fulgte snedigt opdigtede fortællinger, da vi kundgjorde jer vor Herre Jesu Kristi kraft og nærværelse, men vi gjorde det som de, der var blevet øjenvidner til hans storslåethed.“ — 2 Pet. 1:16, NW.

 1. Hvilke gavnlige virkninger har det på et menneske, at han får den gunst at se noget af Jehovas og Jesu Kristi herlighed?

JEHOVAS storslåede herlighed kan kun ses i det mål, han nedlader sig til at åbenbare den. Han kan skjule den eller give den til kende, og lykkelige er de af hans børn, der begunstiges med eller får lov at se et flygtigt glimt af den guddommelige stråleglans. Et så vidunderligt skue virker opløftende, styrkende og giver en det, som kræves med henblik på oplysning og trofasthed. Det sætter Guds tjener i stand til at stå fast under kritiske forhold og styrker hans håb under hans vandring mod den nye verden og evigt liv. I fortidige slægtled åbenbarede Jehova i et vist mål sin herlighed for Moses, Peter, Jakob og Johannes og for sin elskede søn, vor Herre Jesus. Et oprigtigt studium af Jehovas nedskrevne ord gør det muligt for os at tro deres vidnesbyrd og selv at få indblik i den evige Konges majestæt og herlighed, som den blev åbenbaret gennem Herren Jesu liv, død, opstandelse og anden nærværelse. Endvidere kan vi nu, takket være Jehovas ufortjente godhed, blive opmuntret og styrket til at udføre den tjeneste, der er blevet skænket os, ved at se Jehovas herlighed genspejlet af hans søn, Kristus Jesus, der nu regerer som konge. De, som befinder sig i denne lykkelige tilstand, takker Gud derfor og søger med en god samvittighed at rense sig selv og at vandre i hellighed, og de glæder sig i håbet.

 2, 3. Forklar, hvorfor Peter sagde, at han ikke fulgte „snedigt opdigtede fortællinger“.

² Læg nøje mærke til Peters ord i hans andet brev, det første kapitel (NW): „Må ufortjent godhed og fred blive mangfoldiggjort for jer ved en nøjagtig kundskab om Gud og vor Herre Jesus, da hans guddommelige magt frit har givet os alle de ting, der har at gøre med liv og gudhengivenhed, ved den nøjagtige kundskab om ham, som kaldte os ved herlighed og kraft.“ (2Pe 2 Versene 2 og 3) Dernæst siger han efter at have beskrevet nogle af de egenskaber, en kristen må besidde: „Thi hvis disse ting findes i jer og strømmer over, vil de hindre jer i at være uvirksomme og ufrugtbare med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus.“ (2Pe 2 Vers 8) De må aldrig glemmes, ellers vil vi komme til kort og gå glip af at komme med i vor Herres Jesu Kristi rige. Den bedste måde, man kan undgå denne ufrugtbarhed på, er ved bestandig at omtale disse egenskaber.

³ Indtrængende og med varm overbevisning fortsætter apostelen i 2Pe 2 vers 15: „Således vil jeg også til enhver tid gøre mit yderste, for at I efter min bortgang må kunne påminde jer selv om disse ting.“ Som en afgørelse på sagen og for at hjælpe sine brødre siger han videre: „Nej, det var ikke således, at vi bøjede af og fulgte snedigt opdigtede fortællinger“ — sådanne fortællinger, som kunne have deres udspring i hedensk mytologi eller apokryfiske skrifter. Nej, Peter havde ikke i snuhed opdigtet en fortælling. Det var ikke noget snedigt og forførerisk system, bygget på skadelig mysticisme, nej, der var intet opstyltet i det, denne trofaste træl havde at sige, da han kundgjorde Herren Jesu kraft og nærværelse, men han havde været øjenvidne til, at Jesus fik „ære og herlighed fra Gud Fader, da ord som disse blev frembåret for ham [Jesus] af den majestætiske herlighed: Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har givet min godkendelse“. „Ja,“ siger Peter, „disse ord hørte vi frembåret fra himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg.“ (2Pe 2 Versene 16-18) Peter bruger her forklarelsens mirakel som bevis for sine udtalelser, og det er derfor nødvendigt, at vi forstår det, og hvad det peger hen til.

Forklarelsen

 4. Gør med egne ord rede for forklarelsen.

⁴ Hvad der faktisk hændte, står nedskrevet for os i Mattæus 17:1-9, Markus 9:1-10 og Lukas 9:27-36. Beretningen hos Markus lyder (NW): „Endvidere sagde han til dem: Sandelig siger jeg jer, der er nogle af dem, som står her, der slet ikke skal smage døden, uden at de først ser Guds rige allerede kommet i magt. Følgelig tog Jesus seks dage senere Peter, Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg alene for sig selv. Og han blev forvandlet foran dem, og hans yderklæder blev skinnende, langt hvidere end nogen blegemand på jorden kunne gøre dem hvide. Og Elias tillige med Moses viste sig for dem og samtalede med Jesus. Og Peter sagde som svar til Jesus: Rabbi, det er godt for os at være her; lad os rejse tre telte, eet til dig og eet til Moses og eet til Elias. I virkeligheden vidste han ikke, hvilket svar han skulle fremkomme med, thi de var blevet helt forfærdede. Og en sky dannede sig og dækkede dem beskyttende, og en røst lød ud fra skyen: Denne er min søn, den elskede; hør ham. Men med eet, da de så sig omkring, kunne de ikke mere se nogen hos dem uden Jesus alene. Mens de nu gik ned fra bjerget, bød han dem udtrykkeligt, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. Og de tog sig ordet til hjerte, men drøftede indbyrdes, hvad det betød at opstå fra de døde.“

 5. Hvilke spørgsmål havde Jesus stillet sine disciple lige forud for forklarelsen, og hvorfor?

⁵ Det er vigtigt at lægge mærke til, at hver af evangelieforfatterne forud for skildringen af dette bemærkelsesværdige syn gengiver vor Herres spørgsmål og efterfølgende samtale med sine disciple: „Hvem siger folk, at jeg er? Og de sagde til ham: Johannes Døber, andre, Elias, og andre igen, en af profeterne. Og han stillede dem spørgsmålet: Men I, hvem siger I, at jeg er? Peter svarede ham og sagde: Du er Kristus. Han begyndte også at lære dem, at Menneskesønnen skulle påføres mange lidelser og blive forkastet af de ældre, indflydelsesrige mænd og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opstå tre dage senere.“ (Mark. 8:27-29, 31, NW) Jesus bekræftede tydeligvis her, at han var Kristus, at han skulle dø og genoprejses, og at de skulle se Riget i magt, før de skulle smage døden. Disciplene var forberedt på det, som skulle komme, for Jesus havde talt så rent ud om tingene, at hans udtalelser ikke var til at misforstå.

 6. Hvordan opfyldtes Jesu løfte om, at nogle af hans disciple ikke skulle smage døden, for de havde set Menneskesønnen ved magt i Riget?

⁶ Hvad var det nu, Jesus sagde om at se Guds rige? Vi vil få klarhed over svaret ved at sammenligne de tre forskellige evangelieforfatteres korte beretning: „. . . ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige“ (Matt. 16:28); „. . . slet ikke skal smage døden, uden at de først ser Guds rige allerede kommet i magt“ (Mark. 9:1, NW); „. . . skal ikke smage døden, uden at de først ser Guds rige.“ (Luk. 9:27, NW) Betydningen, der ligger i disse ord, er ganske øjensynligt den, at de, inden de fuldendte deres jordiske løbebane, skulle se Menneskesønnen ved magt i sit rige. Herren Jesus havde taget Peter, Jakob og Johannes med sig op på et højt bjerg for at bede, og mens de bad, skiftede hans ansigt udseende, og hans klæder strålede og glitrede med en overjordisk glans. Han blev forvandlet eller „forklaret“ for deres øjne. Så åbenbarede synet ham i samtale med Elias og Moses, der også viste sig i „herlighed“. De tre apostle var åbenbart på dette tidspunkt overvældet af søvn, men da de blev lysvågne, hørte de en samtale udspinde sig. Hvad kunne denne samtale dreje sig om? Lukas er den eneste, der oplyser os derom: „Disse kom til syne i herlighed og begyndte at tale om hans bortgang, som han var bestemt til at fuldbyrde i Jerusalem.“ — Luk. 9:31, NW.

 7. Beskriv, hvilket indtryk synet gjorde på apostlene.

⁷ Det var Peter med sit heftige temperament, der busede ud med forslaget, at det ville være godt at rejse tre telte på det høje bjerg, eet til Herren, eet til Moses og eet til Elias. Mens han endnu talte, kom en sky og dækkede de tre og „fra skyen lød en røst, som sagde: Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt. Hør ham. Da disciplene hørte dette, faldt de på deres ansigter og blev forfærdede. Så kom Jesus hen og rørte ved dem og sagde: Rejs jer og frygt ikke. Da de åbnede deres øjne, så de ingen uden Jesus alene. Mens de nu gik ned ad bjerget, befalede Jesus dem og sagde: Tal ikke til nogen om synet, før Menneskesønnen er oprejst fra de døde.“ (Matt. 17:5-9, NW) Dette syn havde gjort et dybt indtryk på Peter, for en og tredive år senere skrev han derom og søgte at indprente sine brødre, at han ikke havde fulgt „snedigt opdigtede fortællinger“, men havde forkyndt dem sandheden.

 8. Forstod Peter synet som en opfyldelse af Jesu løfte? Forklar hvordan og hvorfor.

⁸ Ydermere kan vi se, at Peter brugte dette syn af forklarelsen med henblik på Herren Jesu Kristi „kraft og nærværelse“, idet han selv havde været øjenvidne til dens herlighed. Det var ganske indlysende, at det, apostlene så, stod for dem som et levende bevis for hans kraft og nærværelse. Peter viser tydeligt, at forklarelsen for hans vedkommende var en opfyldelse af Jesu løfte om, at nogle af hans disciple ikke skulle smage døden, førend de havde set Menneskesønnen i hans kongemagt. Med dette syn var de blevet vidner til Jesu Kristi kraft og nærværelse i Rigets herlighed, og hertil kom desuden ordene, der blev frembåret for Jesus af den majestætiske herlighed: Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har givet min godkendelse. Apostlene så glansen, herligheden, og hørte selve Jehovas røst fra himmelen, der anerkendte Jesus som sin elskede og således tilkendegav, at han var den godkendte og ham, hvem de skulle høre.

 9. Hvordan ville et så herligt syn virke på os i dag? Kan vi vente at se et endnu mere storslået syn nu?

⁹ De tre disciple blev overvældet af ærefrygt ved dette herlige syn i al dets majestæt. Ville ikke ethvert af Jehovas børn nære samme følelse, hvis de i dag oplevede den store ære og forret at se et så vidunderligt syn? Og så oven i købet hørte Jehovas røst fra himmelen! Hvad ville vi gøre? Sikkert nøjagtig det samme, kaste os til jorden i frygt. Eftersom vi ikke har oplevet et så vidunderligt syn, er det meget vanskeligt for os at fatte alt, hvad det indbefattede, men vi ved, at disse tre mænd var som en tydelig tilkendegivelse af den magt, overbevisning og fornemmelse af Jehovas ords nærværelse, der greb dem. De ville aldrig glemme det. I dag venter vi ikke at bestige et højt bjerg for at se et sådant syn. Dog, når vi studerer denne forklarelsesscene, bør vi forstå, at Guds børn på jorden i dag ser et syn, der i enhver retning er langt mere storslået. Såfremt vi ser disse sandheder med Guds sind, så vil de have samme virkning på os og overvælde os med ærefrygt for Guds røst og til fulde få os til at indse vor egen lidenhed og absolutte uværdighed til Jehovas godhed og barmhjertighed.

Det profetiske ord og syn

10. Hvilket løfte blev der givet i de profetiske ord i 5 Mosebog 18:15-19?

¹⁰ For vort eget velfærd og til styrke for os i denne prøvende tid nærer vi sikkert alle det ønske at høste størst mulig gavn af det syn, der her er taget op til behandling. Vi må for at fatte dets virkning, kraft og herlighed undersøge Jehovas ord, der blev nedskrevet århundreder forud for selve synet. I de Hebraiske Skrifter lærer vi, at Jehova Gud ville oprejse en profet i lighed med den majestætiske Moses, en lovgiver, lærer og repræsentant for Jehova, der skulle være konge i Israel. „Jehova din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på. . . . Da sagde Jehova til mig: De har talt rettelig! Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.“ — 5 Mos. 18:15, 17-19.

11. Nævn nogle af de lighedspunkter, der er mellem Kristus og Moses.

¹¹ Guds løfte lød, at der skulle oprejses en profet i lighed med Moses, og der var i sandhed stor lighed mellem Moses og Kristus, ja lige fra deres fødsel. Der blev gjort forsøg på at udrydde dem, mens de var spæde. De modtog en særlig uddannelse af Jehova i de fyrretyve dage, de fastede. De blev oprejst for at udfri Jehovas folk fra en verden med afguderi og falsk tilbedelse. De modstod Satans præster og repræsentanter og ophøjede og tilbad den eneste sande og almægtige Gud, Jehova, og bragte således stridsspørgsmålet om overhøjhed til sejrrig udgang. De var begge „lam“, der blev brugt ved indstiftelsen af pagter, hvis formål var at frembringe et særligt folk, et kongedømme af præster. Begge byggede de tabernakler eller templer, hvor Jehovas herlighed hvilede over dem under udførelsen af deres præstetjeneste. De var øverstbefalende og ledere, ejede folk, men ikke noget landområde, og var sat til side til Jehovas tjeneste. Dette er kun nogle få af de lighedspunkter, der eksisterede mellem Moses og Kristus. Kristus var i sandhed lig Moses.

12. Hvorfor viste Elias sig i dette syn af Riget i magt?

¹² Ikke alene var det Jehovas hensigt at oprejse en i lighed med Moses, en, der var større end Moses, men han lovede også, at der skulle komme en, der var større end Elias. „Kom min tjener Moses’ lov i hu, hvem jeg pålagde vedtægter og lovbud om alt Israel på Horeb. Se, jeg sender jer profeten Elias, før Jehovas store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal komme og slå landet med band.“ (Mal. 4:4-6) Nu ser vi, at profetierne lærer, at to store hebraiske profeter skulle spille en rolle i fremtidige begivenheder. Det betød ikke nødvendigvis, at disse to velkendte profeter skulle vise sig bogstaveligt i kødet for at opfylde disse profetier. De døde begge i troen og afventer deres opstandelse.

13. Nævn nogle af Elias’ mest betydningsfulde gerninger. Hvilken tilknytning har de til begivenhederne i forbindelse med Jesu første komme?

¹³ Jehova sagde: „Jeg sender jer profeten Elias.“ Manden Elias havde været trofast og havde aldrig tvivlet på Jehova, og han fik sine trosgerninger godkendt. En af Elias’ store gerninger var at føre Israel til sand anger, og det er derfor at vente, at den Elias, der skulle komme, ville udføre et lignende arbejde. På Jesu tid havde Johannes Døber fuldført arbejdet som forløber. Også denne forsoner arbejdede ihærdigt på at vende folket ind på retfærdighedens vej og om muligt hidføre deres omvendelse. Han vidste godt, at hvis de forblev uomvendte den dag, Guds vrede skulle udgydes, så ville de blive udslettet for stedse. Johannes Døber udførte samme slags tjeneste som Elias. Han fordømte præsterne, der tjente Djævelen, irettesatte kongen, advarede israelitterne og tjente frygtløst den store Jehova. Israels ledere begik den fejl at betragte Elias’ komme mere som et mirakel for dem, i stedet for at indse, at den gerning, han skulle udføre, skulle gå forud for den ødelæggende dom, og derfor var deres sidste håb. Vi kan derfor se, at de to profeter skulle komme ved dagenes ende, og begge viste de sig i denne forklarelsesscene.

14. Anfør nogle af de løfter, Jehova havde givet vedrørende Davids søn. Hvorledes passer de ind i forklarelsesscenen?

¹⁴ Vi ser ikke bare Moses og Elias i denne scene iført deres strålende klæder, men husk, at Jesus, Guds Kristus, var der også. Han er der som den bestemte KRISTUS, Jehovas salvede, for profetierne havde klart lært, at der skulle komme en søn af David, der skulle være Herrens salvede, og at hans rige skulle herske til evig tid. Jehova siger: „Jeg slutted en pagt med min udvalgte, tilsvor David, min tjener: Jeg lader din sæd bestå for evigt, jeg bygger din trone fra slægt til slægt. . . . Jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himmelen er til. . . . Ved min hellighed svor jeg een gang for alle — David sviger jeg ikke: Hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt, og vidnet på himmelen er sanddru.“ (Sl. 89:4, 5, 30, 36-38) „Se, dage skal komme, lyder det fra Jehova, da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet.“ — Jer. 23:5; se også Jer. 30:9; Ez. 34:23, 24; 37:24.

15. Hvad var Kristus foruden at være Davids søn? Fremfør bevis.

¹⁵ Davids søn skulle være større end David, ja Davids „herre“, for han skulle være Jehovas salvede søn. Forbindelsen mellem hans sønnekår, kongedømme og salvelse understreges i Salme 2:2, 6, 7. Esajas vidner ligeledes om en forbindelse mellem Riget og Davids søn og arving og Messias: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid.“ (Es. 9:6, 7) Ved vor Herres første komme ventede Israel Guds salvede, den, som skulle være deres konge. Hjørnestenen i Zion skulle lægges, og Jehova var den, der ville gøre det, for der er skrevet: „Denne er dagen, som Jehova har gjort, . . . Velsignet den, der kommer, i Jehovas navn.“ (Sl. 118:22-26) „Sig til Zions datter, se! din konge kommer til dig, mild af sindelag og ridende på et æsel, ja, et føl, et lastdyrs afkom. . . . Frels, beder vi, Davids søn! Velsignet er han, som kommer i Jehovas navn!“ (Matt. 21:5, 9, NW) Dette betyder, at Jehova ikke alene havde lovet en større Moses og Elias, men også en større David, den, der skulle være Guds søn. Dette bekræftes af den beretning, som vi nu skal samle vor opmærksomhed om.

Guds søn og arving

16. Fremlæg bibelske beviser for, at Davids søn var Guds egen søn.

¹⁶ Da Maria skulle undfange, sagde engelen: „Du har fundet nåde for Gud; og se! du skal undfange i dit liv og føde en søn, og du skal kalde hans navn Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham Davids, hans faders, trone, og han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige. . . . Hellig ånd skal komme over dig og den Højestes kraft overskygge dig. Derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds søn.“ (Luk. 1:30-35, NW) Ved selve tidspunktet for Sønnens fødsel blev Jehovas engel udsendt for at kundgøre den for hyrderne på marken. „Og pludselig stod Jehovas engel hos dem, og Jehovas herlighed strålede omkring dem, og de blev grebet af stor frygt. Men engelen sagde til dem: Frygt ikke, thi se, jeg forkynder for jer godt budskab om en stor glæde, som hele folket skal have, fordi der i dag er født jer en frelser, der er den Herre Kristus, i Davids by.“ (Luk. 2:9-11, NW) Ydermere har vi beretningen om Simeons vidnesbyrd: „Han skulle ikke se døden, før han havde set Jehovas Kristus. . . . Se, denne er sat til fald og til genrejsning for mange i Israel og til et tegn, der skal modsiges.“ (Luk. 2:26, 34, NW) Det var sandt, at han blev en „anstødssten“ og en „forargelsens klippe“ for begge Israels huse.

17-19. Hvordan kan vi vide, at Kristus er Guds arving?

¹⁷ Jøderne stillede Johannes Døber spørgsmål gennem deres præster og levitter: „Hvem er du? . . . Jeg er ikke Kristus. . . . Hvad da? Er du Elias? . . . Det er jeg heller ikke. Er du profeten? . . . Nej. Hvorfor døber du da, hvis du hverken er Kristus eller Elias eller profeten?“ (Joh. 1:19-25) Læg mærke til, hvordan de tre samme tjenere nævnes i forbindelse med hinanden. Natanael sammenfattede sagen i een sætning: „Rabbi! du er Guds søn, du er Israels konge.“ (Joh. 1:49) Da Jesus var Guds søn, var han arving til det, som Jehova havde lovet. Han var langt mere end Davids søn og arving. Jesus spurgte jøderne: „Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han? De sagde til ham: Davids. Han sagde til dem: Hvorledes kan da David ved inspiration kalde ham „herre“, når han siger: Jehova sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når nu David kalder ham „herre“, hvorledes kan han så være hans søn?“ (Matt. 22:42-45, NW) „Så blev ordet kød og boede iblandt os, og vi fik lejlighed til at se hans herlighed, en herlighed, som den, der hører til en enbåren søn fra en fader.“ (Joh. 1:14, NW) „Jeg har set det og båret vidnesbyrd om, at denne er Guds søn.“ (Joh. 1:34, NW) Jesus blev ved sin dåb anerkendt af Jehova som hans søn: „Og en røst lød fra himmelen: Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ — Luk. 3:22, NW.

¹⁸ Yderligere bekræftelse fås i Paulus’ brev til hebræerne: „Gud, som i fordums tid talte ved mange lejligheder og på mange måder til vore forfædre ved profeterne, har ved disse dages ende talt til os ved en søn, som han indsatte som arving til alle ting.“ (Hebr. 1:1, 2, NW) Vi har også den lignelse, Jesus fremholdt: „Jeg vil sende min søn, den elskede. Ham vil de sikkert respektere. Da vingårdsmændene fik øje på ham, rådslog de med hverandre og sagde: Det er arvingen; lad os slå ham ihjel, så arven kan tilfalde os.“ (Luk. 20:13, 14, NW) Da det således i denne beretning er slået fast, hersker der ingen tvivl om, at den, der identificeres som Guds søn, er arving til verden, og at hans rige skal bestå til evig tid.