Spørgsmål fra læserne
● Skal det forstås bogstaveligt, at israelitternes klæder ikke blev slidt under den fyrretyveårige vandring i ørkenen, eller udtrykkes der blot dermed, at beholdningen af klæder ikke slap op? — R. H., De Forenede Stater.
5 Mosebog 8:3, 4 siger, at Jehova „gav dig så manna at spise, en føde, som hverken du eller dine fædre før kendte til, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene; men ved alt, hvad der udgår af [Jehovas] mund, lever mennesket. Dine klæder blev ikke slidt af kroppen på dig, og dine fødder hovnede ikke i disse fyrretyve år.“ Mannaforsyningen var et fortsat mirakel, og det var klæderne, der ikke blev slidt, også. Det er jo netop heri, miraklet består. Hvis beholdningen blot blev fornyet, var det jo ikke noget mirakel. Det betyder bogstaveligt, at klæderne ikke blev slidt, ligesom beretningen om fødderne, der ikke hovnede under de fyrretyve års vandring i ørkenen, er bogstavelig. Rent praktisk ville der ikke være nogen vanskelighed ved, at de samme klæder kunne bruges i fyrretyve år, for efterhånden som børnene voksede fra deres klæder, kunne de få de større størrelser, der var for hånden, og børnenes tøj gik i arv til dem, der var mindre. Voksne døde og efterlod deres klæder. Man må lægge mærke til, at antallet af israelitter var omkring det samme ved slutningen af ørkenvandringen som i begyndelsen, så den oprindelige beholdning af klæder ville kunne slå til under hele den fyrretyveårige vandring.
● Var Judas til stede, da Kristus indstiftede mindehøjtiden? — W. E., De Forenede Stater.
Når vi sammenligner Mattæus 26:20-25 med Johannes 13:21-30, ser vi, at Judas ikke var til stede, da Kristus indstiftede Herrens aftensmåltid. Den ene beretning fortæller nogle enkeltheder, som den anden ikke har med, men ved at sammenholde de to beretninger kan man få et fuldstændigt billede. Mattæus fortæller, hvordan der opstod et spørgsmål om, hvem der ville forråde Jesus. Johannes fortæller, at før man forlod dette emne, var forræderen blevet identificeret, ved at Jesus havde givet ham det stykke brød, han lige havde dyppet, og umiddelbart derefter gik Judas ud i natten. Mattæus beskriver derefter, hvordan Jesus rakte de resterende elleve apostle mindehøjtidens symboler, mens Johannes, som skrev sin beretning efter Mattæus’, ikke gentager fremgangsmåden ved aftensmåltidet, men i stedet beretter om, hvad Jesus videre sagde ved denne lejlighed, sådan som det fortælles i kapitel 13. Jesu samtale og bøn med sine disciple, hvorom der berettes i Johannes, kapitel 14 til 17, var ikke en del, af Herrens aftensmåltid, men fulgte bagefter.
Disse to apostle og øjenvidner til de omtalte begivenheder stemmer således overens i deres udtalelser om tidspunkter og begivenhedernes rækkefølge; Johannes’ beretning modsiger på ingen måde Mattæus’, hvad angår det tidspunkt, da Judas forlod salen. Lukas’ beretning (22:14-23) må heller ikke opfattes som en modsigelse med hensyn til begivenhedernes rækkefølge og tidspunkterne for dem. Lukas var ikke øjenvidne til begivenhederne. Han fortæller om de samme begivenheder, men ikke nødvendigvis i den nøjagtige kronologiske orden, som de to gør, der virkelig havde været til stede. Desuden kan ordene i Lukas 22:28-30 ikke have indbefattet Judas, og derfor må han være gået, før de blev udtalt. Se Vagttaarnet for 1. februar 1951, siderne 36, 37 og 47.
● Ved en lejlighed uddrev Jesus en dæmon af en dreng, som disciplene ikke havde haft held til at helbrede, og da disciplene senere spurgte Jesus, hvorfor de ikke kunne fordrive dæmonen, sagde Jesus: „Fordi I har så lidt tro; thi sandelig siger jeg Eder: hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: „Flyt dig herfra og derhen,“ så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer.“ (Matt. 17:20) Kan man ved at anvende en smule tro flytte et bogstaveligt bjerg? Hvad mente Jesus egentlig? — R. C., De Forenede Stater.
Jøderne benyttede sennepsfrøet til at illustrere noget, der var meget lille, og når Jesus gjorde brug af det her, var det for at understrege, hvor ringe en tro disciplene i virkeligheden havde lagt for dagen, da de prøvede at helbrede den dæmonbesatte dreng, skønt de tidligere havde kureret syge og uddrevet dæmoner. (Luk. 9:1-6; 10:1, 17-20) Jesus lagde altså først vægt på, at de behøvede større tro. De havde lidt tro, men de måtte få denne tro til at vokse og blive større. Selv det lille sennepsfrø havde i sig betingelserne for at vokse, for Jesus sagde et andet sted, at „det er mindre end alt andet frø, men når det vokser til, bliver det større end de andre urter, ja, bliver til et træ, så himmelens fugle kommer og bygger rede i dets grene“. Ligesom et sennepsfrø, der blev vandet og passet i god jord, ville udvikle sig til en stor plante, der næsten havde lighed med et træ, således ville lidt tro, der næredes gennem personligt studium, overværelse af møder og deltagelse i tjenesten, vokse og øges. — Matt. 13:32.
Men troens store kraft, der til at begynde med er „som et sennepsfrø“, viser sig ved sin evne til at flytte et bjerg. Betyder det nu et bogstaveligt bjerg? Ja, utvivlsomt forklarelsens bjerg, om Gud havde villet det. Udtrykket „bjerg“ kan også anvendes om kæmpestore, imponerende hindringer og vanskeligheder, der stiller sig i vejen for fremgang i vor tjeneste for Jehova, hindringer og vanskeligheder, der synes lige så uoverstigelige og ubevægelige som et stort bogstaveligt bjerg. Bibelen giver eksempler på anvendelsen af bjerge i denne betydning. Da Esajas forudsagde det tidspunkt, da Juda ville vende hjem til Jerusalem fra det babyloniske fangenskab, udtalte han: „Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land bliver fladt og fjeldvæg til slette.“ På denne symbolske måde udtrykte han, at hindringerne for deres tilbagevenden ville blive fjernet. — Es. 40:4.
Zakarias 4:7 lyder: „Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette!“ Hvad var det for et bjerg? Et bogstaveligt bjerg? Nej, det var modstanden mod det teokratiske genopbygningsarbejde, der lededes af Zerubbabel, som var kommet tilbage fra det babyloniske fangenskab i spidsen for tusinder af trofaste israelitter. Modstanden mod genopbygningen af templet stammede fra fjendtlige naboer, og efter i adskillige år at have forstyrret arbejdet foranledigede samaritanerne, at den persiske regering nedlagde et officielt forbud mod arbejdet. Alt dette var formelig et bjerg, der tårnede sig op for genopbygningen, men for Zerubbabel og de modige israelitter blev dette bjerg flyttet eller blev fladt som en slette, fordi de i tro blev ved arbejdet og nægtede at holde op. Til sidst blev denne bjerglignende hindring i skikkelse af regeringsforbudet hævet og fjenderne nedkæmpet.
Hvis vi i dag har tro, vil Jehova velsigne os i sin gerning, og vi kan bevise, at vor tro er levende ved at gå frem i tjenesten i tillid til, at Jehova vil lade os overvinde alle hindringer. Mens vi arbejder i tro og tillid til Jehova, skal vi vokse i troen. Troens sennepsfrø, der ligger gemt i vore hjerter, må så at sige vandes og passes og næres i væksten, for at den kan vokse til modenhed, styrke og frugtbarhed i gode gerninger og være i stand til at gøre vældige gerninger som følge af sin vækst, gerninger, den ikke kunne præstere, mens den endnu var lille, uudviklet og ufrugtbar på rette gerninger. Mennesker, der mangler tro, ser et bjerg i et muldvarpeskud, men en stærk tro forvandler bjerge til muldvarpeskud. Vi må derfor stræbe efter at øge vor tro ved at studere og ved at komme sammen med Jehovas folk. Og når opgaven synes os for stor, skal vi vende os til Jehova efter hjælp, bede ham om hjælp og aldrig tvivle på, at han vil give os den. Men bed i tillidsfuldhed og tro uden at tvivle, som Jakob 1:5-8 siger. At bede i tro vil sige at bede og derpå arbejde hen imod at gøre bønnen til virkelighed. For kun en sådan tro, der følges af gerninger, er levende, kun en sådan tro har den besejrende kraft, der er nødvendig for at flytte bjerge.