sine nødstedte slægtninge enten ved at gøre det personligt eller i samarbejde med andre slægtninge, eller ved at hjælpe dem til at drage nytte af den hjælp staten tilbyder dem.

I de fleste lande findes der i dag en ordning hvorved en vis del af skatten anvendes til at yde nødstedte social hjælp, og en skatteyder har ret til at gøre brug af denne foranstaltning når han behøver hjælp. Gennem forsikringer og pensionsordninger ydes der også hjælp til mennesker som på grund af alder eller sygdom ikke længere er i stand til at tjene til livets ophold. Nødstedte kan benytte sig af disse ordninger og enhver anden hjælpeforanstaltning der er betalt i form af skat; men der er stadig rig lejlighed for enkeltpersoner til at vise venlighed mod sådanne mennesker.

Besøg de syge

Jesus befalede i Johannes 15:12 at vi skal „elske hverandre“, og det indebærer at vi også må besøge de syge. En syg der er bundet til sin seng eller sit hjem, har behov for opmuntrende besøg af sine kristne brødre og søstre og for breve fra dem. Når de besøger ham mens han er syg viser de at de er interesserede i hans velfærd og benytter lejligheden til at hjælpe ham så godt de kan.

Da Jesus udtalte en profeti om sin anden nærværelse viste han at en af troens gerninger ville være at besøge kristne der var blevet syge. Han sagde: „Jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig.“ Nu kunne de kristne naturligvis ikke gøre dette mod Jesus personligt, og derfor sagde Jesus videre: „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ (Matt. 25:35, 36, 40) Denne behandling af Kristi åndelige brødre er en værdifuld rettesnor for hvordan vi skal behandle vore medkristne.

Kærlig hjælp og omsorg vist mod nødstedte og syge inden for den kristne menighed styrker det kristne fællesskab. Venlighed vist mod mennesker uden for den kristne menighed tjener som en anbefaling for sandheden som Jehovas folk vidner om. Lad os derfor følge apostelen Johannes’ råd: „Lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:18; 2 Kor. 6:4-6.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor er Mattæus 17:21 udeladt af New World Translation of the Holy Scriptures? — L. F., U.S.A.

Dette skriftsted og nogle andre skriftsteder eller dele af skriftsteder er ikke medtaget i New World Translation fordi de ikke findes i den græske tekst som er udarbejdet af de to forskere B. F. Westcott og F. J. A. Hort fra Cambridge University. Det er deres tekst der fortrinsvis er blevet benyttet af den komité der udarbejdede New World Translation. (1950; revideret 1961)

En nærmere undersøgelse af Mattæus 17:21 vil kaste lys over sagen. Selv om skriftstedet ikke er medtaget i New World Translation findes der en oplysende fodnote til det i 1950-udgaven. Her gives en oversættelse af dette skriftsted som det forekommer i Codex Ephraemi Rescriptus fra det femte århundrede og Cambridge Manuskriptet (Cantabrigiensis) fra det sjette århundrede. Den lyder således: „Den slags farer imidlertid kun ud ved bøn og faste.“ Passagen forekommer i Jesu svar på disciplenes spørgsmål om hvorfor de ikke havde kunnet uddrive en ond ånd i et bestemt tilfælde. Det er værd at mærke sig at flere betydningsfulde manuskripter ikke indeholder disse ord, blandt disse det sinaitiske manuskript og det vatikanske manuskript nr. 1209, begge fra det fjerde århundrede og derfor ældre end de to førnævnte kilder. Vers 21 i Mattæus-evangeliets syttende kapitel mangler altså tilstrækkelig støtte i de gamle tekster.

Det kan i forbigående bemærkes at nogle mener at passagen er indføjet fra Markus 9:29. Dette kapitel hos Markus indeholder en beretning om den samme hændelse og medtager disse ord, som altså ikke findes hos Mattæus.

New World Translation er ikke den eneste oversættelse der udelader Mattæus 17:21 eller som gør opmærksom på dets tvivlsomme ægthed i en forklarende fodnote. Af andre oversættelser som ikke medtager verset kan nævnes American Standard Version, An American Translation, Revised Standard Version og The New English Bible. I den autoriserede danske oversættelse er ordene sat i klammer og en forklarende fodnote tilføjet.

Det har vist sig at bibelafskriverne nu og da har foretaget tilføjelser til den græske tekst og at de har været mere tilbøjelige til at gøre det end til at udelade noget. Ved en omhyggelig tekstforskning er det imidlertid lykkedes at finde de steder hvor afskriverne har udvidet teksten. De enkleste og mest kortfattede manuskripter har således vist sig at være de mest pålidelige.

Man bør dog ikke heraf slutte at De kristne græske Skrifter har lidt væsentligt under overleveringen. Jack Finegan siger i den forbindelse: „Det samlede antal manuskripter til Det nye Testamente er meget imponerende. . . . Ingen anden græsk bog har tilnærmelsesvis et så stort materiale af tekstvidnesbyrd. Det er sandt at der findes talrige tekstmæssige varianter blandt disse nytestamentlige manuskripter, men de fleste af dem har forholdsvis ringe betydning . . . Ja, omhyggelige bibelforskere har anslået at de væsentlige variationer næppe udgør mere end en tusindedel af teksten.“ — Light from the Ancient Past, side 352.

I alle de tilfælde hvor et helt vers som forekommer i King James Version ikke er medtaget i New World Translation, er det i 1961-udgaven markeret ved en tankestreg efter tallet der angiver verset. Oplysninger om hvilke manuskripter der indeholder verset og hvilke ikke, findes i fodnoterne i den store udgave af New World Translation. — Se også Vagttårnet, 15. maj 1962, siderne 236-239.

● På hvilken måde var forbryderne der var pælfæstet ved siden af Jesus Kristus fastgjort til pælen? Var de naglet eller bundet? — R. P., England.

Det er muligt at de var bundet til pælen. Om de romerske pælfæstningsmetoder oplyser The Imperial Bible Dictionary (bind I, side 377): „Når man var ankommet til henrettelsesstedet blev forbryderen afklædt til han stod næsten nøgen, og så blev han enten bundet eller naglet til korset, som derefter blev rejst og fastgjort.“ Hvis man havde brugt den jødiske metode over for Kristus og forbryderne; ville de først være blevet dræbt og derefter ville deres lig være blevet anbragt på pælen. (5 Mos. 21:22, 23; Jos. 10:26) Men de blev pælfæstet levende. (Luk. 23:32-46) Altså foregik pælfæstelsen på den måde som romerne anvendte, og efter den blev den dømte enten bundet eller naglet til pælen.

Vi ved at Jesus Kristus blev naglet til pælen. Efter sin død og opstandelse viste han sig flere gange i kødelige legemer der bar mærker efter naglerne. Ved én lejlighed opfordrede han Tomas til at undersøge naglegabene i hans hænder. (Joh. 20:19-29) Mens Bibelen tydeligt fortæller at Jesus blev naglet til sin marterpæl, oplyser den ikke om forbryderne ved siden af ham var naglet eller bundet til deres pæle. Illustrationen på side 141 i bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis (udgivet af Watchtower Bible and Tract Society) tager hensyn både til hvad Bibelen fortæller og til hvad man ved om de romerske pælfæstningsmetoder. Jesus ses her naglet til pælen, mens forbryderne er bundet, det vil sige fastgjort på den simpleste måde.

● Ifølge Tredje Mosebog 25:11, 12 fik israelitterne befaling om at de ikke måtte „så og ikke høste, hvad der gror af sig selv“ i jubelåret, men alligevel kunne de „spise, hvad marken bærer af sig selv“. Hvordan kan disse tilsyneladende modstridende udtalelser bringes til at harmonere? — A. K., U.S.A.

Loven om jubelåret lignede meget loven om det syvende år, sabbatsåret. Jehova lovede at velsigne høsten i det sjette år, så israelitterne kunne have et så stort forråd af føde at de havde nok, helt til de høstede afgrøden efter det de havde sået i det ottende år. (3 Mos. 25:20-22) Når jorden ikke blev tilsået ville der vokse en del korn op dér hvor man havde spildt korn under indhøstningen året før. I sabbatsårene og jubelårene skulle landmændene spise af det de havde oplagret, og ikke høste og indsamle i deres lader hvad der groede dér hvor man havde spildt korn. Det skulle blive stående på marken.

I Loven var der imidlertid truffet en kærlig foranstaltning som tillod de nødlidende i landet at sanke det der blev tilbage på markerne efter at den almindelige høst var ovre. (3 Mos. 19:9, 10; Rut 2:2, 3) Men hvordan skulle de fattige og fremmede der boede i landet klare sig i sabbatsåret og jubelåret? Da kunne de sanke det som voksede op dér hvor man havde spildt korn under indhøstningen året før. (3 Mos. 25:12; 2 Mos. 23:11) Selv om der ikke fandt nogen indhøstning sted i jubelåret sørgede Jehovas lov for både landmanden, der havde et forråd af mad, og for den fattige, som måtte leve af det han fandt på marken.

● Er det rigtigt af en kristen at benytte sig af sociale hjælpeforanstaltninger eller af nødhjælpsforsyninger der sendes til katastroferamte områder? — P. A., El Salvador.

Ja; staten har truffet disse foranstaltninger i den hensigt at de skal benyttes af dem der har brug for hjælp.

Kristne betaler den skat som de verdslige myndigheder kræver. (Rom. 13:1, 6, 7) Derfor kan en kristen som kommer i trang og som juridisk set er kvalificeret til understøttelse med fuld ret og hvis han ønsker det tage imod en sådan hjælp der ydes af midler der er indkommet gennem skatten.

Der findes imidlertid karaktersvage personer som ikke er sande kristne og som i mange tilfælde uretmæssigt har benyttet sig af en sådan