Hvorfor mangler det i New World Translation?
„HVORFOR mangler visse ord, udtryk og endog hele sætninger som findes i den engelske autoriserede bibeloversættelse, King James-oversættelsen, i New World Translation of the Holy Scriptures?“ Det er et spørgsmål som ikke så få af dem der sætter Bibelen højt, har stillet udgiverne af New World Translation, et spørgsmål der vel at mærke udelukkende gælder det såkaldte „Nye Testamente“ eller De kristne græske Skrifter i Bibelen.
Karakteristiske er følgende eksempler hentet fra King James-oversættelsen. De kursiverede ord forekommer ikke i New World Translation: „Enhver, som er vred på sin broder uden årsag, er skyldig for domstolen.“ „Ingen er steget op til himmelen, undtagen . . . Menneskesønnen som er i himmelen.“ „Kærligheden lader sig ikke let ophidse.“ „Den slags farer alligevel kun ud ved bøn og faste.“ — Matt. 5:22; Joh. 3:13; 1 Kor. 13:4, 5; Matt. 17:21, AV.
Hvorfor mangler disse udtryk i New World Translation? Det er, kort sagt, fordi de findes i Textus Receptus, den traditionelle græske tekst som King James-oversættelsen er baseret på, men ikke i Westcott og Horts græske tekst, som New World Translation er baseret på.
Der opstår ganske naturligt visse spørgsmål: Hvorfra stammer Textus Receptus? Hvorfor har man foretrukket Westcott og Horts tekst? Og hvorfor er det udeladelser fremfor tilføjelser der synes at adskille den senere tekst fra den tidligere? Svarene vil ikke alene vise sig at være interessante men også trosstyrkende, for de vil klargøre hvilket samvittighedsfuldt, indgående og dygtigt arbejde der er blevet lagt i forberedelsen af den tekst som danner grundlaget for New World Transtation.
Som bibellæsere godt ved, er de oprindelige bibelske skrifter for længst gået tabt. Disse forsvandt øjensynligt ikke længe efter at de var blevet skrevet og havde cirkuleret, for ingen af den første kirkes tilsynsmænd i det andet eller tredje århundrede omtaler at have set nogen af dem. Hvad vi har i dag er i bedste fald kun kopier af kopier af de oprindelige skrifter. Efterhånden som tiden gik blev selve det sprog hvorpå de var skrevet, nemlig græsk, et dødt sprog i det romersk-katolsk dominerede Vesteuropa. Da Konstantinopel i 1453 faldt for tyrkerne, blev mange græske lærde, tillige med deres manuskripter, spredt til forskellige lande, og det resulterede i en genoplivelse af det græske sprog ved de vesteuropæiske læreanstalter.
Omkring halvtreds år senere inviterede ærkebiskoppen af Toledo i Spanien, Jimenes, der var en usædvanlig dygtig og retskaffen mand, fremtrædende lærde i landet til sit universitet i Alcalá for at fremstille en flersproget bibel, beregnet for lærde, ikke for den jævne befolkning. Resultatet blev Den complutensiske Polyglotbibel (opkaldt efter det latinske ord for Alcalá). Det var en bibel der omfattede seks store, meget smukt indbundne bind, og den indeholdt De hebraiske Skrifter på fire sprog og De kristne græske Skrifter på to. For De kristne græske Skrifters vedkommende havde disse lærde kun nogle få manuskripter af sen oprindelse til deres rådighed, endskønt de formentlig havde adgang til det vatikanske bibliotek. Denne bibel blev færdig i 1514, men den blev ikke godkendt af paven førend i 1520 og ikke udgivet før 1522.
Textus Receptus
En af dem der hørte om fuldførelsen af denne bibel og om at den forventede at få pavens godkendelse, var en bogtrykker Froben i Basel. Da han øjnede en lejlighed til fortjeneste, sendte han straks bud til Erasmus, som var Europas mest fremtrædende lærde på den tid og hvis værker han udgav på latin. Han bad ham løbe et græsk „Ny Testamente“ igennem, og det gjorde Erasmus tjenstvilligt på seks måneder. I virkeligheden havde Erasmus et sådant hastværk at han sendte det manuskript der indeholdt evangelierne, til bogtrykkeren uden først at redigere det, og de ændringer han fandt nødvendige foretog han på korrekturarkene. På grund af dette hastværk indeholdt arbejdet også mange typografiske fejl, og Erasmus indrømmede selv i forordet at det snarere var „løbet igennem end redigeret“. Den første udgave udkom i 1516, og korrigerede og let forbedrede udgaver forelå i 1519, 1522, 1527 og 1535.
Disse udgaver, siges der, viste sig at være en overvældende succes, en litterær sensation. De var billige, og de første to udgaver kom i et oplag af 3300 eksemplarer, at sammenligne med de 600 eksemplarer der blev udgivet af den store og kostbare seks binds polyglotbibel. I forordet til sine udgaver sagde Erasmus også: „Jeg tager på det kraftigste afstand fra dem der ikke ønsker at folk selv skal læse De hellige Skrifter eller ikke vil have at de oversættes til menigmands sprog.“ Det er muligt at Erasmus ’på det kraftigste tog afstand’, men alligevel overlod han det til andre at oversætte Bibelen såvel som sine egne værker til menigmands sprog og derved udsætte sig for kirkens mishag.
Luther brugte Erasmus’ 1519-udgave til sin tyske oversættelse, og Tyndale brugte 1522-udgaven til sin engelske oversættelse. Erasmus’ udgaver dannede også basis for andre græske udgaver, som for eksempel de fire der blev udgivet af Stephanus. Ifølge de fleste historikere blev den tredje af disse, udgivet af Stephanus i 1550, Storbritanniens Textus Receptus og kom til at danne grundlaget for King James-oversættelsen. Der er imidlertid andre der, ud fra tilsyneladende stærkere beviser, hævder at det er en af Bezas udgaver, den fra 1589, der blev den engelske Textus Receptus.
Theodore Bezas udgaver var de næste der fremkom, og de var tydeligvis baseret på en af Erasmus’ tekster. De afveg ikke nær så meget fra Eramus’ som man skulle have forventet, eftersom Beza var en protestantisk bibelforsker og ejede to vigtige græske bibelmanuskripter fra det sjette århundrede, D og D2, hvoraf det første indeholder evangelierne og Apostlenes Gerninger, og det andet Paulus’ breve. Derpå fulgte de hollandske Elzevir-udgaver, som praktisk talt var de samme som den af Erasmus påvirkede Beza-tekst. I den anden af disse syv, udgivet i 1633, fandtes (på latin) denne udtalelse: „Man har derfor nu den tekst der er anerkendt af alle.“ Denne udgave blev det europæiske fastlands Textus Receptus. Denne sejr skyldtes i ikke ringe grad Elzevir-udgavernes skønhed og bekvemme format.
Bortset fra at Erasmus’ udgaver havde lignende praktiske fordele, kan der kun siges lidt godt om dem, for han havde kun adgang til fem (nogle siger otte) græske manuskripter af forholdsvis sen oprindelse, og ingen af dem indeholdt alle De kristne Skrifter. De bestod af en eller flere af de dele som De græske Skrifter sædvanligvis inddeles i: (1) Evangelierne, (2) Apostlenes Gerninger og de almindelige breve (fra Jakobs til Judas’), (3) Paulus’ breve, (4) Åbenbaringen. Af de cirka 4000 græske bibelmanuskripter der findes, er der i virkeligheden kun omkring halvtreds der er komplette.
Erasmus havde således kun én kopi af Åbenbaringen. Da den var ufuldstændig oversatte han simpelt hen de manglende vers fra den latinske Vulgata tilbage til græsk. Han tillempede endog gentagne gange sin græske tekst efter den latinske Vulgata, og det er grunden til at der i hans græske tekst forekommer cirka tyve passager som ikke findes i noget græsk manuskript. Efter at han i sine to første udgaver havde udeladt de uægte ord i Første Johannesbrev 5:7, indsatte han denne uægte tekst af tvivlsom oprindelse, øjensynlig af taktiske grunde og fordi han var under pres fra Stunica, udgiveren af Den complutensiske Polyglotbibel.
Textus Receptus fortrænges
I omtrent to hundrede år var græske bibelforskere trælbundet af den Erasmus-prægede Textus Receptus. Efterhånden blev de bekendt med ældre og mere nøjagtige manuskripter og bemærkede fejlene i Textus Receptus. Men i stedet for at forandre denne tekst, omtalte de blot de opdagelser de havde gjort, i deres udgavers forord, marginer og fodnoter. Så sent som i 1734 undskylder J. A. Bengel fra Tübingen at han igen trykker Textus Receptus, idet han siger at han kun gør det „fordi han ikke vil kunne udgive sin egen tekst. Hverken forlæggeren eller offentligheden ville have tolereret det“, klager han.
Den første der indlemmede sine opdagelser i selve teksten var bibelforskeren Griesbach. Hans udgave kom i to bind, det første i 1796 og det andet i 1806. Griesbach brød dog ikke fuldstændig med Textus Receptus. Den første der helt gjorde sig fri af dens indflydelse var Lachmann, professor i old-klassiske sprog ved Berlins universitet. I 1831 udkom hans udgave af De kristne græske Skrifter, der ikke tog noget hensyn til Textus Receptus. Som en autoritativ kilde udtrykker det: „Lachmann . . . var den første der grundlagde en tekst udelukkende på gamle vidnesbyrd; og . . . gjorde meget for at nedbryde den overtroiske ærbødighed for textus receptus.“
Efter Lachmann kom Constantin Tischendorf, bedst kendt for sin opdagelse af det berømte sinaitiske manuskript, det eneste græske manuskript i den unciale bogstavstil (store bogstaver) der indeholder alle De kristne græske Skrifter. Tischendorf gjorde mere end nogen anden forsker for at udgive og gøre det stof tilgængeligt som fandtes i mere eller mindre betydningsfulde unciale manuskripter. Samtidig med at Tischendorf i Tyskland ydede sine værdifulde bidrag inden for det tekstkritiske område, gjorde Tregelles et stort arbejde i England. Han fremholdt blandt andet sin teori om den „sammenlignende kritik“, der går ud på at en teksts alder ikke nødvendigvis er identisk med manuskriptets alder, idet den kan være en tro kopi af en tidligere tekst. J. B. Rotherham anvendte hans tekst til sin oversættelse af De kristne græske Skrifter. Den kendsgerning at Tischendorf og Tregelles var tapre forkæmpere for Bibelens guddommelige inspiration havde uden tvivl en nær forbindelse med de gode resultater de opnåede.
Westcott og Horts tekst
Det samme var også tilfældet med deres umiddelbare efterfølgere, de to engelske forskere B. F. Westcott og F. J. Hort, hvis tekst danner grundlaget for New World Translation of the Christian Greek Scriptures. De begyndte deres arbejde i 1853 og fuldendte det i 1881, efter således i otteogtyve år at have arbejdet uafhængigt af hinanden; dog havde de regelmæssigt sammenlignet hinandens notater. Som en videnskabsmand udtrykte det „samlede de det mest værdifulde af deres forgængeres arbejder“. De tog enhver tænkelig mulighed i betragtning i deres bestræbelser for at overvinde de vanskeligheder der lå i modstridende tekster, og når to læsemåder havde lige stor vægt bemærkede de det i deres tekst. De understregede at „kendskab til dokumenter var en forudsætning for at kunne afgøre den virkelige læsemåde“, og at „en pålidelig rekonstruktion af forvanskede tekster bunder i studier af deres historie“. De fulgte Griesbachs eksempel med hensyn til at inddele manuskripterne i familier idet de lagde vægt på at gruppere manuskripterne genealogisk. De tog også tilbørlige hensyn til indre vidnesbyrd, hvad det var mest sandsynligt at den oprindelige skribent havde skrevet (intrinsic probability), og på hvilket punkt det var mest sandsynligt at afskriveren havde gjort en fejl (transcriptional probability).
De støttede sig i høj grad til den „neutrale“ manuskriptfamilie, som indbefattede det berømte vatikanske og det sinaitiske manuskript fra det fjerde århundrede. De anså det for at være af afgørende betydning når disse to manuskripter harmonerede, især hvis andre gamle unciale manuskripter gav dem medhold. De var imidlertid ikke blindt bundet af det vatikanske manuskript, sådan som nogle påstår, for når de vejede alle kendsgerningerne kom de gentagne gange til den slutning at der havde indsneget sig visse mindre tilføjelser i den neutrale tekst som ikke fandtes i den vestlige manuskriptfamilie, der ellers i højere grad var præget af omskrivninger og tilføjelser. Goodspeed påviser således at Westcott og Hort alene i evangelierne afveg syv hundrede gange fra det vatikanske manuskript.
Westcott og Horts tekst blev hævet til skyerne af kritikere overalt i verden, og selv om det er firs år siden danner den stadig væk mønster. Den er meget passende blevet kaldt „epokegørende i ordets bogstaveligste forstand“, og „det mest betydningsfulde bidrag til den videnskabelige kritik af den nytestamentlige tekst der endnu er ydet“; den overgår alle andre „med hensyn til sin metode og usædvanlige nøjagtighed“. Goodspeed siger om den i sit forord til An American Transtation: „Jeg har nøje fulgt Westcott og Horts græske tekst, som nu er almindelig anerkendt. Enhver bibelforsker ved hvor fremragende den er i forhold til de senere og mangelfulde tekster hvorfra de tidlige engelske oversættelser fra Tyndale til Authorized Version blev foretaget.“
I betragtning af ovenstående er det let at se hvorfor den komité der forestod udarbejdelsen af New World Translation valgte at bruge Westcott og Horts tekst fremfor en Textus Receptus der var to eller tre hundrede år ældre. Tilbage bliver blot spørgsmålet: Hvorfor er det udeladelser og ikke tilføjelser der synes at adskille den nyere tekst fra den tidligere?
Fordi afskrivere, i modsætning til hvad man almindeligvis skulle tro, var mere tilbøjelige til at lægge til, til at uddybe og omskrive, end til at udelade noget. Vi finder således at den mest pålidelige tekst både er den enkleste og den mest sammentrængte. Af de forskellige steder hvor Textus Receptus afviger fra det vatikanske manuskript, er de 2877 tilføjelser. Disse tilføjelser kommer naturligvis til at se ud som udeladelser hvis man i forvejen har kendskab til Textus Receptus.
Sluttelig er det værd at bemærke at Jehova Gud kunne have valgt på mirakuløs vis enten at bevare de originale skrifter eller at beskytte kopierne deraf mod afskriverfejl; men det gjorde han ikke. I stedet for valgte han i sin forudseenhed at lede udviklingen på en sådan måde at disse fejl, bortset fra forholdsvis få undtagelser, er ubetydelige, idet de mest består af stavefejl, ombytning af ord eller brugen af synonymer.
De her omtalte kendsgerninger tjener i sandhed til at styrke vor tro på De kristne græske Skrifters autenticitet og uangribelighed. De er virkelig, for at citere professor Kenyon, „kommet til os omtrent som de oprindelig blev skrevet“. Dette gælder i særlig grad Westcott og Horts tekst, som New World Translation af De kristne græske Skrifter er baseret på.