Dåb
„Jesus . . . blev døbt . . . Og straks da han steg op af vandet så han . . . ånden, som en due, dale ned over sig; og en røst lød fra himlene: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ — Mark. 1:9-11, NW.
1. (a) Hvilket skridt følger efter indvielse? (b) Hvorved symboliseredes Jesu indvielse, og hvornår modtog han den hellige ånd?
HVORDAN fuldbyrder et menneske sin indvielse efter at det i sit sind og hjerte har besluttet at tjene den almægtige Gud? Endnu et skridt er nødvendigt, og det er offentligt at bekendtgøre eller bekende sin indvielse ved at lade sig døbe i vand. Det er interessant at lægge mærke til at Jesus Kristus satte eksemplet for den rette handlemåde i så henseende. „Efter at Jesus var blevet døbt steg han øjeblikkelig op af vandet; og se! himlene blev åbnet, og han så Guds ånd dale ned over sig som en due. Og se! der lød en røst fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.’“ (Matt. 3:16, 17, NW) Af disse ord ser vi at Kristi Jesu indvielse symboliseres offentligt ved dåben. Efter at Jesus var steget op af vandet dalede Jehovas ånd ned over Jesus og da var det Jehova Gud udtalte de ord som Johannes Døber hørte og med hvilke Gud erklærede at han fandt behag i den vej hans søn var slået ind på.
2. (a) Hvad betyder det græske ord hvoraf „dåb“ er afledt? (b) Hvordan bør dåb foregå?
2 Ordet „dåb“ i Bibelen er oversat fra det græske ord báptisma der betyder „nedsænkning“. Det har altså intet at gøre med bestænkning. Læg også mærke til at Jesus af egen fri vilje overgav sig til Johannes Døber for at blive nedsænket af ham. Han overgav sig helt i Johannes’ hænder for at lade sig sænke baglæns ned i vandet. Den måde hvorpå Jesus blev sænket fuldstændig ned under og skjult af Jordans vande illustrerede udmærket hvorledes Jesus blev begravet som død for sit tidligere liv på jorden. At han derefter blev rejst op af vandet viste hvorledes han blev levendegjort til at gøre Guds vilje fra da af og fremefter. Hvor glimrende egner vanddåben sig derfor ikke til at symbolisere eller offentligt at tilkendegive et menneskes personlige indvielse! Der var ingen der hjalp Johannes da han døbte Jesus, for der nævnes intet om at noget andet menneske var til stede ved denne dåbshandling. Dette danner således også mønster for hvordan Kristi efterfølgere bør lade sig døbe. Kun én skal sænke dåbskandidaten baglæns ned i vandet, og derefter, når han har været fuldstændig dækket af vand, rejse ham op igen.
3. Hvem fik af Jesus myndighed til at forrette dåb?
3 Det er også vigtigt at Jesus gik til en indviet tjener for den almægtige Gud for at blive døbt. I harmoni med at Jesus gik til en indviet tjener for at blive døbt befalede han sine elleve trofaste disciple at døbe andre. Kan du se Jesus for dig, som han nærmede sig det bjerg i Galilæa hvor han havde sat disse disciple stævne? Her var det han talte følgende manende ord til dem: „Al myndighed er blevet givet mig i himmelen og på jorden. Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ Det var ikke til præsterne, saddukæerne eller farisæerne Jesus henvendte disse ord, men kun til de disciple der var hans loyale ambassadører. Endvidere lægger vi mærke til at de fik befaling til at gøre disciple af folk. Det betød at de måtte undervise og oplyse andre først, og på denne betingelse var det at disse senere blev døbt, af de samme indviede tjenere for den almægtige Gud. Dengang var det udelukkende gennem Jehovas vidner de modtog sandheden. I dag er situationen den samme. Det er kun fra dem der er sande vidner og indviede tjenere for den almægtige Gud at folk hører sandheden og modtager undervisning om den, og nedsænkningen bør foretages af mennesker der allerede selv er blevet døbt. — Matt. 28:18-20, NW.
4. (a) Hvem var det der gav den ætiopiske eunuk forståelse af Guds ord? (b) Hvordan blev hans indvielse symboliseret?
4 Til yderligere vejledning for os findes der den interessante beretning om Filip og den ætiopiske eunuk. „Da tog Filip til orde, og idet han gik ud fra dette skriftsted, forkyndte han evangeliet om Jesus for ham. Og som de nu kørte frem ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand; hofmanden siger da: ’Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?’ Og han lod vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham. Men da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip.“ Her lægger vi mærke til at den trofaste tjener for den almægtige Gud gav undervisning, og da kandidaten havde modtaget evangeliet eller den gode nyhed ønskede han også at være en tjener og at blive døbt. Dette var en åben eller offentlig tilkendegivelse af at han havde indviet sig til at tjene Jehova Gud. — Ap. G. 8:35-39.
5. Hvem blev Saulus fra Tarsus undervist af? Og hvad skete derefter?
5 Da Saulus fra Tarsus fik befaling til at drage til Damaskus var det først da Jehovas tjener Ananias var blevet sendt hen hvor Saulus boede og Saulus havde modtaget undervisning af Ananias, at han genvandt sit syn og blev fyldt med den hellige ånd. Bibelens beretning lyder: „Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt. Så tog han næring til sig og kom til kræfter.“ Det var nødvendigt at han kom i kontakt med disciplene eller Jehovas vidner, og derefter døbte Ananias, en sand tjener for Gud, uden tvivl Saulus. — Ap. G. 9:18, 19.
6. Hvem var de eneste der fik tilladelse til at undervise og døbe i de første kristne menigheders tid, og hvilken parallel finder vi i dag?
6 Endnu en faktor der er af stor vigtighed er at Jehova ikke befalede alle mennesker at gøre alle nationer til hans disciple og døbe dem. Nej, disse ord, der blev udtalt af Jesus for 1900 år siden, var udelukkende henvendt til Jesu medvidner eller sønner af Gud, Jehova. Først når de enkelte mennesker var kommet til dem, havde modtaget undervisning og derefter blev døbt, blev de fyldt med hellig ånd, enten lige før vanddåben skulle finde sted eller umiddelbart bagefter. Det samme er tilfældet i dag. Det er kun gennem den meddelelseskanal som Jehova nu benytter at et menneske kan opnå nøjagtig kundskab om sandheden; ligeledes er det også kun mennesker der helhjertet tjener Jehova der bør døbe dem der har modtaget undervisning og som indvier sig til at tjene Gud.
7. (a) Hvorfor er bestænkning ikke den rette form for dåb? (b) Hvorfor er dåb i et hvilket som helst af kristenhedens religiøse samfund ikke antagelig for Jehova?
7 Nogle vil måske sige at de er blevet døbt før i et eller andet trossamfund og føler måske endog at dette var en slags indvielse. Men her opstår spørgsmålet: Hvilken lære eller hvilke principper indviede de sig til? Hvis de som spædbørn eller i en senere alder er blevet bestænket med vand, ville dette så være et tegn på deres indvielse til Jehova? Nej, for bestænkning med vand er ikke den i Bibelen foreskrevne måde dåben bør foretages på. Men hvis nogen nu har underkastet sig en dåb ved nedsænkning i vand i et af de mange navnkristne trossamfund, kan denne dåb da betragtes som værende antagelig for Gud? Nej, for siden året 1918 har disse trossamfund stået til doms for Gud. Medlemmerne af dem har endvidere lært gudvanærende læresætninger og menneskers overleveringer der fuldstændig tilsidesætter Jehova Guds ord. I virkeligheden betyder en dåb i et af kristenhedens mange kirkesamfund blot at man underkaster sig det særlige, menneskegjorte ritual som hører dette kirkesamfund til. For eksempel har man i de fleste af kristenhedens sekter læren om „den allerhelligste treenighed“, som er i modstrid med Bibelens lære om at Jehova i al evighed er den højeste og at Sønnen altid er underordnet Faderen og lydig mod ham. Desuden er der læren om menneskesjælens udødelighed, der går imod bibelens lære om den måde hvorpå Jehova Gud skabte menneskene. I dag anerkender de fleste af kristenhedens kirker herskerne i denne tingenes ordning som de højere magter hvem de må underkaste sig. Hvor stik imod den formaning sande kristne har fået om at underkaste sig Jehovas indsatte konge, Kristus Jesus, og nære kærlig respekt for den forenede, rene organisation som Jehova nu bruger hele jorden over til at forkynde den gode nyhed om hans oprettede rige! Både en indvielse og en vanddåb der er antagelig for den sande Gud vil kunne opfylde de betingelser som Jehova har fremsat i sine krav der er nedskrevet i hans ord, Bibelen; enhver villig elev vil med iver rette sig efter disse retfærdige krav.
8. Hvad vil det sige at blive døbt i Faderens navn?
8 Husk ordene: „Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ Eleven, den der undervises, må nødvendigvis kende Faderens stilling. Navnet „Fader“ viser at der er tale om et faderskab, om en forrang. Det hentyder til den sande Gud Jehovas overhøjhed og retmæssige suverænitet og er også et tegn på den fuldstændige og uforlignelige myndighed som Jehova er i besiddelse af. Eleven eller disciplen må forstå og værdsætte hans enestående stilling og magt. Eleven bør også være fuldt ud klar over og anerkende det store stridsspørgsmål som universet nu står ansigt til ansigt med, nemlig spørgsmålet om hvem der er den højeste, og at dette spørgsmål vil blive afgjort på rette måde af Jehova selv med en sejr for ham.
9. Hvad vil det sige at blive døbt i Sønnens navn?
9 At blive døbt i Sønnens navn er en åben tilkendegivelse af at disciplen værdsætter og forstår den myndighed og høje stilling som Jehova har skænket sin søn. Den løskøbende værdi som Sønnen i sin egenskab af genløser har for angrende, ulydige mennesker, må også være kendt af disciplen. Han må respektere Sønnen som Guds salvede, regerende konge over Jehovas nye verden samt anerkende Sønnen som den der er Evighedsfader til en stor skare retsindige mennesker der gennem ham vil modtage liv på jorden.
10. Hvad vil det sige at blive døbt i den hellige ånds navn?
10 Eleven må også vide at den hellige ånd ikke er den tredje person i en „treenighed“, men at den er Jehovas virkekraft. Det er denne kraft der skænker villige mennesker forståelse af Guds vilje og hensigter. Det er den samme kraft der i fortiden inspirerede Guds profeter til at skrive Guds hellige ord. Det er den kraft der ledede de kristne efter Kristi opstandelse fra Pinsedagen og fremefter. Det er den samme kraft, samme guddommelige kraft, der leder Guds teokratiske organisation i verden i dag. Det er ligeledes den kraft der fortsat støtter og driver Guds tjenere nu i tiden til handling, og den kraft som de villigt underkaster sig.
11. (a) Hvornår vil dåb være ugyldig? (b) Hvorfor var efesernes første dåb ugyldig?
11 En hvilken som helst anden dåb end den rigtige, udført af et menneske der selv er indviet til Gud, ville være ugyldig. Den vil også være ugyldig hvis den der underkaster sig dåben ikke har den rette forståelse på det tidspunkt han indvier sig. Dette fremgår af det tilfælde apostelen Paulus kom ud for da han drog til Efesus og her fandt nogle disciple. Han spurgte dem: „Modtog I hellig ånd da I blev troende?“ „De sagde til ham: ’Hvad, vi har aldrig hørt at der er en hellig ånd.’ Og han sagde: ’Med hvad blev I da døbt?’ De sagde: ’Med Johannes’ dåb.’ Paulus sagde: ’Johannes døbte med dåben for dem der angrede, idet han sagde til folk at de skulle tro på den der kom efter ham, det vil sige, på Jesus.’ Da de hørte dette blev de døbt i Herren Jesu navn. Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom den hellige ånd over dem, og de begyndte . . . at profetere.“ Dette viser at ikke engang Johannes’ dåb medførte at den døbte fik den hellige ånd, hvilket understreger hvor vigtigt og nødvendigt det er at blive døbt i dens navn som skulle komme efter Johannes, det vil sige i Jesu navn. Det er et eksempel på at de der blev døbt med Johannes’ dåb efter Pinsedagen år 33 nødvendigvis måtte døbes igen for at modtage den hellige ånd. — Ap. G. 19:1-7, NW.
Johannes’ dåb
12. (a) Hvad var formålet med Johannes’ dåb? Og med Loven? (b) Hvordan kunne Johannes’ dåb forberede israelitterne?
12 En og anden vil måske nu spørge: Skulle dåben ikke rense for synd? Johannes’ dåb var ikke en renselse af synder, men blev udført som tegn på at man angrede synder der var begået mod den gamle pagt, Lovpagten. I Markus 1:4, 5 (NW) læser vi: „Johannes Døber fremstod i ørkenen og prædikede dåb for dem der angrede til syndernes forladelse. . . . og de blev døbt af ham i Jordanfloden idet de offentligt bekendte deres synder.“ Jøderne havde været et pagtsfolk, og de var skyldige i at have begået synder mod pagten. Johannes’ dåb gav dem lejlighed til at angre og indrømme at de havde brudt deres pagtsforhold til Jehova, og derefter kunne de følge den vej der ville føre dem til Messias. Ellers kunne de ikke anerkende Messias. I virkeligheden var det formålet med Loven, som Paulus forklarer: „Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, kun gyldig indtil det ’afkom’, hvem forjættelsen gjaldt, kom, og formidlet ved engle, ved en mellemmands hånd. Er da loven i strid med Guds forjættelser? Nej, langtfra! Ja, var der givet en lov, som mægtede at levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig fås ved loven. Men skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror. Men førend troen kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede, indtil den tro kom, som engang skulle åbenbares, så at loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.“ (Gal. 3:19, 21-25) Dersom jøderne havde nogen ærbødighed for Loven og nogen forståelse af den måtte de indrømme at de var syndere og lovovertrædere. Synd mod pagten krævede at blod måtte udgydes: „Det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ Det er tydeligt at Johannes’ dåb ikke tilvejebragte en sådan renselse. Dog fandt Johannes’ dåb sted for at give jøderne lejlighed til at vise at de var lærvillige og ydmyge over for Loven, og på denne måde blev de forberedt til at anerkende Messias. Loven blev givet israelitterne for at de kunne ledes henimod at antage Jesus som genløseren, for tilgivelse af synder kunne ikke ske på nogen anden måde. — Hebr. 9:22.
Jesu dåb
13. (a) Hvorfor udvirkede Jesu dåb ikke tilgivelse af synder? (b) Hvad udvirkede og betød Jesu dåb?
13 Det er rigtigt at Jesus gav sig selv som en løsesum der skulle udvirke tilgivelse af synder, men husk på at hans dåb ikke udvirkede tilgivelse af synder, for han syndede ikke. Peter sagde om ham: „Han, som ikke gjorde synd.“ (1 Pet. 2:22) Jesus var uberørt af det onde, ubesmittet og helt skilt ud fra syndere. Hvorfor blev han da døbt? Ja, Johannes spurgte også: ’Hvorfor kommer du til mig?’ Hvortil Jesus svarede: „Lad det ske denne gang.“ Nej, Jesu dåb havde ikke til formål at bortvaske synd, og han satte ikke dåben som et eksempel til efterfølgelse for kristne hvorved de kunne opnå tilgivelse for synd. Hans dåb markerede en fuldstændig og absolut indvielse. Moseloven kunne ikke skænke liv. Derfor kom Jesus for at opfylde Loven så at mennesker kunne få liv igen, for det var den løsesum han erlagde der kunne danne grundvolden for den nye pagt, som Gud ville indgå med kristne. Jesus tilkendegav på en yderst virkningsfuld måde at han døde fra sit tidligere liv da han blev begravet under vandet, og at han, da han blev rejst op af vandet, var kommet til live igen for at gøre Jehovas vilje. — Matt. 3:14, 15, NW.
14. (a) Hvornår er en Kristi efterfølger rede til at blive døbt? (b) Hvorfor bør man ikke tøve med at lade sig døbe når man først har indviet sig?
14 Det samme gælder kristne der underkaster sig en lignende dåb. Når en elev, en discipel, har indviet sig til for eftertiden at gøre Jehovas vilje er han følgelig rede til at blive døbt. Naturligvis skal det være en helhjertet beslutning, uden forbehold. Det betyder at dåben er en meget alvorspræget begivenhed, men visselig ikke bedrøvelig. Man bør tænke dybt og grundigt over sagen. Man kan ikke lade sig døbe blot fordi andre gør det. Sagens alvor fremgår af Prædikeren 5:3, 4, som siger at når man giver Gud et løfte må man ikke tøve med at holde det. Den der forstår betydningen af at holde et løfte man har aflagt ind for Gud kan måske også sige: ’Måske skulle jeg lade være denne gang. Det kan være det ikke vil gå sådan som jeg tror, og skulle det ske at jeg ikke opfylder mit indvielsesløfte vil det betyde døden for mig.’ Det er rigtigt. Upålidelige mennesker „fortjener døden“. (Rom. 1:32) Man bør imidlertid heller ikke være blind for at undladelse af at foretage en indvielse også vil betyde døden for den der har lejlighed til at kende sandheden og få kundskab om hvad det betyder at indvi sit liv til Jehova og så ikke gør det. Når et menneske er nået så vidt har det kundskab og må stå til ansvar for den forståelse det har.
15, 16. (a) Hvad bør der ske i ens livsførelse før man indvier sig? (b) Under hvilke forhold vil dåb være ugyldig? (c) Under hvilke forhold vil det være ret at lade sig døbe anden gang?
15 En forandring i livsførelse må tydeligvis gå forud for dåben. Den der ønsker at lade sig døbe må lægge sit liv om dersom han har levet umoralsk eller har taget del i noget der er urent ifølge Guds målestok. I tilfælde af at et menneske er blevet døbt men ikke har ændret livsførelse og stadig lever umoralsk eller på anden måde krænker Guds lov, kan dåben ikke fuldbyrde dette menneskes indvielse til at gøre Jehovas vilje. En sådan foregiven indvielse antager Jehova ikke. Et urent offer er ikke antageligt for den almægtige Gud, og vi skal bringe os selv som et offer for at gøre Guds rene vilje.
16 Dersom et menneske befinder sig i en sådan situation vil det være nødvendigt at det ændrer sin livsførelse, foretager en sand indvielse og derefter lader sig døbe igen. Selv om en sådan uren er blevet døbt, vil hans indvielse ikke have været antagelig for Gud. Når han har ændret livsførelse bør han lade sig døbe igen, thi først da vil hans indvielse være antagelig for Gud, og vanddåben være gyldig.
17. (a) Hvad markeres ved et menneskes indvielse og dåb? (b) Hvor vigtig er datoen for ens dåb?
17 Det er ikke blot den ceremonielle eller symbolske dåb i vand der giver liv. Det er snarere det der følger bagefter, i trofast tjeneste for Gud. Dåben i vand markerer kun begyndelsen til noget der må fortsætte hele livet igennem. I virkeligheden får denne indvielse aldrig ende. Den må være evig og den må foretages med denne vedvaren, denne uophørlighed, i tanke. Man kan aldrig slippe uden om det ansvar der lægges på én af den almægtige Gud når man indvier sig og lader sig døbe. Det er ikke noget man kan omgås ligegyldigt eller skødesløst, og man må ikke være upålidelig i opfyldelsen af de krav der følger med. Fra den dag man indvier sig er man slået ind på den vej hvor forkyndelsen må betragtes som ens kald. Uden tvivl har man deltaget i vidnearbejde før, men man har ikke stået i noget indviet forhold til Jehova før efter sin indvielse, der blev efterfulgt af dåben så hurtigt som muligt. I denne forstand kan det siges at ens dåbsdag er den dag da ens fødsel til nyt liv symboliseres. Det er en offentlig tilkendegivelse af at man begynder at føre et nyt liv, sammen med andre indviede tjenere for Gud i hans nye verdens samfund, nu og i al evighed. Indvielse og dåb markerer det tidspunkt da man bliver som død for den gamle verden og levende for den nye verden uden at bøje af herfra. I virkeligheden betyder det den kristnes levendegørelse som en indviet tjener for Jehova og som efterfølger af Jesus Kristus. Dåben tjener derfor både som en offentlig tilkendegivelse af ens indvielse og som ordinationsceremoni. Denne betydningsfulde dag i ens liv, dåbsdagen, bør man huske. Man bør give meddelelse om datoen for ens dåb til menighedstjeneren, ligesom man selv bør skrive den ned. Det er datoen for ens ordination gennem Jehovas synlige organisation.
18, 19. (a) I hvor ung en alder kan man lade sig døbe? (b) Er der en aldersgrænse for den der ønsker at lade sig døbe?
18 Ofte opstår spørgsmålet: Hvor gammel bør man være når man lader sig døbe? Alderen er ikke det afgørende. Hvis en dreng eller pige har fået undervisning i Guds sandheder så de er kendt med Jehovas hensigter og krav, elsker ham og ønsker at tjene ham og indvier sig til ham så er de rede til at blive døbt uanset deres alder, uanset om de kun er tretten eller fjorten år gamle eller er noget ældre. Den rette indstilling fremgår af Jesu ord: „Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!“ „Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.“ — Joh. 14:15; 15:10.
19 På den anden side kan en der er højt oppe i årene tænke at han eller hun er for gammel til at indvi sig og lade sig døbe. Også her er alderen uden betydning. Hvis den aldrende er fast besluttet på at gøre som Gud befaler, ifølge Jesu ord, og ønsker at tjene Jehova og ønsker evigt liv, da er også han eller hun rede til at blive døbt som symbol på sin indvielse, og bør ikke udsætte det.
20. Hvad fører til sand og varig lykke?
20 Den der elsker livet ønsker det i fuldeste mål, sådan som kun Jehova kan skænke det med alle de velsignelser der følger med. Det er denne kærlighed og uselviske hengivenhed der får en til villigt at melde sig til for bestandig at tjene Gud, med evigt liv i lykke i udsigt.
Lejligheder til dåb
21. Ved hvilke lejligheder kan man blive døbt?
21 Som regel er der lejlighed til at blive døbt ved Jehovas vidners store konventer og ved deres zonestævner, der holdes to gange om året. Hvis det af en eller anden grund ikke skulle være muligt for en at blive døbt ved et af disse regelmæssigt afholdte stævner, eller man er svagelig, kan der aftales et andet tidspunkt. Uanset tid eller sted bør det være en indviet tjener for Jehova der forretter dåben.
22, 23. (a) Hvilke vigtige spørgsmål bør stilles til dåbskandidaterne? (b) Hvilket svar viser at kandidaten er rede til at blive døbt?
22 Det er af betydning at man med munden offentligt bekender sin tro. To spørgsmål stilles derfor dåbskandidaterne: 1) Har du erkendt over for Jehova Gud at du er en synder der har frelse behov, og har du erkendt over for ham at denne frelse udgår fra ham, Faderen, gennem hans søn, Jesus Kristus? 2) Har du på grundlag af denne tro på Gud og på hans frelsesforanstaltning indviet dig uforbeholdent til Gud for at gøre hans vilje fra nu af, sådan som han åbenbarer den for dig gennem Jesus Kristus og gennem Bibelen ved den hellige ånds oplysende kraft?
23 Enhver der kan svare „ja“ på disse spørgsmål kan lade sig døbe og bør ikke tøve med at tage dette skridt.