hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ (Matt. 18:17) Ja, som et sidste forsøg på at omvende synderen fra hans vej, skulle man forelægge sagen for menighedens åndeligt erfarne ældste. De kunne sætte sig ind i sagen og høre vidnernes udsagn. Og de ville være i stand til at retlede overtræderen med Guds ord. Og hvis han stadig nægtede at ændre sind, ville de på menighedens vegne tugte ham, idet de ville beskytte menigheden mod hans farlige påvirkning ved at udstøde ham.

Ikke umenneskelige over for andre

13, 14. Hvordan kan vi være sikre på at Jesus ikke gik ind for at man skulle optræde umenneskeligt over for andre?

¹³ For at kunne afgøre hvordan vi skal optræde over for et sådant menneske, må vi forstå hvad der ligger i Jesu ord: „Lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ I senere århundreder gav nogle jødiske rabbinere udtryk for en yderliggående holdning. De hævdede blandt andet at en jøde ikke kunne hjælpe en hedning selv om vedkommende var i dødsfare. Det var ikke kun over for hedninger man optrådte så hjerteløst. I Jesu lignelse om hvem der var et menneskes næste, undlod både en levit og en præst at hjælpe en nødstedt jøde, en landsmand, hvorimod en samaritaner der kom forbi, hjalp den nødstedte. — Luk. 10:29-37.

¹⁴ I Mattæus 18:17 kan Jesus imidlertid ikke have ment at hans disciple skulle undlade at vise almindelig menneskekærlighed, ved for eksempel at nægte at yde hjælp i et ulykkestilfælde eller i en svær nødsituation. Jesus viste selv en sådan kærlighed mod visse hedninger. Han gjorde det for eksempel over for en syrisk-fønikisk kvinde. Han gjorde opmærksom på at det var en usædvanlig situation fordi hun var hedning og han kun var sendt til jøderne, hvilket både hun og disciplene forstod, men alligevel helbredte han hendes datter. (Matt. 15:21-28; Mark. 7:24-30) Jesus viste en lignende menneskekærlighed da en romersk officer indtrængende anmodede ham om at helbrede en træl der var lam og havde stærke smerter. Officeren gjorde opmærksom på at han ikke forventede at Jesus, en jødisk lærer, skulle træde ind i hans hjem. „Nogle af jødernes ældste“ bønfaldt imidlertid Jesus om at vise denne hedning barmhjertighed idet han ’fortjente det’, og Jesus gjorde det. (Luk. 7:1-10; Matt. 8:5-13) Med det Jesus sagde om at synderen skulle være „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“, kan han derfor ikke have ment at man ikke måtte udføre barmhjertighedsgerninger over for vedkommende. Hvad mente han så?

„Som en skatteopkræver“

15. Hvordan betragtede og behandlede jøderne skatteopkrævere?

¹⁵ Lad os først se hvordan jøderne betragtede og behandlede skatteopkrævere.

„Tolderne [skatteopkræverne] i Det nye Testamente blev betragtet som forrædere og frafaldne; besmittede som følge af deres hyppige samkvem med hedningerne; undertrykkerens villige redskaber. De blev sat i bås med syndere . . . med skøger . . . med hedninger. . . . Overladt til sig selv, idet pæne mennesker holdt sig på afstand af dem, fandt de deres eneste venner blandt dem der, ligesom de selv, var udskud af menneskeslægten.“ — M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind VIII, s. 769.

Ja, Jesu tilhørere vidste udmærket at jøderne i almindelighed afskyede skatteopkrævere. Det var kun nødtvungent at de havde endog minimal forretningsmæssig kontakt med dem, nemlig for at betale den skat som loven krævede.

16, 17. Hvordan optrådte Jesus over for nogle skatteopkrævere?

¹⁶ ’Jamen, kom Jesus da ikke sammen med skatteopkrævere?’ vil nogle måske spørge. Lad os undersøge de nærmere omstændigheder.

¹⁷ I sin egenskab af „Guds lam som tager verdens synd bort“ var Jesus et lys for alle mennesker, skønt han under sin jordiske tjeneste samlede sin opmærksomhed om jøderne. (Joh. 1:29; 8:12; Es. 42:1, 6, 7; Matt. 10:5, 6; 15:24) Han var som en læge der kom for at hjælpe de jøder der trængte mest til ham, deriblandt syndere som skøger, drankere og skatteopkrævere, der ofte var uærlige i deres embedsførelse. En af dem der tog imod det nye frelsesbudskab som Jesus kom med, var en foragtet skatteopkræver ved navn Mattæus Levi. Han indbød Jesus til et stort selskab i sit hus, så han selv og andre interesserede skatteopkrævere kunne høre mere om de vidunderlige nye sandheder. (Luk. 5:27-32; 19:1-10) Det var mænd der havde ’syndet i deres uvidenhed’ men som var rede til at tage skridt til at få deres synder „slettet ud“. — Apg. 3:19; Hebr. 9:7.

18. Hvorfor kan Jesu optræden over for visse skatteopkrævere ikke være et mønster for hvordan man skal opfatte hans ord i Mattæus 18:17?

¹⁸ Jesu bestræbelser på at aflægge et vidnesbyrd for skatteopkrævere der ’kom til ham for at høre ham’ og som ’fulgte ham’, var imidlertid ikke et mønster for hvordan ubodfærdige syndere skulle behandles. (Mark. 2:15; Luk. 15:1) Hvordan kan vi være sikre på det? Jo, for selv om Jesus spiste sammen med sådanne skatteopkrævere, befalede apostelen Paulus at de kristne ’end ikke måtte spise sammen med’ en synder der var blevet udstødt af menigheden. (1 Kor. 5:11) Desuden er det klart at Jesus med sin udtalelse mente at hans disciple skulle betragte en ubodfærdig synder sådan som de betragtede datidens skatteopkrævere. Hans ord gengives således i oversættelsen af R. F. Weymouth: „Betragt ham sådan som du betragter en hedning eller en skatteopkræver.“ — Jævnfør New International Version; The New English Bible.

Hvordan hedninger blev betragtet og behandlet

19. Hvordan var forholdet mellem jøder og ikke-jøder ifølge Bibelen?

¹⁹ Apostlene som hørte Jesu ord i Mattæus 18:17 var jøder, og de vidste at deres landsmænd ikke plejede selskabelig omgang med hedninger. Loven skelnede mellem jøder og hedninger, med det formål at holde jøderne adskilt fra de omboende folkeslag. (5 Mos. 7:1-4; 4 Mos. 15:37-41; Ef. 2:11-14) Ved påsken i år 33 ville jøderne ikke gå ind i den romerske landshøvdings palads „for at de ikke skulle blive besmittede“. (Joh. 18:28) Og skellet mellem jøderne og samaritanerne, der dog anerkendte Pentateuken, var så stort at en kvinde ved en brønd i Samaria udtrykte stor overraskelse over at Jesus, ’som var jøde’, ville bede hende om vand at drikke. — Joh. 4:9.

20. Hvad kan vi lære om jødernes forhold til hedningerne ved at betragte Peters erfaring med Kornelius?

²⁰ Da Gud i år 36 havde til hensigt at vise at uomskårne hedninger nu kunne blive arvinger til Riget, førte han apostelen Peter til den romerske officer Kornelius’ hjem, og Peter sagde ved denne lejlighed til Kornelius: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning.“ (Apg. 10:28) Peters bemærkning viser hvor dybt det lå i jødernes bevidsthed at der ikke måtte være nogen som helst fraterniseren med folk fra nationerne. Da det blev kendt at Peter havde besøgt Kornelius, gjorde nogle jødekristne tilmed stærke indvendinger imod at Peter „var gået ind til uomskårne mænd og havde spist sammen med dem“. Ja, i jødernes øjne var det meget anstødeligt at være sammen med og spise sammen med „en fra nationerne“. — Apg. 11:1-3; jævnfør Galaterbrevet 2:12.

21. Hvordan forstår vi altså det Jesus sagde om at en ubodfærdig synder skulle betragtes „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“?

²¹ Bibelen hjælper os således til at forstå Jesu vejledning om at man skulle behandle en ubodfærdig synder som nægtede at lytte til menigheden, „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“. At følge denne vejledning i dag vil afgjort ikke sige at man blot skal betragte overtræderen som et almindeligt menneske i samfundet, for det var ikke sådan Jesu disciple opfattede det han sagde. Det vil vi bedre forstå når vi i det følgende undersøger den vejledning der gives andre steder i De kristne græske Skrifter. Denne vejledning vil hjælpe os til at optræde korrekt over for mennesker som er blevet udstødt af den kristne menighed.

Hvordan udstødelse må betragtes

„[Jehova], . . . hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret.“ — Sl. 15:1, 2.

1, 2. Hvordan ved vi at Gud forventer at de der tilbeder ham, lever op til hans normer?

JEHOVA er retfærdig og hellig. Selv om han er barmhjertig og forstående over for ufuldkomne mennesker, forventer han dog at de der tilbeder ham afspejler hans hellighed ved at søge at leve op til hans retfærdige normer? — Sl. 103:8-14; 4 Mos. 15:40.

² En israelit der forsætligt overtrådte Guds bud — for eksempel mod frafald, ægteskabsbrud eller mord — skulle udryddes. (4 Mos. 15:30, 31; 35:31; 5 Mos. 13:1-5; 3 Mos. 20:10) Det var godt for alle israelitter at Guds rimelige og retfærdige normer blev håndhævet med denne fasthed, for det var med til at bevare menigheden ren og det tjente til at afskrække