Spørgsmål fra læserne

● Betyder Paulus’ ord i Første Korinterbrev 6:1-7 at en kristen under ingen omstændigheder må lægge sag an mod en trosfælle? — U.S.A.

Apostelen Paulus’ inspirerede formaning lyder: „Hvor kan dog nogen af jer, når han har sag mod en anden, få sig til at lade den pådømme hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden? og når verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle? endsige da i timelige ting! Når I nu har retssager om timelige ting, sætter I så dem til dommere, der ikke er regnet for noget i menigheden? Til skam for jer siger jeg det. Er der da virkelig iblandt jer ingen, der er viis nok til at dømme sine brødre imellem? Men broder fører sag mod broder, og det for vantro! I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab?“ — 1 Kor. 6:1-7.

Paulus påpeger her over for de kristne i Korint hvor inkonsekvent det er at lade stridigheder mellem kristne afgøre af verdslige domstole. Dommerne ville være mænd som ikke lod sig lede af Guds lovs høje principper og hvis samvittighed ikke var opdraget ved studium af Guds ord. Da mange af den tids dommere var korrupte og tog imod bestikkelse, havde de kristne kun ringe grund til at tro at deres domme ville være retfærdige. Paulus hentydede til disse dommere som „de uretfærdige“. Hvis kristne lod deres stridigheder afgøre af sådanne mænd, ville de ’sætte dem til dommere’ som ikke var regnet for noget i menigheden fordi de manglede integritet.

Hvis de lod deres sager pådømme af vantro ville dette desuden være det samme som at sige at ingen i menigheden havde visdom til at dømme i „timelige ting“ blandt de kristne. Dette stemte absolut ikke med at kristne som var salvet af ånden til at skulle være Herren Jesu Kristi medregenter i himmelen, engang skulle dømme ikke blot mennesker men også engle. Når de slæbte medtroende for hedenske dommere, ville det også være til vanære for Guds navn. Udenforstående ville blive foranlediget til at tro at kristne ikke var anderledes end andre mennesker med hensyn til at bilægge deres stridigheder, og dette ville skade den sande tilbedelses interesser. Det ville være langt bedre om den enkelte bar et personligt tab fremfor at skade hele menigheden ved at bringe sådanne stridigheder til offentlighedens kundskab.

Kan indviede kristne i dag, i betragtning af det foregående, lade deres sager afgøre af verdslige domstole såfremt det ville skade den sande tilbedelses interesser eller stille den i et dårligt lys i udenforståendes øjne? Nej. Nu er sande kristne naturligvis som alle andre mennesker ufuldkomne. De gør fejl, og der kan opstå problemer i forbindelse med forretningssager og lignende. Men uoverensstemmelser af denne art bør afgøres inden for menigheden, for Guds ord giver de nødvendige retningslinjer, og der findes mænd i menigheden som har en velfunderet bibelkundskab.

Hvis en kristen imidlertid nægter at rette en alvorlig fejl han har begået, når den forelægges ham af de ældste i menigheden i deres egenskab af dommere, skal vedkommende udstødes. Dette er i overensstemmelse med Jesu ord: „Er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.“ (Matt. 18:17) En der for eksempel har bedraget en kristen broder i pengesager eller som har undladt i materiel henseende at sørge for sin hustru og sine børn, vil således blive sat uden for menigheden hvis han ikke angrer. — 1 Tim. 5:8.

Den forurettede part kan derefter afgøre om han vil lægge sag an mod den skyldige for at tvinge vedkommende, som nu er udstødt, til at bringe sagen i orden. Her må den forurettede part naturligvis tage i betragtning om det er ulejligheden og omkostningerne værd, samt om det stadig kunne skade menighedens omdømme at bringe et af dens tidligere medlemmers handlinger til offentlighedens kundskab. Hvis den forurettede i sin samvittighed føler at det ikke vil vanære Guds navn og at det er absolut påkrævet at lægge sag an, går han ikke nødvendigvis imod ånden i Paulus’ vejledning hvis han lægger sag an mod en som ikke længere er medlem af den kristne menighed. Jehova Gud har tilladt at den verdslige øvrighed tjener som hans redskab ved retsforfølgning af lovovertrædere, og i dette tilfælde ville den forurettede benytte sig af en juridisk hjælp efter at have udtømt mulighederne for at få sagen bragt i orden inden for menigheden. — Rom. 13:3, 4.

Der gives også tilfælde hvor kristne føler at de med god samvittighed kan lade en sag afgøre af en domstol. Det kunne for eksempel være nødvendigt for at få en erstatning udbetalt af et forsikringsselskab. I nogle lande kræver loven at visse sager skal behandles af en domstol, for eksempel at testamenter skal stadfæstes af skifteretten. Men en sådan sag forårsager ikke nogen ugunstig omtale og sætter ikke nogen plet på menighedens omdømme. I sådanne juridiske anliggender som ikke berører menigheden ugunstigt, kan kristne lade sig lede af hvad de mener er bedst under de forhåndenværende omstændigheder.

Men hvis et medlem af den kristne menighed — uden hensyn til hvilken virkning hans handling vil have på menighedens gode navn og rygte — ignorerer den vejledning Guds ord giver i dette spørgsmål, kan man ikke sige at han er en der „ikke er noget at klage på“ som kristen. Man kan ikke sige at han har „godt lov blandt dem, som er udenfor“. (Tit. 1:6; 1 Tim. 3:7) Han vil ikke være et eksempel som andre kan se hen til og følge, og dette vil derfor indvirke på de privilegier han måtte have i menigheden.