Kapitel 4

Konger i tusind år uden efterfølgere

 1. Siden hvis tid har der eksisteret utilfredsstillende, menneskeskabte riger?

MENNESKESKABTE riger har ikke kunnet dække menneskenes behov. Allerede i det toogtyvende århundrede før vor tidsregning, altså for mere end 4150 år siden, opstod de første menneskeskabte riger. Den første jordiske konge man har optegnelser om er Nimrod, en oldesøn af Noa, arkens bygmester. Ifølge beretningen i Første Mosebog 10:8-12 ser det ud til at Nimrod gjorde sig selv til konge.

 2. (a) Hvordan så Noa på det at være konge? (b) Hvilken slags regering foretrækker de fleste mennesker i dag?

² Noa levede endnu da Nimrods rige blev oprettet, men det var ikke ham der gjorde Nimrod til konge af Babel eller Babylon. Noa gjorde ikke engang sig selv til konge, men fortsatte med blot at være det patriarkalske overhoved for den voksende menneskeslægt. (1 Mosebog 9:28, 29; 10:32 til 11:9) I dag er de fleste folkeslag blevet trætte af at have konger som sidder inde med magten og giver den videre i kraft af en arvefølge inden for samme slægt. De fleste foretrækker tydeligvis folkestyre, demokratiske republikker med folkevalgte ledere. I sådanne demokratiske lande bliver folk hurtigt trætte af deres regering, hvis medlemmer hovedsagelig kommer fra det samme politiske parti, og de søger en forandring ved at indvælge kandidater fra et andet parti.

 3. Hvem er blevet træt af menneskeskabte riger, og hvad lod han erklære dér hvor det første menneskeskabte rige opstod?

³ Menneskene er ikke de eneste der er blevet trætte af de menneskeskabte kongedømmer med deres herskerslægter. Gud er også træt af dem. Ja, Gud er i virkeligheden træt af alle de menneskeskabte regeringer der findes på jorden i dag.a Uanset om mennesker har fået nok af dem, har han. Det er i virkeligheden på hans ejendom (jorden) at disse menneskeskabte regeringer har udøvet deres dårlige, utilfredsstillende, utilstrækkelige styre. Af den grund har han, netop dér hvor den første jordiske konge kom til magten, nemlig i Babylon, ladet erklære at han til sin egen fastsatte tid vil tilintetgøre alle disse menneskeskabte regeringer for at bane vej for sin søns, Jesu Kristi, tusindårige herredømme. Ved sin profet Daniel sagde han til Nebukadnezar, Babylons konge: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:44.

 4, 5. (a) Hvilke herskere over menneskeheden er genstand for Guds kærlighed? (b) Når disse herskere elsker Gud, hvem vil de så også elske, følge apostelen Johannes?

⁴ Ifølge denne sin hensigt elsker himmelens Gud ikke disse konger og de øvrige politiske herskere på jorden. De elsker heller ikke ham, selv om mange af dem måske er konger og politiske herskere i det der kaldes kristenheden. Hvis de virkelig elskede ham ville de gøre det som hans søn, Jesus Kristus, sagde til sine disciple: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed,“ og de ville ikke beklæde politiske embeder i en menneskeskabt regering i dag. (Mattæus 6:33) Det er meget vigtigt for menneskeheden at den har en konge som himmelens Gud elsker. I menneskehedens interesse må en sådan konges medregenter også være personer som Gud elsker. Gud vil netop lade dem beklæde deres embede fordi han elsker dem. Ja, det er derfor han indsætter dem i dette embede. De på deres side elsker den eneste levende og sande Gud, og vil fortsat gøre det. Det indebærer at de også vil elske menneskene på jorden. Apostelen Johannes skrev om dette:

⁵ „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ — 1 Johannes 4:20, 21.

 6. Hvordan har det berørt menneskeheden at de politiske herskere våger over deres grænser og deres suverænitet?

⁶ Jordiske konger og andre politiske herskere har våget meget skinsygt over deres landegrænser, der har rejst skranker mellem de forskellige nationer og folkeslag. Hver politisk hersker søger at bevare magten inden for sit eget område, og han forventer at indbyggerne i dette område er loyale mod ham. Under den nuværende tingenes ordning er jorden blevet delt op i mange lande og stater der hver især gør krav på national suverænitet, og dette har ikke tjent til at forene menneskeheden. Mange nationer rivaliserer med hinanden. Dette rejser et interessant spørgsmål.

 7. Hvad er Guds hensigt vedrørende det himmelske herredømme over jorden, og hvordan fremgår dette af Åbenbaringen 14:1-5?

⁷ Det er ikke Guds hensigt at Jesus Kristus skal være enehersker i de tusind år. Guds elskede søn skal ikke stå som den eneste konge på det himmelske Zions bjerg, regeringssædet. Apostelen Johannes fortæller: „Jeg så, og se! Lammet stod på Zions bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. . . . Og de synger ligesom en ny sang foran tronen og foran de fire levende skabninger og de ældste; og ingen var i stand til at lære den sang uden de hundrede og fireogfyrre tusind, som er blevet købt fra jorden. . . . Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen. Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet, og i deres mund er der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ — Åbenbaringen 14:1-5.

 8. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til sprog og territorier i forbindelse med de 144.000 rigsarvingers myndighed?

⁸ Jorden får altså 144.001 kongelige herskere. Vil det sige at jorden skal deles op i 144.000 områder, ét til hver af de 144.000 herskere, og at indbyggerne i hvert område skal være ansvarlige over for deres bestemte hersker, der regerer som konge under overkongen Jesus Kristus? Vil en sådan opdeling af jordens indbyggere ikke medføre grænser, uanset om de markeres synligt eller ej, og vil dette ikke sætte et vist skel mellem dem der bor på hver side af grænserne? Og skal der så sættes en tidligere kinesisktalende rigsarving over et område med en kinesisktalende befolkning, en russisktalende rigsarving over en russisktalende befolkning, en engelsktalende rigsarving over en engelsktalende befolkning, og så fremdeles? Vil der stadig være sprogskranker, til hinder for gensidig forståelse?

 9. (a) Hvor kommer de 144.000 rigsarvinger fra, og hvilken befaling fra Jesus er dette i overensstemmelse med? (b) Hvilket spørgsmål stiller vi i forbindelse med de forskellige sprog de taler?

⁹ Det er ganske naturligt at man stiller sådanne spørgsmål. Men hertil må vi sige at Bibelen ikke oplyser hvilke opgaver der gennem overkongen Jesus Kristus vil blive tildelt de enkelte af hans 144.000 medarvinger når de får kongeværdighed. Op gennem de nitten hundrede år der er gået siden den kristne menighed blev grundlagt i år 33, er disse 144.000 Kristi medarvinger blevet udtaget af nationer, folk og stammer der taler mange forskellige sprog. Da den opstandne Jesus Kristus var sammen med sine disciple i Galilæa nogle dage før han vendte tilbage til himmelen, sagde han til dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem.“ (Mattæus 28:19) Skal vi mene at de 144.000 medkonger, i himmelen, i Rigets herlighed, vil være delt op i sproggrupper og behøve tolke for at forstå hinanden? Apostelen Paulus skrev om „menneskers og engles tungemål“. — 1 Korinter 13:1.

10. Hvilket sprog vil de 144.000 få i himmelen, og hvordan vil det gå med de sprog de før talte på jorden?

¹⁰ De 144.000 opstandne, herliggjorte medkonger vil utvivlsomt alle tale det samme himmelske sprog, et sprog som de får samtidig med at de oprejses fra de døde i deres nye åndelige legemer. Det vil ikke sige at deres tidligere, jordiske sprog vil blive udslettet af deres hukommelse. Nej, for det vil være ved hjælp af det sprog de tidligere talte som mennesker de vil bevare deres identitet og kunne genkende sig selv. Men når de opstår til liv i himmelen vil de tale samme sprog som Herren Jesus Kristus, og han vil tale det sprog som hans himmelske Fader, Jehova Gud, taler.

Én menneskeslægt, ét sprog

11. Hvad vil der i tusindårsriget ske med de sprogskranker der i dag findes på jorden? Hvordan? Hvorfor?

¹¹ Også på jorden vil de sprogskranker der i dag skiller menneskene, blive fjernet under Kristi og hans 144.000 medkongers tusindårige herredømme. Det var Guds oprindelige hensigt at jorden skulle opfyldes i passende omfang med mennesker som talte et fælles sprog, det sprog som deres første jordiske fader, den fuldkomne Adam, talte. I begyndelsen, i Edens have, havde menneskeslægten kun ét sprog. Efter den jordomspændende vandflod på Noas tid gav Gud menneskeheden en ny, retfærdig start med kun ét sprog, det sprog som den retfærdige Noa, Adams efterkommer i tiende led, talte. Menneskene havde dette sprog fælles indtil forsøget på at bygge Babelstårnet.

12. Hvordan vil Gud ophæve den sprogforvirring han skabte ved Babelstårnet?

¹² Da tårnbyggerne forenede deres bestræbelser i en forkert retning, ødelagde den almægtige Gud deres enhed. Hvordan? Ved at forvirre deres sprog og således få dem til at dele sig i sproggrupper og flytte ud til forskellige egne af jorden. (1 Mosebog 11:1-9) I harmoni med sin oprindelige hensigt vil Gud føre hele menneskeheden tilbage til ét fælles sprog, det sprog han gav vores første jordiske fader, blot med et langt større ordforråd, muligvis med smukke træk fra nogle af de sprog han udtænkte ved Babelstårnet.

13. Hvem vil således få et midlertidigt sprogproblem, men hvilke goder vil denne ordning medføre?

¹³ For dem der levede før Vandfloden, og ligeledes for de otte der overlevede i arken, vil dette ikke frembyde noget større problem når de bliver oprejst fra de døde til liv på jorden under Guds tusindårsrige. Men for langt de fleste af dem der ellers kommer til at leve til den tid, vil det betyde at de må lære et nyt sprog, det sprog Gud ønsker at hele menneskeslægten skal tale. Med de gode sproglærere som Riget vil benytte, skulle dette ikke blive noget større problem. Og spædbørn som får en opstandelse kan lige fra den tidligste barndom lære at tale det nye sprog. På denne måde vil alle blive i stand til at tale direkte med hinanden, og enhver vil fuldt ud forstå de vendinger og udtryk de øvrige benytter. Hvilken forenende virkning vil dette ikke have på menneskeslægten! Tænk blot, alle vil blive i stand til selv at læse de inspirerede hebraiske skrifter og se hvordan alle deres profetier er gået i opfyldelse og ligeledes at de indeholder en nøjagtig historisk beretning frem til profeten Malakias’ tid!b Da vil de retskafne kunne sige som apostelen Paulus: „Lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner.“ — Romerne 3:4.

14. Hvorfor vil de nuværende skranker mellem mennesker fra forskellige racer, nationer og stammer ikke eksistere for dem der får del i den første opstandelse?

¹⁴ Som det går sprogskrankerne, vil det også gå de skranker der skyldes race, nation og stamme. For de 144.000 rigsarvinger som får del i „den første opstandelse“ vil alle sådanne skranker høre fortiden til. Disse skranker er knyttet til kødet, og de 144.000 opstår ikke i det kødelige legeme de tidligere havde her på jorden, for der står skrevet: „Dette siger jeg [apostelen Paulus], brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden.“ (1 Korinter 15:50) „Selv om vi [de kristne] har kendt Kristus efter kødet, så kender vi ham afgjort ikke sådan mere.“ (2 Korinter 5:16) I „den første opstandelse“ får de 144.000 rigsarvinger „guddommelig natur“, ikke menneskelig natur med alle de skranker der findes i dag fordi der er forskellige racer, nationer og stammer. (2 Peter 1:4) De vil alle være brødre i en særlig himmelsk familie, som børn af Gud: „Når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger.“ (Romerne 8:17) Som følge af deres ’guddommelige natur’ vil der således råde enhed iblandt dem.

15, 16. (a) Hvordan overvinder de 144.000 rigsarvinger jordiske, menneskelige hindringer for at bevare enheden? (b) Hvilken bøn som Jesus henvendte til Gud på deres vegne, efterlever de?

¹⁵ Men allerede mens disse 144.000 rigsarvinger prøves i kødet her på jorden, udgør de en enhed på tværs af de skranker der ellers skiller mennesker af forskellige racer, nationer og stammer. Efter kødet er de „disciple af folk af alle nationerne“. (Mattæus 28:19) Men de er først og fremmest Kristi disciple, og de lader deres tilhørsforhold til en bestemt race, nation eller stamme komme i anden række. Det at de er Kristi døbte disciple forener dem og overvinder enhver kødelig, jordisk hindring. Det er grunden til at de erklærer sig og bevarer sig strengt neutrale i denne verdens racekampe, stammefejder og internationale stridigheder og ikke tager del i politik, hverken på lokalt, nationalt eller internationalt plan. De holder sig nøje til det Jesus Kristus sagde om dem i en bøn til Gud:

¹⁶ „Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig; for de er dine . . . Jeg har givet dem dit ord, men verden har hadet dem, fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden. . . . Og jeg har givet dem den herlighed som du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi er ét. Jeg i samhørighed med dem og du i samhørighed med mig, for at de må blive fuldkommengjort til ét, så at verden kan vide at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig.“ — Johannes 17:9-23.

Mennesker af alle nationer holder fred med hinanden

17. (a) Hvordan har de 144.000 ikke efterlignet jøderne og religionsudøverne i kristenheden? (b) Hvilken bibelsk regel vil de som himmelske konger håndhæve blandt jordens indbyggere?

¹⁷ Det er grunden til at de 144.000 rigsarvinger ikke har løftet våben mod hinanden, sådan som katolikker har kæmpet mod katolikker, græsk-ortodokse mod græsk-ortodokse, protestanter mod protestanter, og kødelige jøder mod kødelige jøder, fordi deres landes regeringer har udkæmpet blodige krige mod hinanden. Disse rigsarvinger er ikke gået ud for at gøre disciple med evangeliet eller Bibelen i den ene hånd og sværdet eller maskingeværet i den anden. Skønt de kommer fra mange forskellige nationer har de fulgt det princip der fremsættes i profetien i Esajas 2:4: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Og når de selv har holdt fast ved denne guddommelige regel i deres liv på jorden, vil de også håndhæve den når de er konger over jorden, og kræve at deres undersåtter på jorden følger det samme fredelige princip.

18. Hvilken anden international gruppe på jorden følger dette bibelske princip, som forudset af apostelen Johannes?

¹⁸ Som en glædelig optakt til dette findes der allerede nu en stor international skare som samarbejder med resten af Rigets arvinger og som netop følger dette fredelige princip. Det er den bemærkelsesværdige skare der ifølge profetien skulle samle sig i den periode af verdenshistorien vi nu oplever, som beskrevet af apostelen Johannes: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet [Jesus Kristus], klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.‘. . . ’Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem.’“ — Åbenbaringen 7:9-15.

19. Hvilket forhold hersker der allerede nu blandt de mennesker Guds nye ordning vil begynde med, og hvilke ord af apostelen Peter vil de følge?

¹⁹ Eftersom Jehova Gud slår sit beskyttende telt op over denne ’store skare’ og fører den sikkert gennem den forestående „store trængsel“, vil de der kommer ind i den nye tingenes ordning som Gud opretter på jorden, udgøre en fredelig international skare. De krigsførende nationer vil da være borte! Det jordiske samfund i Guds nye orden vil begynde med en stor skare hvis medlemmer allerede nu holder fred med hinanden. Af kærlighed til det evige liv vil de fortsat handle i overensstemmelse med de ord apostelen Peter citerede: „Lad den der vil elske liv og se gode dage holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig, og lad ham vende sig fra ondt og gøre godt; lad ham søge fred og jage efter den.“ — 1 Peter 3:10, 11; Salme 34:13-15.

20. (a) Hvilken bibelprofeti vil Kristus opfylde, idet han ikke tillader at denne fred forstyrres? (b) Hvordan vil Kristi herredømme blive som Salomons?

²⁰ Efter „den store trængsels“ uvejr vil freden stråle som en regnbue over hele den rensede jord. Jehovas konge i de tusind år, Lammet Jesus Kristus, vil ikke tillade at freden forstyrres. Han vil fuldt ud opfylde den profeti der blev udtalt om ham for længe siden: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas]c nidkærhed gør det.“ (Esajas 9:6, 7) Lad os huske at Jesus Kristus er „mere end Salomon“. (Mattæus 12:42) I de fyrre år Davids søn Salomon var konge rådede der fred i landet, i overensstemmelse med selve navnet Salomon, der betyder „fredelig“. Jesus Kristus vil imidlertid bevare freden i tusind år.

„Over Davids trone og over hans rige“

21. Fra hvis trone og rige kan Fredsfyrstens herredømme, og hans riges fred, ikke adskilles?

²¹ Hvis vi læser Esajas 9:6, 7 en gang til, lægger vi mærke til at Fredsfyrstens herredømme forbindes med ’Davids trone og hans rige’. Vi kan ikke tage løftet om varig fred ud af sammenhængen og adskille det fra den trone og det rige der tilhørte David, som var konge i Jerusalem fra år 1070 til 1037 f.v.t. Løftet er ikke gjort afhængigt af De forenede Staters præsident eller af De forenede Nationer, den menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed. På hvilket grundlag kan vi sige dette?

22. (a) På hvilket grundlag ville Jehovas nidkærhed opfylde denne profeti? (b) Hvordan var David, religiøst set?

²² Det kan vi fordi hærskarers Jehova på et tidligt tidspunkt i kong Davids regeringstid i Jerusalem sluttede en ubrydelig pagt med ham eller gav ham et sikkert løfte. Hvad var baggrunden for dette? Jo, David var hverken ateist eller agnostiker. Han var en meget religiøs mand, men ikke på samme måde som afgudsdyrkerne eller polyteisterne i den tids ikke-israelitiske nationer. Hvis man læser de mange salmer eller lyriske digte som David skrev og som findes i Salmernes bog, vil man se at han var en helhjertet tilbeder af Jehova, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. I en af sine bedst kendte salmer, Salme 23, skrev han: „[Jehova] er min hyrde, mig skal intet fattes . . . Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i [Jehovas] hus skal jeg bo gennem lange tider.“ (Salme 23:1, 6) Og i Salme 40:9, 10 skrev han: „’At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.’ I en stor forsamling forkyndte jeg retfærd, se, mine læber lukked ikke; [Jehova], du ved det.“

23, 24. (a) Hvad ønskede David at gøre da han havde bragt Guds pagts ark til Jerusalem? (b) Hvad sagde Jehova til David angående dette?

²³ Nogle måneder efter at kong David havde gjort Jerusalem til sin hovedstad, lod han pagtens hellige ark, „Guds ark“, føre op til Jerusalem og lod den anbringe i et telt han havde rejst til den i nærheden af sit kongelige palads. Han følte imidlertid hvor stor forskel der var mellem hans egen prægtige bolig, „et cedertræshus“, og det telt Jehovas pagts ark stod i. Til sidst foreslog han profeten Natan at han ville bygge Jehovas ark et værdigt tempel. (2 Samuel 7:1-3) Men Gud sendte David denne besked:

²⁴ „Du har udgydt meget blod og ført store krige; du må ikke bygge mit navn et hus, thi du har udgydt meget blod på jorden for mit åsyn. Se, en søn skal fødes dig; han skal være en fredens mand, og jeg vil skaffe ham fred for alle hans fjender rundtom; thi hans navn skal være Salomon, og jeg vil give Israel fred og ro i hans dage. Han skal bygge mit navn et hus.“ — 1 Krønikebog 22:8-10.

25. Hvilket hus lovede Jehova at bygge David, som et udtryk for sin værdsættelse?

²⁵ Dette ville ikke sige at Jehova ikke værdsatte Davids kærlige ønske om at bygge et tilbedelseshus til ære for Guds navn. Det gjorde Jehova, og for at vise sin værdsættelse oprettede han en pagt eller udtalte et højtideligt løfte om at bygge David et hus, ikke et bogstaveligt hus men et kongehus i Davids slægt. Profeten Natan overbragte kong David disse ord: „Så kundgør [Jehova] dig nu: Et hus vil [Jehova] bygge dig! . . . Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Samuel 7:11-16.

26. Hvad sagde David taknemmeligt i bøn om Jehovas navn og om Jehovas hensigt vedrørende dette „hus“?

²⁶ I taknemmelighed over denne guddommelige pagt sagde David i bøn: „Så opfyld da, [Jehova], Gud, til evig tid den forjættelse, du udtalte om din tjener og hans hus, og gør, som du sagde! Da skal dit navn blive stort til evig tid, så man siger: Hærskarers [Jehova], Gud over Israel! Og din tjener Davids hus skal stå fast for dit åsyn. Thi du, Hærskarers [Jehova], Israels Gud, har åbenbaret for din tjener: Jeg vil bygge dig et hus! Derfor har din tjener fundet sit hjerte til at bede denne bøn til dig. Derfor, Herre, [Jehova], du er Gud, og dine ord er sandhed! Du har givet din tjener denne forjættelse, så lad det behage dig at velsigne din tjeners hus, at det til evig tid må stå fast for dit åsyn. Thi du, Herre, [Jehova], har talet, og med din velsignelse skal din tjeners hus velsignes evindelig!“ — 2 Samuel 7:25-29.

27. Hvad sagde Jehova ved Esajas, og senere ved Ezekiel til kong Zedekias, for at vise at han stadig holdt fast ved rigspagten med David?

²⁷ Den suveræne Herre Jehova bønhørte David. Det er grunden til at Jehova over tre hundrede år senere, ved sin profet Esajas, erklærede at hans nidkærhed ville grundfæste Fredsfyrstens herredømme „over Davids trone og over hans rige“ og fæstne eller opretholde det „fra nu og til evig tid“. (Esajas 9:6, 7) Over hundrede år senere, da riget med Davids efterkommere på tronen i Jerusalem stod for at skulle tilintetgøres, viste Jehova at han endnu holdt fast ved sin rigspagt med David, idet han erklærede at retten til kongedømmet ikke skulle vige fra Davids hus. Henvendt til Zedekias, den sidste konge på Davids trone i Jerusalem, sagde Jehova ved sin profet Ezekiel: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten [den juridiske ret, NW] til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.

28. (a) Hvornår blev Davids trone omstyrtet, og hvilken myndighed fik Zerubbabel over Juda halvfjerds år senere? (b) Hvad profeterede Zakarias vedrørende Davids hus?

²⁸ Davids trone blev omstyrtet da Jerusalem blev ødelagt i år 607 f.v.t., og de overlevende jøder blev ført i landflygtighed til Babylon. Halvfjerds år senere blev en rest gudfrygtige jøder udfriet fra Babylon og vendte tilbage til Judas land for at bygge et andet tempel der hvor det første havde ligget, det tempel som kong Salomon havde opført i Jerusalem. Zerubbabel, Sjealtiels søn, der var en efterkommer af kong David, blev gjort til statholder over Juda og Jerusalem. Jehova oprejste profeterne Haggaj og Zakarias for at tilskynde Zerubbabel til at sætte gang i arbejdet med at genopbygge templet. Som et udtryk for at han stadig var loyal mod sin rigspagt med David, inspirerede han profeten Zakarias til at sige: „På hin dag skal en kilde vælde frem for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed.“ — Zakarias 13:1.

29. Hvornår fik Jerusalem og Juda en edomitisk konge, og hvilket spørgsmål har nogle måske haft vedrørende rigspagten med David?

²⁹ Der gik nu over fire hundrede år, og landet Palæstina blev underlagt det romerske imperium. Udnævnt af det romerske senat blev en ikke-jøde, en edomit ved navn Herodes den Store, konge over Jerusalem og provinsen Judæa. Havde Jehova Gud nu, efter disse mange hundrede år, glemt alt om den pagt han indgik med David om et evigt rige, om freden der skulle være uden ende? Der var i alt gået over tusind år siden Gud havde oprettet pagten, så var den nu ikke blevet forældet, værdiløs, tilsyneladende sat ud af kraft? Mennesker uden tro har måske haft denne opfattelse. Men hvordan så Gud på det?

Kong Davids evige arving fødes

30, 31. (a) Hvilken slægtslinje fra kong David holdt Jehova øje med? (b) Hvis datter i denne slægtslinje lagde Jehova mærke til, og hvem blev hun forlovet med?

³⁰ Den almægtige Gud som oprettede denne rigspagt, glemmer ikke. Han havde ikke tænkt sig at svigte sit pagtsløfte til David. Han holdt hele tiden øje med de mandlige efterkommere af den trofaste kong David hvem han havde lovet at bygge et kongehus. Han så at der fra David udgik en slægtslinje som ikke gik gennem kong Salomon, men gennem Natan, en anden af Davids sønner. Denne slægtslinje fortsatte gennem tyve andre og nåede så frem til Zerubbabel, der blev statholder i Jerusalem på profeten Zakarias’ tid. Zerubbabel fik en søn ved navn Resa. Efter ham fortsatte slægtslinjen uden afbrydelse gennem seksten led, hvorefter Eli, en søn af Mattat, blev født. (Lukas 3:23-31) Da lagde Gud mærke til, ikke en søn, men en datter af Eli. Hun fødtes i byen Betlehem i den romerske provins Judæa i sidste halvdel af det første århundrede f.v.t. Hun kom til at hedde Maria.

³¹ På et eller andet tidspunkt flyttede Maria nordpå til byen Nazaret i den romerske provins Galilæa. Da hun dér nåede den giftefærdige alder, blev hun forlovet med en tømrer ved navn Josef, Jakobs søn, der også boede i Nazaret.

32. Hvorfor passede det udmærket ind i Guds hensigt at hun skulle giftes med Josef, og hvilket spørgsmål opstod vedrørende Davids arving?

³² Denne forlovelse passede udmærket ind i Guds hensigt. Hvorfor det? Fordi Josef, der ganske vist var en almindelig tømrer i den uanselige by Nazaret, var en efterkommer af kong David, ikke gennem Natan, men gennem Davids efterfølger på tronen, Salomon. Josef kunne altså juridisk gøre fordring på sin kongelige forfader Davids trone. Skulle Josef nu rent biologisk blive fader til kong Davids lovede evige arving?

33, 34. (a) Hvorfor viste Jehova at han var med Maria? (b) Hvilken profeti som Jakob havde fremsat på sit dødsleje, kom et skridt nærmere sin opfyldelse på grund af det der nu skete?

³³ Før brylluppet fandt sted og Josef hjemførte Maria som sin ægteviede hustru skete der noget højst usædvanligt, noget som folk her i det tyvende århundrede, i denne ’hjernealder’, nægter at tro på. Det var nu henimod slutningen af år 3 f.v.t. Det var et tidspunkt som Gud havde afmærket, et tidspunkt han længe havde set frem til. Det der pludselig skete, vidnede om at Gud var med Maria, Elis datter, ikke blot fordi hun var en gudfrygtig jødisk pige, men fordi hun tilhørte Davids kongelige slægt af Judas stamme. Det der fandt sted, var et skridt hen imod opfyldelsen af den inspirerede profeti som patriarken Jakob havde udtalt i forbindelse med sin fjerde søn, Juda. Helt tilbage i år 1711 f.v.t. havde den døende Jakob sagt om Juda:

³⁴ „En løveunge er Juda. . . .ja, som en løvinde, hvo tør vække ham! Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører [eller Silo], kommer, ham skal folkene lyde.“ — 1 Mosebog 49:8-10.

35, 36. (a) Hvilket mirakel havde Gud udvirket for Elisabet, Marias aldrende slægtning? (b) Hvad sagde engelen Gabriel til Maria vedrørende Guds hensigt med Davids trone?

³⁵ Hvordan viste Gud nu at han var med Maria, denne unge jomfru af Judas stamme og af Davids kongelige slægt? Han gjorde noget for Maria som var større end det han havde gjort for en aldrende slægtning til Maria, en kvinde ved navn Elisabet, der var gift med levitpræsten Zakarias. Gud havde mirakuløst genoplivet Zakarias’ og Elisabets forplantningsevne, med det resultat at hun nu var i sjette måned og snart skulle føde en søn der ville blive kaldt Johannes Døber. Hvad gjorde Gud så for den jødiske jomfru Maria, der endnu kun var trolovet med tømreren Josef? Lægen Lukas fortæller:

³⁶ „I hendes sjette måned blev engelen Gabriel udsendt fra Gud til en by i Galilæa ved navn Nazaret, til en jomfru der var lovet bort til ægteskab med en mand ved navn Josef af Davids hus; og jomfruens navn var Maria. Og engelen kom ind til hende og sagde: ’Vær hilset, du højt begunstigede, Jehova er med dig.’ Men hun blev dybt foruroliget over det han sagde og begyndte at spekulere på hvad dette kunne være for en hilsen. Så sagde engelen til hende: ’Vær ikke bange, Maria, for du har fundet yndest hos Gud; og se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.’“ — Lukas 1:26-33.

37. Hvordan forklarede Gabriel Maria at hun skulle føde en søn uden en jordisk faders medvirken?

³⁷ Det betød at Marias kommende ægtemand, Josef, ikke skulle være den virkelige fader til Jesus! Hvad for noget? Skulle hun føde en søn som ikke havde nogen jordisk fader? For at forklare hende hvordan denne mirakuløse jomfrufødsel ville blive mulig, sagde engelen Gabriel videre: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn. Og se! Elisabet, din slægtning, også hun har undfanget en søn, i sin alderdom, og dette er den sjette måned for hende der kaldes ufrugtbar; for intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ — Lukas 1:34-37.

38. Hvad skete der nu med Maria, og hvem ville hendes barn være søn af?

³⁸ Indvilligede Maria i at blive den jordiske moder til ham der skulle være kong Davids evige arving? Lukas 1:38 oplyser: „Da sagde Maria: ’Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.’ Så forlod engelen hende.“ Derefter kom hellig ånd over Maria, og kraft fra den højeste Gud overskyggede hende. Hun blev således gravid på grund af et mirakel, og ikke ved sin kommende ægtemand, Josef. Det betød at Jehova Gud, den Højeste, var Fader til det barn hun nu havde undfanget og som skulle få navnet Jesus. Andre steder viser Bibelen at det var sin elskede, enestefødte søn i himmelen hvis liv Jehova Gud overførte til en ægcelle i Maria så hun blev frugtsommelig. (Johannes 3:16; Filipperne 2:5-11) Der var intet uhelligt ved dette. Derfor skulle det der fødtes „også kaldes helligt, Guds søn“. Alt dette skete til Guds fastsatte tid, som der står skrevet: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov [Moseloven].“ — Galaterne 4:4.

Den evige arving til rigspagten

39. (a) Hvem skulle gøre Marias søn Jesus til konge over Jakobs hus? (b) Hvilken ret arvede Jesus fra Maria?

³⁹ Det engelen Gabriel sagde til Maria viste tydeligt at hendes søn Jesus skulle være kong Davids evige arving: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) Det var ikke jøderne for nitten hundrede år siden og heller ikke de kødelige jøder i dag der skulle give Jesus hans forfader Davids trone. Det var hans himmelske Fader, Jehova Gud, der ville give ham denne trone med det tilhørende herredømme, der i Davids tilfælde kun var „over Jakobs hus“, Israels tolv stammer som patriarken Jakob var stamfader til. Som følge af den jødiske jomfru Marias afstamning kom hendes førstefødte søn til at tilhøre Davids kongelige slægt, og i kraft af hende blev Jesus født med retten til Davids rige. Som bevis på dette blev apostelen Paulus inspireret til at skrive følgende om den gode nyhed fra Gud: „Nyheden om hans søn, som efter kødet er kommet af Davids sæd, men som efter helligheds ånd med kraft er blevet fastslået at være Guds søn ved opstandelse fra de døde — ja, Jesus Kristus vor Herre.“ — Romerne 1:1-4.

40. (a) Hvad følte Josef sig forpligtet over for Gud til at gøre i forbindelse med Marias søn Jesus, og hvad gav han således Jesus? (b) Hvem siger Lukas at Josef er søn af, og hvorfor?

⁴⁰ Da det viste sig at Maria var gravid fik hendes kommende ægtemand en forklaring på hvordan det var gået til, og han fik at vide at han skulle hjemføre Maria som sin hustru. Det gjorde Josef, dér i Nazaret. Han anerkendte at han over for Gud var forpligtet til at adoptere Guds søn med Maria som sin egen førstefødte og derved give Jesus den juridiske ret til Davids trone, idet han, Josef, var en efterkommer af David gennem kong Salomon.d (2 Samuel 7:13-16) Josef gjorde dette ved at lade Jesus omskære på den ottende dag efter hans fødsel og ved at kalde ham Jesus, og ligeledes ved at fremstille barnet Jesus på den fyrretyvende dag efter hans fødsel da han selv og Maria gennemgik de foreskrevne renselsesceremonier i templet i Jerusalem. (Mattæus 1:17-25; Lukas 2:21-24) Det er grunden til at Jesus blev kaldt „Josefs søn“. (Johannes 1:45; 6:42) Det er også grunden til at lægen Lukas siger følgende i Jesu Kristi slægtsregister: „I øvrigt var Jesus selv omkring tredive år gammel da han begyndte sin gerning, og han var, sådan mente man, søn af Josef, søn af Eli.“ (Lukas 3:23) Josef, der i virkeligheden var søn af Jakob, blev kaldt „søn af Eli“ fordi han havde giftet sig med Elis datter Maria og således var Elis svigersøn.

41. Hvor blev „Jesus fra Nazaret“ født i år 2 f.v.t.?

⁴¹ Jesus Kristus blev senere kaldt „Jesus fra Nazaret“ og „Jesus, fra Nazaret i Galilæa“. (Johannes 19:19, DA; Mattæus 21:11) Vil det sige at Jesus blev født i Nazaret? Nej, for før hans fødsel i år 2 f.v.t. blev hans moder Maria og hendes mand Josef — fordi de begge var født i Betlehem i Juda — nødt til at rejse ned til Betlehem for at lade sig indskrive dér ifølge en bestemmelse fra den romerske kejser Augustus. Jesus blev således født i Betlehem, der kaldtes „Davids by“ fordi David, Isajs søn, selv blev født der. — Lukas 2:1-7.

42, 43. Hvilket udsagn har vi, ud over Gabriels, som viser at Marias søn skulle være Guds Messias?

⁴² Vi har mere end engelen Gabriels ord for at denne Jesus, Marias søn, skulle være Messias eller Kristus, den Salvede der for evigt skulle arve Davids trone og rige. Vi har også et udsagn fra en anden himmelsk engel, der viste sig i nærheden af Betlehem den nat Jesus blev født, omkring begyndelsen af oktober år 2 f.v.t. Denne strålende engel viste sig for nogle hyrder som stadig lå ude på markerne med deres hjorde på denne tid af året.

⁴³ Engelen sagde til de forskrækkede hyrder: „I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by. Og dette skal være et tegn for jer: I vil finde et spædbarn der er svøbt i bind og ligger i en krybbe.“ At det ikke var nogen ganske almindelig fødsel, fremgår af det følgende der skete: „Og pludselig var der sammen med engelen en mængde fra den himmelske hær, og de priste Gud og sagde: ’Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.’“ — Lukas 2:8-14.

44. Hvorfor blev barnet Jesus ført ned til Ægypten, og hvordan gik det til at han blev tømrer i Nazaret?

⁴⁴ Satan Djævelen blev klar over at denne søn af Gud, der skulle være „Kristus, Herren“, var blevet født. Idet han vågede skinsygt over sit eget herredømme over denne verden, forsøgte han at få det lille barn dræbt nogen tid efter at det var blevet fremstillet i templet i Jerusalem, og som redskab hertil benyttede han den mistænksomme kong Herodes den Store. Guds engel sagde derfor til Josef at han skulle flygte med moderen og barnet ned til Ægypten og blive dér indtil han fik yderligere besked. Efter kong Herodes’ død sagde Guds engel til Josef at han skulle vende tilbage til sit folk og sit land. Men fordi kong Herodes’ søn Arkelaus herskede over den romerske provins Judæa, og dermed også over Betlehem, slog Josef sig ikke ned i Betlehem men vendte tilbage til Nazaret i provinsen Galilæa. Der voksede Jesus op og blev kaldt nazaræer. Der arbejdede den fremtidige konge som tømrer. — Mattæus 2:1-23; 13:55; Markus 6:1-3.

45. Hvad måtte der ske med Jesus, ligesom med David, for at han virkelig kunne blive Messias eller Kristus? (b) Hvornår og hvorfor gik Jesus ned til Jordanfloden for at blive døbt?

⁴⁵ Før ordet Kristus eller Messias, der betyder „den Salvede“, virkelig kunne gælde Jesus, måtte han imidlertid salves. Hans forfader, hyrden David fra Betlehem, var blevet salvet af Guds profet Samuel mange år før han blev indsat på tronen som Israels konge. (1 Samuel 16:1-13; 2 Samuel 2:1-4; 5:1-3) Det gik på samme måde med Jesus. I hans tredivte år som et fuldkomment menneske begyndte hans slægtning, Johannes Døber, at udføre sin døbergerning og at forkynde Guds rige med ordene: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 3:1, 2) Som følge af denne forkyndelse vidste Jesus at tiden nu var inde til at han helt måtte hellige sig Guds messianske riges interesser. Da han nærmede sig afslutningen på sit tredivte år som menneske forlod han Nazaret og begav sig ned til Johannes, der døbte i Jordanfloden. Hvorfor? Ikke for at blive døbt som et symbol på at han angrede sine synder, for han var syndfri, men for at symbolisere at han fremstillede sig for Jehova Gud for i fuldt omfang at gøre hans vilje i forbindelse med „himlenes rige“, Guds rige. Johannes forstod det ikke. Derfor læser vi:

46. (a) Hvordan gik det til at Jesus ved sin dåb blev Messias eller Kristus? (b) Hvorfor erklærede Gud også at den døbte Jesus var hans søn?

⁴⁶ „Da kom Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Denne prøvede imidlertid at hindre ham idet han sagde: ’Det er mig der trænger til at blive døbt af dig, og så kommer du til mig?’ Jesus sagde som svar til ham: ’Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.’ Så hindrede han ham ikke længere. Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ (Mattæus 3:13-17) Ved at Guds ånd således dalede ned over Jesus efter hans dåb, blev han salvet, ikke af Johannes Døber, men af Gud. På denne måde blev han Messias, Kristus, den Salvede. Det skete i det tidlige efterår i år 29. Ved samme lejlighed erklærede Gud at Jesus var hans søn, idet ånden nu havde avlet ham som hans åndelige søn. (Johannes 1:32-34) Jesus var nu en åndelig Messias eller Kristus, højere end nogen menneskelig messias.

47. Hvilke muligheder for at blive en jordisk, menneskelig messias afslog Jesus, og hvilket arbejde påbegyndte han i overensstemmelse med sin salvelse?

⁴⁷ Forsøgte Jesus Kristus nu at gøre sig selv til jordisk konge over „Jakobs hus“, med sæde i Jerusalem? Nej. Da han blev fristet i ørkenen afviste han Satan Djævelens tilbud om at gøre ham til konge, ikke blot over Jakobs hus, men over alle denne verdens riger. (Mattæus 4:1-11; Lukas 4:1-13) Og senere, efter at han ved et storslået mirakel havde bespist en tusindtallig skare, undgik han denne folkemængdes forsøg på at gøre ham til jordisk konge, idet han trak sig tilbage til et bjerg. (Johannes 6:1-15) Han vidste at hans herredømme skulle komme fra den der havde salvet ham til messiansk konge, Jehova Gud. I forståelse af det forberedende arbejde som hans salvelse med Guds ånd pålagde ham at udføre, begyndte han nu på den fredelige gerning at undervise og forkynde om Guds rige i hele det land der tilhørte „Jakobs hus“, især efter at Johannes Døber var blevet fængslet i år 30.

48. Hvilken profeti fra Esajas læste han op for nazaræerne i synagogen i Nazaret, og hvad bestræbte han sig for i hele resten af sit jordiske liv?

⁴⁸ I synagogen i Nazaret oplæste han profetien i Esajas 61:1, 2, som lyder: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige, han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertrykte bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.“ Med dette som tema for sin prædiken begyndte den døbte Jesus med at sige: „I dag er det skriftord I lige har hørt, blevet opfyldt.“ (Lukas 4:16-21) Hermed lod han sine tidligere bysbørn forstå at han var Jehovas salvede, Messias, Kristus. I hele resten af sit jordiske liv bestræbte han sig for at fuldføre den gerning han var blevet bemyndiget til at udføre da han blev salvet med Jehovas ånd.

49, 50. (a) Rejste Jesus en hær for at genoprette Israels rige? (b) Hvordan forklarede Jesus Pilatus at han var konge uden dog at kæmpe for et rige?

⁴⁹ Følgelig blandede han sig ikke i denne verdens politik og samlede ikke en hær ligesom makkabæerne for at drive romerne ud af landet og genoprette Davids rige i Jerusalem. Hvorfor ikke?

⁵⁰ Han forklarede selv grunden da han stod over for den romerske landshøvding Pontius Pilatus, som han var blevet overgivet til af sine religiøse fjender, der ønskede ham dødsdømt som oprører mod romerriget. Som svar på landshøvdingens spørgsmål: „Er du jødernes konge?“ sagde Jesus til sidst: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ Da sagde Pilatus: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ Jesus svarede, som sandt var: „Du siger selv at jeg er en konge.“ Ja, konge over et rige der ikke var en del af den verden som romerriget udøvede herredømme i som verdensmagt. — Johannes 18:33-37.

51, 52. (a) Hvad pålagde Jesus ’sine tjenere’ at gøre? (b) Sagde Jesus til de tolv apostle og senere til de halvfjerds evangelister at de skulle udføre politisk virksomhed eller forkynde evangeliet? Forklar

⁵¹ Hvem tænkte Jesus på da han brugte udtrykket „mine tjenere“? Han sigtede her til sine ubevæbnede disciple, deriblandt hans tolv apostle eller udsendinge. Han lærte også dem at undgå denne verdens politik og dens voldelige kampe og at koncentrere sig om at forkynde og undervise fredeligt om den gode nyhed om Guds lovede rige.

⁵² Da han ved en lejlighed sendte sine tolv apostle ud sagde han ikke til dem at de skulle organisere en politisk undergrundsbevægelse og ophidse jøderne til at gøre oprør, men han sagde: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’ Kurér syge, oprejs døde, gør spedalske rene, uddriv dæmoner. I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Mattæus 10:1-8) Da Jesus senere udsendte halvfjerds andre evangelister gav han dem lignende instruktioner da han forklarede dem hvad de skulle forkynde: „Og hvor I kommer ind i en by og de tager imod jer, dér skal I spise det de sætter frem for jer, og kurere de syge i den og stadig sige til dem: ’Guds rige er kommet nær til jer,’“ — Lukas 10:1-9.

53, 54. (a) Hvilket forkyndelsesarbejde forudsagde Jesus i sin profeti om sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning? (b) Hvorfor kunne disciplene ikke blande sig i politik når de udførte denne forkyndelse? Forklar nærmere.

⁵³ Den 11. nisan år 33, lige før sin død på påskedagen, udtalte Jesus den bemærkelsesværdige profeti om sin fremtidige nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. I denne profeti undlod han ikke at omtale det særlige arbejde der skulle udføres af hans tjenere, hans disciple, for han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:3-14) Denne forkyndelse af Riget skulle udføres af hans disciple før den fuldstændige afslutning på denne tingenes ordning: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Når de udførte dette fredelige forkyndelsesarbejde blandt alle nationer, kunne de ikke blande sig i politik og tage parti i internationale konflikter.

⁵⁴ Ligesom deres fører, Jesus Kristus, skulle de blot forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. De havde ikke nogen bemyndigelse til selv at oprette dette rige over jorden. Det skulle ikke være et rige med en jordisk regering; det var „ikke herfra“. Det var en himmelsk regering med overjordisk magt over hele menneskeheden. Derfor var det naturligvis kun den højeste Gud i himmelen der kunne oprette denne messianske regering over alle jordens indbyggere.

55. Kan der indvendes noget imod at Jesus bliver menneskehedens hersker, på grundlag af den måde hvorpå han levede op til sin salvelse og opfyldte de profetier der pegede frem til ham?

⁵⁵ Hvem i himmelen eller på jorden kan finde noget at udsætte på Jesus som han levede her på jorden, som Messias, Kristus, der var salvet til at herske som konge over hele menneskeheden i tusind år? Hvem kan med rette indvende noget imod at han bliver konge i de tusind år, med den begrundelse at han ikke er værdig eller kvalificeret dertil? Ingen! Apostelen Peter omtalte Jesu Kristi dadelfri liv på jorden da han sagde følgende til den romerske centurion Kornelius og dennes hedenske venner: „I kender det der har været samtaleemne i hele Judæa, begyndende fra Galilæa efter den dåb som Johannes forkyndte, nemlig, Jesus der var fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen for Gud var med ham. Og vi er vidner om alle de ting han gjorde både i jødernes land og i Jerusalem.“ (Apostelgerninger 10:37-39) Alle vidnesbyrd peger på at Jesus Kristus, mens han var på jorden, udførte hele det hverv han fik overdraget da han blev salvet. Han opfyldte alle de bibelprofetier der pegede frem til ham, endog profetierne om at han skulle dø som martyr.

[Fodnoter]