Vedbliv med at tale med Gud

„Vær udholdende i bønnen!“ — Rom. 12:12.

 1. Hvor stor betydning har det at vi taler med den der står os nær?

ET VENSKAB kan ikke bestå uden at parterne taler sammen. Selvfølgelig behøver venner ikke at tale sammen hele tiden, men de må af og til veksle nogle ord med hinanden. Det samme gælder medlemmerne i en familie. Hvis det gode forhold imellem dem skal bevares er det ganske nødvendigt at de taler med hinanden. Gør de ikke det, kommer de på afstand af hinanden selv om de bor, spiser og sover under samme tag. At tale sammen baner vej for forståelse, tillid og kærlighed. Så ved hver enkelt hvordan de andre tænker og føler, og kender de andres bekymringer, behov og mål. Ved således at tale sammen øges den gensidige forståelse, og alle deler livets omskiftelser i godt og ondt. Som det så rigtigt er blevet sagt: sorger man deler med en anden bliver halvt så store; glæder man deler med en anden bliver dobbelt så store.

 2. Hvilket forhold står vi i til Jehova?

² Eftersom vi har indviet os til Gud tilhører vi ham og er enten adopteret af ham som hans børn eller vi bliver engang hans børnebørn. Jehova Gud og vi har fælles interesser af hvilke den vigtigste er ophøjelsen af Jehovas navn, og den næstvigtigste er vor frelse. Vi er optaget af at ophøje Guds navn, og han er optaget af vor frelse. Men Jehova Gud kan sagtens klare sig uden os, for hvis vi svigter ham vil andre træde i vort sted. Men vi kan ikke klare os uden Gud, såfremt vi da ønsker at leve evigt i lykke. Vi er helt og holdent afhængige af ham og må derfor altid bevare et godt forhold til ham. Han er vor uundværlige Herre, vi hans overflødige tjenere. — Luk. 17:10.

 3, 4. Gennem hvad taler Gud til os, og hvad fortæller han os deri?

³ Jehova Gud selv er ikke en tavs, umeddelsom Fader og Herre i himmelen. Ingenlunde! Han er til enhver tid rede til at tale med os gennem sine seksogtres bøger, af hvilke nogle måske nok ikke fylder mere end én side, men de har alle et vægtigt indhold. Disse bøger gør det muligt for os at forstå hvordan Gud ser på tingene, hvad han tænker på, og hvad vi må gøre hvis vi skal behage ham. Således læser vi at „den Herre [Jehova] gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne“. I samme retning går Jesu udtalelse til sine apostle: „Jer har jeg kaldt venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer.“ — Amos 3:7; Joh. 15:15.

⁴ Gennem sit ord udtrykker Jehova Gud ikke alene sin vilje og sine hensigter men også sin kærlighed til og hengivenhed for os. „Som en moder trøster sin søn, således trøster jeg Eder.“ „Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.“ „Faderen selv elsker jer.“ Selv når hans skabninger bærer sig uforstandigt ad og må tage følgerne, føler Gud sig dybt berørt. På den anden side glæder det Jehovas hjerte når han ser at vi handler forstandigt. Ved således bestandig at lade Gud tale til os gennem sit ord, vil vi blive friere og mere fortrolige med hvad der er hans vilje og hensigt, og kan fryde os over at være genstand for hans kærlighed. — Es. 66:13; Jer. 31:3; Joh. 16:27; Dom. 10:16; Ordsp. 27:11.

 5. Hvor stor værdi har det at vi lærer dele af Guds ord udenad?

⁵ Det vil ikke sige at Gud kun taler til os når vi læser hans ord. Hver gang vi i tankerne gennemgår dele af hans ord lytter vi til Jehovas tale. Det er ikke altid vi har adgang til at læse hans skrevne ord; det kan være at det bliver taget fra os, sådan som det er sket i kommunistiske arbejdslejre. Dette er en uafviselig grund til at vi lærer så meget af Guds ord udenad som overhovedet muligt, for så kan Jehova til enhver tid og i enhver given situation tale til os så meget det skal være! Desuden ønsker vi i vor kristne forkyndelse flittigt at henvise til Guds ord, for kan vi gøre noget bedre end at lade Gud tale til de mennesker vi besøger?

Nødvendigt at tale med Gud

 6. Nævn nogle grunde til at vi bør tale med Gud.

⁶ Det turde være en selvfølge at vi taler med Gud. Tvivler vi på at han er til, at det er fra ham „lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned“? Naturligvis ikke! Så burde vi tage ved lære af den gode skik at et barn ved måltidet beder om lov til at tage af maden og siger „tak“ når det har fået hvad det ønsker. Vi skal ikke tage Guds godhed for givet. Vi må bede ham skænke os hvad vi trænger til og sige tak når vi har modtaget det. — Jak. 1:17.

 7. Hvorfor er det gavnligt at vi udtrykker vore tanker og følelser i ord?

⁷ Dertil kommer at vi under bøn føler værdsættelse, oprigtighed, hengivenhed, taknemmelighed og anger stærkere end ellers, og det er fordi vi skal iklæde vore følelser ord. Hvor let er det ikke for en ung mand at tænke om en ung kvinde: „Jeg elsker dig!“ Og hvor ulige svært er det ikke for ham at få de samme ord over sine læber! Eller hvor tilbøjelige er vi ikke til, hvis vi har fornærmet en broder eller en søster, at udtrykke vor undskyldning ved at optræde mere afdæmpet eller ved at sende en gave, i stedet for i ord at give udtryk for vor undskyldning! Når vi altså henvender os til Gud i bøn og virkelig giver udtryk for hvad der bor i vore hjerter og sind, vil vor taknemmelighed eller anger være mere ægte.

 8. Hvad er det et tegn på hvis vi undlader at tale med Gud?

⁸ I virkeligheden kan man slet ikke sige at vi vandrer med Gud hvis ikke vi taler med ham i bøn. Vor opførsel kan være korrekt og vi kan være travlt optaget i tjenesten, men hvis Gud ikke er så virkelig for os at vi konstant taler med ham, er der noget galt. Det røber at vi har indviet os til et arbejde, til en sag eller en organisation og ikke til en person, til vor kærlige himmelske Fader. Dersom en fader sled i det for at underholde familien men kun talte med den når det var højst nødvendigt, kunne familien meget vel tænke at han sørgede for den af ren og skær pligt og ikke af kærlighed. Og det kan overføres på vort forhold til Gud.

9-11. (a) Hvilke befalinger får vi med hensyn til at bede? (b) Hvorledes kan vi efterkomme dem?

⁹ Derfor får vi befaling til at være „udholdende i bønnen!“ „Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden.“ For at understrege hvor nødvendigt det er at vi ’altid beder og ikke bliver trætte’, fortalte Jesus en lignelse om en enke der stædigt og vedholdende henvendte sig til en dommer for at han kunne skaffe hende ret. — Rom. 12:12; Ef. 6:18; Luk. 18:1-8.

¹⁰ Hvis vi værdsætter bønnens forret vil vi ikke nøjes med at bede til de sædvanlige tidspunkter, men vi vil også gøre det „ind imellem“, når lejlighed byder sig. Og der vil vise sig mange lejligheder hvis vi er „årvågne med hensyn til bønner“. Det er en selvfølge at vi beder når vi står op og når vi går til ro, når vi sætter os til bords og når vi samles til møder eller til tjeneste på arbejdsmarken. Det falder os også naturligt at vende os til Gud ved lejligheder hvor vi i særlig grad behøver visdom og styrke eller ved lejligheder hvor vi modtager særlige velsignelser. Men herforuden bør vi opdyrke en instinktiv trang til at vende os til Gud i bøn, så at vort hjerte virker ligesom en kompasnål, der altid svinger tilbage til at pege mod nord når den kortvarigt er blevet tiltrukket af ydre påvirkninger. Så vil det være blevet en vane for os at bede, og vi har efterkommet opfordringen: „Bed uden ophør.“ — 1 Pet. 4:7, NW; 1 Tess. 5:17.

¹¹ Ikke blot vil vi gang på gang vende vore tanker til Gud, men vi vil også finde glæde ved at tale inderligt og længe med Gud i bøn, akkurat som to venner nyder hinandens selskab og trækker afskedens time ud. Vore bønner vil heller ikke udelukkende bestå af anmodninger og begæringer; vi vil også prise og takke Gud. Apostelen Paulus formaner nemlig: „Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse.“ Så vil vi ikke lade Jehova Gud optræde i rollen som politimand, læge eller sagfører, som vi kun henvender os til når vi er kommet i vanskeligheder. Nej, vi vil betragte ham som vor bedste og nærmeste ven, en ven vi holder af at tale med og at følges med. — Kol. 4:2.

Betingelser

12. Hvem har den forret at bede til Gud, og hvilken betingelse må de først indfri?

¹² En af de almindelige misforståelser i verden er, at hvem som helst kan bede til Gud og vente at blive hørt. Det er ikke rigtigt. Kun de mennesker der på grundlag af nøjagtig kundskab har indviet sig til at gøre Guds vilje har den forret at kunne bede til Gud. Bønnen er forbeholdt dem der efter aftale vandrer med Gud. (Amos 3:3) End ikke disse kan imidlertid vente at blive hørt medmindre de nærmer sig Gud gennem den eneste godkendte kanal og beder i tro. Jesus sagde: „Jeg har udvalgt jer . . . så at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn.“ „Det skal ske jer, som I tror!“ — Joh. 15:16; Matt. 9:29.

13. Hvilken anden betingelse understreger David og Paulus?

¹³ Endnu en betingelse der må opfyldes for at vi kan vende os til Gud i bøn, er at vi må have en god samvittighed. Læg mærke til hvordan David henvender sig til Gud på dette grundlag inden han fremfører sine begæringer vedrørende sit folk og sin søn Salomon: „Jeg ved, min Gud, at du prøver hjerter og har behag i oprigtighed; af oprigtigt hjerte har jeg villigt givet alt dette.“ (Værdien af Davids gave beløb sig til over kr. 975.000.000.)a Også Paulus knytter bønnen sammen med en ren samvittighed: „Bed for os; thi vi er os bevidst, at vi har en god samvittighed, da vi i alle forhold gerne vil færdes på rette vis.“ Ja, kun „retsindiges bøn har [Gud] velbehag i“. — 1 Krøn. 29:17; Hebr. 13:18; Ordsp. 15:8.

14-16. Hvilke egenskaber må vi lægge for dagen hvis Gud skal høre vore bønner?

¹⁴ Når vi taler med Gud har vi behov for at bønfalde ham om barmhjertighed og tilgivelse, hvorfor han med rette kan kræve at vi også er villige til at tilgive. Jesus illustrerede vigtigheden heraf i sin lignelse om kongen der gjorde regnskabet op med sine tjenere, af hvilke han tilgav en der skyldte ham rundt regnet halvfjerds millioner kroner. Denne tjener afslog imidlertid at tilgive en af sine medtjenere, der kun skyldte ham henved et hundrede og tyve kroner. Da kongen hørte dette, kastede han den ubarmhjertige tjener i fængsel og lod ham blive der indtil han havde betalt sin gæld. „Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.“ — Matt. 18:23-35.

¹⁵ Jesus understregede den samme tanke da han sagde: „Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive der ved alteret, og gå så først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!“ Blandt de gaver vi i dag kan bringe er „frugt af læber“. — Matt. 5:23, 24; Hebr. 13:15.

¹⁶ Apostelen Peter berører samme emne når han vejleder ægtemænd om at de skal være hensynsfulde over for deres hustruer som over for et svagere kar. Er de ikke det, vil de hæmmes i deres bønner. Såfremt Gud skal høre og opfylde ægtefællers bønner, må forholdet mellem dem være præget af kærlighed og harmoni, akkurat som det er tilfældet mellem den kristne menigheds medlemmer. — 1 Pet. 3:7.

17. Hvordan skal vi handle for at vore bønner kan blive opfyldt?

¹⁷ En betingelse som vi heller ikke må overse er den at vi skal handle i overensstemmelse med vore bønner. Hvorledes skulle Gud kunne besvare vore bønner hvis vi handler i modstrid med hvad vi beder om? Beder vi om at måtte nå hjem i god behold og tillader os undervejs at overskride hastighedsbegrænsningerne, tage unødige chancer eller sætte os til rattet når vi har nydt spiritus? Beder vi Gud om visdom og forsømmer samtidig det personlige studium, møderne og stævnerne? Beder vi om Jerusalems enhed og fred og optræder taktløst, groft og trodsigt over for vore brødre? Så er det forgæves at vi taler med Gud. Ja, vi må gøre vor del hvis vi venter at Gud skal gøre sin.

Indholdet af vore bønner

18. Hvad må vi bede om?

¹⁸ Vi ved hvad vi kan bede om, nemlig alt hvad der er i harmoni med Jehovas vilje, således som Jesus viste det i mønsterbønnen. Alt hvad vi trænger til i åndelig, fysisk eller materiel retning kan vi anmode om i vore bønner: „Lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud.“ Det er sandt at vi ikke kan bede Gud om at helbrede os, eftersom noget sådant ikke i nutiden er i overensstemmelse med hans vilje. Men vi har lov at bede Gud skænke os visdom og styrke ved sin hellige ånd således at vi kan handle mest forstandigt og have styrke til at udholde hvad Gud tillader at ramme os. — Fil. 4:6; Luk. 11:13.

19. Hvordan kan vi undgå at vore bønner bliver ensformige?

¹⁹ Eftersom vi beder jævnligt skal vi tage os i vare for at vi ikke evindelig gentager de samme ord og udtryk. „Når I beder,“ sagde Jesus, „så sig ikke det samme om og om igen.“ Hvor mekaniske ville vore prædikener ved folks døre ikke lyde hvis vi benyttede de samme år efter år! Hvis vi ikke er opmærksomme på dette kan vi gøre os skyldige i det samme i vore personlige bønner, og hvilken velsignelse vil vi så ikke gå glip af! Jehova Gud har sørget for at hans ord og naturen opviser en endeløs variation. Vi bør derfor sørge for at vi ikke mekanisk gentager os selv når vi taler med Gud; vi skal variere bønnens indhold i overensstemmelse med de øjeblikkelige omstændigheder, dagens tekst, og så videre. — Matt. 6:7, NW.

20, 21. Hvilke faktorer skal der tages hensyn til når man beder på menighedens vegne?

²⁰ Disse ting må vi især ofre opmærksomhed hvis vi får den forret at repræsentere andre i bøn. Vi skal for eksempel lægge mærke til det tema der er valgt til menighedsmødet. Bruger man en smule omtanke kan man på forhånd advisere den broder som skal have denne forret, og det vil bidrage til at den offentlige bøn fremsiges flydende, sammenhængende og af et oprigtigt hjerte, samt at den har et vægtigt og værdigt tankeindhold der harmonerer med mødet. Menighedsbønnen skal hverken være for lang eller for kort. Man har hørt om præster der offentligt bad uafbrudt i to timer!

²¹ Hvis alle skal have noget ud af menighedsbønnen må den der udpeges til at repræsentere menigheden kunne tale tilstrækkelig højt, klart og sammenhængende. Det er ikke meningen at bønnen skal være en opmuntring til den der beder, eller at den skal give ham øvelse i at bede offentligt. Formålet er at han på rette måde skal repræsentere andre foran Jehovas trone. Det er værd at bemærke at menighedsbønnen ikke bare er en ceremoni, sådan som fremsigelsen af messen på et fremmed sprog er det. Alle tilstedeværende bør derfor lytte omhyggeligt til bønnen, og den bedende skal sige bønnen på en sådan måde at alle uvilkårligt vil føle trang til at sige et inderligt „amen“ når det sidste ord har lydt.

22. Hvordan og hvor skal børn lære at bede?

²² Eftersom offentlige bønner ikke fremsiges for øvelsens skyld, skal børn ikke anmodes om at repræsentere voksne i bøn. Det rette sted for børn at lære at bede er på faders eller moders knæ. Forældre bør tage sig tid til at undervise deres børn i hvordan de skal bede og hvad de skal bede om. Indprent børnene at de taler med Gud, og at de derfor skal henvende sig til ham i ærbødighed, oprigtighed og i barnlig enkelhed.

23. Hvor vil respekten for bønnen forbyde os at benytte den?

²³ Respekten for bønnens dyrebare forret forbyder at bønnen indgår i en demonstration. Det er grunden til at en broder, en tjener i menigheden, selv beder den indledende og den afsluttende bøn når han ledsager en søster til dennes bibelstudium, og hun leder studiet for at han kan vejlede hende hvis det er nødvendigt. Fremsigelsen af en bøn skal aldrig gøres til genstand for vejledning.

24. Nævn i hovedtræk hvad det vil sige at tale med Gud.

²⁴ Det er i sandhed storslået at Gud nedlader sig til at vandre og tale med os. Mens vi vandrer med ham skal vi bestandig lytte til hvad han har at fortælle os og rette os derefter, idet vi konstant taler med ham og uophørligt og udholdende beder til ham, takker ham og lader vore ønsker komme frem for ham. Samtidig skal vi nøje tage vare på at vor opførsel er i harmoni med vore bønner, at indholdet af dem er afstemt efter lejligheden og at vi ikke beder ensformigt og mekanisk. Lægger vi os dette på sinde vil vi være med til at ophøje Jehovas navn og gøre hans hjerte glad, og vi vil selv finde megen glæde nu og i Jehovas evige, retfærdige og nye verden.

[Fodnote]