Nyheder på nært hold

Værn mod voldtægt

● Efter at have studeret 36 voldtægtsforsøg og 36 tilfælde af fuldbyrdet voldtægt har Frank J. Javorek fra Denver Hospital (U.S.A.) udarbejdet en rapport over de væsentligste faktorer der havde betydning for om voldtægtsforsøgene lykkedes eller ej. Ifølge bladet Science News var den vigtigste faktor „at offeret skreg eller råbte om hjælp, og at offeret søgte at slippe væk ved at løbe. Den næstvigtigste faktor var det kvarter offeret boede i, og at hun var vågen og snarrådig når hun blev overfaldet“.

Somme tider er der naturligvis ingen der hører kvindens skrig, og det kan være umuligt for hende at løbe sin vej. Ikke desto mindre fremgik det af rapporten at 86 procent af dem der både skreg om hjælp og løb, undgik at blive voldtaget.

I denne forbindelse kan vi bemærke hvad Guds lov til det gamle Israel sagde. Hvis en forlovet pige begik utugt skulle begge parter lide døden. Men hvis pigen skreg om hjælp blev dette godtaget som et bevis på hendes uskyld, uanset om hun blev reddet eller ej. I sådanne tilfælde var det kun manden der blev idømt dødsstraf, mens pigen blev frikendt. — 5 Mos. 22:23-27.

Gud — både Fader og Moder?

● Ifølge avisen Upsala Nya Tidning for 18. november 1976 går præsten Ulla Barth fra den svenske statskirke stærkt imod at betragte Gud som hankøn. „Vi må væk fra at personliggøre Gud: Gud er en bevægelse, en udfrielse, en skabende kraft,“ siger hun. Svarende hertil har den romersk-katolske teolog Leonard Swidler, der er kirkehistoriker ved Temple University i Philadelphia, Pennsylvanien, for nogen tid siden udarbejdet et forslag til en ændret liturgi hvori Gud ikke kønsbestemmes. Swidler foreslår en bøn der indledes med ordene: „O Gud, vor Fader og Moder.“

Nogle synes måske godt om sådanne ideer. Men hvad siger Bibelen?

Fremfor at Gud blot skulle være „en bevægelse, en udfrielse, en skabende kraft“, siger Bibelen: „Herren er en Krigsmand.“ (2 Mos. 15:3, 1871-overs.) Og Jesus Kristus indledte bønnen Fadervor med ordene: „Vor Fader [ikke Fader og Moder] i himlene.“ (Matt. 6:9) Bibelen beskriver ingen steder Gud som hunkøn. Derimod siges der: „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham.“ — Sl. 103:13.

Dog kan Gud ikke fysisk sammenlignes med en bogstavelig mand på jorden. „Gud er en ånd,“ sagde Jesus, „og de der tilbeder ham bør tilbede med ånd og sandhed.“ — Joh. 4:24.

„Hvad Gud har sat sammen“ skilles ad

● „Kære venner,“ begynder et nyt metodistisk skilsmisseritual, „vi er nu samlet for højtideligt at bekræfte afslutningen af én tid i [ægteparrets] liv og begyndelsen til en anden.“ Med udgivelsen af en kirkelig ritualbog er „Den forenede Metodistkirke det første kristne trossamfund der har indført en sådan ceremoni for at lette smerten ved et ægteskabs opløsning“, oplyser Los Angeles Times.

Ritualbogen foreslår at præsten i generelle vendinger kan oplyse grunden til skilsmissen, og derefter fortsætte med at sige: „Parret har derfor besluttet at bryde de ægteskabelige bånd, men ikke deres gensidige kærlighed og respekt.“ Vielsesringene flyttes over på højre hånd som et symbol på „frihed“.

Uanset om parret blot lader sig skille for at opnå „frihed“ eller det faktisk sker på et bibelsk gyldigt grundlag (nemlig utroskab), er et sådant ritual da ikke i virkeligheden en velsignelse af ægteskabsbrud? Det hævdes i den nye ritualbog at metodisterne blot erkender skilsmissens realitet. Men erkender de den virkelige „realitet“ — at de ikke har hjulpet parterne til at leve efter de bibelske principper der kan tjene til ægteskabets bevarelse? De lader direkte hånt om Jesu befaling: „Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Matt. 19:6.

Er den gyldig?

● I begyndelsen af december 1976 blev der foretaget en kirkelig handling på et sportsstadion i Memphis i den amerikanske stat Tennessee. Alle de 12.000 katolikker som overværede ceremonien, fik af en biskop tilgivet deres synder uden at de behøvede at skrifte for en præst eller i det hele taget blev spurgt hvori deres synder bestod. Skønt man tidligere har givet almindelig syndsforladelse i situationer hvor der har været „alvorligt behov“ for det (for eksempel når soldater har skullet i kamp), er det første gang en syndsforladelsesceremoni af denne art er blevet holdt i De forenede Stater. Ifølge telegrambureauet Associated Press „tog handlingen sigte på at lokke bortkomne katolikker, især katolikker som har ladet sig skille, tilbage til folden“.

Er en sådan almindelig syndsforladelse gyldig? Ikke ifølge Bibelen. Bibelen siger intet om at der skal holdes en sådan ceremoni, og den pålægger ikke de kristne at skrifte for en præst. Der er heller ingen udtalelser i Bibelen som tyder på at noget ufuldkomment menneske kan skænke syndsforladelse. Kristne som trænger til åndelig hjælp tilskyndes ganske vist til at gå til de ældste i menigheden, men kun Jehova Gud kan tilgive synder. (Jak. 5:13-15) Kong David sagde for eksempel til Gud: „Min synd bekendte jeg for dig . . . Da tilgav du mig min syndeskyld.“ — Sl. 32:1-5.

Et liv efter døden?

● Ifølge en nylig meningsundersøgelse tror 73 procent af amerikanerne på at der er et liv efter døden. Nogle begrunder denne opfattelse med at patienter som er blevet genoplivet fra en klinisk død, ofte fortæller at de har følt en ophøjet ro, en dyb fred, og en fornemmelse af at de ligesom slap fri af legemet.

Nogle er rede til at acceptere sådanne „beviser“, men andre ser tingene fra en anden side. For eksempel siges der i bladet Science Digest: „En der ikke er helt så parat til at tro, er dr. Russell Noyes, professor i psykiatri ved universitetet i Iowa, der i en årrække har studeret mennesker som har været meget nær døden. Han påpeger at mennesker der kommer til bevidsthed igen efter at de er blevet erklæret klinisk døde, og mennesker der trues på livet, fortæller om de samme følelser af ophøjet ro og ofte eufori (sygeligt forøget velvære). Disse og andre erfaringer af den art, siger han, er højst sandsynligt fantasiforestillinger — sindets forsvar mod dødens spøgelse.“

Forskernes konklusioner kan naturligvis variere, men noget som ikke må overses, er Bibelens vidnesbyrd. Bibelen støtter ikke teorien om et liv efter døden, men siger: „De døde priser ej [Jehova].“ Hvorfor ikke? Fordi de er ’steget ned i det tavse’, og „de døde ved ingenting“. (Sl. 115:17; Præd. 9:5, 10) Livet fortsætter ikke automatisk efter døden. De store menneskemasser som er i Guds erindring, har derimod håb om at få livet igen ved en opstandelse under Jesu Kristi tusindårige herredømme.