Hvordan en denar blev påskønnet og brugt
„De, som var lejet ved den ellevte time, kom så og fik hver en denar.“ — Matt. 20:9.
1. Hvem har siden 1919 påskønnet og brugt „denaren“, og hvilken profetisk regel har dette været i overensstemmelse med?
HVEM er det der har påskønnet og brugt denne dyrebare „denar“? Det er „de sidste“ som kristenhedens „førsterangs“ religiøse ledere ville forvente! Herom vidner pålidelige beretninger siden året 1919. Selv om det var noget af det man mindst ventede, var det i fuld overensstemmelse med den regel der blev givet profetisk for så lang tid siden: „Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.“ — Matt. 20:16.
2. Hvor finder vi tilsvarende begivenheder til det der har fundet sted i vor tid, og hvordan kan en undersøgelse af dette mønster hjælpe os til at forstå hvordan regelen er blevet anvendt i dag?
2 Det der er sket i vor tid svarer virkelig til det der fandt sted for nitten hundrede år siden. Det der fandt sted dengang, var en opfyldelse af denne regel om at der skulle byttes om på de første og sidste. Denne opfyldelse illustrerede også hvad der skulle ske i vor tid som en dobbelt opfyldelse af denne profetiske regel. Det følger heraf at hvis vi undersøger hvordan denne regel virkede første gang den blev anvendt, vil det hjælpe os til at forstå hvad der — som følge af denne regel — er sket i vor tid, hvor vi har set så mange mærkelige ting ske. Vi bliver herved i stand til at se hvem der er blevet de sidste og hvem de første, i overensstemmelse med regelen. Lad os derfor blade tilbage i historien.
3, 4. (a) Hvad var det for et problem som den rige unge rådsherre havde og som han forelagde Jesus i Peræa? (b) Hvad sagde Jesus om hvem der er god, og hvilke bud sagde han at den unge mand skulle overholde?
3 Den jødiske påske i året 33 nærmede sig. Den store forkynder af Guds rige, Jesus Kristus, var da på vej til Jerusalem for at fejre påskehøjtiden dér, og han befandt sig nu på østsiden af Jordanfloden i det område der blev kaldt Peræa. En ung mand kom løbende hen til ham. Det var en rig mand, og han var også rådsherre blandt jøderne. Som sådan var han blandt de første eller fornemste i folket, i særdeleshed da han så samvittighedsfuldt overholdt den lovpagt som Gud havde indgået med Israels folk. Hvad var hans problem? Som hans ord til Jesus åbenbarede, var det følgende: „Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?“ I sit svar viste Jesus at Gud i sandhed er den personificerede godhed, gavmildhed. Han sagde: „Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun én er den gode.“ Jesus mente Jehova Gud.
4 Efter at have mindet den rige unge rådsherre om hvem der er „den gode“, sagde Jesus videre: „Men vil du gå ind til livet, så hold budene!“ Den rige unge rådsherre spurgte Jesus: „Hvilke bud?“ Jesus henviste nu til de ti bud som Israels folk havde fået gennem profeten Moses. Han sagde: „Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og: du skal elske din næste som dig selv.“
5. Hvordan kunne den unge mand blive fuldkommen, ifølge Jesu ord?
5 Den rige unge rådsherre svarede: „Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg endnu?“ I sit svar herpå antydede Jesus at den rige unge mands anstrengelser for at overholde Loven ikke havde skænket ham menneskelig fuldkommenhed. Han sagde: „Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!“ Han skulle altså dele sine penge ud til de fattige, som ikke kunne give ham noget til gengæld, og så komme og blive en Jesu discipel. I stedet for stadig at være en højt anset rig mand, en af de første i det jødiske folk, skulle han forandre sin stilling og blive en fattig discipel af den i almindelighed foragtede Jesus.
6. Hvad sagde Jesus om de rige da han så hvordan den unge mand reagerede?
6 Det var for høj en pris for den fuldkommenhed som Jesus talte om. „Da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods. Men Jesus sagde til sine disciple: ’Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.’“
7. Hvilket spørgsmål stillede disciplene herefter, og hvad svarede Jesus om muligheden for at komme ind i Guds rige?
7 Hvis en så lovlydig mand som den rige unge rådsherre, en af de første i landet, ikke kunne komme ind i Guds rige, hvem kunne så? Ja, hvordan skulle det så gå sådanne jævne og almindelige mennesker som Jesu apostle, deriblandt den tidligere fisker Simon Peter? Det var ikke så mærkeligt at de blev bestyrtede. „Ved at høre det blev disciplene dybt rystede og sagde: ’Hvem kan så blive frelst?’ Da så Jesus på dem og sagde: ’For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.’“ Det var tilfældet, ikke blot fordi Gud er almægtig, men også fordi han er den gode, fordi han er gavmild og kærlig.
8. Hvad sagde Jesus at de der havde forladt alt for at følge ham, ville opnå, og hvilken regel udtalte han derefter?
8 Den rige unge rådsherre havde afslået at forlade alle sine materielle besiddelser og følge Jesus som en af hans disciple, men Simon Peter og de andre af de tolv apostle havde gjort dette, og de havde allerede oplevet en del sammen med Jesus. Men hvad ville de til sidst opnå? Det var Simon Peter ivrig efter at få at vide. „Derefter tog Peter til orde og sagde til ham: ’Se, vi har forladt alt og fulgt dig; hvad får så vi?’ Jesus svarede dem: ’Sandelig siger jeg eder: ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første.’“ — Matt. 19:16-30; Mark. 10:17-31; Luk. 18:18-30.
9, 10. (a) Hvordan gjaldt denne regel den rige unge rådsherre? (b) Hvordan gjaldt regelen Jesu disciple?
9 Her har vi den profetiske regel bragt i anvendelse ud fra det synspunkt at den rige unge rådsherre var blandt de første i jødefolket. Desuden overholdt han trofast budene i den lovpagt som det jødiske folk havde indgået med Gud. Han var derfor en meget lovende ung mand; der kunne ventes meget af ham.
10 Men ved sin overholdelse af Loven prøvede han at opnå retfærdiggørelse i egen kraft, at udvirke en fortjeneste for sig selv som en retfærdig jøde. Han var også materialistisk. Under disse omstændigheder var det lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for ham at komme ind i Guds rige og sidde på en trone sammen med Jesus Kristus og dømme Israels tolv stammer. Omvendt var Peter og hans medapostle de sidste som en selvretfærdig jøde ville mene fik adgang til en trone i Guds rige. Alligevel ville Jesu Kristi disciple, der hørte til „jordens folk“, ‛am ha-arets, som de hovmodige jødiske farisæere kaldte dem, opnå en fornem stilling, nemlig en plads på en trone i Guds rige. Det ville ske i den kommende tingenes ordning. Desuden ville de nu i tiden få hundredfold mere end det de havde forladt, tillige med forfølgelser, naturligvis. (Mark. 10:29, 30; Luk. 18:29, 30) Der blev sandelig byttet om på rollerne!
11. Hvad forbandt Jesus den givne regel med, og hvorfor gentog han til sidst regelen?
11 Er det nu den tanke Jesus havde da han sagde: „Mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første“? Ja det er, for han fortalte straks en lignelse der skulle belyse denne profetiske regel. Han forbandt denne lignelse med den givne regel ved at indlede den umiddelbart efterfølgende lignelse med bindeordet „for“ eller „thi“. Han sagde: „Thi med Himmeriget er det som med en husbond, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Og da han var blevet enig med arbejderne om en denar [den romerske denar] om dagen, sendte han dem hen i sin vingård.“ (Matt. 19:30 til 20:2) At lignelsen skulle belyse den profetiske regel ses endvidere af at Jesus sluttede lignelsen med ordene: „Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.“ — Matt. 20:16.
12. Hvorfor måtte lignelsen betyde noget i disciplenes tilfælde?
12 Det der fik Jesus til at fortælle lignelsen om arbejderne i vingården var de særlige forhold der rådede dengang og det han havde erfaret, og derfor er det klart at lignelsen fik en opfyldelse dengang. Jesus fremsatte regelen over for apostlene og belyste den ved hjælp af lignelsen. Hvis ikke den fik en opfyldelse i deres levetid, ville den ikke have betydet noget for dem, og de ville ikke have set regelen virke i deres eget tilfælde. Hvordan virkede den da ifølge Jesu lignelse?
„Vingården“
13, 14. (a) Hvem var „husbonden“ i lignelsen, og hvad var vingården et symbol på? (b) Hvilken profeti af Esajas kan Jesus have haft i tanke da han fortalte lignelsen om vingården?
13 „Husbonden“ i lignelsen om arbejderne i vingården er Jehova Gud, ejeren af den store symbolske vingård. Vingården er Israels folk, som dengang havde en overenskomst med Jehova Gud i form af Lovpagten der med profeten Moses som mellemmand var blevet sluttet ved Sinaj bjerg i året 1513 f.v.t.
14 Da Jesus talte om denne symbolske vingård tænkte han uden tvivl på ordene i Esajas 5:1-4, 7, hvor Jehova Gud siger: „Jeg vil synge en sang om min ven, en kærlighedssang om hans vingård: Min ven, han havde en vingård på en frugtbar høj. Han grov den, rensed den for sten og plantede ædle ranker; han bygged et vagttårn deri og huggede også en perse. Men den bar vilde druer, skønt han ventede høst af ædle. Og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? . . . Thi Hærskarers [Jehovas] vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning.“
15. (a) Hvor plantede Jehova den vinstok som han tog fra Ægypten? (b) Hvordan kan det være at man brugte den romerske denar i landet, og hvor stor var dens værdi dengang?
15 Jesus kan også have tænkt på Salme 80:9-12, i hvilken salmisten Asaf henvender sig til Jehova Gud, som udfriede Israels folk fra trældommen i Ægypten, og siger: „Du rykked en vinstok op i Ægypten, drev folkeslag bort og plantede den [i Palæstina]; du rydded og straffed den plads, den slog rod og fyldte landet; bjergene skjultes af dens skygge, Guds cedre af dens ranker; den bredte sine skud til havet og sine kviste til floden [Eufrat].“ På Jesu tid boede jøderne stadig i deres gudgivne land, men de var romerrigets undersåtter. Det er grunden til at den romerske mønt denaren var i omløb i landet; omregnet til danske penge efter nuværende kurs ville denne sølvmønt svare til cirka 1,20 kroner. På Jesu tid var dens købekraft imidlertid så stor at den blev betalt som dagløn for tolv timers arbejde. I opfyldelsen af Jesu lignelse er „denaren“ derfor et billede på noget som er af en ikke ringe værdi.
16. Hvad var lønnen for at tjene som Jehova Guds frugtbare vingård?
16 Jehova Gud fik arbejdere i sin vingård da han med profeten Moses som mellemmand sluttede Lovpagten med israelitterne og tildelte dem deres pligter hver især. Hvad var lønnen for at tjene som den højeste Gud Jehovas frugtbare vingård? Det nævnte Jehova Gud da han forelagde Lovpagten for jøderne, for Gud sagde til dem: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:5, 6) Ved at holde Lovpagten kunne jøderne således ikke blot vinde evigt liv som mennesker, men de kunne også blive „et kongerige af præster“ gennem hvem Gud ville velsigne resten af menneskeheden.
17. (a) Hvordan var Jesus stillet i forhold til Lovpagten, og hvad viste den at han var? (b) Hvorfor var det passende at Jesus omtalte sin himmelske Fader som en vingårdsmand?
17 Jesus, Guds søn fra himmelen, blev født i det jødiske folk og under Lovpagten. Han var den eneste jøde som holdt pagten fuldkomment. Derfor blev han ikke fordømt af denne pagts lov, sådan som alle andre jøder blev det, men han blev af Loven udpeget som et fuldkomment menneske, absolut fri for synd, som en der ikke havde forspildt retten til evigt liv. Da han havde holdt Lovpagten til fuldkommenhed, fortjente han at blive jordisk konge og præst. Da han af fødsel tilhørte den jødiske „vingård“ der var plantet af Jehova Gud, var det ganske passende at han sammenlignede sin himmelske Fader, Jehova Gud, med vingårdsmanden, dengang han sagde til sine apostle: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. Jeg er vintræet, I er grenene.“ (Joh. 15:1, 2, 5) Men til forskel fra de ufuldkomne jøder under Lovpagten, er Jesus og hans „grene“ et åndeligt vintræ som ikke er ufrugtbart men bærer megen frugt til den store vingårdsmand, Jehova Gud, således at han bliver herliggjort.
18-20. (a) Levede de der først blev lejet til at arbejde i „vingården“, på Moses’ tid, eller hvornår levede de? (b) Hvem især var de der blev lejet først, og hvilke ord af Jesus viser at de anså sig selv for at være de „første“?
18 Jøderne på Jesu tid var kommet under Lovpagten som følge af deres afstamning; det var deres forfædre Jehova Gud havde bragt ud af Ægypten og plantet i Palæstinas land. Eftersom Jesu lignelse om arbejderne i vingården fik sin første opfyldelse på Jesu tolv apostles tid, kunne den ikke gælde disse forfædre med hvem Lovpagten oprindelig var indgået gennem Moses, dér tilbage i tiden. De arbejdere som den store husbond antog „tidligt om morgenen“ og som skulle arbejde tolv timer i „vingården“, kunne ikke være et billede på jødernes forfædre fra det sekstende århundrede før vor tidsregning. Arbejderne der blev antaget ved solopgang eller ved seks-tiden om morgenen, er et billede på nogle jøder der levede på apostlenes tid.
19 Det at de omtales som arbejdere med en tolv-timers arbejdsdag, betyder at de var heltidsarbejdere for Gud, til forskel fra apostlene Peter, Andreas, Jakob og Johannes, som var fiskere helt frem til foråret i år 30. Disse heldagsarbejdere må derfor være et billede på Israels folks religiøse ledere, som for eksempel ypperstepræsterne Annas og Kajfas, og underpræsterne; også tempellevitterne, de professionelle skriftkloge, dem der tilhørte farisæernes sekt såvel som dem der tilhørte saddukæernes sekt, og de lovkyndige. Eftersom de konstant var beskæftiget i den jødiske religions tjeneste i Israel, må det være dem der først blev antaget. De var desuden nationens første mænd, i betydningen de fornemste. At de betragtede sig selv på den måde, fremgår af Jesu ord:
20 „På Moses’ stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde. Og de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt ’rabbi’ af folk.“ — Matt. 23:2, 6, 7.
21, 22 (a) Hvem var deltidsarbejderne? (b) Hvordan fremgår det af Jesu lignelse at det var usikkert hvilken løn deltidsarbejderne ville få?
21 De forventede at få fuld løn for en hel dags arbejde, og på dette grundlag var de gået med til at arbejde i Jehovas vingård, Israels folk. Alle andre som blev taget i tjeneste af Jehova Gud efter dem eller med en rang der var lavere end disse heltidsarbejderes, var blot deltidsarbejdere. Derfor fik de ingen forsikring om at de sandsynligvis ville få fuld løn. Det er derfor Jesus om husbonden i lignelsen siger:
22 „Og han gik ud ved den tredje time og så nogle andre stå ledige på torvet. Til dem sagde han: ’Gå også I hen i min vingård, så skal jeg give jer, hvad ret er.’ De gik da derhen. Ved den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde ligeså. Og ved den ellevte time gik han ud og fandt endnu nogle stående der, og han spørger dem: ’Hvorfor står I her ledige hele dagen?’ De svarer ham: ’Fordi ingen har lejet os.’ Da siger han til dem: ’Gå også I hen i min vingård!’“ — Matt. 20:3-7.
Arbejderne der kom sidst, i den „ellevte time“
23. Hvem var arbejderne der kom til i den ellevte time, og hvorfor havde ingen lejet dem før den tid?
23 De der blev antaget ved den ellevte time, det vil sige ved fem-tiden om eftermiddagen (en time før solnedgang), var de sidste. De var et billede på nogle som de religiøse ledere i Israel betragtede som de sidste Gud ville antage i sin tjeneste. Det var nogle man sidst ville tro ville blive kaldet til at tjene Gud. I Israels religiøse lederes øjne var der helt op til den ellevte time ’ingen som havde lejet dem’. De religiøse ledere røbede deres foragt for disse jævne mennesker da de sagde: „Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham [Jesus], eller nogen af farisæerne? Men denne hob, der ikke kender loven, de er forbandede!“ (Joh. 7:48, 49) De var villige til at arbejde i Guds tjeneste, men det var de forblindede religiøse lederes skyld at de ikke havde fået rigtigt at vide hvad de skulle gøre og heller ikke var sat i gang med at gøre det. Efter at have spildt praktisk talt hele dagen, måtte de se sig om efter en som var klar over at de kunne bruges i Guds tjeneste og som ville give dem arbejde i Guds åndelige „vingård“.
24, 25. (a) Hvornår og hvordan tog den store husbond arbejderne der kom til i den ellevte time, i sin tjeneste? (b) Hvordan blev Guds „forvalter“ brugt til at sende arbejdere ud i „vingården“, og hvor længe arbejdede de i den?
24 Arbejdsdagen i Israels vingård under den mosaiske lovpagts betingelser var ved at være gået. Jehova Gud, den store husbond og vingårdsejer, vidste dette, og gennem de udsendinge han sendte til Israel antog han disse arbejdere i den ellevte time til at tjene i sin „vingård“. I foråret 29 sendte han Johannes Døber ’så han kunne berede Herren et velskikket folk’. (Luk. 1:13-17) Omtrent seks måneder senere sendte den store husbond sin egen søn, Jesus, der kom som formand eller „forvalter“ i Guds „vingård“.
25 Jesus tog mod de disciple som Johannes Døber havde samlet, og samlede selv flere disciple som han satte i gang med at arbejde i den israelitiske „vingård“. Foruden de tolv apostle sendte Jesus Kristus således også halvfjerds evangelister ud i „vingården“. Han sagde at de skulle gå ud og forkynde Guds himmelske rige og sige til folk: „Guds rige er kommet nær til jer.“ (Luk. 9:1-6; 10:1-11) Selv kvinder fulgtes med Jesus og hans apostle i forkyndelsen og hjalp til ved at gå dem „til hånde med det, de havde“. (Luk. 8:1-3) På denne måde arbejdede de en tid i tjenesten for Jehovas rige mens de omskårne israelitter endnu var Jehova Guds „vingård“. De var de sidste vingårdsarbejdere som ejeren antog, og de arbejdede i Israel indtil Jesus døde i året 33.
26. (a) Hvad var, ifølge Guds lov, tiden inde til da dagens arbejde var forbi? (b) Hvad ville deltidsarbejderne i hvert fald få?
26 Arbejdet under Lovpagten i det kødelige Israels „vingård“ blev tilendebragt, ligesom arbejdet på en tolv-timers arbejdsdag. Så skulle arbejderne have deres løn udbetalt. På grund af det jævne folks øjeblikkelige behov hver dag, var det Guds lov under den gamle mosaiske lovpagt at en arbejder skulle have lønnen udbetalt når dagens arbejde var forbi, og ikke først ved ugens udløb eller sidst på måneden. (3 Mos. 19:13; 5 Mos. 24:15) De der havde arbejdet fuld tid, som havde arbejdet i „vingården“ alle dagens tolv timer, vidste med sikkerhed at de skulle have en denar, for det havde de aftalt med husbonden. Men hvad skulle de der var antaget senere, have, deltidsarbejderne? Uanset hvad det nu blev, så ville de få „hvad ret er“, i overensstemmelse med den aftale husbonden havde truffet med dem han antog til arbejdet ved den tredje time. Normalt kunne de arbejdere der var antaget for dagens tolvte time, kun forvente at få en meget lille løn.
27. I hvilken rækkefølge fik arbejderne i lignelsen udbetalt deres løn, hvor meget fik de, og hvordan reagerede nogle af dem?
27 Nå, tiden for lønudbetalingen viste sig at være en tid med overraskelser, og den usædvanlige regel som Jesus havde udtalt, blev bragt i anvendelse. Læg mærke til dette mens vi nu hører hvordan Jesu lignelse fortsætter: „Men da det var blevet aften, siger vingårdsejeren til sin forvalter: ’Kald på arbejderne og udbetal dem deres løn, sådan at du begynder med de sidste og ender med de første!’ De, som var lejet ved den ellevte time, kom så og fik hver en denar. Da de første kom, mente de, at de ville få mere; men de fik også hver en denar. Da de fik den, knurrede de mod husbonden og sagde: ’De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede.’ Men han svarede og sagde til en af dem: ’Min ven! jeg gør dig ikke uret; blev du ikke enig med mig om en denar? Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg vil nu give den sidste der lige så meget som dig. Har jeg ikke lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?’ Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.“ — Matt. 20:8-16.
Aften og lønudbetaling
28. Hvornår blev det „aften“ i lignelsens første opfyldelse?
28 I den første opfyldelse af lignelsen blev det aften og arbejdstids ophør da Jesus blev arresteret påskenat år 33 og døde på marterpælen på Golgata den følgende eftermiddag. Jesus havde profetisk antydet dette da han omkring seks måneder før sin død sagde til apostlene: „Det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.“ (Joh. 9:3-5) Mens Jesus var død i dele af tre dage (fra den 14. til den 16. nisan, år 33) kunne han ikke arbejde som en arbejder i Guds israelitiske „vingård“. (Præd. 9:5, 10) Det kunne hans elleve trofaste apostle heller ikke, for de var spredt som får uden hyrde. Når de mødtes, var det bag lukkede døre, af frygt for de fjendtlige jøder. (Joh. 16:32; Matt. 26:31; Mark. 14:27; Zak. 13:7; Joh. 20:19, 26) De genoptog ikke arbejdet offentligt før Pinsedagen kom.
29. (a) Hvad ophørte Israel med at være ved Jesu død, og hvad var grunden? (b) Hvad havde den store vingårdsejer nu, selv om hans gunst blev udstrakt til Israel i yderligere tre og et halvt år?
29 Det var på foranledning af de jødiske religiøse ledere, nationens „første“ mænd, at Jesus Kristus blev slået ihjel. Da ophørte Israels folk med at være Guds „vingård“. Ved at lade Jesus dø på pælen bragte Gud Lovpagten med Israels folk til ophør. Med hans død som et genløsningsoffer blev „loven med dens bud og forskrifter“ afskaffet. „Det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser“ blev udslettet; det blev taget bort ved at det så at sige blev naglet til Kristi marterpæl og på den måde ophævet. (Ef. 2:15; Kol. 2:14) Ganske vist fortsatte Jehova Gud med i yderligere tre og et halvt år at vise det kødelige Israel sin særlige gunst, idet han gav jøderne lejlighed til at høre om Riget før hedningerne, men jødefolket var ikke længere hans „vingård“. Gud havde nu en åndelig „vingård“, hvori hans søn Jesus Kristus var vintræet og disciplene var grenene. (Joh. 15:1-8) Altså var den tolv-timers arbejdsdag i det kødelige Israel i dets egenskab af Guds vingård til ende da Jesus døde på Golgata.
30. Hvornår kom tiden for udbetalingen at lønnen, og hvordan brugte Gud sin „forvalter“ til at uddele lønnen?
30 Når det nu forholder sig sådan, hvornår kom så tiden for udbetalingen af lønnen? Ved Jesu opstandelse fra de døde på den tredje dag, den 16. nisan år 33? Nej, endnu ikke, selv om Jesus udelukkende viste sig for sine disciple i de følgende fyrretyve dage og derved gav dem den enestående forret at være vidner om hans opstandelse. (Ap. G. 1:1-8; 10:40-42) Disse begunstigede Jesu disciple blev ikke gjort kendt som sådanne før ti dage efter hans himmelfart. Da kom pinsedagen år 33, og med den tiden for udbetalingen af lønnen. Da var det at vingårdens herre og ejer, Jehova Gud, sagde til sin „forvalter“ at han skulle betale arbejderne. Gud brugte den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen som sin „forvalter“, idet han blev brugt til på Pinsedagen at udgyde den hellige ånd over arbejderne. (Joh. 1:32-34; 14:16, 17; 15:26; 16:7; Luk. 24:49; Ap. G. 1:4-8; 2:32, 33) Da Jesus Kristus fra himmelen betalte arbejderne deres løn, fulgte han den usædvanlige regel som han havde udtalt mens han var her på jorden.
31. Hvem var de første der fik deres løn på Pinsedagen, og hvad var de blevet regnet for indtil da?
31 Hvem var da de første der modtog lønnen på Pinsedagen? Det blev åbenbaret da den hellige ånd blev udgydt over dem som var samlet i Jerusalem på denne pinsedag, festen for hvedehøstens førstegrøde. Det var „de sidste“ som var blevet sendt hen i det kødelige Israels vingård og som havde arbejdet sammen med „forvalteren“, Jesus Kristus. Det var også „de sidste“ som Israels folks religiøse ledere kunne tænke sig skulle modtage en hel dags løn, en symbolsk „denar“, af den store husbond og vingårdsejer, Jehova Gud.
32. Hvordan blev det gjort kendt hvem af arbejderne der havde fået lønnen udbetalt først, og hvem strømmede til og blev vidner hertil?
32 Mod jødernes forventning var de første der fik deres løn udbetalt, Jesu Kristi foragtede tolv apostle og resten af den menighed på 120 disciple der stilfærdigt var samlet på en førstesal i Jerusalem, borte fra de store skarer af jøder og proselytter som fejrede pinsen i templet. Ikke desto mindre blev beviset på at de var de første arbejdere i Guds „vingård“ der fik løn, gjort kendt ved et mirakel. Det fandt sted i forbindelse med udgydelsen af den hellige ånd over de 120 disciple, og mere end tre tusind jøder og proselytter kom til stede for at se det mærkelige der her skete. — Ap. G. 1:5; 2:1-13, 41.
33. Hvordan forklarede Peter det der fandt sted, og hvor mange søgte at få del i åndens gave?
33 Nogle af dem spottede og sagde: „De er fulde af sød vin.“ Da trådte apostelen Peter frem som den første og forklarede at Kristi disciple ikke var berusede men var fyldt med ånden som en opfyldelse af Joels profeti (3:1, 2). Han forklarede også at den opstandne Jesus Kristus, der nu var ophøjet til at sidde ved Guds højre hånd i himlene, havde modtaget den lovede hellige ånd og udgydt den over sine disciple på jorden som en opfyldelse af Joel 3:1, 2. Så forklarede alle de tolv apostle at denne lovede hellige ånds gave også var for resten af jøderne, hvis de angrede og blev døbt i Jesu Kristi navn og blev hans disciple. Omtrent tre tusind af dem der så og hørte dette, blev døbt og blev en del af det åndelige Israels menighed, Guds nye „vingård“. — Ap. G. 2:37-42.
34. Hvad var „denaren“ så, og hvornår og hvor skulle den bruges af dem der modtog den?
34 Den symbolske „denar“ var således ikke den hellige ånds gave i sig selv. Det var den forret som fulgte med modtagelsen af den hellige ånd, nemlig den forret at være et medlem af det åndelige Israel, bemyndiget til at profetere som en opfyldelse af Joel 3:1, 2, og salvet til at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. På den måde ville de være frugtbærende grene på Jehovas åndelige vintræ, Jesus Kristus. De blev taget med ind i den nye pagt som Jesus Kristus havde formidlet mellem Jehova Gud og menigheden af disse symbolske vingrene. (Jer. 31:31-34; 1 Tim. 2:5, 6; Hebr. 8:6 til 9:15) Den symbolske „denar“ var derfor noget til deres livsophold, deres evige liv i Guds nye ordning. Og det var noget de skulle bruge her på jorden, ikke oppe i himmelen.
35. Hvad hørte og så de der var blevet lejet „tidligt om morgenen“, og hvordan var „denaren“ også klar til udbetaling til dem?
35 Hvad med dem som var blevet lejet først, „tidligt om morgenen“ så at sige, til at arbejde i Guds vingård, det kødelige Israel? Disse „første“, de jødiske ypperstepræster, underpræster, levitter, skriftkloge, og de der var lovkyndige, hørte snart og lagde snart mærke til at disse disciple havde fået løn for det arbejde de sidst på dagen havde udført i Guds vingård, det kødelige Israel. De så dem bruge den symbolske „denar“. Den fulde dagløn var også klar til udbetaling til dem, især da Jehova Gud fortsat viste Israels folk særlig opmærksomhed i yderligere tre og et halvt år.
36. (a) Gennem hvem måtte de imidlertid modtage „denaren“? (b) Hvilke goder som de hidtil havde nydt måtte de ofre for at tage imod „denaren“?
36 Imidlertid måtte disse religiøse ledere modtage den fulde dagløn, „denaren“, gennem Guds forvalter, den herliggjorte Jesus Kristus. Men det ville betyde at de måtte gøre det som Herren Jesus Kristus havde sagt at den rige unge rådsherre skulle gøre. (Matt. 19:21) Det ville være ensbetydende med at de måtte opgive deres hæderspladser, deres betydningsfulde stilling, magten og den materielle indkomst fra templet i Jerusalem, fra synagogerne og sanhedrinerne; de kunne ikke længere sidde „på Moses’ stol“, lade sig kalde rabbi, og indtage en stilling som var anerkendt og tilladt af romerriget. Alt dette havde de betragtet som en god betaling for deres tjeneste i Guds „vingård“, i Israel, indtil pinsen år 33. De havde ganske vist aftalt med den store husbond, „vingårdens“ ejer, at lønnen skulle være den hellige ånds gave, som forudsagt i Joels profeti 3:1, 2. Men at de nu skulle give afkald på alle de fordele de hidtil havde haft i Israel, og i stedet modtage den hellige ånd, som blev udgydt af Jesus Kristus, og på den måde blive salvet og bemyndiget til at virke som Jesu Kristi disciple sammen med hans apostle, folk af „sidste“ eller laveste rang, arbejdere der var kommet til i den ellevte time, alt dette ville være for meget for dem at ofre.
37. Var de tilfredse med kun at modtage „denaren“, og hvordan kom deres indstilling til udtryk over for de arbejdere der var kommet sidst?
37 Som betaling fra Gud ønskede de mere end den hellige ånd og de mirakuløse gaver og de dermed forbundne privilegier i Rigets tjeneste. De ønskede mere end den symbolske „denar“. Derfor knurrede disse „første“ arbejdere mod „vingårdens“ ejer, og de var uvillige til at tage imod „denaren“, uden tvivl nøjagtig samme indstilling som den rige unge rådsherres og modsat apostelen Peters. Deres klager og indvendinger formede sig som en forfølgelse af Kristi disciple, de „sidste“ arbejdere der blev antaget i „vingården“. — Matt. 20:10-12.
38. Afslog alle de „første“ arbejdere at tage imod „denaren“, og hvad foretrak nogle at fortsætte med?
38 Nu var der nogle tempellevitter, som for eksempel Josef Barnabas fra Kypern, som tog imod „denaren“. (Ap. G. 4:36, 37) Beretningen i Apostlenes Gerninger 6:7 fortæller os endvidere at efter at de tolv apostle var blevet fængslet og ført for sanhedrinet i Jerusalem fordi de havde brugt „denaren“ i Guds tjeneste, „havde [Guds ord] fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen“. Selv Saulus fra Tarsus, en personlig ven af den jødiske ypperstepræst, tog imod „denaren“, skønt han havde været farisæer. (Ap. G. 9:1-22; Fil. 3:4-6) Men de fleste af disse „første“ arbejdere, disse religiøse ledere i jødedommen, ville ikke give slip på deres religiøse privilegier i Israel; de fortsatte med at arbejde som hidtil og fik den løn herfor som Moseloven tilstod dem, mens de afviste „denaren“.
39. Hvor længe fortsatte de med denne form for religiøs tjeneste, og hvad fortsatte Jesu disciple med at bruge?
39 De fortsatte deres form for religiøs tjeneste indtil året 70. Da blev templet i Jerusalem taget fra dem. De mistede deres arbejde der, og romerne kom og tog både land og folk fra dem, ikke fordi de havde godkendt Jesus Kristus, men fordi de havde forkastet ham og afvist „denaren“. (Joh. 11:47, 48) Deres øje var ondt fordi Jehova havde været god mod Jesu Kristi disciple. Hvad disse disciple angår, deriblandt apostelen Johannes, så fortsatte de med at bruge deres „denar“ for at fuldføre tjenesten for Guds rige og for at vinde evigt liv, og det gjorde de trods forfølgelsen. — Mark. 10:29, 30; Åb. 1:9.
[Illustration på side 199]
En denar
[Illustration på side 200]
„Gå også I hen i min vingård“
[Illustration på side 201]
’De fik hver en denar’