Er der virkelig en djævel?
MAN hører somme tider bemærkningen: „Jeg har set det med egne øjne.“ Det er almindeligt anerkendt at det bedste bevis man kan få, er et pålideligt øjenvidnes udsagn. Har vi et pålideligt øjenvidne der kan hjælpe os med at besvare spørgsmålet: Er der virkelig en djævel?
Det kunne lyde til at være umuligt; men er det nu også det? Vidste De at Jesus Kristus levede i himmelen før han kom til jorden? Han var øjenvidne til ting der foregik på det åndelige plan, og han havde meget at sige om Djævelen. — Joh. 8:23; 17:5.
Det ville være meget ufornuftigt at feje Jesu vidneudsagn til side. Han sagde altid sandheden. Han gav sit liv for sandhedens skyld. (Joh. 18:37; 8:40) Hans vise udtalelser, især hans berømte bjergprædiken, har fået megen ros, selv af ikke-kristne. Og i denne bjergprædiken lærte han sine disciple at bede: „Befri os fra den onde.“ — Matt. 6:13.
Og hvad med Gud selv? Han må absolut vide om der er en djævel. Bibelen som helhed indeholder hans mening om tingene. Og den bærer troværdighedens kendetegn. Når den omtaler begivenheder oplyser den tid og sted, og opgiver navnene på de personer der er impliceret. Nøjagtigheden af de historiske beretninger i Bibelen har forbavset selv dens kritikere. Hundreder af bibelprofetier er blevet opfyldt indtil mindste detalje. Og Bibelens vejledning med hensyn til menneskenes indbyrdes forhold har vist sig at være uovertruffen.
Hvad siger Bibelen, som er Guds ord og som indeholder Jesu Kristi vidneudsagn, da om Satan? Er „Djævelen“ blot et begreb — et princip eller en kraft? Eller hentyder dette udtryk til en fornuftbegavet åndeskabning der kan øve indflydelse på mennesker? Hvor virkelig er Djævelen, ifølge Bibelen?
Begreb eller person?
Bibelen omtaler konsekvent Djævelen som en person. Jobs bog i Bibelen indledes med en beretning om at „Guds sønner“, englene, kommer og træder frem for Jehova. Om dette møde, hvor Jesus uden tvivl har været til stede i sin førmenneskelige skikkelse, læser vi: „Iblandt dem kom også Satan.“ (Job 1:6) Det at Satan kom iblandt Guds „sønner“, som er personer, viser at han også selv er en person. At Satan talte med Jehova Gud, viser også at han er en person. — Job 1:6-12; 2:1-5.
Der er mange andre passager i Bibelen som viser at Djævelen er en person. Der er for eksempel Første Krønikebog 21:1 og Zakarias 3:1, 2, som viser at Satan er en modstander af Guds folk, og derfor også af Gud selv. (Zak. 2:12; Luk. 10:16) Navnet Satan er hebraisk og betyder netop „modstander“.
Evangelieberetningen i Mattæus 4:1-11 fortæller at Jesus blev fristet af „Djævelen“, et græsk udtryk der betyder „falsk anklager, bagvasker“. Den tredobbelte fristelse af Jesus foregik under en samtale mellem Jesus og Djævelen hvori Satan brugte listige argumenter, blandt andet en forkert anvendelse af Salme 91:11, 12, for at forlede Jesus til at synde mod Gud. (Matt. 4:6) Jesus kaldte senere Djævelen en „fader“ (i symbolsk betydning), „en manddraber“ og „en løgner“. (Joh. 8:44) Apostelen Paulus talte i Andet Korinterbrev 2:11 om at Satan har onde „planer“ hvormed han ønsker at overliste de kristne.
Kun en fornuftbegavet, tænkende skabning kunne ræsonnere, tale med Gud og Jesus Kristus og planlægge at overliste mennesker. Det er også værd at bemærke at størstedelen af menneskeheden ned gennem tiden har tilskrevet en eller flere personer på det åndelige plan at være ophav til det onde.
Har Gud skabt Djævelen?
Nu vil nogle sikkert indvende at en retfærdig, kærlig Gud aldrig ville skabe en djævel. Det er Gud for god til at ville gøre, siger de. Men beviser denne slutning at Djævelen ikke eksisterer?
Faktisk afslører dette synspunkt en vis uvidenhed, for Bibelen siger ingen steder at Gud skabte en der modstod ham selv og hans skabninger. Husk hvad Jesus sagde: at Djævelen ’ikke stod fast i sandheden’. (Joh. 8:44) Engang var Djævelen i harmoni med sandheden fra Gud. Men stolthed og ønsket om at mennesker skulle tilbede ham i stedet for Gud, fik ham til at opgive sin retfærdighed og blive en bagtaler og modstander af Gud. — 1 Tim. 3:6; Matt. 4:9; 1 Mos. 3:1-7.
Nogle holder på at en alviis, almægtig Gud ikke kunne skabe en søn der ville blive ond. Men en sådan påstand reducerer Guds fornuftbegavede skabninger til robotter der ikke er i stand til frit at vælge. Den kendsgerning at mennesket blev skabt „i Guds billede“, og oven i købet fuldkomment, og alligevel vendte sig til det onde, udelukker denne opfattelse. — 1 Mos. 1:27, 31; 5 Mos. 32:4.
Men hvorfor har Gud tilladt Djævelen at eksistere så længe?
Hvorfor Djævelen har fået lov at eksistere
Ved begyndelsen af menneskehedens historie bragte Djævelen oprøret ind i menneskeslægten. (1 Mos. 3:1-7; Åb. 12:9) Gennem en slange forledte han Eva til at tro at ulydighed mod Gud ville føre til at menneskene blev mere oplyste. Han antydede at menneskene ville være bedre tjent med at styre sig selv, med selv at bestemme hvad der var godt og hvad der var ondt, i stedet for at underlægge sig Guds ledelse. I direkte modstrid med hvad Gud havde sagt, påstod Satan at Adam og Eva ikke ville dø hvis de var ulydige. — 1 Mos. 2:15-17; 3:1-5.
Djævelen påstod altså at Gud var en løgner og at Guds måde at styre menneskene på var uretfærdig og undertrykkende. Bibelens beretning om Job viser at Satan også drog menneskers motiv til at tjene Gud i tvivl. Han påstod at Job kun tjente Gud fordi Gud gav ham materiel fremgang. — Job 1:9-11; 2:4, 5.
Der opstod derfor nogle vigtige spørgsmål. Ville oprør mod Gud virkelig blive til gavn for menneskene, sådan som Satan havde påstået? Kunne menneskene finde en eller anden regeringsform hvorved de kunne styre sig selv med godt resultat? Eller ville det kun være ved at underlægge sig Guds herredømme at menneskeheden ville opnå velsignelser? Er al tilbedelse af Gud motiveret af selviskhed? Eller ville der være mennesker som ville bevare deres integritet over for Gud, selv under vanskelige forhold? Af hensyn til den evige fred og harmoni mellem alle fornuftbegavede skabninger valgte Gud at sætte tilstrækkelig tid af til at dette stridsspørgsmål kunne blive afgjort én gang for alle.
En bedragerisk hersker over en verdensordning
I den tid Djævelen har fået lov at eksistere, er det blevet ham tilladt at øve stor indflydelse på menneskeheden. Jesus omtalte Satan som „verdens hersker“. (Joh. 14:30) Og i Åbenbaringen 12:9 står der at han „vildleder hele den beboede jord“. Var De klar over det? Det er kun få. Hvorfor?
Fordi Satan ’til stadighed giver sig ud for at være en lysets engel’. (2 Kor. 11:14) Han er en mester i at bedrage. (1 Mos. 3:13; 1 Tim. 2:14) Vi skal derfor ikke vente at Djævelen vil forsøge at beherske de fleste mennesker ved hjælp af åbenlys Satandyrkelse, interesse for det okkulte eller ved direkte dæmonbesættelse. De fleste mennesker er ikke tilbøjelige til at gå til sådanne yderligheder. Ofte foretrækker Satan at påvirke intelligente, dygtige, højt ansete mennesker på en underfundig måde. Det gør han i sin egenskab af „gud“ for „denne tingenes ordning“, der omfatter verdens store politiske, kommercielle og religiøse systemer. (2 Kor. 4:4) Overvej følgende:
Åbenbaringens bog i Bibelen omtaler symbolsk denne verdensordnings politiske element som „et vilddyr . . . med ti horn og syv hoveder“. (Åb. 13:1) Hvor har det fået sin herskermagt fra? „Dragen [Satan Djævelen] gav dyret sin trone og stor myndighed.“ (Åb. 13:2; 12:9) Har det politiske system ikke netop genspejlet Satans dyriske egenskaber? Skønt det ifølge Guds lov er forbudt hensynsløst at tage et andet menneskes liv, viser historien at de jordiske regeringer har foretaget blodsudgydelse i stor stil for at fremme nationalistiske mål.
Det er ganske vist rigtigt at politiske ledere ved visse lejligheder taler om Gud og foregiver at bede til ham om vejledning i regeringsanliggender. Men derpå ignorerer de hans skrevne ord, hans retfærdige bud, hans klart udtrykte vilje, og fortsætter med at fremme deres egne selviske planer. De har lært menneskene at deres skæbne snarere ligger i deres egne hænder end i Guds. Det er ikke så sært at Bibelen siger at „udtalelser inspireret af dæmoner“ samler jordens politiske herskere til en endelig krig mod Gud. — Åb. 16:13, 14.
Bibelen viser at der er en nær forbindelse mellem det kommercielle element og det politiske element, „jordens konger“. (Åb. 18:9-19) Lægger handelsverdenen ikke også den samme ånd for dagen som Guds hovedmodstander? Overalt ser man begærlighed og uærlighed, og det i en sådan grad at man i dag har et almindeligt motto der lyder „Køber, tag dig i agt“.
Men verdens store religioner — er de ikke anderledes? Udgør de ikke et stærkt bolværk mod enhver ond, overmenneskelig påvirkning? Nej, tværtimod. De religiøse ledere både i kristenheden og i de hedenske religioner har knyttet sig nært til de ledende inden for politik og handel. Eftersom „venskabet med verden er fjendskab med Gud“, afslører disse religiøse systemer sig selv som falske. — Jak. 4:4.
Bibelen beskriver den falske religions verdensimperium, kaldet Babylon den Store, som en umoralsk kvinde, og den siger at „med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin“. — Åb. 17:2, 5.
Har menneskeslægten ikke vaklet som beruset på grund af følgerne af denne forening af religion og politik? Har de religiøse ledere ikke velsignet nationerne og bedt for tropperne i deres blodige krige? Og hvordan står det til med moralen? Det ses tydeligt at mange religiøse lederes indstilling til moral ændrer sig i takt med folkets indstilling. Hykleriske præster ignorerer Guds ord og vender sig til verdens visdom og søger menneskers gunst og godkendelse. Det er intet under at Babylon den Store ikke beskrives som et sted hvor man beskyttes mod Djævelen, men derimod som „bolig for dæmoner“. — Åb. 18:2.
Bibelen viser altså at Satan som „denne tingenes ordnings gud“ manøvrerer med verdens forskellige elementer så de tjener hans hensigt. Derved har han skabt en bestemt tankegang eller sindsindstilling som nu præger menneskeheden i almindelighed. (2 Kor. 4:4) Det er som apostelen Paulus sagde: Djævelen „hersker . . . over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn“. (Ef. 2:2, oversættelsen af 1907) Selv de der gerne vil leve efter rette principper finder at de er „fanget“ i den nuværende tingenes ordning, idet de bliver presset til at følge dens korrupte tankegang og handlemåde. Og mange bliver direkte plaget af overnaturlige kræfter, idet de hører „stemmer“, ser frygtindgydende syner, eller bliver udsat for at forskellige genstande uden påviselig grund pludselig flyver gennem luften.
Efter at have overvejet alle disse vidnesbyrd siger De måske at De tror at der virkelig findes en djævel. Men det er ikke nok blot at „tro“ på det.
„Stå ham imod“ — hvordan?
Apostelen Peter giver os i Første Petersbrev 5:9 denne tilskyndelse: „Stå ham [Djævelen] imod, faste i troen.“ Hvordan kan et menneske stå en mægtig åndeskabning imod?
Bestemt ikke ved at blive overtroisk og mene at enhver usædvanlig hændelse har en overnaturlig årsag. En sådan tankegang ville være forkert, ubibelsk, og den kunne gøre én fanatisk og neurotisk.
Det vil heller ikke være klogt at søge hjælp hos mennesker der praktiserer „djævleuddrivelse“. Jesus advarede om at dette ville være noget der kendetegnede visse „falske profeter“, idet han sagde:
„Vær på vagt over for de falske profeter . . . Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ — Matt. 7:15, 22, 23; jævnfør Apostelgerninger 19:11-16.
Det er ikke ved mirakuløs djævleuddrivelse men ved at iføre sig „den fulde rustning fra Gud“ at man kan „stå fast over for Djævelens listige anslag“. (Ef. 6:11) Denne „rustning“ består blandt andet af kristne egenskaber som tro, retfærdighed, fred og evnen til at bruge Guds ord i praksis. (Ef. 6:14-18) Hvordan kan man erhverve sig denne beskyttende rustning?
Først og fremmest må der ske en forandring i ens sind og hjerte. Det viser Bibelen, idet den siger: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ I skal „gøres nye i jeres sinds drivkraft“. (Rom. 12:2; Ef. 4:23) På denne måde kan man løsrive sig fra den fremherskende tænkemåde som Djævelen har indprentet i denne verdensordning. (Joh. 8:32) Studium af Bibelen vil hjælpe en til at opnå virkelig fred i sindet, samt tro på og tillid til Guds hensigt, hvilket vil beskytte en mod Djævelens stormløb. Hvad er for øvrigt Guds hensigt med Satan Djævelen?
Djævelen vil blive fjernet — snart
Omkring slutningen af det første århundrede skrev apostelen Johannes: „Derfor blev Guds søn gjort kendt, nemlig for at nedbryde Djævelens gerninger.“ (1 Joh. 3:8) Den tid da dette skal virkeliggøres over hele jorden, er meget nær.
Der er nu gået næsten seks tusind år siden Djævelen fra begyndelsen etablerede sit styre over menneskeheden. Denne tid har været lang nok til at bevise at Satan havde uret da han påstod at ’oplyst selvstyre’ uafhængigt af Gud kunne være til gavn for menneskeheden. Ned gennem tiden har en mængde trofaste mænd og kvinder holdt fast ved tilbedelsen af Gud på trods af hårde prøvelser, ja selv om de har måttet bøde med livet. Dette gendriver Djævelens videre påstand om at alle mennesker ville bryde deres integritet over for Gud hvis de blev udsat for pres.
Der er derfor ingen grund til fortsat at lade Djævelen leve. Bibelens profetier viser at en ’stor trængsel’ i vor generation vil føre til at det store religiøse Babylon, det politiske „vilddyr“ og alle andre dele af den nuværende jordiske tingenes ordning vil blive ødelagt. (Matt. 24:3-14, 21, 34; Åb. 17:16; 18:8; 19:19-21) Straks derefter vil Satan blive ’bundet og kastet i afgrunden’, afskåret fra al kontakt med jorden i hele tusind år. Til sidst vil han blive udslettet for evigt. — Åb. 20:1-3, 7-10.
Ønsker De at overleve når denne „store trængsel“ går hen over jorden og når Satan bliver fjernet? Så må De nu begynde at iføre Dem „den fulde rustning fra Gud“. (Ef. 6:11) Jehovas vidner vil med glæde undersøge Bibelen sammen med Dem, vederlagsfrit, i Deres eget hjem eller et andet sted der passer Dem. Sæt Dem i forbindelse med de lokale Jehovas vidner. De er også velkommen til at overvære de ugentlige møder der afholdes i Jehovas vidners rigssal. Hvis De benytter Dem af dette gratis tilbud vil det hjælpe Dem til at begynde at efterleve rådet i Jakob 4:7: „I skal derfor underordne jer under Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“
[Illustration på side 8]
Bibelen kalder Djævelen „verdens hersker“. Han manøvrerer med de store politiske, kommercielle og religiøse systemer så de tjener hans hensigt. Var De klar over det?