dette havde de betragtet som en god betaling for deres tjeneste i Guds „vingård“, i Israel, indtil pinsen år 33. De havde ganske vist aftalt med den store husbond, „vingårdens“ ejer, at lønnen skulle være den hellige ånds gave, som forudsagt i Joels profeti 3:1, 2. Men at de nu skulle give afkald på alle de fordele de hidtil havde haft i Israel, og i stedet modtage den hellige ånd, som blev udgydt af Jesus Kristus, og på den måde blive salvet og bemyndiget til at virke som Jesu Kristi disciple sammen med hans apostle, folk af „sidste“ eller laveste rang, arbejdere der var kommet til i den ellevte time, alt dette ville være for meget for dem at ofre.

37. Var de tilfredse med kun at modtage „denaren“, og hvordan kom deres indstilling til udtryk over for de arbejdere der var kommet sidst?

³⁷ Som betaling fra Gud ønskede de mere end den hellige ånd og de mirakuløse gaver og de dermed forbundne privilegier i Rigets tjeneste. De ønskede mere end den symbolske „denar“. Derfor knurrede disse „første“ arbejdere mod „vingårdens“ ejer, og de var uvillige til at tage imod „denaren“, uden tvivl nøjagtig samme indstilling som den rige unge rådsherres og modsat apostelen Peters. Deres klager og indvendinger formede sig som en forfølgelse af Kristi disciple, de „sidste“ arbejdere der blev antaget i „vingården“. — Matt. 20:10-12.

38. Afslog alle de „første“ arbejdere at tage imod „denaren“, og hvad foretrak nogle at fortsætte med?

³⁸ Nu var der nogle tempellevitter, som for eksempel Josef Barnabas fra Kypern, som tog imod „denaren“. (Ap. G. 4:36, 37) Beretningen i Apostlenes Gerninger 6:7 fortæller os endvidere at efter at de tolv apostle var blevet fængslet og ført for sanhedrinet i Jerusalem fordi de havde brugt „denaren“ i Guds tjeneste, „havde [Guds ord] fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen“. Selv Saulus fra Tarsus, en personlig ven af den jødiske ypperstepræst, tog imod „denaren“, skønt han havde været farisæer. (Ap. G. 9:1-22; Fil. 3:4-6) Men de fleste af disse „første“ arbejdere, disse religiøse ledere i jødedommen, ville ikke give slip på deres religiøse privilegier i Israel; de fortsatte med at arbejde som hidtil og fik den løn herfor som Moseloven tilstod dem, mens de afviste „denaren“.

39. Hvor længe fortsatte de med denne form for religiøs tjeneste, og hvad fortsatte Jesu disciple med at bruge?

³⁹ De fortsatte deres form for religiøs tjeneste indtil året 70. Da blev templet i Jerusalem taget fra dem. De mistede deres arbejde der, og romerne kom og tog både land og folk fra dem, ikke fordi de havde godkendt Jesus Kristus, men fordi de havde forkastet ham og afvist „denaren“. (Joh. 11:47, 48) Deres øje var ondt fordi Jehova havde været god mod Jesu Kristi disciple. Hvad disse disciple angår, deriblandt apostelen Johannes, så fortsatte de med at bruge deres „denar“ for at fuldføre tjenesten for Guds rige og for at vinde evigt liv, og det gjorde de trods forfølgelsen. — Mark. 10:29, 30; Åb. 1:9.

Hvad „denaren“ er et billede på i vor tid

1. Hvorfor må der på grund af det der skete på pinsedagen i år 33 komme en endelig opfyldelse af lignelsen om „denaren“?

I DISSE sidste dage er der i kristenheden sket noget der ligner det som arbejderne i det gamle Israels „vingård“ erfarede for nitten hundrede år siden. Den gamle „vingård“, Israels nation under den mosaiske lovpagt, var et forbillede; meget af det der skete for Israel var profetiske „skygger“ af ting der skulle