Enhed i den nye verden

 1, 2. Hvoraf kan vi se, at familieliv spiller en vigtig rolle i den teokratiske ordning?

FAMILIELIV spiller en vigtig rolle i den kristne menigheds teokratiske opbygning. Grunden hertil er, at Jehova Gud har påbudt familieordningen, ligesom han i begyndelsen påbød Adam den og senere Israels folk. Mens det for israelitternes vedkommende forholdt sig således, at de var jøder af fødsel, er de kristne i dag Jehovas vidner, fordi de har valgt at være det ved at slutte sig til den teokratiske organisation, men familieordningen gælder stadig for hele organisationen. Når vi vender den gamle verdens samfund ryggen og skiller os ud fra den døende slægt, der er under Adams fordømmelse, må vi nødvendigvis holde os til den nye verdens samfund og blive et medlem af Guds familie, hvis vi skal opnå liv. Det gør vi ved at anerkende Jesus Kristus som vor fader i Adams sted. Hvis vi antages af Gud, bliver vi enten retfærdiggjort og gjort til Guds egne åndelige sønner, eller også bliver der stillet os evigt liv på jorden i udsigt og retfærdiggørelse ved slutningen af Kristi tusindårige regering.

² Selv de brødre i menigheden, der får anvist ansvarsfulde stillinger som tilsynsmænd, udvælges efter den måde, hvorpå de styrer deres eget hus, såfremt de er gift. (1 Tim. 3:4, 5) Da Paulus viste, hvad der var den rette handlemåde for sådanne tjenere, sammenlignede han den med forholdet i en familie. „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed.“ (1 Tim. 5:1, 2) Den teokratiske organisation er altså i virkeligheden en familie, og Gud kræver af dem, som nyder godt af familiens udkomme og goder, at de også påtager sig et ansvar og et arbejde til fremme af familiens interesser.

 3. Hvilken indstilling har nogle til spørgsmålet om herkomst, og hvorfor er det uklogt?

³ Nogle vil måske mene, at eftersom Gud har indstiftet familieordningen, er ethvert familieforhold ukrænkeligt og kræver absolut loyalitet, at intet bør få lov til at forstyrre familiefreden eller bryde familieenheden, og at hvad som helst, der måtte true den, uanset hvilken side truselen måtte komme fra, bør modvirkes med ethvert dueligt middel. Denne opfattelse bevirker, at personer med en sådan indstilling er sig meget familiebevidste og nidkært hæger om familienavnet, koste, hvad det koste vil, selv om det betyder krænkelse af retfærdige principper. De ser ned på enhver forbindelse eller ethvert ægteskab med en person, der ikke indtager en lige så fremskudt stilling i samfundet som de selv, og rejser derved en mur, der faktisk er et klasseskel, og indfører et selvvalgt kastevæsen. En tankegang, der dikterer en sådan handlemåde, har ikke den Højestes sunde og uforanderlige principper til grund. Paulus skrev til Timoteus: „Så du kan byde visse folk ikke at . . . agte på usande historier og på stamtavler, der intet fører til, men snarere volder ordstrid end forvaltning af noget af Guds i forbindelse med tro.“ (1 Tim. 1:3, 4, NW) Enhver, der er mere interesseret i familiestamtavler end i troens livgivende budskab, bør lægge sig følgende på sinde: Alle stamtavler ender med Adam, dersom de føres langt nok tilbage, og hvad stort er der ved at være i familie med ham? Det eneste værdifulde, man kan arve, er evigt liv, og han forspildte retten til at give evigt liv videre til andre. Derfor kan ingen af hans efterkommere, hvor fremskudte stillinger de end måtte indtage i denne verdens anliggender, gøre noget virkeligt krav på nogen overlegenhed eller påpege, at andre vil have nogen varig fordel ved at være i familie med dem.

 4. Hvad gjorde de skriftkloge og farisæerne krav på, og hvad betød det i virkeligheden?

⁴ Et særlig grelt eksempel på familiestolthed ser vi blandt de skriftkloge og farisæerne på Jesu tid. Der ville måske være en vis rimelighed i at mene, at om nogen havde ret til at være stolte, så var det dem, takket være det forhold, hele deres folk stod i til Gud gennem deres stamfader Abraham. Men som det allerede er blevet påvist i den foregående artikel (§ 12), var dette forhold ikke noget at vigte sig af, og jødernes slægtskabsforhold til Abraham som hans efterkommere sikrede dem heller ikke frelse. (Joh. 8:31-36) Hvis nogen ønsker at fremhæve, at de er Adams børn eller børn af en eller anden af hans efterkommere, og praler af deres kødelige herkomst, må de forstå, at de dermed uden skygge af tvivl giver afkald på en uforgængelig arv, det evige liv, til fordel for en stakket tilværelse i fattigdom med døden i vente.

 5. Hvilket ansvar har troende børn over for vantro forældre?

⁵ De kristne bør imidlertid ikke gå til den anden yderlighed og påstå, at man overhovedet ikke behøver at vise respekt for sine jordiske forældre. Paulus lod os ikke i tvivl om dette spørgsmål, da han skrev til efeserne: „Børn, vær lydige mod jeres forældre, der er i samhørighed med Herren“ (NW), „thi det er ret. Ær din fader og din moder, dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden.“ (Ef. 6:1-3) I denne forbindelse må det ikke overses, at Paulus siger, at der bør vises lydighed mod de forældre, „der er i samhørighed med Herren“. Vil det sige, at troende børn ikke skal stå deres vantro forældre til ansvar? Nej, under alle livets almindelige forhold kræves det af dem, at de adlyder deres forældre, så længe de er afhængige af dem, og at de, når de ikke længere er afhængige af dem, stadig viser dem respekt. Men hvis der opstår uoverensstemmelse vedrørende den sande tilbedelse af Gud eller den hellige tjeneste for ham, gælder den bibelske regel: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) Men, siger du, det kan jo afstedkomme uenighed og måske føre til splittelse! Måske, men Jesus sagde klart og tydeligt: „Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd.“ (Matt. 10:37) Ja, han sagde endog rent ud: „Jeg er kommen for at volde splid mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og imellem en svigerdatter og hendes svigermoder.“ — Matt. 10:35.

 6. Hvorfor tillader Gud, at der opstår splittelse i en familie?

⁶ Er det ikke mærkeligt, vil en og anden indvende, at Gud, der har påbudt familieordningen, skulle tillade, at den blev opløst på denne måde? Vi må atter svare nej. Husk, at alle familier nu på grund af Adam er udstødt af Guds egen store familie, og at det ikke er sandsynligt, at alle i en familie skulle ønske at forblive udstødt. Og skulle nogen ønske at blive optaget i Guds familie, er det heller ikke sandsynligt, at alle de andre også ville blive optaget i denne familie. Der må derfor finde en adskillelse sted. Men det bør bemærkes, at Gud ikke på må og få skiller familiegrupper. Nej, adskillelserne skyldes, at nogle i hjemmet ikke ønsker at efterkomme de nødvendige krav og slutte sig til dem, som tages med og kommer i harmoni med Jehova. (Luk. 17:34, 35) Gud viser ikke personsanseelse, og da han ikke anerkender nogen klasseforskel eller har indført noget kastevæsen, har han truffet foranstaltninger til, at de, som tages med, kan blive medlemmer af hans egen udvalgte familie og der opnå fred. „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ „Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv.“ (Ap. G. 10:34, 35; Matt. 19:29) Hvilken slutning kan vi drage ud fra dette? Vi forstår, at skønt Gud selv har indført familieforholdet fra begyndelsen, og skønt han har indstiftet familieordningen og endogså har sin egen store familieorganisation, så har han ikke bemyndiget eller indført noget kastevæsen blandt familier eller nationer, og han er heller ikke bundet af eksisterende klasseforskel, bare fordi mennesker har opstillet sådanne efter eget skøn. Alt dette fremhæver betydningen af at anerkende og værdsætte vort forhold til Gud og viser, at det går forud for alt andet, selv de allernærmeste familiebånd, og er den eneste vej til frelse.

 7. Hvilken formaning gav Jesus sine disciple med henblik på deres stilling i menigheden?

⁷ Hvad nu med kristenhedens præsteskab og dets holdning i denne sag? Ikke alene er den fremskudte stilling, de har tilegnet sig i menigheden, en krænkelse af Guds retfærdige principper, men noget sådant er udtrykkelig forbudt af menighedens grundlægger, Kristus Jesus. Da der opstod strid blandt disciplene vedrørende deres plads i Riget, kaldte Jesus dem til sig og sagde: „I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene.“ Som en svidende fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne gav han i sit sidste offentlige foredrag sine disciple og de lyttende skarer en meget alvorlig formaning. „Men I skal ikke lade jer kalde Rabbi; thi kun een er jeres mester, og I er alle brødre. Ej heller skal I lade jer kalde førere; thi kun een er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes.“ (Matt. 20:25-28; 23:8, 10-12) Det var disse ledende mænd inden for jødernes religion fra den tid, der havde ophøjet sig selv i en sådan grad, at da Guds søn kom til dem i opfyldelse af Moseloven, kunne de ikke se eller fatte, at det var ham. De var deres egen lov.

 8. I hvis fodspor følger kristenhedens præsteskab, og hvad er Guds syn derpå?

⁸ Kristenhedens præsteskab er fulgt i farisæernes fodspor og har udfærdiget deres egne regler for, hvordan menigheden skal opbygges, og hvilken myndighed de skal udøve over deres „brødre“. De har helt tilsidesat Jesu sunde vejledning, at den, som ville være størst iblandt dem, skulle være deres træl, og de har begået samme fejl som deres jødiske forbilleder, idet de har forankret sig i særdeles fremskudte stillinger i samfundet. Den visdom, der kommer til udtryk i Ordsprogene, taler imod sådanne mennesker. „Som en hund, der vender sig om til sit spy, er en tåbe, der gentager dårskab. Ser du en mand, der tykkes sig viis, for en tåbe er der mere håb end for ham. Den lade tykkes sig større vismand end syv, der har kloge svar.“ (Ordsp. 26:11, 12, 16) De klasseskel, som kristenhedens ledende mænd har opstillet, og som de store masser af bedragne tilhængere accepterer og støtter, er lige så vederstyggelige i Jehovas øjne, som de skriftkloges og farisæernes, og vil nedkalde samme ugunstige dom over dem.

 9. Hvordan var forholdet i den første menighed, og hvilket bevis har vi derfor?

⁹ En direkte modsætning hertil var forholdene i den første menighed, som Kristus Jesus indstiftede med den første kreds af Jehovas vidner i Jerusalem. Da Guds aktive og fornyende kraft blev udgydt, randt Kristi ord og befalinger dem på ny i hu: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:34, 35) At dette princip eksisterede, og at der blev lagt vægt derpå i den første menighed, fremgår af den formaning, en af menighedens tolv søjler fremholdt, og han havde selv været til stede, dengang Jesus gav denne befaling: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ (1 Pet. 5:2, 3) Hvilken forandring for de oprigtige jøder, der vendte sig bort fra den kastegale jødiske nations hovmod og stolthed! Under deres nye forhold fandtes der ingen klasseforskel, ingen partiskhed eller favoriseren. Retfærdighedens og upartiskhedens principper fik lige fra den første begyndelse dybt rodfæste hos det sande Kristi legeme, for nu groede noget nyt frem, der ikke fik sin vækst fra syndigt, døende kød, men fra Abrahams evige sæd, Kristus Jesus.

Jesu venskab ikke favoriseren

10. Hvordan tilkendegav Jesus sin upartiskhed? Vis, at han ikke favoriserede bestemte mennesker.

¹⁰ Men viste ikke Jesus nogle af sine disciple et særligt hensyn? Og var det ikke et udtryk for, at han favoriserede nogle, når han begrænsede sin forkynder- og lægegerning til jøderne og tilbragte så meget af sin tid i ganske bestemte hjem? Nogle mener, at Johannes, Jesu apostel, var Jesu yndlingsdiscipel. Hvor højt Jesus end elskede Johannes, gav han ham ikke nogen begunstiget stilling i Riget. Det fremgår af beretningen om den strid, der opstod blandt disciplene, og som vi allerede har omtalt. Jesus påpegede dengang, at det ikke tilkom ham at give dem sådanne stillinger, og han nægtede at lægge partiskhed for dagen. (Matt. 20:20-23) Skønt han specielt var udsendt til Israels hus, brugte han ikke dette som en undskyldning til at gøre forskel på ærlige og oprigtige mennesker fra andre folkeslag, for i sin tjenestegernings tredje år foretog han en kort rejse i Fønikien og helbredte også der. — Mark. 7:24-30; Matt. 8:5-13.

11. Hvordan stillede Jesus sig med hensyn til at udse et bestemt hjem som sit hovedkvarter i en by?

¹¹ Jesus tilbragte det meste af sine første tre tjenesteår i og omkring Galilæa og gjorde Peters hjem i Kapernaum til sit hovedkvarter. (Matt. 8:14; Mark. 1:29; Luk. 4:38) Han opholdt sig så meget i Kapernaum, at den og ikke Nazaret, hans barndomsby, blev kaldt hans „egen by“. (Matt. 9:1; 4:13) Det var, som Markus lader os forstå, ikke alene bekvemt for ham selv, men også for skarerne, der var interesseret i hans budskab. „Nogle dage senere gik han igen ind i Kapernaum. Og da det rygtedes, at han var hjemme, strømmede der . . . mange folk sammen.“ (Mark. 2:1, 2) Jesus formanede sine halvfjerdsindstyve disciple til at følge samme fremgangsmåde, da han sendte dem ud, så de på forhånd kunne avertere den offentlige foredragskampagne, han skulle til at begive sig ud på. Han sagde: „Men hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og hvis der er et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over ham . . . Bliv i det samme hus, spis og drik, hvad de giver jer, thi en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus.“ (Luk. 10:5-7) Det ville hindre misforståelser og var ikke noget bevis på, at han gjorde forskel.

12. Hvordan kan der nu i tiden bestå nære venskaber, uden at der derved dannes kliker?

¹² I Jehovas vidners menigheder i dag findes der mange nære venskaber foruden det forhold, der råder blandt dem, som er brødre i Kristus eller medvidner. Skal sådanne venskaber fordømmes som klikevæsen eller som en overtrædelse af de principper, der her er blevet fremholdt under denne drøftelse? De, som har menighedens enhed på hjerte, vil være varsomme med at fremføre sådanne beskyldninger i denne henseende, som i enhver anden, hvor det drejer sig om at dømme andre. De vil forstå, at gamle venskaber vil være at finde blandt dem, som har været modne kristne i mange år, og som utvivlsomt har mange teokratiske oplevelser til fælles. Andre igen, som er naboer eller arbejder på samme arbejdsplads, har ganske naturligt særlig tilknytning til hinanden på grund af deres daglige samkvem foruden det, at de kommer sammen i rigssalen eller tager ud sammen i tjenesten. Det samme kan gøre sig gældende, om end i mindre grad, blandt dem, som kommer til samme menighedsbogstudium, især hvis de følges ad til rigssalen og er i samme bilgruppe på landturene. Sådanne nære venskaber binder brødrene sammen og den nære tilknytning gør, at de bedre forstår hinanden og derfor bedre kan yde hinanden kærlig hjælp. (Præd. 4:9, 10) Er det derfor ikke rimeligt, at de, skønt de oprigtigt og af hjertet elsker hele menigheden, føler sig særlig knyttet til disse nære venner?

Intet kastevæsen i nutidens menighed

13. Hvad bør tjenerne gøre, for at de fremmede ikke skal føle sig forsømt?

¹³ Men hvordan kan det være, at der opstår splittelse eller bliver gjort forskel blandt Guds helligede og indviede folk i dag? Hvilke vaner eller forhold må anses for at være urette eller føre til partiskhed, og hvordan kan man komme dem til livs? Det er urigtigt af tjenerne at bære sig ad som de falske hyrder. Selv om de på grund af deres arbejde har nærmere kontakt med visse brødre, bør de aldrig glemme deres ansvar over for de svagere eller forpasse lejligheden til at hjælpe dem i tjenesten på arbejdsmarken. De, som virkelig er modne, både blandt tjenerne og de andre brødre, vil, skønt selve deres modenhed giver dem fuldt op at gøre, vise interesse for organisationens vækst ved at tage sig så meget af de nye, der kommer til møderne, som det er muligt. Det kan gøres, ved at man hver gang sætter sig et nyt sted i salen og således træffer andre, eller man kan være til hjælp ved at bruge et par minutter efter mødet til at hilse på de forskellige, inden man tager sig af de pligter, der ellers påhviler en. De nye venner sætter stor pris på, at de, som fører an i organisationens virksomhed, viser dem venlig interesse, og det er også et kærligt udtryk for princippet om den fremmedes ret, der fremholdes i Moseloven. — 3 Mos. 19:33, 34.

14. Hvilke vanskeligheder kan der opstå i forbindelse med klasseforskel og sektvæsen, og hvordan kan vi komme den slags til livs?

¹⁴ Vi bør heller ikke vise personsanseelse over for dem, som måske indtager en fremskudt stilling i samfundet. Vi må forstå, at det ikke er noget større problem for dem at komme med i sandheden, end det er for mange andre, hvis tilstedeværelse i organisationen betyder lige så meget for Jehova, og som har lige så stort behov for brødrenes kærlige omsorg. Klasseforskel bør derfor ikke tillades. (Jak. 2:1-9) Der må heller ikke forekomme „splittelser“, hvis enheden i menigheden skal bevares. (1 Kor. 1:10-13) Uenighed vedrørende kredsanliggender kan forårsage, at der opstår grupper, der har nærmere tilknytning til visse ideer og tanker end største delen af menigheden. Det er sektvæsen og hører ikke hjemme i den teokratiske ordning. Til tider søger visse af kredsens brødre i en bestemt aldersgruppe bestandig sammen og viser en vis intolerance over for andre, som befinder sig i en helt anden alder, og de begynder måske at udelukke dem af deres vennekreds. Dette kan undgås, hvis man udveksler erfaringer fra vidnegerningen og søger at få lejlighed til at arbejde sammen i tjenesten. Jakob opsummerer sagen ved at sige: „Thi hvor der er misundelse og egennytte, der er forvirring og alt, hvad ondt er. Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri.“ — Jak. 3:16, 17.

15. Hvilket forhold bør der råde mellem arbejdsgiver og arbejder?

¹⁵ Måske melder spørgsmålet om forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder sig, især hvis arbejdsgiveren også er en broder i sandheden. Skulle den broder, der arbejder hos ham, vente eller forlange, at en sådan arbejdsgiver giver ham visse forrettigheder eller fritagelser i arbejdstiden, som de andre arbejdere ikke får? Eller skulle arbejdsgiveren forlange, at broderen stadig betragter ham som arbejdsgiver, når de er til møderne i menigheden? Bibelens svar er nej i begge tilfælde. „Alle, der er under trælleåg, skal agte deres herrer værdige til al ære, for at Guds navn og læren ikke skal spottes. De, der har troende herrer, må ikke vise dem mindre ærbødighed, fordi de er brødre; tværtimod skal de tjene så meget villigere, fordi deres herrer er troende og elskede og gerne vil gøre vel imod dem.“ (1 Tim. 6:1, 2) Paulus’ formaning her er ikke en modsigelse af hans ord ved en anden lejlighed, da han sagde: „Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I een i [samhørighed med, NW] Kristus Jesus.“ (Gal. 3:28) Han understregede blot det rette forhold, der burde råde iblandt dem.

16. Hvordan stiller kristne sig til sådanne klasseforskelle, som landets love fastsætter?

¹⁶ I Guds øjne og i hans handlemåde med sine salvede sønner står alle lige og i samme familieforhold til Kristi legeme, men i den nuværende onde verdensordning opstilles der forskellige klasseskel og skillelinier, som landets love forlanger overholdt. At den kristne indordner sig under sådanne love vil ikke sige, at han går på kompromis med Guds lov. Han følger tværtimod Paulus’ formaning: „I trælle! vær lydige mod jeres jordiske herrer, som mod Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte; ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men som Kristi tjenere, der gør Guds vilje af hjertet. Og udfør jeres tjeneste med villigt sind, som om I tjente Herren og ikke mennesker. I ved jo, at enhver skal få igen af Herren, hvad godt han gør, enten han er træl eller fri. Og I herrer! gør ligeså mod dem, lad være med at true; I ved jo, at de har deres Herre i himlene lige så vel som I, og hos ham er der ikke personsanseelse.“ — Ef. 6:5-9.

17. Hvilket stridsspørgsmål afviser Jehovas vidner, og hvad bestræber de sig for at gøre?