Guds Ords Plads i Vort Liv

„Hvorledes holder en ung sin vej ren? Ved at holde sig efter dit ord. I dine vedtægter har jeg min lyst, jeg glemmer ikke dit ord.“ — Sl. 119:9, 16.

 1. Hvorledes og hvorfor har Gud givet os sit ord, og hvilket spørgsmål rejser der sig angående os og det?

JEHOVA GUD har givet os sit ord skriftligt. I løbet af en periode på over fire tusind år har han frembragt dette ord, idet han fuldendte den sidste af dets seks og tresindstyve bøger i det første århundrede efter Kristi fødsel. Han anvendte ikke al den tid til at frembringe noget, der er uden værdi for hele menneskeheden, især nu i disse meget kritiske tider. Han vil, at det skal tjene et værdifuldt formål i overensstemmelse med hans vilje. Heri kan det ikke slå fejl. (Es. 55:10, 11) Det store spørgsmål er: tjener hans ord sit formål med hver enkelt af os?

 2. Hvorledes vises det, hvor stor indflydelse Bibelen har på menneskene, og hvorfor modbeviser tilstanden i kristenheden ikke dette?

² Guds skrevne ord, bibelen, har haft stor indflydelse på menneskeheden. Stærke religiøse hierarkier, der har haft indflydelse hos de politiske myndigheder, har ladet hundreder tusinder eksemplarer af bibelen brænde, male til papirmasse eller på anden måde tilintetgøre og anbringe uden for læse- og rækkevidde. En sådan handling er en indirekte indrømmelse af, at dette ord har virkning på dets hørere og læsere. Der må være en eller anden betvingende magt, der udgår fra denne hellige bog, når den får dem, som elsker den, til at trykke og udbrede den i hundreder millioner af eksemplarer på over elleve hundrede forskellige sprog i alle egne af jorden. Udbredelsen er selvfølgelig størst inden for kristenhedens område. Her ud fra kunne mennesker måske slutte, at vor tids kristenhed er et produkt af bibelen. Imidlertid er sandheden den, at kristenheden er, som den er, fordi den har ignoreret bibelen eller undladt at give agt på den. At kristenheden har ejet bibelen, har ikke gjort den kristen. Kristenheden har kun et skær af gudfrygtighed, men den er ikke kristen. Årsagen hertil er den, at den har sveget bibelen, som den påstår at følge, den har sveget bibelens sande kraft. Derfor har kristenheden ikke holdt sin vej ren, men plettet sig med denne fordærvede verdens urenhed. Da den kun er kristen af navn, gør den sig skyldig i religiøst hykleri. For al den vanære, den har bragt over sand kristendom, vil den snart blive tilintetgjort af kristendommens sande Gud, Jehova.

 3, 4. Hvad kan kun afgøres ved, at vi søger vejledning i bibelen, og hvorledes vises det betydningsfulde i at gøre dette?

³ Vi er nået til den udvikling i verdensforholdene, som blev forudsagt af kristendommens grundlægger, Jesus Kristus. Han sagde: „Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen.“ (Luk. 21:25) Kristenhedens nationer er hårdest ramt af denne fortvivlelse. Det, som det religiøse præsteskab søger at få til at se ud som Guds vilje, ejer ikke hans velsignelse. Præsteskabet fordrejer Guds vilje, og folket lades i mørke med hensyn til, hvad der er hans vilje. I denne mørke tid er det af stor vigtighed at kende Guds vilje, da hans ord siger: „Verden forgår og dens lyst, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:17) Det er kun ved at undersøge, hvad der står skrevet i hans ord, at vi kan finde ud af, hvad der er hans vilje. At det er på denne måde, at man kan forvisse sig om Guds vilje, antydede hans søn, Jesus Kristus, for som vi læser: „Derfor siger han, da han træder ind i verden . . . Da sagde jeg: Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebr. 10:5-7; Sl. 40:7-9) Da han fastede og afholdt sig fra materiel føde i fyrretyve dage i ørkenen, fik han åndelig føde fra Guds skrevne ord. Dette fremgår af den omstændighed, at da modstanderen Satan kom for at friste ham til at gå imod Guds vilje, tilbageviste Jesus hver eneste af fristerens urette opfordringer med ordene: „Der står skrevet,“ og citerede derpå, hvad der var skrevet om Guds vilje med ham. — Matt. 4:1-11.

⁴ Vil man være en sand kristen, kan man ikke følge det, kristenheden lærer. Man må lære direkte fra selve bibelen og følge dens belæring. Man må læse, hvad Jesus selv sagde, og hvad hans inspirerede disciple skrev. En kristen kommer til Gud gennem Kristus og indvier sig til at gøre Guds vilje i overensstemmelse med Jesu eget eksempel. I oprigtighed beder den kristne med salmisten Davids ord: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud: din ånd er god, før mig i retskaffenhedens land.“ — Sl. 143:10, AS.

 5. Hvorfor opstår der problemer i den kristnes liv, og hvilke spørgsmål vil eventuelt melde sig?

⁵ Der opstår mange problemer i en kristens liv i denne verden, i særdeleshed fordi han nu befinder sig i en verden, der er fjendtligt indstillet over for ham, og dog må gøre, hvad Gud ønsker, han skal gøre. Mange personlige anliggender volder ham vanskeligheder og gør ham tvivlrådig med hensyn til, hvad der er Guds vilje med ham. Vanskeligheden er ofte denne: Den himmelske visdom anviser ham en bestemt vej, der vil bringe ham velsignelser og forrettigheder, men han har en eller anden selvisk overvejelse i sit hjerte, og han ønsker at gøre noget andet, der ikke er det bedste for ham. Spørgsmålet for ham kan være: Skal jeg gifte mig eller forblive ugift? Skal jeg holde op med mit verdslige arbejde og blive en heltidsforkynder af de gode nyheder om Guds rige, eller skal jeg fortsætte med at anvende det meste af min tid og mine bedste kræfter til at tjene nok til en behagelig tilværelse? Eller: Skal jeg forlade en gren af tjenesten i Guds organisation og dens muligheder og forrettigheder og tage en anden gren af tjenesten op? Bibelen blev ikke skrevet for ham personlig for at anvise hvert skridt, han bør tage. Hvorledes skal han så kunne afgøre, hvad der er Guds vilje med ham?

 6. Hvordan vil en og anden med urette vente at få svar på deres problem?

⁶ Den rådspørgende kan lægge sin sag frem for Gud gennem bøn. Men hvordan vil han få svar? Ved at lukke bibelen op efter sin bøn og i blinde sætte sin finger på et skriftsted og så betragte det skriftsted som et svar? Nej, det ville være at overlade sagen til tilfældet, det ville ikke være at behandle Guds ord på rette vis, for som 2 Tim. 2:15 (NW) siger: „Gør dit yderste for at fremstille dig som godkendt for Gud, en arbejder, der intet har at skamme sig over, og som behandler sandhedsordet på rette måde.“ Skulle han lytte til en hviskende stemme fra den usete verden, der ville fortælle ham, hvilken vej han burde vælge, eller hvilket valg han burde træffe? Nej, det ville være en form for spiritisme. Det ville udsætte ham for bedrag fra dæmonernes, Satans engles, side. Nå, men så skal han måske vente, at en engel fra himmelen vil vise sig for ham og give ham direkte råd, der vil afholde ham fra at begå en fejl? Viste der sig ikke engle for fortidens trofaste mænd med budskaber til dem, og greb de ikke ind i Kristi disciples liv i det første århundrede? Hvorfor så ikke nu?

Indgriben af engle

 7. Hvilke eksempler har vi på, at Guds tjenere i det første århundrede blev hjulpet ved engles mellemkomst og gennem syner?

⁷ Det kan ikke benægtes. Der er mange eksempler på, hvorledes engle viste sig for de første kristne og underrettede dem om, hvad der var Guds vilje med dem på det bestemte tidspunkt. Mens vi ikke har noget tilfælde, hvor en engel viste sig for Jesus for at fortælle ham, hvad han skulle gøre, læser vi imidlertid, at umiddelbart efter at Jesus blev døbt i vand og Guds ånd kom over ham, „blev Jesus af ånden ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen“. Han fortalte sine disciple: „I skal se himmelen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen.“ Det var, for at englene kunne betjene ham, fremfor at de skulle gøre ham bekendt med Guds vilje. (Matt. 4:1, 11 og Joh. 1:51) Men da Jesu apostle blev arresteret, fordi de fortsatte med deres kristne arbejde i Jerusalem og blev fængslet, førte Jehovas engel dem ud og sagde: „Gå hen og stil jer i templet og vedbliv med at tale til folket alle ordene om dette liv.“ Senere ledte en engel discipelen Filip til det sted, hvor den ætiopiske høvedsmands vogn skulle komme forbi, og sagde: „Gå hen og hold dig nær til den vogn.“ Efter at Filip havde forkyndt ordet og døbt denne ætioper, „førte Jehovas ånd hastigt Filip bort“, og Filip blev derefter fundet i Asdod. Derpå ledte en engel den hedenske høvedsmand Kornelius til at sende bud efter Peter i Joppe, og Gud viste Peter i et syn, at han skulle tage med Kornelius’ sendebud og prædike for de uomskårne ikke-jøder eller hedninger. Foruden disse tilfælde havde apostelen Paulus syner, der vejledte ham, og den hellige ånd virkede til vejledning for ham i hans forkyndelse og for at forsikre ham om, at han havde Guds støtte.a

 8. Hvordan afgjorde de, hvad der var Guds vilje i deres dagligdags anliggender, når de ikke havde sådanne syner og engle ikke viste sig for dem?

⁸ Men vi spørger: Hvad gjorde de samme Kristi første disciple for at forvisse sig om Guds vilje med hensyn til deres daglige gerning i de mellemrum, hvor de ikke havde syner, og hvor engle ikke viste sig for dem? De tilfælde, hvor der sendtes dem syner eller engle viste sig for dem, var noget ganske for sig, fordi det her drejede sig om Guds folks fælles interesser. Det var forkyndelsen af Guds budskab i hele dens forløb, som stod på spil, og disse mænd var repræsentative mænd, som skulle bruges i forbindelse med disse betydningsfulde spørgsmål. I strengt personlige anliggender og i dagligdags spørgsmål måtte de selv afgøre, hvad der var Guds vilje, akkurat som vi må det nu. Den tid er forbi, da engle gav sig åbenlyst til kende, og da Guds hellige ånd uddelte hørlige direktiver, ligesom også tiden for besiddelse af åndens mirakuløse gaver er forbi. (1 Kor. 13:1, 2, 8-11) Lykkeligvis står Guds hellige ånd eller virkekraft os dog stadig bi, og hans engle står os til tjeneste, og vi kan stole på dem, selv om de ikke viser sig synligt for os.

 9. Hvad skal vi ikke vente os af disse engle? Hvilken forsikring har vi ikke desto mindre om de tjenester, de udfører nu?

⁹ Det er ikke at vente, at Guds usynlige engle bestandig skal svæve ved siden af hver enkelt af os og dirigere hvert af vore skridt, for at vi ikke skal gå den forkerte vej eller komme ud for et ulykkestilfælde. Og dog har vi den trøsterige forsikring, at Guds engle udfører en vigtig tjeneste til gavn for os. Vi kan stadig hver især hente trøst fra Jesu ord: „Tag jer bestandig i agt, I mænd, at I ikke ringeagter en af disse små; thi jeg siger jer, at deres engle i himmelen altid har adgang til min himmelske Fader, som er i himmelen.“ Disse engle sorterer nu under den herliggjorte Jesus, og vi ved, at han bruger dem til at hjælpe og tjene sine trofaste efterfølgere på jorden, for at de kan vinde frelse i den kommende nye verden. „Er de ikke alle ånder til offentlig tjeneste, udsendt for at tjene dem, der skal arve frelse?“ (Matt. 18:20 og Hebr. 1:14, NW) Vi lever på den tid, da Kristus er nærværende i sit herlige rige, og et af de synlige beviser herpå er, at han sindbilledlig talt skiller alle nationers folk i to lejre, får og bukke. Det adskillelsesværk overværes af mægtige engle, thi Jesus sagde forud om denne tid: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han sidde på sin herlighedstrone.“ De omtalte engle er ikke blot og bart prydelser, men er med Jesus, for at de skal udføre deres del af det arbejde, der skal gøres. — Matt. 25:31.

10, 11. Hvordan forsikres det os, at englene samarbejder med os i denne hvedens og ugræssets høsttid?

¹⁰ Vi lever nu i tiden for dette tingenes systems fuldendelse. Englene er derfor ikke alene beskæftiget med at samle fårene ved Kongens højre hånd, de godkendtes samlingssted, men holder tillige de kristnes organisation fri for alle svigagtige elementer. Med umiddelbar bistand af sine engle har Kongen ud fra Guds organisation sanket alle, som svigagtigt har foregivet at være arvinger til Guds himmelske rige, men som i virkeligheden er sønner af den onde, Djævelen, og som ikke med rette har plads blandt Rigets arvinger. Jesus gav et billede af, hvordan de blev renset ud som ukrudt af en hvedemark inden høsten. Han sagde:

¹¹ „Høsten er en afslutning på et tingenes system, og høstfolkene er engle. Ligesom nu ukrudtet skilles fra og brændes i ild, således skal det ske ved afslutningen på tingenes system. Menneskesønnen skal sende sin engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. På den tid skal de retfærdige skinne så klart som solen i deres Faders rige.“ (Matt. 13:39-43, NW) Såfremt vi nu er flittige til at lade lyset fra de gode nyheder skinne ud og bevirke en adskillelse mellem dem, der elsker lys, og dem, der elsker mørke, så vil englene under ledelse af Kongen Jesus Kristus samarbejde med os.

12, 13. Hvorfor er vor tid en farens tid, og hvorved vises det os billedligt, at vi står under den rette overmenneskelige omsorg?

¹² Det er nu en tid med stor fare, og det har det navnlig været, siden krigen i himmelen udstødte Satan og hans dæmoner fra deres plads deroppe og begrænsede deres virkeområde til jorden. I raseri over den ydmygelse, der er overgået ham, og vel vidende, at der stadig går svind i den korte tid, der er levnet ham, inden Harmagedons slagrækker tvinger ham ned i afgrunden, er Satan, Djævelen, besluttet på at ødelægge og udrydde dem, der viser Gud og hans Kristi rige troskab.

¹³ Adlyder du Guds bud, og deltager du i gerningen med at frembære Jesu vidnesbyrd, kan du være forvisset om, at Dragen, Satan, Djævelen, fører en udmattelseskrig imod dig og prøver at få dig til at høre op med at være en sand kristen eller på at tilintetgøre dig. Du kan tage Åbenbaringen 12:17 som absolut garanti herfor. Hvor stor en trøst og opmuntring er det ikke at vide og forstå, at engle yder os en endnu vældigere beskyttelse! Sådanne engle holder vældige ødelæggelseskræfter i tømme, lige til den sidste af de åndelige israelitter, Guds trælle, er blevet forsynet med hans godkendelsessegl, og også til den „store skare“ af deres medtjenere for Gud er samlet sammen og ført ind i den rette hyrdes, Jesu Kristi, varetægt. Johannes forudså dette og sagde herom: „Derefter så jeg fire engle stå ved jordens fire hjørner, de holdt jordens fire vinde fast, for at ingen vind skulle blæse hverken på jorden eller på havet eller på noget træ.“ Til hvornår? „Til efter at vi har beseglet vor Guds trælle på deres pander.“ (Åb. 7:1-4, 9-17, NW) Resten af Guds beseglede trælle og deres medvidner fra alle nationer er derfor genstand for stor omsorg fra englenes side. Og vi nyder godt deraf.

14. Hvem er det, der ifølge salmisten lejrer sig rundt om os, og hvorfor?

¹⁴ Dragen, Satan, Djævelen, koncentrerer nu sin bitre krigsførelse om resten og deres medvidner. Det var for vor tid, at følgende velsignede forsikring blev skrevet og bevaret: „Her er en arm, der råbte, og Jehova hørte, af al hans trængsel frelste han ham. Jehovas engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ (Sl. 34:7, 8) Det er sandt, at der findes en stor hær af usynlige fjender lejret rundt om os, og det er den usynlige Drage og hans onde dæmoner, som står bag dem. Men vi har tro og tillid til, at lejret usynligt rundt om os er Jehovas engel, der besejrede Dragen og hans dæmoner under krigen i himmelen og nu holder dem under sin fod her på jorden, til han knuser dem i Harmagedon. Var det ikke for denne overmægtige englebeskyttelse, ville resten af de åndelige israelitter og deres trofaste medarbejdere for længst være overvundet og tilintetgjort i den hensigt, at sætte en stopper for deres forkyndelse af Jehovas og hans Konges Jesu Kristi vidnesbyrd.

15. Vis, hvorledes de vogtende engle ikke fritager os for ansvar i forbindelse med vort personlige velfærd. Hvorledes vistes dette i Jesu tilfælde?

¹⁵ Vi er kommet til Guds rige, der nu er grundfæstet på det himmelske Zions bjerg, og vi er kommet til „myriader af engle, i fælles forsamling“. Vi har den tilfredsstillelse at vide, at vi nyder deres hjælp og beskyttelse. På hvilken måde? Jo, ved at Jehovas tjeneres synlige organisation bevares midt i en slagomtumlet verden, og ved at vort vidnesbyrd om Riget har fremgang. (Hebr. 12:22, 23, NW) At vi nyder englenes beskyttelse, fritager os imidlertid ikke for at være så forsigtige og påpasselige, som det er os muligt, for at værne os mod eventuelle ulykker. Vi kan ikke vente, at englene skal værne og beskytte os mod vor egen skødesløshed, ubesindighed og dumdristighed. Midt iblandt ulve formanes vi til at være forsigtige som slanger og tage os i vare for mennesker. Vi må ikke stille Gud på for stor prøve med vor urimelighed og ufornuft. Djævelen citerede en bibelsk sandhed, da han sagde til Jesus under fristelsen i ørkenen: „Han byder sine engle at vogte dig på alle dine veje; de skal bære dig på deres hænder, at du ikke skal støde din fod på nogen sten.“ Det berettiger dog på ingen måde Djævelen til at foreslå Jesus at lade hånt om tyngdeloven og kaste sig ud fra templets brystværn og således tvinge Gud til at frelse sin søn ved engles hjælp. Det var urimeligt og i modstrid med andre skriftsteder. Det var at friste Gud eller sætte ham på prøve, langt ud over hvad han virkelig havde lovet. (Sl. 91:11, 12; Matt. 4:5-7, NW) Sådan er det også nu med os, der er Guds børn, men dog ikke på langt nær af samme betydning som Jesus. Mens vi nyder englenes beskyttelse for Guds gernings og sags skyld, vover vi dog ikke at stille Gud på prøve ved fornuftstridige handlinger og skødesløshed og så vente, at hans engle skal bevare os mod onder og ulykker til trods herfor.

En bog for råd og vejledning

16. Hvad har vi, som gør, at vi ikke kan vente mirakuløs indgriben, når det gælder vore egne problemer? Og hvorfor kan vi ikke det?

¹⁶ Vi skal derfor ikke vente, at disse utallige hellige engle ved mirakuløs indgriben skal hjælpe os med at afgøre, hvad der er Guds vilje i vore personlige spørgsmål og problemer. Gud har givet os sit skrevne ord, og han har tilvejebragt det for os, for at vi skal søge råd og vejledning deri. Søger vi ikke vejledning deri, vil det ikke tjene os som rettesnor. Gud åbenbarer sig for os i sit ord. Han åbner sit sind og sit hjerte for os, fortæller os, hvad han mener og tænker, hvad han allerede har gjort, gør nu og vil gøre i fremtiden, og han oplyser os om, hvad han gerne vil, vi skal gøre for at vinde hans gunst og det evige livs gave i den nye verden. Vi behøver hans ord, for i vor kødelige tilstand er det umuligt for os at se ham. Han lader os vide, at hans navn er Jehova, hvilket betyder den, der forårsager, at noget bliver til, og han viser os sine egenskaber: visdom, retfærdighed, magt og kærlighed, og lader os forstå, hvordan alle fire egenskaber samarbejder uden at komme hinanden på tværs. Den eneste måde, vi derfor kan få noget bestemt at vide om ham, er gennem hans skrevne ord. Og lærer vi ham først at kende gennem hans ord, lærer vi også at få tillid til ham og give agt på hans råd og forstå, at hans bud har autoritet. Vi befæster vor tro på, at hans ord er sandt og uden fejltagelser eller uret vejledning. Det bevirker, at vi søger vejledning deri og følger dets råd, når vi står over for problemer.

17. Hvad er da spørgsmålet for os, for så vidt det angår Guds ord? Og hvad kan vi vente, hvis vi retter os efter det, og hvis vi ikke gør det?

[Fodnote]