„Køb forstand for alt, hvad du har“

„Køb visdom for det bedste, du ejer, køb forstand for alt, hvad du har.“ — Ordsprogene 4:7.

 1. Hvorfor er kundskab om den Hellige betydningsfuld? Hvad betyder den?

JEHOVA, den store Teokrat, forstår alt og giver sine trofaste tjenere forstand, efterhånden som de behøver den. Denne forstanderen af de vigtigste forudsætninger for at kunne udføre Teokratiets tjeneste rettelig. Det er forskellen på den modne tjener og begynderen. Den viseste mand i fortiden sagde: „At kende den Hellige, det er forstand.“ (Ordsprogene 9:10) Han, som var visere endnu end denne gamle vismand, sagde til den Hellige: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ Denne kundskab om den Hellige betyder meget mere end blot en mental idé om hans eksistens. Det betyder en bevidst kundskab om Jehova og hans hensigter, som trodser alle forsøg på at omstyrte den. Det betyder at have forståelse af ham og erkendelse af, hvorfor han gør det, som han gør.

 2. Hvilken formaning får vi med hensyn til forstand?

² Denne godtgjorte, prøvede og uomstødelige kundskab er noget, man må kæmpe for at erhverve sig. Det er noget, vi ikke kan undvære, hvis vi håber at opnå det evige livs velsignelser i Guds rige. Hold denne kendsgerning klart frem for dit sind, og resultatet bliver en bedre forståelse af styrken i og betydningen af de ord, der udtales i Ordsprogene 4:7, og som er brugt som overskrift over denne artikel. Hvis vi forstår, at Gud er vor Fader, vil vi vise opmærksomhed mod det, han lærer os, og det vil forøge vor forståelse af ham og vort forhold til ham. „Hør, I sønner, på en faders tugt, lyt til for at vinde forstand; thi gavnlig viden giver jeg jer, slip ej, hvad jeg har lært jer. Køb visdom for det bedste, du ejer, køb forstand for alt, hvad du har.“ Foruden en faders formaning har vi også hans vise og trofaste søns råd, der selv har draget fordel af sin faders vejledning: „Da jeg var min faders dreng, min moders kælebarn og eneste, lærte han mig og sagde: Lad dit hjerte gribe om mine ord, vogt mine bud, så skal du leve.“ — Ordsprogene 4:1-4, 7.

 3. Hvorfor er forstand nødvendig foruden visdom?

³ Hvad angår denne proces i forbindelse med at få forstand, indser vi, at man kunne have en hel del kundskab og dog ikke have forstand. Forstand beskæftiger sig ikke blot med selve kendsgerningen, men også med ethvert hvorfor og af hvad grund i forbindelse med tingene. Den koncentrerer sig om brugen eller anvendelsen af denne kundskab for at opnå det højeste gode. Kundskab uden forstand er derfor kun af ringe værdi. Det er især tilfældet, når det drejer sig om at anvende den kundskab, vi har om Gud og hans rige og hans lov. De ovenfor anførte skriftsteder tilkendegiver også, at det er muligt at have visdom og dog ikke have forstand. Vi kunne bestemme os til at følge den rette handlemåde. Vi kan have indviet os til at tjene Herren, hvilket altsammen er en viis handlemåde. Men desuden må vi have forstand. Apostelen siger, at forskellen mellem en søn og en tjener er den, at for sønnerne vil Herren Jesus bekendtgøre, hvad hans Fader gør. (Johannes 15:15) Han åbenbarer os ethvert hvorfor og af hvad grund i forbindelse med det, vi behøver at vide. Denne forståelse er det muligt for ethvert Guds barn at opnå, men han må gøre noget for at få den. Uden den kan han ikke opnå succes i sit kristelige kald.

 4. Hvem er det i virkeligheden, der giver os det råd? Hvad har vi at gøre?

⁴ Dette råd fra en fader til hans søn er i første række Jehovas råd til sin enbårne søn, vor Herre Jesus Kristus, men omfatter også medlemmerne af Kristi legeme. Men i princippet gælder det ethvert menneske, som nogen sinde vil opnå liv i eller under Jehovas rige. Denne formaning fra de to største rådgivere i universet, Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus, til at give agt på Guds ord, til at få forståelse af dette ord, for at vi til fulde må kunne erkende vort forhold til Gud og hans organisation, er følgelig noget, som vi bør sætte pris på og tage alvorligt. „Hør, min søn, på din faders instruktion, opgiv ikke din moders belæring.“ (Ordsprogene 1:8, Amer. Stand. Overs., margen) Vi for vor del må gøre noget. Vi må skaffe os forståelse af Jehovas hensigter og lære, hvordan de berører os personligt og i fællesskab. Hvis vi nægter eller forsømmer at få denne forståelse, sætter vi vor fremtidige tilværelse i Guds rige på spil.

 5. Hvilket valg traf den unge kong Salomo, som Herren Gud roste ham for?

⁵ I længst forsvundne dage roste Herren kong Salomo stærkt, fordi han fremfor alt andet ønskede forstand i hjertet. Det vil være gavnligt her at kaste et blik på Salomos handlemåde og Herrens behag i den. „I Gibeon lod Jehova sig til syne for Salomo i en drøm om natten. Og Gud sagde: Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!“ Salomo svarede: „Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte [eng. overs.: et hjerte med forstand], så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store folk! Det vakte Jehovas velbehag, at Salomo bad derom; og Gud sagde til ham: Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ej heller om rigdom eller om dine fjenders liv, men om forstand til at skønne, hvad ret er, se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt hjerte, så at din lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så at du ikke skal have din lige blandt konger, så længe du lever.“ — 1 Kongerne 3:5, 9-13.

 6. Hvorfor behagede hans valg Jehova? Hvad var det et billede på?

⁶ Salomos valg behagede Jehova Gud, fordi det anerkendte ham som den Højeste. Det viste, at Jehova er den eneste rette kilde til forstand, og at Salomo var en tjener, som ønskede at tjene ham trofast, og at det folk, der skulle dømmes, var Jehovas folk. Dette vise valg angiver den rette handlemåde for alle Guds tjenere og var et forbillede på den rigtige handlemåde, som deres leder, Jehovas trofaste og sanddru tjener ville følge. Profeten Moses lagde også en eksemplarisk sagtmodighed for dagen og så hen til Jehova efter forstand og vejledning, og derfor brugte Herren Gud ham mægtigt. — 4 Mosebog 12:3.

 7. Hvem er vort største eksempel med hensyn til at søge forstand? Hvorfor?

⁷ Det største eksempel, vi har med hensyn til at søge forstand og gøre brug af den, er dog naturligvis Jesus af Nazaret, for han sagde: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; . . . jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ (Johannes 5:30) Ved at han ikke søgte sin egen vilje, fordærvede han ikke sin visdom og forstand. Det skyldes Gud, at Kristus Jesus er blevet os visdom fra Gud. (1 Korinter 1:17-19, 30) Vi gør derfor vel i at give særlig agt på det eksempel, han har sat os. Men før vi gør det, vil vi betragte en anden side af sagen.

 8. Kan man miste forståelsen? Hvis eksempel kan bruges som bevis for dit svar?

⁸ Den omstændighed, at man har forstand nu, er ingen garanti for, at man vil beholde denne forstand altid. For at man kan holde fast på forståelsen, må den næres, bevares, og der må kæmpes for den. Intet spørgsmål i forbindelse med Jehovas rige under Kristus skulle have lov at opstå, uden at man får en ret forståelse af det og det rigtige syn på det. Hvad er Guds hensigt angående det? Hvilket teokratisk ansvar har jeg over for det? Ingen pris er for høj at betale for forstand. Salomo, Jehovas højt lovpriste tjener, mistede sin forstandighed, der en gang havde været ham så dyrebar og betydningsfuld. Han lod sin hu stå til andet end til Herren. Han tilfredsstillede sit menneskelige hjertes begæringer, det hjerte, som „er svigefuldt fremfor alt, det er sygt“. (Jeremias 17:9) Han gav efter for sin egen vilje, og det ødelagde hans forstandighed, og han døde fordømt af Gud. (1 Kongerne 11:1-11) Det lærer os, at ingen anden skabning, står den os end så nær og er så dyrebar som en hustru, må have lov til at komme imellem tjeneren og hans Gud. Salomo blev fuldt ud advaret om følgerne af sin handlemåde, men han valgte at ignorere advarselen. Det var et alvorligt skridt og viste, at en fordærvet forstand havde bemægtiget sig ham.

„Køb forstand for alt, hvad du har“

 9. Hvordan blev Moses ved en særlig prøvelse et eksempel herpå?

⁹ Også Moses, der var kendt som det sagtmodigste menneske på hele jorden, lagde stor skelneevne for dagen og forståelse af Jehovas vilje og hensigter vedrørende ham og Guds folk, som han havde den forret at tjene. Men han blev så betaget af sin egen betydning og så forstyrret af israelitternes gentagne overtrædelser, at han nægtede at ære Jehova på rette måde over for dem. Hør den en gang så sagtmodige og ydmyge Moses’s ord: „Og Moses og Aron kaldte forsamlingen sammen foran klippen, og han sagde til dem: Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til jer af denne klippe? . . . Men Jehova sagde til Moses og Aron: Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem.“ (4 Mosebog 20:10, 12) Moses’s forstand blev fordærvet, han troede om sig selv, at han var lige med Gud med hensyn til at bringe velsignelser over Israel.

10. Hvad er den største fjende af forstand? Hvorfor?

¹⁰ Forstandighedens værste fjende er selvet under enhver form, indbildskhed, selvmedlidenhed, overbærenhed med sig selv. Selvet tilslører altid sagen og formørker synet. Hvis vi vil bevare vor forstandighed, må vi derfor stadig holde selvet i underkastelse og vende vort øje udelukkende mod Herrens herlighed, studere hans ord og grunde over det og nøje følge de eksempler, Herren har fremholdt i bibelen til vejledning for os. Lad os nu betragte Jesus, der blev os visdom og et eksempel på, hvordan man opnår og bevarer den rette forstand.

11. Hvordan fik Jesus forstand? Hvordan opnår vi den?

¹¹ Jesus havde kundskab, visdom og fuldkommen forståelse af Guds hensigter. Denne fuldkomne kundskab, visdom og forstand kom ikke automatisk til ham; han måtte erhverve den ved studium, overvejelse og bøn, ligesom vi må. (5 Mosebog 17:18-20) Hans trofaste handlemåde i den henseende holdes frem for os som et eksempel til efterfølgelse. (1 Peter 2:21) Hans ræsonnementer og slutninger er grundlagt på en fuldkommen forståelse af Guds vilje. Disse ræsonnementer og slutninger er fuldstændig fremmede for den menneskelige måde at tænke på, og de fleste af hans slutninger er helt forskellige fra vore på grund af vore ufuldkommenheder og menneskelige tilbøjeligheder, som er efter kødet. (Esajas 55:8, 9) Den handlemåde, han anbefaler sine efterfølgere, er den rette, uanset hvor meget den så strider mod vor egen; og vi må foretrække den fremfor vore egne eller nogen anden skabnings slutninger. Vi må forvandles ved fornyelsen af vort sind, så det bliver ligedannet med Guds sind, der kommer til udtryk i hans ord, før vi kan have virkelig kundskab, visdom og forstand.

12, 13. Hvilket princip lod Jesus sig lede af? Hvilke af de prøvelser, han blev stillet overfor, beviser dette?

¹² Jesu indstilling med hensyn til hans og vort forhold til Gud omtales i Mattæus 22:37: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.“ Han lod sig altid selv lede af dette princip, og han anbefalede det for alle andre. Når Djævelen forvrængede Skriften og med urette ville anvende visse skriftsteder på Jesu personlige fornødenheder, ærede Jesus ved alle lejligheder Jehovas ord og navn og viste sin forstand ved at anvende Skriften på rette måde.

¹³ „Derefter blev Jesus af ånden ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet fyrretyve dage og fyrretyve nætter, led han til sidst sult. Så kom fristeren til ham og sagde: Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød. Men han svarede og sagde: Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund. Derefter tager Djævelen ham med sig til den hellige stad og stiller ham på helligdommens tinde og siger til ham: Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned; thi der står skrevet: Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten. Jesus sagde til ham: Der står også skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud. Atter tager Djævelen ham med sig op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til ham: Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig. Da siger Jesus til ham: Vig bort, Satan! thi der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham.“ (Mattæus 4:1-11) Jehova anerkendte Jesu tro og trofasthed ved at lade sine engle komme og betjene ham, efter at prøven var overstået. Men Jesus måtte først udholde prøven og vise sin tro.

14, 15. Hvilke tegn på forstand ser vi i Jesu eksempel?

¹⁴ Jehovas ydmyge tjener, der ivrigt ønsker at få forstand, vil grunde på dette eksempel. Først vil han lægge mærke til, at Jesus ikke valgte at følge sin egen handlemåde, og han bestemte heller ikke selv sit område. Han blev ført af ånden. Hans egne ønsker og ideer om, hvad der skulle udrettes, var ikke det vigtigste for ham. Den samme indstilling gør sig gældende, efterhånden som han bliver stillet over for de forskellige problemer. Hovedsagen for ham var ikke at tilfredsstille sin egen legemlige trang, hvor berettiget denne trang end kunne synes at være, eller at følge en lettere og tilsyneladende mere ønskelig måde at gøre hans Faders vilje på. Han havde forstand. Han kendte sin Faders hensigter. Denne forstand forenet med Jehovas ånd hjalp ham til på rette måde at forstå og anvende de skriftsteder, Satan fordrejede, og at imødegå dem med skriftsteder, som han anvendte retteligt i overensstemmelse med sin Faders hensigter.

¹⁵ Jesus vidste, at hvis han brugte sin magt for at forvandle stenene til brød, ville det være at give sine disciple et egennyttigt eksempel til efterfølgelse. Det ville være at bruge sin gudgivne magt til sin egen behagelighed i stedet for til Faderens ære. Det ville blive en snublesten for hans disciple i stedet for et eksempel til efterfølgelse. Han havde tro til, at Gud ville give ham, hvad han behøvede, når tiden kom. Og det gjorde han. Jesus forstod også, at hvis han sprang ud fra templets tinde og blev bevaret uskadt, ville det skaffe ham mange efterfølgere, men de ville ikke tage imod ham på grund af Guds evige principper, som han havde sluttet en pagt om at ville forkynde, men på grund af det mirakel, han udførte. Jehova ville ikke blive æret ved en sådan handlemåde, og den ville ikke gavne folket. Og hvad ville der kunne opnås, ved at han faldt ned for Satan og tilbad ham, selv om den nævnte plan kunne gennemføres med held? Hvis han erhvervede sig denne verdens riger, ville han ganske simpelt have en masse kar, beredt til den uundgåelige og endelige undergang. Djævelens planer er aldrig en kanal, hvorigennem Guds herligheds rigdomme over barmhjertighedens kar, som han har beredt til herlighed, kan kundgøres. (Romerne 9:21-23) Jesu forstand bevirkede, at han klart kunne erkende, at den vej, Herren bruger for at indbyde retsindige mennesker til at underordne sig Jehovas principper, som de blev åbenbaret i Kristus Jesus, til deres egen forvandling og til indskrivning af hans lov i deres hjerter, var den bedste og eneste rette vej.

16. Hvad kræves der da af os, for at vi kan modstå Djævelens fristelser?

¹⁶ Denne række af eksempler, der blev fremholdt af Jesus til vor belæring, viser os de forskellige måder, hvorpå Djævelen nærmer sig Herrens tjenere, ved kødets lyst, øjnenes lyst og livets hoffærdighed, under sine forsøg på at lede dem bort fra at tjene Jehova trofast. (1 Johannes 2:16, 17) Der kræves forstand for at modstå sådanne fristelser. Studér disse eksempler grundigt, overvej dem, og få forstand fremfor alt. Djævelen havde kundskab og gjorde brug af den. Jesus havde forstand og brugte den. Men der er stor forskel.

17, 18. Hvad skaber forståelse? Hvad hjælper det os til at gøre?

¹⁷ Der er skrevet om Jesus, at han „for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og . . . nu har taget sæde på højre side af Guds trone“. (Hebræerne 12:2) Bibelen giver til kende, at Jesus følte en personlig glæde ved at opfylde sin Faders hensigter og få den lovede belønning. Den tilkendegiver et personligt formål, en belønning, der helt og holdent ville være hans, i overensstemmelse med og til velbehag for hans himmelske Fader, der stillede ham denne glæde i udsigt.

¹⁸ En del af denne store glæde var det at være konge i Guds herlige rige og den glæde, at han, hvis han var trofast, skulle være sin himmelske Faders redskab til at styre Rigets virksomhed, der ville forsvare Jehovas navn og skænke ubeskrivelige velsignelser til trofaste skabninger over hele universet. Den glæde, der var fremholdt for Jesus, og som han så stærkt ønskede at opnå, omtales billedligt i bibelen som en skat, der er skjult i en mark. Han måtte sælge alt, hvad han ejede, for at erhverve denne mark. Kristi legemes lemmer, der er Guds arvinger og Kristi medarvinger, er kaldet til at følge i hans fodspor, og det kræves af dem, at de gør det. Også de må sælge alt, hvad de har, for at være med ham i Riget. Den samme store glæde fremholdes for dem og må inspirere dem til samme urokkelige beslutsomhed, til forståelse af, at intet offer er for stort, at ingen hindring er for svær at overvinde for dem, for at de må kunne få del i den herlige belønning, som Jehova har indbudt dem til. — Mattæus 13:44.

19. Har det også noget at betyde for Jonadabskaren? På hvilken måde?

¹⁹ Jonadabskaren eller de „andre får“, der vil blive storlig velsignet og æret under dette herlige rige og modtage dets velsignelser, formanes ligeledes til at se på denne uvurderlige forrettighed, og der kræves af dem, at de skal følge en lignende troskabens handlemåde som Jesus og hans legemes lemmer for at kunne opnå velsignelserne. Det er derfor af livsvigtig betydning både for Kristi legemes lemmer og for deres trofaste medarbejdere af Jonadabskaren, at de sælger alt, hvad de har, og giver afkald på alt for at opnå denne meget kostbare perle. Vor erkendelse heraf forhøjes ved den rette forståelse. Få forstand! — Mattæus 13:45, 46.

20. Hvordan gik Jesus i gang med sin opgave uden byrder?

²⁰ Jesu indstilling og måden, hvorpå han gik i gang med dette storslåede foretagende, omtales i Mattæus 8:20-22: „Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.“ Hans livs mål var at tjene sin Gud og så stole på ham med hensyn til alt andet. Han var ikke interesseret i selv at samle sig jordiske skatte. Han nærede intet ønske om at erhverve sig denne verdens rigdom eller jord, ikke engang et hjem. Han forsøgte ikke engang at skaffe sig de sædvanlige ting, som andre mennesker betragtede som nødvendige for deres tilværelse. Han var kun optaget af eet, at erhverve den mark, hvor den skjulte skat fandtes. Alt, hvad han ellers kunne have erhvervet sig af jordiske goder, ville kun have været til byrde for ham og grebet hindrende ind i hans planer. Derfor gav han med glæde afkald på dem, for at de ikke på nogen måde skulle virke forstyrrende på hans ene store livsmål.

21. Hvordan begyndte han på sin løbebane?

²¹ Jesus begyndte med offentligt at påtage sig de pligter, som var knyttet til hans gerning. Han fremstillede sig for Faderen og sagde, som det var udtrykt af salmedigteren: „Se, jeg kommer . . . at gøre din vilje, min Gud.“ Efter de fyrretyve dage i ørkenen, hvor han uden tvivl har studeret, overvejet og omhyggeligt planlagt sin fremtidige handlemåde, og efter at han var blevet fristet af Djævelen, trådte han frem med den positive beslutning at erhverve „marken“ og opnå den store skat, koste hvad det ville. Han overvejede ikke først og sagde: „Har jeg penge nok i banken, så jeg kan forsørge mig selv, hvis dette her slår fejl, eller hvis det ikke går, som det skal?“ Han forlangte heller ikke en beboelsesvogn eller andre foranstaltninger til sin bekvemmelighed under denne gerning. Nej, han kom lige fra ørkenen og gik direkte ud i arbejdet med at tjene den Almægtiges hensigter i overensstemmelse med sin pagt. Når han forkyndte Rigets evangelium og indbød efterfølgere til at samarbejde med sig, forstod han, hvad han gjorde.

Nogle viser forstand ligesom Jesus

22. Hvilke stillinger havde de, der blev indbudt til at slutte sig til ham som hans disciple?

²² Han indbød Andreas, Peter, Jakob og Johannes, blandt andre, til at slutte sig til ham i arbejdet og blive menneskefiskere. De forlod straks deres beskæftigelse som fiskere. Ligesom Jesus stod heller ikke de ubeslutsomme og overvejede: „Hvad vil det her komme til at koste mig?“ Eller: „Har jeg penge nok, så jeg kan klare mig i dette arbejde?“ Og de sagde heller ikke: „Hvis det slår fejl, vil jeg have mistet alle mine kunder, og hvad skal der så blive af mig?“ Nej, de forlod straks deres fiskeri og fulgte Jesus. I tidens løb sluttede andre disciple af samme sindelag sig til dem, og grundstammen af en organisation blev til.

23, 24. Hvem sendte han ud først? Og hvilke instruktioner gav han dem?

²³ Til sidst kom tiden til at sende disse disciple ud på deres første mission som menneskefiskere. Han udvalgte de mest fremskredne, modne og teokratisk sindede til denne første pionergruppe og sendte dem ud i arbejdet som Rigets repræsentanter. Der var kun tolv af dem.

²⁴ De instruktioner, Herren gav dem, var klare og tydelige. I Mattæus 10:5-10 læser vi: „Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: Gå ikke ud på hedningers veje os ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet! Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter; ikke taske til rejsen, eller to kjortler, eller sko, eller stav; thi en arbejder er sin føde værd.“ Ligheden mellem denne opgave og Jesu egen handlemåde i gerningen er meget slående.

25. Hvordan sendte han dem ud uden tyngende byrder?

²⁵ Den måde at arbejde på må have forekommet disciplene mærkelig, og den er så fuldstændig i modstrid med den menneskelige tankegang, at man skulle synes, disciplene ikke ville kunne forstå den. Men de var villige. Vi kan ikke komme bort fra, at det var den metode, Jesus selv fulgte, og det er den handlemåde, han opfordrede sine efterfølgere til at vælge. Det spørgsmål melder sig ganske naturligt: Hvorfor foreskrev Jesus en sådan handlemåde for sig selv og sine efterfølgere? Jesus vidste, at al jordisk gods og ejendom ud over, hvad der var absolut nødvendigt for at klare sig, simpelthen ville blive ekstra byrder for dem og gribe forstyrrende ind i den opgave, de havde fået betroet af Jehova. Sådanne ophobninger af jordisk gods ville sinke den gerning, de var i færd med. Derfor tilrådede han dem fra begyndelsen, at de ikke skulle bebyrde sig selv med sådanne ting. De havde fået deres opgave af Jehova. Han havde betroet dem et meget betydningsfuldt værk. Alle unødvendige byrder, som ville hemme arbejdets udførelse, måtte opgives. Alt dette ville blot blive noget, de bekymrede sig om, og som delte deres opmærksomhed mellem deres ophobede rigdomme og den opgave, Herren havde overdraget dem. Jesus ønskede fremfor alt, at deres sind skulle være frit og fuldstændig viet til deres gerning, for at den måtte kunne lykkes. Jesus havde forstand og hjalp sine disciple til at forstå.

Følgen af at mangle forstand

26. På hvilken måde var det helt anderledes end den sædvanlige menneskelige handlemåde?

²⁶ Det er noget helt andet end menneskers fremgangsmåde. Selv blandt dem, der giver sig ud for at være kristne, kan det i dag slås fast med sikkerhed, at næsten enhver, som tager under overvejelse at gå ud i heltidsgerningen, allerførst vil tænke: „Hvad har jeg af jordiske ressourcer, som jeg kan falde tilbage på? Jeg kunne blive syg, eller dette arbejde går måske ikke så godt. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke har et hjem at ty til eller andre sikkerhedsforanstaltninger?“ Det er naturligt for menneskesindet at ræsonnere sådan. Det sætter os selv først og Gud og hans krav i anden række. Det er ikke at tænke efter den forstand, som vor Herre Jesus Kristus lagde for dagen. Det er en sanselig, jordisk, dæmonisk tankegang. Det spørgsmål, som enhver, der giver sig ud for at være en kristen, stilles over for i et sådant tilfælde, er: Hvem har ret, Jesus Kristus vor Herre og hoved, eller jeg? Alle må indrømme, at Herren har ret. Har jeg da tro nok til Gud den Almægtige til at tage imod vor Herres Jesu Kristi vejledning og følge den handlemåde, som han foreskrev for alle sine trofaste efterfølgere, og som hans trofaste disciple fulgte, medens han var hos dem ved sit første komme? Spørgsmålet er med andre ord: Er jeg rede til at sælge alt, hvad jeg har, for at få del i Guds rige?

27, 28. Hvorfor bør vi erhverve os forstand, og ikke byrder? Nævn et eksempel til belysning af sagen.

²⁷ Herren kender vor begrænsning, vore jordiske kravs styrke og Djævelens iver for at hjælpe os med at tilfredsstille dem, og derfor lægger han i bibelen så stor vægt på dette spørgsmål om forstand. Han viser, at det er absolut nødvendigt først og fremmest at få forstand. Og når vi har fået forstand, vil vi kunne indse, at det ville være meget dåragtigt at søge at vinde indpas i Riget med en mængde unødvendige byrder, som nødvendigvis vil hemme vor fremgang og ødelægge vor hengivenhed.

²⁸ Et eksempel kan belyse sagen. Den, der nu i tiden har en ejendom, vurderet til hundrede tusind dollars, skal betale henved fire tusind dollars om året i skatter eller over tre hundrede dollars hver måned. Han kan ikke tage sin ejendom med til himmelen, hvis han er et lem på Kristi legeme. Hvad vil han så gøre med den? Selv om han hører til Jonadabskaren, er det tvivlsomt, at han vil kunne bevare den igennem slaget ved Harmagedon. Hvorfor skulle han så bruge sin tid, sin kraft og sine penge for at beholde noget, som han ikke kan tage med ind i Guds rige? Hans tid og kraft og penge kunne bruges i Rigets gerning og forvandles til skatte i himmelen for husejeren. Hvis ikke, så spilder han blot alle sine anstrengelser. I samme retning går fortællingen om en mand, der havde stor rigdom. Han var et godt menneske, bedømt efter verdens principper, og han havde vundet rigdom langt ud over forventning. Han havde et hjem i byen, et andet på landet og et tredje ved kysten. Og i et af disse huse indhentede døden ham, medens han var helt alene. Al hans rigdom kunne ikke hjælpe ham; ingen tjener eller noget andet menneske var hos ham; han døde i nød uden en eneste til at trøste ham. Hans mane ophobede rigdomme var ikke til nogen hjælp for ham. Hvis denne mand havde gjort sig sande venner med Jehova Gud og hans konge Kristus Jesus ved at bruge sine evner i Rigets tjeneste og opgivet alt, hvad han ejede, for at vinde den kostelige perle, ville han have haft skatte i himmelen, som møl og rust ikke kunne fortære, og som tyve ikke kunne bryde ind og stjæle. Og når døden så kom, ville han have ejet fred, tilfredshed og lykke, der kommer fra samfundet med disse store venner, Jehova Gud og Jesus Kristus vor Herre.

29, 30. Hvorfor var den handlemåde, Jesu disciple valgte, en viis handlemåde?

²⁹ Største delen af de såkaldte „kristne“ følger samme handlemåde som denne rige mand fulgte af mangel på forstand. De er forblindet over for livets virkelige kendsgerninger af Satan, Djævelen, der som sine villige redskaber bruger utro prædikanter, samvittighedsløse politikere og griske profitmagere. De går til grunde af mangel på forstand. Denne forstand må skære igennem al menneskelig overlevering og alle lave, begærlige krav, som menneskene har udviklet i de forløbne 6000 år. Den skal oplyse os om, at der ikke findes sikkerhed eller beskyttelse uden i forbindelse med Jehova Gud og hans konge Kristus Jesus.

³⁰ Når vi får den forstand, kan vi fuldt ud indse, at Jesu disciple valgte en viis handlemåde. De tog med glæde imod den opgave, der blev dem betroet. De erkendte, at kun Herren kunne lede deres skridt. Og de var villige til at tage imod hans ledelse i stedet for at forlade sig på deres egen forstand. — Ordsprogene 3:5, 6.

Hvem arbejder vi for?

31. Hvem arbejdede de for? Og hvordan blev der sørget for dem?

³¹ Se nu på, hvordan Herren slutter sit råd: „En arbejder er sin føde værd.“ Hvem arbejdede disciplene for? Arbejdede de for en eller anden menneskelig leder, for eksempel den store Jesus af Nazaret? Arbejdede de for de retsindige mennesker, de besøgte og betjente? Nej. De tjente den almægtige Gud, deres himmelske Fader. Og det var ham, der havde lovet dem føden. Om de da på nogen måde samlede sig jordiske rigdomme, ville det tilkendegive, at de manglede tilstrækkelig tro til at stole på Jehova lige indtil enden. Men disciplene var ikke således hemmet eller bebyrdet. De satte deres lid til Jehova. De havde tro, som var grundlagt på forstand, og de handlede derefter og blev belønnet. Ligesom David vidnede de ved selve deres handlemåde i livet: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Salme 37:25.

32. Hvilken tro behøvede de? Hvem må også have den tro?

³² Hvad Jesus og hans disciple angår, var det ikke tilfældet, at de ikke kunne have opnået alle disse jordiske goder. Jesus kunne have haft dem alle sammen. Han havde evner som intet andet menneske her på jorden. Men det var ikke der, han havde sin glæde. Han havde tro, grundlagt på forstand, tro til, at når han gik ud i Herrens gerning, ville hans Fader sørge for, at han fik nok at spise, at han fik den nødvendige søvn, og at han havde tilstrækkeligt af klæder. Det samme gjaldt hans disciple. Der var ingen mulighed for, at det skulle slå fejl; thi universets almægtige Gud var den, der garanterede dem alt dette. Det var ikke et isoleret tilfælde eller noget, som kun gjaldt på den bestemte tid. Det var den fremgangsmåde, Herren havde foreskrevet, at han selv og hans disciple måtte følge nu såvel som dengang, hvis de ville opnå Riget. Senere, da han sendte de halvfjerds ud, gav han dem lignende instruktioner: „Derefter udpegede Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme. Og han sagde til dem: Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå ud! Se, jeg sender jer som lam midt iblandt ulve. Tag ikke pung eller taske eller sko med, og giv jer ikke tid til at hilse på nogen undervejs!“ (Lukas 10:1-4) Han fastholdt her det samme princip, som han havde fremholdt for de første tolv forkyndere; og det samme princip må gælde nu for de trofaste efterfølgere af Herren Jesus Kristus.

33. Hvorfor skal vi lade de døde begrave deres døde?

³³ Et eksempel på, hvor bogstaveligt denne fremgangsmåde gjaldt, ser vi i Lukas 9:59, 60. En af Jesu disciple kom og sagde til ham: Lad mig først begrave min fader. Jesu råd var: Nej, du må komme og følge mig nu. Lad de døde begrave deres døde; det er deres arbejde. Det er der, de har deres interesse. Men du har fået nye interesser og kan ikke bebyrde dig selv med sådanne anliggender. Du er kaldt til et højere kald til at tjene Gud nu og få del i hans rige i al evighed.

34, 35. Hvordan kan vi på rette måde „prøve“ Jehova Gud?

³⁴ Hvis vi blot altid kunne holde disse punkter klart frem for os selv, ville det være af umådelig værdi for os. Forståelse af, at Gud vil sørge for alt, hvad vi behøver, ved Kristus Jesus vor Herre, forståelse af, at vi kan stole på ham i enhver nødens stund, ville sætte os i stand til at erkende fylden af det kristne liv.