Kan en regering være fri for korruption?
HVORDAN er dit syn på landets regering? Folk i forskellige lande har givet udtryk for stor utilfredshed med og mistillid til de herskende. Mange støtter ikke længere de større politiske partier. Nogle går over til andre partier eller danner helt nye partier, mens andre tager fuldstændig afstand fra politik. Adskillige mener at man ved hjælp af strejker og demonstrationer kan udvirke visse forbedringer.
Det vil dog ikke sige at folk ikke ønsker nogen regering. De har blot mistet tilliden til dem der sidder inde med magten. Det er en indstilling der i høj grad kommer til udtryk mange steder i verden, især i lande hvor folket har et ord at skulle have sagt i forbindelse med styret.
Korruption fra de herskendes side har fået Arnold A. Hutschnecker, der er læge og forfatter, til at anbefale at „før kandidater får lov at indlede en politisk løbebane, bør de godkendes af et råd af læger og psykiatere, så man kan forvisse sig om at de er sunde på sind og legeme“.
Så godt som alle er enige om at det er nødvendigt med en eller anden form for regering. Det uønskelige alternativ er pøbelvælde eller anarki. Men folkets lykke afhænger i høj grad af de styrendes duelighed og integritet. I sig selv er der intet menneske eller nogen gruppe af mennesker som ejer evnen til at styre på en fuldt ud retfærdig måde. Alle mennesker er ufuldkomne og således underlagt pres og påvirkninger som de ikke i egen kraft kan modstå, når de får magt over deres medmennesker. En mand der selv var konge og en vågen iagttager, sagde engang: „Der er tider, da det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke.“ — Præd. 8:9.
Herredømmet må følgelig komme fra en højere kilde end mennesket. Kun Skaberen kan udstede love som virker retfærdigt og til gavn for alle, og håndhæve dem på en fuldt ud retfærdig og upartisk måde. Kun han ved hvordan mennesket er indrettet og hvad det behøver for at være lykkeligt. Men er Skaberen da villig til at tilvejebringe en sådan regering? Er det hans hensigt at gøre det?
Ja, det er det. Han har givet løfte om det, og han har udvalgt en retskaffen hersker. Kan vi være sikre på at hans valg er rigtigt? Kan vi have tillid til den han har indsat? Kan vi tro at denne hersker vil holde sin regering fri for korruption? Det er i vor egen interesse at vi omhyggeligt undersøger dette og forvisser os om det.
En pagt om en regering uden korruption
Gud har allerede oprettet en kongelig pagt, en overenskomst, vedrørende en sådan regering. Det gjorde han for lang tid siden, med en konge som han selv havde valgt. Men hvorfor blev denne pagt oprettet for så længe siden, uden at menneskeheden i mellemtiden har fået et fuldkomment styre?
Det var til gavn for os at Gud indstiftede denne pagt på så tidligt et tidspunkt. Derved blev der tid til at der kunne foregå en udvikling som ville vise os hvor lidt menneskeskabte regeringer er værd, og sætte os i stand til at vælge hvilken form for regering vi ønsker at tjene. Vi kan trygt sætte vor lid til den regering Gud har til hensigt at oprette. Lad os undersøge hvad denne vigtige pagt indebærer og giver løfte om.
På det tidspunkt da Gud oprettede denne pagt om en regering over jorden, havde han udtaget Israels nation som et folk der bar hans navn. Han oprettede sit eget styre over denne nation, ikke fordi han mente at den var bedre end andre, men fordi han for hele menneskeheden ville åbenbare sin handlemåde og den form for regering han havde til hensigt at oprette. Dette styre var kun forbilledligt. Hans handlemåde med Israels nation giver os et grundlag for at tro på hans kommende regering over hele jorden. — 5 Mos. 4:5-8; Sl. 67:2-8.
Jehova Gud sluttede pagten om riget med en mand ved navn David, der på det tidspunkt var Israels konge. Dette skyldtes at David var en helhjertet tilbeder af Jehova. Han gav sig selv helt for at fremme den sande tilbedelse overalt i sit rige. Hvis man læser de salmer eller lyriske digte som David skrev, vil man se hvordan hans indstilling var til et herredømme udøvet af Gud. I Salme 40 sagde David for eksempel: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ — Sl. 40:9.
David ønskede at ære Guds navn og tilbedelsen af ham ved at bygge et tempel. For at vise sin værdsættelse af dette oprettede Jehova en pagt med ham eller udtalte et højtideligt løfte til ham om at bygge ham et hus, ikke et bogstaveligt hus men et kongehus i hans slægt. Han sagde til David: „Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Sam. 7:11-16.
Selv om Davids trone, der gik i arv til hans efterkommere, i år 607 f.v.t. blev omstyrtet af babylonierne, for aldrig mere at blive oprettet på jorden, glemte eller svigtede Gud ikke sin pagt. Hvordan kan vi sige det? — Ez. 21:25-27; Es. 9:6, 7; Ap. G. 13:34
Den retskafne hersker fremstår
Det kan vi fordi Gud aldrig havde i tanke at denne trone skulle stå til evig tid på jorden. Den evige konge skulle være af Davids slægt. Jehova bevarede Davids slægtslinje ubrudt, både gennem hans søn Salomon, der efterfulgte ham på tronen, og gennem Natan, en anden søn. Omkring år 2 f.v.t. udvalgte Gud en jomfru ved navn Maria, af Natans slægtslinje, og lod hende blive gravid ved hellig ånd. I virkeligheden overførte Gud sin himmelske søns, sin første skabnings, liv til en ægcelle i Marias moderskød. Det barn der blev født var derfor Guds søn. Der var intet uhelligt ved dette. (Luk. 1:26-33) Gennem sin engel forklarede Gud sagen for Josef, den unge mand som Maria var forlovet med. Denne retfærdige mand tog trofast og lydigt Maria til sig som sin hustru, og da barnet blev født og på Guds foranledning fik navnet Jesus, adopterede Josef det som sin søn. Derefter fik Josef og Maria andre børn. — Matt. 1:18-25; 13:53-56.
Gennem sin moder, en efterkommer af Davids søn Natan, var Jesus altså Davids arving efter kødet. Men hvad med retten til kongemagten, som tilhørte Salomons slægtslinje? Juridisk set havde Jesus også denne ret, for hans fosterfader Josef var en efterkommer af kong Salomon. Det var derfor som kong Davids retmæssige arving at Jesus, da han var omkring tredive år gammel, fremstillede sig for Guds repræsentant, Johannes Døber, for at blive døbt. Jesus begyndte her et livsløb der ville sætte ham på prøve og vise at han var en pålidelig og retskaffen hersker der kunne sidde på Davids trone til evig tid. — Hebr. 10:5-10; 5:8-10.
Han skulle imidlertid ikke udøve sit herredømme fra en jordisk trone. Ved sin dåb blev han Messias, Kristus, Guds Salvede. Andre konger af Davids slægt var blevet salvet med olie, men Jesus blev salvet med hellig ånd og avlet som en åndelig søn af Gud. (Matt. 3:13-17; Ap. G. 10:38) Til sidst skulle han dø og oprejses til himmelen, hvor han tidligere havde været, endog før verden blev til. — Joh. 1:1-3, 18; 8:58; Kol. 1:13-17.
En prøvet, godkendt hersker
Hvordan kan vi være sikre på at Messias’ regering vil være fri for korruption? Det kan vi fordi Gud gennem århundreder forberedte ham til dette herredømme. Før han kom til jorden, lod Gud ham usynligt tage sig af Israels folk. (2 Mos. 33:1, 2; 23:20-23) Derved opnåede denne søn af Gud megen erfaring i at anvende Guds love, og han fik god forståelse af Guds handlemåde med menneskeheden. Længe før dette havde denne søn, der blev Jesus Kristus, endvidere været „værkmester“ under Jehovas overopsyn ved selve skabelsen af alle ting. Han havde derfor stor interesse i menneskeheden. — Ordsp. 8:22, 30, 31, NW.
Hvad hans retskaffenhed angår beviste han i sit liv på jorden at han ikke kunne bestikkes, presses eller tvinges til at handle forkert, til at afvige den mindste smule fra strengt retfærdige, ærlige principper. Han opfyldte de krav Gud stiller til en hersker. Til dem der skulle være dommere eller varetage andre opgaver i det forbilledlige styre i Israel, havde Gud givet følgende befaling: „Du må ikke bøje retten, ikke vise personsanseelse og ikke tage imod bestikkelse; thi bestikkelse gør vismænd blinde og forplumrer de retfærdiges sag. Ret, kun ret skal du stræbe efter, for at du kan leve.“ — 5 Mos. 16:19, 20.
Tag for eksempel det kraftige forsøg der blev gjort på at bestikke Jesus i begyndelsen af hans jordiske tjeneste. Satan Djævelen, der ifølge Bibelen er „denne verdens gud“ og som i virkeligheden styrer denne verdens menneskeskabte riger, gav Jesus et tilbud som ingen jordisk hersker i dag ville kunne modstå. (2 Kor. 4:4) Jesus fik i et panoramisk syn forevist alle verdens riger. Han fik tilbudt disse riger på betingelse af at han blot udførte én tilbedelseshandling over for Djævelen. Tænk engang — verdensherredømmet, tilbudt af en som straks kunne give ham det! Hvilken politiker — hvad enten hans motiv var at gøre verden godt eller det var fuldstændig selvisk — ville kunne modstå et sådant tilbud?
Men Jesus vidste at én utro handling var ensbetydende med at fornægte Jehovas suverænitet. Han vidste at kun Jehova er god, og at det kun er fra denne kilde der kunne komme en regering som ville bringe fred og retfærdighed til jorden. (Mark. 10:18) Han vidste også at selv om han måske kunne herske i lang tid som en sådan verdenshersker over de politiske riger, ville Jehova til sidst tilintetgøre hans regering. (Dan. 2:44) Uden så meget som et øjeblik at betænke sig eller overveje tilbudet svarede han: „Vig bort, Satan!“ — Matt. 4:1-11.
Jesus forsøgte ikke engang at gøre sig selv til jordisk konge over Davids hus eller over Jakobs, jødernes stamfaders, hus. Han afviste et forsøg på at gøre ham til konge. (Joh. 6:14, 15) Han så hen til at Jehovas pagt med Davids slægt skulle give ham kongemagten til Guds bestemte tid. Han beviste at han var den pålidelige og retskafne konge som Gud havde valgt til sin himmelske regering. Over for den romerske landshøvding Pontius Pilatus aflagde han vidnesbyrd om sin kongemagt, men forklarede samtidig: „Mit rige er ikke af denne verden.“ — Joh. 18:33-37.
Jesus blev udsat for det største pres — had fra sit eget folk, bagvaskelse og offentlig forfølgelse. Til sidst blev han dræbt på marterpælen, falskelig anklaget for de værste forbrydelser — gudsbespottelse og oprør. Han kunne have undgået denne død ved at gå på kompromis, ved at ’udvande’ sandheden for at behage de religiøse og politiske ledere. Men han holdt fast ved sandheden til trods for hån, had, lidelser, ja selv døden. — Joh. 8:31, 32; 1 Tim. 6:13.
Jesus kunne heller ikke bestikkes til at bøje retten, sådan som mange politikere er blevet. Ingen kunne finde nogen fejl ved ham som kunne bruges til at lægge pres på ham eller skabe vanskeligheder for ham, end ikke sådanne „små“ synder som folk i almindelighed begår. Hans religiøse fjender ville afgjort være faldet over selv den mindste afvigelse fra Guds fuldkomne lov. Men Jesus kunne åbent sige til dem: „Mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden. Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?“ (Joh. 8:45, 46) Før sin død kunne han sige: „Verdens hersker [Djævelen] kommer [for at få Jesus slået ihjel]. Og han har ikke noget tag i mig.“ — Joh. 14:30, NW.
Jesus nærede også kærlighed til dem han skulle herske over. Han gav sit liv for at de kunne få deres synder og ufuldkommenheder taget bort. Han købte hele menneskeslægten — fra den største til den mindste. (1 Tim. 2:5, 6) Som konge i Guds retfærdige regering har han et juridisk grundlag for at kunne udøve sin magt til at helbrede dem åndeligt og fysisk, så de opnår jordisk fuldkommenhed og mulighed for evigt liv. — Hebr. 9:28.
Hvem i himmelen eller på jorden kan da finde noget at udsætte på det liv Jesus levede her på jorden som Messias, Kristus, den der var salvet til at herske som konge over hele menneskeheden? Ingen! Apostelen Peter omtalte Jesu Kristi dadelfri liv på jorden da han sagde følgende til den romerske centurion Kornelius og dennes hedenske venner: „I kender det budskab, som har lydt over hele Jødeland, og som begyndte fra Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede, det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham; og vi er vidner om alt, hvad han har gjort både i Jødeland og i Jerusalem.“ — Ap. G. 10:37-39.
Det forfald der præger de forskellige regeringer i dag, viser at menneskers styre under Satans indflydelse nærmer sig sin afslutning. Det er derfor absolut nødvendigt at vi alle ser hen til Guds regering, som er retfærdig og fri for korruption. Alle som ønsker at bevare livet må støtte denne regering ved at lære om den og ved at vidne om den for andre. Jehovas vidner, som har viet deres tid og kræfter til at vidne om den, vil med glæde hjælpe dig til aktivt at støtte Guds retfærdige regering under Kristus.
[Illustration på side 219]
„Når de retfærdige har magten, glædes folket.“ — Ordsp. 29:2, Authorized Version