Kristne — tilskuere eller deltager?
VIL en hær kunne sejre hvis generalen går i krig men soldaterne bliver hjemme? Vil et atletikhold kunne vinde dersom holdlederen deltager i løbet men holdet bliver stående?
Tropper der nægter at gå i krig vil blive anklaget for mytteri. I krigstid vil dommen lyde på dødsstraf. Et atletikhold som afslår at deltage i et løb vil blive diskvalificeret og erstattet med idrætsfolk som er villige til at konkurrere.
Kristne sammenlignes med soldater og løbere. „Vær selv en god Soldat i Kristi Tjeneste og tag din Del af den drøje Tørn! En ret Soldat, der vil vinde sin Befalingsmands Anerkendelse, holder sig fra at blive indviklet i det civile Livs Forretninger. Ingen Atlet vinder Præmien, hvis han ikke holder Spillets Regler.“ (2 Tim. 2:3-5, Schindlers overs.) „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ — Hebr. 12:1, 2.
Skal kun præsterne deltage?
Skal man forstå disse ord sådan, at det kun er præsterne der skal deltage? Er de de eneste som skal være deltagere i det kapløb der gælder livet? Nej, alle mennesker som tragter efter livet må deltage. Alle som ønsker at vinde præmien må aktivt være med. Dette er overmåde vigtigt, men lige så vigtigt er det at overholde reglerne. En hær er måske nok villig til at kæmpe, men hvis den er uden øvelse og er dårligt rustet, vil den tabe. En idrætsmand er måske villig til at deltage i et løb, men hvis han ikke har trænet og ikke holder reglerne, vil han gå glip af præmien. I Første Korinterbrev 9:24 udtaler apostelen Paulus: „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun een får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den!“ Den kristne må derfor gøre sit yderste for at vende og samtidig overholde reglerne.
Soldater? Løbere? Deltagere? Ja. Iagttagere og tilskuere? Nej. Ingen steder i De kristne græske Skrifter står der noget om at kristne kun skal se til mens andre deltager i det løb der gælder livet. Intetsteds opfordres den kristne til blot at lytte, mens andre må tage sig af at prædike. En ordbog definerer „en kristen“ på denne måde: „En der tror på Kristus; en som følger hans eksempel eller lære; et medlem af den religion som han indstiftede.“ En kristen er altså, enkelt sagt, et menneske som efterligner Kristus. Hvad foretog Kristus sig? Hvad foretog apostlene, disciplene og de første kristne sig? Var de tilskuere eller deltagere? Apostelen Paulus erklærede: „Et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker.“ De første kristne spillede med i et drama, de var en del af handlingen. Ikke-kristne var passive tilskuere. — 1 Kor. 4:9.
Kristne elsker Kristus. Hvordan viser denne kærlighed sig? Jesus sagde: „Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; . . . Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.“ (Joh. 14:23, 24) Kærlighed ytrer sig i handling. Jesus tilskyndede sine efterfølgere til at holde fast ved hans Faders ord. En vigtig forudsætning for at man kan blive frelst er, at man efterkommer Guds krav. Elsker man Gud og Kristus, må man bevise det ved at adlyde de befalinger som de har givet.
Hvilke befalinger? Det er en udbredt opfattelse blandt kirkegængere at disse befalinger drejer sig om moral, venlighed, anstændig tale, retskaffenhed, o.s.v. Alt dette er meget betydningsfuldt at iagttage, men det er ikke nok. Vi må følge Jesu eksempel og være forkyndere som tjener Gud.
Da Jesus vandrede på jorden lærte han mennesker Guds veje at kende. Desuden oplærte han dem i at udføre den samme undervisningsgerning som han selv var optaget af. Læg mærke til hvorledes han overdrog dem dette hverv: „Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem og sagde: . . . På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ Efter Jesu død og opstandelse skulle der udføres et endnu større forkyndelsesarbejde. Da Jesus var blevet rejst op af graven udtalte han: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, . . . idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (NW) (Matt. 10:5, 7; 28:19, 20) En discipel bærer sig ad på samme måde som sin læremester. De mennesker der forkyndtes for, måtte selv blive forkyndere. Disciple var deltagere, ikke tilskuere!
På hvilken måde ville man gå frem når man skulle følge befalingen om at forkynde? Ville man benytte bygninger hvor man kunne samle folk og lade dem lytte til en præst eller prædikant? Det kunne vel være til nogen nytte, men det var ikke den metode man ville lægge mest vægt på for at fuldføre forkyndergerningen. Jesus viste hvordan der skulle gås frem: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, skal I forhøre jer om [søge frem til, NW], hvem i den der er det værd, . . .. Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det; . . . Hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder.“ (Matt. 10:11-14) Den som underviste forlangte ikke at tilhørerne skulle komme til ham. Han ville gå ud til tilhørerne! I Apostlenes Gerninger 20:20 (NW) læser vi hvad Paulus udtalte: „Jeg undlod [ikke] at fortælle jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“
Fra hus til hus! Det er den fremgangsmåde Jesus befalede sine efterfølgere først og fremmest at benytte i deres forkyndergerning.
Ganske rigtigt, det er 1900 år siden disse anvisninger blev givet. Men selve det at de er så gamle gør dem ikke ubrugelige i vore dage. Det er især nu at de har overordentlig stor betydning. Jesus har tydeligt udpeget vor tidsalder som de „sidste dage“ i hvilke denne onde verden skulle ende og vige for Guds nye verden. Da Jesus forklarede det sammensatte tegn på verdens ende, sagde han blandt andet: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:14, NW.
Jesus udførte et stort forkyndelsesarbejde. Hans apostle og disciple gjorde et endnu større. Men historiens største forkyndelses- og undervisningskampagne skulle foregå i vore dage! Ja, Jesus fortalte at hele den beboede jord skulle høre det gode budskab. Folk i alle nationer må advares om denne verdensordnings forestående undergang, og underrettes om den opmuntrende gode nyhed om Guds oprettede rige.
Skal alle deltage?
Hvem skulle gøre dette arbejde? Kristne — alle kristne! Nogle vil måske synes at det er at gå for vidt, eftersom Jesus, efter deres mening, aldrig havde i tanke at alle skulle forkynde og undervise. Tilhængerne af den religion de tilhører, tager ikke del i en forkyndelse fra hus til hus, hvorfor de ikke ser nogen grund til at de skulle gøre det. Mennesker som tænker sådan, vil gøre vel i opmærksomt at læse følgende udtalelser, der er fremsat af ledere inden for store kirkesamfund.
I en artikel i skriftet Extension, for januar 1959, udtalte den katolske præst John A. O’Brien: „’Jeg har andre får,’ sagde Jesus, ’som ikke hører til denne fold. Dem skal jeg også føre, og de skal høre min røst, og der skal blive én fold og én hyrde.’ Hvordan skal nu disse mennesker blive ført ind i den sande fold? Ikke ved at vi bliver siddende hjemme, men ved at vi går ud til dem. Det fordrer et sålelæder-apostolat, en dørklokkeringning, og høflige husbesøg.“
Er det hvad katolikker er begyndt på? O’Brien svarer: „Arbejdet kan gøres hvis vore 37.000.000 lægfolk smider jakken, smøger ærmerne op og tager fat sammen med deres åndelige hyrder.“ Alene det at de må opfordres, viser jo klart at de ikke gør det. Efter at O’Brien har forklaret at der må regnes med 250 katolikkers indsats til hver konvertit, tilføjer han: „245 løftede ikke en finger, eller så meget som ofrede sagen en tanke. I modsætning hertil anvender hvert Jehovas vidne hver uge adskillige timer til at vinde tilhængere.“ Hvem er det han lader stå som et eksempel på hvad der skal gøres? Jehovas vidner!
Ved et møde som holdtes for en gruppe præster inden for Kirkernes Nationalråd i Amerika udtalte en anden præst: „De må anerkende at vidnegerningen er noget fundamentalt. Den er grundlaget for vor tro.“ I Birmingham Post for den 14. maj 1960 skrev kannik Bryan Green: „Vi giver penge ud til dyre evangeliske kampagner, til centralorganisationer, og til overdreven udsmykning af bygninger. Ville penge og energi ikke være bedre anvendt . . . til uddannelse af lægfolk så de kunne vende tilbage til det apostolske hverv at agitere fra hus til hus? Hvorfor apostolsk? I Apostlenes Gerninger fortæller Paulus hvordan han ikke ’undlod at lære både offentligt og fra hus til hus’.“
Ventede kannik Green at folk ville tage ideen op? Klagende fortsatte han: „En god idé, måske. Men har vi inden for kirken den nidkære iver og udholdenhed som skal til for med held at gennemføre en sådan landsomfattende kampagne? . . . Vi kan med rette spørge hvor vi inden for vore kristne kirker finder de unge mennesker der — bortset fra præsterne — er villige til at ofre sig for Kristi og evangeliets sag.“ Det er ikke svært at se at de religiøse ledere nærer ringe håb om at kunne formå lægfolket til at være med i en hus-til-hus forkyndelse. Pegede kannik Green nu på en bestemt gruppe mennesker der foregår andre med det rette eksempel? Præsten udtalte: „Den kristne kirke har noget at lære af Jehovas vidner på et vigtigt punkt, nemlig deres tro på litteraturs magt, og deres brug af den fra hus til hus. Det er den måde de arbejder på. De går nidkært og ivrigt op i deres gerning. For dem er det alvor, . . . for de tror på at de har en gudgiven opgave.“
Avisen Evening News, der udkommer i Patterson, New Jersey, gjorde i sin udgave for den 5. maj 1960 opmærksom på at de store kirkesamfund ser med de samme øjne på denne form for forkyndelse. Avisen skrev: „Hvad er denne ’lægmandsforkyndelse’ som man taler så meget om? Protestantiske og katolske skribenter, der i den senere tid har udsendt snese af bøger om emnet, er enige om at . . . hver eneste lægmand er kaldet til at bringe den gode nyhed om Kristus til de mennesker som ikke har hørt den eller ikke forstår den. Befalingen om at evangeliet skal forkyndes for ’hver eneste levende skabning’ blev ikke givet udelukkende til ordinerede præster: den gjaldt hele kirken. Og lægfolket udgør mere end, 99 procent af kirkens stab.“
Bladet Lutheran Witness for den 20. oktober 1959 talte om alles pligt til at vidne: „Luther hævede lægfolket op fra ubetydeligheden og gjorde hver eneste kristen til ’præst’. Den fornemste blandt de ’præstelige’ pligter er at vidne om Kristus med sit liv, sin kærlighed og sine læber. At være Hans er det samme som at være Hans vidner! . . . Hver eneste kristen skulle i underkastelse under Gud være med på vidneholdet. Allerede i det fjerde århundrede erklærede den kendte kirkefader Hieronymus: ’Dåben er lægfolkets ordination.’“
I det samme blad viser en professor ved et teologisk fakultet at der næppe er større sandsynlighed for at lægfolket inden for denne kirke vil gå ind i vidnegerningen. Dr. theol. Hermann Sasse talte om „lutheranere i hele verden der ikke kan give afgjorte og tilfredsstillende svar fordi de er blevet sløve over for den sunde lutherske lære . . . . Vor kirke står på nøjagtig samme sted som anglikanernes. Den anglikanske kirke, og hele den reformerte kirkeverden med, er ligeledes ude af stand til at sige hvad det er den tror på“.
Baptistpræsten L. Tarr fra Kanada pegede på hvor alvorligt det er ikke at være deltager: „Hver eneste kristen burde aktivt være med i det evangeliske arbejde. Denne tidsalder har brug for disciple. Alt hvad der ikke kan nå op til det, er hykleri.“ Derpå indrømmede han at kirkegængere „mener at de kun skal være tilskuere og ikke deltagere“.
Hvem der må bære skylden
Hvordan skulle en hær kunne avancere hvis den ikke har lært at bruge sine våben? Hvordan skulle en idrætsmand kunne deltage i en konkurrence hvis han aldrig har lært at løbe? Hvordan kan en kristen vidne når han ikke ved hvad han skal vidne om? Folk inden for kristenheden er i den grad uvidende om Bibelens sandheder at det vil være dem umuligt at vidne. Det var hvad bladet State Journal, der udkommer i Lansing i staten Michigan, gav udtryk for i sit nummer for den 11. maj 1960: „Dette hverv vil ikke være så ligetil. Religiøs analfabetisme er et udbredt fænomen på de amerikanske kirkers bænkerader, og ingen lægmand kan, hvor villig han end er, virke som en overbevisende apostel for en tro som han ikke forstår til bunds.“
At folk ikke er i besiddelse af denne nøjagtige kundskab må de åndelige ledere bære skylden for. De har ikke trofast undervist folk i Bibelens sandheder. De har ikke selv gået fra hus til hus, sådan som Bibelen anviser, og har følgelig ikke vist det rette eksempel. Det svarer til at generalen nægtede at gå med i krigen, at holdlederen afslog at være med på holdet. Derfor er både præster og lægfolk, både generaler og tropper, holdledere og løbere, blevet diskvalificeret af den store Dommer, Jehova Gud. Derfor har de ord som så træffende blev udtalt til det israelitiske folk, deres gyldighed på kristenheden i dag: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ — Matt. 21:43.
Gud vil bruge de mennesker som er villige til at være aktive, villige til at være hans vidner. I dag er der hundredtusinder Jehovas vidner som lydigt følger Jesu befaling og forkynder den gode nyhed om Riget fra hus til hus. Kun de har trofast efterkommet befalingen. Hvor mærkværdigt: her er der kirkesamfund som erkender hvor vigtigt det er at vidne, og alligevel forfølger og modstår de de mennesker som gør hvad der er befalet!
Det evige liv er en vidunderlig præmie. Tilskuere vinder den ikke. Det gør deltagere. Vær ikke en passiv tilskuer. Vær en aktiv deltager som vinder Guds godkendelse og livet i den nye verden!