Ja, de blev folket for hans navn, hans vidner. Gud sagde, som gengivet i Esajas 43:10: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ Ved at tage Guds navn på sig men ikke leve op til deres forpligtelser som hans folk, ville de misbruge Jehovas navn. Som han sagde til dem ved sin profet Ezekiel: „Det er ikke for eders skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til.“ (Ez. 36:22) Ved deres afguderiske handlemåde bespottede de Guds navn når de samtidig påstod at tilbede Jehova Gud. De brugte det på uværdig vis idet de bragte skam over det.

Der var endnu en måde det tredje bud kunne brydes på — ved at skjule, ignorere eller tilsidesætte Guds navn. Guds navn bliver ignoreret i så høj grad i dag at mange jøder og navnkristne, selv om de kender de ti bud, ikke kender Guds navn eller har nogen anelse om at Gud har et personligt navn. Langt de fleste af dem der kender navnet har hørt om det på grund af Jehovas vidners virksomhed; det er ikke deres egne religiøse ledere der har lært dem om det. Læg alligevel mærke til at det er et navn der adskiller Jehova fra alle andre guder som den eneste sande Gud, Skaberen af himmelen og jorden. Dette er i øvrigt en kendsgerning som umådelig mange bibeloversættere har valgt at overse.

Jehova Gud gjorde opmærksom på at han ikke ville lade dem ustraffet som tog hans navn forfængeligt eller brugte det på uværdig eller bespottende måde. Israels nation misbrugte Jehovas navn — og det i alle fire ovennævnte betydninger. Det blev den straffet for i 607 f.v.t. da israelitterne måtte drage i landflygtighed under det babyloniske verdensrige. Fordi de igen viste sig uværdige til at bære Jehovas navn og misbrugte navnet, straffede Jehova dem endnu hårdere i år 70 e.v.t., efter at han for evigt havde forkastet dem som folket for sit navn. Guds advarsel havde altså vist sig at være sand.

Ligeledes vil alle som i dag påstår at være kristne vidner for Jehova og som viser sig at være utro, ved for eksempel at prædike frafald eller at følge en umoralsk handlemåde, ikke forblive ustraffet. De bliver udstødt, det vil sige udelukket, af det kristne samfund som uværdige til at bære navnet Jehovas vidner. Alle sådanne har ’modtaget Guds nåde forgæves’. — 2 Kor. 6:1; Jud. 8-16.

Desuden vil alle der ignorerer Jehovas navn eller som på anden måde behandler det respektløst, blive udslettet i den kommende ’store trængsel’. Kun de som accepterer navnet og behandler det med den respekt og ære det tilkommer, vil blive skånet. For „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges“. — Ordsp. 18:10.

Bryllupsklædningen

● En interessant skik som engang var almindelig i mellemøsten, kaster lys over Jesu ord i Mattæus 22:11-13, hvor han taler om at gæster ved et bryllup fik udleveret bryllupsklædninger. Før vestlig indflydelse forenklede visse skikke i de bibelske lande, har rejsende fortalt at de ved bryllupsfester har fået udleveret bryllupsklædninger. Disse klædningsstykker var lange rober med løse ærmer, beregnet til at tage uden på sit eget tøj.

En indfødt syrer fortæller at brudgommens fader stillede disse klædninger til rådighed og at de var af billigt men festligt farvet stof. Man gjorde dette af hensyn til eventuelle fattige gæster som ikke ejede tøj så de kunne klæde sig fint på. Hvis en gæst ikke tog denne klædning på, kunne den der stod for festarrangementet give ham en irettesættelse.