det hele taget. Gud benytter heller ikke en fremgangsmåde der får nogle til at tro at de hører stemmer, undertiden ledsaget af musik, eller lignende budskaber, for at give til kende at han har salvet dem til at arve riget, selv om nogle i de senere år har ladet sådanne fænomener indgive dem den tanke at de havde fået en himmelsk kaldelse.

Endelig kan man i al oprigtighed spørge sig selv: Har jeg en tilbøjelighed til gerne at ville være fremtrædende eller være genstand for andres opmærksomhed? Er jeg ivrig efter at opnå myndighed, tragter jeg ærgerrigt efter at blive ’konge og præst’ sammen med Kristus Jesus? Det er godt at huske at i det første århundrede, da der udgik en almindelig indbydelse til at søge det himmelske rige, var det ikke alle de salvede kristne der beklædte ansvarsfulde poster. Det var ikke alle der var ældste eller menighedstjenere i deres menigheder. En sådan salvelse medfører heller ikke i sig selv en særlig forståelse af Guds ord, som det ses af det apostelen Paulus fandt det nødvendigt at skrive til visse salvede kristne dengang. (1 Kor. 3:1-3; Hebr. 5:11-14) Det er også værd at bemærke at de der i vor tid har tjent i mange år som salvede kristne ikke anser sig selv for at være noget særligt eller plejer at henlede opmærksomheden på at de er salvede. De lægger den ydmyghed for dagen der må forventes af dem der „har Kristi ånd“. De erkender at langt de fleste af de krav Gud stiller til dem der opnår liv i himmelen, også stilles til dem der opnår evigt liv på jorden.

Som behandlet på siderne 147 til 151 i bogen Evigt liv i Guds børns frihed tyder vidnesbyrdene på at Gud omkring 1934 rettede opmærksomheden mod at indsamle ’den store skare’, de mennesker der vil overleve den kommende „store trængsel“ og få adgang til en ny orden på jorden, og at de der er kaldet til det himmelske rige på det tidspunkt havde nået deres fulde antal, 144.000. (Åb. 7:9-14; 14:1-3) Følgelig må vi gå ud fra at der efter den tid kun ville blive kaldet flere til det himmelske rige hvis nogle af de salvede viste sig utro, sådan at andre måtte træde i stedet. (Jævnfør Åbenbaringen 3:11.) Og som det vises på siderne 161 til 163 i Vagttårnet for 1. april 1975 betyder Jesu udtalelse om at ’mange er indbudt, men få er udvalgt’ ikke at flertallet af de salvede ville vise sig utro og efterlade pladser der måtte besættes på ny. De „mange“ Jesus hentydede til var de millioner som udgjorde den jødiske nation, til hvem Guds „indbydelse“ først gik ud og fra hvem der kun var forholdsvis få der blev udvalgt som Kristi medarvinger. — Matt. 22:14.

Uanset om vi nærer et jordisk eller et himmelsk håb bør vi derfor alle være på vagt over for enhver formastelighed hos os selv og altid søge at genspejle vor himmelske Faders handlemåde og egenskaber på en værdig måde. Vi vil da indse at det væsentlige i forbindelse med salvelsen til den himmelske kaldelse ikke er den simple handling fra et menneskes side at nyde brødet og vinen, men derimod hvad Gud har gjort og besluttet. Det vigtigste er heller ikke hvad den enkelte påstår eller gør krav på, men at han har „Kristi ånd“ som en salvet søn af Gud og at han trods prøvelser vinder sejr så han kan blive en åndelig søn af Gud. — Åb. 2:7, 11, 17, 26; 3:11, 21; 21:7.

Spørgsmål fra læserne

● Jeg er enke med halvvoksne børn og lærte sandheden at kende for cirka et år siden. Skal jeg insistere på at mine børn tager med mig til menighedens møder, selv om de ikke har særlig stor lyst til det?

Det er rigtigt af kristne forældre at forlange at deres børn overværer kristne møder. Guds ord siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.“ „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ — Kol. 3:20; Ordsp. 22:6.

De fremskridt der gøres heri afhænger naturligvis for en stor del af børnenes alder og reaktion på opdragelsen, og forældrene må selv bedømme i hvor vid udstrækning det vil være klogt af dem at gennemtvinge deres ønsker.

I dit tilfælde er børnene ikke fra fødselen blevet ’vænnet’ til at følge den sande tilbedelses