Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor benyttede Jesus, ifølge Mattæus’ beretning, to forskellige ord — „utugt“ og „hor“ — da han behandlede den rette grund til skilsmisse? Er den eneste bibelske skilsmissegrund ikke „hor“, sådan som dette udtryk almindeligvis forstås? — U.S.A.

I Mattæus 5:32 siger Jesus: „Men jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt [græsk: porneiʹa], han bliver årsag til, at der bedrives hor [græsk: moikheiʹa] med hende; og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor.“ Og i Mattæus 19:9 læser vi: „Jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt [porneiʹa] og gifter sig med en anden, han bedriver hor [moikheiʹa].“

Det er altså rigtigt at beretningen benytter to forskellige ord. Lad os først se hvad de betyder, og derefter overveje hvilken konklusion deres anvendelse fører til.

Det ene ord, moikheiʹa, oversættes ganske rigtigt med „hor“ eller (i New World Translation) „ægteskabsbrud“. Det danske ord „ægteskabsbrud“ har forbindelse med verbet „at bryde“, der blandt andet har betydningen „at handle, virke således, at noget brister“. Et ægteskab ’brydes’ når den ene af ægtefællerne besmitter det ægteskabelige forhold ved at have kønslig forbindelse med en anden uden for dette forhold. Tanken om at ødelægge et helligt forhold ved troløshed ligger også i det græske ord moikheiʹa. Både på græsk og på dansk rettes opmærksomheden altså mod den virkning som en uretmæssig seksuel forbindelse har på det ægteskabelige forhold, idet den troløse ægtefælle gør sig skyldig i at føre en anden ind i dette forhold og derved ødelægger den enhed der kun skulle omfatte ægtemanden og hustruen.

Hvad så med det andet ord der anvendes, nemlig „utugt“? Det retter ikke opmærksomheden mod den virkning kønslig umoralitet kan have på et ægteskabeligt forhold, men mod karakteren af selve den seksuelle handling. Det gælder ikke alene det danske ord „utugt“, men også det græske ord porneiʹa der benyttes i Mattæus’ beretning. Vi er naturligvis først og fremmest interesseret i det græske ord som evangelisten brugte, for uanset hvordan ordet „utugt“ normalt opfattes på dansk, er det afgørende hvad det ord der bruges i Bibelen betød for skribenten og hans samtidige.

Når folk i dag taler om „utugt“, tænker de almindeligvis på kønslig forbindelse mellem to af modsat køn uden for ægteskab, og forbinder det med et samleje der foregår på den ’normale’ eller naturlige måde. Derfor har mange opfattet det sådan at Jesu ord om at „utugt [porneiʹa]“ var den eneste grund til skilsmisse, kun sigtede til kønslig forbindelse på den normale eller naturlige måde mellem en gift kvinde og en anden mand, eller, i videre forstand, mellem en gift mand og en anden kvinde. Men var det dét Jesus mente? Sigter ordet porneiʹa, som er brugt i Mattæus’ beretning, kun til sådanne naturlige kønslige forhold? Eller omfatter det alle former for umoralske seksuelle forhold, herunder forhold mellem personer af samme køn og ligeledes perverse former for seksuel omgang mellem personer af hver sit køn? Ja, hvad betød porneiʹa helt nøjagtigt for de mennesker der levede i det første århundrede da Jesus var på jorden? Vil en ærlig og omhyggelig undersøgelse af ordets betydning kræve at vi på ny overvejer vor forståelse af hvad der ifølge Bibelen giver ret til skilsmisse?

Et grundigt studium viser at porneiʹa omfatter alle former for umoralsk kønslig omgang. Det er et bredt udtryk, i lighed med ordet „pornografi“, der er afledet af porneiʹa eller det beslægtede verbum porneuʹo. Græske ordbøger viser klart at det forholder sig sådan.

De viser at porneiʹa kommer fra et rodord der betyder „at sælge“, og at det betegner kønslige forhold som er tøjlesløse og ikke beherskede (bundet af, for eksempel, troskab mod ægteskabelige bånd). Om brugen af ordet på Bibelens tid siger Thayer’s Greek-English Lexicon of the New Testament således at porneiʹa betegnede „ulovlig kønslig omgang i al almindelighed“. Moulton og Milligans The Vocabulary of the Greek New Testament siger ligeledes at det er „ulovlig kønslig omgang i al almindelighed“. I det sjette bind af Theological Dictionary of the New Testament står der at porneiʹa kan betyde „’kønslig omgang’ i almindelighed, uden en mere præcis definition“.

Da ordet har en så bred betydning (bredere end ordet „utugt“ har for mange danskere), har mange bibeloversættere gengivet porneiʹa med udtryk som „grov umoralitet“, „kønslig umoralitet“ eller „kønslige synder“.

Vil det sige at sådanne unaturlige og perverse kønslige forhold som dem man finder blandt homoseksuelle, er indbefattet i betydningen af det ord apostelen brugte da han gengav Jesu ord? Ja, det er tilfældet. Det ser vi af den måde Jesu halvbroder Judas brugte ordet porneiʹa på da han omtalte de unaturlige seksuelle handlinger som mændene i Sodoma og Gomorra begik. (Jud. 7) Om brugen af porneiʹa blandt de græsktalende jøder ved begyndelsen af vor tidsregning siger det sjette bind af Theological Dictionary of the New Testament: „πορνεία [porneiʹa] kan også være ’unaturlig last’, . . . sodomi.“

Hvad ligger der da i Bibelens brug af disse ord, og hvad viser det med hensyn til de bibelsk gyldige skilsmissegrunde? Det viser at enhver gift person der går uden for ægteskabet og indlader sig på et umoralsk kønsligt forhold, hvad enten det er med en af det modsatte køn eller med en af det samme køn, og hvad enten handlingen må betegnes som naturlig eller som unaturlig og pervers, gør sig skyldig i porneiʹa eller „utugt“ i bibelsk forstand. Et sådant kønsligt forhold omfatter ikke mindre alvorlige fejltrin, som for eksempel et kys, et kærtegn eller en erotisk omfavnelse, men omfatter umoralsk brug af kønsorganerne under en eller anden form for kønslig omgang, den være sig naturlig eller unaturlig.

I Lovpagten finder vi principper som støtter denne udvidede opfattelse. Det fremgår tydeligt at ægteskaber under Moseloven blev opløst når en af ægtefællerne begik alvorlige kønslige synder, herunder unaturlige kønslige handlinger, eftersom en sådan ægtefælle blev straffet med døden i overensstemmelse med Guds egen befaling. — Jævnfør Anden Mosebog 22:19; Tredje Mosebog 18:22, 23, 29; 20:10-16; Femte Mosebog 22:22; se også den kristne apostels ord i Romerbrevet 1:24-27, 32.

Når vi tager Jesu ord for det de betyder, må vi derfor sige at hvis en gift mand eller kvinde gør sig skyldig i en sådan alvorlig kønslig umoralitet, kan den uskyldige ægtefælle med bibelsk begrundelse lade sig skille fra vedkommende, hvis han eller hun ønsker at gøre det. Den der opnår skilsmisse af en sådan bibelsk grund er også bibelsk fri til at gifte sig igen, og udsætter sig ikke derved for at blive anklaget for at være skyld i hor eller ægteskabsbrud.

Dette er en klar ændring af det synspunkt der tidligere er kommet til udtryk i dette blad, men trofasthed mod det Bibelen virkelig siger, gør denne ændring nødvendig. Der kan endnu siges meget om emnet, og af denne grund vil det blive behandlet grundigere i et kommende nummer af bladet.

● Kan det forventes at en kristen betaler skat til en stat der giver sig af med noget som strider mod hans tro? — U.S.A.

Bibelen viser klart at kristne gør ret i at betale skat. Da Jesus Kristus blev spurgt om man havde lov til at give kejseren skat eller ej, svarede han: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:17, 21) Da apostelen Paulus behandlede emnet underkastelse under øvrigheden, skrev han: „Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens [den vrede der rammer lovovertrædere], men også for samvittighedens skyld. Af samme grund svarer I jo også skat; thi de, der tager vare netop på dette, er Guds tjenere. Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat.“ — Rom. 13:5-7.

Hverken Jesu ord eller apostelen Paulus’ ord antyder på nogen måde at en Guds tjener har ansvar for hvordan staten bruger de penge der betales i skat. At betale skat kan sammenlignes med at betale en elektriker, en blikkenslager eller en anden håndværker for et stykke arbejde.

Øvrigheden er ’Guds tjener’ i den forstand at de kristne nyder gavn af den tjeneste den yder, hvilket omfatter postbesørgelse, brandslukning, vandforsyning, undervisning, offentlig transport, anlæggelse og vedligeholdelse af gader og veje, samt beskyttelse ved politi og domstole. Selv når øvrigheden giver sig af med noget der strider mod den kristnes tro, nyder den kristne alligevel gavn af disse tjenesteydelser.

Og som Jesus fremhævede, tilhører pengene „kejseren“. Sådan er det fordi staten udsteder pengene og fastsætter en bestemt værdi for dem. Når staten så kræver at en del af pengene skal betales tilbage for de tjenester der ydes, er den kristne forpligtet til at gøre det.

Stater der misbruger deres myndighed vil blive krævet til ansvar af Gud. — Rom. 12:19.