Vær ærlig i alle ting
DE der ønsker at behage Gud anerkender den kristne målestok for ærlighed. De forstår at falske mennesker er Jehova en gru; retsindige mennesker viser han derimod fortrolighed. — Ordsp. 3:32.
I første omgang vil mange måske synes at det ikke er noget problem for dem at være ærlige. De mener sikkert at de ikke bevidst planlægger eller praktiserer noget uærligt, såsom at lyve, bedrage eller stjæle. Der hører imidlertid mere til at være ærlig. Et menneske mener måske at det lever op til den høje kristne målestok for ærlighed, men gør samtidig noget der slet ikke er ærligt. Det vil derfor være godt om den enkelte undersøger sin stilling i denne henseende i lyset af det følgende, for på denne måde at afgøre hvorvidt der er noget ved hans tankegang og handlemåde der bør rettes for at harmonere med den kristne norm for ærlighed.
Ærlighed over for regeringer
Nogle former for uærlighed forekommer ganske indlysende, såsom overlagt tyveri og løgnagtighed. Men der findes også mere underfundige former for uærlighed som man må tage sig endnu mere i agt for.
Et af de områder som den kristne må være opmærksom på er hans forhold til de borgerlige myndigheder. Han må ærligt give regeringen det der tilkommer den, selv om den samme regering ikke er ærlig over for ham. Jesus Kristus sagde: „Giv kejseren, hvad kejserens er.“ (Matt. 22:21) Påligner regeringen borgerne visse skatter? I så fald bør den kristne ikke snyde myndighederne for disse skatter. Han bør for eksempel ikke forfalske sin skattepligtige indkomst ved at fradrage mere end han har ret til, eller ved at opgive at han har ydet bidrag til velgørende institutioner hvis han ikke har, eller ved at skrive et større beløb end han i virkeligheden har givet.
Nogle prøver at retfærdiggøre skattesnyderi ud fra den begrundelse at regeringen under alle omstændigheder tager for meget i skat. Men det er ikke noget den kristne skal afgøre. Kejseren overtræder ingen af Guds love ved blot at opkræve skat. Dersom regeringen tager for meget i skat eller misbruger de skatter der kommer ind, må den stå Gud til regnskab herfor. Men det er ikke noget den kristne er blevet sat til at dømme om. Han er pligtig, ikke blot over for regeringen, men også over for Gud, til at betale nøjagtig hvad der forlanges. Den kristne apostel Paulus sagde: „Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig [de højere myndigheder, NW]; . . . Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat; den, I er told skyldige, told.“ — Rom. 13:1, 7.
Til uærlighed hører også smugleri, dette at man køber varer i et naboland og derpå smugler dem over grænsen for at undgå at betale told eller importafgift. Dette er muligvis almindelig praksis i nogle lande, men kristne bør ikke gøre det, for det er at berøve regeringen hvad den har krav på. De borgerlige myndigheder har ret til at kræve told hvis de ønsker det. Eftersom dette ikke er i modstrid med Guds love må man rette sig efter det. Den kristne der smugler, handler uærligt og kan blive draget til ansvar, både af politiet og af den kristne menighed.
Nogle betragter sig muligvis ikke som smuglere, men udfylder de tolddeklarationen på ærlig vis når de vender hjem efter de rejser de af og til foretager til udlandet? Opgiver de alt hvad loven kræver, eller prøver de at regne ud hvordan de skal få tingene gratis over grænsen når de burde betale told af dem? Det har intet at sige om det drejer sig om en lille ting eller en stor ting, eller om ejeren ikke anser den for særlig værdifuld. Det eneste der betyder noget når spørgsmålet drejer sig om ærlighed, er: Forlanger regeringen at jeg skal betale told af denne vare? Hvis det er tilfældet må den kristne betale denne told. Gør han ikke det er han uærlig.
Regeringen vedtager også visse færdselslove der skal øge sikkerheden på vejene. I mange lande er rødt lys eller en stoptavle tegn på at man skal standse helt op. Men sætter du blot farten ned ved stopsignalerne for lige at sikre dig at der ingen betjent er at se, og kører så videre? Og hvordan med de steder hvor der er fartbegrænsning? Overskrider du den hvis der ikke er nogen betjent i nærheden? Det er uærligt at gøre det. Hvorfor? Fordi det ikke er at adlyde „de højere myndigheder“. Du gør måske nar af færdselslovene fordi de ikke er efter dit hoved, men „dårer er de der driver spot med brøde“. (Ordsp. 14:9, NW) Det er kejserens ret at bestemme færdselslovene, og de udstedes for at beskytte folk. Eftersom færdselsforordninger ikke er i modstrid med Guds lov må de kristne rette sig efter dem.
På arbejdspladsen
Inden for forretningsverdenen er der også visse regler man må følge. En funktionær ville måske aldrig finde på at stjæle penge eller varer fra sin arbejdsgiver, for det ville være uærlighed. Men benytter han firmaets frimærker, papir og andre rekvisitter til privat brug? Ja, selv det at tage en blyant eller nogle clips ville være uærligt, dersom det ikke skete med firmaets tilladelse, for disse ting er firmaets ejendom.
Så er der spørgsmålet om at bruge firmaets telefoner til privat brug. Hvis det er imod firmaets reglement er det uærligt at gøre det, lige meget hvor mange andre der gør det. Den kristne har pligt til at betale for de personlige telefonsamtaler han fører, for han benytter sig af hjælpemidler der ikke er hans egne. Uanset måden er det uærligt at benytte en telefon uden at betale for det. Det er det samme som at stjæle, for man undlader at betale de penge en telefonsamtale normalt koster. Og hvis nogen skulle være af den opfattelse at det ikke er uærligt, så prøv at spørge telefonselskabet hvad det mener!
Somme tider tillader firmaer deres personale at købe varer til personligt brug til nedsatte priser. Nogle af de ansatte mener at de kan sælge disse varer videre til slægt og venner til den nedsatte pris, og således hjælpe dem at spare deres penge. Men det er uærligt, for denne handlemåde er ikke i overensstemmelse med firmaets reglement. Det er firmaet der fastsætter reglerne, og den kristne må rette sig efter dem.
Nogle har en udgiftskonto i forbindelse med deres verdslige arbejde. Den kristne er påpasselig med ikke at runde tallene af opefter eller medtage ting der er rent personlige og som ikke dækkes af firmaet. Den kristne fører kun de ting på sin udgiftskonto som han har betalt for, og som hans firma er indforstået med at betale.
En anden side af uærligheden er at lyve for sin arbejdsgiver for at få fri fra arbejde. Det nogle mener er en god grund for at lyve, retfærdiggøres imidlertid ikke af Guds målestok for ærlighed. De synes måske ikke det gør noget at de beder om fri med en opdigtet begrundelse hvis de gerne vil overvære et kristent stævne og ikke mener deres arbejdsgiver vil give dem fri. Men hvordan kan den kristne forsvare at lyve for sin arbejdsgiver når han tager fri for at overvære et stævne hvor Guds ord drøftes og der lægges vægt på en kristen opførsel, der indbefatter ærlighed? Et sådant ræsonnement er ulogisk, ja hyklerisk. I de fleste tilfælde vil den kristnes arbejdsgiver respektere hans ærlighed fordi han ønsker at få fri til et stævne. Men selv om den kristne skulle miste sit arbejde fordi han søger Riget først, vil Gud ikke svigte ham når han gør hvad der er ret. — Matt. 6:33.
Kristne der har plads i huset ved at det er forkert at tage klæder, porcelæn, sølvtøj og den slags ting. Men gør de sig også klart at det er lige så forkert at tage ting der måske ikke savnes så let? Det at tage mel, sukker, frugt eller grøntsager er lige så meget at stjæle, er lige så uærligt, som hvis man drog af med en mere kostbar genstand. Dersom arbejdsgiveren specielt giver sin hushjælp sådanne ting, er det en anden sag. Men man skal passe på ikke at fortolke en arbejdsgivers gavmildhed ved en lejlighed eller to, som ensbetydende med at man har ret til at tage lidt i ny og næ. Det har man ikke.
Ærlighed i alle ting
Der er mange andre områder hvor man kan lægge ærlighed for dagen. Det gælder også når man låner noget af andre. Du bør returnere det du låner til den aftalte tid eller før. Det drejer sig måske kun om en lille ting som du ikke mener det betyder noget at beholde, men hvad ville der ske dersom du lånte blot en lille sum penge i en bank og ikke betalte den tilbage til tiden? — Sl. 37:21.
I den kristne menighed er der nogle der har fået til opgave at tage sig af de penge der bruges til at dække udgifterne med. At bruge nogen af disse penge til sig selv, om end kun for en ganske kort tid, vil være uærligt. Selv om man er helt på bar bund må man aldrig overveje at bruge andres penge uden deres samtykke. Judas Iskariot misbrugte de penge der var ham betroet og blev stemplet som „en tyv“. (Joh. 12:6) Han led en alt for tidlig død afskåret fra Guds gunst.
Somme tider gør et menneske noget det skammer sig over. Det føler at andre ville se ned på det hvis de vidste noget om det. Selv om vi afgjort ikke er forpligtet til at fortælle alle og enhver om vore private anliggender, kan en kristen ikke lyve for at bevare skinnet dersom en sag kommer for menighedens dømmende udvalg og han anmodes om at fortælle sandheden.
Forstå at uærlighed i det små fører til uærlighed i det store. Processen begynder i det små og ender i det store. For hver gang vi undlader at modstå de mindre overtrædelser bliver sindet mere og mere disponeret for de store overtrædelser. Jesus sagde: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store. . . . Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give jer noget at eje selv?“ — Luk. 16:10-12.
Dersom du elsker Gud og ønsker at leve i hans retfærdige nye tingenes orden, vil du bestræbe dig for at være ærlig og gøre hvad der er ret. „Thi ’den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt.’“ — 1 Pet. 3:10, 11.
Ja, vær ærlig i alle ting. Så vil du også være i stand til at sige som apostelen Paulus: „Vi har tillid til at vi har en ren samvittighed, da vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ — Hebr. 13:18, NW.