Er den gyldne regel nok?

Mange er, hvad de selv kalder „et godt menneske“. Hermed mener de, at de ikke gør andre fortræd og ofte øver godt imod dem rent materielt. Vil det føre til evigt liv? Eller kræves der mere?

KRISTUS JESUS fremholdt den såkaldte gyldne regel: „Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Det er nødvendigt at følge denne regel om næstekærlighed, dersom man skal vinde evigt liv i Guds nye verden. Nogle tror imidlertid, at det eneste, Gud forlanger, er, at vi følger denne „gyldne regel“. Men opfylder vi virkelig vor pligt mod Gud ved bare at øve godt mod andre? Viser Bibelen, at den „gyldne regel“ er nok?

Når vi vender os til Guds ord, lærer vi, at man kan gå glip af det evige liv, selv om man følger et program med gode, opbyggende gerninger. Det er et betydningsfuldt punkt, som Kristus selv fremhæver. Den bibelske skribent Lukas fortæller os om en tildragelse, der fandt sted, da Jesus var gæst i et hjem:

„. . . i en landsby; dér var der en kvinde ved navn Marta, som tog imod ham i sit hus. Hun havde en søster, som hed Maria, og hun satte sig ned ved Herrens fødder og hørte på hans ord. Men Marta havde travlt med meget husligt arbejde, og hun kom hen og sagde: „Herre! bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.“ Men Herren svarede, og sagde til hende: „Marta! Marta! du gør dig bekymring og uro med mange ting; men ét er nødvendigt [nogle få ting er nødvendige eller bare én, NW]. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.““ — Luk. 10:38-42.

Åbenbart optaget af at tilberede et måltid med mange retter havde Marta „travlt med meget husligt arbejde“. Hun gjorde det i den bedste hensigt; hun ønskede at gøre Jesus alt det gode, hun kunne. Martas søster, Maria, satte sig derimod ved Herrens fødder og „hørte på hans ord“. Maria fattede vigtigheden af kundskab, kundskaben om Gud og hans beslutninger. Marta blev i al travlheden med sine huslige pligter lidt irriteret og bad Jesus om at sige til Maria, at hun skulle hjælpe hende. Herren lod Marta forstå, hvad der var det vigtigste. Han sagde, at hun gjorde sig „bekymring og uro med mange ting“, men at der kun var én ting, der virkelig var nødvendig, og at Maria havde valgt denne gode del.

Hvad kan vi så lære heraf? Dette: at tjeneste for andre ikke er nok; at man kan have travlt med mange ting, der, skønt de i sig selv er gode og værdifulde, dog kan bevirke, at man går glip af det evige liv. At følge et program med travl og nyttig virksomhed er ikke nok i sig selv.

„Hørte på hans ord“

Jesus sagde til Marta, at Maria havde valgt „den gode del“, fordi Maria „hørte på hans ord“. Maria havde i sandhed valgt det gode, for som Simon Peter ved en lejlighed sagde til Jesus: „Du har det evige livs ord.“ Eftersom tilegnelsen af kundskaben om dette det evige livs ord af Guds søn sættes højere end tjenester, man yder andre, kan vi se, hvor Jesus ville hen: det at øve godt imod andre skal stå i det rette forhold til, at vi regelmæssigt sætter os ved „Herrens fødder“ og „hører på hans ord“. — Joh. 6:68.

Den sande kristne må være som Maria. Ved sin handlemåde må han vise, at han virkelig tror Jesu ord: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse, der udgår af Jehovas mund.“ — Matt. 4:4, NW.

Jehovas ord er at finde i Bibelen. Det er til den, vi må vende os. Gennem den kan vi skaffe os kundskab om Jehova og hans hensigter. Der findes ikke nogen erstatning for denne kundskab. Den er livsvigtig. Vor frelse afhænger af den. En af Kristi apostle erklærede: „Dette er ret og velbehageligt i Gud vor frelsers øjne, hvis vilje er, at alle slags mennesker skulle frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandhed.“ (1 Tim. 2:3, 4, NW) Jesus fremhævede vigtigheden af nøjagtig kundskab, dengang han bad til sin himmelske Fader: „Dette betyder evigt liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.

Eftersom kundskab betyder liv, må det modsatte også være tilfældet: at mangel på kundskab betyder død. Dette var rigtigt, hvad det gamle Israels folk angik. Da de blev trodsige og nægtede at lade sig belære af Jehova, sagde Gud til dem gennem sin profet: „Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig.“ (Hos. 4:6) Hvis vi ikke gør os umage for at skaffe os nøjagtig kundskab, vil Gud også forkaste os; han vil regne os blandt dem, der ikke er „ret indstillet over for evigt liv“. — Ap. G. 13:48, NW.

Det største bud

Når vi ved studium af Bibelen får nøjagtig kundskab om sandheden, indser vi, at der er et bud af større omfang og vigtighed end den „gyldne regel“ om næstekærlighed. Guds søn satte tingene i deres rette forhold, da han forklarede: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hviler hele loven og profeterne.“ — Matt. 22:34-40.

Hvor klart står det os ikke nu! Der er to bud, vi må efterleve. Begge er vigtige. Vi må leve efter begge regler, såfremt vi skal vise os værdige til evigt liv. Men det ene bud er større end den „gyldne regel“ om næstekærlighed, budet om at elske Jehova Gud „af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind“.

Hvordan kan vi vise Gud en sådan kærlighed? Bibelen giver svaret: „Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ (1 Joh. 5:3) Selv om vi også overholder den „gyldne regel“ efter bedste evne, kan vi komme til kort i vor kærlighed til Gud, hvis vi ikke holder hans andre bud. Det er en alvorlig sag.

Inden vi kan holde Guds bud, må vi vide, hvad de går ud på. Dette fører os igen tilbage til udgangspunktet: at tilegnelse af nøjagtig kundskab om Guds ord er livsnødvendig. Nu kan vi bedre forstå, hvorfor Jesus sagde til Marta, hvis indstilling var at leve efter den „gyldne regel“, at Maria havde valgt den gode del, da hun valgte sig kundskab. Uden kundskab kan vi ikke vide, hvad Guds bud er; uden kundskab om disse bud er det umuligt at holde dem, og medmindre vi holder dem, vil vi svigte det største af dem alle.

Krav, der skal opfyldes

Guds krav skal ikke bare opfyldes på en bestemt dag om ugen; de gælder vor daglige livsførelse. Sand kristendom indvirker på et menneske; den forandrer ham. Hele hans livsopfattelse bliver en anden; han bliver en ny personlighed. Læg mærke til, hvor vidtrækkende Guds bud er: „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder og ifør jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den, som skabte den.“ (Kol. 3:9, 10, NW) At gøre det kalder på sand ydmyghed; man må elske retfærd. Det er et af Guds krav: „Før HERRENS vredes dag kommer over Eder. Søg HERREN, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS vredes dag.“ — Zef. 2:2, 3.

Den nye verden vil være fuldstændig retfærdig. Denne gamle onde verden må vige pladsen. Snart vil den blive tilintetgjort i Harmagedonslaget. Følgelig stiller Gud dette krav: „Eftersom alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, som fører et helligt liv og handler i gudfrygtig hengivenhed, mens I venter på og holder jer nær i tanke Jehovas dags nærværelse, på hvilken himlene, der kommer i brand, skal opløses, og elementerne, der bliver stærkt ophedede, vil smelte.“ — 2 Pet. 3:11, 12, NW.

Vi må bestandig studere Guds ord og hjælpe andre i åndelig henseende. Også de skal have kundskab om Guds nye verden og om Harmagedonslagets snarlige komme. Måden, hvorpå vi kan vise næstekærlighed og kærlighed til Gud, er ved at fortælle andre om Jehovas hensigter. Det er det, den nye verdens samfund af Jehovas vidner gør. Du kan være med i det arbejde, som Jesus bød skulle udføres i disse sidste tider: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:14, NW.

At give åndelige gaver er en efterfølgelse af den „gyldne regel“. Men fremfor alt viser dette, samtidig med at vi „fører et helligt liv“, at vor kærlighed til Gud er helstøbt. Altså: Den „gyldne regel“ i snævreste forstand, det vil sige kun at gøre andre godt rent fysisk, er ikke nok.

Ikke for unge til at lytte og lære

BØRN kan tidligt begynde at lytte og lære, hvilket tydeligt fremgår af den hjertegribende oplevelse, som fortælles af en missionær i Korea: „For cirka to måneder siden begyndte tre små drenge (i alderen 5, 7 og 9 år) at komme til vore møder. De manglede ikke en eneste gang, og længe varede det ikke, før de alle tre havde hver sin bibel og et eksemplar af Vagttaarnet. Hver gang et skriftsted blev læst op, begravede de deres små hoveder i Bibelen og fulgte med. Jeg forsøgte adskillige gange at tale med dem, men fik aldrig så meget som et ord ud af dem. Langt om længe fik vi nys om de særlige forhold, der gjorde sig gældende. Drengenes forældre var blevet dræbt under krigen, og siden den tid havde de måttet skøtte sig selv. De boede i et lille bitte hus, og den ældste af dem var „moder“. Det er pæne drenge, men der er intet som helst barnligt over dem. Det er borte, og det gælder for de fleste børn her, hvor krigen har berøvet dem deres barndom. Sidste torsdag aften holdt den syvårige sit første elevforedrag i den teokratiske skole. Han stod der ren og nypudset, så nydelig at se til, og de to andre var synligt stolte af ham. Når han læste, lød det som et maskingeværs knitren, som det er så typisk her. Men da vi hørte livets ord strømme fra dette lille, kære barnehjerte, piblede et par tårer frem. Efter mødet talte jeg med dem alle tre og sagde, at Jehova var glad for at byde dem velkommen i sin „familie“, og for første gang så jeg dem smile.“