’Vi anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn’
1. Hvorfor er samvittigheden i sig selv ikke en sikker vejleder?
DET er ikke nok at have en samvittighed. Den er ikke i sig selv en sikker vejleder i livet. Det er fordi den er en del af os selv, er nært knyttet til vort hjerte og påvirkes af vekselvirkningen mellem hjerte og sind. Alt efter hvad vi selv er, hvad vi har i vort hjerte og sind, vil dette „vidnes“ stemme enten være svag eller klar, dets vidnesbyrd vil enten være fornuftigt, pålideligt og sandt, eller mangelfuldt, vildledende, og måske direkte falskt.
2. Hvilket eksempel viser hvordan samvittigheden kan aflægge et falskt vidnesbyrd?
2 Kristus Jesus advarede for eksempel sine disciple om at „den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud“. (Joh. 16:2) Saulus fra Tarsus var en af disse. I sin nidkærhed for det hans samvittighed sagde ham var rigtigt, ’bekæmpede han heftigt Jesu navn’ idet han forfulgte disciplene, og ’når man ville henrette dem, stemte han for det’. (Ap. G. 26:9, 10; jævnfør Galaterbrevet 1:13, 14.) Og alligevel kunne han, da han senere som den kristne apostel Paulus, selv blev udsat for forfølgelse, sige for rådet: „Jeg har med fuldgod samvittighed levet mit liv for Gud indtil denne dag.“ (Ap. G. 23:1) Skønt hans samvittighed havde været „fuldgod“ allerede dengang han kæmpede mod kristendommen, havde dens vidnesbyrd været mangelfuldt, ja sørgelig falskt, og havde fået ham til at kæmpe mod Gud. Hvad var der galt?
Behov for kundskab og Guds ånd
3. Hvorfor er bibelkundskab nødvendig for at samvittigheden kan aflægge et rigtigt og klart vidnesbyrd?
3 ’Jeg var vantro og vidste ikke hvad jeg gjorde,’ svarer Paulus. (1 Tim. 1:13) Hvis vor samvittighed skal hjælpe os på vejen til evigt liv, må vi studere Guds ord flittigt. Hvorfor? Fordi vi gennem kundskab om Bibelen og ved at anvende denne kundskab i vort liv, kan komme til at kende Jehova Gud, hans personlighed, handlemåde og hensigter. Hvis vi ikke har et klart billede af ham, kan vi umuligt genspejle hans egenskaber og normer, og vor samvittigheds stemme vil være sløret, uklar og forvirret.
4. (a) Hvilken yderligere hjælp er nødvendig? (b) Belys dette med et eksempel. (c) Hvad lærer vi af de skriftsteder der er anført i slutningen af denne paragraf?
4 Vi må også til stadighed søge Jehova Guds ånd, idet vi uophørligt beder om den. Apostelen talte om at hans samvittighed ’vidnede med ham i Helligånden’, og det er ved hjælp af Guds ånd som virker på vort oplyste og af Bibelen oplærte sind og hjerte, at vi kan være sikre på at vidnet i os giver et korrekt vidnesbyrd. (Rom. 9:1) Vi kan illustrere dette med en dreng der er blevet opdraget af en kærlig fader som omhyggeligt har indpodet visse principper og normer i sin søn, ikke blot med ord, men også ved sit eksempel. Lad os nu forestille os at en eller anden — på et tidspunkt hvor barnet er borte fra sin fader — prøver at få barnet til at deltage i en handling som er i modstrid med faderens principper. Måske har barnets fader aldrig nævnt præcis den handling der er tale om. Den der prøver at friste barnet, siger måske endog: „Har din fader nogen sinde sagt at du ikke måtte gøre sådan?“ Barnet svarer måske: „Nej, det har han ikke.“ Og alligevel kan det være at barnet afviser forslaget ved at sige: „Selv om min fader aldrig har nævnt det, véd jeg bare at han ikke ville have jeg gør det — jeg véd han ikke ville synes om det!“ Selv uden at have fået et bestemt forbud véd drengen hvad han skal gøre. Hvorfor? Fordi han har sin faders ånd, han kender sin faders indstilling til sagen. På samme måde kan vi komme til at kende Jehovas indstilling ved hjælp af hans ord og hans søns ord og ved hjælp af den hellige ånd. — Jævnfør Første Korinterbrev 2:16; samt eksemplet med Paulus’ „ånd“ der ledede menigheden i Korint, som omtalt i Første Korinterbrev 5:3-5.
5, 6. (a) Hvorfor er kristne der ledes af Guds ånd „ikke under loven“? (b) Hvad er altså indbefattet i den ’lov der er skrevet i de kristnes hjerter’?
5 Om dem der ledes af Guds ånd siger apostelen: „Men drives I af Ånden er I ikke under loven. . . . Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Mod sligt er loven ikke.“ (Gal. 5:18, 22, 23) Hvad vil det sige at de ’ikke er under loven’?
6 Kristus Jesus viste at hele den lov der blev givet til Israel, hvilede på to grundlæggende bud: At man skulle elske Gud af hele sit hjerte og sind, af hele sin sjæl og styrke, og at man skulle elske sin næste som sig selv. (Matt. 22:36-40) Apostelen Paulus siger også at lovene imod ægteskabsbrud, mord, tyveri, begær, „og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse“. (Rom. 13:9, 10) Ledes vi af kærlighed til Gud og næsten? Har vi nøjagtig kundskab om Guds ord, og ejer vi en stærk tro? Så kan vi, selv uden et omfattende sæt anordninger, regler og forbud, forblive på retfærdighedens vej, fordi vi har Guds lov ’skrevet i vore hjerter’. (Hebr. 10:16) En lov er egentlig en forskrift for vor adfærd. Alt hvad vi lærer om Gud, både gennem studium og gennem hans handlemåde med os, bliver en sådan forskrift for vor adfærd, en lov for os. Når dette er tilfældet aflægger vor samvittighed et godt, pålideligt vidnesbyrd der kan lede os.
Skrøbelige og stærke samvittigheder
7, 8. På hvilken måde var nogle kristne korinteres samvittighed ’skrøbelig’, og hvad var en af hovedårsagerne?
7 Men selv for døbte kristne er dette ikke altid tilfældet. Nogle har en ’stærk’, andre en ’skrøbelig’ samvittighed, hvilket vi ser i Paulus’ første brev til menigheden i Korint. I den by plejede man i slagterboderne at sælge kød der af de hedenske korintere havde været ofret til en afgud. Nogle kristnes samvittighed tillod dem ikke at spise dette kød uden at de følte skyld. Var dette vidnesbyrd fra deres samvittighed korrekt? Hvis ikke, hvad var så grunden?
8 Disse kristne manglede nøjagtig kundskab og skelneevne hvad retfærdige principper angik. Paulus forklarede at de hedenske afguder i virkeligheden ikke fandtes eftersom der jo „kun er én Gud“, Skaberen. Derfor kunne kødet ikke virkelig komme til at tilhøre afguden, eftersom den i virkeligheden ikke levede og derfor ikke havde evne til at modtage eller eje dette kød. Ejendomsretten til kødet forblev hos den som med rette ejer „jorden og dens fylde“, Jehova Gud. — 1 Kor. 8:1-6; jævnfør 10:25, 26.
9. (a) Hvilke andre faktorer kan være årsag til en skrøbelig samvittighed? (b) Hvorfor ville det ’besmitte’ sådannes samvittighed hvis de spiste kød der havde været ofret til afguder?
9 Men der var også noget andet der fik deres samvittighed til at give et ukorrekt vidnesbyrd. Efter at have sagt: „Dog ikke alle har den kundskab,“ tilføjer Paulus: „Men der er dem, som hidtil har været vant til at dyrke afguder og derfor spiser kødet som afgudsofferkød, og deres samvittighed, skrøbelig som den er, besmittes.“ (1 Kor. 8:7) Dette viser at vor baggrund, vore omgivelser, og de skikke, den tro og den indstilling som folk vi er vokset op iblandt har — at alt dette også kan påvirke vor samvittigheds vidnesbyrd. Mange korintere havde dyrket afguder før de blev kristne. Sandsynligvis som følge af denne vane følte de stadig at der var en form for tilbedelse knyttet til kød der havde været ofret som et afgudsoffer. For deres vedkommende ville det altså, som Paulus sagde, ’besmitte deres samvittighed’ hvis de spiste dette kød. Med tiden kunne kundskaben få en helbredende, oplysende virkning på deres samvittighed, hvilket ville ændre deres syn på tingene og hjælpe dem til at overvinde deres tidligere fordom, frygt, forkerte antagelser og urette synspunkter. — 2 Kor. 13:11, NW.
’Vi skal ikke gøre hvad der er os selv til behag’
10. Hvordan kunne de der havde en stærk samvittighed ’opbygge’ andres samvittighed på en forkert måde?
10 Men hvad med de kristne hvis samvittighed ikke var skrøbelig, dem der havde kundskab om rette principper og havde det korrekte syn på tingene? Skulle de forklejne de betænkeligheder som de med en skrøbelig samvittighed havde? Skulle de blot gøre alt hvad deres samvittighed tillod dem, uden hensyn til andres skrøbelige samvittighed, og tænke at deres egen frimodighed med hensyn til dette ville tjene til at styrke de andres skrøbelige samvittighed? Paulus siger at man skulle lade sig lede af kærlighed, for „’kundskaben’ opblæser“, men „kærligheden opbygger“ dem der viser den. (1 Kor. 8:1) De skulle passe på at deres „frihed“ eller ret (til at spise kød som ikke længere havde forbindelse med afgudsdyrkelse) ikke bragte „de skrøbelige til fald“. Ja, hvis de spiste kød som andre vidste havde været ofret, kunne det ’opbygge’ de skrøbeliges samvittighed, ikke på en sund måde, men sådan at deres samvittighed gik til den modsatte yderlighed. Hvad kunne det medføre? At disse skrøbelige spiste kød direkte i en religiøs ceremoni i forbindelse med afgudsdyrkelse, eller i det mindste at de spiste på trods af at de følte at der var tilbedelse forbundet med det. Dette havde den kristne menigheds styrende råd fordømt, ved den hellige ånds ledelse. — 1 Kor. 8:9, 10; Ap. G. 15:28, 29.
11. Hvorfor er man domfældt hvis man ikke handler i tro?
11 Selv hvis et menneskes samvittighed er overdrevent følsom, er der ingen der kan tillade sig at tilsidesætte vedkommendes samvittighed eller prøve at overtale ham til at gå imod den. Apostelen behandler et tilsvarende spørgsmål i sit brev til romerne, og viser at en der spiser kød skønt han har betænkeligheder med hensyn til om det er rigtigt, „han er domfældt, fordi han ikke handler ud af tro“. Den kristne som handler i tro har en ren samvittighed; men hvis han handler uden tro på at det han gør er rigtigt, så er hans samvittighed ikke ren, for skønt han føler at handlingen er i modstrid med Guds vilje, gør han den alligevel. — Rom. 14:5, 14, 23.
12. Hvorfor er tro så vigtig for at vor samvittighed kan lede os på rette måde?
12 En stærk tro bidrager til en god samvittighed, en samvittighed der frimodigt lader sin stemme høre, en der taler sandt og ikke undlader at give de nødvendige vidnesbyrd på kritiske tidspunkter. Tro giver ikke blot tillid; den giver også loyalitet over for sandhed og retfærdighed. Den kristne som har opbygget en stærk tro gennem kundskab og oprigtig anvendelse af den, gennem ægte værdsættelse og tillid, vil være loyal. Skønt hans samvittighed måske tillader ham at gøre noget som de der har en skrøbelig tro har betænkeligheder ved at gøre, vil han dog ikke føle sig fri til at gøre noget som er uret. — Gal. 5:13.
13. Hvorfor er det så vigtigt at vi viser kærlighed ved at tage hensyn til andres samvittighed og indrette vor adfærd derefter?
13 Men vi må altid lade os lede af kærlighed. Dette ledende princip understreges af Paulus når han siger: „Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse.“ (Rom. 15:1, 2) Idet Paulus viser hvor alvorligt det er hvis den der har en stærk tro undlader at vise hensyn over for dem som har en skrøbelig samvittighed, advarer han: „Thi voldes der din broder sorg ved din mad, da vandrer du ikke mere i kærlighed. Bliv ikke ved det, du spiser, til fordærv for den, som Kristus led døden for.“ „Men når I således synder imod brødrene og sårer deres skrøbelige samvittighed, så er det Kristus selv, I synder imod.“ (Rom. 14:15; 1 Kor. 8:11, 12) Det der her siges om at spise og drikke kan også siges om sådanne ting som klædedragt, underholdning, verdsligt arbejde og alle andre sider af livet. — Rom. 14:21.
14. Hvordan må den indbyrdes indstilling være mellem dem hvis samvittighed er meget sårbar og dem hvis samvittighed ikke er så sårbar? Hvilke principper bør begge kategorier altid have i tanke?
14 Ligesom det er forkert at den der har en stærk tro forklejner de overdrevent samvittighedsfulde eller prøver at påtvinge dem sin samvittighed, sådan er det også forkert at den overdrevent samvittighedsfulde dømmer eller kritiserer dem som gør brug af deres kristne frihed. „Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol,“ siger Paulus, og da „skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ „Hvorfor skal min frihed dømmes af en andens samvittighed?“ (Rom. 14:3-12; 1 Kor. 10:29, 30) Skønt den kristne der ledes af kærlighed er overbevist om at han har bestemte ’rettigheder’ eller en bestemt „frihed“ på grundlag af Guds ord, vil han dog ikke ’søge sit eget’ og insistere på at få sin ret og behage sig selv hvis det skader andre, men han vil efterligne Kristus, som heller ikke gjorde „hvad der var ham selv til behag“ på en selvisk, ubetænksom måde. — 1 Kor. 8:9; 13:4, 5; Rom. 15:3.
En besmittet samvittighed
15, 16. Hvilken forskel er der på at have en skrøbelig samvittighed og en besmittet samvittighed? Giv et eksempel fra Bibelen.
15 Ét er at have en samvittighed der er skrøbelig fordi man mangler kundskab. Noget helt andet er at have en besmittet samvittighed fordi man fornægter sandheden eller følger en kurs der er i modstrid med ens samvittighed.
16 Paulus opfordrede de kristne i Rom og i Korint til at vise kærlighed og tage hensyn til dem der var overdrevent samvittighedsfulde, dem der var ’skrøbelige i troen’. Men nogle på Kreta som ikke var sunde i troen, bød han Titus at ’sætte strengt i rette’. Hvorfor? Disse mænd var ikke overdrevent samvittighedsfulde på grund af manglende kundskab. De stillede sig op som lærere for deres egne synspunkter, der var i modstrid med den beslutning som det styrende råd under ledelse af den hellige ånd havde truffet angående omskærelsen. Både deres forstand og deres samvittighed var besmittet. Deres gerninger viste det. — Rom. 14:1; Tit. 1:9-15.
17. (a) Hvilke alvorlige følger kan det få at undlade at bevare en ren samvittighed over for Gud? (b) Hvordan viser Efeserbrevet 4:20 os endnu en hjælp til at genspejle Jehovas billede og lighed?
17 Hvis man frivilligt følger en uret handlemåde kan det føre til at man bliver ’brændemærket i sin egen samvittighed’. (1 Tim. 4:2) Nogle der havde gjort dette på Paulus’ tid havde kastet troen og en god samvittighed over bord og havde „lidt skibbrud på troen“, idet de var begyndt at spotte Guds trofaste tjenere og sandheden fra Gud. (1 Tim. 1:19, 20) En kristen kunne forfalde til igen at blive som folk i verden, der er „formørkede . . . i deres tankegang og fremmede for livet i Gud“. På grund af deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse er de blevet „åndeligt afstumpede“ eller har „mistet al moralsk sans“ (NW), idet deres samvittighed tillader dem at give sig af med alle former for tøjlesløshed, urenhed og havesyge. Men, som Paulus tilføjer, „således er I ikke blevet undervist om Kristus“. (Ef. 4:17-20) Guds søn satte os et mønster og et eksempel hvorved vor samvittighed kan oplæres til at aflægge et sandt vidnesbyrd.
Appellér til andres samvittighed
18-20. (a) Beskriv nogle af de måder hvorpå Paulus appellerede til samvittigheden hos de mennesker han tjente. (b) Var han, ifølge det han skrev til tessalonikerne og korinterne, tilfreds med simpelt hen at tro at Gud vidste at han havde et rent hjerte?
18 Vi ønsker naturligvis at undgå at besmitte vor samvittighed, da det vil skade både os selv og andre. Som apostelen Paulus bør vi kunne sige: „Thi det kan vi rose os af — det vidner vor samvittighed — at det var i Guds hellighed og renhed, ikke i kødelig klogskab, men i Guds nåde, at vi færdedes i verden og ganske særligt da hos jer.“ — 2 Kor. 1:12.
19 Lad os betragte nogle af de måder hvorpå Paulus appellerede til samvittigheden hos de mennesker han tjente. Han søgte hverken at opnå en fremtrædende stilling, at få ros eller at få magt over andre. Ingen af apostlene arbejdede flittigere end han, og alligevel lå det ham fjernt at tildele sig selv særlige privilegier eller at gøre fordring på det bedste hvad materielle bekvemmeligheder angår. Han afstod endog på mange måder fra at gøre brug af det han retmæssigt kunne gøre krav på. — 1 Kor. 9:3-18; 15:10.
20 Hans indstilling var ikke: ’Jeg er hedningeapostel, udnævnt af Guds egen søn, så jeg bekymrer mig ikke om hvad andre mener. Det jeg gør, er en sag mellem mig og Gud. Jeg ved jeg har ret; så har andre blot at acceptere det og ikke drage det i tvivl.’ Skønt han havde autoritet, optrådte han ikke autoritært. I stedet for at stille en stærk personlighed til skue og benytte den som overtalelsesmiddel, appellerede han til folks samvittighed i kærlighed. Han minder dem i Tessalonika om at han og hans ledsagere var ’milde som en moder der hæger om sine børn’, idet de af inderlig kærlighed gerne ville give dem, som han siger, „ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære“. Han og hans ledsagere beskæftigede sig villigt med verdsligt arbejde både nat og dag for ikke at blive en byrde for andre i økonomisk henseende. Som følge heraf siger han til tessalonikerne: „I kan vidne, ja Gud selv, om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer.“ (1 Tess. 2:5-10) Idet Paulus havde tillid til at hans hjerte var kendt af Gud, sagde han til dem i Korint: „Jeg håber imidlertid at vi også er blevet gjort kendt for jeres samvittighed.“ — 2 Kor. 5:10-12, NW.
21, 22. (a) Er det nok at vi anbefaler os til Gud og til vore brødres samvittighed? (b) Hvorfor er det vigtigt at vi appellerer til samvittigheden hos de mennesker vi bringer den gode nyhed om Riget?
21 I det samme brev til korinterne siger Paulus om sig selv og sine ledsagere: „Vi har sagt os løs fra al skjult og skammelig adfærd, så vi ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn.“ Samtidig med at vi har en ren samvittighed over for Gud og vore brødre, bør vi som kristne også søge at have en ren samvittighed over for „ethvert menneskes samvittighed“, også over for dem der befinder sig i menneskehedens verden. (2 Kor. 4:2) Gør vi det?
22 Vi bør aldrig tvivle på at den fremgang og de gode resultater der opnås i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, i høj grad afhænger af om vi „anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed“ ved at bevare en god samvittighed selv, både som menighed og som enkeltpersoner betragtet. Det er ikke nok at forkynde og at undervise andre i Bibelens sandheder. Samtidig — i virkeligheden som en del af vor forkyndelse og undervisning — må vi appellere til deres samvittighed. De kan ikke se vort hjerte sådan som Gud kan, men vi kan bestræbe os før at gøre kendt hvad der bor i vort hjerte — vor oprigtighed, vor ærlighed, vort rene motiv, vor uselviske kærlighed. Kan vi imidlertid gøre dette hvis vi selv undlader at praktisere det vi forkynder?
23. Hvad bør få os til at søge aldrig at blive årsag til fald for dem vi forkynder for og underviser?
23 Hvor interesseret er vi i vore medmenneskers evige velfærd, ikke blot når det gælder vor familie og vore åndelige brødre, men også når det gælder vore naboer, vore bysbørn og vore landsmænd? Paulus skrev: „Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden, at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. De er jo israelitter.“ (Rom. 9:1-4) Han viste sin omsorg ved altid at stræbe efter at udvise en opførsel som kunne appellere til deres samvittighed, ved at søge aldrig unødigt at støde den jødiske samvittighed. (Jævnfør Romerbrevet 10:1; Første Korinterbrev 9:20.) Hvor inderligt er vort ønske om at hjælpe vore landsmænd til at vinde livet? Hvor langt vil vi strække os for at undgå at blive til fald for nogen? — 1 Kor. 10:32, 33, NW.
24. (a) Hvad har mange af Guds tjenere gjort i vore dage for at anbefale sig til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn? (b) Hvilke spørgsmål opstår som vi senere skal se på?
24 Oprigtig interesse for at bevare en god samvittighed over for Gud og alle mennesker har fået mange af Guds tjenere i nyere tid til at gøre store forandringer i deres liv — i deres daglige opførsel og talemåde, i deres indstilling til og behandling af andre, i deres beskæftigelse og i deres forretningsmetoder. De øver sig i altid at have „en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker“. (Ap. G. 24:16) Gør du det? Hvilke ting kan rejse samvittighedsspørgsmål for Guds tjenere i dag? Når det fordrer visse forandringer at kunne appellere til andres samvittighed, behøver de kristne så en særlig lov eller en befaling eller forordning for at gøre en sådan forandring? Disse spørgsmål vil blive besvaret i det næste nummer af Vagttårnet.