Stolthed ødelægger, ydmyghed frelser
JEHOVA GUD hader hovmod, og stolthed er en hån mod ham. Stolte mennesker stoler hellere på sig selv end på Jehova; de mangler ydmyghed og vil ikke anerkende deres afhængighed af Skaberen. De føler med stolthed, at de besidder overlegen visdom, og måske ligger deres naturlige evner over gennemsnittets. Men hvad er kilden til sand visdom? Hvorfra fik de deres naturlige evner? Er mennesket ikke i gæld til Skaberen for alt godt? Er Jehova ikke al god gaves Giver? Hvad ejer mennesket, som det ikke har fået? Hvorfor skulle et menneske være stolt af sig selv? Den jord, vi står på, den føde, vi spiser, luften, vi indånder — har universets Skaber ikke sørget for alt dette? Vort livs opretholdelse afhænger af disse frembringelser, og hele vor eksistens er afhængig af Jehova. Med klar logik argumenterer Paulus: „[Ingen] af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. Thi hvem giver dig fortrin? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ At være sig selv nok i hovmodig stolthed og reservation er en hån mod Jehova Gud. — 1 Kor. 4:6, 7.
Mange mennesker er stolte, men kun få vil indrømme det. De er villige til at gøre den almindelige indrømmelse, at de begår fejl, idet de ved, hvor indbildsk det ville lyde, hvis de gjorde krav på ufejlbarlighed. Men at få dem til at indrømme en bestemt fejl er langt vanskeligere. De er villige til en indrømmelse i al almindelighed, fordi de ikke dermed får heftet noget bestemt på sig, men de indrømmer kun modstræbende en bestemt fejl, da det ville være et direkte slag mod deres stolthed. Selv når de ved, at de ikke kan forsvare deres standpunkt, får stolthed dem til vredt at klynge sig til det. Jo længere de klynger sig til deres standpunkt, des vanskeligere bliver det at forlade det på en værdig måde. Følgende beskrivelse passer i så fald på den stoltes mentale tilstand: „Hans sind forhærdedes i stolthed.“ (Dan. 5:20, KJ) I denne forhærdede tilstand har han mistet evnen til at drage fornuftslutninger. Han gør ikke krav på at være ufejlbarlig, men han handler, som om han var det.
Religiøs stolthed
Stolthed synes særlig at trives på det religiøse område. Kun få vælger deres religion på grundlag af et omhyggeligt bibelstudium. De fleste arver den fra deres forældre, erhverver den fra naboer, får den gennem venner eller antager den af forretningshensyn. Når de én gang har fået en religion, nægter de stædigt at gøre nogen forandring. Stolthed vil straks hindre enhver indrømmelse af fejl. At skifte religion ville være det samme som at sige, at forældre, naboer, vennekreds eller forretningsforbindelser havde taget fejl. De klynger sig derfor til deres religion, alt for forudindtaget til at undersøge dens lære i Bibelens lys, alt for stolte til at indrømme, at de muligvis har taget fejl, alt for forhærdede i deres hovmod til at overveje en forandring og ofte alt for ligegyldige til at interessere sig derfor. De tror, at de vil „tabe ansigtet“, hvis de skifter religion; de glemmer, at de vil miste livet, hvis de ikke gør det.
Mange diskuterer gerne politik eller drøfter nationaløkonomi, men vil af princip ikke diskutere religion. Hvorfor ikke? De siger, at emnet er alt for følelsesbetonet. Men er de politiske diskussioner, de hengiver sig til, ikke ladet med dynamiske følelser? Folk har deres egne meninger, som de har dannet på grundlag af studier og erfaring, og disse meninger er de indstillet på at lufte, selv om det giver anledning til lidenskabelig meningsudveksling. Så hvorfor vægrer de sig ved at lufte deres religiøse synspunkter? Fordi de ofte er uoplyste. Nogle er ikke engang klar over, hvad deres religion lærer, og de, som er klar over det, kender ingen skriftsteder, der kan bevise deres tro. Når de ikke kender Bibelen, som skulle være grundlaget for deres tro, og ikke kender skriftsteder, der kan underbygge deres trosbekendelse, og når de heller ikke er i stand til at gendrive en modstridende trosopfattelse, er de ynkeligt sårbare i religiøse diskussioner. Deres stolthed ville være alt for udsat for at blive krænket, derfor beskytter de den bag en barrikade af tavshed og giver som grund, at de af princip ikke diskuterer religion. Da de ikke har kundskab og kun ville kunne argumentere rent følelsesmæssigt, er de bange for at komme til kort. Vær forvisset om, at de ikke ville tie stille, hvis de kendte deres religions lærepunkter og kunne underbygge dem med bibelske citater. Intelligente, religiøse diskussioner baseret på Jehovas ord er livsvigtige. Hvis sindet er modtageligt, ikke tillukket på grund af fordomme, hvis fornuften har frit spil og ikke er ødelagt af tåbelig stolthed, hvis Bibelen anerkendes som autoritet og ikke tilsidesættes af menneskelige traditioner, bliver følelser underordnede i forhold til logik, og resultatet vil blive korrekte slutninger, der er baseret på Bibelen.
De religiøse ledere på Jesu tid var villige til at diskutere religion, så længe de troede, at de kunne vinde i en ordstrid. Da de opdagede, at de altid tabte, besluttede de, at de ikke ville diskutere religion mere. Dette kom for dagen, efter at farisæerne havde lidt nederlag under et ordskifte med Jesus: „Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham.“ Mange spurgte ham i ydmyghed for at lære, men de stolte ophørte med deres udfordrende spørgsmål efter at have erfaret, at det faldt tilbage på dem selv og sårede deres stolthed. De var ikke interesseret i at lære sandheden at kende; de ønskede kun at vinde i en diskussion. Hvis de ikke kunne forsvare deres tro, ville de ikke diskutere den. Da en af Jehovas tjenere engang viste, at de religiøse modstandere havde uret, „skreg de med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham“. (Matt. 22:46; Ap. G. 7:57) De kunne ikke tåle at høre sandheden, fordi de ikke kunne modbevise den; derfor afslog de at høre den og acceptere den, de gjorde sig døve over for den og dræbte den, der prædikede sandheden. Således er det også nu. Den stolte diskuterer med åben mund og uimodtageligt sind.
Stolthed fører til strid og skændsel
Af samme grund bliver der ved med at være stridigheder: „Ved hovmod vækkes kun splid, hos dem, der lader sig råde, er visdom.“ De stolte vil ikke lade sig råde eller tugte eller lade en strid slutte på en for dem ugunstig måde. De forkaster denne sandhed: „Vel står det til, hvor mange giver råd.“ Eller: „Er der ikke holdt råd, så mislykkes planer, de lykkes, når mange rådslår.“ Hvis man ikke er klog nok til at agte på et godt råd eller ydmyg nok til at tage imod det, når man ikke til fornuftige slutninger, og så fortsætter en strid på grund af stolt afvisning af logik. Der er ingen sikkerhed i en sådan stolthed eller lykke i et sådant hovmod, men kun skæbnesvanger undergang: „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.“ Hvor stolthed råder, bliver ødelæggelse følgen. Hvor hovmod er fremherskende, er et fald ikke langt borte. — Ordsp. 13:10; 11:14; 15:22; 16:18.
Hovmod fører ikke alene til strid, men også til skændsel: „Kommer hovmod, kommer og skændsel, men med ydmyge følger der visdom.“ De hovmodige er selvsikre, overbeviste om, at de har ret, og uvillige til at tage andres synspunkter i betragtning. De vægrer sig ved at tro, at de kan have uret, og retter hele deres tankevirksomhed mod at retfærdiggøre sig selv fremfor at ransage sig selv. Hvad der støtter deres synspunkter, tilegner de sig dåragtigt, hvad der modstår dem, forkaster de egenmægtigt. Skændselen kommer, når det bevises, at de har uret, skønt endog da kan stolthed forhærde dem, således at de nægter at se skændselen i øjnene og skifte standpunkt. Når denne stolthed spiller ind ved valget af den rette religion, og vildfarne stolte vægrer sig ved at drage fornuftige slutninger, bliver resultatet tilintetgørelse. Deres stolthed medfører blindhed, blindhed for fornuft. Da de vægrer sig ved at indrømme en uret, er de ikke modtagelige for vejledende irettesættelser: „Budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“ Uden selvdisciplin vil den hovmodige fortsætte på tilintetgørelsens vej og ikke finde livets vej. Derfor står der skrevet: „Et menneskes hovmod ydmyger ham, men den ydmyge opnår ære.“ — Ordsp. 11:2; 6:23; 29:23.
Ikke alene modstår den stolte Jehova, men Jehova står også den stolte imod, mens han løfter den ydmyge op: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde. Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ Jesus forkyndte det samme guddommelige princip efter at have afsløret de religiøse ledere, som antog høje titler: „Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes.“ I Harmagedon vil hovmodige, der har ophøjet sig selv, blive ydmyget, ja, endog blive til støv, tilintetgjort. Derimod vil de ydmyge blive løftet op og bevaret på grund af deres ydmyghed. Derfor lyder det guddommelige råd: „Søg HERREN, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS vredes dag.“ — 1 Pet. 5:5, 6; Matt. 23:12; Zef. 2:3.
Ydmyghed betyder frelse
Ligesom stolthed avler strid og trætter, således avler ydmyghed fred og modtagelighed for fornuft. De ydmyge værdsætter visdommen ovenfra fremfor denne stolte verdens visdom. Eftersom de er modtagelige for guddommelig vejledning, holder Jehova ikke sådan vejledning tilbage: „Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej.“ Eller: „Han smykker de ydmyge med frelse.“ Det er Jehovas hensigt at forkynde glædesbud for de ydmyge. Vær ydmyg og „tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som har magt til at frelse jeres sjæle“. Stolthed er ikke modtagelig for sandhedens sæd, men ydmyghed er som den gode jordbund, der tager imod den og frembringer mere. — Sl. 25:9; 149:4; Es. 61:1; Jak. 1:21.
Læg mærke til, hvorfor Jehova vælger at vise den ydmyge gunst fremfor den stolte: „Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ (1 Kor. 1:26-29) De stolte har så travlt med at spekulere på deres egen formodede ære, at de ikke har tid til at tænke på Jehovas. Men de ydmyge, som de hovmodige foragter, er velegnede til at bruges af Jehova og ophøjes ved at få en andel i hans tjeneste. Dette omvendte forhold er i sig selv en irettesættelse af de verdsligvise.
De, der er forhærdede i stolthed, ville ikke være mere lydhøre over for Jehovas hensigter i den nye retfærdighedens verden, end de er nu. De ville passe dårligt der, ville yppe kiv og på ny volde sorg og lidelse; men Jehova vil ikke tillade, at lidelse og strid atter vinder indpas og skæmmer den fredelige levevis i den nye verden. (Nah. 1:9) For at bevise, at vi til den tid vil være ydmyge, må vi vise ydmyghed nu. Vi må lytte til Jehovas sandhed, lade os tugte af den og lydigt gøre den kendt. Det er ikke et spørgsmål om at vise, at du har ret og en anden uret, men om at lade Guds ord stå som sanddru, selv om det gør din tidligere tro falsk. (Rom. 3:4) Selv om den stolte måske med foragt afviser opfordringen til at være fornuftig, må den ydmyge ikke gøre det: „Kom, lad os gå i rette med hinanden [ræsonnere sammen, AS], siger HERREN. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.“ Nu er det på tide at „ræsonnere“ med Jehova ved ydmygt at studere hans ord. At afslå det i hovmod vil betyde at dø i vanære. — Es. 1:18.
Ingen grund til såret stolthed
Det er bedre at få sin stolthed såret end at miste livet. Måske sårer det din stolthed at skifte religion. Det sårer dig måske, at du over for en anden må indrømme, at du har taget fejl. Der burde i virkeligheden slet ikke være tale om sårede følelser. Det er ikke et spørgsmål om at erkende, at en anden er mere intelligent, for det er ikke en andens tanker, du accepterer i stedet for dine egne. Hvis du ved at grunde over Jehovas ord erfarer, at din tro er falsk, er det ikke ved hjælp af andre menneskers tanker, men ved hjælp af Jehova Guds nedskrevne, inspirerede tanker, at det bliver bevist. Vil du ikke villigt indrømme, at Jehovas guddommelige tanker, han, som skabte hele universet, er umådeligt højere end dine? Er det en skam for dig at blive vejledt af ham? Behøver vor stolthed at blive såret, fordi vi lader Jehovas visdom afløse menneskelig dårskab? Hellere end at surmule i barnlig stolthed, skulle vi så ikke i ydmyg taknemmelighed glæde os over, at vi kan finde ham, kalde på ham, vende os til ham og blive tilgivet af ham? Hør: „Søg HERREN, mens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til HERREN, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra HERREN; nej, som himmelen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ — Es. 55:6-9.
Det er på tide at søge Jehova nu, mens han endnu er at finde. Nu er han nær for at tage imod os. I Harmagedon vil han komme nær for at tilintetgøre dem, som afslår at grunde over hans ord nu. De onde burde forlade deres vej og de stolte opgive deres tanker. Alle burde vende sig til Jehova, til hans veje, til hans tanker, så de kan få tilgivelse og evigt liv. Det burde ikke såre et menneskes stolthed at vende sig til veje, der bevisligt er højere end menneskets veje, og til tanker, der bevisligt er højere end menneskets tanker. Hvis nogen er så forhærdet i sin stolthed, at den forhindrer ham i at modtage Jehovas visdom og får ham til at holde fast ved menneskers tanker, er han i sandhed dåragtig! De stoltes stolthed vil således med rette føre til tilintetgørelse i Harmagedon, og de ydmyges ydmyghed vil frelse dem til liv i Jehovas nye verden.