„Jeres udfrielse er nær“

„Men når dette begynder at ske, da rank jer og løft jeres hoveder, thi jeres udfrielse er nær.“ — Luk. 21:28, NW.

1-7. (a) Hvad ville avisoverskrifter som forkyndte Vatikanstadens tilintetgørelse, betyde for kristenhedens kirker? (b) Hvad ville overskrifter som forkyndte at de to største islamitiske helligdomme var blevet ødelagt, betyde for muhamedanerne?

TÆNK om man en dag kunne læse følgende overskrift i avisen:

² „Vatikanstaden udslettet! Det enorme krater efter brintbomben har ikke efterladt noget spor af Sankt Peters formodede grav, endsige af hans jordiske rester.“

³ Ville denne overskrift i verdens aviser betyde noget for katolikkerne, ja for alle kristenhedens kirker? Ville denne begivenhed markere afslutningen på en lang tidsperiode for dem og skabe uvished om hvad de skulle gøre i fremtiden? Ja!

⁴ En anden overskrift: „Mekka udslettet af raketter fra luften! Helligdommen med den hellige sorte sten sporløst forsvundet ved eksplosion!“

⁵ Ville denne overskrift i verdenspressen betyde noget for den islamitiske verden? Ville den betyde enden på en epoke for muhamedanerne og lade dem stå rådvilde over for fremtiden?

⁶ „’Klippemoskeen’, det næsthelligste sted i den muhamedanske verden, sprængt i luften. Profeten Muhameds hellige klippe udslettet!“

⁷ Ville denne overskrift yderligere overbevise muhamedanerne om at en epoke var afsluttet for dem og havde efterladt et stort religiøst tomrum? Ja!

 8. (a) Hvad betød ødelæggelsen af Jerusalem og templet i år 70 for dem som dyrkede Gud der? (b) Hvoraf fremgår dette?

⁸ Turister som besøger Rom og går gennem Titus’ triumfbue på vejen fra Forum Romanum til Colosseum, kan på den se relieffer til minde om ødelæggelsen af en verdenskendt by og dens helligdom, en ødelæggelse der fandt sted i år 70. Det er byen Jerusalem og dens tempel, bygget af Herodes den Store, der af det romerske senat blev indsat som konge over provinsen Judæa. Betød ødelæggelsen af denne berømte by og dens tempel noget for de millioner som dyrkede Gud der? Betød det afslutningen på en national og religiøs epoke for dem? Ja, det gjorde det virkelig, hvilket den verdslige historie bekræfter. Da denne ødelæggelse blev forudsagt, syvogtredive år før det skete, tænkte de fire mænd der da hørte forudsigelsen, på at det ville betyde dette for deres folk, deres nation? Det gjorde de åbenbart. Herom vidner det spørgsmål de stillede profeten efter at han havde fremsat sin overraskende profeti.

 9. Hvordan vil afslutningen på en betydningsfuld tidsperiode i menneskehedens historie blive markeret i nær fremtid, og hvad er der derfor brug for?

⁹ Den kommende afslutning på en betydningsfuld tidsperiode i menneskehedens historie vil i ikke mindre grad blive markeret af en overraskende begivenhed, svarende til det der skete i år 70. At der er behov for en udfrielse, og at det haster, bliver tydeligere og tydeligere. Millioner af mennesker i kristenheden vil blive berørt af denne kommende begivenhed, en begivenhed der i sig selv vil blive forløber for noget så universelt, så omfattende, at det vil berøre hele menneskeheden. Vi har brug for at blive udfriet fra en sådan verdenskatastrofe!

10. Hvorfor er en udfrielse mulig, og hvad vil de der udfries komme til at erfare?

¹⁰ Det er en begivenhed som verden ikke regner med; ellers kunne vi med rimelighed forvente at den ville gøre noget ved det. Men du, vor læser, kan selv gøre noget ved det, hvis du da ønsker at opnå den udfrielse som er mulig ifølge et ubrydeligt løfte fra den højeste autoritet. Den største verdenskatastrofe i menneskehedens historie er på vej imod os, men udfrielsen er også på vej for dem der ikke blot længes efter den men som også træffer de rette, foreskrevne foranstaltninger til at opnå den. År efter år ser vi stadig flere tegn på at udfrielsen nærmer sig. Når den kommer, betyder det at de udfriede vil blive underlagt en verdensregering som står over menneskelige regeringer, en regering som helt formår at bringe dem velsignelse i stedet for forbandelse.

11. Hvorfor skulle der ikke herske nogen tvivl om at vi nærmer os afslutningen på en tidsalder, og findes der noget håb om at en bedre tingenes ordning vil blive indført af mennesker bagefter?

¹¹ Hvilken opmærksom iagttager i dag kan tvivle på at vi nærmer os afslutningen på en tidsalder? Denne voldshandlingernes tid som menneskehedens verden pludselig blev styrtet ud i da den første verdenskrig udbrød i 1914, vil uundgåeligt ende med en katastrofe, medmindre en overmenneskelig magt inden da har grebet ind. De gentagne vidnesbyrd om at mennesker og nationer ikke formår at styre sig selv, vil uundgåeligt føre til en tilstand af håbløshed og rådvildhed og et dermed følgende kaos som ingen menneskelig magt kan finde vej ud af. Den gærende uro inden for menneskets vigtigste interesseområder — politik, uddannelse, moral, samfundsliv, race og religion — vil følge psykologiske love og helt ødelægge menneskets sans for de egentlige menneskelige værdier og vende op og ned på forholdene som de var før. Ingen menneskelige normer vil mere blive respekteret, anerkendt og fulgt. Den hastighed hvormed begivenhederne accelererer vil tage til, og dermed fremskynde afslutningen på denne epoke med alle dens karakteristiske træk. Hvad vil der så ske bagefter? Er der nogen grund til at håbe på at en ny og bedre tingenes ordning ved et mirakel vil fremstå ved menneskers hånd, at den vil opstå af asken fra menneskets egen gamle nedbrændte tingenes orden? Nej!

12. (a) Hvorfra må udfrielsen komme? (b) Hvem henviste hertil, og hvilken virkning havde det på hans tilhørere?

¹² Man kan synes lige så lidt om tanken som de antireligiøse, dog må man indrømme at hjælpen nødvendigvis må komme fra en højere magt end mennesket selv, fra en venligsindet himmelsk magt, snarere end fra en djævelsk himmelsk magt. Den må komme fra det ene sted som den store profet henviste til da han talte med fire af sine disciple om udfrielse mens de sad på Oliebjerget med udsigt til Jerusalem og templet. Dér i Jerusalem havde profeten sine fjender som var opsat på at få ham slået ihjel, ligesom han har sine fjender i dag. Man kan afgøre om man er en ven eller fjende af ham ved at lægge mærke til hvordan man reagerer på hans navn, på navnet Jesus Kristus! Hans fire disciple, hans venner, som hørte de opløftende ord om en udfrielse, var fire fiskere fra den romerske provins Galilæa, nemlig Peter og hans broder Andreas, og Jakob og hans broder Johannes. Hvorfor var tanken om en udfrielse så velkommen for dem? Hvorfor begyndte de at spørge profeten ud om enden på en epoke, om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“? Tre pålidelige historikere fortæller hvorfor og giver samtidig os der lever i dag, meget stof til eftertanke.

13, 14. (a) Hvorfor befandt Jesus og hans fire disciple sig i Jerusalem? (b) Hvad sagde Jesus om Herodes’ tempel til dem der beundrede det?

¹³ Det var kun tre dage før den forårshøjtid jøderne fejrede til minde om folkets udfrielse i året 1513 f.v.t. fra undertrykkelse under den mægtige ægyptiske verdensmagt. I hundredtusindvis af pilgrimme strømmede til Jerusalem, til et sted der siden da også er blevet helligt område for arabere og hele den islamitiske verden. Profeten Jesus og de fire fiskere og disciple var blandt disse pilgrimme. Om tirsdagen, den ellevte dag i forårsmåneden nisan, havde Jesus og hans disciple derfor aflagt besøg i det tempel som kong Herodes den Store havde bygget og som lå på det sted hvor nu den muhamedanske moské Klippemoskeen ligger. Templet var så prægtigt at nogle af disciplene ikke kunne lade være med at fremsætte en bemærkning om de kostbare sten der var brugt til dets udsmykning. Dette tempel, bygget af Herodes, så ud til at skulle stå der i al sin herlighed i århundreder til ære for den Gud som blev dyrket der. Men de historiske kendsgerninger viser at Jesus var en sand profet da han sagde til disse beundrere af templet:

¹⁴ „Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ — Mattæus-evangeliet, kapitel 24, versene 1-3.

15. (a) Hvilken tidligere profeti var denne profeti en logisk følge af? (b) Hvilke sten hentydede denne tidligere profeti også til?

¹⁵ Denne alvorlige profeti var en logisk følge af den frygtelige profeti han havde udtalt blot to dage forinden. Mens han midt i en jublende skare red ned ad Oliebjerget mod Jerusalem, standsede han op og græd mens han sagde til byen: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ (Luk. 19:41-44) Udtrykket „sten på sten“ indbefattede også tempelstenene. Den romerske hærfører Titus, der blev brugt til at opfylde denne frygtindgydende profeti, ville end ikke være i stand til at bevare det hellige herodianske tempel. Jesu profetiske ord måtte opfyldes.

16. Ud fra hvilken tidligere begivenhed kunne disse disciple ræsonnere at Jerusalems kommende ødelæggelse betød afslutningen på en tidsalder?

¹⁶ Total ødelæggelse af den hellige by Jerusalem og dens tempel! Hvad kunne det betyde for disse fire disciple af Jesus andet end afslutningen på en tidsalder for deres nation? Det ville blive anden gang Jerusalem og templet blev ødelagt af hedenske hærstyrker. Disciplene huskede at Jerusalem og templet første gang var blevet ødelagt af den babyloniske hær under kong Nebukadnezar i året 607 f.v.t., og at dette havde betydet at nationen da ophørte med at være et uafhængigt teokratisk rige under efterkommerne af kong David, Isajs søn fra Betlehem. Jerusalem lå da øde hen i halvfjerds år, og da begyndte det at blive nedtrådt af hedninger. Selv om en gudfrygtig rest af folket vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon og atter slog sig ned i Judas land, blev der dog aldrig genoprettet noget rige med en af kong Davids efterkommere på tronen. Kun en statholder, Zerubbabel, blev indsat af den nye persiske verdensmagt til at styre Juda. Det davidiske kongedømme med tronen i Jerusalem blev stadig nedtrådt af hedninger.

17. (a) Hvorfor bragte makkabæernes kongedømme ikke en afbrydelse i nedtrædningen af det davidiske kongedømme? (b) Hvad betød budskabet „Himmeriget er kommet nær“ for mange ydmyge mennesker i landet?

¹⁷ Det er rigtigt at nationen i det andet århundrede f.v.t. opnåede uafhængighed af hedningerne og oprettede et kongedømme, men dette kongedømme udøvedes af makkabæerne, som var præster af Levi stamme, og altså ikke var af Juda stamme, af Davids slægt. Dette makkabæiske, levitiske kongedømme ophørte i år 63 f.v.t., da romerne under hærføreren Pompejus tog herredømmet over landet. Nu blev det det undertrykte judæiske folks ønske at blive befriet for den romerske verdensmagts herredømme. Da Johannes Døber og siden hen Jesus begyndte at forkynde at „Himmeriget er kommet nær“, var dette et velkomment budskab for mange ydmyge mennesker i Galilæa og Judæa. (Matt. 3:1-4; 4:12-17) For mange af de undertrykte betød dette en udfrielse fra det romerske åg og en genoprettelse af det teokratiske kongedømme med en retmæssig arving til kong David på tronen i Jerusalem. — Ap. G. 1:6.

Hedningernes tider må fortsætte til den fastsatte tid er udløbet

18, 19. (a) Hvad mente Jesus med ordene „Himmeriget er kommet nær“, og hvad mente han ikke? (b) Hvad fortalte Jesus derfor folket om dets „hus“?

¹⁸ Imidlertid afgav Jesus intet løfte om udfrielse fra det romerske åg. Tværtimod forudsagde han at nationen ville blive lagt øde af den romerske verdensmagt og at Jerusalems dynasti af konger i Davids slægt fortsat ville blive nedtrådt af de hedenske verdensmagter. Da Jesus var blevet født som et medlem af Davids kongehus, var han den retmæssige arving til Davids teokratiske rige. Som følge af at han var salvet med Guds ånd og var nærværende hos det undertrykte folk var „Himmeriget“, „Guds rige“, kommet nær. (Luk. 17:20, 21, fodnoten) Hermed mente han ikke at Guds himmelske rige til udfrielse af hele menneskeheden fra undertrykkende verdensmagter da var nær. Nej, hedningetiderne, hvori de rettigheder skulle nedtrædes som Guds rige ved kong Davids efterkommere besad, måtte fortsætte til den fastsatte tid var udløbet. Jerusalem og dets hellige hus for gudsdyrkelsen ville ikke blive skånet. Derfor sagde Jesus til folket:

¹⁹ „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ’Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!’“ — Matt. 23:37-39.

20. (a) Hvornår var disse ord fra Salme 118:26 blevet brugt om Jesus? (b) Hvornår og af hvem ville ordene igen blive brugt?

²⁰ To dage før, da den jublende skare ledsagede Jesus på hans kongelige ridt ind i Jerusalem, havde man råbt netop disse ord fra den profetiske Salme 118:26, men de religiøse ledere i Jerusalem følte ikke som folket, og de mente heller ikke at Jesus var den forudsagte ’Velsignede’ som kom i Jehovas navn. (Matt. 21:1-9; Mark. 11:1-11; Luk. 19:28-40; Joh. 12:12-19) Det er derfor ikke så mærkeligt at Jesus ikke én gang til vil fremstille sig i sit kødelige legeme som den retmæssige arving til Davids trone i Jerusalem. Han ville gå bort og ville ikke mere kunne ses af dem i kødet. Og dog ville den dag oprinde da han ville få overdraget kongemagten og sætte sig på tronen ved Jehova Guds højre hånd. Da ville de der erkendte tegnene på at han havde fået overdraget kongemagt og var nærværende på tronen, se ham med troens øjne. De ville erkende at tiden var inde til at sige: „Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!“ (Sl. 110:1-6; Ap. G. 2:34-36) De ville føle sig tilskyndet til at kalde ham „velsignet“, fordi hans komme i Riget ville betyde udfrielse fra deres fjender.

21. Hvilket spørgsmål fra Jesu fire disciple gav disse profetier som Jesus udtalte, anledning til, ifølge Mattæus’ beretning?

²¹ Da de fire fiskere, Jesu disciple, hørte at Jesus ville komme igen i Jehovas navn, og da de kort efter hørte hans profeti om at stenene i Jerusalems tempel skulle brydes ned, spurgte de ham: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende [tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, NW]?“ — Matt. 23:38 til 24:3.

22, 23. Hvad hentydede disciplene til med ordet „dette“, og hvordan bekræftes dette af Jesu svar?

²² Med ordet „dette“ mente disciplene utvivlsomt den forudsagte ødelæggelse af Jerusalem, som de da kunne se derfra hvor de sad på Oliebjerget. I løbet af den profeti som Jesus da fremsatte som svar på deres spørgsmål, er der ingen tvivl om at han talte om det daværende Jerusalems kommende ødelæggelse ved de romerske legioner i året 70, kun syvogtredive år senere. (Matt. 24:15-20) I sin beretning om Jesu profeti taler lægen Lukas meget detaljeret om Jerusalems ødelæggelse. (Luk. 21:20-24) Han siger:

²³ „Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage; thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“

24, 25. (a) Hvorfor var de kristne jøder i Jerusalem og Judæa klar over hvad de skulle gøre før denne profeti gik i opfyldelse? (b) Hvad gjorde de, og hvad betød dette for dem?

²⁴ Før denne profeti blev opfyldt i året 70, ja allerede før jøderne gjorde oprør i år 66 og dermed fremkaldte Jerusalems anden ødelæggelse, havde disciplene Lukas, Mattæus og Markus skrevet deres beretninger om Jesu profeti. De inspirerede beretninger eksisterede således, og enhver kristen jøde i Jerusalem og Judæa kunne rådføre sig med dem og handle i overensstemmelse med dem efter at den romerske hærfører Cestius Gallus havde prøvet at slå oprøret ned men pludselig hævede belejringen og trak sig tilbage efter at han havde omringet Jerusalem med sin hær, der havde lejret sig på det hellige område omkring byen.a

²⁵ Før den romerske hær under en ny hærfører, Titus, kunne nå at vende tilbage, var de trofaste kristne jøder flygtet fra det dødsdømte Jerusalem og provinsen Judæa. For størstedelens vedkommende søgte de tilflugt på østsiden af Jordanfloden i provinsen Peræa. Deres lydighed mod Jesu befaling betød at de gik fri da den romerske hær senere ødelagde Jerusalem og derefter fejede gennem provinsen Judæa og ødelagde byer og dræbte jøder i titusindvis og til sidst førte 97.000 overlevende jøder bort som fanger og slaver.

26. Hvor alvorlige var hævnens eller straffens dage dengang?

²⁶ I året 73, da fæstningen Masada, som lå omtrent midt på vestsiden af Det døde Hav, var faldet, var hele provinsen Judæa undertvunget af den romerske hær og ryddet for alle oprørere. Under den fem måneders belejring af Jerusalem, fra den 14. nisan indtil den 6. elul (6. september, gregorianske kalender), da byen blev indtaget af Titus, skal 1.100.000 jøder være døde ifølge den jødiske historiker Flavius Josefus. Hvis dagene under Jerusalems første ødelæggelse ved babylonierne i 607 f.v.t. var hævnens dage, Guds hævns dage, var dagene under denne anden ødelæggelse af byen det ikke mindre; det var „straffens dage“ fra himmelen, nøjagtig som Jesus havde forudsagt tre dage før han blev myrdet uden for det blodskyldige Jerusalems mure.

27. Hvilket spørgsmål opstår nu med hensyn til rækkevidden af Jesu profeti?

²⁷ Med disse begivenheder endte den daværende jødiske tingenes ordning — med dets hjemland, hovedstad og tempel. (1 Kor. 10:11; Hebr. 9:26-28; se NW) Men var Jerusalems og Judæas ødelæggelse det fjerneste tidspunkt i historien som Jesu profeti — nedskrevet i Mattæus 24:3 til 25:46, Markus 13:3-37 og Lukas 21:7-36 — strakte sig til og gjaldt?

28. Var udfrielsen ved Guds rige kommet da Jesu profeti om det bogstavelige Jerusalem og Judæa blev opfyldt?

²⁸ Lad os her stille nogle spørgsmål: Havde de overlevende jødiske kristne grund til at tro at Guds rige var kommet da Jerusalem og templet var blevet ødelagt i år 70 og hele Judæa var undertvunget i år 73? Nej! Så de med troens øjne det messianske rige oprettet og sagde de: „Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!“? Nej! Var den lovede „udfrielse“ kommet, eller mere nøjagtigt, udfrielse fra den romerske verdensmagt, som havde lagt Jerusalem og Judæa øde? Nej! På det tidspunkt befandt de kristne sig stadig for de flestes vedkommende inden for romerrigets territorium, skønt der også fandtes kristne udenfor, i Parthien, Indien, Skythien, Ætiopien og flere andre steder. Ja, i mere end to hundrede år efter den jødiske katastrofe i årene 70-73, var de kristne udsat for frygtelige forfølgelser fra romerrigets side, ja endog efter kejser Konstantins tid.

29. (a) Hvornår begyndte hedningenationerne at nedtræde Jerusalem? (b) Hvordan viste Jesus i denne forbindelse at hans profeti rakte videre end til år 70?

²⁹ Romerriget var den fjerde hedenske verdensmagt som havde nedtrådt kongedømmet der havde sæde i Jerusalem og udgik fra kong David; den første var Babylon, den anden, Medo-Persien, den tredje, Grækenland (Makedonien), og den fjerde, det kejserlige Rom. Så fuldstændig var ødelæggelsen af den romerske provins Judæa at den romerske kejser Vespasian solgte jord dér som ejendom til hedenske købere. De ord som Jesus havde udtalt på Oliebjerget i år 33 rakte altså langt videre end ødelæggelsen af Jerusalem og templet i år 70. Da han fortalte om byens belejring og indtagelse havde han sagt: „Og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider [nationernes fastsatte tider, NW] er til ende.“ (Luk. 21:24) Selv efter at romerriget havde mistet sit greb om mellemøsten, var det land hvor kong David og hans efterkommere i sin tid regerede, stadig under hedenske politiske magters herredømme. Intet messiansk rige, regeret af en af kong Davids retmæssige arvinger, kunne komme til magten før „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ var endt til Guds egen forudbestemte tid.

„En stor trængsel“

30, 31. Hvad pegede Jesu beskrivelse af den ’store trængsel’, efter at han havde fortalt om Jerusalems belejring og fald, frem til?

³⁰ De romerske legioners belejring og ødelæggelse af Jerusalem og undertvingelsen af hele Judæa var sandelig en tid med „stor trængsel“ for det jødiske folk. Men denne kunne ikke på nogen måde måle sig med den trængsel som Jesus forudsagde længere fremme i sin profeti om „tegnet“ på hans nærværelse og „afslutningen på tingenes ordning“. Skønt hans forudsigelse om den ’store trængsel’ fulgte umiddelbart efter hans beskrivelse af belejringen af det daværende Jerusalem, fremgår det dog af de udtryk han brugte at hans ord gjaldt noget langt større end Jerusalems ødelæggelse, noget der ville ligne den men som skulle ske i fremtiden. I Mattæus’ gengivelse af Jesu profeti lyder Jesu ord således: „Thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ — Matt. 24:21, 22.

³¹ I Johannes Markus’ beretning lyder Jesu profetiske udtalelse således: „Thi i de dage skal der komme ’en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.“ — Mark. 13:19, 20.

32. Hvilke spørgsmål kan vi med rette stille som følge af de udtalelser Jesus fremsatte i forbindelse med profetien om den ’store trængsel’?

³² Senere i sin profeti omtalte Jesus Noa og vandfloden i Noas dage, og derfor spørger vi: Var Jerusalems ødelæggelse i år 70 en trængsel der var større end den vandflod der indtraf 1656 år efter menneskets skabelse? Var Jerusalems ødelæggelse for de romerske hæres hånd den værste trængsel der var indtruffet siden Gud havde skabt menneskene, ja endog større end Vandfloden? Er der i de 1898 år der er gået siden Jerusalems ødelæggelse ikke indtruffet nogen katastrofe der kommer på højde med den eller overgår den? Er der siden årene 70-73 ikke indtruffet nogen „stor trængsel“ der kan sammenlignes med den jødiske katastrofe eller som langt overgår den? Hvad med den ødelæggelse af liv og ejendom der fandt sted i den første verdenskrig i årene 1914-1918 og i den anden verdenskrig i årene 1939-1945? Ødelæggelsen af Jerusalem og Judæa i det første århundrede var kun en lille lokal begivenhed i sammenligning med disse verdensomspændende konflikter. Begik Jesus da en fejl da han beregnede omfanget af den jødiske katastrofe i årene 70-73? Det kan umuligt være tilfældet med Jesus. Hvordan skal vi da forstå hans ord?

33, 34. Hvilke andre dele af profetien udelukkede at Jesus kunne bruge for stærke udtryk om Jerusalems og Judæas ødelæggelse?

³³ Jesus overdrev ikke her omfanget af Jerusalems og Judæas ødelæggelse. Han vidste på forhånd og forudsagde også at de hedningetider hvori det davidiske kongedømmes rettigheder skulle nedtrædes, ville fortsætte efter Jerusalems ødelæggelse. Han sammenlignede sin anden nærværelse med Noas dage, da den verdensomspændende vandflod udslettede alle mennesker undtagen Noas familie i arken, og han antydede dermed at der ville komme noget langt værre end Jerusalems ødelæggelse. Han talte om at „alle folkestammer på jorden“, ikke blot Israels tolv stammer, skulle jamre sig over det de så komme. (Matt. 24:30) Alt dette forudsagde han i denne ene og samme profeti om „tegnet“ på hans nærværelse og „afslutningen på tingenes ordning“.

³⁴ Ydermere talte Jesus i den åbenbaring han gav sin apostel Johannes seksogtyve år efter Jerusalems ødelæggelse om at „kongerne på hele jorderige“ ville blive samlet til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og han beskrev derefter den enorme nedslagtning der ville finde sted i denne Harmagedonkrig. (Åb. 16:13-16; 19:11-21) Dette udelukkede at Jesus kunne bruge for stærke udtryk.

35. Ud fra hvilket synspunkt talte Jesus åbenbart om Jerusalem?

³⁵ Det er derfor klart at Jesus her brugte Jerusalems ødelæggelse som et profetisk billede. Han talte ikke blot om hvad der skulle ske med Jerusalem rent bogstaveligt, men brugte det også som et forbillede, et forbillede på noget langt større. Han havde et større utro Jerusalem i tanke, et Jerusalem som også var dømt til undergang, og hans profeti drejede sig om dette større utro Jerusalems undergang og den verdenskatastrofe som dette ville danne indledningen til. Han profeterede om det modbilledlige Jerusalem og Judæa, nemlig kristenheden, som i dag ifølge statistikken omfatter henved en milliard mennesker i hele verden.

36. Med hvilken begrundelse kan man sige at kristenheden er det modbilledlige utro Jerusalem og Judæa?

³⁶ Kristenheden gør krav på at være det åndelige Israel som har indgået en ny pagt med Gud med Jesus Kristus som mellemmand. Den gør krav på at være det åndelige Zion eller Jerusalem, hvem Guds forjættelser tilhører eller gælder. Kristenhedens pave i Vatikanstaden æres som stedfortræderen for den himmelske Jesus Kristus, som er „løven af Judas stamme“. (Åb. 5:5) At kristenheden ville fremstå, tilkendegav Jesus med sin lignelse om hveden og rajgræsset, og i denne samme lignelse forudsagde han kristenhedens og dens rajgræslignende kristnes ødelæggelse, det modbilledlige utro Jerusalems og Judæas ødelæggelse. — Matt. 13:24-30, 36-43.

Veer over verden siden hedningetidernes udløb

37. Hvordan kan vi se at Jesu profeti strækker sig helt frem til vor tid, ja videre end indeværende år, og har forbindelse med kristenheden?

³⁷ Når vi betragter Jesu ord i Mattæus 24:21, 22 og Markus 13:19, 20 under denne synsvinkel, ser vi at hans profeti gælder helt frem til disse sidste dage for det modbilledlige utro Jerusalem og Judæa, kristenheden. Jesu profeti om det der skulle ske, strakte sig helt frem til året 1914 og på den anden side af 1914, ja strækker sig videre end indeværende år. Hvordan ved vi det? Fordi Jesus sagde: „Og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende,“ og derefter føjede flere ting til. (Luk. 21:24) Vi skal ikke her gentage bevisførelsen for at hedningernes tider, „nationernes fastsatte tider“, endte omkring den 1. oktober 1914. Historien bekræfter dette!

38, 39. (a) Siden hvilket år er begyndelsen af Jesu profeti blevet opfyldt, og især opfyldt på kristenheden? (b) Hvad betød denne „veernes begyndelse“ for kristenheden?

³⁸ Siden mærkeåret 1914 har kristenheden sammen med den øvrige del af menneskehedens verden erfaret opfyldelsen af de ord som Jesus nævnte i begyndelsen af sin profeti, nemlig: „Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige. Og store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen.“ — Luk. 21:10, 11.

³⁹ Parallelstedet hertil hos Mattæus lyder således: „Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse.“ (Matt. 24:7, 8) Da folk rejste sig mod folk og rige mod rige i 1914-1918, tilhørte fireogtyve af de otteogtyve implicerede nationer kristenheden, det modbilledlige utro Jerusalem og Judæa. Det var derfor uundgåeligt at den første verdenskrig, efterfulgt som den blev af hungersnød, pest og jordskælv, især for kristenheden kom til at betyde „veernes begyndelse“. Disse „veer“, der var lige så alvorlige som veerne for en kvinde der skal til at føde, betød ikke at kristenheden stod i begreb med at sætte en ny kristen tingenes orden i verden, en verden som var omvendt til kristendommen, men det betød at den nærmede sig sin pinefulde død. Men sande kristne nærmede sig deres udfrielse!

[Fodnote]

[Illustration på side 104]

De kristne i Jerusalem søgte i sikkerhed før byens ødelæggelse i år 70.