„Flyvemaskinen var kommet til skelsår og alder midt i et ødelæggelsesorgie. Spredt over Frankrigs slagmarker lå de forvredne vrag efter mangen en luftkamp; London og andre byer, små som store, var blevet bombet; skibe var blevet angrebet fra luften. Krig . . . ændrede fuldstændig karakter da disse prægtige mænd i deres flyvende maskiner kom til.“

I den udvikling krigsførelsen tog på dette og andre områder så mange en opfyldelse af en bestemt bibelprofeti: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige; . . . og der vil komme frygtelige ting og fra himmelen store tegn.“ (Lukas 21:10, 11) I en anden gengivelse af samme profeti tilføjes ordene: „Alt dette er en begyndelse til veer.“ — Mattæus 24:7, 8.

„En begyndelse til veer“?

Var den første verdenskrig med dens ’frygtelige ting og store tegn fra himmelen’ virkelig kun „en begyndelse til veer“? Hertil svarer historien ja. Over en million tons bomber blev nedkastet fra luften under den anden verdenskrig. Blandt dem var karrébomber og andre bomber i seks-tons-klassen som kunne gennembryde et massivt betonlag på cirka 5 meters tykkelse.

Forestil dig hvilken rædsel der må have grebet Hamburgs indbyggere den julinat i 1943 da en kæmpemæssig formation af 700 tunge fly bombede deres by. To nætter senere blev luftangrebet gentaget. Resultatet blev en ildstorm der krævede over 40.000 menneskeliv. „En strøm af udtærede, skrækslagne flygtninge søgte til andre landsdele,“ skriver Adolf Galland. „Hamburgs rædsel spredte sig hastigt til de fjerneste landsbyer i riget.“

Warszawa, London, Coventry, Berlin, Dresden, Tokyo og mange andre byer blev sønderbombet. Et luftangreb på Tokyo fremkaldte en ildstorm der viste sig endnu mere ødelæggende end den i Hamburg. Den krævede over 80.000 menneskeliv. Efter gentagne luftangreb flygtede millioner fra byen. „Tokyos befolkningstal faldt fra 5 millioner til 2,3 millioner,“ oplyser en historiker ved navn Jablonski. En japansk kvinde fortæller: „Hver gang jeg hører sirener fra brandsprøjter eller ser en brændeknude fortæres af ilden i en pejs, hamrer hjertet i brystet på mig og jeg genoplever min barndoms rædsel.“

Med den anden verdenskrig fulgte en række forfærdelige nye våben. I krigens sidste år begyndte Tyskland at affyre V-2-raketter med sprængladninger på en ton. Da de kunne bevæge sig med en hastighed af 5600 kilometer i timen, nåede de frem til britisk jord blot fem minutter efter affyringen. De forenede Stater nedkastede to atombomber over Hiroshima og Nagasaki, hvorved over 100.000 mennesker blev dræbt på stedet. „V-2-projektet havde tilknytning til atombomben og var en forløber for efterkrigstidens langdistanceraketter,“ hedder det i Encyclopædia Britannica.

Efter krigen begyndte nationerne at udvikle kernevåben med endnu større ødelæggelseskraft, og fik travlt med at afprøve dem før de i 1963 indgik den såkaldte Prøvestopaftale om at indstille alle prøvesprængninger af kernevåben. Man bragte endda atombomber til sprængning i rummet. Om et sådant eksperiment skriver dr. Mitton i sin bog Daytime Star — The Story of Our Sun: „Eksplosionen i juli 1962 frembragte et bælte af radioaktivitet som holdt sig i flere år. Dårskaben i dette forsøg blev pointeret da det viste sig at flere kostbare satellitter derved var blevet fuldstændig ubrugelige.“

Prøvestopaftalen satte visse grænser for afprøvningen af kernevåben, men den hindrede ikke stormagterne i at fremstille flere af disse våben. Den hindrede dem heller ikke i at forbedre fremførelsesmidlerne. Angående dette har dr. Jastrow i Science Digest skrevet: „Da tyskerne for 40 år siden lod det regne med V-2-raketter over Storbritannien, mente de at de havde klaret sig godt hvis en raket ramte inden for en radius af 16 kilometer fra målet. . . . Sprænghovederne på dagens sovjetiske og amerikanske langdistanceraketter rammer inden for en radius af cirka 270 meter fra målet efter at have tilbagelagt tusinder af kilometer.“

Dr. Jastrow beskriver derefter nye sprænghoveder med radarøjne og elektronhjerner. Disse kaldes „intelligente sprænghoveder“, og det forlyder at de „gennemsnitligt rammer inden for 23 meter fra målet“. Man mener at „intelligente sprænghoveder“ kan monteres på langdistanceraketter.

Kan man da ikke sige at det der begyndte i 1914 kun var „en begyndelse til veer“? „Himmelen“ udnyttes på en stadig mere dødbringende måde.

’Tegn fra himmelen’ — en grund til frygt?

„I år 2000 kan forfærdeligt effektive våben meget vel være stationeret i rummet, våben der kan rettes mod såvel satellitter og rumstationer som mål her på jorden.“

DEN ovenstående udtalelse blev fremsat sidste år af præsidenten for Det internationale Rumfartsakademi. Og det er ikke tomme ord. En af supermagterne har allerede med held afprøvet et antisatellitvåben.

Den 23. marts 1983 fremsatte De forenede Staters præsident et forslag om brugen af rumbaserede våben som forsvarsmiddel. Dette ville kræve at et antal satellitter blev sat i kredsløb — satellitter som er i stand til at opspore og ødelægge fjendtlige missiler. Planen kaldes officielt Det strategiske Forsvarsinitiativ,