Sejr over verden uden væbnet konflikt
I verden vil I have trængsel. Men fat mod! Sejren er min; jeg har sejret over verden. — Joh. 16:33, New English Bible.
1. (a) Hvorfor ville det være en bedrift at vinde sejr over verden uden væbnet konflikt? (b) Hvad forventer nogle bibelfortolkere med hensyn til et verdensdiktatur, og vil der komme et sådant diktatur?
DET ville i sandhed være en bemærkelsesværdig bedrift hvis man kunne vinde sejr over hele menneskehedens verden uden at det kom til en væbnet konflikt. Det synes umuligt — især i en verden der er rustet til tænderne, sådan som verden er i dag. Tanken om at sejre over verden uden en væbnet konflikt er ikke fostret af de politiske nationer i vor tid. De tror ikke at nogen nation eller nogen enkeltperson, udelukkende ved fredelige diplomatiske forhandlinger, kan vinde sejr over verden og derefter beherske verden. De politiske regeringer, der har eksisteret i lang tid, er alt for godt kendt med de kneb det internationale diplomati benytter sig af, til at lade sig binde den slags på ærmet. Nogle få af kristenhedens religiøse ledere som søger at fortolke Bibelens profetier, forudsiger at der i nær fremtid vil opstå et verdensdiktatur. Ved hvem? Ved en såkaldt „Antikrist“, som også skulle være „lovløshedens menneske“, „fortabelsens søn“. (2 Tess. 2:3-10; 1 Joh. 2:18) Men stik imod denne opfattelse vil det ikke være nogen enkeltperson der som antikrist vinder sejr over verden uden væbnet konflikt.
2, 3. (a) Hvem i dag kan, ifølge Guds ord, vinde en sådan sejr over verden, og hvad er belønningen for det? (b) Hvilket historisk eksempel har vi på at det er muligt, og hvad har han selv sagt herom?
2 Guds inspirerede ord viser meget klart hvem det er der vil sejre over verden uden at gribe til en blodig krigsførelses voldelige våben. Ifølge dette gudgivne ord kan vi, som gudfrygtige mennesker, selv vinde en sådan sejr. Belønningen for en sådan sejr er et evigt livs gave i en lykkelig, retfærdig ny tingenes orden, hvor vi ikke skal have den nuværende onde verden at slås med. En sejr der er belønnet med en sådan pris er værd at vinde. Ja, skulle vi ikke alle ønske at vinde en sejr der indebærer en så uforlignelig belønning? Selv om det kan synes umuligt, kan det lade sig gøre. Vi har et historisk eksempel der viser at det er muligt. Dette opmuntrende eksempel blev sat af en mand der for nitten hundrede år siden sejrede over verden, en mand hvis navn ikke er ukendt for menneskehedens verden. Denne mand var Jesus Kristus. Den sidste dag han levede her på jorden sagde han, med sejrsklang i stemmen:
3„Jeg har talt alt dette til jer for at I kan have fred i mig. I verden har I trængsel. Men hold modet oppe: Jeg har vundet sejr over verden.“ — Joh. 16:33, The New Testament in Modern Speech af R. F. Weymouth (1902).
4. Hvilke begivenheder kort efter denne udtalelse af Jesus får os til at spørge om hvordan Jesus kunne sige at han havde vundet denne sejr?
4 Vi skriver nu 1974, og endnu er verden ikke blevet vundet for troen på Jesus Kristus. På hvilken måde vandt Jesus Kristus da sejr over verden? Da han døde som en forbryder der var under forbandelse, blot nogle få timer efter at have hævdet at han havde sejret over verden, havde han ikke vundet sin egen nation, det jødiske folk, for sig. Det havde ikke taget imod ham som den lovede Messias, Guds Salvede. Enoghalvtreds dage efter hans vanærende død var der kun omkring et hundrede og tyve jøder i Jerusalem der holdt fast ved ham som den Messias der opfyldte Bibelens profetier. (Ap. G. 1:15) Hvordan kunne Jesus Kristus da med rette sige at han havde vundet sejr over verden? Og hvordan er det muligt at den sejr han påstod at have vundet, kan komme os til gode i dag? Lad os se.
5. (a) Hvilke følelser har romerne og jøderne næret over for Jesus i betragtning af den måde han blev henrettet på? (b) Hvor mange ville hade disciplene ifølge Jesu ord?
5 Betragt ham engang som han denne fredag, den 14. nisan år 33, hænger dér naglet til en pæl, sådan som de hedenske romere pælfæstede dødsdømte trælle, ja, som han hænger dér mellem to berygtede forbrydere! Denne situation stemplede ham som en hadet mand, hadet både af romerne og af jøderne, som havde overgivet ham til romerne for at han kunne blive henrettet på den mest vanærende måde. Nogle timer før sin henrettelse dér på Golgata uden for byen Jerusalem havde Jesus Kristus selv indrømmet at han var en hadet mand. Det er slemt nok når en eller anden hader én uden grund, men Jesus Kristus var der mange der hadede. Til de elleve trofaste apostle der blev tilbage af de tolv apostle Jesus Kristus oprindelig havde, sagde han: „Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:18, 19.
6. Hvad måtte apostlene hver især gøre når de mødte verdens had?
6 Jesus lod således sine apostle forstå at verden hadede ham og at den ligeledes ville hade dem. Hvad skulle de gøre ved det? Når hele verden hader et menneske, har han eller hun hele verden at kæmpe med og må derfor vinde sejr over hele verden. En der bliver hadet af hele verden, må enten besejre verden eller bukke under for den. Men kun ved at besejre verden kan vedkommende bevise at han har ret, at han taler sandt, at han er trofast.
Hvorfor verdens had?
7, 8. (a) Kom verdens had som nogen overraskelse for Jesus? (b) Hvad viser Jesu samtale med sine halvbrødre kort før løvhyttefesten i år 32?
7 For at forstå hvordan Jesus Kristus vandt sejr over verden må vi forstå hvorfor verden hadede ham. Hvad havde han sagt eller gjort siden hele verden var imod ham? Det kom ikke som nogen overraskelse for ham at verden hadede ham. Han forstod hvorfor den gav udtryk for had til ham, og derfor kunne han bære det. Ved en lejlighed, da hans offentlige tjeneste i Palæstina havde varet omkring tre år, viste han hvad der var årsag til verdens holdning over for ham. Dette skete i den sidste halvdel af år 32, i den romerske provins Galilæa, hvor Jesus havde været tømrer i byen Nazaret indtil han blev tredive år gammel. Han havde flere yngre halvbrødre, hans moder Marias sønner, og disse halvbrødre havde uopfordret givet ham nogle råd vedrørende hans offentlige tjeneste. Selv på det tidspunkt ventede de fjendtlige jøder, af had til ham, på en lejlighed til at slå ham ihjel. Spørgsmålet var derfor: Ville han vise sig offentligt for dem i Jerusalem under løvhyttefesten, der nærmede sig? Som jøde under Guds lov ved profeten Moses var det Jesu pligt at være der. Om hans samtale med sine halvbrødre læser vi:
8 „Jøderne søgte at slå ham ihjel. Men jødernes højtid, løvhyttefesten, var nær. Hans brødre sagde da til ham: ’Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentlig kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden!’ Thi ikke engang hans brødre troede på ham. Da siger Jesus til dem: ’For mig er tiden endnu ikke kommet; men for jer er tiden altid for hånden. Verden kan ikke hade jer; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.’“ — Joh. 7:1-7.
9. Drog Jesus op til løvhyttefesten, og hvilken sejr vandt han?
9 Drog Jesus Kristus trofast op til Jerusalem, hvor de der hadede ham ville flokkes ved løvhyttefesten? Ja, det gjorde han, men ikke på nogen dumdristig måde. Herom læser vi: „Men efter at hans brødre var draget op til højtiden, så drog han også selv op, dog ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.“ Da tiden var inde, talte han frit og åbent i templet til dem der var kommet for at fejre højtiden. De jødiske myndigheder gav ordre til at arrestere ham, men denne ordre blev ikke efterkommet af betjentene. (Joh. 7:10, 32-48) Var dette ikke en sejr for Jesus Kristus?
10. (a) Hvad sagde Jesus til sine halvbrødre om årsagen til at verden hadede ham? (b) Eftersom Jesus ikke forkyndte uden for jødefolket, med hvilken berettigelse kunne han da sige at verdens gerninger var onde?
10 Hvad angav han som grund til at verden hadede ham? Som han havde sagt til sine halvbrødre: „Mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.“ (Joh. 7:7) Hvis jøderne, til hvem Jesus havde begrænset sin forkyndelse, gjorde gerninger der var „onde“, hvad kunne man så ikke sige om de gerninger den hedenske verden uden for jødefolket gjorde? De har ikke været mindre onde end de gerninger som de jøder der var fjendtligsindede over for Jesus Kristus, gjorde. Derfor kunne det med rette siges om hele menneskehedens verden, bestående af jøder og hedninger, at dens gerninger var „onde“. Var det ikke nok til at vække verdens had?
11. (a) Hvordan aflagde Jesus personligt vidnesbyrd om at verdens gerninger var onde? (b) Hvordan viste Jesus med det han gjorde i templet ved begyndelsen af sin offentlige tjeneste at verdens gerninger var onde?
11 Men hvordan vidnede Jesus for verden og viste at dens gerninger var „onde“? Det gjorde han både ved det talte ord og ved sine handlinger. Han måtte selv være ubesmittet af det onde. Hvem af hans samtidige kunne med rette anklage ham for en eneste ond gerning? Selv de jøder der ikke troede, udfordrede han med spørgsmålet: „Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?“ (Joh. 8:46) Da han ved begyndelsen af sin offentlige tjeneste gik ind i templet i Jerusalem og drev vekselererne og kræmmerne ud, idet han sagde: „Tag dette bort herfra; gør ikke min Faders hus til en kræmmerbod!“ var det et vidnesbyrd for disse tempelskændere og for de jødiske myndigheder der tillod dette, om at deres gerninger var onde. — Joh. 2:13-17.
12. Hvordan aflagde Jesus vidnesbyrd imod onde gerninger ved at helbrede på sabbaten, ved at uddrive dæmoner, ved ikke at give noget tegn fra himmelen og ved ikke at gøre sig selv til en del af verden?
12 Når der, på den foreskrevne jødiske sabbatsdag, bød sig en lejlighed for Jesus til at gøre godt ved at helbrede, og han helbredte folk til trods for at han vidste at han ville blive kritiseret og anklaget for det, var det et vidnesbyrd om at hans kritikeres gerninger var onde. (Matt. 12:9-16) Når Jesus uddrev dæmoner af besatte mennesker og af den grund blev anklaget for at stå i ledtog med Beelzebul, de onde ånders fyrste, gjorde han det klart at hans modstanderes gerninger var onde. (Matt. 12:22-37) Når de vantro jøder bad om et tegn fra himmelen som bevis for at han var Messias, og han nægtede at borttage deres tvivl ved at gøre unødige tegn, vidnede han om at deres onde gerninger afslørede at de var „en ond og utro slægt“. (Matt. 16:1-4; 12:38-45) Det at Jesus nægtede at efterligne denne verden og at gøre sig selv lig med den eller til en del af den, var i sig selv et vidnesbyrd om at verdens gerninger var onde.
13, 14. (a) På hvilke to måder vidnede Jesus om at verdens gerninger var onde? (b) Hvordan stemte Jesu forkyndelse overens med hans ord i Johannes 3:17?
13 Det var dog ikke blot ved at lade sine handlinger tale for sig selv at Jesus vidnede imod denne verden og dermed vakte dens had. Han gjorde det også direkte ved det talte ord. Hvordan?
14 Jo, Jesus sagde selv til den jødiske rådsherre Nikodemus: „Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden,“ det vil sige ikke for at fordømme den eller afsige en ugunstig dom over den og således overgive menneskeslægten til udslettelse. (Joh. 3:17) Derfor gik Jesus ikke ustandselig rundt og fordømte alt hvad han så, mens han udelukkende forkyndte „en hævnens dag fra vor Gud“. Nej, han havde et positivt budskab som bragte frihed for fordømmelse. Dette var budskabet om Riget.— Es. 61:1, 2; Luk. 4:16-41.
15, 16. (a) Hvordan vidnede allerede de indledende ord til Jesu budskab om Riget om at verdens gerninger var onde? (b) Hvordan vidnede selve indholdet af budskabet om Riget også herom?
15 Men indeholdt dette positive budskab et vidnesbyrd om at verdens gerninger var onde? Ja! Det fremgår blandt andet af den måde hvorpå dette kongelige budskab blev introduceret. Mattæus’ beretning fortæller hvordan Johannes Døber introducerede budskabet om Riget og hvordan Jesus Kristus derefter selv forkyndte det. Efter at Johannes Døber var blevet fængslet tog Jesus Kristus Johannes’ budskab op og forkyndte det i endnu større omfang. Herom siges der i Mattæus 4:17: „Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige: ’Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.’“
16 Selve disse ord: „Omvend jer,“ hvormed dette budskab blev introduceret, var et udtryk for at de der hørte budskabet om Riget, gjorde det onde. Det var nødvendigt at de angrede deres onde gerninger og vendte om og forberedte sig på Rigets komme. Hvorfor? Fordi denne guddommelige regering ikke ville tillade sine undersåtter at øve onde gerninger, eller give dem der øvede ondt adgang til at beklæde et embede i dette riges regering. (1 Kor. 6:9, 10) Dette rige skulle udøve et retfærdigt styre, og selve den omstændighed at himmelens Gud fandt det nødvendigt at oprette et sådant rige, fordømte alle denne verdens riger som onde. Det vidnede om at de verdslige regeringssystemer var onde og at de en dag, til Guds bestemte tid, ville blive fjernet. Det var grunden til at de der forkyndte og støttede „Himmeriget“, ikke kunne tage del i verdens politik, ikke kunne beklæde politiske embeder i nogen menneskeskabt regering og ikke kunne tage del i nogen væbnet konflikt for at opretholde et sådant verdsligt herredømme. Som ambassadører og udsendinge for Guds rige måtte de undgå at blive besmittet af verdens politik.
17. Hvorfor hadede verdens ledende mænd og de der støttede dem, Jesus og hans forkyndelse af Riget?
17 Hadede verden Jesus fordi han forkyndte den gode nyhed om „Himmeriget“? Ja. Kendsgerningerne viser at verden hadede ham af den grund. Verdens ledende mænd og de der støttede dem, havde deres egne ideer og planer om hvordan jorden og dens folkeslag skulle styres. De hadede et budskab der bekendtgjorde at det var Jehova Guds tanke til sin tid at tilintetgøre deres riger og regeringer. De foretrak et budskab der fremstillede Gud som en der stod bag deres menneskeskabte regeringer, som en der godkendte dem og havde til hensigt at forbedre dem og bevare dem ved magten. Et budskab der forkyndte et rige som ikke ville samarbejde med deres regeringssystemer og virke gennem dem, var derfor ikke noget denne verdens politiske elementer kunne goutere. De hadede både det og dem der forkyndte det. De hadede den Salvede som Gud havde til hensigt at overdrage magten i „Himmeriget“.
Verdens had besejres
18, 19. (a) Hvad var det der fik verden til at hade Jesus for at forkynde budskabet om Riget? (b) Hvordan gav Jesus, over for sine apostle, selv udtryk for at verden hadede ham uden gyldig grund?
18 Fortjente Jesus at blive hadet af verden fordi han forkyndte Guds messianske rige? Forkyndte han derved noget der ville være til skade for menneskene? Nej, tværtimod, det ville blive til evig gavn for dem. Det var personlig stolthed og selviskhed der fik verden til at hade Jesus fordi han forkyndte Rigets budskab, der i sandhed var en god nyhed, et evangelium. At verden egentlig ikke havde nogen gyldig grund til at hade Jesus, gav han selv klart udtryk for over for sine trofaste apostle. Han sagde:
19 „Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd. Den, som hader mig, hader også min Fader. Havde jeg ikke gjort de gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, så havde de ikke synd; men nu har de set dem og alligevel hadet både mig og min Fader. Dog, det ord skulle gå i opfyldelse, som står skrevet i deres lov: ’De hadede mig uden grund.’“ — Joh. 15:22-25; Sl. 35:19; 69:5.
20. Hvordan fremgår det af det jøderne sagde til Pilatus at Jesus var hadet fordi han forkyndte budskabet om Riget?
20 Noget der viser at verden hadede Jesus fordi han forkyndte sin himmelske Faders retfærdige rige, er at Jesu fjender tog deres tilflugt til et politisk kneb for at få ham henrettet af romerne, der på det tidspunkt ikke var interesseret i religiøse stridsspørgsmål. De brugte Jesu forkyndelse af en fuldkommen regering for menneskeheden som et påskud til at anklage ham for en politisk forbrydelse mod romerriget, den daværende verdensmagt. Da Judæas romerske landshøvding, Pontius Pilatus, ville have Jesu anklagere til at behandle sagen som et helt og holdent religiøst anliggende der angik deres religiøse lov, og sagde til dem: „Tag I ham og døm ham efter jeres lov!“ svarede de: „Det er os ikke tilladt [ifølge kejserens lov] at lade nogen henrette.“ (Joh. 18:31) For at give Jesu forkyndelse en politisk drejning sagde hans anklagere til Pilatus: „Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge. . . . Han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil.“ — Luk. 23:1-5.
21. Hvordan fik Jesu anklagere Pilatus til at føle sig personligt involveret i sagen?
21 Til sidst, for at få Pilatus til at føle sig personligt involveret i sagen, sagde Jesu anklagere: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren. . . . Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh. 19:12-15.
22, 23. (a) Hvordan blev Jesus derefter direkte gjort til genstand for verdens had? (b) Hvordan påpegede Jesu disciple senere dette i en bøn?
22 Ved således under pres at få de hedenske romere til at rydde denne forkynder af „Himmeriget“ af vejen, tvang de jødiske anklagere romerriget til at begå en hadefuld handling mod Jesus. Før de romerske soldater førte ham af sted til henrettelsesstedet på Golgata uden for Jerusalem, behandlede de ham skammeligt som en forbryderisk oprører. At Jesus på denne måde direkte blev gjort til genstand for verdens had, fremgår af hans disciples ord da de ved en senere lejlighed bad til Gud og sagde:
23 „Herre, du, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, du, som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund har sagt: ’Hvorfor fnyste hedninger og pønsede folkefærd på tomhed? Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig mod Herren og mod hans Salvede.’ Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet: både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedningerne og Israels folkestammer for at udføre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt skulle ske.“ — Ap. G. 4:24-28.
24. Hvilken hensigt bag verdens had mod Jesus var det der måtte kuldkastes?
24 Ingen kan nære tvivl om at Jesus Kristus var genstand for verdens had. Men det der betyder noget er: Lod han sig besejre af verdens had? Bukkede han til sidst under for det? Hvad var det verden med sit had søgte at tvinge Jesus Kristus til at gøre? Det var Satan, Djævelen der stod bag dette had i et forsøg på at skræmme ham til at underkaste sig. Det skulle få ham til at holde op med at gøre de magtfulde og mirakuløse gerninger der vidnede om at han var den lovede Messias som Jehova Gud havde sendt. Det skulle få ham til at holde op med at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige og bringe ham til tavshed som lærer og forkynder. Det havde til formål at få ham til at gøre oprør imod Jehova Gud, der havde salvet og bemyndiget ham til at være Messias. Ja, Jesus Kristus blev udsat for dette had fra verdens side i den hensigt at få ham til hævngerrigt og hadefuldt at vende sig mod menneskene, og således få ham til at opgive sin selvopofrende tjeneste i forbindelse med at give sit fuldkomne liv som menneske for at de kunne opnå evigt liv under Guds lovede messianske rige. Verdens had tog sigte på at ødelægge ham ved at få ham til at søge at redde sit jordiske liv — hvorved han imidlertid ville miste sin sjæl, sit håb om en opstandelse til evigt liv.
25. Kunne verdens had hindre Jesus i at udføre mirakler selv få timer før hans henrettelse? Forklar nærmere.
25 Lykkedes det verdens had at besejre Jesus Kristus på disse områder? Erkendte han sit nederlag og holdt op med at udføre de mirakler og gode gerninger som den lovede Messias havde fået bemyndigelse til at gøre? Nej! Så sent som nogle få timer før han blev dømt til døden udførte han et mirakel der viste at han var imod enhver form for væbnet konflikt. Da han blev forrådt i Getsemane have nær Jerusalem, drog hans apostel Peter et sværd og huggede øret af en mand i den væbnede skare der i ly af mørket var kommet ud for at arrestere ham. Men Jesus gav udtryk for sin misbilligelse af at sværdet blev anvendt, og lægte mandens øre, og aflagde dermed et vidnesbyrd over for jødernes ypperstepræst, idet den helbredte mand, Malkus, var ypperstepræstens tjener. — Matt. 26:48-54; Luk. 22:47-51; Joh. 18:10, 11.
26. Lod Jesus verdens had forhindre ham i at udvide forkyndelsen af Riget frem til det sidste halve år af hans offentlige tjeneste?
26 Tvang verdens stadige had Jesus til underkastelse og til at holde munden lukket og ikke længere forkynde den gode nyhed om Riget? Ifølge øjenvidners skildring er svaret nej! Efter at Johannes Døber var blevet fængslet og Jesus var ene om at føre an i forkyndelsen af at Riget var kommet nær, samlede han disciple om sig og udvalgte tolv der skulle være med ham hele tiden og som han kaldte apostle. Da den tredje påskehøjtid under hans offentlige tjeneste nærmede sig, udsendte han disse tolv apostle to og to for at de skulle forkynde det samme budskab som han stadig havde forkyndt, for han sagde til dem: „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ (Matt. 10:1-7) Efter at den tredje jødiske løvhyttefest under Jesu offentlige tjeneste var blevet fejret, udsendte han halvfjerds andre disciple som evangelister, også to og to, og til dem sagde han: „Hvor I kommer ind i en by, og de tager imod jer, dér skal I spise, hvad der sættes for jer; og helbred de syge, som er der, og sig til dem: ’Guds rige er kommet nær til jer.’“ (Luk. 10:1-9) Dette skete i det sidste halve år han levede her på jorden.
27, 28. (a) Hvordan bragte Jesus sin landsomfattende forkyndelse af Riget til et storslået og dramatisk højdepunkt? (b) Hvorfor bragte Jesus ikke hyldestråbene til ophør da man opfordrede ham til det?
27 Nu nærmede den fjerde og sidste påske i løbet af hans offentlige tjeneste sig. Søndag den 9. nisan år 33, fem dage før hans grufulde død, skulle vise sig at blive en dag der satte sindene i bevægelse og i religiøs henseende rystede byen Jerusalem. Den dag lod Jesus sin landsomfattende forkyndelse af Guds rige nå et dramatisk og storslået højdepunkt. På Oliebjerget øst for Jerusalem satte han sig på et æselføl og red som den messianske konge mod den kongelige by, ikke ledsaget af en imponerende rytterskare med spyd, eller af en afdeling raslende krigsvogne, eller af en bataljon fuldt bevæbnede infanterister, nej, ikke med en vældig militærstyrke der ville have fået de romerske soldater til at strømme ud fra soldaterkasernen i Antoniaborgen i det nordvestlige hjørne af tempelområdet for at bekæmpe en invasion af Jerusalem. Nej, men som en opfyldelse af profetien i Zakarias 9:9 red han i en fredelig og sejrrig procession, fulgt af en jublende skare ubevæbnede mænd, kvinder og børn, som han overlod forkyndelsen af Riget til.
28 Blandt de råb der lød fra den vandrende skare var disse: „Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!“ „Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn!“ „Giv frelse, beder vi dig! Velsignet er den der kommer i Jehovas navn, ja, Israels konge!“ Da de hadefulde fjender protesterede mod denne messianske hyldest fra folket, fastholdt Jesus at profetien måtte opfyldes, idet han sagde: „Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene råbe.“ — Matt. 21:6-16; Mark. 11:4-11; Luk. 19:32-40; Joh. 12:12-16, NW.
29. Hvordan opfyldte Jesus således profetien, og hvad skildrede han?
29 Det var således ikke forgæves at profetien i Zakarias 9:9 fem hundrede år tidligere havde sagt: „Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl.“ „For se, din konge kommer til dig, hans sag har sejret, hans sejr er vundet, ydmyg og ridende på et æsel, på et føl, et hunæsels føl.“ (The New English Bible) Det var ikke for blot at stille sig selv til skue, men det var i lydighed mod Guds urokkelige profeti at Jesus på denne måde modigt udsatte sig for verdens had og på dramatisk måde vidnede om Guds messianske rige. Således skildrede han profetisk hvordan han, efter hedningetidernes udløb i 1914 og efter afslutningen på krigen i himmelen, sejrende ville ride frem og fremstille sig for Jehovas teokratiske organisation som dens retmæssige konge. — Luk. 21:24; Åb. 12:5-10.
Et berettiget krav om sejr over verden
30. (a) Blev Jesu indstilling påvirket af verdens had? Forklar nærmere. (b) Hvordan fordømte han religiøst hykleri med hensyn til Himmeriget?
30 Verdens had hindrede hverken Jesus i at udføre mirakler som bevis på at han var Messias eller i at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. Det fik ham heller ikke til at antage dens ånd og lade sig fylde af et ondsindet had mod menneskeslægten, som han var kommet for at genløse, lige så lidt som det fik ham til at gøre oprør mod Gud og hans vilje. I templet gav han udtryk for sin medfølelse med det bedragne, undertrykte folk, idet han åbenlyst fordømte religiøst hykleri: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.“ (Matt. 23:1-13) Tre dage senere fejrede Jesus den jødiske påske i Jerusalem sammen med sine apostle, og dette samvær var ikke præget af nogen oprørsk indstilling over for Gud. Straks derefter indstiftede han noget nyt der skulle fejres, et nyt aftensmåltid, til minde om sin død, hvorved han ville give sit menneskeliv som offer.
31. Hvordan stemte Jesu ord over bægeret med vinen og om Riget overens med hans senere ord om at have vundet sejr over verden?
31 Da Jesus forklarede betydningen af det bæger vin der blev drukket ved denne mindehøjtid, sagde han til sine trofaste apostle: „Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ (Matt. 26:26-28) Der lå intet had til menneskeslægten i disse ord, så lidt som noget oprør mod Guds vilje, der betød offerdøden for ham. I samtalens løb bagefter sagde Jesus til apostlene: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Luk. 22:28-30, NW) Senere, ved samtalens afslutning og før han bad en sidste bøn til Gud, sagde Jesus til dem: „I verden vil I have trængsel. Men fat mod! Sejren er min; jeg har sejret over verden.“ — Joh. 16:33, New English Bible.
32. (a) Hvorfor havde Jesus i denne nattetime ret til at hævde at han havde vundet sejr over verden? (b) Hvordan støttede hans vidnesbyrd over for Pontius Pilatus dette krav?
32 Kunne Jesus, i denne nattetime den 14. nisan, med rette hævde at han havde vundet sejr over hele verden? I betragtning af hans livsløb i trofasthed og kærlighed indtil da, må vi svare ja! Jesu ord var ikke selvforherligelsens tomme pral. Det beviste hans urokkelige lydighed mod Gud i de efterfølgende timer. Da han stod foran den højeste lokale repræsentant for romerrigets kejser, benægtede han ikke at han var Guds salvede konge, men sagde til landshøvdingen Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden. . . .Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ Selv om Jesu messianske kongeværdighed af hans fjender blev brugt som en anklage imod ham for at give romerne en lovlig grund til at henrette ham, fornægtede han ikke Guds rige. — Joh. 18:36, 37.
33. (a) Hvordan blev Jesu sejr fuldbyrdet på marterpælen, og hvoraf fremgik dette mindre end tre dage senere? (b) Hvilken sejr over denne verden har den herliggjorte Jesus endnu i vente?
33 Kort efter, da Jesus hang naglet til marterpælen på Golgata og hans fjender gik forbi og spottede ham, gjorde han ikke som de og svarede dem på samme måde. Da Jesus omkring klokken tre om eftermiddagen sagde: „Det er fuldbragt!“ og bøjede hovedet og udåndede, havde han i sandhed vundet sejr over verden, og det uden væbnet konflikt. (Joh. 19:30; 1 Pet. 2:22-24) Verden havde slået ham ihjel som menneske, men han døde ubesejret. Den hadefulde verden fik ingen tilfredsstillelse af hans død. Den kunne ikke forhindre ham i at vinde den herlige belønning for hans sejr over verden. Endnu før tre hele dage var gået, oprejste den almægtige Gud ham fra de døde i en storslået sejr over døden og ophøjede ham til at sidde ved højre side af sin himmelske trone, langt borte fra den hadefulde verden nede på jorden, som blot er Guds fodskammel. (Fil. 2:5-11; 1 Pet. 3:22) Der venter ham endnu en sejr, denne gang sammen med hans himmelske hærstyrker i den kommende krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. — Åb. 16:14, 16; 19:11-21.
[Illustration på side 58]
Jesus lod ikke verdens had vinde sejr over ham ved at hindre ham i at udføre mirakler og gode gerninger. Få timer før han blev dømt til døden lægte han mirakuløst et øre som Peter havde hugget af