De forenede Nationer — religionens ven eller fjende?

MENS Jesus Kristus var på jorden stillede hans disciple ham mange spørgsmål. Ofte gav han først et svar i overensstemmelse med de umiddelbare omstændigheder, og dernæst et mere fuldstændigt svar med en langtrækkende profetisk betydning som disciplene ikke straks forstod. Efter pinsedagen i år 33 begyndte de at forstå meget af det han havde sagt. Visse profetier skulle dog først forstås helt klart på et langt senere tidspunkt. Her tænker vi blandt andet på en profeti om den verdensorganisation for fred og sikkerhed vi i dag kender under navnet De forenede Nationer.

Nogle få dage før Kristi død stillede disciplene et spørgsmål vedrørende dommen over Jerusalem og ødelæggelsen af templet: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Matt. 24:3) Jesus forudsagde i detaljer Jerusalems kommende ødelæggelse. Dernæst gik han videre og gav flere oplysninger, idet han viste at svaret også havde en mere vidtrækkende profetisk betydning som gjaldt „afslutningen på tingenes ordning“ på et langt senere tidspunkt, nemlig i vor tid. Profetien angik især ødelæggelsen af kristenhedens religiøse systemer, der må regnes for falske. Vil De forenede Nationer i sit forsøg på at skabe sikkerhed i verden, betragte verdens religioner som en hjælp eller en hindring?

Af særlig interesse i Jesu svar er hans henvisning til Daniels profeti om „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse . . . idet den står på et helligt sted“. (Matt. 24:15, 16) Denne profeti fik en opfyldelse i det første århundrede da det hedenske Roms hære trængte ind i Jerusalem og endda underminerede tempelmuren. Knap fire år senere ødelagde de til sidst byen fuldstændig. Hvori består den senere og større opfyldelse af dette?

Kristenheden svarer til det første århundredes Jerusalem

For at få øje på opfyldelsen i vor tid er det nødvendigt først at gøre sig klart hvilken parallel der er mellem det gamle Jerusalem og vor tids kristenhed. Jerusalem hævdede at være Guds by. Og Davids trone, omtalt som „[Jehovas] trone“, havde virkelig stået der. (1 Krøn. 29:23) Byens tempel blev kaldt „[Jehovas] hus“. (Sl. 27:4) Men Israel havde handlet så oprørsk at der ikke længere sad en konge af Davids slægt på tronen. Og den sande tilbedelse af Gud var blevet så forvansket med traditioner vedtaget af de skriftlærde og farisæerne, at Gud stod over for at forkaste sit „hus“ for evigt. — Matt. 23:38; 15:1-9.

På samme måde har kristenheden hævdet at repræsentere Gud. Den regner sig selv for „hellig“ og har velsignet sine korstog og krige som hellige, endog krige som den første og den anden verdenskrig. Derfor indtager den på mange måder en stilling der ligner Jerusalems, om end kristenheden aldrig har været anerkendt af Gud som en organisation der tilhører ham.

I sit svar på disciplenes spørgsmål sagde Jesus også at ’kærligheden ville kølnes hos de fleste’, det vil sige blandt dem der foregav at tjene Gud. (Matt. 24:12) Det var tilfældet blandt jøderne i tiden før Jerusalems ødelæggelse. Og det samme gør sig gældende i den nulevende generation af såkaldte kristne. I stedet for at forkynde Guds rige har mange som siger at de er kristne, ja selv præster, arbejdet energisk på at opnå politisk indflydelse. Hvilken skæbne vil det derfor være på sin plads at kristenhedens religiøse systemer får?

Det vil kun være rimeligt om netop den magtfaktor som kristenheden har sat sin lid til i stedet for til Gud, afstedkommer kristenhedens undergang. Lad os betragte hvordan profetien i Åbenbaringens bog i Bibelen fremstiller dette.

Den falske religions åndelige utugt

I dag domineres verdensskuepladsen af bibelhistoriens syvende verdensmagt, den britisk-amerikanske dobbeltverdensmagt. Imidlertid afslører Bibelen at der skal være en OTTENDE VERDENSMAGT. I Åbenbaringen, kapitel 17, læser vi om et syn som apostelen Johannes fik af et skarlagenrødt vilddyr. På dyrets ryg red en skøge, „Babylon den Store“.

Om det symbolske „vilddyr“ læser vi: „De syv hoveder er ensbetydende med syv bjerge, som kvinden sidder på. Og der er syv konger: de fem er faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommet, men når han kommer, skal han forblive en kort tid. Og vilddyret som var, men ikke er, er også selv en ottende konge, men stammer fra de syv, og det går bort til ødelæggelse.“ — Åb. 17:9-11.

PÅ det tidspunkt da dette bibelske syn blev givet, i det første århundrede, var det sjette verdensrige, Rom, stadig rådende. Det syvende var endnu ikke kommet. De fem foregående verdensriger, der var „faldet“, havde efter tur været Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien og Grækenland. „Babylon den Store“ havde haft forbindelse med alle disse verdensriger, blandet sig i deres politik og øvet stor indflydelse på dem. Af denne grund kaldes hun en „skøge“, idet hun har begået åndelig utugt. Hun omtales også som „den store by som har herredømme over jordens konger“. (Åb. 17:18) „Babylon den Store“ må altså være et imperium, verdensimperiet af falsk religion, hvori den såkaldt kristne religion har haft en fremtrædende plads. Som den første til at bekæmpe de sande kristne og til at ægge verdensrigerne til at forfølge dem, er denne skøge „beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. — Åb. 17:6.

Det skarlagenrøde vilddyr er en ottende „konge“, en ottende verdensmagt. Eftersom den „stammer fra de syv“ kan det ikke være den kommunistiske blok af nationer. Det passer heller ikke på den kommunistiske blok at ’den var (i et stykke tid), dernæst ikke var, men så stiger op af afgrunden (af -uvirksomheden) og går bort til ødelæggelse’. — Åb. 17:8.

Verdensorganisationen for fred og sikkerhed blev dannet efter den første verdenskrig og „var“ først i en periode under navnet Folkeforbundet. Den forsvandt i afgrunden i 1939 da den viste sig at være magtesløs og ude af stand til at forhindre den anden verdenskrig (således ’var den ikke’). Så i 1945 ’steg den op’ under et nyt navn, De forenede Nationer. Hvordan er den en ’afskyelighed’ i Guds øjne? Særdeles bemærkelsesværdigt er det at dyret har en symbolsk skøge, en uren kvinde, til at ride på sig. Da denne politiske organisation desuden er dannet af de verdslige magter og fremhæves, især af kristenheden og dens religiøse systemer, som verdens håb om fred og sikkerhed i stedet for Guds rige, er den „ven med verden“ og følgelig „fjende af Gud“. — Jak. 4:4; Joh. 18:36.

I dag gør over halvdelen af De forenede Nationers medlemsnationer ikke engang krav på at være kristne.

Men har De forenede Nationer ikke udrettet meget godt? Nogle vil sige: ’Hvorfor kritisere den? Den gør jo blot hvad den kan for at bevare freden.’ Men var romerriget „godt“? Det prøvede at bevare sin Pax Romana, den romerske fred, i hele verden, men ikke desto mindre var det et hedensk rige, og det blev ødelæggeren af det religiøse Jerusalem med dets tempel. Senere forfulgte romerriget de sande kristne.

Ødelæggelsen af den falske religion

Hvad viser Bibelen at organisationen De forenede Nationer udretter før den „går bort til ødelæggelse“? Den ødelægger „Babylon den Store“.

Beskrivelsen af denne ødelæggelse af falsk religion lyder sådan: „De vande som du så, hvor skøgen sidder, er ensbetydende med folk og skarer og nationer og tungemål. Og de ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ — Åb. 17:15, 16.

De romerske hære bragte ødelæggelse over den hellige by Jerusalem og dens tempel. På samme måde vil hærene under De forenede Nationers kontrol blive brugt til at ødelægge det interesseområde der regnes for „helligt“ inden for kristenhedens domæne — dens religiøse systemer der uretmæssigt kaldes kristne.

Hvad er det egentlig der fremkalder denne ødelæggelse? Er det blot noget De forenede Nationer finder på? Nej, det er Guds dom over de falske religioners skøgelignende organisationer, som længe har undertrykt folket og har gjort det i religionens navn, hvorved de har skabt et vrængbillede af Gud og vanæret hans navn. Dette gælder i særlig grad kristenhedens religiøse systemer. Det afsløres hvem der virkelig står bag det ødelæggende slag som rettes mod „Babylon den Store“, med ordene:

„For Gud har indgivet i deres hjerter [de jordiske herskeres hjerter] at udføre hans tanke, ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret, indtil Guds ord vil være fuldbyrdet.“ — Åb. 17:17.

Af denne grund er det også Jehova Gud der får æren for at have afskaffet den falske religion. I det næste kapitel i Åbenbaringens bog prises han for dette med udråbet: „Glæd dig over hende [Babylon den Store], . . . for Gud har retsligt bragt straf over hende.“ — Åb. 18:20.

Vil det skarlagenrøde „vilddyr“ derefter være de sande kristnes ven? Nej, lige så lidt som romerriget var det. Som en fjende må „vilddyret“ gå „bort til ødelæggelse“ for Jesu Kristi hånd. De konger der repræsenteres af dyrets ti horn „vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem“. (Åb. 17:14) „Afskyeligheden“ vil på det tidspunkt blive udslettet og aldrig vise sig igen.

Tiden inde til at handle

At „afskyeligheden“ nu er at finde på verdensskuepladsen hører med til „tegnet“ på Kristi nærværelse og på at krigen mod Lammet er nær forestående. Endnu nærmere er ødelæggelsen af „Babylon den Store“. Hvad betyder dette for dem der måtte have et tilhørsforhold til disse verdslige organisationer?

Guds ord giver denne tilskyndelse: „Gå ud fra hende [Babylon den Store], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åb. 18:4.

For at undslippe må man indse at vi står umiddelbart foran fuldbyrdelsen af denne dom og man må kunne skelne mellem sand og falsk religion; dette opnås kun ved et studium af Bibelen. Det kræver en indsats, men det er det fuldt ud værd. Når alle uretfærdige og gudvanærende organisationer er blevet ryddet bort, vil livet på jorden være fyldt med glæde. Alle mennesker vil opnå varig sundhed. Millioner som har mistet livet på grund af „Babylon den Stores“ bedrageriske og blodige regime, vil opstå fra de døde og være med til at glæde sig over at den falske religion har mødt sit endeligt. — Åb. 20:11-13; 21:1-4.