Kapitel 23
Guds synlige organisation
1. Hvad siger Bibelen om Guds usynlige organisation?
HVORDAN kan vi være sikre på at Gud har en synlig organisation? Blandt andet fordi vi ved at han har en usynlig organisation? Jehova har skabt keruber, serafer og mange andre engle der gør hans vilje i himmelen. (1 Mosebog 3:24; Esajas 6:2, 3; Salme 103:20) Jesus Kristus er den ærkeengel der står over alle disse. (1 Tessaloniker 4:16; Judas 9; Åbenbaringen 12:7) Ifølge Bibelen er englene organiseret, for der tales om ’troner og herredømmer og regeringer og myndigheder’ i himmelen. (Kolossenserne 1:16; Efeserne 1:21) De står alle sammen Jehova til tjeneste og udfører i forening de opgaver han giver dem. — Daniel 7:9, 10; Job 1:6; 2:1.
2. Hvordan fremgår det af den måde Gud skabte det materielle univers på, at han lægger stor vægt på organisation?
2 Vi får også et indtryk af den betydning Gud tillægger organisation når vi betragter hans materielle skaberværk. For eksempel er der milliarder af stjerner i universet der er arrangeret i de store hobe vi kalder galakser. Disse galakser bevæger sig gennem rummet i faste baner, og de enkelte stjerner og planeter inden for galakserne har også orden og system i deres baner. For eksempel foretager vor planet, Jorden, en rejse rundt om solen, som er vor nærmeste stjerne, på nøjagtig 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 45,51 sekunder.
3. Hvad lærer vi af den orden og organisation der hersker blandt Guds usynlige skabninger og i hans materielle skaberværk?
3 Fortæller det os noget at der eksisterer så høj en grad af organisation og orden blandt Guds usynlige skabninger og i hans materielle skaberværk? Ja, det fortæller os at alt hvad Jehova gør er velordnet og organiseret. En sådan Gud vil ikke lade mennesker der elsker ham, være uden vejledning og organisation.
GUDS SYNLIGE ORGANISATION — I FORTIDEN OG I NUTIDEN
4, 5. Hvordan ved vi at Gud ledte sit folk på organiseret vis på Abrahams tid og Israels folks tid?
4 Bibelen viser at Jehova altid har ledet sine tjenere på organiseret vis. Troende mænd som Abraham ledte for eksempel deres husstand i tilbedelsen af Jehova. Gud gjorde sin vilje kendt for Abraham ved at tale til ham. (1 Mosebog 12:1) Og Gud gav ham besked på at lade vejledningen gå videre til andre. Han sagde: „Jeg har jo udvalgt [Abraham], for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på [Jehovas] vej.“ (1 Mosebog 18:19) Her var altså truffet en fast ordning hvorved en gruppe mennesker kunne tilbede Jehova på rette måde.
5 Da israelitterne senere var blevet til et milliontalligt folk, lod Jehova dem ikke hver for sig tilbede ham på sin egen måde, uden orden og organisation. Nej, israelitterne blev organiseret til at udgøre en nation af enige tilbedere. Israels nation blev kaldt „Jehovas menighed“. (4 Mosebog 20:4, NW; 1 Krønikebog 28:8, NW) Hvis man dengang ville være en sand tilbeder af Jehova, måtte man høre til denne menighed af tilbedere og ikke stå uden for den. — Salme 147:19, 20.
6. (a) Hvordan viste Gud at det var Kristi disciple der havde hans godkendelse? (b) Hvad viser at de kristne var organiserede med henblik på tilbedelse?
6 Hvordan forholdt det sig da i det første århundrede? Bibelen viser at det var Jesu Kristi disciple der havde Jehovas godkendelse. Det var dem Jehova udgød sin hellige ånd over. For at vise at han nu ikke længere benyttede Israels folk, men den kristne menighed, gav han de første kristne kraft til at helbrede syge, oprejse døde og gøre andre mirakler. Når man læser i De kristne græske Skrifter, kan man ikke undgå at se at de kristne tilbad Gud i et organiseret fællesskab. De fik ligefrem påbud om at komme sammen for at tilbede Gud. (Hebræerne 10:24, 25) Hvis man ville være en sand tilbeder af Jehova i det første århundrede, måtte man altså høre til hans kristne menighed.
7. Hvordan ved vi at Jehova ikke på noget tidspunkt har benyttet mere end én organisation?
7 Har Jehova nogen sinde benyttet mere end én organisation på samme tid? I Noas dage var det kun Noa og hans familie i arken der havde Guds beskyttelse og overlevede Vandfloden. (1 Peter 3:20) Og i det første århundrede var der ikke to kristne menigheder, eller endnu flere. Gud benyttede kun én menighed. Der var kun „én Herre, én tro, én dåb“. (Efeserne 4:5) Jesus Kristus forudsagde at det skulle være det samme i vor tid; der skulle kun være én kilde hvorfra Guds folk fik åndelig vejledning.
8. Hvordan viste Jesus at Gud kun ville have én synlig organisation på jorden i vor tid?
8 Da Jesus fortalte om sin nærværelse i Rigets magt, sagde han: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således. Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ (Mattæus 24:45-47) Da Kristus kom i Rigets magt i 1914, fandt han da en gruppe mennesker der var som ’en trofast og klog træl’ der uddelte åndelig „mad“, eller oplysning? Ja, han fandt en „træl“ der bestod af den rest af hans 144.000 „brødre“ der endnu var på jorden. (Åbenbaringen 12:10; 14:1, 3) Og siden 1914 har millioner taget imod den „mad“ de har uddelt, og er begyndt at praktisere den sande tro sammen med dem. Denne organisation af Guds tjenere kaldes Jehovas Vidner.
9. (a) Hvorfor bærer Guds tjenere navnet Jehovas Vidner? (b) Hvorfor kalder de deres mødesale for rigssale?
9 Jehovas Vidner søger ledelse hos Gud og i hans ord i alt hvad de gør. Selve navnet Jehovas Vidner viser at deres vigtigste arbejde er at forkynde om Jehova Guds navn og rige, som det var for Kristus. (Johannes 17:6; Åbenbaringen 1:5) De kalder deres mødesale for „rigssale“, fordi Guds rige ved Messias (eller Kristus) er Bibelens hovedtema. Da det er tydeligt at den kristne menighed i det første århundrede havde Guds godkendelse, er Jehovas Vidners organisation opbygget efter samme mønster som den. Lad os ganske kort se på den kristne menighed som den var i begyndelsen, og bemærke de ligheder den har med Guds synlige organisation i dag.
MØNSTERET FRA DET FØRSTE ÅRHUNDREDE
10. Nævn noget af det der kendetegnede den kristne organisation i det første århundrede.
10 Hvor som helst der var kristne i det første århundrede, mødtes de i grupper for at tilbede i fællesskab. Disse menigheder havde regelmæssigt samvær og studium. (Hebræerne 10:24, 25) Deres vigtigste arbejde var at forkynde og undervise om Guds rige, på samme måde som Jesus. (Mattæus 4:17; 28:19, 20) Hvis et medlem af menigheden valgte at slå ind på en ond eller slet levevis, blev han udstødt af menigheden. — 1 Korinter 5:9-13; 2 Johannes 10, 11.
11, 12. (a) Hvad beviser at menighederne blandt de første kristne fik vejledning gennem apostlene og de ældste i Jerusalem? (b) Hvad forstår vi ved „teokratisk“ ledelse? (c) Hvad førte det til når menighederne fulgte denne ledelse?
11 Fungerede de kristne menigheder i det første århundrede uafhængigt af hinanden, så hver traf sine egne afgørelser? Nej, Bibelen viser at de var forenede i samme kristne tro. Alle menighederne fik deres vejledning og ledelse fra samme kilde. Da der for eksempel opstod en strid angående omskærelse, overlod man det ikke til menighederne eller de enkelte selv at afgøre spørgsmålet. Nej, Paulus blev bedt om, sammen med Barnabas og nogle andre, at „tage op til apostlene og de ældste i Jerusalem angående dette stridsspørgsmål“. Da disse modne mænd havde truffet deres afgørelse, ud fra Guds ord og med den hellige ånds hjælp, udsendte de nogle pålidelige mænd til at underrette menighederne. — Apostelgerninger 15:2, 27-29.
12 Hvad blev følgen af at menighederne fik denne teokratiske, eller gudgivne, ledelse og vejledning? Bibelen siger: „Som de [apostelen Paulus og hans medarbejder] nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem. Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ (Apostelgerninger 16:4, 5) Ja, alle menighederne fulgte det som rådet af ældste i Jerusalem havde besluttet, og de blev styrket i troen.
TEOKRATISK LEDELSE I DAG
13. (a) Fra hvilket sted på jorden og gennem hvilken gruppe mænd bliver Guds synlige organisation i dag ledet? (b) Hvilket forhold er der mellem Det Styrende Råd og „den trofaste og kloge træl“?
13 Også i Guds synlige organisation i dag gives der teokratisk ledelse og vejledning. På Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York er der et styrende råd af kristne ældste fra forskellige dele af jorden som sørger for det nødvendige tilsyn med Guds folks verdensomspændende arbejde. Medlemmerne af dette styrende råd hører alle til „den trofaste og kloge træl“. Det styrende råd tjener som talerør for denne trofaste „træl“.
14. På hvilket grundlag træffer Guds folks Styrende Råd sine afgørelser?
14 Mændene i Det styrende råd har, ligesom apostlene og de ældste i Jerusalem, mange års erfaring i tjenesten for Gud. Men de lader sig ikke lede af menneskelig visdom når de træffer afgørelser. Nej, da ledelsen er teokratisk gør de ligesom de første kristnes styrende råd, der lod sig lede af Guds ord og hans hellige ånd. — Apostelgerninger 15:13-17, 28, 29.
HVORDAN DEN VERDENSOMSPÆNDENDE ORGANISATION LEDES
15. Hvordan fremgår det af Jesu ord i Mattæus 24:14 at Gud ville have en stor organisation på jorden i endens tid?
15 Jesus Kristus gav et indtryk af hvor stor en organisation Gud ville have på jorden i endens tid, da han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Tænk hvilket enormt arbejde det er at fortælle jordens milliarder af mennesker om Guds oprettede rige. Er vor tids kristne organisation, der ledes og vejledes gennem Det styrende råd, udrustet til at klare dette store arbejde?
16. (a) Hvorfor har Jehovas Vidner oprettet mange store trykkerier? (b) Hvad fremstilles på disse trykkerier?
16 Jehovas Vidner forkynder nu Rigets budskab i over 200 lande og øgrupper i hele verden. For at hjælpe de mere end 3.500.000 forkyndere (i 1988) til at udføre deres arbejde, har Jehovas Vidner oprettet store trykkerier i mange lande. Her fremstilles store mængder af bibler og bibelske bøger og blade. Hver dag året rundt udsendes der i gennemsnit over to millioner eksemplarer af bladene Vagttårnet og Vågn op! fra disse trykkerier.
17. (a) Hvorfor udgives disse bibelske bøger og blade? (b) Hvad opfordres du derfor til at være med til?
17 Hensigten med hele denne trykkerivirksomhed er at hjælpe andre til at lære mere om Jehovas store hensigter. Det er derfor ordene „Forkynder af Jehovas rige“ er en del af titlen på bladet Vagttårnet. Også du er velkommen til at være med i arbejdet med at uddele disse bibelske bøger og blade og fortælle om de bibelske sandheder de behandler. Er der ikke nogle du kunne tænke dig for eksempel at fortælle om de vigtige ting du har lært i denne bog, Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden?
18. (a) Hvad består Guds organisation af i dag? (b) Hvorfor har Guds folk brug for megen opmuntring?
18 Ligesom i det første århundrede er Guds organisation også i dag en organisation af indviede og døbte forkyndere af Riget. Den er oprettet for at hjælpe alle sine medlemmer til at deltage i denne forkyndergerning. De har alle stærkt brug for at bliver åndeligt opmuntret og styrket, fordi Satan og alle som han kan påvirke prøver at modstå Rigets budskab. Det var sådanne modstandere der fik Jesus slået ihjel fordi han forkyndte, og Bibelen advarer os om at også hans disciple vil blive forfulgt. — Johannes 15:19, 20; 2 Timoteus 3:12.
19. (a) Hvem bliver udnævnt til at hjælpe og styrke Guds tjenere? (b) Hvordan bliver menigheden beskyttet mod dårlig påvirkning der kunne fordærve den?
19 Ligesom i det første århundrede er der også i dag udnævnte ældste, i åndelig forstand „ældre mænd“, der kan hjælpe og styrke alle i menigheden. De kan hjælpe dig med råd fra Bibelen, så du forstår hvordan forskellige problemer kan gribes an. Disse ældste skal også beskytte „Guds hjord“. Hvis et af menighedens medlemmer slår ind på en ond eller slet kurs og nægter at ændre sig, må de ældste sørge for at vedkommende bliver udstødt, sat uden for menigheden. På den måde bevares menigheden sund og åndeligt ren. — Titus 1:5; 1 Peter 5:1-3; Esajas 32:1, 2; 1 Korinter 5:13.
20. (a) Hvem blev i det første århundrede udsendt af det styrende råd i Jerusalem, og hvorfor? (b) Hvem udsendes af Det Styrende Råd i dag?
20 Ligesom det styrende råd i Jerusalem udsendte særlige repræsentanter, for eksempel Paulus og Silas, der skulle videregive vejledning og opmuntre Guds tjenere, udsender vor tids styrende råd også repræsentanter her i endens tid. (Apostelgerninger 15:24-27, 30-32) Cirka hvert halve år kommer en erfaren forkynder, en kredstilsynsmand, på besøg i menigheden; han tilbringer en uge i hver menighed i sin kreds.
21. Hvordan er kredstilsynsmanden til hjælp for menighederne?
21 Der er over 60.000 menigheder af Jehovas Vidner i hele verden, og disse er samlet i kredse med omkring 20 menigheder i hver. Når kredstilsynsmanden besøger menighederne i sin kreds, opbygger han forkynderne ved at følges personligt med dem i arbejdet med at forkynde og undervise. Foruden at han opmuntrer dem på den måde, giver han dem også forslag til forbedring af deres tjeneste. — Apostelgerninger 20:20, 21.
22. (a) Hvad afholdes der to gange om året til styrkelse af Guds folk? (b) Hvad er du hermed blevet indbudt til?
22 Menighederne henter yderligere opmuntring og styrke når de samles til et en- eller todages stævne med de andre menigheder i deres kreds; det sker som regel to gange om året. Ved kredsstævnerne kan der være et par hundrede til stede, eller helt op til 2000 eller flere. Også du er velkommen til at være med ved det næste kredsstævne. Vi er sikre på at du vil finde det åndeligt styrkende og få personlig gavn af det.
23. (a) Hvilke stævner holdes én gang om året? (b) Hvor stort har et af disse stævner været?
23 Desuden holdes der, én gang om året, et meget større stævne, et områdestævne; det varer flere dage. Gør alt hvad du kan for at komme med til det næste områdestævne, så du selv kan erfare hvor dejligt og åndeligt berigende det kan være. Med nogle års mellemrum holdes der landsstævner eller internationale stævner i stedet for områdestævnerne. Det største der nogen sinde er blevet holdt på ét sted, var det ottedages stævne i 1958 på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York. Det offentlige foredrag, „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“, blev overværet af 253.922. Siden da har man ikke kunnet finde steder der var store nok til at rumme så mange, så man har i stedet holdt flere store internationale stævner i en del af verdens storbyer.
MENIGHEDENS MØDER
24. Hvilke fem møder holdes hver uge i Guds folks menigheder?
24 Jehovas Vidners styrende råd sørger også for at der i alle Jehovas folks menigheder er et ensartet program for bibelundervisning. Hver menighed holder fem møder om ugen. Det er den teokratiske skole, tjenestemødet, det offentlige foredrag, studiet af Vagttårnet, og menighedsbogstudiet. Måske har du endnu ikke kendskab til møderne, så vi vil her beskrive dem ganske kort.
25, 26. Hvad er formålet med den teokratiske skole, og hvad er formålet med tjenestemødet?
25 Den teokratiske skole har som formål at hjælpe eleverne til at blive dygtigere til at tale med andre om Guds rige. De tilmeldte holder med mellemrum et foredrag over et bibelsk emne for alle de tilstedeværende. Bagefter får de råd og vejledning af en erfaren ældste.
26 Tjenestemødet holdes som regel samme aften. Retningslinjerne for dette møde er trykt i folderen Rigets Tjeneste, som redigeres af Det styrende råd og udkommer en gang om måneden. Ved dette møde fremføres der praktiske forslag og demonstrationer som viser hvordan man bedst kan fortælle andre om Rigets budskab. På lignende måde gav Jesus sine disciple opmuntring og vejledning om hvordan de skulle udføre deres tjeneste. — Johannes 21:15-17; Mattæus 10:5-14.
27, 28. Beskriv det offentlige møde, vagttårnsstudiet og menighedsbogstudiet.
27 Både det offentlige foredrag og studiet af Vagttårnet holdes som regel om søndagen. Der gøres en særlig indsats for at invitere nyinteresserede til det offentlige møde, hvor en kvalificeret ordets tjener holder et bibelsk foredrag. Vagttårnsstudiet er en spørgsmål-og-svar-behandling af en bibelsk artikel i et de seneste numre af bladet Vagttårnet.
28 De nævnte møder er for hele menigheden og holdes i rigssalen, men en gang om ugen mødes man i mindre grupper i private hjem for at holde menighedsbogstudiet. Her gennemgår man en bibelhåndbog som den du læser nu, og bruger den som grundlag for en bibelsk drøftelse, der kan vare op til en time.
29. (a) Hvilken mindehøjtid fejrer sande kristne en gang om året? (b) Hvem har lov at nyde af symbolerne, brødet og vinen?
29 Foruden disse ugentlige møder holder Jehovas Vidner et særligt møde en gang om året, på årsdagen for Jesu død. Jesus indstiftede selv denne højtid til minde om sin død. Han sagde: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19, 20) Ved en ganske enkel ceremoni benyttede Jesus noget vin og usyret brød som symboler på det liv han snart skulle ofre til gavn for menneskene. Ved den årlige mindehøjtid er det dem der endnu er tilbage på jorden af Kristi 144.000 salvede disciple, der nyder af brødet og vinen; på denne måde viser de at de har det himmelske håb.
30. (a) Hvem andre har lov at overvære mindehøjtiden, og hvilket håb har de? (b) Hvordan beskriver Jesus sådanne mennesker?
30 De millioner af andre som ved mindehøjtiden er til stede i rigssalene i hele verden, nyder ikke af symbolerne, men de er glade for at være med som iagttagere. Også de bliver mindet om hvad Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort for at de kunne blive udfriet fra synd og død. Men i stedet for at se frem til et himmelsk liv, glæder de sig over udsigten til at leve evigt i et paradis på jorden. De er som Johannes Døber, der ikke regnede sig selv med blandt Kristi brudeskares 144.000 medlemmer, men kaldte sig for „brudgommens ven“. (Johannes 3:29) Disse millioner af mennesker hører til ’de andre får’, som Jesus talte om. De er ikke medlemmer af ’den lille hjord’. Men som Jesus sagde, tjener de i forening med denne „lille hjord“, så de alle udgør „én hjord“. — Johannes 10:16; Lukas 12:32.
TJEN GUD SAMMEN MED HANS ORGANISATION
31. Hvoraf ser vi at Gud ikke billiger dem der bliver ved at tilhøre en falsk religion, skønt de prøver at slutte sig til hans organisation?
31 Det er tydeligt at Jehova Gud i dag har en synlig organisation, ligesom han havde i fortiden. Han benytter den til at oplære mennesker til livet i hans retfærdige nye ordning. Men vi kan ikke både tilhøre Guds organisation og høre til en falsk religion. Guds ord siger: „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? . . . Eller hvad del har en troende og trofast med en ikke-troende? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova.“ — 2 Korinter 6:14-17.
32. (a) Hvis vi skal „gå ud fra dem“, hvad må vi da gøre? (b) Hvilke velsignelser vil vi modtage hvis vi begynder at tjene Gud aktivt sammen med hans synlige teokratiske organisation?
32 Hvad vil det sige at „gå ud fra dem“? Hvis vi bliver ved med at tilhøre eller støtte en anden religiøs organisation end den Jehova Gud benytter, adlyder vi ikke dette bud. Hvis nogle af os stadig tilhører en sådan religiøs organisation, er det altså nødvendigt at melde sig ud. Hvis vi skiller os ud fra dem der følger falsk religion, og begynder at tjene Gud aktivt sammen med hans synlige teokratiske organisation, vil vi være blandt dem Gud taler om når han siger: „Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ — 2 Korinter 6:16.
[Illustration på side 192]
Havde Gud mere end én organisation på Vandflodens tid?
[Illustrationer på side 196]
JEHOVAS VIDNERS HOVEDSÆDE I NEW YORK
HOVEDKONTORET
Dataanlæg
TRYKKERIET I BROOKLYN
Bogbinderi
Trykkemaskine
Forsendelse
[Illustrationer på side 197]
NOGLE AF VAGTTÅRNETS MANGE ANDRE TRYKKERIER
Brasilien
England
Sydafrika
Wallkill, New York
Canada
[Illustrationer på side 198]
Nogle af de 253.922 der overværede Jehovas Vidners stævne i New York i 1958
Polo Grounds
Yankee Stadium
[Illustration på side 201]
Ved Jehovas Vidners møder følges et program for bibelundervisning