som de jødiske religionsledere fik det politiske Rom til at handle mod Kristus selv. At de gjorde dette over for Kristi efterfølgere, er det samme, som havde de gjort det mod Kristus. Kristenhedens præsteskab forkastede ikke alene Kristus som deres konge, men de opstillede Folkeforbundet og hyldede det i stedet for ham og kaldte det „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. De overøste dette forbund med megen anden gudsbespottelig smiger og erklærede, at det ville udrette de vidunderlige ting, som Bibelen siger kun Kristi rige kan gøre. De viste altså, at de satte Folkeforbundet i Kristi riges sted, og at de havde valgt det og vraget den indsatte konge, Kristus Jesus. I lighed med de jødiske religionsledere for nitten århundreder siden forkastede kristenhedens gejstlighed Kristus og valgte at støtte en politisk sammenslutning af kejserens regeringer. — Sl. 2:1, 2; Matt. 25:40, 45; Åb. 11:8-10, 15, 18.

 5. Under hvilket billede bliver kristenhedens troløse religioner træffende skildret, og hvad vil et omhyggeligt studium afsløre vedrørende Folkeforbundet og de Forenede Nationer?

⁵ Den onde, gamle verden, der er underlagt Satans kongedømme, er en vederstyggelighed i Jehovas øjne, og dengang kristenhedens gejstlighed, som påstår at tjene ham, forenede sig med politikerne i angrebet på resten af de trofaste tjenere, som er en del af „Guds tempel“, og satte en stopper for det budskab, der er et lovprisningsoffer, og gjorde sig til talsmand for en international politisk verdensregering, begik den en afskyelig handling, der vil føre til kristenhedens undergang. (Dan. 11:31; 1 Kor. 3:16, 17; Hebr 13:15) Gejstlighedens onde indblanding i politik er åndeligt hor og berettiger, at man symboliserer kristenhedens organiserede religioner ved en løsagtig kvinde, en skøge, således som det sker i Åbenbaringen 17:1, 2: „Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt.“ Fremdeles skildres den som en kvinde, der sidder „på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn“. (Åb. 17:3) Et omhyggeligt studium vil vise, at Folkeforbundet og de Forenede Nationer, to institutioner, som kristenhedens gejstlighed har nær tilknytning til, og som den på gudsbespottelig vis har betegnet som de redskaber, der udfører Kristi riges arbejde, er billedligt skildret ved det skarlagenrøde dyr.

 6. a) Hvordan bliver både Folkeforbundet og de Forenede Nationer træffende skildret i Åbenbaringen 17:8? b) Hvem gør det af med dyret, men hvad foretager det sig, før det går til grunde?

⁶ „Dyret, som du så, har været og er ikke mere; men det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde.“ Dette dyr var først til under skikkelse af Folkeforbundet, men i 1939 forsvandt det ned i uvirksomhedens afgrund og var ikke mere. I 1945 steg det atter op af afgrunden, denne gang som de Forenede Nationer, og det er til den dag i dag. Hvad vil føre til dets undergang? Lyt: „De ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund som konger sammen med dyret. De har een og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge.“ (Åb. 17:8, 12-14) De politiske herskere vil lide nederlag i deres kamp mod Guds lam, den indsatte konge, Kristus Jesus. Kampen vil føre til deres totale udslettelse. Men læg mærke til, hvad dyret med de ti horn gør mod skøgen, inden kampen er slut, og efter guddommeligt direktiv: „De ti horn, du så, og dyret vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med lid. Thi Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke.“ (Åb. 17:16, 17) Kristenhedens undergang kommer altså fra de politiske elskere, som dens religioner har sluttet forbund med.

 7. Hvilken overensstemmelse er der mellem de historiske forbilleder og den religiøse kristenheds endeligt for sine politiske forbundsfællers hånd, og hvad har vist sig siden 1945?

⁷ Ligesom det frafaldne Israel blev ødelagt af dets tidligere pagtsfælle, Babylon, inden dette tredje verdensrige gik til grunde, og ligesom det oprørske Israel blev tilintetgjort af dets tidligere forbundsfælle, Rom, inden dette sjette verdensriges forfald, således vil det troløse Israels modbillede blive bragt til fald af de Forenede Nationers sammenslutning, som det selv har valgt at støtte, inden dette ottende verdensrige bliver knust af Guds lam. (Åb. 17:11) Jehova manøvrerede Babylon således, at det eksekverede hans dom over det oprørske Israel i året 607 f. Kr., og han brugte Romerriget til at gøre det i 70 e. Kr. Tro mod forbilledet vil Jehova indgive det i deres hjerter, som i dag udgør de yderliggående politiske elementer inden for de Forenede Nationer, at opæde den hykleriske religion ved begyndelsen af Harmagedonslaget. Allerede nu findes der inden for de Forenede Nationer en del nationer, hvoriblandt Sovjetunionen er den mest fremtrædende, som er åbenlyse fjender af kristenheden og dens religioner. Nogle af dyrets horn, det dyr, som steg op af afgrunden, vender sig nu truende mod skøgen. Fra og med året 1945 har de udgjort en voksende hær af kampberedte yderliggående elementer, der truer kristenheden, ligesom de omringende hære truede Israel, dens forbillede, i årene 609 f. Kr. og 66 e. Kr.

Nu er det tid at flygte!

 8. Hvorfor har befalingen til at flygte antaget en mere presserende karakter siden 1945?

⁸ Siden 1945 har Jesu advarsel om at „flygte ud i bjergene“, „når I . . . ser ødelæggelsens vederstyggelighed“, fået endnu større kraft og endnu mere presserende karakter. Det er fra dette tidspunkt, at det afskyelige dyr helt er kommet til syne. Dengang det viste sig under skikkelse af Folkeforbundet, lagde det intet videre fjendskab mod kristenhedens religioner for dagen, for dengang talte det ikke nogen nationer af betydning, som havde gjort religionen til genstand for deres had. Det modbilledlige Jerusalem, kristenheden, var ikke omringet af fjendehære; men siden dyrets genopdukken i 1945 tæller det blandt sine medlemmer kampberedte og krigslystne politiske elementer, hvis yderliggående magthorn er vendt som en trusel mod kristenheden og dens religioner. Hvem kan benægte, at kristenheden er ræd ved synet af disse fjendtlige magter, der dukker op på alle sider omkring den, og i hysteri gør sit yderste for at opsnuse og fjerne sådanne radikale elementer inden for sine egne regeringer? Den ser håndskriften på væggen. Derfor er det så vist på høje tide, at bibeltroende mennesker får øjnene op for vederstyggeligheden og flygter bort fra den ødelæggelse, den vil blive årsag til.

 9. Hvor burde retfærdselskere flygte hen?

⁹ Hvorhen skal man flygte? Til bjergene. Til bogstavelige bjerge? Nej, der vil der ikke være sikkerhed at finde under Harmagedonslaget. (Amos 9:2, 3) Det må være bjerge, der ligger uden for kristenhedens område, ligesom de bogstavelige bjerge, de kristne flygtede til i året 66 e. Kr., lå uden for Jerusalems og Judas område. De bjerge, som retfærdselskere må flygte til nu i lydighed mod Kristi befaling, er den nye verdens teokratiske ordning, som Jehova har skabt. (Es. 65:17) Denne nye tingenes ordning er helt adskilt fra den gamle verden, der med hastige skridt nærmer sig sin afslutning, og det er til disse symbolske bjerge, folkene nu drager op for at lære den sande tilbedelse: „Det skal ske i de sidste dage, at Jehovas huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: Kom, lad os drage til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier.“ (Es. 2:2, 3) Kun dér er der sikkerhed at finde.

10. Hvilke identiske træk ser vi i kristenhedens handlemåde sammenlignet med de historiske begivenheder i året 607 f. Kr. og i året 70 e. Kr.?

¹⁰ Mange tusinder flygter derhen og opnår sikkerhed. Men der vil komme tusinder til. De retfærdselskere, som endnu ikke er flygtet, burde huske på de forbilledlige begivenheder, der indtraf i året 607 f. Kr. og i året 70 e. Kr. Ligesom Israel blev advaret, således er kristenheden blevet advaret om sine synder, om sine politiske forbund og om den skæbne, den vil lide for sine politiske venners hånd, men den har ladet hånt om advarselen. Den har valgt at støtte kejserens regeringer i stedet for Kristus — en afskyelig handling, en vederstyggelighed, der besegler dens undergang. I lighed med jøderne har den ikke agtet på sin besøgelsestid, der også er en dommens tid. (Matt. 25:31, 32; Luk. 19:44) Selv nægter den at flygte, og den hindrer dem, som ville gøre det. Den søgte at tage den trofaste rest af „Guds Israel“ til fange på livstid under Satans ordning, men Jehova udfriede resten. Nu søger kristenheden at afskære de retsindige mennesker flugten. De, som flygter, anklager den for at være upatriotiske og oprørske, og nogle af dem har den fået dræbt. Men den magter ikke at standse den indsamling, der finder sted under den nye tingenes ordning. De, som flygter til de symbolske bjerge, vil huske, hvad der skete med de jøder, som udsatte deres flugt eller søgte at redde noget af deres jordiske rigdom på trods af Jesu anvisninger. Uden tøven og uden at lade sig tynge af verdslige byrder vil de flygte, idet de til fulde forstår, at vi lever i en periode, der svarer til tiden fra 609-607 f. Kr. og fra 66-70 e. Kr. Ligesom dengang giver Jehova i dag alle lejlighed til at flygte. Grib denne lejlighed nu — eller aldrig!

11. Hvilken slutning kommer kristne til i spørgsmålet om religion, der blander sig i politik?

Hvem omvendte hvem?

Franciskanerpræsten Berard Haile, som i 53 år har arbejdet blandt Navaho-indianerne i den sydvestlige del af de Forenede Stater, har ifølge Time for 15. marts lidt efter lidt af deres medicinmænd lært „noget, som ingen hvid mand har vidst før ham — hele „Velsignelsens vej“ — en hellig, hemmelig samling ceremonier, der omfatter hele det religiøse liv hos Navaho-folket“. Disse oplysninger, som er samlet med stor omhu, har han nedskrevet i et manuskript på 1203 sider, som han håber at få udgivet. Da navahoerne gav ham deres anerkendelse og støtte, sagde han: „Jeg er en af jer.“ En af stammens rådsmedlemmer udtrykte det imidlertid på en anden måde: „Du kom for at gøre navahoerne til kristne, men navahoerne har gjort dig til en navaho.“

Hvor mange andre folk findes der mon, som betragter deres missionærer på samme måde?