Afslutningen på en tingenes ordning

DET er ikke nogen lille begivenhed når en tingenes ordning går til grunde efter at have bestået i 1582 år. Især ikke når det er Gud selv der har oprettet den. Den ordning vi taler om er den der var knyttet til den jødiske nation i fortiden. Hvorfor ophørte den med at eksistere, og hvordan gik det til at dens endeligt formede sig som det gjorde?

Det er velkendt at Gud oprettede den jødiske tingenes ordning under Lovpagten ved hjælp af lovgiveren Moses i 1513 f.v.t. Ordningen indbefattede forskellige sabbater, bestemmelser om religiøs renhed, arvelove, templet i Jerusalem med præsteskab og ofre, samt mange andre ting. Alt dette ophørte fuldstændig i år 70 efter vor tidsregning. Dermed forsvandt også grundlaget for det jødiske håb om at få en konge af Davids slægt til at sidde på tronen i Jerusalem igen og fordrive de undertrykkende hedningers hære.

Hvordan Jerusalem ville blive ødelagt, og hvorfor, blev forklaret af Guds største profet, Jesus Kristus, i en profeti han udtalte nogle få dage før han blev henrettet af netop den politiske magt som senere knuste den jødiske tingenes ordning. Paradoksalt nok var det imidlertid jøderne selv der overgav ham til denne magt og krævede hans død.

Et forfærdeligt endeligt

Jesus fremsatte sin profeti som svar på et spørgsmål hans apostle havde rejst. De havde vist Jesus hvor pragtfulde templets bygninger var, og han havde sagt: „Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her vil afgjort ikke blive efterladt en sten oven på en sten som ikke vil blive revet ned.“ — Matt. 24:1, 2.

To dage tidligere havde Jesus sagt noget om hvordan byen med dens tempel ville blive ødelagt. Henvendt til Jerusalem sagde han:

„Dage skal komme over dig da dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider, og de vil jævne dig og dine børn i dig med jorden, og de vil ikke efterlade en sten oven på en sten i dig, fordi du ikke gav agt på den tid da du blev inspiceret.“ — Luk. 19:43, 44.

Dette var foruroligende ord, selv for Kristi apostle, der var omskårne jøder. De forstod endnu ikke at Kristus skulle regere fra himmelen, og ikke fra en jordisk trone i Jerusalem. Jesu udtalelse tydede på at Gud ikke længere ville have noget at gøre med det jordiske Jerusalem, men det forstod de endnu ikke fuldt ud. (Apg. 1:6) Jesu ord indebar også at præsterne af Arons hus ville miste deres bestilling. Hvorfor?

Når afslutningen på alt dette var kommet nær skyldtes det at Jehova havde noget bedre i tanke, noget han ville indføre ved hjælp af sin Messias. Dyreofrene og andre træk ved Loven havde sammen med profetierne peget frem til Jesus Kristus og havde givet trofaste israelitter sikre kendetegn på at han var Messias, idet han opfyldte alle de forudsagte krav. Men det var ikke sådanne ofre Jehova virkelig ønskede, for de kunne ikke borttage synder. (Hebr. 10:5-10) De måtte ophøre en dag. Kristi offer ville gøre dem overflødige.

At det jødiske præstedømme ville ophøre sammen med de jødiske tingenes ordninger støttes yderligere af Hebræerbrevet 9:26-28, som påpeger at det ikke var nødvendigt for Jesus at ofre sig selv gang på gang: „Ellers havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu har han givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer.“ — Jævnfør Første Korinterbrev 10:11.

Men hvorfor skulle Jerusalem gå til grunde på en så forfærdelig måde? Et så drastisk skridt var ikke nødvendigt for at gennemføre Guds hensigt om at bringe Loven til ophør med Kristus. (Rom. 10:4) Efter Pinsedagen (og efter at Kristi offer var blevet antaget af Jehova i himmelen) mente de trofaste kristne ikke at det var deres pligt at nedrive templet eller byen Jerusalem. De forstod at templet havde været Guds redskab og at hans hensigt med det var blevet opfyldt. De udviste ikke manglende respekt for det. Men de vidste at Jesus Kristus i himmelen var deres ypperstepræst, idet der var blevet oprettet en ny pagt og følgelig var sket en ændring i præstedømmet. (Hebr. 7:11-14) Endog mange af de jødiske præster tog imod Kristus som det virkelige offer for synder og erkendte at deres arbejde i templet havde opfyldt sin hensigt og ikke længere havde nogen gyldighed i Jehovas øjne. (Apg. 6:7) Hvorfor skulle jødernes by og tempel da ødelægges med vold?

Jesus havde peget på grunden til dette da han i templet sagde, henvendt til Jerusalem:

„Se! af den grund sender jeg profeter, vismænd og offentlige lærere til jer. Nogle af dem vil I dræbe og pælfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by, så at alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, skal komme over jer, fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I myrdede mellem helligdommen og alteret. Jeg skal sige jer en sandhed: Alt dette vil komme over denne generation. Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv. For jeg siger jer: I skal afgjort ikke se mig fra nu af og indtil I siger: ’Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!’“ — Matt. 23:34-39.

Tegn på at enden nærmede sig

Det var denne erklæring af Jesus der, naturligt nok, rejste spørgsmålet i apostlenes sind: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Matt. 24:3) Jesus svarede ved at beskrive de begivenheder der ville føre frem til ødelæggelsen af Jerusalem:

„Pas på at ingen vildleder jer; mange vil nemlig komme på grundlag af mit navn og sige: ’Jeg er Messias,’ og de vil vildlede mange. I vil komme til at høre krige og rygter om krige; se til at I ikke bliver opskræmte. For dette må nødvendigvis ske, men enden er der ikke endnu.“ — Matt. 24:4-6.

Der ville fremstå jøder som hævdede, ikke at de var Jesus som var kommet igen i kødet, men at de var den lovede Messias eller Kristus. Den jødiske opstand mod romerne i år 66 var en sådan messiansk bestræbelse. Men intet af dette var et udtryk for den sande Messias’ „nærværelse“ eller parousia (dette ord benyttes i De kristne græske Skrifter om hans genkomst i Rigets magt).

Endvidere skulle der i denne periode indtræffe nogle krige som ville berøre den jødiske nation. Men Kristi disciple måtte ikke lade sig skræmme til at handle overilet. Jesus fortsatte sin beskrivelse:

„For nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“ — Matt. 24:7, 8.

Disse tildragelser ville vise de kristne at enden usvigelig sikkert nærmede sig. Desuden ville der komme vanskeligheder som direkte ville berøre de kristne fordi de forkyndte den sande Messias og gik i hans fodspor. Jesus fortsatte:

„Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn. Da vil mange også blive bragt til snublen og fald, og de vil forråde hinanden og hade hinanden. Og mange falske profeter skal fremstå og vildlede mange; og på grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden kølnes hos de fleste. Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst. Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Matt. 24:9-14.

Dette gik i opfyldelse efterhånden som den almindelige lovløshed bredte sig og kærligheden til Gud kølnedes. Jøderne i Palæstina og andre steder hævdede at tjene Gud når de forfulgte Kristi disciple. Ikke desto mindre forkyndte de kristne den gode nyhed om riget på hele den beboede jord, især i de lande jøderne var blevet spredt til. — Kol. 1:6, 23.

Et vidnesbyrd om at enden var umiddelbart forestående

Dernæst kom Jesus ind på et særligt tegn der ville vise at enden på den jødiske tingenes ordning var ganske nær. Han sagde:

„Derfor, når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, (lad læseren bruge dømmekraft,) så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene. . . . for der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Matt. 24:15-22.

Dette ville tjene som en pålidelig advarsel til de kristne om straks at forlade Jerusalem og landsdelen Judæa, i største hast, uden unødige byrder, og søge i sikkerhed ad den direkte vej.

Hvad var denne ’afskyelighed’, og hvordan kom den til at stå på „et helligt sted“? For at kvæle den jødiske opstand i oktober 66 drog den romerske general Cestius Gallus ned fra Syrien og omringede Jerusalem med „lejrede hære“; det skete mens jøderne fejrede deres løvhyttefest. Efter en kamp førte han sin hær ind i byen Jerusalem, ja, han angreb og underminerede en del af tempelmuren. Dette var afgjort et angreb på noget som jøderne regnede for helligt. Men pludselig og uventet trak Cestius sig tilbage. Jøderne kom ud af byen og forfulgte hans hær, som led betydelige tab; efter at have erobret belejringsvåben vendte jøderne tilbage til Jerusalem, endnu mere sikre på deres egen styrke.

Så snart Cestius havde trukket sig tilbage forlod de kristne Jerusalem og tog over på den anden side af Jordanfloden til bjergegnene i landsdelen Peræa. De undgik således døden da general Titus fire år senere indtog Jerusalem.

Noget „kød“ reddes

I perioden mellem år 66 og år 70 var der megen ufred i Jerusalem, idet forskellige partier kæmpede indbyrdes om magten. Så i år 70 kom general Titus, kejser Vespasians søn, mod byen og omringede den med en skanse af spidse pæle, sådan som Jesus havde forudsagt, og bragte indbyggerne i en ynkværdig tilstand hvor mange døde af sult. Det så ud til at „intet kød“ ville overleve, dersom belejringen ikke snart fik ende. Det var som Jesus havde forudsagt om denne ’store trængsel’, den største Jerusalem nogen sinde havde oplevet: „Hvis Jehova ikke afkortede dagene, ville intet kød blive frelst. Men på grund af de udvalgte, som han har udvalgt, har han afkortet dagene.“ — Mark. 13:19, 20.

Ved forsynets styrelse varede belejringen kun 142 dage. Men selv på denne korte tid fortærede pest og sværd 1.100.000. Kun 97.000 overlevede, og de blev solgt som slaver eller til gladiatorkampe i den romerske arena. Som vi har set var Jehovas „udvalgte“ flygtet fra den dømte by, og på grund af dette behøvede Jehova ikke at forlænge trængselstiden, men kunne fuldbyrde hævnen på kort tid, så 97.000 mennesker overlevede og noget „kød“ dermed blev reddet.

På denne måde blev den jødiske tingenes ordning bragt til ophør. Templet eksisterede ikke længere. Alle de jødiske slægtsregistre gik tabt, med det resultat at ingen jøde i dag kan bevise at han hører til en præsteslægt eller at han er født i kongestammen Juda. Jesus Kristus står som den eneste hvis slægtsforbindelse til Juda gennem David er bevist. Han alene er den retmæssige konge. (Ez. 21:27) Han beklæder også embedet som ypperstepræst for hele menneskeheden, ikke som en efterkommer af Aron, men „på Melkisedeks måde“, ved at han er udnævnt direkte dertil af sin Fader, Jehova Gud. — Hebr. 7:15-17.

Men svaret på apostlenes spørgsmål: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ krævede en yderligere opfyldelse, for Jesu parousia, hans „nærværelse“ i Rigets magt, indtraf ikke på den tid da Jerusalem blev ødelagt. Jesus havde nemlig også talt om afslutningen på en større tingenes ordning, og han havde knyttet langt flere oplysninger til „tegnet“. Dette vil blive behandlet i et senere nummer af bladet.