Forøget kundskab medfører varige goder
1. Hvorfor er det så vigtigt at samle sig nøjagtig kundskab nu?
SIDEN 1914 har Jehova barmhjertigt holdt vejen åben for at skabninger på jorden kan komme til kundskab om ham og blive frelst. Han afkortede trængslerne over Satan og tillod en tidsperiode hvor åndelig føde kunne uddeles i overflod. Men efter denne vil der komme en vanskelig tid da vejen vil blive lukket. (Matt. 24:20-22) Da vi ved dette, forstår vi også hvor vigtigt det er at alle nu benytter tiden til at samle sig endnu mere nøjagtig kundskab og gøre sig fri af den formørkede verdens overtro. Det er tid til at gøre en indsats for at samle os kundskab, ligesom myrerne må samle føde om sommeren når der er overflod. Dårerne der ikke samler sig nøjagtig kundskab nu, er ligesom græshoppen i ordsproget; den tog det mageligt da der var overflod og tænkte ikke på fremtiden. Pludselig kom vinteren, der varslede ulykke fordi græshoppen ikke havde beredt sig til den. „Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis. . . . den [sørger] dog om somren for æde og sanker sin føde i høst. Hvor længe vil du ligge, du lade?“ — Ordsp. 6:6-9.
2. (a) Hvorfor bliver et viist menneske aldrig færdig med at lære? (b) Hvordan bruger den sande kristne sin øgede viden til hjælp for andre?
2 Selv om et menneske har en del kundskab fra Bibelen og tager del i tjenesten, er det kun viist hvis det fortsat vender øret til Jehovas ord og således bliver ved med at forøge sin kundskab. I Bibelen står der skrevet at et „viist menneske vil lytte og tage imod mere undervisning, og forstandig er den som erhverver sig kyndig vejledning“. (Ordsp. 1:5, NW) Kristne bliver aldrig færdige med at lære, for „retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag“. (Ordsp. 4:18) Enhver der er begyndt at tjene Jehova må nødvendigvis bestandig vokse til større modenhed til gavn for sig selv og de mennesker han betjener under forkyndelsen. Mennesker i denne verden har fremsat mange teorier og filosofier som den kristne må kæmpe imod. Millioner af mennesker er blevet taget til fange af løgne og bedragerier og er åndeligt syge. Jehovas tjenere er blevet sendt ud for at bringe det helbredende åndelige lys, og efterhånden som de vokser i nøjagtig kundskab bliver de dygtigere til deres arbejde. De bliver åndeligt smidige, i stand til at drøfte mange emner og bryde mange forhindringer ned. De kan lignes ved kyndige læger fordi de er i stand til at opdage de åndelige sygdomme der plager folk og kan give den rigtige behandling. Man kan ikke foreskrive en og samme medicin mod enhver legemlig sygdom, hjertesygdom, kræft, o.s.v. Tilsvarende må den erfarne ordets tjener bestemme hvordan han skal fjerne de anstødssten der ligger i vejen for folk inden for verdens mange religioner i dag. En prædiken om et bestemt emne kan måske afhjælpe den plage som en vis gruppe mennesker lider under, men den modne tjener er forberedt på at tage sig af alle de forskellige former for overtroiske tanker der holder mennesker i fangenskab. Han har et rede svar til enhver. — 1 Pet. 3:15; Ordsp. 9:9.
3. Hvordan bruger vi kundskab i forbindelse med vor åndelige krigsførelse?
3 At følge den forstandige kurs og blive fyldt med nøjagtig kundskab vil være en åndelig beskyttelse for os i vor åndelige krigsførelse. Ved hjælp af denne nøjagtige kundskab og åndelige indsigt bliver vi stærke, så vi kan holde ud med glæde. Nøjagtig kundskab giver styrke. „En der er viis i styrke er en rørig mand, og en mand der ejer kundskab forstærker magt. For med dygtig ledelse skal du føre din krig, og i rådgiveres mængde er der frelse.“ (Ordsp. 24:5, 6, NW) Viis ledelse udgår fra Guds ord. Desuden har Jehova i vor tid foranstaltet en viis ledelse ved de modne tjenere i organisationen, rådgivere, der har kundskab om Guds ord. Søg kundskab vedrørende al din gerning ved at tale med dine brødre. Tjenere af den rette slags giver gode råd.
4, 5. Giv nogle praktiske eksempler på at forstandige råd er gavnlige.
4 Anser vi ikke denne handlemåde for at være forstandig når vi rådspørger lærde mænd i andre spørgsmål? I tilfælde af sygdom eller smerte konsulterer vi da ikke, for at få kundskab, en læge som vi regner for at være fortroligere med legemets funktioner end vi? Kundskab tilfredsstiller; den giver fred i sindet. Nogle mennesker skader sig selv ved at ængstes over sådanne ting i stedet for at søge nøjagtig kundskab. Nøjagtig kundskab om hvordan legemet fungerer hjælper én til at blive af med en sådan personlig frygt. Vi lider måske af legemlig svækkelse men vi ved at vi alligevel stadig er brugbare for Jehova et eller andet sted i hans tjeneste.
5 I juridiske anliggender ville vi naturligvis søge kundskab hos en sagfører. Hvis en eller anden for eksempel falskeligt skulle blive anklaget for en forbrydelse kan det påføre ham utallige sorger og megen ængstelse hvis han ikke ved hvilke rettigheder loven giver ham. I denne sindstilstand vil han måske handle overilet og bringe sig selv i stor fare. Men nøjagtig kundskab om kendsgerningerne og loven vil give ham styrke til et forsvar.
6, 7. Vis hvordan nøjagtig kundskab i åndelige spørgsmål er et forsvar.
6 Derfor er Guds ord praktisk. I mange henseender er det sandt at der er frelse og hjælp i rådgiveres mængde. Det er imidlertid især sandt når det gælder åndelige spørgsmål. Nøjagtig kundskab i åndelige spørgsmål er et forsvar. Bevidstheden om at Jehova sidder inde med almægtig kraft og at han har omsorg for sine egne, trøster og styrker os. Det fjerner den ængstelse der ellers ville svække og nedbryde vort forsvar. Hvis man for eksempel har en mangelfuld kundskab om eksistensen af dæmoner kan man blive bange for dæmonisme, idet man spekulerer på om den kunne få magt over én. Men nøjagtig kundskab beroliger sindet. Tro sammen med den nøjagtige kundskab Jehova giver, bygger os et forsvar.
7 Jehova er et stærkt tårn og en forsvarsklippe. Han omgærdede Job med beskyttelse mod Satan, og det samme gør han for sine tjenere i dag. På det gamle Israels tid blev den falske profet Bileam opfordret til at anvende dæmonisme imod Israel. Men Jehova beskyttede sit udvalgte folk. Selv Bileam vidste det eftersom han sagde: „Mod Jakob hjælper ej galder, trolddom ikke mod Israel.“ — 4 Mos. 23:23.
8. Hvordan spiller kundskab en vigtig rolle når det angår beskyttelse mod dæmonisme?
8 Jehova beskytter stadig dem der hører ham til. Gennem nøjagtig kundskab og tro kan selv de der var plaget af dæmoner og overtro før de kendte sandheden, blive udfriet. Det er nødvendigt at rense sindet for dæmoniske tanker og at undgå at lade sindet være modtageligt for dæmonisme igen. I stedet må det fyldes med nøjagtig, beskyttende kundskab fra Jehova. Den vil være en beskyttelse imod disse usynlige fjender, for gennem kundskaben ved vi at vi kan påkalde Jehova, og bør påkalde Jehova, hver gang vi er i vanskeligheder, og vi bør ikke se med frygt eller rædsel på eventuelle manifestationer af dæmonisme hvis de forekommer i denne verden. — Luk. 11:24-26.
9. Hvordan har kundskab om sandheden frigjort Jehovas vidner i Afrika?
9 Man ser en forskel mellem Guds ords sandhed og kristenhedens forskellige sekters læresætninger når det gælder at bekæmpe dæmonisme. I Afrika har kristenheden hvervet mange proselytter, men disse beholder deres hedenske overtro. De går i kirke om formiddagen og om aftenen går de i skoven for at deltage i fetisch-ceremonier. Men når Jehovas vidner bringer sandhedens lys og det skinner ind i afrikanerens sind, fortrænges overtro og dæmontilbedelse fuldstændigt. For at give en illustration: I en landsby knækkede stormen nogle grene af et stort træ som man mente var bosted for ånder, og derfor jævnligt tilbad. Skønt vejen var blokeret turde ikke en eneste af landsbyens beboere røre en gren af frygt for at blive dræbt af ju-ju’en. Men hvad gjorde de så? De sendte bud efter Jehovas vidner for at de kunne fjerne grenene, da de vidste at ju-ju’en ingen magt havde over Jehovas vidner. Det er det samme når ju-ju processioner drager gennem landsbyerne og jager en skræk i livet på befolkningen; Jehovas vidner går roligt forbi, mens andre i rædsel flygter til deres hjem. I de forskellige landsbyer er det en kendt sag at ju-ju ikke har magt over Jehovas vidner. Hvor er det sandt hvad Jesus sagde: „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Joh. 8:32.
10. Hvilke former for overtro inden for kristenheden beviser at den befinder sig i det mørke der skyldes denne verdens gud, Satan?
10 Det er almindelig kendt at overtroiske afrikanere der frygter dæmonerne bruger amuletter, fetisch’er og talismaner for at værne sig mod onde ånder og sikre sig lykke. Millioner af mennesker i kristenheden betragter sådanne ting som primitive og barbariske tegn; men samtidig bliver „mirakelmedaljer“, kors, helgenbilleder og „hellige billeder“ for hver dag mere og mere populære blandt kristenhedens overtroiske masser. Intet af alt dette bringer beskyttelse eller lykke, og det er i virkeligheden forbudt ifølge Guds lov. Her er et tydeligt bevis for at Guds sandhed ikke har frigjort dem. De har stadig behov for nøjagtig kundskab fra Guds ord. — Sl. 115:4-8; 1 Kor. 10:7, 14.
11. Hvordan førte israelitternes undladelse af at bruge kundskab til at de blev indviklet i dæmonisme?
11 I Jehovas ord, Bibelen, finder vi også anden kundskab som vi må bruge til at beskytte os med. Bileam kunne ikke bruge dæmonisme direkte imod Jehovas folk, derfor brugte han en anden angrebstaktik. Jehova havde sørget for at hele Israel var blevet oplyst om hvad straffen ville være for umoralitet. Israelitterne vidste at umoralitet var forkert. Men de som undlod at bruge kundskaben bukkede under for dæmonisk seksualdyrkelse. De manglede forståelse, som vi læser i Ordsprogene 6:32 (NW): „Enhver der bedriver hor med en kvinde mangler hjerte; den der gør det bringer ødelæggelse over sin egen sjæl.“ Tusinder af israelitter døde fordi de ikke gav agt på nøjagtig kundskab. — 4 Mos. 25:1-9.
12. Hvordan danner anvendelse af kundskab et forsvar?
12 Anvendelse af nøjagtig kundskab sammen med tro danner et forsvar. Noa og hans familie havde kundskab, gik ind i arken, og blev beskyttet imod Vandfloden. Lot havde nøjagtig kundskab om hvad der ville ske med Sodoma. Han troede hvad Jehova sagde og flygtede fra Sodoma, og værnede på denne måde sig selv og sine døtre. Rahab fik nøjagtig kundskab med hensyn til hvad der skulle ske og hvor sikkerhed ville være at finde. Hun føjede hertil sin tro, forblev i sit hus, og var således beskyttet mod den ødelæggelse der ramte Jeriko. De første kristne havde nøjagtig kundskab om hvad der skulle overgå Jerusalem fordi de var opmærksomme på sand profeti. Derforuden havde de tro; de flygtede fra Jerusalem i det første århundrede og beskyttede således sig selv mod ødelæggelse. Og nu har vi kundskab om det nært forestående Harmagedonslag, og hvis vi er forstandige træffer vi de rette forholdsregler til at forsvare os.
13, 14. Hvilke bibelske illustrationer viser at det ender med ulykke hvis man af personlige grunde handler imod kundskab?
13 Men kundskab sammen med selviskhed ender med ulykke. Bileam havde fået besked om ikke at drage til Moab. Han vidste godt at han ikke kunne forbande Israel. På grund af det flotte tilbud fra kongen af Moab fremlagde Bileam sagen for Jehova endnu en gang. Bileams selviske tanker kredsede hele tiden om belønningen. Han drog til Moab, og på vejen viste han at han end ikke havde så megen forstand som sit æsel. Til sidst ramtes han af en personlig ulykke, døden. — 4 Mos. 22:12-35; 31:8.
14 Kundskab sammen med ulydighed ender med ulykke. Første Kongebog, kapitel 13, beretter om en Guds mand fra Juda der vidste at Gud ikke ønskede at han skulle spise eller drikke på et sted der hed Betel. Men da så en mand kom og fortalte ham noget der var i modstrid med det Gud havde sagt, godtog han dåragtigt den falske kundskab. Han var ulydig, spiste og drak hvor det var forbudt, og blev under en løves poter henrettet af Jehova. Han betalte for sin synd.
15. Hvilken advarsel giver Paulus mod overlagt at synde imod kundskab?
15 I dag resulterer synd imod nøjagtig kundskab også i ulykke. „Thi begår vi synd med vilje efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, gives der ikke mere noget offer for synder, men en frygtelig forventning om dom.“ (Hebr. 10:26, 27, NW) Jehova forventer af os at vi bruger den nøjagtige kundskab som vi har adgang til, og opbygger et forsvar så vi ikke skal falde tilbage til den gamle verdens handlemåde. — 2 Pet. 2:20.
16. Hvordan kan man få Jehovas tilgivelse hvis man begår en fejl?
16 Det er dog ikke ensbetydende med at vi ikke kan begå fejl. Men disse fejltrin er ikke overlagte og begået på tværs af nøjagtig kundskab. De er synder der skyldes vor medfødte ufuldkommenhed og muligvis mangel på kundskab. Når nogen bukker under for denne ufuldkommenhed skulle han hurtigt få sagen bragt i orden med Faderen i himmelen. Jehova udstrækker sin barmhjertighed til os. Vi bør henvende os til ham og bede om tilgivelse, idet vi tager imod den trøst der gives i 1 Johannes 1:8, 9: „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ Denne nøjagtige kundskab om at Jehova er barmhjertig sikrer os imod at blive deprimerede, og hjælper os til at bevare et glad sind i fortsat tjeneste for ham.
17. (a) Hvis vi fejler, hvad bør vi da gøre for at overvinde den åndelige sygdom? (b) Hvorfor bør vi være glade for en åndelig tugtelse når vi har fortjent den?
17 Når vi fejler er det godt at foretage en selvransagelse, men ikke en selvfordømmelse, for den kan føre til åndelig sygdom. Enhver der bliver åndeligt syg kan læse Jakob 5:13-20 og dér finde et hjælpemiddel. Her er nøjagtig kundskab om hvordan man overvinder sygdommen. Vær villig til at tage imod råd fra brødre og at følge den gode bibelske vejledning de giver. Jehova har truffet denne foranstaltning til gavn for sine tjenere så de kan blive stærke igen og blive brugbare for ham i hans tjeneste. Undertiden er en der er åndeligt syg eller har gjort noget forkert, bange for at han skal få en irettesættelse eller revselse eller blive sat i forlegenhed; men det er kun godt for ham at få denne irettesættelse, og han bør tage imod den i bevidstheden om at Jehova tugter dem han elsker. Irettesættelsen gives ikke for at nedbryde synderens ånd. Bagefter vil han, takket være den irettesættelse han har fået, blive meget stærkere. Paulus skrev om en der var blevet irettesat: „Vedkommende har nok i den straf, han har fået af de fleste, så I nu tværtimod snarere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af sin overvældende bedrøvelse.“ (2 Kor. 2:6, 7) Ved at tilegne os nøjagtig kundskab om hvordan vi skal gå frem, og følge kundskaben, kan vi genvinde glæden og blive beskyttet imod atter at komme til kort på samme måde. — Ordsp. 12:1; Hebr. 12:6.
Kundskab er gavnlig
18. Hvordan gavner kundskab fra Jehova os nu?
18 Den kundskab Jehova har tilvejebragt medfører mange goder. Hver dag er den en rettesnor for de oplyste, og den gør det muligt for dem at yde en for Jehova antagelig tjeneste. De går ikke med usikre eller frygtsomme skridt, sådan som tilfældet er med de mennesker der er i mørke, men med tillid og sikkerhed vokser de til stadig større modenhed. De ejer sand kristen frihed. Hvilken kontrast til dem der lever i overtroens og frygtens mørke under Satans herredømme! Selv om disse kristne er født blandt meget overtroiske folk har sandheden frigjort dem. De frygter ikke længer den falske religions præster og heksedoktorer. De er heller ikke bange for de ideer der stammer fra læren om den løgn, at sjælen er udødelig eller at menneskesjæle efter døden bliver pint eller lever videre i dyrs eller andre skabningers legemer. Jehova har afsløret dæmonerne, og derfor har de oplyste kristne kundskab om hvordan disse opererer og hvordan Jehova tilvejebringer beskyttelse for sine tjenere mod dæmonismens overnaturlige fænomener. Mens verdens uoplyste mennesker lever i frygt og bæven fordi de ser verdenssituationen forværres, er de kristne rolige og nærer tillid til Jehova fordi han har givet dem nøjagtig kundskab om hvad han er i færd med at gøre, og han har oplyst vejen der fører til den nye verden; de kan sige med salmisten: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ — Sl. 119:105; Luk. 21:26.
19, 20. (a) Hvilken virkning har den nøjagtige kundskab fra Jehova på os? (b) Hvorfor er nøjagtig kundskab meget mere værd end materielle ejendele?
19 Af alle de mennesker der lever eller har levet, er vi blevet velsignet med livet nu da Guds sandhedslys skinner så klart. Jehova har givet os nøjagtig kundskab for at vi kan være fuldstændig klare over hvad vi gør, hvad vi siger og hvor vi bevæger os hen så vi kan holde ud fordi vi er fyldt med kundskab. Han har udøst megen kærlighed over os og han har vist os hvordan vi skal blive rige i kærlighed. Med kærlighed og nøjagtig kundskab kan vor hengivenhed forblive uden brist, så vi ikke støder andre i handlinger eller ord, men ved at bruge vore tunger til at udtrykke kundskaben rigtigt hjælper vi andre til at slutte sig til os og blive fyldt med retfærdig frugt til Guds ære og pris. — Ordsp. 15:2; Fil. 1:9; 2 Pet. 1:8; 1 Kor. 2:12, 13.
20 Nøjagtig kundskab giver os et sikkert fodfæste. Lad os da, ved Jehovas hjælp, nu stå faste, så vi ikke let bringes fra koncepterne, bliver nervøse eller urolige. Vi føjer selvbeherskelse til vor kundskab. Vi har iført os en ny personlighed gennem nøjagtig kundskab. Gennem nøjagtig kundskab er vi blevet ét med vore brødre ud over hele verden. Vi har alle modtaget den åndelige føde gennem Jehovas organisation, og ser med samme øjne på alting. Satan ville gerne bryde denne enhed, men fordi Jehova skænker sin hjælp og hans tjenere er fyldt med nøjagtig kundskab, vil fjenden ikke bryde vore rækker. Lad os blive i lyset uden nogen sinde at ængstes for Satans mørke. Nu er det at vi må gøre den nøjagtige kundskab til en del af os selv, at vi må kende vort håb, og til enhver tid være parate til at fortælle andre om det. Jehova siger at vi er hans vidner. Nøjagtig kundskab er en nødvendighed hvis vi skal være sande vidner for Jehova. Jehova har givet os denne store skat. Det er en skat der ikke forgår. Penge kan slippe op. Og hvis ikke, mister de i alle fald deres værdi. Vore materielle ejendele kan blive taget fra os, og vil blive taget fra mange. Men den nøjagtige kundskab om Jehova og om den snarlige nye verden kan ikke tages fra os hvis den er blevet en sikker viden hos os. Den fylder os med glæde uanset omstændighederne. Med denne nøjagtige kundskab og vor tro møder vi vore fjender, især de åndelige magter i vor åndelige kamp. Rolige og med tillid til Jehova står vi frem som hans vidner og bærer frugt selv under modstand, og tilbyder andre nøjagtig kundskab. Vi kan gøre dette fordi vi ved at vi aldrig står alene. Jehova sover aldrig, men han våger over dem der hører ham til. Denne kundskab danner et stærkt forsvar for os. — Sl. 121:3-5; Ef. 6:12.
21. Hvordan har nøjagtig kundskab og tro baseret derpå ført Jehovas tjenere gennem store prøvelser i vor generation?
21 Allerede i vort århundrede har mange brødre gennemgået store prøvelser, men deres nøjagtige kundskab fra Jehova og deres tro baseret på den har hjulpet dem igennem disse vanskeligheder. De har ikke været bange, for de har lært at elske Jehova. (1 Joh. 4:18) Mennesker i denne verden som ikke kender Jehova og som ikke har hans ånd, kan ikke begribe den glæde, ro og tillid der kendetegner Jehovas tjenere når de udsættes for prøvelser. En romersk-katolsk doktor som sad i tysk koncentrationslejr sammen med Jehovas vidner omtaler dette i sin bog, hvor han siger: „Taler vi ud fra et psykologisk standpunkt, kan man ikke komme uden om det indtryk at SS’erne aldrig helt var på højde med den udfordring Jehovas vidner rettede imod dem.“ (Eugen Kogon: The Theory and Practice of Hell) Således viser historien at de nazistiske forfølgere aldrig var i stand til at fatte den tro og ånd som Jehovas vidner besad. Vore brødre havde tilegnet sig nøjagtig kundskab fra Jehovas sandhedsord, og ingen forfølgelse, hvor hård den end var, kunne fjerne deres kundskab. I de senere år er det kommet til offentlighedens kundskab at kommunisterne bruger hvad man kalder „hjernevaskning“ for at ændre fangernes overbevisning; men opfattelsen hos et menneske der allerede hviler i en stærk overbevisning, kan ikke ændres. Til den dag i dag har vore forfulgte brødre i de kommunistiske lande gjort deres plageånder til skamme fordi den nøjagtige kundskab vore brødre har gemt i deres sind fortsat leder dem, og Jehova er med dem.
22. Hvad er det nødvendigt at have hvis vi skal komme gennem vor åndelige krig med livet i behold?
22 Men slaget er ikke endt endnu. Uden tvivl vil mange flere af Jehovas tjenere komme til at lide forfølgelse i mange lande mens Satan retter sit sidste angreb mod Jehova. Åbenbaringen 12:17 viser at Dragen nu fører krig mod Jehovas tjenere på jorden. For at overleve denne krig må vi have et stærkt sind. Lad os derfor, mens vi har lejlighed til at tilegne os så megen nøjagtig kundskab om Jehova fra hans ord, fylde os med nøjagtig kundskab til et forsvar i disse onde tider.
23. (a) Hvordan nyder velvillige mennesker nu gavn af nøjagtig kundskab? (b) Hvorfor vil den nøjagtige kundskab vi tilegner os nu, få stor værdi i fremtiden?
23 Velvillige mennesker i denne generation må også tilegne sig nøjagtig kundskab om Jehova hvis de vil overleve Harmagedon og komme ind i Guds nye verden. Jehova lader nu sine oplyste vidner udføre hvad der er hans vilje for at alle slags mennesker kan komme til nøjagtig kundskab om sandheden og blive frelst. (1 Tim. 2:4, NW) Mange af dem er allerede blevet bibragt denne nøjagtige kundskab og er blevet en del af den nye verdens samfund. Selv om denne kundskab og deres tro vil hjælpe dem gennem slaget ved Harmagedon, vil de dog ikke dermed holde op med at tilegne sig kundskab. Nej derefter vil den nøjagtige kundskab stadig øges og øges. I den nye verden vil alle for evigt være befriet for skadelig overtro og frygt. Den nye verden vil være det eneste indbyggerne i den lever og ånder for. Da Jehovas kundskab er grænseløs vil hans undersåtter aldrig ophøre med at tilegne sig kundskab. I al evighed vil der være nye ting at lære fordi Jehova er den store kilde til nøjagtig kundskab. Når vi ved hvad der ligger foran os bør vi nu tilegne os så megen kundskab som overhovedet muligt. Bliv fyldt med nøjagtig kundskab! Læg et godt fundament af kundskab, noget der er stærkt at bygge på i Guds nye verden hvor, som forudsagt hos Esajas, „landet er fuldt af HERRENS [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. — Es. 11:9.