rejses mod dem, var den, at de var kristne.¹⁷ Alle kendsgerninger viste, at Jehovas trofaste tjenere under Roms herredømme var „en skare mennesker af den mest harmløse og fredsommelige slags, som aldrig i deres sind husede et ønske eller en tanke, der var farlig for statens velfærd“.¹⁸

Mærkeligt, ikke sandt, at sådanne retsindige mennesker blev hadet og forfulgt, uden af nogen ynkedes over dem? Her er grunden, som Tertullian forklarer den: „De viser ikke kejseren tomme, falske eller tåbelige æresbevisninger“, og de afslår at hengive sig til hedningernes vilde fester.⁵ Romerne var tolerante over for enhver, som ville bøje sig for og tilbede den totalitære stat og dens gud, den guddommelige kejser.¹⁸ Selv jøderne kom udmærket ud af det med dem, blot de gik på kompromis i spørgsmålet.¹ „Men de kristnes handlemåde,“ fortæller Mosheim os, „var stik modsat; thi mens de selv aflagde enhver form for frygt, prøvede de ihærdigt at få romerne til at give slip på deres tomme og tåbelige overtro og tilskyndede stadig borgerne til at opgive og afskaffe de hellige ceremonier.“¹⁸ „Deres budskab var ikke et hemmeligt mysterium kun for særlig indviede, men det var noget, der skulle prædikes fra hustagene, og de gjorde det til deres opgave at føre profeternes gamle motto ud i livet: Forkynd de gode tidender.“³

Liste over de i artiklen citerede autoriteter

 1. Christianity and the Roman Government, af E. G. Hardy, optryk 1925 af udgaven 1894, side 122, 130, 95, 18, 19.

 2. The History of the Christian Religion and Church During the Three First Centuries, af Augustus Neander, oversat fra tysk af Henry John Rose, anden udgave, 1848, side 46, 182, 183, 162, 52, 159, 160, 52, 53, 40, 41.

 3. Christianity Goes to Press, af Edgar J. Goodspeed, side 11, 36, 76, 14, 75.

 4. The Decline and Fall of the Roman Empire, af Edward Gibbon, The Modern Library edition, 1. bind, 16. kapitel, side 450, 451.

 5. A Source Book of Roman History, af Dana C. Munro, 1904, side 170.

 6. History of the Christian Church, af Philip Schaff, 2. bind, side 124.

 7. Tertullian’s Apologeticus, oversat af T. R. Glover, IX, 9-15.

 8. Early European Civilization, af Hutton Webster, 1933, side 132, 233, 333, 334.

 9. A History of Rome, af George Willis Botsford, 1901, side 263.

10. The History of Medieval Europe, af Lynn Thorndike, 1917, side 64.

11. The Book of Culture, af Ethel Rose Peyser, 1934, side 549.

12. A Short History of Rome, af Guglielmo Ferrero og Corrado Barbagallo, 1919, side 280, 382.

13. From the Old World to the New, af Engene A. Colligan og Maxwell F. Littwin, 1932, side 88.

14. Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, af McClintock & Strong, 1871, 2. bind, side 271.

15. The Ancient World, af Willis Mason West, 1913, side 538, 539.

16. History of Europe, af James H. Breadsted, 1920, side 272.

17. History of the Christian Church, af Henry C. Sheldon, 1894, 1. bind, side 180.

18. Historical Commentaries on the State of Christianity, af John Laurence von Mosheim, oversat fra tysk af Robert S. Vidal og udgivet af James Murdock, 1853, 1. bind, side 129, 130.

Ligesom lynet

ANGÅENDE artiklen „Ligesom lynet og Noas dage“, der stod i Vagttaarnet for 15. oktober 1949:

Bogen „Tiden er nær“, der blev udgivet i 1889, forklarede, at det græske ord „astrapé“ i Matt. 24:27 hentydede til solen som den, der skinner klart, fordi Jesus dér omtaler „astrapé“ som kommende fra øst og lysende helt om i vest. „Astrapé“ anvendes imidlertid aldrig i de hellige skrifter eller i den klassiske græske litteratur som en betegnelse for vort solsystems sol. I Luk. 17:24 kommer Jesus med en lignende udtalelse men angiver ingen særlig retning, hvorfra lynet glimter. Han siger: „Thi ligesom lynet [astrapé], når det glimter [verbet astraptó], skinner fra den ene side af [under, KJ] himmelen til den anden, sådan skal Menneskesønnen være på sin dag.“ Læg mærke til udtrykket „under himmelen“, der passer på lynet, som forekommer under solen, der er på himmelen, formørket af skyerne. I dette vers bruger Jesus det verbum, hvoraf „astrapé“ er dannet. På klassisk græsk betyder dette verbum „at lyse, udsende lyn, glimte eller lyne ligesom lyn, tilintetgøre med lyn“. Således anvendes dette ord i Luk. 24:4 til at beskrive de strålende klæder, som de to engle, der viste sig ved Jesu grav efter hans opstandelse, var iført. Matt. 28:3 siger, at den engels udseende, som steg ned og væltede stenen bort, var „som lynild“, men ikke at det skinnede som solen, hvad der siges om en anden engel i Åb. 10:1. Luk. 11:36 omtaler de daværende lampers glimtende lys som „astrapé“; i anden litteratur anvendes det om det menneskelige øjes blinken og bruges også sammen med et verbum i betydningen at „udsende lyn“ eller „bære lys“.

Jesus sagde, at han så Satan falde ned fra himmelen som et lyn. (Luk. 10:18) I Åb. 4:5; 8:5; 11:19 og 16:18 forekommer „astrapé“ altid i flertal og i forbindelse med torden. F. eks. siger Åb. 4:5: „Fra tronen udgår der lyn [astrapé] og bulder og tordenskrald.“

Det ville derfor være at forvanske meningen og betydningen af ordet „astrapé“, hvis man i Matt. 24:27 oversatte det med sol. Den blotte benævnelse af ordet øst i dette vers afgør ikke sagen.

„At få del i den anden verden“

ANGÅENDE brevet „De kan ikke mere dø“, som fandtes i Vagttaarnet for 15. januar 1950:

(1) Ja, „den anden verden“ og „verdenen uden ende“ er identiske.

(2) Nej, „den anden verden“ eller „verdenen uden ende“ begynder ikke efter de 1000 års genoprettelse af paradiset og menneskeslægtens fuldkommengørelse, men efter Harmagedon.

(3) „Den anden verden“ eller „verdenen uden ende“ indbefatter således Kristi 1000-årige regering til menneskehedens fuldkommengørelse. At et menneske overlever Harmagedon eller kommer frem til liv på jorden ved opstandelsen i løbet af de 1000 år, betyder imidlertid ikke, at han har „fået del“ i den verden. Dersom han ikke følger den handlemåde, som Gud i slutningen af de tusind år belønner med retten til evigt liv, og består prøven, når Satan løses en lille tid, får han ikke „del“ i den verden, fordi det er en „verden uden ende“, og skal han have del i den, må hans eget liv ligeledes være uden ende. Hvis han „får del“ i den, ved at Gud retfærdiggør ham for hans trofasthed og ustraffelighed efter prøven ved Satans løsladelse, da vil han, i kraft af Guds retfærdiggørelse til evigt liv, „ikke mere kunne dø“. — Luk. 20:34-36