Kapitel 9
Synden berøver menneskene deres lykke
1. Hvilket hjem gav Gud det første menneskepar, og hvor lå det sandsynligvis? (1 Mosebog 2:8, 10, 14)
JEHOVA GUD gav det første menneskepar et dejligt hjem i Edens have, det vil sige Glædens have. Denne have eller naturpark lå sandsynligvis i nærheden af Ararats bjerg i det nuværende Tyrkiet, i det område hvor floderne Eufrat og Tigris (Hiddekel) stadig har deres udspring. — 1 Mosebog 2:15; 8:4.
2. (a) Hvilke muligheder havde Adam og hans hustru? (1 Mosebog 1:28) (b) Hvordan ville Gud bevare enheden i den menneskelige familie, og hvorfor var dette på sin plads? (Jeremias 10:23)
2 Det var betagende muligheder der lå åbne for Adam og hans hustru. De kunne se frem til at gøre hele jorden til et paradis og at opfylde den med milliarder af efterkommere som alle ville være skabt i Guds billede og lighed og ville gøre Guds vilje på jorden. I så stor en familie ville det være af afgørende betydning at freden og enheden blev opretholdt. Gud ville sørge for dette, ikke ved at lade menneskene selv regere, men ved i kærlighed at udøve sit eget suveræne herredømme over dem. Han som har udtænkt og skabt os er naturligvis klar over hvad vi trænger til for at være virkelig lykkelige, ’endog før vi beder ham derom’. — Mattæus 6:8.
3. (a) Hvilken simpel befaling gav Gud mennesket? (b) Hvorfor var det ikke besværligt for menneskene at holde dette bud? (1 Johannes 5:3) (c) Hvad ville lydighed føre til? (Ordsprogene 3:1, 2, 7)
3 Midt i haven satte Gud „træet til kundskab om godt og ondt“ og gav mennesket en meget enkel befaling:
„Af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mosebog 2:17)
Dette var ikke noget urimeligt krav, for der var mange andre fødemidler i haven menneskene kunne glæde sig over at spise. Gud bad dem blot om at respektere hans suverænitet og vise at de underordnede sig under ham. Hvis de, sammen med deres milliarder af fremtidige efterkommere, adlød ham, ville menneskeheden for evigt være forenet om tilbedelsen af den øverste Suveræn.
4. (a) Hvordan blev harmonien i Paradiset forstyrret? (Jakob 1:14, 15) (b) Hvilket mål forfejlede Eva og derpå Adam, og med hvilket resultat? (1 Timoteus 2:14)
4 Men snart blev harmonien i dette Glædens paradis slået i stykker. En oprørsk åndeskabning, Satan, talte gennem en uskyldigt udseende slange og tilskyndede Eva til at spise af den forbudte frugt og derved overtræde Guds befaling. Satan løj for Eva idet han sagde:
„I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ (1 Mosebog 3:4, 5)
Et uret begær tog overhånd i Eva og hun spiste, og derved forfejlede hun målet, som var fuldkommen lydighed mod Gud. Adam blev ikke ligesom Eva bedraget til at tro at han kunne spise af frugten uden at miste livet, men han lagde en selvrådig ånd for dagen og valgte forsætligt at gøre hende følgeskab i ulydigheden mod Gud. De valgte at gå deres egne veje og unddrog sig Guds suveræne herredømme.
5. Hvad blev følgen for Adam og Eva, og for deres efterkommere? (1 Mosebog 3:5, 6, 21-24)
5 Fordi de nu skammede sig over deres nøgenhed, lavede de sig lændeklæder af figenblade og søgte at skjule sig for Gud. Da han kaldte på dem for at afsige dommen over dem, søgte de begge efter tur at redde sig ved at skyde skylden fra sig. Men Gud dømte det oprørske par til døden og drev dem ud af Glædens paradis. Udenfor måtte de kæmpe med torn og tidsel på en jord der nu var „forbandet“ for menneskets skyld. (1 Mosebog 3:16-19) Her satte de børn i verden i deres eget syndige billede, børn der var underlagt døden ligesom de selv. Apostelen Paulus sammenfatter det på denne måde:
„Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.
HVAD SYND ER
6. Hvad mener nogle at „synd“ er, men hvad er det i bibelsk forstand?
6 Nogle forfægter det synspunkt at en handling kun kan betegnes som „synd“ hvis den skader andre. Men det stemmer ikke med Bibelens lære. Grundbetydningen af ordet „at synde“ i Bibelen er „at ramme ved siden af“ nemlig i den forstand at man ikke lever op til en norm eller et mål. Adam og Eva ’ramte ved siden af’ det mål der bestod i fuldkommen lydighed mod deres kærlige Skaber. Skønt de var blevet skabt i Guds billede og lighed, afspejlede de ikke længere hans personlighed. De stod ikke længere mål med Guds retfærdige normer, og hele menneskeslægten arvede denne brist. Som Paulus siger: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ — Romerne 3:23.
7. (a) Hvordan kan vi bekæmpe vore syndige tilbøjeligheder? (Romerne 12:1) (b) Hvilket grundlag for troen gav Gud i Edens have?
7 Mennesker der respekterer Guds suverænitet har dog mulighed for at kæmpe imod den nedarvede synd. De kan søge at efterligne Guds personlighed og i deres ufuldkomne legeme tjene Gud ved at gøre trosgerninger. Gud lagde et grundlag for troen da han, i sin dom over „slangen“, sagde at han ville lade sin symbolske kvinde — sin himmelske familie af hellige engle — frembringe en „sæd“ eller Befrier, som skulle „knuse“ og uskadeliggøre Satan og alle som fulgte ham. — 1 Mosebog 3:15.
8. Hvilken tro gav Abel udtryk for, og hvordan? (Hebræerne 11:4)
8 Det første menneske der troede på løftet om denne „sæd“, Messias, og hvis tro blev godkendt af Gud, var Abel. Til trods for at han havde arvet synden fra sin fader, Adam, udviste han tro idet han bragte de bedste stykker af nogle af „sin hjords førstefødte“ som et offer til Gud. Dette pegede frem til at den lovede „sæd“, Messias, omkring 4000 år senere ville blive ofret som „Guds lam“. — 1 Mosebog 4:4; Johannes 1:29.
9. (a) Hvad advarede Gud Kain om? (b) Hvilken form for synd begik Kain?
9 Abels broder Kain bragte derimod Gud en offergave „af jordens frugt“. Da Gud tog imod Abels offer men afviste Kains, blev Kain „såre vred“. Gud advarede ham om at ’synden lurede ved døren’ og at han ville gøre sig skyldig i en alvorlig synd hvis han ikke fik herredømme over den. Men Kain gav ikke agt på advarselen. Han myrdede sin broder. (1 Mosebog 4:3-8) Denne synd adskilte sig fra den synd der var gået i arv fra Adam. Det var en ond handling der udsprang af et selvisk had, et had som Kain havde opelsket i sit hjerte. Apostelen Johannes advarer os imod at udvikle en indstilling som Kains idet han siger:
„Vi skal elske hinanden; ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel. Og af hvilken grund slog han ham ihjel? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ (1 Johannes 3:11, 12)
Abel var en syndig efterkommer af Adam, men Gud regnede ham for ’retfærdig’ på grund af hans trosgerninger. Kain, derimod, føjede forsætlig ondskab til sin nedarvede synd, og Gud fordømte og forviste ham.
10. Hvordan hjælper beretningen om Enok os til at se forskellen mellem nedarvet og forsætlig synd? (Hebræerne 11:5, 6)
10 Forskellen mellem nedarvet og forsætlig synd fremgår også af beretningen om Enok, den anden mand i Bibelen der omtales for sin godkendte tro. Enok var Jehovas profet. Frygtløst forkyndte han det budskab Gud rettede mod de onde på hans tid:
„Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ting som de ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ (Judas 14, 15)
Enok var et ufuldkomment menneske, en synder, men; han afskyede den forsætligt onde og ugudelige verden der omgav ham. Ved tro ’vandrede Enok med Gud’. Han havde Guds velbehag, og Gud tog ham bort fra datidens rå og onde mennesker ved ubemærket at lade ham dø. — 1 Mosebog 5:24.
11. (a) Hvordan kunne Noa være retfærdig, selv om han var syndig? (Hebræerne 11:7) (b) Hvordan fordærvedes jorden, og hvad besluttede Jehova derfor at gøre? (1 Mosebog 6:6-8)
11 Endnu et bemærkelsesværdigt eksempel på forskellen mellem nedarvet synd og forsætlig ondskab finder vi på Noas tid. Noa og hans familie var syndige mennesker som var tilbøjelige til at begå fejl, ligesom vi er i dag. Men de troede på Gud og adlød ham. Derfor siger Bibelen:
„Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ (1 Mosebog 6:9)
Den øvrige menneskehed var imidlertid ond og fordærvet. Dette fordærv viste sig særlig tydeligt da nogle af Guds åndesønner i himmelen forlod deres tildelte stilling og kom ned til jorden for at have omgang med smukke menneskedøtre. Afkommet af denne vanhellige forbindelse blev overmenneskelige ’kæmper’, kaldet nefilim, som fyldte jorden med voldshandlinger.
„Men [Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Men jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden.“ (1 Mosebog 6:5, 11, 12)
Jehova bestemte sig til at udslette den onde verden med en vandflod.
12. Hvordan førte Gud en vandflod over jorden? (2 Peter 3:5, 6)
12 Denne vandflod skulle ikke blot være en lokal oversvømmelse der var begrænset til Eufratdalen. I så fald havde Gud kun behøvet at bringe Noas familie og dyrene op i de nærliggende bjerge for at bevare dem i live. Nej, vandfloden skulle omspænde hele verden. Derfor lod Gud Noa bygge en beskyttende ark efter de anvisninger Han gav ham. Efter at Gud havde lukket arkens dør bag Noas familie og dyrene, slap han vandene „over hvælvingen“ løs — det store ’verdensdyb’ han havde skilt fra vandene på jorden i løbet af den anden skabelsesdag.
„Den dag brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes, og regnen faldt over jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter.“ — 1 Mosebog 1:6-8; 7:11, 12.
13. Hvordan gik det Noa og hans familie, og hvordan gik det de onde mennesker og onde engle? (Judas 6)
13 Hvilken verdenskatastrofe! En hel vandhimmel styrtede ned på jorden. Den overskyllede alt levende og dækkede selv de højeste bjerge. Det vældige tryk som vandet udøvede, afstedkom store forandringer i jordskorpen. Bjergkæder blev presset op, og der dannedes fordybninger hvor vandet kunne samle sig. I løbet af et års tid trak vandet sig tilbage til de verdenshave vi kender i dag. Kun ved et Guds mirakel kunne den skrøbelige ark, med sin dyrebare last af otte mennesker og to af hver art af landdyrene og fuglene (og syv af de rene dyr), klare sig uskadt gennem dette. Nefilim, de onde mennesker og alle andre levende skabninger på jordens flade omkom. De oprørske ’gudssønner’ blev tvunget til at vende tilbage til åndeverdenen, hvor de ved Guds bestemmelse nu „bevogtes til dom“ og afskærelse. — 2 Peter 2:4, 5, 9.
14. Hvad var begivenhederne på Noas tid et forbillede på? (Mattæus 24:21, 22, 44)
14 Det der skete på Noas tid viser at Jehova Gud kan, og vil, frelse almindelige syndige mennesker hvis de tror på ham og hans frelsesforanstaltning. Hans foranstaltning til frelse bygger nu på „Menneskesønnen“, den lovede „sæd“ og Messias, Jesus Kristus. (Galaterne 1:4) Da Jesus talte om den tid da han ville komme og tilintetgøre den nuværende onde tingenes ordning, sagde han:
„Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Mattæus 24:37-39)
Disse ord sigter til den tid vi nu lever i. Inden længe vil alle som selvisk ignorerer Jehovas foranstaltning ’blive udryddet til hobe, de gudløses fremtid gå tabt’. — Salme 37:38.
15. (a) Er det umuligt for os at behage Gud, nu da vi er behæftet med nedarvet synd? (b) Hvad bør vi søge at efterligne hos Abel, Enok og Noa, og hvorfor? (3 Johannes 11)
15 Vi skal dog ikke mene at det syndige kød vi har arvet fra vor forfader Adam, og de fejl vi utilsiget gør i det daglige, stiller os på linje med disse gudløse. Ligesom Abel kan vi lægge en tro for dagen der behager Gud, en tro der nu må bygge på Jesu offer. Ligesom Enok kan vi vandre med Gud og tale med andre om de domme Gud vil fælde over den nuværende ugudelige verden. Ligesom Noa kan vi være ’forkyndere af retfærdighed’ og fortælle vore medmennesker om Jehovas løfte om at skabe et menneskesamfund hvor ’retfærdighed skal bo’. (2 Peter 2:5; 3:13) Da finder vi sikkerhed i de krisetider der nu hjemsøger verden.
[Ramme på side 83]
VIDNESBYRD OM EN GLOBAL VANDFLOD
Jesu Kristi vidnesbyrd: „I Noas dage . . . [kom] vandfloden . . . og gjorde det af med dem alle.“ — Lukas 17:26, 27.
Der er håndgribelige vidnesbyrd om at der før Vandfloden var et ensartet „drivhusklima“ på hele jorden, under den vandbaldakin hvormed Gud forårsagede den store oversvømmelse:
Scientific Monthly, august 1949. „Dengang havde størstedelen af jordens landoverflade et tropisk eller subtropisk klima . . . Der var lavland, og der var ingen høje bjerge.“
Science et Vie, juli 1966: „[Antarktis] har engang været et grønt land hvor floder strømmede af sted blandt blomster, hvor fugle sang i træerne.“
Science News, 4. oktober 1975: „Hos næsten hvert eneste folk . . . støder man på slående ensartede fortællinger om en stor oversvømmelse der bortskyllede opblomstrende kulturer og forandrede jordens udseende. Nye vidnesbyrd indsamlet ved prøver fra havbunden . . . bekræfter af der har været en sådan universel vandflod.“
The Deluge Story in Stone af Byron C. Nelson: „At fisk i millionvis er begravet i bjerglagene i England, Skotland, Wales, Tyskland, Schweiz, Rocky Mountains i Amerika, at elefanter og næsehorn i millionvis er begravet i Alaska, Sibirien, England, Italien, Grækenland, . . . at krybdyr i millionvis er begravet i det vestlige Canada, De forenede Stater, Sydamerika, Afrika, Australien, for blot af nævne nogle af disse forekomster, kan absolut ikke forklares på nogen anden måde end af det må være sket ved store katastrofer.“
Monarchs and Tombs and Peoples — The Dawn of the Orient af prins Mikasa: „Har der virkelig været en vandflod? Arkæologernes udgravninger i de senere år har afgivet overvældende beviser for at Vandfloden virkelig har fundet sted.“
[Kort på side 75]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
TYRKIET
Edens have
Van-søen
IRAK
Tigris
SYRIEN
Eufrat
Middelhavet
[Illustration på side 76]
Først syndede Eva, og derefter Adam; de ’ramte ved siden af målet’, som er fuldkommen lydighed mod Gud
[Illustrationer på side 81]
Selv om Abel, Enok og Noa var syndere blev de godkendt for deres tro; forsætlige syndere blev straffet