sig over det man interesserer sig for. „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ (Præd. 9:5) Eftersom evigt liv opnås gennem Kristus ved hans genløsningsoffers fortjeneste, må kærligheden til ham nødvendigvis overstige kærligheden til familien. „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Dette løfte om evigt liv er en vægtig grund til at betragte Jesus Kristus og hans himmelske Fader som vor allervigtigste interesse.

Det Jehova vil gøre for mennesker der udviser tro på ham og hans søn, berører deres evige velfærd. Det betyder evigt liv for dem. De har udsigt til at opleve et rige hvor Kristus skal herske over menneskeslægten i ret og retfærdighed. Derfor lærte Jesus sine efterfølgere at bede: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) Da opfyldes ordene: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ (Sl. 37:29) Udsigten til at erfare gennemførelsen af Jehovas hensigter får de mange personlige interesser man måtte have til at tabe i betydning. Selv ens familie kommer ikke før Gud. Sætter man derimod Gud først ærer man ham og nedkalder velsignelser over sig selv og sin familie. Interessen for Jehova Gud og Kristus samt Guds hensigter bør indtage førstepladsen i vort liv. Apostlene havde en dyb forståelse af dette og de lod deres interesser forme sig derefter.

Apostlene satte Guds hensigter og tilbedelsen af ham først. Derved adlød de Jesu forstandige råd: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) De vidste at det var vejen til guddommelig godkendelse og til opnåelse af det evige livs gave. Men at de gjorde Jehova, hans søn og de guddommelige hensigter til deres vigtigste interesse betød ikke at de afskrev alle andre interesser.

Fiskeriet var Peters og Andreas’ hovedinteresse før de blev apostle, for det var ved fiskeri de tjente til livets fornødenheder. Skønt Bibelen fortæller os at de forlod deres garn da de begyndte at følge Jesus Kristus, må vi ikke mene at de holdt fuldstændig op med at fiske. (Matt. 4:20) I Johannes-evangeliet det enogtyvende kapitel omtales det at Peter og nogle andre apostle tog ud at fiske på Tiberias-søen, og det var lang tid efter at de var begyndt at følge Jesus. Deres interesse for at tjene Gud medførte altså ikke at de ophørte med at dyrke andre interesser. Men de lod disse komme i anden række. Det samme bør kristne gøre i dag.

Gør dig ikke skyldig i Judas’ fejltagelse ved dåragtigt at lade penge blive din største interesse i livet. Sæt dem og dine andre interesser på den plads hvor de hører hjemme, alt efter deres betydning, men lad tilbedelsen af Gud og tjenesten for ham indtage førstepladsen. Lad os efterligne apostlene og „fremstille [vore] legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste med fornuft“. — Rom. 12:1, NW.

Guds særskilte navn

● Det er ikke usædvanligt at bibeloversættere i vore dage skjuler navnet Jehova ved at erstatte det med ordet „HERREN“ i De hebraiske Skrifter. Interessant er det at læse den bemærkning som T. V. Moore, der i sin tid var præst i First Presbyterian Church, Richmond, Virginia, anførte på side 55 i sin oversættelse af og kommentar til bøgerne Haggaj, Zakarias og Malakias: „Vi har bibeholdt navnet Jehova og ikke gengivet det HERREN, for de hellige skribenter gør en tydelig forskel mellem dette Guds navn og alle andre, en forskel der ikke bør skjules i en oversættelse. Navnet er hans pagtstitel, og det indebærer hans uforanderlige eksistens som garantien for hans trofasthed mod sit folk. Se 2 Mosebog 6:3.“ — 1. januar 1856.