Loyalitet mod Jehovas organisation

„Bøj, o Jehova, dit øre. Svar mig, for jeg er plaget og nedbøjet. O vogt min sjæl, for jeg er loyal.“ — Sl. 86:1, 2, NW.

 1. Hvordan viser man sin loyalitet mod Gud?

AT VÆRE LOYAL vil sige at være tro mod, at holde fast ved nogen eller noget med en aldrig svigtende lydighed og med en hengivenhed der er så stærk at den virker som et kraftigt bindemiddel der vil holde under alle forhold. Guds folk viser sin loyalitet mod Gud når det i kærlighed holder sig til ham og hans organisation både i modgang og medgang, eller, som et gammelt ord siger, „i tykt og tyndt“.

 2, 3. Hvilken egenskab huskes Abraham for af bibelskribenterne, og hvorfor forblev han loyal mod Jehova?

² Man kan bruge den trofaste mand Abraham som et eksempel på et menneskes loyalitet mod Gud og hans organisation. I året 1943 f.v.t. indgik Jehova en vigtig pagt med Abraham. (1 Mos. 12:4, 7) Abraham var da femoghalvfjerds år gammel, og i de følgende et hundrede år viste han sig trofast under alle slags prøver. Han holdt sig nær til Jehova, ja så nær at han i Bibelen kaldes „Guds ven“. (Jak. 2:23) Efter et hundrede års trofast tjeneste døde Abraham, et hundrede og femoghalvfjerds år gammel (1843 f.v.t.), og Bibelen siger om ham, i 1 Mosebog 25:8: „Så udåndede Abraham og døde i en god alderdom, gammel og mæt [eller: tilfreds], og samledes til sit folk.“ (NW) Det beredte Abraham stor tilfredshed at forblive loyal mod sin Gud til sin sidste dag. Han var et så fremtrædende eksempel at han blev husket endnu to tusind år efter sin død. Han nævnes da to gange i Hebræerbrevets ellevte kapitel for sin trofasthed mod Gud.

³ Betænk nu hvad der siges i det samme kapitel om Abraham, Isak og Jakob: „Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud.“ (Hebr. 11:16) Tænk hvilken loyalitet disse mænd må have udvist når de modtog en sådan anerkendelse af universets suveræne Hersker!

 4. Er det berettiget at sige at vor tids Jehovas vidner følger Abrahams eksempel?

⁴ Den samme trofasthed kan man finde hos mange nulevende Jehovas vidner rundt om på jorden. De er kendt verden over for deres fastholden ved Bibelens principper. De lader sig ikke påvirke til at give slip på dem, selv om det skulle betyde døden for dem for deres fjenders hånd. Forfølgelse fra statens eller nære venners side, tab af familie, materialismens tillokkelser — alt sammen mødes det med det samme stærke værn, en tro der er grundlagt på Guds ord. Beretninger fra hele verden fortæller gang på gang om at disse vidner er tro mod deres Gud.

 5. Hvem har det ansvar at lære Jehovas vidner loyalitet, og hvordan gøres det?

⁵ Hvorfra får de denne hengivenhedens ånd? Hvem går foran og viser dem en aldrig svigtende lydigheds eksempel? Hvorfra får de dette mod der på dem virker lige så styrkende og nærende som føde? Vi gør klogt i at lade Bibelen give os Jesu svar på disse spørgsmål: „Hvem er så egentlig den tro og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre ved sit komme finder ham i færd med at gøre sådan. I sandhed siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser.“ (Matt. 24:45-47, NW) Det bliver ikke svært at finde denne trofaste, lykkelige og ansvarsbevidste „træl“ nu i tiden.

 6, 7. Hvem har „den tro og kloge træl“ modtaget undervisning af, og hvis eksempel følger den?

⁶ Fra begyndelsen blev denne træl oplært af Kristus Jesus og lagde de samme egenskaber for dagen som han. En af disse egenskaber nævnes af David i Salme 40:9: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ Pålidelighed? Ja! Som Mesteren eller Læreren er Jesus Kristus „den samme i går og i dag, ja, til evig tid“. (Hebr. 13:8) Denne „træl“ lærte dem der var betroet i hans varetægt at møde modstand fra de øverste jødiske myndigheders side. For eksempel forbød de Kristi apostle „aldeles at tale eller lære i Jesu navn“, hvortil disse ligefremt svarede: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 4:18; 5:29) „Tjenestefolkene“ i Herren Jesu Kristi åndelige husstand fik en god kost, og menigheder af trofaste tjenestefolk var travlt optaget af at give andre føde. Derfor siges der også: „Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag.“ — Ap. G. 16:5.

⁷ Kristus Jesus anerkendte kun ét sted hvor man kunne hente livgivende føde. Man kunne forlade dette sted, men kunne man så finde en anden „tro træl“ som uddelte livgivende føde under Kristi Jesu ledelse? Nej! Peter besvarede spørgsmålet med ordene: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ — Joh. 6:68.

 8. (a) Beskriv den måde hvorpå „den tro og kloge træl“ opbygger troen hos Guds folk. (b) Med hvilken energi går den til opgaven?

⁸ I vor tid finder vi i Jehovas vidners nye verdens samfund den samme stærke og urokkelige tro som de første kristne havde. Som tilfældet var med disse vokser Jehovas vidner i dag også i tal. De er lykkelige og glade. De salvede kristne som endnu befinder sig på jorden og som arbejder under Kristi Jesu ledelse, udgør i forening „den tro og kloge træl“ og sætter eksemplet for dem. Tænk et øjeblik på den organisation de har i dag. Som følge af at de forkynder „den gode nyhed“ og holder fast ved de bibelske principper er tusinder af disse kristne blevet stillet for retten, hvor de siger som deres kristne brødre i fortiden: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Deres opgave er at forkynde „denne gode nyhed om Riget“ og derfor går de ud og forkynder for folk overalt på jorden; på nuværende tidspunkt arbejder de i 194 lande og områder. Menighedernes tilsynsmænd modtager en særlig uddannelse således at de kan opbygge troen hos menighedernes medlemmer. Missionærer uddannes og udsendes til mange lande. Med få måneders mellemrum besøges hver menighed af en rejsende tilsynsmand som underviser menighedens medlemmer i hvordan forkyndelsen bedst udføres. Stævner afholdes regelmæssigt hvor man får yderligere forsyninger af åndelig føde og glæder sig over samværet med hinanden. I hver eneste menighed er tilrettelagt fem ugentlige møder med et trosstyrkende program. Bøger og traktater om mange forskellige emner er blevet trykt og uddelt på over 162 sprog. Bibelen er blevet udgivet på flere sprog i udgaver der er nemme at håndtere, for at gøre det så let som muligt for alle at benytte den hver eneste dag. — Matt. 24:14, NW.

 9. (a) Hvorfor er bladet Vagttårnet et så udmærket eksempel med hensyn til loyalitet? (b) Hvad er følgen heraf blevet?

⁹ I mere end firs år har „den tro og kloge træl“ udgivet bladet Vagttårnet, som nu udkommer på 71 sprog i et oplag på 4.400.000 eksemplarer. På grund af dets loyalitet mod Guds ord ser dets abonnenter frem til hvert eneste nummer af bladet som et nærende åndeligt måltid. I det allerførste nummer af bladet stod der (1. årg., nr. 1, side 1): „Det er ikke bundet til noget menneske, noget parti eller nogen trosbekendelse; kun til Bibelen.“ Den holder det stadig fast ved. Ligesom Abraham kan „den tro og kloge træl“ være mæt og tilfreds efter at have tilbragt mange år i Guds tjeneste. (1 Mos. 25:8) Slut dig til den i tilbedelsen af Gud!

10. Vil denne organisation blive så stor at det bliver umuligt at vise de enkelte personlig opmærksomhed? Begrund svaret.

¹⁰ Selv om den nye verdens samfund af Jehovas vidner er en hurtigt voksende organisation der alene i 1959 havde en tilgang på så meget som 86.345 nye døbte forkyndere (1960 Yearbook of Jehovah’s Witnesses, side 34), forsvinder de enkelte dog ikke i mængden. Ved regelmæssigt afholdte bibelstudier vises der de enkelte personlig opmærksomhed; de bliver gjort bekendt med den teokratiske organisation, og ved yderligere hjælpeforanstaltninger får de undervisning i forkyndelsen fra hus til hus så de opnår den sande glæde ved dette arbejde. Menighedernes tilsynsmænd gør alt hvad de kan for at lære alle i menigheden at kende. I sit ord siger Jehova at sådan bør det være: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning,“ og: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ (1 Tim. 4:16; 2 Tim. 2:2) Den samme effektive ordning som eksisterede på Paulus’ tid virker i Jehovas vidners menigheder i dag. (Ef. 4:11, 12) Vi ser tusinder af nye søge til denne organisation og gamle som trofast holder fast ved den.

11. Hvilken omstændighed er vort syn på organisationen bestemt af, og hvilke to faktorer skal vi nu betragte i forbindelse med tilsynsmændenes stilling i menigheden?

¹¹ Hvordan er vort syn på organisationen? Mener vi at vi kan klare os uden den og at Gud vil handle med os uafhængigt af den? Hvis vi skal være loyale mod den, må vi anerkende den som Guds organisation, en organisation som han har dannet med det for øje at den skal udføre et arbejde, få noget udrettet og blive ved med det indtil arbejdet er fuldført. Eftersom det er Jehova der har dannet organisationen, er det også ham der har bestemt hvilke ansvarsfulde stillinger der skal være i den. Dette lades vi ikke i tvivl om, for der siges i Apostlenes Gerninger 20:28: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen søn.“ (NW) I Efeserne 4:11, 12 får vi mere at vide om denne organisations arbejde. Brevene til Timoteus og Titus handler især om tilsynsmændene og deres pligter i menigheden. Det vil sige at vi i denne forbindelse har to faktorer vi må tage i betragtning: For det første den stilling Jehova har forordnet i menigheden, og for det andet det ufuldkomne menneske der har fået den forret at tjene i denne stilling.

12. (a) Hvem stod engang over for at måtte erkende disse to faktorer i forbindelse med tilsynsmandens stilling? (b) Hvordan ser Jehova på denne sag?

¹² Det er så nemt at glemme stillingen og udelukkende betragte personen. Den fejl begik Aron og Mirjam. De så på deres broder Moses og glemte hvem der havde sat ham på hans ansvarsfulde post. De mente at de var lige så kvalificerede som Moses. Det var heller ikke svært at finde fejl ved Moses. Han var ufuldkommen. Har du imidlertid lagt mærke til hvordan Jehova så på sagen? Om Moses sagde Jehova: „Han har fået hele mit hus betroet.“ Om Aron og Mirjam siges der: „Og Jehovas vrede blussede op imod dem.“ (4 Mos. 12:7, 9, NW) Jehova giver i Bibelen følgende vejledning: „Dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.“ (1 Sam. 2:30) Alle tilsynsmænd i menighederne i dag har deres fejl. Det er ikke svært at få øje på dem, for ingen tilsynsmænd er fuldkomne. (Rom. 5:12) De får ligesom alle vi andre opmuntrende vejledning som kan hjælpe dem frem til større modenhed. Da der stilles større krav til dem vil de fejl de begår ofte forekomme større end de egentlig er. (Luk. 12:48) Der bliver holdt skarpt øje med dem hele tiden.

13. Kan vi altid afgøre hvad vi bør gøre, og i bekræftende fald, hvordan gør vi det?

¹³ De der er ydmyge og loyale vil samarbejde nært med hinanden fordi de forstår at Gud har en organisation der har fået et arbejde betroet. De der er ydmyge som får lægger sig apostelen Paulus’ råd på sinde: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro. Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ (Hebr. 13:7, 17) På grund af den kærlighed som disse ydmyge og loyale mennesker med fårets sindelag nærer, samler de deres opmærksomhed om de store og betydningsfulde ting i Guds arbejde. De kortsynede har ikke dette store perspektiv, men fortsat studium vil give dem et mere modent syn på tingene og få dem til at rette blikket opad og fremad. Dette fremhæver Paulus i brevet til filipperne: „Dette er hvad jeg stadig beder om, at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag.“ — Fil. 1:9, 10, NW.

14. (a) Hvordan kan man sige at det er Guds ånd der indsætter tilsynsmændene i deres stiilinger? (b) Er det tilsynsmanden alene der udfører alle pligter i menigheden? Hvad har han ansvar for?

¹⁴ Tilsynsmændene er udnævnt af Gud, for i Apostlenes Gerninger 20:28 siges det at den hellige ånd indsætter dem i stillingen som tilsynsmænd. Når Gud gennem sit ord beskriver det arbejde der skal udføres og de pligter der er forbundet dermed, kan „den tro og kloge træl“ gennem den teokratiske organisation finde den mand der opfylder de bibelske krav og tildele ham dette særlige arbejde. Kun indviede brødre udnævnes, og først efter at sagen er overvejet under bøn. Det er arbejdet der er det væsentlige, og den der udnævnes må være produktiv og opfylde Guds hensigt. Hjorden må passes på den måde Gud har foreskrevet. Den tilsynsmand der har fået denne særlige opgave betroet må udføre det arbejde der i Bibelen ganske enkelt betegnes som „at vogte Guds menighed“. (Ap. G. 20:28, NW) Flere assisterende tjenere hjælper tilsynsmanden med at udføre alt det arbejde der er forbundet med at vogte menigheden. (Ef. 4:11, 12) Der er mange opgaver at tage vare på for dem der skal vogte menigheden. De fem møder der holdes hver uge i menigheden skal forberedes og de forskellige punkter på programmet skal fordeles mellem brødrene. Det betyder at der skal studeres og at der skal holdes prøver for at møderne kan være opbyggende og lærerige. Forkyndelsen fra hus til hus kræver at alle husstande i menighedens tildelte område besøges regelmæssigt og systematisk, hvilket vil sige at distriktet må kortlægges omhyggeligt. Kartoteket over abonnenter på Vagttårnet og Vågn op! må være ført nøjagtigt så en prompte betjening sikres. De syge og svage i menigheden skal besøges. Der skal sørges for rengøring og vedligeholdelse af rigssalen, hvad enten den ejes eller lejes af menigheden. En enkelt mand, tilsynsmanden, kunne umuligt gøre alt dette selv. Andre hjælper derfor villigt til med at få arbejdet gjort, idet de anerkender at opgaven kommer fra Gud og er en del af arbejdet med at vogte fårene. Jehova forventer af organisationen, hans menighed, at den udfører dette arbejde.

15. (a) Hvilke opgaver kan menighedens tilsynsmand tildele forkynderne i menigheden? (b) Er disse hverv mindre betydningsfulde fordi de tildeles os af en tilsynsmand?

¹⁵ I alle Jehovas vidners menigheder findes et program efter hvilket alle oplæres og hjælpes frem til større modenhed. Mere modne forkyndere får af tilsynsmanden tildelt den opgave at hjælpe andre der har brug for hjælp til for eksempel privat studium, til forberedelse af hus-til-hus-prædikener eller en eller anden gren af tjenesten. Det er også en del af arbejdet med at vogte fårene og er altså påbudt af Jehova. Det er et stort privilegium at få lov til at yde en anden hjælp eller at blive anerkendt af Gud som en der er værdig til at modtage hjælp. Derfor ville man heller aldrig forsmå den opgave at få tildelt ledelsen af en lille bibelstudiegruppe som mødes i et privathjem for at modtage instruktioner før den går ud i vidnearbejdet. Nej, som Jesus sagde: „Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ (Matt. 18:20) Alle bør løse deres tildelte opgaver med den samme villighed, iver og kærlige omsorg som Gud gennem sit ord opfordrer tilsynsmændene til at vise i deres arbejde med at røgte hjorden. Lyt til hvad Peter siger: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke af tvang, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men ivrigt; heller ikke ved at spille herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at blive eksempler for hjorden.“ (1 Pet. 5:2, 3, NW) Vort ansvar, vor omsorg, villighed, iver og kærlighed bliver ikke mindre fordi vi har fået et af de mindre hverv i forbindelse med at røgte hjorden betroet af tilsynsmanden. Det var ikke tilfældet med de halvfjerds disciple som Jesus oplærte og udsendte. — Luk. 10:1-24.

16. Hvilken indstilling hos menighedens medlemmer vil føre til at der udrettes noget og at der hersker en god ånd i menigheden?

¹⁶ Sin loyalitet mod Jehova og hans organisation viser man i gerning. Den der har grunde for at være loyal mod Guds organisation vil finde det yderst vanskeligt, om ikke umuligt, at holde sin mund lukket og ganske simpelt være tilskuer til at andre forkynder den gode nyhed om Guds rige. Man vil tværtimod forberede sig til at være med til at røgte hjorden ved at følge Peters opfordring: „Stålsæt jeres sind til aktivitet, hold jeres sanser fuldstændig under kontrol; sæt jeres håb til den ufortjente godhed som skal blive jer til del ved Jesu Kristi åbenbaring.“ (1 Pet. 1:13, NW) Tænk engang på hvad en menighed kunne udrette hvis menighedstjenerens assistenter og alle andre som fik en opgave betroet havde samme indstilling og reagerede på samme måde som vor broder Filemon, til hvem Paulus skrev: „I tillid til din lydighed skriver jeg dette til dig; jeg ved jo, at du endogså vil gøre mere end det, jeg siger.“ — Filem. 21.

17. Hvilken indstilling til menighedsorganisationen må vi have hvis vi vil være med til at røgte hjorden?

¹⁷ I stedet for at søge at slippe så nemt om ved vort studium eller vor tjeneste som muligt bør vi følge Paulus’ opfordring og ’tænke på det og leve i det, så alle kan se at vi gør fremgang’. (1 Tim. 4:15) Lad os benytte de muligheder der gives til at vokse til større modenhed inden for Guds organisation i stedet for at pleje de kødelige lyster, heri indbefattet vor magelighed. Hvis alle i menigheden gjorde hvad de helst ville, valgte det distrikt som de bedst og nemmest kunne forkynde i eller kom sammen med den studiegruppe som de syntes bedst om, ville det være meget vanskeligt for menighedens tilsynsmand at vogte hjorden. Helt anderledes er det når alle sætter Guds ord og Guds arbejde først og er villige til at være med til at opbygge organisationen. Det er den opfordring der lyder til os i Efeserne 4:15: „Sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv.“

18. Hvordan er det muligt for os at lære Jehovas tanker at kende, og hvilket program er tilrettelagt i menigheden med dette for øje?

¹⁸ Trofast at komme til møderne er et tegn på loyalitet mod Guds organisation. Her kommer man sammen med andre for at undersøge trosstyrkende sandheder fra Bibelen. Menighedens møder indtager en vigtig plads i organisationens virksomhed. Hos loyale kristne står de øverst på timeplanen. Grunden hertil finder vi i Paulus’ ord: „Lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:25) Ved disse møder har vi lejlighed til at udtale os. Det opbygger os lidt efter lidt at gøre rede for bibelske emner og de bliver til sidst en del af vor tankegang. Det at vi søger organisationens selskab ved møderne, ved stævnerne, i tjenesten på arbejdsmarken, ved samvær med andre, mere erfarne forkyndere, og ved studium af de mange publikationer, resulterer i at vi til sidst kommer til at tale ligesom organisationen. Vi føler os nærmere og nærmere knyttet til den, og arbejder, taler og glæder os sammen med den i alt hvad den foretager sig. Da organisationen følger sin lærers, Kristi Jesu, eksempel kommer vi til mere og mere at tænke ligesom han. (1 Kor. 2:16) Og da Jesus fremmer sin Faders vilje (Joh. 5:30), lærer vi Jehovas tanker at kende og at vandre på hans veje. (Es. 2:1-4) Hvorledes skulle vi ellers lære det? Det er kun muligt ved at vi holder os til de redskaber Jehova benytter, hvilket også fremgår af Kolossenserne 3:10 (NW): „Ifør jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab er ved at nydannes efter billedet af den som skabte den.“

19. Hvorfor er det nødvendigt at vi beskytter organisationen, og på hvilke måder gør vi det?

¹⁹ Vi har endvidere ansvar for at beskytte organisationen. Vi er en del af den. I hele verden anerkender forkynderne den som Guds værk. „Den tro og kloge træl“ benytter den til at varetage sine interesser på hele jorden. (Matt. 24:45-47, NW) Den giver os mad i rette tid. Den strejker ikke. Den er ikke splittet, men forbliver stærk og solid mens den fører an i Rigets arbejde. Den sørger for os dag og nat. Vi tilvender os ikke nogen af dens ejendele, sådan som verdslige mennesker udbytter de virksomheder hvori de er ansat. Ser vi nogen bære sig sådan ad, trækker vi ikke på skuldrene og siger: „Åh, hvad angår det mig?“ Efterhånden som organisationen vokser er det enorme værdier der er anbragt i ejendom, maskiner, rigssale, stævneudstyr, publikationer osv., og her følger vi ikke denne verdens praksis og tager tingene til eget brug med den begrundelse at organisationen er stor og aldrig vil savne det vi har taget. Det samme princip gælder med hensyn til organisationens renhed. Vi trækker ikke på skuldrene og tænker: „Hvorfor dog lave en sådan ståhej over at nogen har begået en umoralsk handling? Hvorfor såre nogens følelser? Organisationen er stor; det gør ikke noget.“ Men det gør virkelig noget. Det er Guds organisation. Hvis vi føler os nært knyttet til den, vil vi føle at det er os selv der er begået uret imod, ja — endnu vigtigere — at det er Guds ordning der er blevet krænket.

20. Hvilke grunde har vi til at være glade og lykkelige nu?

²⁰ Se dig om i den nye verdens samfund af Jehovas vidner! I denne kritiske tid da hindringer som ingen sinde før stiller sig i vejen for enheden i verden, kan vi glæde os over en fred der udspringer af kærlighed, en fred der har så dybe rødder at mægtige nationer ikke formår at tilintetgøre den. Materialisme og nationalisme kan ikke splitte det teokratiske samfund eller bortlede dets hengivenhed fra dets skaber, Jehova Gud. Vi ser mennesker modtage opbyggende åndelig føde og vokse til modenhed. Fårene får virkelig føde, sådan som Jesus befalede Peter. (Joh. 21:15-17, NW) Organisationen er moden og opnår større modenhed for hver dag der går. Vi har den vished som kundskaben om den sande lære giver. Vi er ikke usikre med hensyn til vort forhold til Gud eller i tvivl om hvad hans vilje er. Der er føde, åndelig føde i mængde. Vi får den bedste hjælp man kan tænke sig i form af publikationer, bibler, instruktioner og opbyggende vejledning. I det teokratiske samfund er der velstand og trivsel. Det er det bedste, sikreste og tryggeste sted man kan være og svarer således til beskrivelsen i Esajas’ profeti: „Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“ (Es. 32:18) Denne tilstand vil fortsætte i al evighed. Ja, vi kan være tilfredse som Abraham. I den nye verdens samfund er vi omgivet af mennesker der er loyale mod Gud; de er hans venner, og han skammer sig ikke ved at blive kaldt deres Gud. Derfor: Hold dig nær til Jehova, lev efter hans ord, arbejd sammen med hans folk, ja, lev sammen med hans organisation til evig tid!

Lovet være Herren, Israels Gud, thi han har besøgt og forløst sit folk og oprejst os et frelsens horn . . . som han havde lovet ved sine hellige profeters mund . . . at vi, udfriede fra vore fjenders hånd, må tjene ham uden frygt i fromhed [loyalitet, NW] og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. — Lukas 1:68-75.

[Illustration på side 514]

’Hvor tør I tage til orde mod min tjener Moses?’