Vagttårnets selskab og dets plads i Guds hensigter
Ved det store internationale stævne som Jehovas vidner afholdt i sommeren 1958 samledes opmærksomheden om Vagttårnets Selskab. Hvornår blev det oprettet, hvilken slags selskab er det, og hvilken hensigt tjener det?
DET blad De er i færd med at læse er det officielle organ for Vagttårnets selskab. Dette selskabs hele virke hviler på fire grundlæggende forudsætninger: (1) At der findes et suverænt Væsen, himmelens og jordens Skaber, hvis navn er Jehova Gud; (2) at Bibelen er hans inspirerede og ufejlbarlige ord; (3) at Gud altid har haft en kanal eller et meddelelsesmiddel mellem sig og mennesker; (4) at Vagttårnets selskab i dag bliver brugt af Guds kanal som dens juridiske redskab. Som det fremgår af overskriften til denne artikel vil vi her tage de to sidstnævnte grundlæggende forudsætninger op til drøftelse.
At Gud altid har haft et menneske, et samfund eller en organisation som meddelelsesmiddel eller -kanal fremgår tydeligt af Bibelen. Lige fra allerførste færd underrettede Gud Adam om sin vilje med ham, og Adam belærte Eva ved blandt andet at foreholde hende Guds befaling vedrørende forbudet mod at spise frugten af et bestemt træ. Efter at Adam havde gjort oprør brugte Gud ham naturligvis ikke mere i denne egenskab. — 1 Mosebog, kapitlerne 2 og 3.
Abel underrettede uden tvivl sine omgivelser om den rette måde at tilbede Gud på; hvis han ikke gjorde det med sin mund viste han det i hvert fald ved sit eksempel. Efter ham kom Enok, der profeterede om en kommende dom, således som Jesu discipel Judas fortæller os i det fjortende vers af sit brev. Dernæst har vi Noa der ikke alene byggede en vældig ark eller kiste, men også tjente som en „retfærdighedens forkynder“ og advarede sin fordærvede samtid om den truende vandflod. Langt senere igen brugte Jehova Gud Abraham, Isak og Jakob som sine talerør. I mange århundreder tjente Israels folk, og i særdeleshed visse profeter, Guds formål ved at overbringe menneskene kundskab om Gud og hans vilje med dem. Som Moses fremholdt for folket: „Hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger Eder i dag?“ — 2 Pet. 2:5; 5 Mos. 4:8.
Da Jesus, Guds søn, var blevet døbt i Jordan begyndte han at tjene som sin Faders meddelelseskanal blandt menneskene. Han sagde: „Som Faderen har lært mig, således taler jeg.“ „Dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh. 8:28; 18:37.
Efter at Jesus havde fuldendt sin gerning som menneskelig meddelelseskanal, steg han op til himmelen og på Pinsedagen udgød han Guds hellige ånd over sine afventende efterfølgere. Fra da af tjente hans apostle og visse ældre mænd i den kristne menighed i Jerusalem både som en meddelelseskanal og som et styrende råd for Kristi efterfølgere. Når visse spørgsmål opstod, for eksempel spørgsmålet om hvorvidt hedningerne skulle omskæres og hvorvidt man måtte spise offerkød, rådførte Paulus og andre sig med dette styrende råd i Jerusalem. Efter at have forvisset sig om Guds vilje i disse sager holdt dette råd de forskellige menigheder underrettede ved hjælp af breve som Paulus og andre overbragte dem. Her var ganske tydeligt en gruppe kristne der tjente som en meddelelseskanal til menneskeslægten og navnlig til de kristne menigheder; ikke at de erstattede Guds ord, men de hjalp menighederne til at forstå det og leve op til det. — Ap. G. 15:1-35.
Bemærk i forbigående at alle disse i deres egenskab af Jehova Guds repræsentanter var hans vidner, hvilket Paulus så tydeligt giver til kende i Hebræerne 11:1 til 12:2. Bibelen viser fremdeles at Gud på intet tidspunkt brugte mere end én kanal eller ét talerør (enten ét bestemt menneske eller en gruppe der tjente som en harmonisk enhed) som sit meddelelsesmiddel blandt mennesker. — 2 Mos. 19:5, 6; Sl. 147:20; Amos 3:2; Joh. 14:6.
Hvordan forholder det sig i dag?
Det er kun rimeligt at vente at Gud også i dag vil have en meddelelseskanal, eftersom hans ord viser at tiden er nær da den store strid mellem Jehova Gud og Satan om hvem der er den højeste skal afgøres, det stridsspørgsmål som Satan opkastede under sit oprør i Eden. Mens Jehova Gud kunne have afgjort dette stridsspørgsmål med det samme ved at tilintetgøre Satan og hans bedragne tilhængere, ventede han med det fordi det også berørte spørgsmålet om hvorvidt mennesker kunne bevare deres uangribelighed, og tillige for sit eget navns skyld, hvilket han tilkendegav over for Farao på Moses’ tid. Til sin egen bestemte tid vil Jehova imidlertid gribe ind på en sådan måde at al tvivl om hvorvidt han er den suveræne Enehersker, almægtig og kærlig, vil forstumme. Den rette tid er Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb. 16:14, 16; 2 Mos. 9:16.
Gennemførelsen af Jehova Guds hensigter kræver en meddelelseskanal så at hans fjender kan blive gjort bekendt med at Harmagedonslaget er for hånden, ellers vil de ikke vide hvad årsagen er når denne krig bryder ud. Denne kanal er også påkrævet for at alle mennesker med et ret sind over for Gud kan følge en færd der fører til liv, i lighed med hvad Noa og hans familie gjorde. Til sådanne mennesker lyder kaldet nu: „Søg HERREN [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zef. 2:3.
I sin store profeti om den onde, gamle verdens ende antydede Jesus at Gud ville have en meddelelseskanal på nærværende tidspunkt, en kanal hvorigennem han ville lade denne påmindelse lyde: „Hvem er så egentlig den tro og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre ved sit komme finder ham i færd med at gøre sådan. I sandhed siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser.“ — Matt. 24:45-47, NW.
Er Vagttårnets selskab denne „tro og kloge træl“? Nej, det er kun et indregistreret selskab, et juridisk redskab i denne „træl“s hånd. Hvem er da denne „træl“? Det er ikke nogen enkeltperson, men en sammensluttet kreds af indviede, salvede Jesu Kristi efterfølgere der omtales som „de tilbageværende af hendes sæd, dem der holder Guds bud og har den gerning at bære vidnesbyrd om Jesus“. — Åb. 12:17, NW.
Selskabets historie og karakter
„O Herre, jeg står bestandig i vagttårnet dagen lang, og på min post den ganske nat, nat efter nat.“ (Es. 21:8, AS) Her har vi den bibelske begrundelse for Selskabets navn. Og navnet er velvalgt, for Selskabet tjener som en „vægter“ der fra et vagttårn udråber Jehovas hensigter for alle. (Es. 21:11; se Vagttårnets forside indtil 1. april 1939) I Selskabets oprindelige vedtægter står der blandt andet at dets formål er: „Udbredelsen af Bibelens sandheder på forskellige sprog ved hjælp af udgivelsen af traktater, brochurer, . . . og ethvert andet lovligt middel som dets bestyrelse . . . måtte finde hensigtsmæssigt.“
Spiren til dette selskab blev lagt i 1872 da en lille håndfuld oprigtige kristne kom sammen i en forstad til Pittsburgh for at studere Bibelen. Da de ønskede at frigøre sig for alle menneskegjorte trosbekendelser og kun anvende Bibelen som deres rettesnor, fandt de det påkrævet at udskille sig fra deres forskellige religiøse trossamfund. Under deres vedholdende studium voksede de i kundskab og forståelse af Guds ord, og da de tillige fortalte andre om hvad de lærte, voksede de også i tal. I ønsket om at kunne gøre et større arbejde organiserede de et bibelselskab i 1881, hvilket selskab blev indregistreret i 1884. I 1909 flyttede dette selskab til Brooklyn, New York, for bedre at kunne varetage sine interesser i andre lande. I dag har dette selskab tilsyn med forkyndervirksomheden i 175 lande, og det har afdelingskontorer i fireogfirs lande.
De 175 lande er inddelt i afdelingszoner og alt efter det enkelte lands størrelse og forkynderantal er det inddelt i sektioner, der igen er inddelt i menighedszoner. Der findes som regel en tyve menigheder i en zone; hver menighed er opdelt i bibelstudiegrupper der kaldes tjenestecentrer. Hver menighed har en tilsynsmand og adskillige assistenter der tager sig af diverse funktioner, deriblandt tjenestecentrerne. Alle disse tilsynshavende er udnævnt af Selskabet, tillige med dem der fører tilsyn med afdelingszonerne, afdelingskontorerne, sektionerne og menighedszonerne. Zonetjenerne besøger hver enkelt menighed i deres zone to eller tre gange om året for at undervise og opmuntre dens forkyndere, for at holde Selskabet underrettet om dens åndelige tilstand, og for at anbefale brødre til tjenerposter.
Hver menighed har fem ugentlige møder hvor de modtager bibelsk belæring og uddannelse i forkyndergerningen. Forkynderne samles også flere gange om ugen for at tage del i vidnearbejdet. Al virksomhed drives ved hjælp af frivillige bidrag; der optages aldrig kollekt.
Hvordan det tjener Guds hensigt i dag
Kendsgerningerne viser at Jehova Gud bruger Vagttårnets selskab til at kundgøre sandhederne vedrørende hans navns hævdelse og herliggørelse, vedrørende Harmagedon og vedrørende hans oprettede rige som alle kristne har bedt om. Hver menighed af hans vidner får tildelt et distrikt som den er ansvarlig for. De som kan tilrettelægge deres forhold så de kan bruge al deres tid i tjenesten, virker som pionerforkyndere eller som missionærer i fremmede lande. Til uddannelse af sådanne missionærer opretholder Selskabet Vagttårnets bibelskole Gilead.
For at yde ordets forkyndere hjælp udgiver Selskabet bibler, lærebøger, blade, brochurer og traktater. I modsætning til andre bibelselskaber lægger Vagttårnsselskabet mest vægt på hjælpebøger til bibelstudium, da de fleste ejer en bibel og derfor, i stedet for endnu en bibel, har mere brug for en håndbog der kan hjælpe dem til at forstå den bibel de allerede har. En af disse lærebøger, „Gud Maa Være Sanddru“, er blevet udgivet og udbredt i seksten millioner eksemplarer på otteogfyrre sprog. Som der står at læse på dette blads anden side har Vagttårnet et oplag på 3,6 millioner eksemplarer på tooghalvtreds sprog. Dets søsterblad Vågn op! har et oplag på 2,8 millioner eksemplarer på nitten sprog.
De kristne ordets forkyndere og vidner for Jehova følger apostlenes eksempel og går „fra hus til hus“ for at søge efter mennesker der er sig „deres åndelige behov bevidst“. Når de finder sådanne, aflægger de genbesøg hos dem og søger at oprette et ugentligt bibelstudium med dem i deres eget hjem. Gøres der fremskridt fortsætter de dette studium, ikke blot til det tidspunkt da eleven indvier sig til at gøre Guds vilje, men lige til han ikke mere har brug for denne hjælp. Alle forkyndere er enten selv ved at blive oplært eller i færd med at oplære andre. Der findes ingen opdeling i en præste- og en lægmandsklasse, og ingen får tildelt ærestitler. Alle skrider fremad fra elevstadiet og bliver modne forkyndere der kan hjælpe andre. — Ap. G. 20:20; Matt. 5:3, NW; 23:8.
Under Vagttårnsselskabets ledelse forkynder disse vidner også ordet på travle gadehjørner og forretningsstrøg. De holder bibelske foredrag i deres rigssale, i lejede mødesale, i parker og på andre offentlige steder. Selskabet opmuntrer også til brugen af alle andre lovlige og effektive midler der står til rådighed, som for eksempel den offentlige presse, radio og fjernsyn. I særdeleshed arrangerer Selskabet stævner: Zonestævner, sektionsstævner, landsstævner samt internationale stævner. Det sidste og største stævne blev afholdt fra den 27. juli til og med den 3. august 1958 i New York, og til dette stævne kom der kristne ordets forkyndere fra over hundrede forskellige lande.
På alle disse felter tjener Vagttårnsselskabet Guds hensigt som et virksomt juridisk redskab i hænderne på Jehova Guds indviede og salvede tjenere der er hans sande meddelelseskanal i vor tid. Som følge af denne virksomhed har mænd og kvinder med fårets sindelag i stort antal taget standpunkt for Jehova Gud og hans konge og rige. Beviset herfor ses i Yearbook of Jehovah’s Witnesses som viser at der i 1958 var 798.326 kristne ordets tjenere og vidner for Jehova der tog del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget og at de i alt anvendte over 110 millioner timer til dette arbejde.
De steder hvor Vagttårnsselskabet er forbudt fortsætter Jehovas vidner deres arbejde under jorden. Selv dér lykkes det imidlertid Selskabet at tilvejebringe åndelig føde og belæring på de mest forbløffende måder. Men hvad enten arbejdet foregår åbenlyst eller under jorden røgter disse kristne ordets tjenere deres forkynderhverv. Det sker „ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers [Jehova]“. Ved åndens hjælp vil de vedblive med deres forkyndelsesarbejde indtil det er fuldført, „til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske“. — Zak. 4:6; Es. 6:11.