Værdsætter du „den trofaste og kloge træl“?

„HVEM er egentlig den trofaste og kloge træl?“ Med dette spørgsmål indledte Jesus Kristus en lignelse eller billedtale af profetisk betydning. Den er en del af det ’tegn’ der skulle afmærke den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“, som vi nu lever i. (Matt. 24:3) Efter at have opfordret disciplene til at holde sig vågne sagde Jesus:

„Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således. Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ — Matt. 24:42-47.

Hvem er denne „træl“, og hvem er ’tjenestefolkene’? Hvad menes der med „alt hvad han ejer“? Disse spørgsmål har ikke kun akademisk interesse. Hvis vi kan finde ud af hvem „den trofaste og kloge træl“ er, og samarbejde med ham, vil det føre til stor lykke og rige åndelige velsignelser for os.

„Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl?“

Nogle mener at Jesus med udtrykket „træl“ sigter til præster eller ordets tjenere eller deres tilsynshverv, eftersom det er deres opgave at sørge for menighedens åndelige behov. „Når han kommer“ skulle så være enten når Kristus kommer igen eller når den enkelte præst eller ordets tjener dør. Efter denne opfattelse skal lignelsen altså anspore præster eller ordets tjenere til at sørge godt for det de har fået betroet.

Jehovas Vidner tror imidlertid at denne lignelse gælder den eneste sande menighed af Jesu Kristi salvede disciple. Fra og med pinsedagen år 33 og i de 1900 år der er gået siden da, har denne trællelignende menighed givet sine medlemmer åndelig mad, og den har gjort det på en trofast og klog måde. I tiden for Kristi genkomst eller nærværelse er det blevet særlig tydeligt hvem denne „træl“ er. Den kendes på at den er vågen, og på at den på en trofast og klog måde sørger for at alle i den kristne menighed får åndelig føde efter behov. Ja, denne „træl“ eller åndssalvede menighed er den eneste godkendte kanal som repræsenterer Guds rige på jorden i „endens tid“. (Dan. 12:4) Jehovas Vidner forstår det sådan at denne „træl“ består af alle de salvede kristne på jorden som gruppe betragtet på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de 1900 år siden Pinsedagen. ’Tjenestefolkene’ er følgelig disse Kristi disciple som enkeltpersoner.

Nogle læsere synes måske at denne opfattelse er lidt for sekterisk, eller de gør måske indvendinger mod den tanke at ’trællen’ og ’tjenestefolkene’ repræsenterer de samme mennesker, i det ene tilfælde under ét og i det andet tilfælde som enkeltpersoner. De peger måske på at ikke alle Kristi salvede disciple er med til at tilvejebringe åndelig føde, og siger at ’trællen’ derfor kun kan være et billede på de ledende, og at ’tjenestefolkene’ må være dem de betjener i menigheden.

Der er ingen grund til at forsøge at tvinge en bestemt fortolkning af lignelsen igennem. Selvbedrag gavner intet men er tværtimod skadeligt i åndelig henseende. Vi må derfor vende os til Bibelen for at få den rette forståelse. Og hvad finder vi da? Den omtalte „træl“ er en tjener for Herren Kristus Jesus og hans Fader, Jehova. (Jævnfør Mattæus 10:24, 25.) Og ordet „tjener“ kan bibelsk set anvendes kollektivt, om en gruppe. I fortiden var hele Israels folk Jehovas tjener eller træl. Jehova sagde: „Israel, . . . du er min tjener!“ (Es. 44:21; 41:8, 9) Denne ene tjener bestod af mange enkeltpersoner. Det fremgår af Esajas 43:10, hvor der står: „Mine vidner [flertal] er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener [ental], hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste.“ Disse israelitter i fortiden var Jehovas særlige „ejendom“, et „helligt folk“. (2 Mos. 19:5, 6) Det var naturligvis ikke hver eneste israelit der var med til at forvalte nationens anliggender, men de udgjorde alle sammen det ene folk, Guds „tjener“. Det var kun nogle få der var med til at nedskrive eller foretage afskrifter af De hellige Skrifter, men alligevel kunne apostelen Paulus sige at jøderne havde „fået Guds hellige udsagn betroet“. (Rom. 3:1, 2) Pagterne, lovgivningen og løfterne tilhørte dem. (Rom. 9:3-5) Hele folket udgjorde således Jehovas kollektive „tjener“ og bestod samtidig af enkeltpersoner, hans „vidner“.

Da Jesus var på jorden sagde han til Israels religiøse ledere: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Matt. 21:43) Denne „nation“ der frembringer Rigets frugter må være den verdensomfattende sande kristne menighed til hvem Peter henvendte disse ord: „I er ’. . . en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde [Guds] dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk.“ (1 Pet. 2:9, 10) Denne menighed kaldes også „Guds Israel“ og „Guds husstand“. (Gal. 6:16; 1 Tim. 3:15) De enkelte medlemmer af menigheden omtales som „medlemmer af Guds husstand“. (Ef. 2:19) ’Trofaste husholdere’ i denne husstand må blandt andet uddele åndelige sandheder, som udgør egnet „mad“ for de troende. (1 Kor. 3:2-5; 4:1, 2) Det er værd at bemærke at „den trofaste og kloge træl“ bliver omtalt som en „husholder“ i Lukas 12:42-48.

Mens Jesu trofaste apostle var på jorden var de i særlig grad pålagt det ansvar at tilvejebringe åndelig føde til „Guds husstand“. Udnævnte „hyrder“ for „hjorden“, og andre, havde det samme ansvar. Men apostelen Peter viser at den opgave at forvalte Guds sandheder i virkeligheden var betroet alle ’dem der var udvalgt’. Hvert enkelt medlem af menigheden bidrog derfor til legemets opbyggelse. (Ef. 4:11-16; 1 Pet. 1:1, 2; 4:10, 11; 5:1-3) Vi ser således at der er et klart bibelsk grundlag for at sige at alle Kristi Jesu salvede disciple udgør Guds „tjener“, og at Jesus er denne ’tjeners’ Herre. Denne „tjener“ eller „træl“ tilvejebringer følgelig som gruppe betragtet åndelig føde til alle enkeltpersoner i denne menighed, som udgør husstanden af „tjenestefolk“. De nyder hver især godt af den åndelige føde der tilvejebringes. — 1 Kor. 12:12, 19-27; Hebr. 3:5, 6; 5:11-14.

I en periode vanskeligt at se hvem ’trællen’ var

Det var ikke meningen at denne „trofaste og kloge træl“ skulle træde klart frem og kunne ses tydeligt i alle de århundreder der ville gå indtil Herren vendte tilbage med kongemagt. Apostlene advarede om at der efter deres død ville udvikle sig et stort frafald som ville fortsætte helt frem til Kristi nærværelse. (2 Tess. 2:1-12; Apg. 20:29, 30; 1 Joh. 2:18, 22; 4:2, 3) Jesus antydede det samme i sin lignelse om hveden og ukrudtet. Ifølge denne lignelse blev der sået god sæd, nemlig hvede, i marken, som var ensbetydende med verden. „Hveden“ er „rigets sønner“, Jesu Kristi sande, salvede disciple. Men en „fjende“ (Djævelen) såede „ukrudt“ („den ondes sønner“ eller falske kristne) blandt „hveden“, og begge dele skulle vokse sammen indtil „høsten“. — Matt. 13:24-30, 36-43.

Frafaldet udviklede sig ved at der blev indført hedensk filosofi og falsk lære i menigheden. Den frafaldne menighed blev mere og mere en del af denne verden. Den antog verdens lære, verdens skikke og verdens indstilling. Jesus forudsagde at „hveden“ og „ukrudtet“ skulle vokse sammen indtil „høsten“ eller „afslutningen på tingenes ordning“. Da skulle „hveden“ (de sande kristne) skilles fra „ukrudtet“ (de falske kristne) og lade deres åndelige lys skinne. (Matt. 13:30, 39-43) Det var følgelig først når Kristus Jesus kom tilbage at det igen ville blive klart hvem ’den trofaste og kloge trælleskare’ var.

Til den tid ville det blive tydeligt hvem der var Jesu trofaste disciple. De ville være åndeligt velforsynede, og det ville stemme overens med Daniels profeti, som forudsagde at de forstandige i „endens tid“ skulle skinne som stjernerne, glæde sig over stadig større åndelig kundskab og forståelse og føre mange til retfærdighed. (Dan. 12:3, 4, 9, 10) Dette viser at menigheden af Kristi salvede disciple, de forstandige, ville være vågne og parate når Herren kom igen, og være optaget af trofast at tilvejebringe åndelig mad i rette tid. — Matt. 24:43-46.

’Den trofaste træl’ kendes på sin virksomhed

Det er ganske vist „ukrudtet“ der har domineret på den religiøse skueplads i århundredernes løb, men noget „hvede“ har også været i virksomhed, og ’tjenestefolkene’ har fået åndelig føde. I begyndelsen af 1870erne fandtes der en gruppe oprigtige bibelstudenter som var tilstrækkelig velforsynede i åndelig henseende til at de ventede Herrens genkomst og forstod at de måtte studere Bibelen grundigt for at være parate. Deres usekteriske granskning af Bibelen gav dem en overflod af kundskab.

Kristenhedens kirkesamfund var i disse år bundet af traditioner, dogmer og ceremonier som stammede fra det store frafald. De holdt fast ved sådanne falske læresætninger som treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed og læren om et brændende helvede. De var også en del af denne verden. En skeptisk holdning til Bibelen begyndte at trænge ind på deres teologiske seminarier. Darwins udviklingsteori blev sat op imod Bibelens skabelsesberetning, anvendt psykologi forkastede læren om arvesynden og behovet for en genløsning, og den højere bibelkritik gik til angreb mod tanken om at Bibelen skulle være forfattet af Gud og ufejlbarlig.

Midt i alt dette stod bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) frem som nidkære forkæmpere for Bibelens lære. De påviste ud fra Bibelen at der findes én almægtig Gud og Skaber, Jehova, og at Kristus Jesus er hans enestefødte søn og første skabning, som Gud sendte til jorden for at han skulle give sit liv som en løsesum for den syndige menneskehed. De tog kampen op for at forsvare hele Bibelen som Guds ufejlbarlige, inspirerede ord, og de udgav resultaterne af deres bibelstudium på tryk, som „mad i rette tid“. På denne måde delte de disse vigtige oplysninger med alle som ønskede at være forberedt på Herrens genkomst. Bibelstudenterne forkyndte den sande kristne lære om at menneskesjælen er dødelig og at håbet for de døde er en opstandelse. De pegede på at Kristus ikke kun døde for at give de 144.000 mulighed for at blive genløst fra jorden og blive medarvinger med ham i himmelen, men også for at give de andre af Adams efterkommere mulighed for at opnå evigt liv på jorden under Messiasrigets tusindårige styre. De gjorde desuden verden kendt med at „nationernes fastsatte tider“ ville udløbe i 1914. (Luk. 21:24) Denne trosstyrkende genoplivning af Bibelens sandheder og opfordringen til at være vågen for Kristi Jesu nærværelse førte til at der blev indsamlet og opbygget en menighed af Jesu Kristi salvede disciple som viste at de var velforsynede i åndelig henseende.

En overvældende mængde identitetsbeviser

„Den trofaste og kloge træl“ har en mængde beviser på sin identitet og myndighed. Nedenfor følger en ufuldstændig liste over bibelske og profetiske forbilleder på resten af Jesu Kristi salvede disciple siden det betydningsfulde år 1919:

(1) Noas hustru, 1 Mos. 7:7; (2) de engle der blev sendt til Lot, 1 Mos. 19:15; (3) Rebekka, 1 Mos. 24:64; (4) Josef og Benjamin, 1 Mos. 45:14; (5) de aks der blev liggende tilbage efter indhøstningen, 3 Mos. 19:9; (6) de to spejdere der kom til Rahab, Jos. 2:4; (7) Barak, Dom. 4:14; (8) Jefta, Dom. 11:34; (9) No’omi og Rut, Rut 2:2; (10) Davids israelitiske krigere, 2 Sam. 18:1; (11) Jehu, 2 Kong. 10:11, 15; (12) Mordokaj og Ester, Est. 4:13; (13) Job, Job 42:10, 13; (14) kongedatteren, Sl. 45:14; (15) Jehovas fromme, Sl. 50:5; (16) de helliges kreds, Sl. 89:8; (17) Sjearjasjub, Es. 7:3; (18) det lys hvortil folkene vandrer, Es. 60:3; (19) retfærds ege, Es. 61:3; (20) vor Guds tjenere, Es. 61:6; (21) druerne som er bevaret, Es. 65:8; (22) de tjenere der kaldes med et andet navn, Es. 65:15; (23) de der bæver for Guds ord, Es. 66:5; (24) den nye nation der fødes, Es. 66:8; (25) Jeremias, Jer. 1:10; (26) Jehovas folk i den nye pagt, Jer. 31:33; (27) den udholdende vægter, Ez. 3:16-27; (28) manden i linned klædebon, Ez. 9:2; (29) et renset folk, Ez. 36:29-32; (30) de der bor på jordens navle, Ez. 38:12; (31) himmelens hær, Dan. 8:10; (32) helligdommen der er kommet til sin ret igen (er blevet renset), Dan. 8:14; (33) de kloge i folket, Dan. 11:33; (34) den salige (lykkelige) der holder ud, Dan. 12:12; (35) alt kød som ånden udgydes over, Joel 3:1; (36) Jonas, Jon. 3:1-3; (37) Jehovas øjesten, Zak. 2:12; (38) den udfriede rest, Zak. 2:11; (39) en jøde, Zak. 8:23; (40) Levis sønner, Mal. 3:3; (41) hveden, Matt. 13:25; (42) rigets sønner, Matt. 13:38; (43) arbejderne i vingården, Matt. 20:1, (44) de indbudte til bryllupsfesten, Matt. 22:3-14; (45) de udvalgte, Matt. 24:22; (46) ørnene, Matt. 24:28; (47) den trofaste og kloge træl, Matt. 24:45; (48) de kloge jomfruer, Matt. 25:2; (49) kongens brødre, Matt. 25:40; (50) den lille fårehjord, Luk. 12:32; (51) tiggeren Lazarus, Luk. 16:20; (52) fårene i „denne fold“, Joh. 10:1-16; (53) vintræets grene, Joh. 15:4; (54) Davids kongepalads, Apg. 15:16; (55) Kristi medarvinger, Rom. 8:17; (56) resten, Rom. 11:5; (57) grenene på oliventræet, Rom. 11:24; (58) de hellige, 1 Kor. 6:2; Åb. 16:6; (59) et tempel, 1 Kor. 6:19; (60) en ny skabning, 2 Kor. 5:17; (61) ambassadører på Kristi vegne, 2 Kor. 5:20; (62) Guds menighed, Gal. 1:13; (63) en del af Abrahams sæd, Gal. 3:29; (64) Guds Israel, Gal. 6:16; (65) Kristi legeme, Ef. 1:22, 23; (66) Kristi Jesu soldater, 2 Tim. 2:3; (67) huset under Kristus, Hebr. 3:6; (68) et helligt præsteskab, 1 Pet. 2:5; (69) en hellig nation, 1 Pet. 2:9; (70) brodersamfundet, 1 Pet. 2:17; (71) syv menigheder, Åb. 1:20; (72) 24 ældste, Åb. 4:4; (73) det åndelige Israel, Åb. 7:4; (74) græshopper, Åb. 9:3; (75) to vidner, Åb. 11:3; (76) to oliventræer, Åb. 11:4; (77) kvindens sæd, Åb. 12:17; (78) det ny Jerusalem, Åb. 21:2; (79) Kristi brud, Åb. 22:17; 19:7; (80) Jehovas vidner, Es. 43:10.

’Den trofaste træl’ giver „mad i rette tid“

EFTER den første verdenskrig sluttede kristenhedens kirkesamfund op om Folkeforbundet og opfordrede dem der kaldte sig kristne, til at støtte det. Bibelstudenterne henledte derimod opmærksomheden på Guds rige som menneskehedens eneste håb og afslørede Folkeforbundet som et menneskeligt surrogat der var dømt til at mislykkes.

Helt frem til denne dag har kristenhedens kirkesamfund været besmittet af verdens ånd og verdens materialisme, udviklingslæren, den højere bibelkritik, og filosofiske anskuelser som benægter Bibelens sandheder. De fleste har godtaget verdens umoral, utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet, som har ført til opløste ægteskaber, splittede familier, kriminalitet blandt børn og voksne, en epidemi af kønssygdomme og tiltagende voldshandlinger. Kirkesamfundene engagerer sig i denne verdens foretagender. De støtter diktaturer i nogle lande og støtter aktivt terrorisme og lovløshed i andre lande.

Beviser for at der uddeles sand åndelig føde

I modsætning til dette har Jehovas Vidners verdensomfattende menighed trofast holdt sig til Bibelens lære. De holder fast ved de høje moralnormer der er i overensstemmelse med visdommen ovenfra. De viser stor respekt for ægteskabet og familielivet, opdyrker åndens frugter og bevarer et nært forhold til Gud. (Gal. 5:22-26; Jak. 3:17, 18) Ved hjælp af dette blad og lignende bibelsk studiemateriale fortsætter de med at opbygge deres tro. De tilegner sig nøjagtig kundskab ved selv at studere Bibelen og ved at deltage i menighedens møder. Fordi de har sat hele deres lid til Guds rige, har de indtaget en strengt neutral holdning til denne verdens konflikter, samtidig med at de behørigt underordner sig under de regerende „højere myndigheder“ og tilbagebetaler „kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds“. — Matt. 22:21; Apg. 5:29; Rom. 13:1-10.

Hvorfor ændringer i forståelsen?

Nogle spørger måske: ’Hvis det er rigtigt at Jehovas vidner får „mad i rette tid“, hvordan kan det da være at de fra tid til anden får en ny forståelse af visse spørgsmål?’ Bibelen svarer: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ (Ordsp. 4:18) Menigheden i det første århundrede havde ikke fuldstændig kundskab om alle ting, og det samme gælder „den trofaste og kloge træl“ i vor tid. Der er mange åndelige spørgsmål som der først bliver fuldstændig klarhed over efterhånden som Guds hensigter bliver gennemført. (1 Kor. 13:9-12) ’Trællen’ er ikke inspireret af Gud, men den fortsætter med at granske Skrifterne og at undersøge begivenhederne i verden og Guds folks situation for at forstå hvordan Bibelens profetier går i opfyldelse. På grund af menneskelige begrænsninger kan det ske at der nu og da fremkommer en ufuldstændig eller urigtig forståelse af et spørgsmål, en forståelse som senere må korrigeres.

Men det betyder ikke at ’trællen’ bør lade være med at offentliggøre en mulig forklaring og hellere vente indtil der foreligger en fuldstændig og endelig forståelse. I begyndelsen var Kristi disciple ikke klar over at Riget skulle være et himmelsk rige, men Jesus vidste at de ville vokse i kundskab under den hellige ånds indflydelse, og derfor tøvede han ikke med at give dem til opgave at være hans vidner. (Apg. 1:6-8; Joh. 14:25, 26) Et af de træk der skulle kendetegne den trofaste trælleskare var netop dens åndelige årvågenhed og dens store respekt for Guds ord. (Matt. 24:43, 44) Hvis det er nødvendigt at foretage en korrektion er denne skare ydmyg nok til at indrømme det og villig til at foretage en sådan ændring som et bevis for at den er tro mod Jehova og hans ord.

„Over alt hvad han ejer“

Jesus sagde at hvis han fandt ’trællen’ i færd med at give ’tjenestefolkene’ deres „mad i rette tid“, ville han „sætte ham over alt hvad han ejer“. (Matt. 24:45-47) ’Trællen’ ville altså få en mere betroet opgave, en opgave der omfattede mere end blot at sørge for åndelig føde til de salvede disciple. Den skulle også forkynde Guds domme for nationerne og tjene som Guds redskab ved indsamlingen af ’den store skare’ af mænd og kvinder fra alle nationer til menigheden. Når disse mennesker, som Jesus kaldte sine „andre får“, fik åndelig føde, ville de få håb om at opnå evigt liv på jorden. — Es. 2:1-4; Zak. 8:23; Matt. 25:31-46; Joh. 10:16; Åb. 7:9-17.

’En ond træl’

I Mattæus 24:48-51 omtales ’en ond træl’. Det betyder ikke at ’den trofaste træl’ bliver utro, sådan at ’tjenestefolkene’ bliver uden omsorg. Men det viser at der er en mulighed for at enkeltpersoner i denne ’trælleskare’ mister troen på Herrens genkomst. Hvis de i deres hjerte siger: „Min herre er længe om at komme,“ holder de op med at være vågne og kommer dermed ind på en farlig vej som kan føre til at de forlader hele den kristne sandhed. De kan endog gå så vidt at de begynder at slå deres tidligere medtrælle. Selv om de ikke samarbejder som en organiseret gruppe, udgør de en utro klasse.a

Glæd dig sammen med Jehovas tjenere som har rigelig åndelig føde

Mens de forskellige grupper inden for kristenhedens kirkesamfund fortsat erfarer åndelig hunger, er den verdensomspændende menighed af Jehovas salvede vidner og deres medarbejdere, ’de andre får’, lykkelige og velforsynede i åndelig henseende. (Es. 65:13-16) At der stadig findes en ’trofast trælleskare’ fremgår tydeligt af at der stadig tilvejebringes åndelig føde og af at der findes en verdensomspændende menighed som er åndeligt velforsynet. ’Trælleskaren’ kendes desuden på at den har de samme synspunkter og den samme indstilling som Jehovas trofaste tjenere i førkristen tid og i den første kristne tid.

Dette kommer blandt andet til udtryk i følgende: Den har fuld tillid til Jehova og stoler på ham. (Ordsp. 3:5-7) Den anerkender hele Bibelen som sandheden, som Guds inspirerede vejledning til menneskene. (Sl. 119:160; Rom. 15:4; 1 Tess. 2:13; 2 Tim. 3:16, 17; 2 Pet. 1:20, 21) Den følger ydmygt i Jesu Kristi fodspor og fornægter sig selv og udholder med glæde forfølgelse. (1 Pet. 2:21; Matt. 16:24) Den er klar over at Guds tjenere må være lærvillige, erkende deres afhængighed af Gud, og at de må fortsætte med at søge. (Sl. 25:9; Matt. 7:7) Den erkender at Jehovas folk må anstrenge sig kraftigt i hans tjeneste og forkynde og gøre disciple. (Luk. 13:24; Matt. 24:14; 28:19, 20) Den søger først Guds rige og hans retfærdighed. — Matt. 6:33, 34.

Dette er blot nogle af de bibelske synspunkter der identificerer den eneste sande menighed af Jehovas folk i vor tid. Men de udgør et tilstrækkeligt grundlag for at vi kan opfordre alle vore læsere til at slutte sig til en menighed af Jehovas vidner. Vi vil også tilskynde dig til at fortsætte med at studere Bibelen ved hjælp af dette blad og lignende publikationer, og omhyggeligt sammenholde det du lærer, med Bibelen. (Apg. 17:11) På denne måde vil du kunne fortsætte med at få „mad i rette tid“ og være åndeligt velforsynet, og du vil kunne få del i den lykke som „den trofaste og kloge træl“ erfarer i tjenesten for Jehova.

[Fodnote]

Spørgsmål fra læserne

● Hvor mange påskehøjtider blev der fejret i løbet af Jesu jordiske tjeneste?

Evangeliernes samlede vidnesbyrd peger på at der blev fejret fire påskehøjtider og at Jesu tjeneste således må have varet tre og et halvt år.

Ingen af evangelierne nævner direkte fire påskehøjtider. Faktisk omtaler Mattæus, Markus og Lukas (hvis beretninger ofte kaldes de synoptiske evangelier) ikke andre påskehøjtider end den sidste, den under hvilken Jesus døde. Ligesom i andre spørgsmål er det således også her nødvendigt at forbinde oplysninger fra alle fire evangelieberetninger med hinanden.

Johannes 2:13 omtaler en påske kort efter at Jesu tjeneste var begyndt. Eftersom Jesus blev døbt i efteråret 29, må denne påske i Johannes 2:13 være den der blev fejret i foråret 30. Johannes-evangeliet omtaler endnu to påskehøjtider, nemlig en i Johannes 6:4 og en i Johannes 13:1, den sidste som Jesus overværede før sin død. Der er imidlertid god grund til at antage at der var endnu en påskehøjtid, og at den faldt mellem de to der nævnes i Johannes 2:13 og Johannes 6:4. Hvorfor det?

Efter påsken i år 30 forkyndte Jesus en tid i Judæa og tog derefter mod nord til Galilæa hvilket skete på et tidspunkt da der endnu var fire måneder til høsten. (Joh. 4:35) I Johannes-evangeliets fjerde kapitel omtales kun indledningen til Jesu store virksomhed i Galilæa, hvorpå vi læser i Johannes 5:1: „Efter dette indtraf en af jødernes højtider, og Jesus gik op til Jerusalem.“ Hvilken højtid var det?

Som en hjælp til at afgøre hvilken højtid det var, kan vi hæfte os ved at alle evangelierne omtaler det mirakel hvor Jesus bespiste 5000 mænd ved Betsajda. (Matt. 14:13-21; Mark. 6:32-44, Luk. 9:10-17; Joh. 6:1-15) Både henvisningen i Johannes 6:4 til at jødernes påske var nær, og Markus’ omtale af at græsset var grønt, vidner om at dette mirakel fandt sted om foråret. Men Mattæus, Markus og Lukas placerer dette mirakel langt inde i Jesu virksomhed i Galilæa, på hans tredje rundtur i dette område. De synoptiske evangelier omtaler alt for mange begivenheder i løbet af Jesu virksomhed i Galilæa til at de alle kan være indtruffet på mindre end et år, frem til den påskehøjtid der nævnes i Johannes 6:4.

I artiklen „Kronologiske aspekter i forbindelse med Kristi liv“ siger Harold W. Hoehner: „Et problem i forbindelse med indføjelsen af et år mellem påskehøjtiderne i Johannes 2:13 og 6:4 er at Johannes ikke omtaler en ekstra påskehøjtid. Dette er imidlertid et bevis der bygger på hvad der ikke siges, og [det er værd at bemærke at] ikke alle højtiderne bliver omtalt i Johannes’ evangelium, for eksempel ikke pinsefesten. Desuden kræver de synoptiske evangelier at der er et ekstra år mellem påskehøjtiderne i 2:13 og 6:4.“ — Bragt i tidsskriftet Bibliotheca Sacra, årgang 131, april-juni 1974, siderne 147-162.

Hvis den højtid der omtales i Johannes 5:1 imidlertid var en påske, ville der have været tid nok til alle de nævnte begivenheder. Desuden nævner nogle manuskripter i Johannes 5:1 den pågældende højtid i bestemt form, som