Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 9. del
Mens denne kampagne fortsatte, tog Selskabets nye ledelse andre skridt dér tilbage i 1917. For eksempel blev der afholdt en række regionale stævner. Deres formål var at tilskynde bibelstudenterne til at fortsætte deres arbejde og ikke blive trætte af at gøre det rette.
Kort før 1914 havde C. T. Russell lagt stor vægt på en kampagne med offentlige foredrag. Nu var tiden inde til at endnu flere kvalificerede mænd kunne repræsentere Vagttårnsselskabet som offentlige talere. Hvordan blev sagen grebet an? Man benyttede V.D.M.-ordningen. De tre bogstaver var en forkortelse for det latinske udtryk Verbi Dei Minister, som betyder „en tjener for Guds ord“. Systemet bestod i at man i alle bibelstudenternes menigheder lod mænd og kvinder som ønskede det, få et bestemt spørgeskema.
Her anfører vi nogle få af spørgsmålene som eksempler. Enhver kan spørge sig selv hvor godt han kunne besvare dem. (1) Hvad var det første Gud skabte? (4) Hvad er den guddommelige straf som synderne får for deres synd? Og hvem er synderne? (6) Af hvilken natur var mennesket Kristus Jesus fra han blev født til han døde? (7) Af hvilken natur har Jesus været siden sin opstandelse; og hvad er hans officielle stilling i forhold til Jehova? (13) Hvilken løn eller hvilke velsignelser vil menneskehedens verden modtage ved at være lydig mod Messias’ rige? (16) Har du vendt dig bort fra synden for at tjene den levende Gud? (17) Har du fuldt og helt indviet dit liv og alle dine kræfter og evner til Herren og tjenesten for ham? (18) Har du symboliseret denne indvielse ved vanddåben? (22) Mener du at du har en så betydelig og varig bibelkundskab at du vil blive en mere egnet tjener for Herren resten af dit liv?
De der indsendte deres besvarelser til Selskabets V.D.M.-afdeling, modtog et svar med „nogle venlige vink og anvisninger“ angående deres besvarelser. Blandt andet ønskede man at enhver skulle svare med sine egne ord.
George E. Hannan forklarer nærmere: „Disse spørgsmål skulle være vejledende når det skulle afgøres hvor godt en person forstod Bibelens grundlærdomme. Enhver indviet person som havde 85 procent af svarene rigtige, blev anset for at være kvalificeret til at undervise. Sådanne brødre var bemyndigede til at holde offentlige foredrag og foredrag over tidsalderkortet. Spørgsmålene tilskyndede alle som havde tilknytning til Selskabet, til at læse de seks bind af Studier i Skriften og slå alle skriftstederne efter.“
Sådan tog J. F. Rutherford, som Vagttårnsselskabets nye præsident, straks skridt til at sætte gang i arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Det førte velsignelser med sig. I året 1917 oplevede man en forøget aktivitet i tjenesten på arbejdsmarken, til pris for Jehova Gud.
’En ild til jeres prøvelse’
Men det var ikke alle inden for organisationen der var glade for at J. F. Rutherford blev valgt til præsident. Fra begyndelsen af 1917 prøvede adskillige ærgerrige personer at vinde den administrative kontrol over Selskabet. De blev meget uvillige til at samarbejde, og der begyndte en ildprøve. Kristne er naturligvis forberedt på at møde modstand og blive forfulgt af verdslige fjender. Men prøvelser der opstår inden for selve den kristne organisation, er ofte uventede og mere vanskelige at stå igennem. Men med Guds hjælp kan også sådanne trængsler klares. Peter sagde til sine medtroende: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt. Tværtimod, bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser.“ — 1 Pet. 4:12, 13.
Jehova og hans ’pagts sendebud’, Jesus Kristus, kom for at inspicere det åndelige tempel i 1918. Da begyndte dommen med „Guds hus“, og en periode med renselse og lutring fulgte. (Mal. 3:1-3, NW; 1 Pet. 4:17) Der skete også noget andet. Mænd der bar en ’ond træls’ kendetegn, trådte frem og begyndte i symbolsk forstand at ’slå deres medtrælle’. Jesus Kristus havde forudsagt hvad der skulle ske med sådanne. Samtidig viste han at der ville være en ’trofast og klog træl’, en skare som var optaget af at uddele åndelig føde. — Matt. 24:45-51.
I disse år var der stor interesse for spørgsmålet om hvem denne „trofaste og kloge træl“ var. Mange år før, nemlig i 1881, havde C. T. Russell skrevet: „Vi tror at hvert lem på Kristi legeme, enten direkte eller indirekte, har del i det velsignede arbejde der består i at give troens husholdning mad i rette tid. ’Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende’ til at give dem mad i rette tid? Er det ikke den ’lille hjord’ af indviede tjenere som trofast opfylder deres indvielsesløfte — Kristi legeme — og er de ikke alle, enkeltvis eller samlet, i færd med at give mad i rette tid til troens husholdning — den store skare af troende?“
Man forstod altså at den „tjener“ eller „træl“ som Gud benyttede til at uddele åndelig føde, var en skare. Men som tiden gik fik flere og flere den tanke at C. T. Russell selv var „den trofaste og kloge træl“. Det fik nogle til at falde i menneskedyrkelsens snare. De følte at alle de sandheder som Gud havde behaget at åbenbare for sit folk, var blevet fremsat gennem broder Russell, og at der nu ikke kunne fremlægges mere. Annie Poggensee skriver: „Det medførte en omfattende sigtning, hvorved de der valgte at blive stående ved Russells værker, blev skilt fra.“ I februar 1927 blev der gjort op med denne fejlagtige tanke at Russell selv var „den trofaste og kloge træl“.
Kort efter at broder Rutherford var blevet præsident for Vagttårnsselskabet, opstod der en veritabel sammensværgelse. Oprørets sæd var allerede blevet sået, og uroen bredte sig. Vi skal her i korte træk prøve at gøre rede for hvordan det skete.
C. T. Russell havde indset at det var nødvendigt at lade en udsending fra hovedkontoret rejse til Storbritannien for at styrke bibelstudenterne dér efter udbruddet af den første verdenskrig. Han ønskede at sende Paul S. L. Johnson, en jøde som havde forladt jødedommen og var blevet luthersk præst før han lærte Guds sandhed at kende. Johnson havde tjent som en af Selskabets rejsende talere og var velkendt for sin dygtighed. Af respekt for Russells ønske sendte eksekutivkomiteen, der fungerede en kort tid før Rutherford blev valgt som præsident, Johnson til England og medgav ham visse papirer som skulle lette hans indrejse i landet. Han skulle skaffe sig alle de oplysninger han kunne om arbejdet i England og derefter indsende en fuldstændig redegørelse til Selskabet, men han skulle ikke foretage nogen ændringer i staben ved afdelingskontoret i Storbritannien. Imidlertid ser det ud til at den modtagelse han fik i England i november 1916 svækkede hans dømmekraft og til sidst også hans fornuft, „indtil han kom på den latterlige tanke“, som A. H. Macmillan fortæller, „at han var ’forvalteren’ i Jesu lignelse om denaren. Senere troede han, han var verdens ypperstepræst.“ I foredrag som han holdt for bibelstudenter over hele England betegnede Johnson sig selv som Russells efterfølger, idet han hævdede at pastor Russells kappe var tilfaldet ham, ganske som Elisa overtog Elias’ profetkappe („embedsklædning“). — 2 Kong. 2:11-14.
Åbenbart havde Johnsons ambitioner allerede udviklet sig noget tidligere, for Edythe Kessler erindrer følgende: „I 1915 rejste jeg fra Betel, og før jeg rejste videre til Arizona besøgte jeg nogle venner som jeg havde kendt i mange år; mens jeg var hos dem havde de også besøg af en vis pilgrim ved navn P. S. L. Johnson. Allerede da viste Satan sine afskyelige og underfundige forsøg på at vinde magten, uanset hvordan det skulle ske. Johnson sagde til mig: ’Jeg vil gerne tale med dig. Lad os sætte os ind i dagligstuen,’ hvilket vi så gjorde. Han indledte med at sige: ’Søster, vi ved at broder Russell kan gå bort hvornår det skal være; men vennerne behøver ikke at blive ængstelige når det sker. Jeg kan træde i hans sted og overtage ledelsen direkte uden at arbejdet går i stå.’“
Mens Johnson var i England prøvede han at overtage den fuldstændige ledelse af arbejdet i Storbritannien, ja han forsøgte endda, uden at være bemyndiget til det, at afskedige nogle af medarbejderne ved kontoret i London. Det resulterede i så stor en forvirring at afdelingstilsynsmanden klagede til broder Rutherford. Så nedsatte Rutherford et udvalg bestående af et antal brødre i London, mænd som ikke hørte til staben ved kontoret. De trådte sammen, lyttede til alle oplysninger, overvejede dem, og besluttede så at Johnson burde kaldes hjem. Rutherford gav Johnson besked på at rejse tilbage. Men i stedet for at vende tilbage sendte Johnson breve og telegrammer hvori han beskyldte udvalget for at være forudindtaget og desuden prøvede at retfærdiggøre sin egen handlemåde. I et forsøg på at gøre sin egen stilling i Storbritannien uundværlig gjorde han uberettiget brug af de papirer Selskabet havde udstyret ham med, og indefrøs Selskabets penge i en bank i London. Senere blev det nødvendigt at gå rettens vej for at få pengene frigivet.
Endelig vendte Johnson tilbage til New York, hvor han uophørligt prøvede at overtale J. F. Rutherford til at sende ham tilbage til England. Men det var forgæves. Johnson mente nu at Rutherford ikke var den rette mand til den post han havde, men at det var ham selv der burde være Selskabets præsident. Han søgte at påvirke bestyrelsens medlemmer. Ved at give det indtryk at broder Rutherford var uegnet som præsident overtalte Johnson fire af bestyrelsens syv medlemmer til at stille sig på hans side. De fire var modstandere af Selskabets præsident, dets vicepræsident og dets sekretær og kasserer, og deres ønske var at fratage præsidenten den administrative kontrol.
J. F. Rutherford mødtes med sine modstandere og prøvede at tale fornuft med dem. A. H. Macmillan siger at Rutherford også kom „til flere af os og spurgte: ’Skal jeg trække mig tilbage som præsident og lade mine modstandere komme til magten?’ Vi svarede alle: ’Broder, Herren satte dig, hvor du sidder, og at trække sig tilbage eller opgive arbejdet, ville være illoyalt over for Herren!’ Ydermere truede kontorets personale med, at de ville trække sig tilbage, hvis de nye folk tog styret.“
Ved en forlænget samling på Selskabets årsmøde i 1917 fremlagde de fire utilfredse bestyrelsesmedlemmer en resolution om en vedtægtsændring for Selskabet. Hensigten var at den administrative magt skulle lægges i hænderne på bestyrelsen. Eftersom dette både stred mod den fremgangsmåde der var blevet fulgt mens Russell var præsident og mod aktionærernes ønske, erklærede Rutherford at forslaget var imod principperne, og planen blev forpurret. Derefter blev oppositionen mere forbitret. Men snart skete der også noget som modstanderne ikke havde forventet.
„Den fuldbyrdede Hemmelighed“
I al den tid hvor Russell var Selskabets præsident, havde han selv, sammen med vicepræsidenten og sekretæren og kassereren, truffet beslutninger angående nye publikationer. Selskabets bestyrelse plejede ikke, som gruppe betragtet, at blive spurgt. Nu fulgte Rutherford den samme politik. Og der kom et tidspunkt hvor disse tre ledere af Selskabet traf en vidtrækkende beslutning.
Charles Taze Russell havde skrevet seks bind af serien Millenniets Daggry eller Studier i Skriften, og han talte ofte om at skrive et syvende bind. „Når jeg engang finder nøglen,“ sagde han, „vil jeg skrive det syvende bind, og hvis Herren giver nøglen til en anden, kan vedkommende skrive det.“ Rutherford og hans to nærmeste medarbejdere lod nu to bibelstudenter, Clayton J. Woodworth og George H. Fisher, samle materiale til en bog bestående af kommentarer til Åbenbaringen, Højsangen og Ezekiels bog. De to brødre samlede alt hvad broder Russell havde skrevet om disse bøger, og bearbejdede det til en bog, der blev udgivet under titlen „Den fuldbyrdede Hemmelighed“ som syvende bind af Studier i Skriften. Den indeholdt altså i det store og hele tanker og kommentarer som C. T. Russell havde fremsat i sin levetid.
I midten af 1917 var bogen klar til udgivelse. Den 17. juli var den store dag. „Jeg arbejdede i spisesalen [på betelhjemmet i Brooklyn], da telefonen ringede,“ fortæller Martin O. Bowin. „Vi var ved at gøre klar til middagsmåltidet. Jeg var nærmest ved telefonen, så jeg tog den. Det var broder Rutherford der ringede. ’Hvem er sammen med dig?’ spurgte han. Jeg svarede: ’Louis.’ Han sagde at vi hurtigt skulle komme op til hans studereværelse, og at ’vi ikke behøvede at banke på’. Så fik vi overrakt en stabel bøger med besked om at lægge en på hver plads og få det gjort inden familien ankom til middagsmåltidet.“ Snart var spisesalen fyldt af betelfamiliens medlemmer.
„Som sædvanlig blev der rettet en tak til Gud,“ fortsætter broder Bowin. „Og så gik det løs! . . . Anført af . . . P. S. L. Johnson . . . begyndte denne demonstration mod kære broder Rutherford. De udslyngede højrøstede og ondskabsfulde anklager, de for frem og tilbage og standsede kun ved broder Rutherfords bord for at svinge deres knyttede næver foran ham og forbande ham yderligere. . . . Alt dette stod på i omkring fem timer. Så rejste alle sig fra bordet, mens alt servicet og en masse mad stod urørt — det kunne brødrene så tage ud igen, selv om de ikke havde ret meget energi til det.“
Denne episode afslørede at nogle af betelfamiliens medlemmer sympatiserede med modstanderne. Hvis oppositionen fortsatte ville den til sidst standse hele betelhjemmets arbejde. Derfor tog J. F. Rutherford skridt til at bringe forholdene i orden igen. Skønt han selv kendte Selskabets juridiske struktur i alle detaljer, havde han rådført sig med en kendt sagfører i Philadelphia som var ekspert i juridiske spørgsmål angående firmaer og foreninger, for at få fastslået hvilken status Selskabets bestyrelse havde. Den skriftlige erklæring fra sagføreren viste at de fire protesterende ikke var retmæssige medlemmer af bestyrelsen. Hvorfor ikke?
Det var C. T. Russell der havde udnævnt dem til at være bestyrelsesmedlemmer, men ifølge Selskabets vedtægter skulle bestyrelsesmedlemmerne vælges ved afstemning blandt aktionærerne. Rutherford havde sagt til Russell at udnævnelsen måtte bekræftes ved afstemning på det følgende årsmøde, men Russell havde aldrig fået gjort dette. Derfor var det kun de bestyrelsesmedlemmer som på behørig vis var blevet valgt ved generalforsamlingen i Pittsburgh, der retmæssigt var medlemmer af bestyrelsen. De fire andre udnævnte var ikke retmæssige medlemmer af bestyrelsen. Rutherford havde vidst dette hele tiden mens uroen stod på, men han havde ikke nævnt det, idet han håbede at disse bestyrelsesmedlemmer ville ophøre med deres modstand. Imidlertid viste deres indstilling at de ikke var kvalificerede som ledere af Selskabet. Rutherford gav dem derfor med rette deres afsked og udpegede fire nye bestyrelsesmedlemmer, hvis udnævnelse kunne blive bekræftet ved Selskabets næste generalforsamling i begyndelsen af 1918.
Broder Rutherford bortviste dog ikke kategorisk disse tidligere bestyrelsesmedlemmer fra den kristne organisation. Han tilbød at de kunne fortsætte som pilgrimme. Det nægtede de, og af egen fri vilje forlod de Betel, hvorefter de begyndte at søge støtte for deres opposition ved en omfattende foredrags- og brevkampagne såvel i De forenede Stater og Canada som i Europa. Resultatet blev at mange menigheder af bibelstudenter efter sommeren 1917 var delt i to partier — de der var loyale mod Jehovas organisation, og de der var blevet åndeligt døsige og var faldet som bytte for urostifternes glatte tale. De sidstnævnte nægtede at samarbejde og ville ikke deltage i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige.
Forgæves forsøg på at tage ledelsen
Den modstandsgruppe som kort forinden havde forladt Betel, mente at den ville kunne overtage ledelsen af bibelstudenternes kommende stævne, som skulle afholdes i Boston, Massachusetts, i august 1917. Mary Hannan, som var til stede ved stævnet, fortæller: „Broder Rutherford var vågen for at de ville forsøge dette og gav dem på intet tidspunkt under programmet lejlighed til at komme op på platformen. Han var selv ordstyrer hele tiden.“ Stævnet var helt igennem en succes, til pris for Jehova, og modstanderne fik ikke mulighed for at afbryde det.
Nu var J. F. Rutherford klar over at korporationens generalforsamling den 5. januar 1918 ville give modstanderne endnu en lejlighed til at prøve at overtage ledelsen. Han var temmelig sikker på at bibelstudenterne i almindelighed ikke ville synes om en sådan vending i sagen, men brødrene som helhed ville ikke få lejlighed til at give deres mening til kende ved dette møde, eftersom det kun var et anliggende for medlemmerne af det juridisk indregistrerede selskab, Watch Tower Bible and Tract Society. Hvad kunne Rutherford da gøre? Han kunne give alle Jehovas indviede tjenere lejlighed til at give deres mening til kende. Det gjorde han. I The Watch Tower for 1. november 1917 blev det således foreslået at hver menighed lod foretage en afstemning. (Se VagtTaarnet 1917, side 330.) Den 15. december havde 813 menigheder indsendt resultatet af deres afstemning, og det viste sig at ud af de afgivne 11.421 stemmer var de 10.869 afgivet til fordel for Rutherford som præsident. Desuden viste afstemningen at alle de trofaste brødre der var blevet indsat som medlemmer af bestyrelsen i juli 1917, blev foretrukket fremfor de oprørske personer der havde hævdet at de tilhørte bestyrelsen.
Ved den årlige generalforsamling, som afholdtes lørdag den 5. januar 1918, var de syv der fik det højeste antal stemmer følgende: J. F. Rutherford, C. H. Anderson, W. E. Van Amburgh, A. H. Macmillan, W. E. Spill, J. A. Bohnet og George H. Fisher. Ikke én af modstanderne havde haft held til at blive indvalgt i bestyrelsen. De der skulle beklæde Selskabets tre ledende poster blev nu valgt blandt de behørigt indsatte bestyrelsesmedlemmer. J. F. Rutherford blev enstemmigt valgt til præsident, Charles H. Anderson blev enstemmigt valgt til vicepræsident, og W. E. Van Amburgh enstemmigt til sekretær og kasserer. Disse mænd blev altså retmæssigt indsat som ledende bestyrelsesmedlemmer af Selskabet. Modstandernes forsøg på at overtage magten var blevet fuldstændig forhindret.
Der var nu ikke længere nogen forsoning mulig mellem de trofaste og de utilfredse. Oppositionsgruppen dannede en selvstændig organisation, i spidsen for hvilken der stod „en komité på syv“. Adskillelsen var under alle omstændigheder fuldstændig den 26. marts 1918, da denne gruppe fejrede Herrens aftensmåltid for sig selv, adskilt fra Guds folks trofaste menigheder. Men den indbyrdes enighed i oppositionsgruppen varede ikke længe, for ved deres stævne i sommeren 1918 opstod der uoverensstemmelser, og resultatet blev en splittelse. P. S. L. Johnson organiserede en gruppe med hovedkontor i Philadelphia i Pennsylvanien, hvor han udgav en publikation der hed The Present Truth and Herald of Christ’s Epiphany. Dér forblev han; han kaldte sig selv for „jordens store ypperstepræst“ lige til sin død. Flere uoverensstemmelser fra 1918 og fremefter resulterede i yderligere delinger, indtil den oprindelige gruppe der havde skilt sig ud fra Vagttårnsselskabet var blevet opløst i flere afvigende sekter.
Mange af dem der trak sig tilbage i årene efter C. T. Russells død, var ikke aktive modstandere af deres tidligere kristne trosfæller. Nogle vendte tilbage, angrede deres handlemåde og sluttede sig igen til Guds folk. Det var en alvorlig prøvelsens tid, som man forstår når man hører Mabel P. M. Philbrick fortælle: „Min sorg var stor da jeg så at min egen fader og højtelskede stedmoder, som havde haft håbet om den himmelske belønning, var ved at falde fra. Der blev gjort mange forsøg og udgydt mange tårer indtil jeg igen fandt mig selv, for jeg vidste udmærket at den der mistede sejrskransen ikke kunne se frem til liv nogen steder. Tanken om at de skulle i den anden død var uudholdelig. Men en dag mens jeg bad gav Jehova mig trøst, idet jeg begyndte at ønske af hele mit hjerte at hans vilje skulle ske. Pludselig begyndte jeg at forstå at hans kærlighed og retfærdighed var langt større end min, og at hvis han ikke regnede dem for værdige til livet, kunne heller ikke jeg holde fast ved dem, for min fader og moder var ikke anderledes end andres forældre. Fra det tidspunkt havde jeg fred i sindet.“
De der skilte sig ud fra Jehovas trofaste tjenere dengang blev ikke alene splittede i flere forskellige sekter, men i de fleste tilfælde svandt de også ind i antal, og deres aktiviteter blev enten meningsløse eller ophørte fuldstændig. De er i hvert fald ikke med til at følge Jesu befaling til sine disciple om at forkynde den gode nyhed over hele jorden og gøre disciple. — Matt. 24:14; 28:19, 20.
Hvor mange var det der svigtede den sande kristendom i de kritiske år 1917 og 1918? En ufuldstændig rapport fra hele verden viser at der var 21.274 til stede ved mindehøjtiden for Jesu Kristi død den 5. april 1917. (På grund af de vanskeligheder der var inden for og uden for organisationen i 1918 blev tallene ikke indsamlet dette år.) Ved mindehøjtiden den 13. april 1919 var der, ifølge en ufuldstændig rapport, 17.961 til stede. Selv om tallene altså er ufuldstændige, viser de under alle omstændigheder at der var langt færre end 4000 som ophørte med at tjene Gud sammen med deres tidligere trosfæller.
(Fortsættes i næste nummer)