Se fremad i tillid til Guds retfærdighed
1, 2. Hvorfor ville du ikke blive opfordret til at være med, hvis nogle af dem du kender fra det daglige liv skulle give sig af med noget usømmeligt og anstødeligt?
LAD os antage at nogle stykker blandt dine bekendte på dit arbejde, i din skole eller i dit nabolag beslutter sig til at gå hen at se et umoralsk stykke i biografen. En af dem nævner dig og spørger de andre om du mon har lyst til at gå med. Hvordan tror du de der kender dig vil reagere? Vil de udbryde: ’Nej, nej, det er hen i vejret at spørge ham (eller hende). Han er overhovedet ikke interesseret i den slags; det er slet ikke ham.’ Se, sådan skulle enhver uden videre kunne vurdere hvad en kristen vil interessere sig for og beskæftige sig med. — 2 Tim. 2:19.
2 Hvad er det imidlertid som får disse bekendte til at reagere sådan? De ved hvilke principper du følger og de har i tidligere tilfælde lagt mærke til hvordan du har stillet dig, og derfor er de klar over hvad du ville svare hvis du blev spurgt.
3. På hvilket grundlag nærer vi forvisning om at Gud altid vil handle ret og retfærdigt?
3 Dersom opmærksomme mennesker kan vide hvordan en kristen vil handle, hvor langt mere kan vi da ikke føle os sikre på hvilken handlemåde Jehova Gud vil følge i en bestemt situation. I Eden blev der rejst tvivl om det berettigede i at Jehova sad inde med den universelle suverænitet og om han handlede ret og retfærdigt over for menneskene. Dette stridsspørgsmål skal og må afgøres. Beretningen i Bibelen viser hvordan Jehova skridt for skridt har nærmet sig den endelige afgørelse på dette stridsspørgsmål. Og selv samme beretning giver os mere end rigelig grund til at nære overbevisning om at det han foretager sig, altid vil være ret og retfærdigt. Tillige er beretningen en forsikring om at Jehovas handlinger, ud over at være rette og retfærdige, altid og varigt vil gavne menneskenes interesser.
4. Skyldes det en brist i Jehovas ret og retfærdighed når han tillader at menneskene kommer ud for lidelser?
4 Apostelen Paulus skrev: „Skabningen [Adams og Evas slægt] blev nemlig underlagt frugtesløshed [blev født i synd og ville dø], ikke af egen vilje [vi mennesker kan intet ændre ved at Adams synd har ført synd og ufuldkommenhed over os], men gennem ham [Gud] som lagde den derunder [ved at tillade Adam at få afkom], på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ (Rom. 8:20, 21) Ja, når Gud tillod menneskene at få børn var dette på ingen måde uretfærdigt selv om de i deres tilværelse ville komme ud for lidelser og problemer, for når Guds tid er inde vil han også give dem lejlighed til at opnå et evigt og fuldkomment liv i Paradiset.
5. Hvordan er vi der lever i dag særlig begunstigede i betragtning af at menneskene er i „trældom under fordærv“?
5 Vi der lever i dag er særlig begunstigede, eftersom vi står på tærskelen til Guds nye orden, hvor de lydige mennesker vil „blive frigjort fra trældom under fordærv“. Opfyldelsen af Bibelens profetier beviser at vi siden 1914 har levet i den „generation“ der vil opleve at Gud fjerner al ondskab på jorden og forvandler den til et paradis. Derfor er Jehovas Vidner travlt optaget af at forkynde ’den gode nyhed om riget’, og herigennem vil de mennesker som er loyale over for Jehova „opnå Guds børns herlige frihed“. — Matt. 24:3-14, 21, 34.
Hvordan skal forkyndelsen nå ud til alle?
6. Hvilke spørgsmål kan Jesu ord i Markus 13:10 give anledning til?
6 Jesus udtalte: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Mark. 13:10) Selv om Jehovas Vidner har gjort sig de ihærdigste anstrengelser lader det til at der endnu er millioner og atter millioner af mennesker som ikke personligt har hørt budskabet. Endog i lande hvor Jehovas Vidner frit kan virke er der mennesker som de endnu ikke har nået. Og andre millioner af mennesker bor hvor der kun er få eller slet ingen Jehovas Vidner. Kan Rigets livsvigtige budskab nå alle disse mennesker i tide? Hvordan skulle det i så fald ske? Skal vi ’bare overlade det til Gud’, eller kommer det på en eller anden måde os ved? Hvilken dom vil Gud afsige?
7. Hvordan kan vi være overbevist om at Markus 13:10 vil blive opfyldt?
7 Dersom forkyndelsesarbejdet udelukkende var afhængigt af mennesker, ville der være grund til at bekymre sig. Det ville være en langt større opgave end vi kunne klare når politiske forhindringer sinker forkyndelsesarbejdet i visse lande og „befolkningseksplosionen“ hvert år tilfører verden millioner og atter millioner af mennesker der endnu ikke har hørt budskabet. Men lykkeligvis er det hverken et enkelt menneske eller en gruppe af mennesker der skal bestemme i hvilken udstrækning forkyndelsen skal lyde til nationerne; det skal Jehova Gud! Hvad han vil foretage sig vil være i bedste harmoni med hvad han er — en viis, retfærdig, kærlig og medfølende Gud. Hvorfor kan vi føle os visse på det?
8. Ønsker Jehova at menneskene skal leve evigt?
8 Jehova sendte sin søn til jorden som „en tilsvarende løsesum for alle“. (1 Tim. 2:6; Joh. 3:16) Gud har givet os sin forsikring om at han ikke ønsker at nogen skal miste livet på grund af ulydighed. Som det hedder i Peters andet brev, det tredje kapitel, vers 9: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, . . . men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ Eftersom Skaberen vil „at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden“, har han givet enkeltpersoner tid til at høre om frelsen og nå til omvendelse. (1 Tim. 2:4, da. aut.) Jehova har ladet sine vidner forkynde „den gode nyhed“ i mere end 200 lande og øområder, hvilket tydeligt viser at han er interesseret i menneskene; Jehova ønsker at menneskene skal lære lydighed og vinde det evige livs velsignelser. — Rom. 6:23; Hebr. 5:9; jævnfør Esajas 55:6, 7; Malakias 3:7.
9. (a) Hvordan kunne det tænkes at forkyndelsesarbejdet skulle antage et endnu større format? (b) Hvilke eksempler kan anføres til støtte herfor?
9 Hvilket format vidnearbejdet endnu skal nå op på, aner vi simpelt hen intet om. Vi må imidlertid ikke lade ude af betragtning at det er Jehova der har ansvaret for dette arbejde og at han benytter sine engle i himmelen til at overvåge det. (Åb. 14:6, 7) Se blot hvad der skete på en enkelt dag i år 33! (Apg. 2:37-42) Eller tænk på hvad der i vore dage er sket i Sovjetunionen. For blot få år siden ville man næppe have forestillet sig at „den gode nyhed“ ville blive forkyndt i de kommunistiske lande. Men det bliver den, selv så langt borte som i Sibirien. Maurice Hindus skriver i sin bog The Kremlin’s Human Dilemma følgende om Jehovas Vidner:
„Intet kan standse dem. Undertrykkes de ét sted, dukker de op et andet; i ét øjeblik i det europæiske Rusland, i et andet øjeblik i Sibirien. . . . De er øjensynlig lige så sejlivede som det sovjetiske politi, der er besluttet på at fjerne dem fra den sovjetiske skueplads.“ — Side 304.
Desuden forekommer der i mange lande så stor en tilstrømning til rigssalene at forundringen er stor hos dem der har taget del i forkyndelsesarbejdet før midten af 1960erne. Jo, mon ikke Jehova får sit budskab forkyndt!
10. Hvad bør vi samle opmærksomheden om hvad forkyndelsen angår?
10 Eftersom vi kan være rolige i forvisningen om at vor almægtige og retfærdige Gud vil afgøre hvornår forkyndelsen har nået det omfang han ønsker det, kan vi samle hele vor opmærksomhed om det vi skal gøre. Han har ikke overladt det til os at afgøre hvornår der er blevet forkyndt tilstrækkeligt, men han har befalet os at forkynde den gode nyhed. Det er menneskeliv det drejer sig om. Bevidstheden herom, sammen med en vågen erkendelse af at Gud har overdraget os at udføre forkyndelsen, skulle få os til ufortøvet at handle!
11. (a) Hvad kan vi lære af Jehovas ord i Ezekiel 33:7-9? (b) Hvad er det vi i lighed med Paulus skal bekymre os om med hensyn til forkyndelsen?
11 Vi kan lære en del af de ord hvormed Jehova Gud forklarede Ezekiel hvilket ansvar han måtte skuldre forud for en overhængende tilintetgørelsesaktion:
„Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.“ — Ez. 33:7-9.
Sådan udtalte Jehova sig forud for Jerusalems undergang i 607 f.v.t. Men ordene har også betydning for kristne i dag, for de forkynder et budskab der advarer menneskene og indbyder dem til at ’omvende sig fra deres synd og gøre ret og skel’. (Ez. 33:14) Vi burde føle vort ansvar, akkurat som apostelen Paulus følte sit:
„Paulus [begyndte] at være stærkt optaget af ordet, idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd for jøderne om at Jesus var Messias. Men da de blev ved med at stå imod og spotte, rystede han sine klæder ud og sagde til dem: ’Lad jeres blod komme over jeres egne hoveder. Jeg er ren.’“ — Apg. 18:5, 6.
Når der foreligger så mange beviser for at afslutningen på denne onde tingenes ordning er nær, burde vi så ikke ’være stærkt optaget af ordet, idet vi aflægger et grundigt vidnesbyrd’, således at vi kan være ’rene for alles blod’, og bie på at Gud afgør hvornår han er tilfreds med det forkyndelsesarbejde der er udført? — Apg. 20:26.
Hvilken dom vil Gud afsige?
12, 13. (a) Er der nogen grund til at være ængstelig for hvilken dom Jehova vil afsige ved afslutningen af denne tingenes ordning? (b) Hvorledes fremgår dette af Ezekiel 33:17?
12 Som en udløber af spørgsmålet om i hvor vid udstrækning den gode nyhed om Riget endnu skal forkyndes, optræder der hos nogle en smule ængstelse og uro med hensyn til hvilken dom Jehova vil afsige ved slutningen af denne tingenes ordning. Det der volder dem bekymring, er om Jehovas dom vil være ret og retfærdig.
13 Er der egentlig nogen grund til bekymring, når vi ved at det er Jehova som tager ansvaret for udfaldet? For længe siden skrev profeten Esajas følgende om Jehova Gud: „Hos hvem får han råd og indsigt, hvem lærer ham rettens vej, hvem kan give ham kundskab, hvem kundgør ham indsigts vej?“ (Es. 40:14) Intet menneske har nogen sinde skullet lære Gud ret og retfærdighed, vel? Da nogle israelitter engang sagde: „[Jehovas] vej er ikke ret!“ hvor skulle man så lede efter fejlen? Ikke hos Jehova, men hos de ufuldkomne mennesker med deres ufuldkomne syn på hvad der var ret. Som Ezekiel beskrev det: „Det er deres vej, som ikke er ret.“ (Ez. 33:17) Vi kan være aldeles forvissede om at Jehovas dom ved afslutningen af tingenes ordning vil være ret, retfærdig, kærlig og barmhjertig.
14. Hvornår gælder lignelsen om fårene og bukkene?
14 En af Jesu lignelser kan fortælle os noget om denne dom. Apostlene havde spurgt Kristus hvad der ville være ’tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. (Matt. 24:3) Den sidste del af hans svar udgøres af lignelsen om fårene og bukkene. (Matt. 25:31-46) Denne lignelse gælder nu, for i 1914 begyndte Jesu Kristi „nærværelse“ i Rigets magt i himmelen; ’Menneskesønnen kom i sin herlighed, og alle englene med ham, og han satte sig på sin herligheds trone’. (Matt. 25:31; Dan. 7:13, 14) At lignelsen gælder i perioden mellem indledningen til hans „nærværelse“ og tilintetgørelsen af denne tingenes ordning, bekræftes af at Jesus beskriver hvordan hans åndelige brødre, de tilbageværende af de 144.000, bliver udsat for overlast og fængsling, hvilket er noget der går for sig nu, ikke noget der skal overgå dem i den nye orden. — Åb. 12:17.
15. Hvoraf kan vi slutte at vi lever i en dommens tid?
15 I lignelsen nævner Jesus at i dette tidsrum vil „nationerne . . . samles foran ham [den indsatte konge], og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene“. (Matt. 25:32) Intet her tyder på en foreløbig afgørelse men på en endelig dom afsagt af den som Jehova har udpeget til at „dømme levende og døde“. (2 Tim. 4:1; Joh. 5:26, 27) Ja, men kan vi så heraf slutte at i dette tidsrum vil nogle enkeltpersoners holdning og handlinger medføre at de kun kan forvente at gå til grunde for evigt? Der er dem som vil tøve med at udtale sig så bestemt, men bemærk hvad Jesus sagde til dem der nu afslører at de er „bukke“: „Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle.“ (Matt. 25:41, 46; 2 Tess. 1:6-9) Så tiden vi oplever nu er afgørende for om sådanne enkeltpersoner opnår evigt liv eller ikke; det er en domstid.
16, 17. (a) Anfør hvorfor vi mennesker er ude af stand til at dømme „bukkene“. (b) Hvilken indstilling vil det være klogt at have?
16 Læg vel mærke til at Jesus ikke overlod til mennesker at afgøre hvem der er „får“ og hvem der er „bukke“. Hvor befriende! For hvis det var os mennesker der skulle tage ansvaret for at afsige dommen, hvordan kunne vi da have forudsætningerne for at vurdere faktorer som: Havde vedkommende mand eller kvinde rimelig lejlighed til at høre den gode nyhed og tage imod den? Havde hans eller hendes arvelige anlæg, familieforhold eller religiøse opdragelse en indflydelse på hans eller hendes standpunkt? Hvad boede der i hans eller hendes hjerte — elskede han og hun ret og retfærdighed? Hvis det nu drejer sig om et barn eller om et menneske med en medfødt psykisk brist, hvor meget ville familieansvar eller samfundsansvar så spille ind? — 1 Kor. 7:14; 5 Mos. 30:19.
17 Det ligger helt uden for vore evner at tage stilling til disse spørgsmål og måske mange andre betydningsfulde faktorer og underliggende principper. Vi kunne umuligt afsige domme som er ’fuldkomne og retfærdige’. (5 Mos. 32:4) Hvorfor skulle vi så til ingen verdens nytte give os af med eller bare forsøge at afgøre hvem der vil overleve og hvem der ikke vil? Hvis vi siger: ’Jeg tror at de der befinder sig i den og den situation er „bukke“ og vil gå til grunde for evigt, hvorimod de der er sådan og sådan vil overleve,’ sætter vi os da ikke til dommere over andre? (Jak. 4:12) Fremfor at prøve på at afgøre om et bestemt menneske, en bestemt familie eller en bestemt gruppe af mennesker svarer til beskrivelsen af „bukke“ eller ikke, kan vi ganske roligt lægge det i hænderne på „den, der dømmer hele jorden“. — 1 Mos. 18:25.
18. (a) Går Gud lige frem efter den strenge retfærdigheds krav? (b) Hvorfor kan vi trygt forvente at Guds domme vil være rette og retfærdige?
18 Gud dømmer ikke ved blot at gå frem efter retfærdighedens strenge krav uden at hans følelser, hans barmhjertighed, hans overbærenhed og hans kærlighed spiller ind. Som salmisten David udtrykte det: „Han handled ej med os efter vore synder, gengældte os ikke efter vor brøde.“ (Sl. 103:10) Den eneste løn som ufuldkomne, syndige mennesker kan gøre sig fortjent til er døden. (Rom. 6:23) I sin barmhjertighed og medfølelse har Jehova imidlertid bestemt at frelsens budskab skal lyde vidt og bredt således at menneskene kan vinde livet. Han ønsker at de skal leve. (Ez. 33:11; Es. 55:6, 7) Når Guds barmhjertighed, kærlighed og medfølelse altid er blevet vist ned igennem tiden, og disse egenskaber er kommet os selv til nytte, kan vi så ikke hvile i den trygge forvisning at de også vil gøre sig gældende når dommens time er inde ved afslutningen af denne tingenes ordning? Jo, de der bjærges igennem den vil med god ret kunne bekendtgøre: „Jehova Gud, du Almægtige, sande og retfærdige er dine domme.“ — Åb. 16:5-7; 19:1, 2.
Hvem kommer frem i opstandelsen?
19, 20. Hvad har Bibelen at sige om den fremtidige opstandelse?
19 Vi har altså god grund til at stole på at Gud handler ret og retfærdigt når han lader forkyndelsen af ’den gode nyhed om riget’ lyde og når han afsiger sin dom ved afslutningen af denne tingenes ordning. Vi kan nære den samme tillid når det drejer sig om hvad Jehova vil gøre i opstandelsen.
20 I sit ord erklærer Gud at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apg. 24:15) Bibelens udsagn lader forstå at alle de der er døde og begravet i Sheol eller Hades, menneskehedens fælles grav, vil opstå. (Åb. 20:13) Altså vil millioner og atter millioner af de døde få lejlighed til i den nye orden at følge Jehovas retfærdige veje og gå ind til det evige liv. Men Bibelen viser også at ikke alle og enhver vil få en opstandelse. Som vi har set skyldes dette at nogle mennesker har syndet imod den hellige ånd, hvorfor Jehova har måttet dømme dem til evig undergang, prisgivet Gehenna. — Mark. 3:28, 29; Hebr. 6:4-6; Matt. 23:33.
21. Vil vi kunne sige noget om hvem der vil få del i opstandelsen? Begrund nærmere.
21 Så er der nogle der har tænkt ved sig selv: ’Vil denne eller hin af mine slægtninge få en opstandelse? Eller hvad skal der ske med denne eller hin af mine bekendte, eller hvordan vil det stille sig med denne eller hin hersker som har forfulgt de sande kristne?’ Sådanne spørgsmål kan dukke op. Men er der nogen af os der er i stand til at give det endelige svar? Hvis Bibelen ikke selv udtrykkeligt siger hvorvidt et bestemt menneske ved døden overlades til Hades eller den evige undergang, kan vi ikke dogmatisk fastslå hvad der vil hænde det. Vi er ikke inde i alle enkelthederne i et menneskes liv. Eller skulle vi kunne læse et menneskes hjerte? Nej, det kan vi ikke. Jehova er derimod i besiddelse af alle kendsgerningerne og kan læse menneskets hjerte. Han siger: „Jeg, [Jehova], jeg ransager hjerte . . . for at gengælde hver hans færd, hans gerningers frugt.“ (Jer. 17:9, 10; 1 Sam. 16:7) Vi skal altså ikke søge selv at afgøre hvem der vil og hvem der ikke vil få en opstandelse, men vi har al god grund til at stole på at Jehova og Jesus vil handle ret og retfærdigt. — Joh. 5:30; Rom. 9:14.
Tillid til hvad Gud vil gøre
22. Fortæller Bibelen i enkeltheder hvad Gud vil foranstalte til gavn for de opstandne?
22 Bibelen oplyser os ikke om alle enkelthederne i forbindelse med opstandelsen. Den fortæller for eksempel intet om hvor på jorden de opstandne skal leve eller hvem de skal bo hos. Så det er uklogt at lade tankerne kredse mere end godt er om det og måske foruroliges og forurolige andre. Det er langt sundere at nære tillid til Gud ved blot at vente og se.
23. (a) Hvad var det de jødiske religiøse ledere spurgte Jesus om med hensyn til opstandelsen? (b) Hvem tager Jesu svar sigte på?
23 Derimod udtaler Bibelen sig nogle steder om ægteskab. Nogle jødiske religiøse ledere, der intet anede om opstandelsen til liv i himmelen, stillede engang et spørgsmål om en jødisk kvinde der levede mens Moseloven var i kraft og som havde været gift syv gange. De spurgte hvilken af de syv mænd der skulle tage hende til ægte i opstandelsen. Jesus svarede:
„Denne tingenes ordnings børn gifter sig og bortgiftes, men de som er anset for værdige til at få del i den anden tingenes ordning og opstandelsen fra de døde, hverken gifter sig eller bortgiftes. Ja, de kan heller ikke dø mere, for de er lig engle, og de er Guds børn, idet de er opstandelsens børn. Men at de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’. Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ — Luk. 20:34-38; Matt. 22:29-32.
Udtalte Jesus sig her om opstandelsen til himmelen? Nej, Jesus lod ikke deres spørgsmål ubesvaret. De havde spurgt om en jordisk opstandelse, og han besvarede deres spørgsmål. Han talte altså om en opstandelse til liv på jorden, den som Abraham, Isak og Jakob ville få del i. Disse trofaste vil ikke opnå udødelighed, men de vil blive ligesom engle. I hvilken forstand? Jo, engle kan dø, men når de tjener Jehova i ubrydelig troskab vil de aldrig dø. Når de opstandne belønnes med retten til evigt liv, er der ingen der kan berøve dem livet, medmindre Gud sanktionerer det. Et uophørligt liv på jorden er en velsignelse som kun Jehova kan tilvejebringe, og han vil tilvejebringe det og opretholde det!
24. Hvorfor oplyser Bibelen os om dødens virkning på det ægteskabelige forhold?
24 Med dette svar tilkendegav Jesus at døden opløser det ægteskabelige forhold, hvilket Paulus senere bekræftede. (Rom. 7:3; 1 Kor. 7:39) Dersom en kvinde mistede sin mand, skulle hun da være henvist til resten af sit liv at undvære en mand eller lade sine børn være uden en fader? Nej. Hvordan ved vi det? Fordi Jehova i sin kærlighed oplyste os herom i Bibelen. Selv om han ikke tilstræber at forklare alle enkeltheder om familieordningen i den nye orden, har han dog udelukket et problem der meget vel kunne opstå for kristne mens de lever i denne tingenes ordning. Vil selve det at han er så forstående og medfølende, ikke øge vor tillid til at hvilke foranstaltninger han end træffer for os i den nye orden vil de genspejle hans kærlighed, medfølelse og visdom?
25. Hvorfor er det os en glæde at tjene Jehova?
25 Satan har påstået at menneskene ene og alene tjener Jehova fordi de vil pleje deres selviske interesser. Men den egentlige bevæggrund til at sande kristne tjener Gud ligger ikke i de velsignelser som de modtager nu eller i de velsignelser som de venter sig i den nye orden. De tjener ham fordi de oprigtigt elsker ham og fordi det er blevet dem forundt at hellige hans navn. Både nu og i al fremtid vil de være lykkelige for at tjene Jehova for det han er, deres Skaber, hvem de skylder at takke for livet. (Sl. 100:3-5) Selve Guds egenskaber og veje gør ham fortjent til vor tilbedelse, „en trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han“. — 5 Mos. 32:4.
26. Hvilket syn på fremtiden kan vi have når vi kender Jehova og Jesus?
26 Jehova vil aldrig skuffe os. Hans retfærdshandlinger vil hos os fremkalde en evig taknemmelighed over at han er vor Gud. Hans søn, som „er genskæret af hans herlighed og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“, skal herske igennem tusind år og vil præge sit herredømme med den samme ret og retfærdighed. (Hebr. 1:3) Bibelen beskriver det på følgende måde: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ (Es. 9:7; 11:2-5) Vi kan trygt se frem til at Jehova Gud og hans søn vil skænke sådanne velsignelser.