alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ — Matt. 25:31-33.

Alle mennesker er altså ved at blive skilt i to lejre, idet nogle, „fårene“, stilles ved Jesu højre side, og andre, „bukkene“, ved hans venstre side. Af Jesu udtalelse: „Vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den,“ fremgår det klart at de fleste mennesker af Jesus klassificeres som „bukke“. (Matt. 7:13) Hvordan skulle da de sande kristne, de som står ved Jesu højre side, nogen sinde kunne få den tanke at de burde slutte sig sammen med dem der tydeligt viser at de står ved Jesu venstre side? Kan mennesker sammenslutte noget som Gud og Kristus er ved at adskille?

Det vil ikke sige at Gud er imod sand kristen enhed. En sådan enhed nyder hans godkendelse fordi den ikke er opnået på bekostning af den rene, kristne lære. Gud godkender en sammenslutning af kristne som har antaget den eneste sande religion — en gudsdyrkelse som den de første kristne udførte før den rene religion blev gennemsyret af falske læresætninger og fordærvede overleveringer. Gud godkender den sande kristendom, der er bygget på hans ord Bibelen og hvis tema er Guds rige. Det er Guds form for religiøs enhed, og det er denne form for enhed den nye verdens samfund af Jehovas vidner har opnået. En udførlig begrundelse for denne påstand findes i det særlige nummer af Vågn op! for den 8. oktober 1962, der har titlen „Urkristendommen og vor tids religion“. Heri fremlægges kendsgerningerne om de første kristnes gudsdyrkelse, og så kan enhver overbevise sig om hvem der i dag følger den oprindelige kristendom.

Da Gud er i færd med at adskille menneskene kan han ikke godkende en sammenslutning af alle religioner. Guds vilje er at der kun skal være én religion, den sande, og at alle de øvrige religioner skal rykkes op med rode, ikke forenes. I Guds krig ved Harmagedon vil Jesu klare ord nemlig gå i opfyldelse: „Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.“ — Matt. 15:13.

Henvisninger:

1 Time, 4. januar 1963.

2 New York Times, 6. december 1962.

3 Studier i Skriften, bind 4, s. 162-167.

4 Nummeret for 6. oktober 1962.

5 Nummeret for 2. januar 1963.

En hindus løsning

● I et citat der forekommer i værket Treasury of the Christian Faith siger S. J. Corey om hinduen og folkelederen Mahatma Gandhi: „Han var på Ceylon i foråret 1927 og talte da ved et møde i Kristelig forening for unge Mænd i Colombo. Han sagde blandt andet: ’Hvis jeg kun skulle rette mig efter Bjergprædikenen og min egen fortolkning af den, ville jeg ikke tøve med at sige: „Ja, naturligvis er jeg kristen.“’ Derpå tilføjede han: ’Her er et punkt hvor I i den vestlige verden tager Jesus teoretisk, mens jeg tager ham alvorligt og bogstaveligt.’“ I det samme værk kan man læse en anden udtalelse om Gandhi, fremsat af Frank E. Eden: „Gandhi og Lord Irwin, den tidligere vicekonge i Indien, var venner. Efter at de var vendt tilbage fra rundbordskonferencen i London aflagde Lord Irwin et besøg hos Mahatma. Under samtalen stillede Lord Irwin sin vært følgende spørgsmål: ’Sig mig Mahatma, mand og mand imellem, hvad mener De er løsningen på Deres og mit lands problemer?’ Gandhi tog en lille bog frem, åbnede den på Mattæus-evangeliets femte kapitel, og svarede: ’Når Deres og mit land kan mødes om den lære som Kristus lod nedfælde i Bjergprædikenen, da vil vi have løst ikke alene vore landes, men hele verdens problemer.’ Og det skal man høre af en hindu!“